I fortidens Himmerland kæmpede skov og hede med græslandskabet – og alt vandet.

Himmerland er en ikke særlig frugtbar del af Danmark. Omend det er et morænelandskab, er jordbunden her sandet og kun visse steder lerblandet. Skarp kaldte de gamle bønder den slags jord. Og næppe værd at dyrke men nok afgræsse, mente middelalderens bønder.

Sådan forholdt det sig ikke i bronzealderen, hvor undersøgelser af kulturlandskabet har påvist utallige spor af det gamle agerdyrkningssystem – først og fremmest digevoldinger, der omkransede de ”keltiske agre” men også spor af jordbehandlingen. Den magre og lette jord var nemlig nem at opdyrke, hvis man først brændte den af -dvs. praktiserede svedjebrug – og dernæst pløjede den lette og sandede jord med arden, oldtidsredskabet der i modsætning til den tungere plov ikke vendte jorden, men bare skar ridser i den.

Nyere arkæologiske undersøgelser af daterede brændte kornforråd fra Danmarks forhistorie (Hald 2024) beretter dog om hvorledes denne verden ændrede sig efter år nul. Hvor bronzealderens bønder i perioder ser ud til at have udnyttet op mod 70% af den anvendelige agerjord ved at skifte mellem jordlodder, der afvekslende og igennem årtier var udlagt til krat, skov, afbrænding, rydning og dyrkning, udviklede jernalderens bønder nye måder at bo og dyrke jorden på. Nu blev bosættelserne alt andet lige og med tiden mere permanente mens dyrkningen af gødede indmarker fik gradvist større betydning (det vi kalder et indmark–udmark system). Samtidig voksede betydningen af dyreholdet. Og landskabet endte med at se mere eller mindre uds om det gjorde indtil for 3-400 år siden.

Vi kan naturligvis spørge hvad der drev denne udvikling, men i realiteten er det vanskeligt at pege på én faktor. Det ser ud til at klima og nye teknologier spillede en rolle. Men nye smagsuniverser kan også have spillet en rolle. I hvert fald ved vi, at hvor bronzealderens mennesker hovedsagelig dyrkede byg, var jernalderens afgrøder meget mere varierede – inkluderende emmer, rug, havre, hør og ærter, men også blandinger heraf. I samme forråd har forskerne også fundet spiselige vilde arter. Måske har folk direkte forlænget deres brødkorn med indsamling heraf. Som minimum har de ikke kimset af lidt Rødknæ og Dodder. ”Rent” korn har været et selvsyn og en luksusvare benyttet ved de store folkelige og religiøse fester, således som det eksempelvis er påvist ved Uppåkra i Skåne (Larsson2018).

En konklusion på disse studier er også, at denne palet af varierede afgrøder fordrede en mere intensiv driftsform hvor jorden systematisk tilførtes gødning og et egentligt sædskifte efterhånden kunne udvikles. Formentlig ser vi her konturerne af det senere hede- og skovbrug i Himmerland, hvor bønderne primært levede af deres dyrehold suppleret med høsten fra landsbyernes nært beliggende jordlodder. En nøgle ressource her var heden, der opstod i kølvandet på Bronzealderens svedjebrug. Med tiden lærte bønderne at afbrændning af hedestrækninger indledningsvis gav rum for tre til fem års lækker græsning mens lyngen igen bredte sig. Men lyng, der ikke brændes af hvert tredivte år dør og springer derefter i skov. Når Himmerland var så leveringsdygtig i heder må det have reflekteret at jernalderbønderne udmærket vidste hvad der skulle til for at fastholde den lyng, der leverede alt fra vinterfoder til dyrene samt mønning på gårdenes tage og tilskud til opformering af møddingen på gårdspladsenerne, hvor alt blev iblandet fra dyrenes (lyng)strøelse til asken fra ildstedet og senere brændeovnen.

Meget kort fortalt skabte bronzealderen således et landskab hvor skov gradvist blev overtaget af hede. Pollendiagrammer fra Navnsø i det nordvestlige Himmerland viser således, at egnen indtil ca. 3000 f.Kr. for 95%’s vedkommende var dækket af skov. Herefter ændrede landskabet karakter og omkring 500 f.Kr. udgjorde skoven godt og vel 50%, mens hede og græsser udgjorde 25% hver. Fra Store Okssø i Rold Skov (tæt ved egnen omkring Villestrup Å) ved vi at græsset udgjorde noget mere, mens lyngen var mindre udbredt. Dog var til enhver tid det tilsåede areal ved Navnsø og Okssø næppe mere end et par procent i jernalderen og indtil nyere tid.

Jævnt hen kunne det da heller aldrig betale sig for bønderne i Himmerland at dyrke korn med henblik på videresalg eller til betaling af jordskatter. Det fremgår således af Christian V’s Matrikel (1683) at tiendeydelserne i Rold sogn i for årene 1680-82 af rug, byg og havre var nogenlunde lige store set over en treårig periode. Men udbyttet svingede fra år til år med op mod en tredjedel på den tid. Samtidig viser disse beregninger at foldudbyttet i et godt år for rug og havres vedkommende næppe sikrede mere end næste års udsæd. For byg dog lidt mere. Det var kummerligt.

Til gengæld var der anderledes indtægter at hente fra dyreholdet. At dømme efter arkæologiske undersøgelser fra jernalder og vikingetid spillede kvægholdet som sagt en meget større rolle. Lidt senere kom svin til som et helt afgørende led i bøndernes kosthold.

