Utvivlsomt var Margrete, 1353 -1412, en af de helt store regenter i vores Danmarkshistorie. Dronning af Danmark var hun dog aldrig. Rettelig bør vi kalde hende ”Fuldmægtig Frue og Husbond”. Spørgsmålet er hvordan hun dog kunne indtage den rolle i en verden fyldt af kvindefjendskhed?
Egentlig er det en anakronisme at kalde Margrete Valdemarsdatter for den 1. Hun var dronning, ja, men dronning af Danmark var hun kun af gavn og ikke af navn. Og tildelingen af ”tallet” er da også en opfindelse fra det 19. Århundrede. Til gengæld blev hun en uge efter sin søns, Olufs død, 1387 erklæret for ”Fuldmægtig Frue og Husbond, Danmarks Riges Formynder”. Det spørgsmål som siden hen har optaget utallige historikere, er, hvorfor hun i en mandsdomineret verden alligevel blev udset af rigets fornemste mænd til at guide landet igennem de igangværende krige med svenskere og forskellige nordtyske fyrster og hansestæder.
Svarene er mange: hun var et ubetvivleligt politisk talent. Hun omgav sig med en række trofaste venner. Og hun kunne spille på konflikten mellem danskere og tyskere, der havde ulmet siden 1227, da Valdemar Sejr endegyldigt tabte muligheden for at Danmark kunne gøre sig gældende i de nordtyske hertugdømmer og grevskaber syd for Ejderen. Intet af dette besvarer imidlertid for alvor hvilken stemning, der i en grundlæggende misogyn verden, gav hende mulighed for i den grad at befæste sin trone?
Det er en af de væsentlige grunde til at beskæftige med med Margrete I. Og hvorfor hendes historie burde var ”kanon” stof i folkeskolen.
Biografi

Margrete fødtes i 1353, på et tidspunkt hvor hendes far, Kong Valdemar Atterdag fejdede med de jyske herremænd Om hendes barndom vides kun at hun i en alder af seks år – 1359 – blev forlovet med Kong Haakon VI af Norge (tilhørende den svensk-norske folkuneæt). Ham blev hun fire år senere blev gift med i en alder af ti. Inden da var forlovelsen blevet både blevet ophævet og genoprettet af Haakons far, Magnus Eriksson af Sverige, der i sin regeringstid kæmpede mod Valdemar Atterdag om magten over Skåne, Halland og Blekinge. Selve brylluppet stod i Købehavn i april 1363. Et par år senere blev Margrete sejlet til Oslo, hvor hun voksede op på Aggershus under Margareta Ulvsdatters regimente. Hun var datter af Ulf Gudmarsson til Ulvåsa og den Hellige Birgitte og gift med en svensk stormand Knut Algotsson, en af en svenske konges trofaste mænd. Om Margretes opvækst hedder det at hovmesterinden ikke sparede på riset. Margrete blev i øvrigt opdraget sammen med Margareta Ulvsdatters datter, Ingegerd, der senere blev abedisse i Vadstena kloster. Her forestod hun i 1400 optagelsen af Dronning Margrete som lægsøster.
Hvornår ægteskabet fuldbyrdedes vides naturligvis ikke, men faktum er at Margrete fødte sit eneste barn, sønnen Oluf, som syttenårig i 1370. På det tidspunkt havde hun allerede overtaget ansvaret for hofholdet på Akershus. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 på Gurre Slot opholdt Margrete sig dog i Danmark. I hvert fald optræder hun allerede den 10. November i Kalundborg, hvor hun disponerede over noget af sit arvegods. Her lod hun sig titulere som ”dronning af Danmark, Norge og Sverige ”Ad Guds nåde, Danmarks, Sveriges og Norges Dronning”, hvilket rent statsretligt var en tilsnigelse, da Danmark var et valgkongedømme. Lidte senere benyttede hun titlen, Af Guds nåde Norges og Sveriges Dronning, datter og arving efter Herr Valdemar”. På det tidpunkt var hun i færd med at afvikle faderens gældsforpligtelser. I december mødtes hun således med fire biskopper og tre højadelsmænd ved hvilken lejlighed hun returnerede København til Roskildebispen. Noget kunne tyde på at hendes støtter lod sig købe ved at hun opfyldte sin afdøde fars forpligtelser, og beslutsomt delte ud af sin arv. Desværre har vi ikke Valdemar Atterdags testamente, så detaljerne kan ikke afdækkes. Måske skyldtes hendes magtposition at hun som sin fars eneste overlevende arving kontrollerede ganske betydelige formuer? I hvert fald var det tydeligvis en del af hendes senere bestræbelser, at konsolidere kronens formue og landejendomme.
Hvorom alting er, det lykkedes hende i en alder af 22 at vinde den danske rigsråd, Henning Podebusks, tillid i en grad, at han støttede, at den fem-årige Oluf blev valgt til konge af Danmark og med Margrete som formynder.
Allerede Valdemar Atterdag havde udnævnt Podebusk til ”Danmarks Riges Høvedsmand” under kongens udlændighed 1368-72.
Olufs ”konkurrent” til tronen var Margretes søstersøn, Albrecht af Mecklenburg (1363-1388), som Valdemar Atterdag havde givet tilsagn om skulle være hans arving efter at sønnen Christoffer døde i 1363. Denne Albrecht’s kandidatur (senere kendt som Albrecht IV) støttedes af den tyske kejser, Karl IV, der naturligvis så en interesse i at bakke op om de nordtyske fyrster, herunder hertugen af Mecklenborg, der på det tidspunkt også var konge af Sverige.
Ind under jul 1375 blev Podebusk dog udnævnt til Drost, og dermed den senere leder af Olufs formynderregering. Endelig, i maj 1376 kunne Margrete og Håkon derefter besegle Oluf’s håndfæstning, som betingede hans valg. Det var dog først to år senere da den tyske kejser døde og kejserdømmets fokus blev vendt mod generhvervelse af kejserkronen for det Luxemborgske dynasti, at Mecklenborgerne for alvor opgav kampen.
Medvirkende til at Oluf og med ham Margrete løb af med den politiske sejr var sikkert også Hansestaden Lübecks holdning. Borgerne her ønskede at de gamle og meget fordelagtige aftaler med Valdemar II stod ved magt. De var dog ganske bekymrede ved udsigten til et kvindeligt regimente. I et bevaret brev hedder det således at det undrede dem meget, at den førnævnte konge (dvs. Haakon) ikke selv stod for forhandlingerne på sin søns vegne, for det syntes dem ”at være en stor sag at fæste lid til fruen og henvende sig til hende”. Udtalelsen emmer af mishag med det nye kvindelige regimente.
Spørgsmålet er også om opbakningen til Margrete desuden reflekterede de danske herremænds afstandstagen fra Mecklenborgerne og svenskerne, på samme måde som der i Sverige fandtes en national strømning vendt mod tyskernes indflydelse. Et klagedigt over Albrecht III’s svenske regimente, tentativt dateret til slutningen af 1380erne og miljøet omkring Vadstena giver et ganske godt indblik i tidens nationalistiske stemning. Svaret må være ja: tiden var præget af Margretes og Folkungernes dynastiske interesser, kirkens og en gruppe herremænds særinteresser samt et udbredt ønske i visse kredse om at undgå ”tysk” indflydelse i Danmark og Norden. Det var trods alt kun fyrre år siden at Valdemar Atterdags genrejsning af Danmark blev ”skudt i gang” med Niels Ebbesens Mord på Grev Gert i Randers. Men vi kan kun gisne om motiverne.
Vi får dog et ganske godt indblik i den rådende stemning i landet ved at nærlæse et bevaret dokument fra Danehoffet i 1377, der indeholdt Rigsrådets beretning omkring rigets tilstand og retsorden. Det var tydeligvis magtpåliggende at sikre at dansk ret var gældende. Af §16 fremgår det således at breve udstedt af Kong Magnus af Sverige (†1374), Grev Johan af Holsten (†1359) og Junker Otto († 1346) kun skal have retsgyldighed i deres ”herskabsområder” – og dvs. ikke i de områder, som de havde modtaget i pant eller erobret. For Rigsrådet var det således magtpåliggende at kongens opgave var at håndhæve og pleje dansk ret (og ikke svensk eller tysk).
Oluf var kun seks år da han sattes på den danske trone i Nyborg i 1376. Og ti år, da hans far Håkon døde, og han arvede det norske kongedømme. I det lange perspektiv fik han dog betydelig indflydelse på den skandinaviske historie. Kimen til den senere Kalmarunion og det dansk-norske rigsfællesskab indtil 1814 blev nemlig lagt i og med hans regering. Det var dog først i 1385 at han blev erklæret myndig og kunne hyldes på de respektive landsting. Indtil da var det hans mor, Margrete, der med Henning Podebusk ved sin side regerede landet. Ganske få år efter – 1387 – døde han dog pludselig på Falsterbo Slot i Skåne.
