Særudstillingen Moder Jord er en farverig fortælling om stenaldermenneskets fascination af det guddommelige, som vi følger fra den første frugtbarhedskult i Mellemøsten til de gådefulde ceremonier ved Stonehenge i England. Vi følger gudedyrkelsen i den periode, hvor mennesket ophører med at leve nomadisk, men bosætter sig og begynder at dyrke jorden.

Landbruget spreder sig i begyndelsen af bondestenalderen fra det frodige Mellemøsten langs floderne og ind i Europas urskove. Med muskelkraft omformer de nye tilflyttere landet til bopladser og marker og skaber hjem for sig selv og deres husdyr, hvor der før var vild natur.

Udstillingen er baseret på den nyeste forskning, som peger på, at bondestenalderen var en periode fuld af mystik, frugtbarhedsgudinder og besjælet natur. Men samtidig også var en periode, hvor det er kompliceret at forestille sig hvad datidens mennesker egentlig forestillede sig. Et større forskningsprojekt betalt af Carlsbergfondet har nemlig afdækket, hvorledes stenalderfolket, der migrerede fra Mellemøsten, på vejen nordpå ophørte med at fremstille figurer eller afbildinger af dyr. Den seneste nye forskning tyder direkte på at den slags billeder var stærkt tabuiserede. Samtidig viser forskningen dog også, at dyreofringer – og i hvert fald knogledeponeringer – spillede en meget stor rolle. Specialt udgravningerne ved Ginnerup på Djursland af de mange vildhesteknogler vil formentlig indgå i udstillingen.

De senere års arkæologiske udgravninger og de mange nye forskningsmetoder, der er taget i brug,  viser hvor megen ny indsigt, som videnskaben lykkes med at grave frem i disse år. Alt sammen vil vi blive meget klogere til efteråret, når dørene åbner sig for særudstillingen.

“Moder Jord er historien om menneskets årtusindlange forhold til naturens kræfter. Vi bliver taget med ind i en vild og fremmed verden med mystiske ritualer, men samtidig er der noget meget genkendeligt i spil. I den periode, som udstillingen dækker, ser vi nogle helt fundamentale byggesten blive lagt: Det gælder menneskets forhold til dyr og planter og på et mere eksistentielt plan vores forestillinger om frugtbarhed, liv og død,” siger Mads Kähler Holst, Direktør på Moesgaard Museum.

FOTO:

Detalje af Urokseknogle fra Ryomgaard. © Nationalmuseet/Roberto Fortuna og Kira Ursem CCBYSA

BESØG:

Særudstillingen Moder Jord åbner på Moesgaard den 11. oktober 2024.

LÆS OM NY FORSKNING:

Rune Iversen (2024) Valeska Becker og Rebecca Bristow:
Figurative Representations in the North European Neolithic—Are They There?
Published online by Cambridge University Press:
I: Cambridge Archaeological Journal 18.03. 2024

The post Moder Jord – særudstilling på Moesgaard i efteråret 2024 appeared first on Kulturhistorier.

En ekskursion til Villestrup ådal med omgivelser kan naturligvis planlægges som en cykeltur fra udløbet og til fjorden. Men den kan også gøres mindre ved at begynde ved Blåkilden, cykle gennem Naturfondens eng og hedelandskab samt fortsætte sydpå til landskabet omkring Willestrup Herregård. Her kan med fordel inddrage et besøg i såvel den genskabte barokhave som en tur langs åløbet mellem Møldrup og Astrup. Turen kan slutte i Astrup kirke med en besigtigelse af gravmonumenterne og de øvrige spor af slægten i og omkring kirken.

Kulturhistorien

Til baggrund kan man arbejde med Axel Juuls selvbiografiske optegnelser, som er gengivet her:

Her findes hvorledes, når og af hvem Villestrup er bygget. Item når og udi hvad tid Axel Juul og Kirsten Ovesdatter sammenkomme og hvor gamle deres børn er.

Man kan som lærer arbejde med teksten som et landskab og et kulturelt inventarium.

1. Landskabet omkring Willestrup. På SDFI er der adgang til at næstrudere landskabet, som det såud i midten af 1800-årene før indsutrialiseringen af landbruget tog over. Ved at zoome ind på Willestrup kan eleverne arbejde med at finde herregården, møllen, landsbyen, kirken, skoven, engene og åen samt overveje hvorledes Axel Juel fik skabt fundamentet for sin senere herregaard.
2. Teksten giver anledning til at overveje hvad den ikke rummer – eksempelvis skildring af arbejdslivet som lensmand og landsdommer. Evt. kan man sammenligne hans tekst med nekrologen over en nutidig landsdommer eller dommer (find eventuelt en lokal på nettet). Sammanlign eventuelt Axel Juuls selvbiografiske optegnelser med hans portræt på lex.dk
3. Få eleverne til at reflektere over hvad den rummer ved at give dem mulighed for “tæt læsning” – få dem til
   – at fokusere på herregårdsbyggeriets betydning? Hvor er byggematerialerne kommet fra? (bl.a. øde kirker og et teglvækr opp ved skoven) Hvem har udført arbejdet på gården? Hvor er hestene kommet fra, der er brugt til at trække arbejdsvognene? (svar: udgangsøg, der har gået i skovene)
   – hvorfor bliver datoer både angivet med helgendage og kalenderdage? (Familien levede i en overgangstid mellem den katolske kirke og reformationen)
   – hvorfor er det vigtigt at kunne lægge horoskoper?
   – hvorfor står der så mange detaljer om den førstefødte søns dåb i domkirken i Ålborg? Men ikke om døtrene?
   – hvorfor får ægteparret så mange børn? (svar: efter reformationen kommer familien i højsædet)
   – hvorfor vælger de Astrup som begravelseskirke? (Efter reformationen får sognekirker en fornyet betydning på beskotning af klosterkirker)

Naturhistorien

“Intet andet sted i Danmark risler så mange rene kilder som i området ved Rold Skov. Vandet pibler ud overalt i ådalens sider og løber videre i Villestrup Å. Vandet er noget af det reneste kildevand, der findes i Danmark, fordi det er dannet under en af Danmarks største og ældste skove, Rold Skov. Grundvandet presses op gennem sprækker i undergrundens kalk og op til overfladen, hvor der er så meget tryk på, at vandet kan sprøjte op i en meters højde, hvis man banker et rør ned”, skriver Naturfonden på sin hjemmeside. For nærværende er Naturfonden i samarbejde med Mariagerfjord kommune i færd med at genskabe det kilderislende landskab omkring Villestrup Å, der gennem de sidste hundrede år er blevet ødelagt af dræning og tørlagt.

Genskabelsen betyder at “vilde og sjældne planter som orkidéerne maj-gøgeurt, plettet gøgeurt og sump-hullæbe, planter som engblomme, den kødædende vibefedt og den truede afbidt høgeskæg kan få mere robuste bestande. det gælder også for mosser, insekter, forskellige sommerfuglearter, som f.eks. violetrandet ildfugl samt oddere og isfugle”, fortsætter Naturfonden.

På udflugten kan man eventuelt organisere en bioblitz langs åen – find så mange arter som muligt indenfor en time og identificer dem på arter.dk. Herefter kan man kan sammenligne med arterne, der vokser langs grøftekanterne ved landevejen (hvis de ikke er slået). Således er der mulighed for at begynde en samatale om biodiversitet og økosystemer.

LÆS MERE HER:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

Willestrup herregård  – fra skovgård til slot

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Axel Juul (1503 -1577) og Villestrup Å og Herregård – Spørgsmål til teksten appeared first on Kulturhistorier.

Axel Juul, (1503-77) tilhørte en gammel adelsslægt, der i løbet af 1300-årene tabte indflydelse og rigdom. Hans far skrev sig til Hedegaard på Norddjurs, en allerede dengang lille og uanselig “herregård”. Som yngre søn var han tydeligvis udset til (før reformationen) at gøre karriere i kirken. Hans skolegang må derfor have været omfattende. Senere omtales han som “mester”,dvs. “magister”. Det sidste indebærer, at han må have studeret på et universitet i udlandet. I slutningen af 1520erne møder vi ham som “kontorfuldmægtig” i kancelliet, og i sin egenskab af betroet medarbejder er han en del af kongens sendetog til Stockholm i 1532 i forbindelse med tilfangetagelsen af Chr. II. Efter borgerkrigens ophør møder vi ham igen, da han betroes opgaven at indsamle de konfiskationer af bøndergods, der iværksattes blandt de bønder, der havde været aktive under Skipper Clements oprør. I 1536 får han tildelt opgaven som lensmand på Ålborghus hvor han blandt andet forestår genopbygningen. Da han træder tilbage som lensmand i 1550, bliver han udnævnt til landsdommer, et hverv han bestrider til sin død.

I løbet af denne karriere blev han tydeligvis en velhavende mand, der ved flere lejligheder kunne tilpante sig krongods som betaling for lån, som han ydede kongen, ligesom han givetvis også var god til at tage sig betalt i noget af det gods, der forfaldt efter Grevens Fejde og senere.

Med udgangspunkt i sin fædrene arv – der bestod i en lille håndfuld af nogle bøndergårde i Hindsted herred og centreret omkring Villestrup – byggede han imidlertid sin verden op som fortrinsvis godsejer og familiefar. Det beskriver han i en række optegnelser (1), som formentlig har været indskrevet i familiens bibel  og derefter er blevet afskrevet og overleveret til den præst, der forestod hans ligbegængelse og holdt en ligprædikenen over ham. Selve prædikenen er desværre ikke bevaret – i det hele taget er Villestrup godsarkiv kun sparsomt overleveret – men teksten findes udgivet i 1824 på basis af nogle afskrifter fra 1600-årene.

I indlednigen til udgivelsen hedder det at “dette stykke have vi Hr. Sandvig at takke for, som har haft den godhed at laane til selskabet et hæfte, hvorudi findes udskrifter af gamle diplomer og andre historiske Efterretninger, som uden tvivl er samlede af den bekendte Peder Dyrskiøt, og hvoraf dette ord til andet er udskrevet og her indført”. (2)

Her findes hvorledes, når og af hvem Villestrup er bygget. Ligeledes når og på hvad tid Axel Juul og Kirsten Ovesdatter kom sammen og hvor gamle deres børn er:

Da Guds år blev skrevet 1535, annammede Axel Juul efter sine medarvingers tilladelse og efter sin kære faders død som udi samme år afdøde, Vellestrup med mere gods udi Himmersyssel [Himmerland]. Da var samme gård ikke bedre eller anderledes end en anden forpagtergård og gav [i afgift] 3 ørtug korn [c. 3 tønder korn], og 1 ½ pund [3/4 kg] smør, Siden forbedrede han ded med mark, skov og ejendomme og købte dertil Kropkær og den skov der lå [der], og samme gård nord for ladegården og siden op til den lille dam, der ligger nordøst herfor; her opsøgte han det kildevæld [gårdflod] der her til bugter, og skabte en lille holm udi et kær, der var tilgroet med træer.

Anno domini 1538 udi den hellige Trefoldigheds navn lod han lægge grundvold om alle fire sider og siden år efter andet lod han den [holmen] opbygge med hus, grave, damme, abildgård, mølle, fiskevand, kær og enge som han rydede, med megen anden frihed og herlighed, som samme gård har tilvendt og underlagt sig.

Anno domini 1537 onsdagen efter midfaste søndag, som var den 22 marts på Steenholt blev Axel Juul givet og trolovet med Jomfru Christine Ovesdatter, Hr. Ove Lunges datter. Samme år udi Jesu navn holdt han sit bryllup på Essenbek [kloster] den søndag næst efter St Olav Regis dag som var den 30. dag i juli med førnævnte Jomfru Christine. Da var han 39 år gammel og hun 18 år gammel

Jomfru Dorte den Første

Anno domini 1538 torsdagen før St. Hans dag, midsommer, som var den 21. dag i juni fødte førnævnte fru Kirstine sit første barn, en datter, og blev kaldt Dorte efter Axel Juuls mor [Dorte Skiernow]. Anden dag samme barn var døbt og kristnet døde det i Ålborg i Helliggejst, begravet og siden ført til Astrup kirke

Jomfru Anne den første

Anno domini 1538 pinsedag efter middag fødte hun sin anden datter og blev kaldt Anna efter sin mor [Anna Friis] og blev straks kristnet og siden samme nat imod dagen af Gud Allermægtigste kaldet heden og udi Ålborg i Helliggejst begravet og siden ført til Astrup kirke.

Jomfru Dorte den anden

Anno domini 1540, mandagen før St. Jakob, og det var den femte dag i juli, ved kl. 5 slet om morgenen fødte hun sin tredje datter på Villestrup og kristnede 6 ugers dag derefter og blev kaldt Dorte.

Jomfru Anna den anden

Anno domini imellem tirsdag og onsdag ved midnatstid næst efter 1546, Johannes dag ante portam latinam som var den ellevte dag i maj fødte hun sin fjerde datter på Ålborg Hus og blev kristnet søndagen efter Trinitatis og blev kaldt Anna

Ove Axelsøn

Anno 1549, den mandag som St. Agnetes dag og birketinget faldt på, som var den 21. dag i januar og under skorpionens tegn kl. 6 slet formiddag fødte Fru Kirstine sit femte barn og første søn på Ålborg Hus og blev døbt og kristnet i Vor Frue Kirke af Doktor Oluf Bisp i Vendsyssel og blev kaldt Ove.

Jomfru Ellidsze

Anno 1550, søndagen efter Sct. Hans dag, midsommer som var den 22 dag juni imellem et og to formiddag fødte hun hendes sjette barn og femte datter på Villestrup og blev kristnet den søndag næst efter Visitationis Mariae og blev kaldt Ellidsze

Jomfru Karen den første

Anno Domini 1551 nytårsaften som var den sidste dag i december mellem 5 og 6 formiddag fødte hun hendes syvende barn og sjette datter på Villestrup og blev døbt og kristnet udi Astrup kirke søndagen næst efter Skt. Scholastica, som faldt på Skt. Valentins dag, og blev kaldt udi Jesu navn Katharina og døde samme år begravet udi Astrup kirke.

Jomfru Benedicta

Anno domini 1554 den mandag næst efter Hellig Tre Konger ved 7 slet formiddag på Villestrup i fiskens tegn den 8. januar fødte hun hendes syvende datter og var hendes 8 barn og blev hun døbt og kristnet udi Astrup kirke den søndag næst efter St. Paulus dag som var den 28. jan, og blev i Jesu navn kaldet Benedicta, døde samme år og blev begravet i Astrup kirke.

Absalon Juul

Anno domini 1555 mandagen efter St. Laurentius’ dag, som var den 12. august ved 5 slet formiddag på Villestrup i krebsens tegn fødte hun hendes anden søn, som var hendes 9 barn og blev kristnet udi Jesu navn den søndag som Sct. Mikkelsdag falder på, som var den 29. dag i august [læs: september].

Jomfru Karen den anden

Anno domini 1556, den lørdag næst efter Simmons og Judas dag, som var den sidste dag i oktober i vægtens tegn, mellem fire og fem formiddag fødte hun sin ottende datter og tiende barn og blev udi Jesu navn kristnet og døbt og siden Anno Domini 1557. Skt. Jakobs aften som var den 24. dag i juli af Gud heden kaldet og begravet udi Astrup Kirke.

Niels Juul

Anno Domini 1557 søndag efter Dionysii som var den 10. dag i oktober mellem 4 og 5 formiddag og i tyrens tegn fødte hun sit ellevte barn og tredje søn og blev døbt i Jesu navn og kristnet samme dag og blev kaldt Niels.

Jomfru Kirstine Juul

Anno domini 1558 søndag efter Katrine dag som var adventssøndag og 27. dag i december, i krebsens tegn, ved 5. slet formiddag og udi Axel Juuls gård i Viborg blev hun født og siden søndagen efter  ”Felnis” dag (Festum Translationis Domini?) døbt og kristnet i Jesu navn.

Jakob Juul

Anno domini 1562 Skt. Martin aften [Mortens aften] blev han født i Viborg og samme år igen af Gud den allermægtigste ved døden henkaldet og udi Astrup begravet.

Iver Juul

Anno domini 1563, lørdagen efter Skt. Laurentius ved 9 slet formiddag som var den 14. august blev han født på Villestrup og blev da samme steds udi Jesu navn kristnet og siden søndagen næst efter Dionysius’ dag som var den 10. dag i oktober, var fru Kirstens kirkegang efter ham, da gjorde og førnævnte Axel Juul hans ældste datter fru Dorte Juels bryllup der på Villestrup med ærlig og velbyrdig Kristoffer Mikkelsen til Lundbæk.