Når Tøger Pedersen, bonde i Brøndbjerg i Astrup sogn, Hindsted Herred in 1562 derfor betalte en beskeden pengeafgift samt 1 kvart tønde smør, 1 lam, 1 gås, to høns og 1 svin samt 9 heste på græs (kaldet gæsteri), må vi forestille sig at det faktisk kun har udgjort en lille del af hans animalske ”produktion”. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at han ikke betalte landgilde i form af korn. Bønderne har levet af deres dyrehold både som salgsartikler og i dagligdagens hushold (1). Fra senere tid ved vi at bønderne levede af at opfostre ungkreaturer, der solgtes til herremændene, der havde monopol på opfedning af stude og handle hermed. Læg desuden mærke til kravet om at bonde skulle udrede gæsteri for ni heste på græs. Det skal forstås meget bogstaveligt, at han skulle have en flok med ni heste gående på græs. Formentlig har der været tale om, at hver bonde var forpligtet på at have vilde stod gående i krat, skov og på hede hvorfra kronen så fra tid til anden har kunnet inddrive hestekraft til byggeri, skud osv. Der mangler en tilbundsgående undersøgelse heraf, men så meget kan siges at det har været en væsentlig udgift. Af jordebogen fra 1562 fremgår at bønderne i Hindsted Herred havde pligt til at have 783 dyr gående på græs. Bortset fra Fleskum herred ydede Hindsted græsning til flest dyr pr hektar i Alborg Len.

Denne landskabsmæssige udnyttelse var ikke ny i 1500-årene. Det fremgår eksempelvis af det kirkelige landskab omkring Villestrup Å, at der har ligget kirkebyer med romanske kirker i Arden, Astrup, Rostrup, Vive og Oue, dvs. på højderyggen øst og vest for Villestrup Å, der udspringer i den sydlige del af Rold Skov og har udløb i Mariager Fjord. Vest og øst for disse kirkebyer har da ligget udmarker som lysåbne græssede landskaber med hede, overdrev, skov og krat. I senmiddelalderen er disse udmarker i øvrigt udvidet, idet tre kirker og dermed formentlig også til dels de tilhørende gårdbrug og landsbyer blev lagt øde – Stenstrup, Tostrup og Oplev. Bebyggelsesmæssigt rækker disse kirkebyer i øvrigt næppe bag om vikingetiden. Det tyder i hvert fald stednavnene på. Endeledet -rup kommer af torp, der betyder udflytterby. Sådanne landsbyer dateres sædvanligvis til nyrydningerne i vikingetid og tidlig middelalder. Generelt er det dog vigtigt at lægge mærke til hvor tyndt befolket herredet var i ældre tid. Næppe mere end 3,5 til 5 personer pr km2. det kan sammenlignes med den nuværende befolkning på Læsø’s landdistrikter, der om vinteren ligger på 7-9. (2)

Desværre er vi dårligt oplyste om besætningernes størrelse på gårdene i Hindsted Herred i 15- 1600årene. Registrene over de indbetalte kreaturskatter lader os her i stikken. Det kræver nærmere undersøgelser.

FOTO:

Foto af engene på Naturfondens nye område ved Villstrup Å © Frederik Møller/Naturfonden

NOTER

(1) Færch, Ole (2013)
Aalborg Lens Jordebog 1562
Udg. Af Ole Færch
Landbohistorisk Selskab 2013
https://ferch.dk/onewebmedia/Aalborghus%20lens%20jordebog%201562.pdf

(2) Det fremgår af indberetninger fra Hindsted Herred at der i 1525 fandtes 280 gårde i Hindsted Herred. Dette antal var vokset til 404 i 1683. Med et gennemsnitligt antal medlemmer pr hushold på 5,5 betyder det at Hindsted herred i 1525 og på landet udviste en befolkningstæthed på 3,5 pr km stigende til 5 i 1683. Dette svarer til en vækstfaktor fra 1525 til 1683 på 0.15 hvilket bestemt ikke er udelukket for denne periode. Tallet siger dog mest om hvor tyndt befolket herredet har været. Henrik Larsen: Ejendomsforholdene i Hindsted Herred i Slutningen af Middelalderen. Jyske Samlinger Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 3 (1937 – 1938) s 144-163

KILDER:

Larsson, M (2018)
Barley grain at Uppåkra, Sweden: Evidence for selrction in the Iron Age.
In: Vegetation History and Archaeobotany Vol 27, pp 419-435 (2018)

Hald, Mette Marie et al (2024)
Farming during turbulent times: Agriculture, food crops, and manuring practices in Bronze Age to Viking Age Denmark
Preprint, SSRN 2024

Odgaard, Bent og Jørgen Rýden Rømer (red) (2009)
Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger
Århus Universitetsforlag 2009

Rømer, Jørgen R (2004)
Foldudbyttet i Danmark fra 1600-tallet til 1837
Landbohistorisk tidsskrift årgang 1, nr. 1

Vinter, Michael (2024)
Reconstructing Enclosed and Parcelled Out Landscapes from the First Millenium BC in Himmerland Denmark: Arable Fields, Grazing Land and Settlement Patterns Examined in Three Micro-Regions
I: Europe’s Early Fieldscapes. Red af Stijn Arnoldussen (2021), Robert Johnston, og Mette Løvschal. Springer Verlag

LÆS MERE: