Kategori: Kulturhistorier

Stenderup Skovene

Stenderup Skove © Bent Vestergård Petersen

Stenderup Skovene dækker i dag et areal på 845 ha. Alligevel er det ”kun” 341 ha, der ifølge de seneste planer fra 2021 nu udlægges til egentlig urørt skov

Read more

Hindsgavl, Høneborg, Stenborg Made – og Fænø Kalv

Høneborg Voldsted Wikipedia/Winbladh

Mange af os har oplevet at bo på Hindsgavl ved Middelfart. Borgbanken ved stranden er dog kun er én af flere, der vogtede indsejlingen gennem Lillebælt og op i Kattegat

Sagnet fortæller at tre søstre engang byggede de tre borge, så de kunne ligge og se over til hinanden fra hver deres befæstede vold, Hindsgavl, Høneborg og Stenborg Made (også kaldet Borgsted Banke). Et blik på et kort, fortæller imidlertid en noget anden historie. Alle tre voldsteder har ligget og bevogtet indsejlingen til Kattegat. Fra alle tre borge er der nemlig et umiddelbart fint kig til de øvrige to. Og alle tre borge ser ud til at være anlagt i de urolige år efter Valdemar Sejrs død, hvor to kongemord og borgerkrig udspillede sig på det heftigste.

Stenborg Made

Stenborg Made © Schousboe (OD)
Stenborg Made © Schousboe (OD)

Stenborg Made – også kaldet Borgsted Banke – blev tidligst forladt.  Voldstedet er alene udgravet i 1937 og for private midler. Der findes derfor kun meget sparsomme oplysninger om stedet. Dog påvistes dengang et cirkulært kampestensfundament, der pegede på at voldstedet var kronet med et tidligt barfred.

På baggrund af fund af kalk og munkesten, kan bygningen formentlig dateres til 1200-årene. Ved udgravningerne fandtes også rester af trækul i bunden af tårnet, der således har været beboet af en garnison. Dateringen er dog aldeles usikker.

Da voldstedet ikke nævnes i skriftlige kilder antages det at der ikke var tale om en egentlig beboet borg, men blot et befæstet tårn. Muligvis indgik voldstedet med tårn i en kæde af sådanne befæstninger, hvoraf der findes flere spor lang kysten ved Stenderup Hage.

Høneborg

Høneborg 2021 © Schousboe (OD)
Høneborg 2021 © Schousboe (OD)

Også Høneborg formodes at være anlagt i 1200-årene. Voldstedet, der er fredet, ligger midt i en eng, der desværre tidligere var dyrket, men nu er drænet og anvendes til sommergræsning. Eventuelle historiske rester af selve anlægget af borgen må derfor forventes for længst at være udtørrede og ødelagte. Selve borgbanken fremstår også afpillet. Indtil fredningen i 1920 blev højen da også pløjet. Som det hedder i en historisk redegørelse fra 1919: ”Brinken op til denne flade er så stejl at man undrer sig over at Christoffer Christiansen kan komme derop med et spand heste, når han pløjer og harver deroppe, thi tomten er ikke fredlyst, men ejeren har givet løfte om at fare varsomt frem mod den”. Umiddelbart efter blev voldanlægget dog fredet.

Det interessante ved Høneborg er i øvrigt beliggenheden. Voldstedet ligger som på Stenborg op mod brunbanken i Hagenør skov og ned til vandet. Hvor bankerne ved Stenborg og Hindsgavl begge ser ud til at være bygget på en naturlig klint eller bakke ned til vandet, er Høneborg dog tydeligvis kunstig. Tilsyneladende er den konstrueret af de ”sader” dvs. tørrede mosetørv, der blev gravet op for at konstruere den voldgrav, der omkransede borgbanken på landsiden.

Desuden er det bemærkelsesværdigt at Høneborg var placeret i grænseskellet mellem to sogne, og at ladegården i øvrigt aldrig lå i nærheden, men oppe ved landevejen til Kolding i yderkanten af Taulov, der også var kirkebyen. Eftersom de ældste møntfund gjort på Høneborg stammer fra Erik Klippings tid, dvs. 1255-1255, dateres voldstedet til samme tid som Stenborg og har derfor måske oprindeligt fungeret som en befæstning med vagttårn, hvis opgave var at sikre farvandet og indsejlingen til Koldinghus, der anlagdes på netop det tidspunkt.

Under Valdemar Atterdag hører vi imidlertid om at Høneborg fungerede som sæde for en høvedsmand – Peder Iversen Lykke. Denne tilhørte Kong Valdemars inderkreds og var en af hans edsvorne tilhængere. På det tidspunkt var der således tale om at Høneborg var blevet til en rigtig borg med borgstue og indkvarteringsmuligheder for lensmanden og hans gæster. Det fremgår af en lang række kilder fra 1500-årene at Høneborg agerede “landevejskro” for Kongen og hans slægtninge, når de bevægede sig frem og tilbage mellem Øerne og Jylland, og Høneborg må have kunnet tilbyde standsmæssige overnatningsmuligheder hvis overfarten på grund af strøm og vindforhold var vanskelig. Ganske vist lå færgestedet oppe ved Snoghøj, omtrent ved den gamle Lillebæltsbro. Men Kongen har formodentlig foretrukket at sejle direkte til Hindsgavl.

Hindsgavl

Hindsgavl Voldsted. Kilde: Wikipedia/BillyDK
Hindsgavl Voldsted. Kilde: Wikipedia/BillyDK

Mens Stenborg og Hønborg stadig er gemt bag en strandeng, ligger den gamle borgbanke ved Hindsgavl helt ud mod stranden. Selve banken hæver sig 15 meter over strandkanten og har en diameter på 75 meter. Oprindeligt lå den dog midt i ”Sudden”, et sumpområde. Herover førte en bro, der forbandt ladegården med den store borgbanke.

Halvøen Hindsgavls historie går langt tilbage. Stedet omtales først gang i Kong Valdemars Jordeborg  fra 1231, og kaldes der ”Hæghnæthscogh”, dvs. den hegnede skov. Senere skifter navnet endeled og bliver til ”Hæghnathsgafl”, dvs. den hegnede gavl (forstået som klint). Forvandlingen af forledet ”hegn” til ”hind” skyldtes uden tvivl plattysk indflydelse og er først dokumenteret i begyndelsen af 1300-årene, efter den tidlige borg blev pantsat til de holstenske grever i 1317. I 1367 kom Hindsgavl endelig tilbage på danske hænder, men nu med nyt navn.

Man har gættet på at selve borgen blev bygget af Erik Plovpenning (1241–50), som et fynsk gensvar på det første Koldinghus, der blev rejst af hans bror Hertug Abel (1218–1252). Måske er det de to brødre, der i folkedybet blev til de tre søstre? Den datering passer meget godt med at Stenborg og Høneborg på det tidspunkt blev rejst som simple vagttårne i landskabet.

Erik Plovpenning og Hertug Abel var begge sønner af Valdemar Sejr, der døde i 1241. Hertil kom en tredje bror, Christoffer. Efter Valdemars sejrs død, blev Erik udråbt til enekongen, mens Abel og Christoffer måtte nøjes med nogle hertugdømmer. 1246 udbrød der så borgerkrig, der endte med at Abel myrdede Erik Plovpenning i Slien i 1250. Efter at have sværget sig fri af skyld, blev Abel kåret til konge. Han døde dog et par år efter i 1252, og den sidste bror Christoffer tog nu over. Efter hans død i 1259 arvede hans søn, Erik Klipping tronen. Dog var han kun fem år gammel og i realiteten var det hans mor, der forestod regeringen. Ved et slag på Lohede i 1261 blev hun og sønnen taget til fange. Det magtvakuum fyldtes af en tysk fyrste, indtil mor og søn igen blev sat på fri fod. Erik Klipping regerede fra 1266 til 1282, men perioden var præget af en lang række stridigheder dels i forhold til Abels sønner, der gjorde krav på tronen, dels i forhold til rigets mægtigste herremænd. Det hele endte med mordet på Erik Klipping i Finnerup lade i 1286. Herefter overtog hans sønner kronen, først Erik Menved og senere Christoffer. På det tidspunkt var rigets finanser dog udtømte af de mange års borgerkrig og sporet var lagt til den pantsættelse af riget til de holstenske grever, som det tog et helt livs indsats for Valdemar Atterdag at få indløst og kæmpet sig fri af.

Selve borgen på Hindsgavl omtales første gang i 1295, da den danske konge, Erik Menved (1274–1319) indgik forlig med Hertug Valdemar af Sønderjylland (ca. 1262– 1312) og den norske konge Erik Magnussøn. Sidstnævnte havde i årevis understøttet Marsk Stig og hans mænd, de udpegede kongemordere fra Finnerup Lade i 1286, hvor Erik Menveds far, Erik Klipping (1249–1286), blev stukket ned.

I 1430 betegnedes borgen som en af de mægtigste på Fyn, hvilket afspejlede sig i det forhold a Eggert Frille (1400–1470), en af rigets mægtigste mænd under Christoffer af Bayern (1416-1448) havde posten som lensmand.

Hindsgavl set fra Høneborg © Schousboe (OD)
Hindsgavl set fra Høneborg © Schousboe (OD)

Godt 70 år senere, i 1523 blev farvandet mellem Hindsgavl og Høneborg endnu engang scenen for en af Danmarkshistoriens store dramaer. Igen havde de jyske herremænd opsagt huld og troskab til den danske konge, Christian II (1481–1559). Sidstnævnte kunne ikke beslutte sig for om han skulle forhandle eller rejse en hær. Frem og tilbage for han derfor over bæltet i vintermånederne for at finde en løsning. (Det er denne vaklen, som Johannes V. Jensen senere beskrev så malende i ”Kongens Fald” fra 1901).

Godt 200 år senere – i 1558-60 – blev borgen endelig lagt i ruiner under svenskekrigen. Til sidst i 1694 styrtede store dele af borgen endda i Lillebælt. I samme periode var Hindsgavl skiftevis på private, skiftevis kronens hænder. Endelig – for hundrede år siden – købte Middelfart halvøen, mens Hindsgavl gik fra privat eje til at blive et velrenommeret kursuscenter.

I fyrrerne blev Hindsgavl udgravet af arkæologer fra Nationalmuseet. Disse udgravninger gav dog ikke mange overraskelser. Tværtom bekræftedes hvad man vidste fra de mange synsforretninger, der var foretaget gennem år og dag, når skiftende lensmænd overtog ansvaret for slottet.

Det fremgår af udgravningerne at ladegården lå på det flade landstykke mod syd. Herfra var der adgang over voldgraven til selve slotsbanken. Vel ovre broen var gæsten dog tvungen til at følge en smal sti for foden af banken indtil man ankom til selve porten, der lå mod nord. Havde man ondt i sinde var der således rigelig lejlighed for borgens forsvarere at skyde ned på stimændene. Selve borgens bygninger lå op mod muren. Mod syd befandt sig et svært befæstet tolv til fjorten meter højt tårn, hvorfra der kunne skydes mod angribere, der forsøgte at komme over broen. Murene var en til to meter tykke. Bygget sammen hermed var et 24 meter langt hus kaldet fruerstuen. Dette hus – hvorfra der var udsigt over Bæltet – blev formentlig beboet af lensmanden. Vinkelret på tårnet fandtes en bindingsværksbygning i to stokværk, der formodentlig tjente som kongens bolig. Herudover var der staldbygninger, samt dejstue, bryggers, mælkehus og skriverstue på selve slotsbanken. I 1600 årene fik Christian IV for øvrigt indrettet en vandkunst på gårdspladsen, Vandet kom fra skovhøjene ude på spidsen af Gals Klint og løb gennem en 400-meter lang rende. Formentlig har en af hovedudfordringerne på borgen været dens tilførsel af frisk vand. Sudden og voldgraven har været fyldt med brakvand.

Fænø Kalv

Fænø Kalv set fra Hagenør © Schousboe (OD)
Fænø Kalv set fra Hagenør © Schousboe (OD)

I dette farvand spillede den lille ø Fænø Kalv i øvrigt en ganske særlig rolle. Som kan ses på kortet, lå den lille ø midt i mellem de tre ”borge” og bød sig til som et ”ingenmandsland”, der var nemt at overskue og patruljere.

Den lille ø Fænø Kalv blev derfor et yndet sted at mødes med sine fjender. Vi kender til at Valdemar Atterdag mødtes med de jyske og tyske herremænd ved flere lejligheder, bl.a. i 1360 og igen i 1364. Men også fra Erik af Pommerns tid kender vi til et møde i 1409,hvor han indgik i et forlig i forbindelse med stridigheder i Sønderjylland.

Svenskekrigene har i øvrigt sat sat sig spor på øen. Man kan stadig se rester af skanser og batterier på øen fra Svenskekrigenes tid, ligesom det var lidt syd for Stenborg – ved Stenderup Hage – at Gustav Adolf gik over isen i 1658.

Kort over Stenborg, Høneborg og Hindsgavl
Kort over Stenborg, Høneborg og Hindsgavl

FOTO I TOPPEN:

Høneborg Voldsted. Bemærk udsigten Hindsgavl og Fænø Kalv i horisonten. Stenborg gemmer sig ude til højre. Wikipedia/Winbladh

KILDER:

Hindsgavl Slot
Red. Af Johnny Wøllekær, Jørgen Thomsen: margrethe Floryan, Jakob Aahauge og Realdania Byg.
Realdania Byg 2011

Hønborg
P. Eliassen
Vejle Amts Aarbøger 1913