Margrete – Fuldmægtig Frue og Rigets Formynder

Nu var gode råd dyre, såvel for Margrete som for landets mægtigste, der have investeret i hendes lederskab. Allerede en uge efter havde Margrete og hendes venner dog forhandlet en aftale på plads med repræsentanterne for hele riget. Aftalen stadfæstedes i Lunds Domkirke. Ved den lejlighed – hedder det – ”valgte, antog og udpegede [rigets mænd] den hæderlige fyrstinde og frue fru Margrete, Norges og Sveriges dronning til fuldmægtig frue, til husbonde og til hele Danmarks riges formynder i alle henseender”. Argumenterne er ganske interessante. Ifølge teksten blev hun valgt, antaget og udpeget fordi hun var ”kong Valdemars datter og kong Olufs moder, der begge var vore herrer og som nu er døde – deres sjæle være hos Gud – og (dernæst) på grund af den velvilje og gunst, som vi har erfaret og fundet hos hende”.
En væsentlig pointe her var at Margrete på den ene side lovede at holde Olufs håndfæstning; på den anden side lovede hendes håndgangne mænd at de ikke ville ”drage en mand til Danmark” uden hendes vilje.
Aftalen afslører at ja, rigets mænd anså at der skulle findes en ny konge, men samtidig viser aftalen også at det var en ganske svær opgave. Måneder senere valgte såvel Norge som Sverige at udpege den kun fem-årige Erik af Pommern, Margretes søsterdattersøn til fremtidig konge. Herved undgår magthaverne i såvel Norge som Sverige at give rum for de forhadte Mecklenburgere.
Samme år blev Margrete udpeget af svenske oprørstyrker til Sveriges ”frue og rette husbond”, hvorefter en samlet nordisk hær besejrede Albrecht i 1389 ved Åsla. Ved dette slag blev Albrecht og hans søn tilfangetagne, hvorefter de sad fængslede indtil 1395 på bl.a. Bohus fæstning. Det var dog først ved den endelige sejr i 1395 at Stockholm udleveredes til Margrete. Nu var vejen banet for det nordiske fællesstyre, der formaliseredes i form af Kalmarunionen.
Således blev Erik af Pommern valgt på Viborg Landsting. Tidligere var han kronet i Norge, og endelig i 1397 fandt den svenske kroning sted i Kalmar.
Margrete 1401- 1412
I årene efter Kalmarmødet trådte Margrete formelt tilbage og overlod regeringen til Erik af Pommern, der blev erklæret myndig i 1401. I 1400 blev hun således optaget som lægsøster i Vadstena hos Birgittinersøstrene. Samtidig skiftede hun sit sekret ud med et mere beskedent, hvor hun blot lod sig omtale som ”Valdemar Danekonges Datter”.
Det betød dog ikke at Margrete slap tøjlerne. Tværtom var hun engageret i at skabe et stærkt kongeligt enhedsstyre. Det får vi et fantastisk indblik i ved at læse den instruktion, som hun medgav Erik i 1405 før en rejse til Norge. Her anviser hun hvorledes han skal forhandle med de enkelte rigsrder og ikke hele rigsrådet på en gang, hvorledes han skal sikre at slotte og len holdes til hans hånd, og ligeledes undgå at besegle på pergament. Samtidig skal han dog vise sig mild, venlig og imødekommende.
Ligeledes var Margrete aktiv ved udvælgelsen af den engelske prinsesse Philippa, der kronedes til dronning efter giftermålet med Erik i 1406. De senere år af sin regeringstid satte hun sig præg på finanserne, hvor hun søgte at konsolidere krongodset.
I 1412 døde hun pludselig på Flensborg Fjord, muligvis af pest. I første omgang begravedes hun ved siden af sine forældre og sin søn i Sorø, men allerede i 1413 foranstaltede Erik af Pommern en storslået ligbegængelsesfest i Roskilde Domkirke. Det antages at han bevirkede at Johannes Junge skabte den berømte sarkofag, der endnu kan beses i Domkirken. Hendes kiste har aldrig været åbnet. Et andet minde fra denne ligbegængelse var antagelig den gyldne kjole, som hendes træfigur var iklædt ved begivenheden. Senere opbevaredes guldkjolen i Roskilde, hvorfra den røvedes af svenskerne i 1658. I dag befinder den sig i Uppsala.
LÆS MERE: