Til oktober åbner Moesgaards tiende særudstilling Moder Jord. Udstillingen tager publikum 10.000 år tilbage til en tid præget af altomfattende forandringer, da mennesket begynder at dyrke jorden og bliver massivt optagede af det guddommelige.
Særudstillingen Moder Jord er en farverig fortælling om stenaldermenneskets fascination af det guddommelige, som vi følger fra den første frugtbarhedskult i Mellemøsten til de gådefulde ceremonier ved Stonehenge i England. Vi følger gudedyrkelsen i den periode, hvor mennesket ophører med at leve nomadisk, men bosætter sig og begynder at dyrke jorden.
Landbruget spreder sig i begyndelsen af bondestenalderen fra det frodige Mellemøsten langs floderne og ind i Europas urskove. Med muskelkraft omformer de nye tilflyttere landet til bopladser og marker og skaber hjem for sig selv og deres husdyr, hvor der før var vild natur.
Udstillingen er baseret på den nyeste forskning, som peger på, at bondestenalderen var en periode fuld af mystik, frugtbarhedsgudinder og besjælet natur. Men samtidig også var en periode, hvor det er kompliceret at forestille sig hvad datidens mennesker egentlig forestillede sig. Et større forskningsprojekt betalt af Carlsbergfondet har nemlig afdækket, hvorledes stenalderfolket, der migrerede fra Mellemøsten, på vejen nordpå ophørte med at fremstille figurer eller afbildinger af dyr. Den seneste nye forskning tyder direkte på at den slags billeder var stærkt tabuiserede. Samtidig viser forskningen dog også, at dyreofringer – og i hvert fald knogledeponeringer – spillede en meget stor rolle. Specialt udgravningerne ved Ginnerup på Djursland af de mange vildhesteknogler vil formentlig indgå i udstillingen.
De senere års arkæologiske udgravninger og de mange nye forskningsmetoder, der er taget i brug, viser hvor megen ny indsigt, som videnskaben lykkes med at grave frem i disse år. Alt sammen vil vi blive meget klogere til efteråret, når dørene åbner sig for særudstillingen.
“Moder Jord er historien om menneskets årtusindlange forhold til naturens kræfter. Vi bliver taget med ind i en vild og fremmed verden med mystiske ritualer, men samtidig er der noget meget genkendeligt i spil. I den periode, som udstillingen dækker, ser vi nogle helt fundamentale byggesten blive lagt: Det gælder menneskets forhold til dyr og planter og på et mere eksistentielt plan vores forestillinger om frugtbarhed, liv og død,” siger Mads Kähler Holst, Direktør på Moesgaard Museum.
Axel Juul (1503- 1577) efterlod sig nogle selvbiografiske oplysninger, der er velegnede til at kaste lys på herremandslivet i 1500-årene. Som lærer kan du lade dig inspirere af disse spørgsmål til teksten og – såfremt skolen er lokalt forankret – lade den danne udgangspunkt for en naturhistorisk og kulturhistorisk ekskursion.
En ekskursion til Villestrup ådal med omgivelser kan naturligvis planlægges som en cykeltur fra udløbet og til fjorden. Men den kan også gøres mindre ved at begynde ved Blåkilden, cykle gennem Naturfondens eng og hedelandskab samt fortsætte sydpå til landskabet omkring Willestrup Herregård. Her kan med fordel inddrage et besøg i såvel den genskabte barokhave som en tur langs åløbet mellem Møldrup og Astrup. Turen kan slutte i Astrup kirke med en besigtigelse af gravmonumenterne og de øvrige spor af slægten i og omkring kirken.
Kulturhistorien
Til baggrund kan man arbejde med Axel Juuls selvbiografiske optegnelser, som er gengivet her:
Man kan som lærer arbejde med teksten som et landskab og et kulturelt inventarium.
Landskabet omkring Willestrup. På SDFI er der adgang til at næstrudere landskabet, som det såud i midten af 1800-årene før indsutrialiseringen af landbruget tog over. Ved at zoome ind på Willestrup kan eleverne arbejde med at finde herregården, møllen, landsbyen, kirken, skoven, engene og åen samt overveje hvorledes Axel Juel fik skabt fundamentet for sin senere herregaard.
Teksten giver anledning til at overveje hvad den ikke rummer – eksempelvis skildring af arbejdslivet som lensmand og landsdommer. Evt. kan man sammenligne hans tekst med nekrologen over en nutidig landsdommer eller dommer (find eventuelt en lokal på nettet). Sammanlign eventuelt Axel Juuls selvbiografiske optegnelser med hans portræt på lex.dk
Få eleverne til at reflektere over hvad den rummer ved at give dem mulighed for “tæt læsning” – få dem til
– at fokusere på herregårdsbyggeriets betydning? Hvor er byggematerialerne kommet fra? (bl.a. øde kirker og et teglvækr opp ved skoven) Hvem har udført arbejdet på gården? Hvor er hestene kommet fra, der er brugt til at trække arbejdsvognene? (svar: udgangsøg, der har gået i skovene)
– hvorfor bliver datoer både angivet med helgendage og kalenderdage? (Familien levede i en overgangstid mellem den katolske kirke og reformationen)
– hvorfor er det vigtigt at kunne lægge horoskoper?
– hvorfor står der så mange detaljer om den førstefødte søns dåb i domkirken i Ålborg? Men ikke om døtrene?
– hvorfor får ægteparret så mange børn? (svar: efter reformationen kommer familien i højsædet)
– hvorfor vælger de Astrup som begravelseskirke? (Efter reformationen får sognekirker en fornyet betydning på beskotning af klosterkirker)
Naturhistorien
“Intet andet sted i Danmark risler så mange rene kilder som i området ved Rold Skov. Vandet pibler ud overalt i ådalens sider og løber videre i Villestrup Å. Vandet er noget af det reneste kildevand, der findes i Danmark, fordi det er dannet under en af Danmarks største og ældste skove, Rold Skov. Grundvandet presses op gennem sprækker i undergrundens kalk og op til overfladen, hvor der er så meget tryk på, at vandet kan sprøjte op i en meters højde, hvis man banker et rør ned”, skriver Naturfonden på sin hjemmeside. For nærværende er Naturfonden i samarbejde med Mariagerfjord kommune i færd med at genskabe det kilderislende landskab omkring Villestrup Å, der gennem de sidste hundrede år er blevet ødelagt af dræning og tørlagt.
Genskabelsen betyder at “vilde og sjældne planter som orkidéerne maj-gøgeurt, plettet gøgeurt og sump-hullæbe, planter som engblomme, den kødædende vibefedt og den truede afbidt høgeskæg kan få mere robuste bestande. det gælder også for mosser, insekter, forskellige sommerfuglearter, som f.eks. violetrandet ildfugl samt oddere og isfugle”, fortsætter Naturfonden.
På udflugten kan man eventuelt organisere en bioblitz langs åen – find så mange arter som muligt indenfor en time og identificer dem på arter.dk. Herefter kan man kan sammenligne med arterne, der vokser langs grøftekanterne ved landevejen (hvis de ikke er slået). Således er der mulighed for at begynde en samatale om biodiversitet og økosystemer.
I fortidens Himmerland kæmpede skov og hede med græslandskabet – og alt vandet.
Himmerland er en ikke særlig frugtbar del af Danmark. Omend det er et morænelandskab, er jordbunden her sandet og kun visse steder lerblandet. Skarp kaldte de gamle bønder den slags jord. Og næppe værd at dyrke men nok afgræsse, mente middelalderens bønder.
Sådan forholdt det sig ikke i bronzealderen, hvor undersøgelser af kulturlandskabet har påvist utallige spor af det gamle agerdyrkningssystem – først og fremmest digevoldinger, der omkransede de ”keltiske agre” men også spor af jordbehandlingen. Den magre og lette jord var nemlig nem at opdyrke, hvis man først brændte den af -dvs. praktiserede svedjebrug – og dernæst pløjede den lette og sandede jord med arden, oldtidsredskabet der i modsætning til den tungere plov ikke vendte jorden, men bare skar ridser i den.
Nyere arkæologiske undersøgelser af daterede brændte kornforråd fra Danmarks forhistorie (Hald 2024) beretter dog om hvorledes denne verden ændrede sig efter år nul. Hvor bronzealderens bønder i perioder ser ud til at have udnyttet op mod 70% af den anvendelige agerjord ved at skifte mellem jordlodder, der afvekslende og igennem årtier var udlagt til krat, skov, afbrænding, rydning og dyrkning, udviklede jernalderens bønder nye måder at bo og dyrke jorden på. Nu blev bosættelserne alt andet lige og med tiden mere permanente mens dyrkningen af gødede indmarker fik gradvist større betydning (det vi kalder et indmark–udmark system). Samtidig voksede betydningen af dyreholdet. Og landskabet endte med at se mere eller mindre uds om det gjorde indtil for 3-400 år siden.
Vi kan naturligvis spørge hvad der drev denne udvikling, men i realiteten er det vanskeligt at pege på én faktor. Det ser ud til at klima og nye teknologier spillede en rolle. Men nye smagsuniverser kan også have spillet en rolle. I hvert fald ved vi, at hvor bronzealderens mennesker hovedsagelig dyrkede byg, var jernalderens afgrøder meget mere varierede – inkluderende emmer, rug, havre, hør og ærter, men også blandinger heraf. I samme forråd har forskerne også fundet spiselige vilde arter. Måske har folk direkte forlænget deres brødkorn med indsamling heraf. Som minimum har de ikke kimset af lidt Rødknæ og Dodder. ”Rent” korn har været et selvsyn og en luksusvare benyttet ved de store folkelige og religiøse fester, således som det eksempelvis er påvist ved Uppåkra i Skåne (Larsson2018).
En konklusion på disse studier er også, at denne palet af varierede afgrøder fordrede en mere intensiv driftsform hvor jorden systematisk tilførtes gødning og et egentligt sædskifte efterhånden kunne udvikles. Formentlig ser vi her konturerne af det senere hede- og skovbrug i Himmerland, hvor bønderne primært levede af deres dyrehold suppleret med høsten fra landsbyernes nært beliggende jordlodder. En nøgle ressource her var heden, der opstod i kølvandet på Bronzealderens svedjebrug. Med tiden lærte bønderne at afbrændning af hedestrækninger indledningsvis gav rum for tre til fem års lækker græsning mens lyngen igen bredte sig. Men lyng, der ikke brændes af hvert tredivte år dør og springer derefter i skov. Når Himmerland var så leveringsdygtig i heder må det have reflekteret at jernalderbønderne udmærket vidste hvad der skulle til for at fastholde den lyng, der leverede alt fra vinterfoder til dyrene samt mønning på gårdenes tage og tilskud til opformering af møddingen på gårdspladsenerne, hvor alt blev iblandet fra dyrenes (lyng)strøelse til asken fra ildstedet og senere brændeovnen.
Meget kort fortalt skabte bronzealderen således et landskab hvor skov gradvist blev overtaget af hede. Pollendiagrammer fra Navnsø i det nordvestlige Himmerland viser således, at egnen indtil ca. 3000 f.Kr. for 95%’s vedkommende var dækket af skov. Herefter ændrede landskabet karakter og omkring 500 f.Kr. udgjorde skoven godt og vel 50%, mens hede og græsser udgjorde 25% hver. Fra Store Okssø i Rold Skov (tæt ved egnen omkring Villestrup Å) ved vi at græsset udgjorde noget mere, mens lyngen var mindre udbredt. Dog var til enhver tid det tilsåede areal ved Navnsø og Okssø næppe mere end et par procent i jernalderen og indtil nyere tid.
Jævnt hen kunne det da heller aldrig betale sig for bønderne i Himmerland at dyrke korn med henblik på videresalg eller til betaling af jordskatter. Det fremgår således af Christian V’s Matrikel (1683) at tiendeydelserne i Rold sogn i for årene 1680-82 af rug, byg og havre var nogenlunde lige store set over en treårig periode. Men udbyttet svingede fra år til år med op mod en tredjedel på den tid. Samtidig viser disse beregninger at foldudbyttet i et godt år for rug og havres vedkommende næppe sikrede mere end næste års udsæd. For byg dog lidt mere. Det var kummerligt.
Til gengæld var der anderledes indtægter at hente fra dyreholdet. At dømme efter arkæologiske undersøgelser fra jernalder og vikingetid spillede kvægholdet som sagt en meget større rolle. Lidt senere kom svin til som et helt afgørende led i bøndernes kosthold.
Når Tøger Pedersen, bonde i Brøndbjerg i Astrup sogn, Hindsted Herred in 1562 derfor betalte en beskeden pengeafgift samt 1 kvart tønde smør, 1 lam, 1 gås, to høns og 1 svin samt 9 heste på græs (kaldet gæsteri), må vi forestille sig at det faktisk kun har udgjort en lille del af hans animalske ”produktion”. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at han ikke betalte landgilde i form af korn. Bønderne har levet af deres dyrehold både som salgsartikler og i dagligdagens hushold (1). Fra senere tid ved vi at bønderne levede af at opfostre ungkreaturer, der solgtes til herremændene, der havde monopol på opfedning af stude og handle hermed. Læg desuden mærke til kravet om at bonde skulle udrede gæsteri for ni heste på græs. Det skal forstås meget bogstaveligt, at han skulle have en flok med ni heste gående på græs. Formentlig har der været tale om, at hver bonde var forpligtet på at have vilde stod gående i krat, skov og på hede hvorfra kronen så fra tid til anden har kunnet inddrive hestekraft til byggeri, skud osv. Der mangler en tilbundsgående undersøgelse heraf, men så meget kan siges at det har været en væsentlig udgift. Af jordebogen fra 1562 fremgår at bønderne i Hindsted Herred havde pligt til at have 783 dyr gående på græs. Bortset fra Fleskum herred ydede Hindsted græsning til flest dyr pr hektar i Alborg Len.
Denne landskabsmæssige udnyttelse var ikke ny i 1500-årene. Det fremgår eksempelvis af det kirkelige landskab omkring Villestrup Å, at der har ligget kirkebyer med romanske kirker i Arden, Astrup, Rostrup, Vive og Oue, dvs. på højderyggen øst og vest for Villestrup Å, der udspringer i den sydlige del af Rold Skov og har udløb i Mariager Fjord. Vest og øst for disse kirkebyer har da ligget udmarker som lysåbne græssede landskaber med hede, overdrev, skov og krat. I senmiddelalderen er disse udmarker i øvrigt udvidet, idet tre kirker og dermed formentlig også til dels de tilhørende gårdbrug og landsbyer blev lagt øde – Stenstrup, Tostrup og Oplev. Bebyggelsesmæssigt rækker disse kirkebyer i øvrigt næppe bag om vikingetiden. Det tyder i hvert fald stednavnene på. Endeledet -rup kommer af torp, der betyder udflytterby. Sådanne landsbyer dateres sædvanligvis til nyrydningerne i vikingetid og tidlig middelalder. Generelt er det dog vigtigt at lægge mærke til hvor tyndt befolket herredet var i ældre tid. Næppe mere end 3,5 til 5 personer pr km2. det kan sammenlignes med den nuværende befolkning på Læsø’s landdistrikter, der om vinteren ligger på 7-9. (2)
Desværre er vi dårligt oplyste om besætningernes størrelse på gårdene i Hindsted Herred i 15- 1600årene. Registrene over de indbetalte kreaturskatter lader os her i stikken. Det kræver nærmere undersøgelser.
(1) Færch, Ole (2013)
Aalborg Lens Jordebog 1562
Udg. Af Ole Færch
Landbohistorisk Selskab 2013
https://ferch.dk/onewebmedia/Aalborghus%20lens%20jordebog%201562.pdf
(2) Det fremgår af indberetninger fra Hindsted Herred at der i 1525 fandtes 280 gårde i Hindsted Herred. Dette antal var vokset til 404 i 1683. Med et gennemsnitligt antal medlemmer pr hushold på 5,5 betyder det at Hindsted herred i 1525 og på landet udviste en befolkningstæthed på 3,5 pr km stigende til 5 i 1683. Dette svarer til en vækstfaktor fra 1525 til 1683 på 0.15 hvilket bestemt ikke er udelukket for denne periode. Tallet siger dog mest om hvor tyndt befolket herredet har været. Henrik Larsen: Ejendomsforholdene i Hindsted Herred i Slutningen af Middelalderen. Jyske Samlinger Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 3 (1937 – 1938) s 144-163
Odgaard, Bent og Jørgen Rýden Rømer (red) (2009)
Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger
Århus Universitetsforlag 2009
Åer, bække, vadesteder, midtstrømme, grøfter, grave og dæmninger fortæller om herregården Villestrups våde og fugtige beliggenhed.
Villestrup betyder ”Vældets torp” og fortæller hvad der tiltrak den bonde, der flyttede ud fra en af de større kirkebyer i tiden mellem 1000 og 1200 for dér at rydde skov og opdyrke jord. Her var der tæt til dyrenes drikkevand, men også et godt bakkedrag bag, der med rimelig fordel kunne dyrkes. Denne kilde beskrives i historisk topografiske efterretninger fra 1800-åene som mere kraftfuld og vandrig end Den Blå Kilde. Langs åen lå desuden gode engstrækninger, der var perfekte til at fede okser på. Endelig har der også have været et gammelt vadested. I hvert fald tyder navnet – Gammelvadsmøllen – der kendes fra middelalderen, at vadestedet var gammelt. Dér går da også stadig en landevej hen over åen mellem Astrup og Arden.
Det middelalderlige landskab
…fremdeles ned ad den dal, som står østen og norden for Gammelvadsmøllen og så tværs over åen og til den sten, som står på den vestlige side af åen, så også vesten for møllen ad den dal indtil den vej, som kaldes Skallesvej og så fra Skallesvej indtil den mose, som kaldes Brændmosen, og så østen om den eng… (1) Synsforretning 11. jan. 1468 rep. 2368
Kilderne fortæller os ikke hvad åen oprindeligt blev kaldt. I de senmiddelalderlige beskrivelser af egnen, som vi kan læse i synsforretninger fra 1400-årene hedder den bare Åen. Med ordet ”Å” er alt ligesom sagt på de kanter – selv i tekster hvor ”åen” ikke kun henviser til det, vi senere kender som Villestrup Å, men også Korup Å.
Sådanne tinglyste dokumenter, der i detaljer angiver grænsedragene mellem jordejeres ejendomme var ganske almindelige blandt brevene, der opbevaredes i de middelalderlige arkiver. På samme måder blev også sognegrænser gjort til genstand for synsforretninger, hvor de mere fremstående bønder på egnen fungerede som såkaldte “ridemænd”. Om end kilderne til Hindsted Herreds jordejendomme er sparsomme, findes dog enkelte sådanne tinglyste beviser, der kaster deres blik ind på egnen. Desværre vedrører de kun perifert Villestrup å, men vi får alligevel et indblik i de naturlige ”mærker”, som skriveren noterede ned.
I teksterne til den pågældende synsforretning kan vi således læse, at bønderne færdedes i et ”vådt” landskab fyldt med åer, bække, vadesteder, midtstrømme, grøfter, grave, damme, diger og dæmninger.Men vi hører også om sten, bautaer, gravhøje, hulveje, krat, enemærker (dvs. private skove) samt ryg og ren, dvs. dyrket eller ”hård” jord. Hertil føjer sig omtalen af fiskevande, ålegårde, ørredgårde, saltstrande, og tagmarker (dvs. rørskove). Endelig genfinder vi faste udtryk som ”dam og damsbånd, flod og flodsted”, hvor damsbåndet betyder dæmningen.
Hvorom alting er: midt i dette ”våde” middelalderlige landskab gik vejen over Villestrup Å. Her lå der også fra gammel tid af en mølle og en udflyttergård gård. Måske har der også ligget et par huse. Vi ved det ikke.
Villestrup Hovedgård 1536 – 1577
Axel Juel har efterladt sig en charmerende lille skitse til gårdens historie i en serie notitser om de tre vigtigste hændelser i hans liv – hans ejendom, has ægteskab og hans seksten børn (2). Indledningen lyder således:
“Da Guds år skrev 1535 overtog Axel Juel (3) Villestrup (4) med mere gods udi Himmersyssel. [Dette skete] efter hans medarvingers tilladelse [og] efter hans kære far (5), som døde i samme år. Da var samme gård ikke bedre eller anderledes end en anden brydegård (6) og gav 3 ørtug korn [og]1 ½ pd. smør (7). Siden forbedrede han den med mark, skov og ejendomme og købte dertil Kropkær (8) og den skov der lå [der], og samme gård nord for ladegården synden op til den lille dam, der ligger nordøst herfor; der opsøgte han det kildevæld [gårdflod] der her til bugter og skabte en lille holm udi et kær, der var tilgroet med træer.
Anno domini 1538 udi den hellige Trefoldigheds navn lod han lægge grundvold om alle fire sider og siden år efter andet lod han den [holmen] opbygge med hus, grave, damme, abildgård, mølle, fiskevand, kær og enge at rydde, med megen anden frihed og herlighed, som samme gård har tilvendt og underlagt sig.
Anno domini 1537 onsdagen efter midfaste søndag, som var den 22 marts på Steenholt blev Axel Juul given og trolovet med Jomfru Christine Ovesdatter, Hr. Ove Lunges datter. Samme år udi Jesu navn holdt han sit bryllup på Essenbek [kloster] den søndag næst efter St Olav Regis dag (9), som var den 30 dag juli med forne Jomfru Christine, da var han 39 år gammel og hun 18 år gammel.” (Herefter følger en liste over deres fælles børn, fødetidspunkt mm.) (Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Af Axel Juul m. fl. 1542-1577)
Historien om det tidlige Villestrup er føjet sammen med Axel Juuls historie. Han blev født i 1503, formentlig på Norddjurs, hvor hans far havde et mindre gods. Slægten tilhørte ganskevist den deciderede højadel og ejede i 1200-årene Støvringgård. Men familien var også vævet ind i Marsk Stigs oprør, og det betød en kontant udelukkelse fra indflydelse i Erik Menveds regeringstid og senere. Historien om Juul-slægten i 1400-årene giver da også mest indtryk af at familien reducerede til en lavadelig, provinsiel familie, der havde tabt indflydelse, magt og velstand. På det tidspunkt møder vi dem således som fogeder, bl.a. på Kalø.
Vi kender ikke til Axel Juuls ungdom, men han har givetvis fået en gedigen skolegang, da han senere ender som først sekretær i Frederik 1’s kancelli, og derefter som Christian III’s betroede mand. I den kapacitet var han aktiv gesandt i forbindelse med Christian II’s tilfangetagelse. Senere var han den ene af to adelsmænd, der i 1536 blev betroet at inddrive de hovedlodder, som Skipper Clements oprørske bønder ifaldt, da regnskabet skulle gøres op efter reformationen (10). I den forbindelse blev han givetvis betalt i form af nogle af de hjemfaldne gårde. Blandt andet fik han i 1536 retten til at tilvende sig en gård i Astrup, som tilhørte Thulle Vognsen og skyldte 4 ½ pd smør samt 3 kander honning og andre småredsler (lam, høns, gæs osv). De blev tilkendt Axel Juul ved Kongens rettertingsdom 15 april 1537 med endeligt låsebrev 1549. Senere var Axel Juul lensmand på Aalborghus og fungerede desuden i mange år som landsdommer. Han har givetvis – som yngre søn – oprindeligt været henvist til at få en kirkelig karriere. I hans yngre år tiltales han som magister, en universitetsgrad han formentlig erhvervede sig udenlands. Efter reformationen endte han imidlertid i centraladministrationen.
Som yngre søn arvede han derfor heller ikke den fædrene gård, men købtes ud ved hjælp af det jordegods i Nørre Villestrup, som faderen tog lovhævd på i 1502 (11). Heraf fremgår det, at den del, som Axel Juul overtog i 1535 bestod i Madumhoved (en skov eller et overdrev nord for Astrup) samt Møldrup og Nørre Villestrup. Mere præcist bestod Villestrup af en større gård samt en hosliggende vandmølle, seks halvgårde (formentlig beliggende i Møldrup) og tre bol (dvs. formentlig tre halvgårde) i Arden. Hvornår Gammelvadsmøllen blev en del af godskomplekset vides ikke præcis. Godsarkivet er kun dårligt bevaret (i al væsentlighed først fra midten af 1700-årene).
Vi kan ikke i detaljer følge hans senere godssamling på egnen, men vi ved, at han i 1543 overtog en ejendom Astrup by samt endnu en mølle i Møldrup fra kronen. Der har imidlertid tydeligvis været tale om med samtidens øjne yderst beskeden godssamling omkring selve Villestrup. Ifølge et låsebrev fra 1549 hørte der til Villestrupsyv gårde i syv forskellige landsbyer. men om låsebrevets ejendomme udgjorde hele hans gods er ikke til at gennemskue. IIndtægter var der imidlertid nok af i form af hans forleninger og øvrige tillidshverv, som han udførte for kongemagten. Hertil kom at han i løbet af sit relativt lange liv arvede jordegods fra familiemedlemmer, som bagefter gik i arv til hans sønner. Godssamlingen ved Villestrup og rejsningen af hovedgården dér var dog tydeligvis i centrum af hans bestræbelser. Forretningen, der knyttede sig til hans hverv som lensmand, landsdommer osv. var derimod blot et middel.
Om det senere landbrug kan vi øvrigt fortælle at det i 1688 ikke bestod af meget andet end skov med et mindre stykke agerjord, i alt 37 tdr hartkorn, hvoraf kun godt og vel en tredjedel blev dyrket som græsmarksbrug. Formentlig betød det et agerskifte med fire års høst af byg, rug, rug og havre fulgt af fire års hvile. Jorden i sognet kan ikke karaktiseres som god. Sandmuldet og skarp med sand- og grusunderlag. Sognenes størrelse peger også på at befolkningstætheden aldrig var særlig stor. Ligeledes tyder de mange nedlagte kirker på at den senmiddelalderlige krise ramte hårdt hér.
Et gammelt kulturlandskab
Det mest interessante ved Villestrup gods i dag er det nærmest intakte kulturlandskab, som herregården ligger midt i. Præcis som Axel Juul beskrev sit livsværk, ligger hans gård stadig ved den opstemmede mølledam på den lille holm, som han indledningsvis ryddede for træer og buskads for efterfølgende at opsætte med sten og dernæst bebygge.
Adgangen sker fra øst ad Villestrupvej, hvor man passerer barokhaven med det fredede lysthus. Der lå formentlig også Axel Juuls abildhave. Videre ned mod herregården passerer man ladegården på venstre side og herregårdsbygningen ret for højre hånd, der stadig er omgivet af voldgrave mod øst og nord og søen mod syd og vest.
Længere fremme mod syd ad landevejen – hvor søen igen bliver til å – lå den gamle mølle med møllelunden i sin baghave. Møllens anlæg (der i dag er revet ned) fremgår tydeligt af ældre kort. Imellem ladegården og møllen lå ifølge de seneste målebordblade fra 1953 -58 de senere fiskedamme, der nu er nedlagt af hensyn til naturgenopretningen af åen. På kortet fra 1842 – 99 kan man imidlertid se, at Axel Juuls fiskevand formentlig oprindeligt har bestået i en eller flere damme umiddelbart vest for ladegården. Det giver også bedre mening, at allerede eksisterende vandhuller udnyttedes som fiskedamme i en tid, hvor al gravning foregik med håndkraft. De veletablerede og regelrette fiskedamsanlæg, der for nogle år siden blev nedlagt langs hele åen hører industrialiseringens tid til
Hovedbygningen
Desværre er der i dag ikke meget andet tilbage tilbage af Axel Juuls herregård end den ydre skal. Hele anlægget blev ombygget i 1757 og igen i 1812-19, hvor den østlige fløj desuden blev helt revet ned. Ved samme lejlighed forsvandt også gårdens kapel og kirketårn ra sønnen, Iver juuls tid. I dag fremstår herregårdsbygningen derfor i klassicistisk stil med rødkalkede facader og valmet tag belagt med røde tegl.
Men bygningsarkæologiske undersøgelser(12) har dog afdækket, at Axel Juul indledte med at bygge køkkenfløjen mod syd som et grundmuret stenhus i en etage. Huset var syv meter dybt og fjorten meter langt og opført i munkesten. Til dette korte enetages hus føjedes derefter det store hus mod vest, hvor beboelsen blev indrettet. Denne fløj var dybere og længere (over tredive meter). Dette hus var bygget med kælder, to etager og en halv tagetage. Herefter fulgte byggeriet af nord og øst-fløjene. De to sidefløje mod nord og øst byggedes i samme højde, men rummede kun to stokværk Hele byggeriet var prydet med flerfarvede vinduesblændinger, Undersøgelser heraf har vist at Nordfløjen i Helligåndsklosteret i Aalborg formentlig har været opført af den samme bygmester.
Samtlige bygninger blev udstyret med kamtakkede blændgavle ligesom murværket blev dekoreret ved hjælp af gule og røde sten. For at skaffe stenene byggede Axel Juul et teglværk op ad skoven bag ved haven. Muligvis har lergravene dér også været udnyttede som fiskevand. De ses tydeligt på kortet fra midten af 1800-årene.
Nordfløjen lukkede anlægget af. Her rejste Axel Juul et imposant porttårn hvor han lod sandstensrelieffer indmure af sig selv og sin hustru, der flankerede en sandsten med følgende indskrift: “Axel Juul med sin kære hustru, fru Kirsten Lunge, lod denne gård opbygge af nyt anno domini 1542. Samme år var deres bryllup”. Endnu et lille relief blev sat over uret med hans og hans kones våbenskjold. Tilsist fulgte forhøjelsen af den søndre fløj, så også den fremstod i flere etager, formentlig tre. Hele byggeriet må have fremstået noget uenasartet med sine skiftende stokværk. Mod indersiden af gården har der således ligget lavere gangagtige arealer, hvormod søsidens rum har været højloftede.
Engquist tolker sydfløjen som et “herberg” eller en muret “loftbod” med indbyggede svalegange til gårdsiden hvor søsiden har rummet elegangte gæsteværelser. Øverste etage har så været et stort magasin eller loftsrum. Fra senere kilder ved vi at der også har befundet sig et “fængsel” på gården. Det må have ligget i kælderen under vestfløjen. Måske har sydfløjen været indrettet til “offentlige” kontorer for landsdommeren? Vestfløjen, derimod, rummede tydeligvis beboelsen med køkkenet i kælderen mod sydvest samt stuer, tårnrum og kamre. I den nordøstlige fløj har kapellet været indrettet.
Sidenhen hed det om Villestrup at Christian III’s degn meget vittigt sagde, at ”Aalborghus måtte være en god ko siden den kunne føde så prægtig en kalv”, underforstået at Axel Juul nok havde fundet en del af pengene til sit byggeri på kronens kistebund. Bemærkningen har vel også udtrykt en vis ironisk kommentar til det forhold, at mens Aalborghus, der blev genopbygget af Axel Juul kun var grundmuret ud mod volden, fremstod Villestrup grundmuret.
Vi kender ikke til hovedgårdens indretning, men den har sikkert fremstået både prægtig og hjemlig, således som den nye mode foreskrev. Vi ved i hvert fald, at der må have fandtes en del sølvtøj i Axel Juuls gemmer. I 1551 blev han nemlig endnu engang sendt som kongelig udsending, denne gang for at indføre reformationen på Island. Med sig hjem bragte han en mindre formue i kirkeguld, sølv, monstranser, bispestave osv. Heraf fik han i kongelig gave en sølvkande, en skål af sølv og to sølvdrikkekrus (13).
Kirken
Af den middelalderlige kirkebygning i Astrup står kun koret tilbage. Samme år som Axel Juul erklærede sig færdig med herregårdsbyggeriet, påbegyndte han nemlig en kraftig ombygning af kirken. Ved denne renovering forlængede han kirken ligesom han byggede et helt unikt kirketårn – ottekantet og med spir. Da kirken blev bygget med kvadre antages det at han genbrugte byggematerialerne fra de nedlagte kirker i Stenstrup og Tåstrup, der formentlig forfaldt i 1400-årene som følge af den sorte død. På rund af tårnets særegne konstruktion frembyder kirken et ganske anderledes indtryk end det, som vi sædvanligvis møder. Også den toklokke i tårnet er støbt i Lübeck og givet som gave af Axel Juul i 1548.
Herefter blev kirken indrettet til gravkirke for Axel Juul og Kirsten Lunges efterkommere. Ikke færre end otte ud af seksten børn begravedes som små i kirken. Selv blev forældrene æret med en pragtfuld gravsten fra Gert van Gronignens værksted, selvom sønnen Iver Juuls endnu mere prangende gravmæle dominerer. I nationalmuseets samlinger befinder sig den gamle bemalede dør. (14)
Der forlyder intet om at kirken i Astrup også skulle have været begravet med kalk og disk. Sådanne pragtstykker tilgik imidlertid såvel Rostrup som Arden kirker. Mon ikke også begravelseskirken blev begavet på den måde. På alteret står også en prægtig alterstage fra 1548 med stor fodplade, balusterskaft og store, svungne lysearme og prydbøjler. På foden indskrift: »Axell Iwll frw Kirstine Lwnge 1548«. Måske har ægteparret også opsat en prædikestol, som den de fik opstillet i Rostrup kirke med smukke udskæringer og et billede af en munk med en bibel under armen. Måske Luther? Prædikestolen i Astrup kirke er fra 1892 og har derfor afløst en ældre. At kirken har været udsmykket med træskærerarbejder betalt for af Axel Juul og Fru Kirsten kender vi til fra en udskåren dør med Axel Juuls og Kirsten Lunges våben, der holdes af skjoldholdere. Døren er nu i Nationalmuseet, men ikke udstillet.
NOTER
(1) Fortegnelse over Danmarks Riges Breve fra Middelalderen. Udgifvet af William Christensen. 2. rk, 2. bind, 1467-1478. Kbh. 1929, nr. 2366 m. fl. Her staves godset “Vellestorp”. I artiklen her staves herregården med “w” eftersom det er praksis på kulturhistorier.dk at steder angives med deres nuværende stavemåde. Dog staves godset med “V” i Trap Danmark (5. udgave) ligesom godsarkivet er at finde på Rigsarkivet (Viborg) under navnet “Villestrup”.
(2) Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Optegnelsen er at dømme efter teksten penneført af Axel Juul og har måske været indført i en familiebibel. I anden halvdel af 1600-åene er teksten afskrevet, formentlig af bondesønnen Peder Dyrskjøt (1630-1707), der efter faderens død arbejdede som skriver på Ålborghus og senere på borgmesterens skrivestue i København. Hele sit liv beskæftigede han sig med at indsamle historiske kuriositeter og afskrive diplomer, breve, slægtsbøger og lign. Formentlig fik Peder Dyrskjøt adgang til Axel Juuls slægtsoptegnelser, fra Anne Krabbe, der nedskrev dem i sin kopibog. I indledningen til teksten skriver udgiveren af artiklen i Magazin til den Danske Adels Historie fra 1824, at teksten er kommet ham i hænde via et hæfte, som var i historikeren B.C. Sandvigs hænder. Der er formentlig tale om en bogstavtro afskrift udført af Peder Dyrskjøt og ”ord til andet udskrevet og her indført”. Magazin til den danske adels historie, 1. bind. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. København, Thieles Bogtrykkeri 1824
Heri: Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. Pp. 71-76
(3) Axel Juul staves almindeligvis således. I teksten her staves hans navn dog som Juel.
(4) I optegnelsen staves gårdens navn som Vellestrup – hvilket betyder udflytterstedet, torpen, ved kilden (vældet).
(5) Axel Juuls far hed Søren Juul til Hedegård, Glæsborg sogn på Nørre Djurs. Formentlig har Axel Juul været yngre søn tiltænkt en karriere i den katolske kirke og hans arvelod er derfor fundet fjernt beliggende og i form af strøgods. Hedgaaard lå i Nørre Djurs.
(6) Med brydegård forstås sædvanligvis en gård beboet af en godsejers forvalter. Søren Juul har ejet jord på egnen – hvor meget ved vi ikke – og haft en bryde eller forvalter til at drifte godset og opsamle bøndernes afgifter til deres herremand. Det er en sådan gård som Axel Juul overtager.
(7) Opgørelsen over gårdens skyld – dvs. den afgift, der tilkom herremanden – indikerer at gården har været på størrelse med en gennemsnitlig bondegård. Man kan sammenligne denne skyld med hvad bønder i de nært beliggende bebyggelser, Lundgård og Brøndbjerg, betalte i 1562 til kronen. Heraf fremgår det at ingen af dem ydede afgifter i korn. Til gengæld betalte de en noget større smørydelse (4 ½ pd. smør hvor Villestrup kun erlagde 3 pd.) Vi kan formentlig konkludere at brydegården i Villestrup højst har kunnet måle sig med en gennemsnitlig større bondegård. Gårdene listet der har så også ydet ledingsskat, gæsteri (græsning for heste), skattepenge, samt lam, gæs, høns og svin. Der er tale om gårde med tæt beliggenhed til åen og hvis geografiske placering har lignet Villestrups. De har været drevet som rene skovbrug. Kilde: Aalborghus lens jordebog 1562. Udg af Ole Færch. Landbohistorisk Selskab 2013, s 134 – 35.
(8) Det fremgår af et skøde, at Axel Juul erhvervede kirkeskoven og Kropkæret i 1543, da han købte dem af Astrup Kirke. Indtil da havde han kun haft brugsretten hertil via forpagtning.
(9) St, Olaf regis. Olaf II var konge af Norge. Han døde i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030. Han blev helgenkåret i 1031 som led i Nordmændenes kamp for et selvstændigt kongedømme.
(10) Efter Frederik I’s død udspandt sig Grevens Fejde i Danmark. I forbindelse hermed rejste Skippe Clement de jyske bønder til oprør til fordel for Christian 2 i 1534. Oprøret blev slået ned af Rantzau. Efter Reformationens indførelse blev lederne af oprøret henrettede i 1536. Men samtlige nordjyske selvejerbønder blev afkrævet at kunne dokumentere at de ikke havde deltaget. I modsat fald mistede de deres ejendomsret og formue med mindre deres slægt kunne løskøbe dem. Herved oppebar kronen meget store indtægter ligesom bøndergodset i fremtiden kunne pålægges afgifter på linje med kronens andet fæstegods. Det er inddrivningen af disse bøder, som Axel Juul tager på sig. det har givetvis været lukrativt for ham. Vi må forestille os at han tog sig betalt i bekvemt beliggende jordegods i nærheden af Villestrup.
(11) Tinglysningen er alene listet i en ældre registratur over nu tabte diplomer fra Villestrup godsarkiv. Dog findes det gengivet med yderligere detaljer i Anne Krabbes Kopibog fra c. 1600. Se Thaulow (1925), s. 51 ff.
(12) Engqvist, Hans Henrik: Herregården Villestrup i Østhimmerland. Bygningsarkæologiske studier 1991, s. 21-40 og 93-95 1991
(13) Se Thaulow (1925), s. 51 ff.
(14) Kirkerne i Hindsted herred er desværre endnu ikke beskreve i kirkeværket og ovenfor anførte beskrivelse beror på skildringe i Trap Danmark IV. udgave 1924.
Villestrup Å er måske ikke den længste og vandrigeste å i Danmark. Men den er unik med sine klare kildevæld og bratte fald.
Med sit sumpede udspring i den sydligste del af Rold Skov, snor Villestrup Å sig gennem et gammelt skovrigt landskab, hvor stednavnene beretter om en rydning, der først fandt sted efter år 1000. På vejen passerer den Store Blåkilde, der med sin kalkede undergrund byder på en helt unik dansk oplevelse af klart blåt vand, der gennemlyses af det hvide genskin. En oplevelse, som vi ellers skal rejse langt for at komme i nærheden af. Her flyder talrige kilder sammen til åen, der strømmer plaskende gennem landskabet. Ådalen – der stammer fra istiden – er præget af store fald, og vandet fremstår derfor klarere end de fleste andre steder, hvor vores vandløb snor sig dovent gennem flade marker og heder.
Allerede for femten år siden opkøbte Naturstyrelsen de resterende syv dambrug og genskabte så vidt det var muligt åens naturlige slyngninger. I dag byder åen på en rigdom af naturoplevelser. Her svømmer bækørreder, havørreder, hundestejler, ål og bæklampretter. Ja, endog undslupne kildeørreder og regnbueørreder glider ud og ind mellem de frodige vandplanter. Siden 2010 har grødeskæring stort set været forbudt. Selve åen er henved 22 km lang, men dertil kommer de vandløb, der fodrer åen. I alt udgør de godt 36 km, hvoraf ca. halvdelen karakteriseres som værende i ”god tilstand”. På det nedre åløb, syd for Vrå, figurerer den højeste artsscore – 9 ud af 9
Ved åens bredder – i elleskove og på engene – yngler gravænder, isfugle, bjergvipstjerter og vandrikse ligesom trækfugle som vandstærene finder frem til åens enge og de tilhørende rigkær og kalkoverdrev. Her vokser de sjældne og meget truede orkideer, bakkegøgeurten samt den hvide sækspore. Men også de mere ydmyge engblommer og andre større og mindre sjældenheder er en fryd for øjet. I alt byder Villestrup Ådal på 22 forskellige naturtyper, seks beskyttede arter samt 29 småsøer under 5 ha. Godt halvdelen af de kortlagte søer (tyve i alt) er i ”god tilstand”. Alene antallet af forskelligartede naturtyper viser entydigt hen til de mangeartede oplevelser, som venter gæster i området. Langs hele åen løber i dag en vandre- og cykelrute, men det er intentionen at udbygge folks adgang til dette naturskønne hjørne af Danmark.
Vandmøllerne og opstemningerne
Gennem årene har lokale ildsjæle arbejdet for at bevare og endda genskabe naturrigdommen langs åen. Denne indsats fik et særligt skub mellem 2007– 2014 hvor syv dambrug i ådalen blev nedlagt ligesom seks ud af syv spærreværker på åen blev fjernet. På grund af åens store fald var der allerede i 1200-årene oprettet vandmøller hvorved der opstod stuvningmæssige mølledamme og strækninger med langsom strøm og blød bund. Senere blev vandmøllernes opstemningsret i åen benyttet til at anlægge de mange dambrug. Da retableringen af åens frie vandstrømme begyndte var der endnu syv tilbage. Efter opkøb og retablering blev de seks af de syv dambrugsarealer udlagt til græsning, og høslet ligesom forbud mod at gøde og sprøjte blev tinglyst. Efterfølgende påviste en gruppe forskere at indsatsen naturmæssigt havde været det hele værd. I 2019 erhvervede Villstrup Å da også danmarksrekorden i ørreder. Med næsten 30 ørreder for hver meter var det seks gange så mange som Naturstyrelsen målte i 1986.
Tilbage udestår dog spørgsmålet om den sidste spærring ved Willestrup Herregård. Denne synes nemlig at volde næsten uoverstigelige udfordringer.
Opstemningen daterer sig til 1538 hvor byggeriet af den mægtige ”vandborg” iværksattes af Axel Juul. Ved at udbygge en tidligere mølledam og opføre en opstemning skabte han Møllesøen, hvorefter opbygningen af borgen på egetræspæle kunne påbegyndes på den nys opståede holm. Omend kraftigt opbygget står borgen der stadig omgivet af sø og voldgrave. Med årene udbyggedes godset. Mod nordøst byggedes en ladegård og syd for anlagdes de senere fiskedamme. I dag fremstår landskabet med sin kunstige Møllesø, de gravede kanaler, diget, det opstemmede vand og resterne af de nu nedlagte fiskedamme som et kulturhistorisk vigtigt vidnesbyrd om et af renæssancens stort anlagte herresæder. Hertil føjer sig den meget smukke genskabte barokhave, hvortil der er offentlig adgang.
Udfordringen er således dobbel. For det første kræver bevarelsen af herregårdens fundament at søens vandstand holdes relativt konstant højt, så egetræsstolperne ikke rådner. Derudover løber der en offentlig vej henover den gamle dæmning, hvilket betyder at en ændring af åens forløb vil kræve et omfattende brobyggeri andetsteds. Sagen kompliceres yderligere ved det forhold, at vedligeholdelsen af dæmning og vej er delt mellem de to ejere (kommune og gods) der indtil videre ikke har kunnet finde en formel for at dele det økonomiske ansvar herfor. Der er enighed op at stemmeværket er i en dårlig tilstand, men det er godsets opfattelse at årsagen er den tunge trafik på vejen. Kommunen, derimod, er af den opfattelse at det skyldes godsets manglende vedligeholdelse.
Her i vinter (2024) blev sagen så tilspidset på grund af de store regnmængder, hvilket har fået kommunens ingeniører og miljøteknikere til at frygte, at dæmningen kunne bryde sammen og derved medføre en potentiel miljøkatastrofe for åens liv på linje med truslerne mod Alling Å ved Randers (Nordic Waste skandalen). Såfremt dæmningen bryder sammen og Møllesøen tømmes vil man kunne forvente at 500 års opsamlet slamdække – der på sine steder er to meter dybt – kan sætte sig i bevægelse nedenstrøms. Desuden vil det givetvis medføre at Willestrup herregård om føje år henstår som en ”ruin”, fordi fundamentet vil rådne, hvis da ikke de bevægelige vandmasserne inden da har undergravet holmen.
Da Naturstyrelsen i 2008 købte foderkvoten til dambruget ved herregården indgik nedlæggelsen heraf da også som led i et overordnet naturgenopretningsprojekt, hvor åen som en faunapassage skulle føres nordøst om herregården. I forbindelse med projektets planlægning blev der foretaget undersøgelser af Møllesøens tilstand. Det vurderedes overordnet betragtet at søens tilstand ikke ville forværres selvom vandtilførslen reduceredes væsentligt. Etableringen af åens nye løb og dermed faunapassagen ville desuden givetvis løse de naturmæssige udfordringer forårsaget af den fortsatte spærring. Samtidig ville søens vandhøjde formentlig bedre kunne reguleres så herregårdens fundament bevares. På den anden side er der ikke tvivl om at et sådant nyt åløb vil være bekosteligt at etablere. Projektet er da også – såvidt vides i skrivende stund – sat på stand-by.
Fremtiden
Allerede i begyndelsen af 50erne blev en del af Villestrup Ådal på strækningen mellem Vråvej og Tostrupvej fredet. I praksis var det en fredning af St. Blåkilde. Senere fulgte udpegningen til Natura 2000, og i dag indgår Villestrup Å i i habitatområdet Villestrup Ådal, der udgør ca. 565 ha.
Den overordnede plan er, at hele området på sigt skal udgøre et sammenhængende naturområde med høj beskyttelsesstatus og integritet således at mangfoldigheden sikres. Området er imidlertid også præget af modstridende naturinteresser. De forskellige naturtyper og arter bekriger hinanden. Elleskovene fastholdes således kun på bekostning af kildevæld og rigkær, der er levested for de beskyttede vindelsnegle, der til gengæld heller ikke trives hvis rigkær og enge græsses for intensivt eller slås tæt med henblik på at holde dem lysåbne og uden kratbevoksning. Et andet hensyn er vandstanden, der generelt sænkes når de naturlige vandløbsforhold for alvor genoprettes, hvilket prioriteres. Der søges således en aktiv og varig udtagelse af samtlige lavbundsjorder hvilket vil bidrage til etableringen af større og sammenhængende arealer, større robusthed og flere naturlige dynamikker. Det forventes at disse udtagninger vil være gavnlige for vandsalamanderen, havlampretten, bæklampretten, odderen og den skæve vindelsnegl.
Naturfonden
Hovedparten er privatejet, men allerede i 2021 købte Naturfonden et jordareal. For nylig har Naturfonden igen været på shopping-tur og ejer derfor nu i alt 165 ha af engarealerne i den øvre del af åen. For nærværende forhandles der i samarbejde med Mariagerfjord Kommune om mere udtag og frikøb. Et led heri vil være at dræn lukkes og dyrkning ophører langs åens bredder fra udspring til udløb. Engene, der er opkøbt ligger nord for Willestrup herregård.
Den overordnede plan er at Villestrup Å skal danne kernen i et 400 ha stort naturområde lige op til Rold Skov, der kan bidrage til at reducere klimabelastningen med 7400 t. CO2/år, fjerne udledningen af 21 tons kvælstof til fjorden samt skabe endnu flere levesteder for de sjældne og truede dyr og planter som lever dér. Projektet sigter således mod at skabe rammerne for et naturgenopretningsprojekt, hvor der skabes ”sammenhæng til EU’s vandrammedirektiv, Klimastrategien og regional udvikling”. Den overordnede plan varetages af Mariagerfjord Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen og i regi af Natureman-projektet (betalt af Life/EU). Men Naturfonden spiller her en afgørende rolle som spydspids for projektet.
Det kan nemlig uden tvivl blive meget bedre. Selvom sløjfningen af de mange stemmeværk for ti til femten år siden skabte glid i åen, forestår der stadig at få fjernet dræn og dyrkning langs åens bredder. Det viser adskillige konsulentrapporter.
Og samtidig udestår udfordringerne med både at sikre vandløbets integritet og kulturlandskabet ved Willestrup herregård. Her må nogle fonde vist til lommerne?
I fremtiden bliver menneskelivet måske igen "ensomt, fattigt, væmmeligt, brutalt og kort". Sådan beskrev den engelske filosof, Hobbes, tilværelsen når samfund bryder sammen. Og det er, hvad klogeågerne forudser vil sker. Vi skuer nemlig mod en tid hvor middelalderen vender tilbage.
Tikøb kirke er ganske enestående. Ikke kun fordi den er et tidligt og meget velbygget eksempel på en murstenskirke, men fordi den fremviser en serie unikke portrætter formet i brændt ler. Tre konger, en biskop og en abbed? Hvem kan det mon være?
Tikøb sogn i det nordøstligste hjørne af Sjælland er et gammelt kulturlandskab, der engang var fyldt med heste, køer og krat. Hellebæk Kohave med hestevangen i Tejglstrup Hegn er sindbilledet herpå
Vidste du at vestegnen af Thy siden jernalderen var dækket af vildsomme krat, småbuskadser og hede, der tjente som græsningsoverdrev for først får, senere store hesteflokke og til sidst græskvæg?
Efterårsferien i 2021 kan forældre passende benytte til at invitere deres børn ind at se storfilmen om Margrete I. Bagefter er det tid til spændende ekskursioner hvor man kan opleve Margretes middelalderlige verden.
Søborg Slot
Ved landsbyen Søborg i Nordøstsjælland ligger i dag ruinerne af Søborg Slot. Søborg ligger på en tange ud i søen og besøgende kan stadig følge voldgraven rundt om borgen. Borgen var en af Danmarks mest befæstede og den blev ofte anvendt som fængsel for statsfjender. Her blev Margrete født i 1353. For næværende er søen – hvis afvanding blev påbegyndt i 1790 – ved at blive retableret. Søren forventes fyldt med vand i 2023. Hvorvidt voldgraven også fyldes vides for nærværende ikke.
Gurre Slot
Her opholdt Margrete sig da hendes far, Valdemar Atterdag døde. Også Gurre Slot lå ude på en holm i en sø. Kampestenstårnet, der stod I midten af borggården er sandsynligvis bygget mellem 1150 og 1200, dvs. i Valdemar den Stores tid. Ringmuren og de fire hjørnetårne kan vi take Valdemar Atterdag for. Omfattende arkæologiske udgravninger af borgen har resulteret i en større fundmængde, der fortæller om livet på Dronning Margretes tid. Bl.a. har man fundet rester af kakler fra kakkelovne, der viser at borgen har været relativt velopvarmet og behagelig at opholde sig på.
Gjorslev
Borgen Gjorslev opførtes af Roskildebispen Peder Jensen Lodehat i 1396. Til byggeriet medgik bl.a. fire søjler, der er identiske med nogle, der kan genfindes i Roskilde Domkirke, hvor selvsamme bisp fik Margrete begravet. Borgen rejstes som en korsbygning med et stort centralt tårn. Det er den eneste samtidige danske borg, som stadig står og som kan knyttes til Margrete. (I Sverige kan man besøge Kalmar og i Norge Akershus). Gjorslev er privat ejet og kan derfor kun besøges når der en sjælden gang er åbent hus og rundvisning. I nærheden er det muligt at spise frokost på traktørstedet, Gjorslev Bøgeskov.
Maribo
I 1416 drog munke fra Vadstena til Maribo med henblik på at grundlægge et kloster. Det eneste, der findes tilbage er klosterkirken, der i dag fungerer som Domkirke. Domkirken besidder et værdifuldt klenodie, nemlig en af de alterkalke, som Margrete I testamenterede som sjælegave. Alterkalken benyttes på på de fineste helligdage, Juledag, Nytårsdag, Påskedag og Pinsedag samt når der er ordination i kirken. Roskilde Domkirke
Roskilde Domkirke
I 1412 døde Margrete på et skib i Flensborg Havn. Herfra førtes hun til sit første hvilested i Sorø Klosterkirke, hvor hendes forældre og søn også lå begravet. Allerede året efter foranstaltede Peder Jensen Lodehat en pragtfuld begravelse i Roskilde Domkirke, hvor hun blev stedt til hvile i det imponerede gravmæle udført af en kunstner fra Lübeck, … Graven har aldrig været åbnet.
Middelaldercenteret på Lolland
Hvis man gerne vil have et indblik i livet på Margretes tid findes intet bedre sted at besøge med børn end Middelalderenteret på Lolland. Her kan man opleve en pulserende middelalderby, opleve håndværkerne i fuld sving, se bliden affyres ud over Guldborg Sund og være tilskuer til en spændende ridderturnering. Og i Gæstgiveriet Den Gyldne Svane kan man spise middeladerinspireret mad.
Christiansborg
Roskildebispenss borg i København er for længst revet ned, ombygget, brændt og genopbygget. I disse måneder huser Christinasborg dog en udstilling om Margrete I. På udstillingen kan man se genstande lånt fra Nationalmuseet såvel som rekvisitter og dragter brugt i filmen. Og så er det lykkedes at låne dronningens guldkjole fra Uppsala.
This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.
Strictly Necessary Cookies
Strictly Necessary Cookie should be enabled at all times so that we can save your preferences for cookie settings.
If you disable this cookie, we will not be able to save your preferences. This means that every time you visit this website you will need to enable or disable cookies again.