Friemsnig Juul (4)

Anno Domini 1564, anden dag efter Skt. Mikkels som var den sidste dag i september ved lørdagen 5 slet efter middag blev han fød og blev straks udi Jesu navn kristnet. Og var samme dag en ganske stor storm og farligt vejrlig, som gjorde stor skade på hus og skib og meget af skoven blev nedslagen. Og var vel troligen at have været af det bulder og græsselige vejr, og foregav at Herrens Store dag skulle komme, den at se med glæde det unde os og give Gud fader ved sin kære søns Jesus Kristus’ skyld. Ammen.

Jomfru Magdalena

Anno Domini 1567, Skt. Magdalenes dag, som var den 22. juli, fødte hun hendes 16. barn som var en datter og blev kaldet Magdalene. Blev kristnet og døbt i den Hellgie trefoldigheds navn og siden efter 18 uger død og begravet i Astrup kirke og er således løst af al den elendighed, jammer, og sorg som denne verden medfører, og nyder og bruger nu sin evige fryd, glæde og salighed formedelst Jesus kristus.

Således har nu den almægtigste Gud af sit gode faderlige forsyn nådigt undt og tilladt os fra det år vores bryllup varede, da vi skrev 1542. Så til dette år, nu skrives 1573 har vi udi 31 år sammen levet og samme førnævnte 16 børn avlet imellem os, og er i mit 70. år forbedre den salige afgang når samme Gud det har forudset.

Og Kristus manddoms fødsels år skrives 1577, d. 10. august som falder på Skt. Laurentius’ dag, kaldte den allermægtigste Gud, ærlig og velbyrdig mand, Axel Juel til Villestrup af denne elendighed.

 

Et kulturelt inventarium

Den lille autobigrafi (3) er interessant på mange måder eksempelvis som vidnesbyrd om de mange børn, fascinationen over hvornår de præcist blev født (så deres horoskop kunne lægges) samt betoningen af at skrive jordelivet ned og den himmelske glæde op.

Teksten er dog specielt interessant, fordi den meget præcist indkredser hans kulturelle inventarium – dvs. “det” han har ment “udmærkede” hans liv. Og samtidig også det, som han IKKE bemærker i sin selvbiografi.

Således er han i sit skriv IKKE optaget af sin karriere som offentlig embedsmand og dommer. Fokus er alene på erhvervelsen af den lille samling bøndergods som han arver efter sin far og som han gennem livet formerer ved arv, køb og ægteskab. Og hvor han dels iværksætter byggeriet af en herreborg, der i sin oprindelse har kunne måle sig med andre tilsvarende byggerier af samme karakter, dels udfolder omgivelserne med voldgrave, fiskevand, mølle og skov. Selvom herreborgen for længst er ombygget i klassicistisk stil er det stadig muligt at “læse” 1500-årenes landskab i herregården Villestrups nærhed.

Endelig er der listen over hans seksten børn med de nøje angivelser af hvornår de blev født, døbt og for halvdelens vedkommende begravet som små i Astrup kirke, som han byggede om til sin og godsets gravkirke. Fra andre kilder ved vi, at han og hans hustru også udstyrede kirken (og nabokirken i Rostrup) med indskriftstavler, epitafier og andet kirkeligt inventar.

En kort opsummering af hans livsværdier må derfor være hans slægt, hans arv, hans jord, hans herregård, hans ægteskab, hans børn (og specielt sønnerne) samt hans kirke. Lærere kan med fordel benytte teksten for at give eleverne indblik i 1500-årenes herremandsliv.

NOTER:

(1) Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Optegnelsen er at dømme efter teksten penneført af Axel Juul og har måske været indført i en familiebibel. I anden halvdel af 1600-åene er teksten afskrevet, formentlig af bondesønnen Peder Dyrskjøt (1630-1707), der efter faderens død arbejdede som skriver på Ålborghus og senere på borgmesterens skrivestue i København. Hele sit liv beskæftigede han sig med at indsamle historiske kuriositeter og afskrive diplomer, breve, slægtsbøger og lign. Formentlig fik Peder Dyrskjøt adgang til Axel Juuls slægtsoptegnelser, fra Anne Krabbe, der nedskrev dem i sin kopibog. I indledningen til teksten skriver udgiveren af artiklen i Magazin til den Danske Adels Historie fra 1824, at teksten er kommet ham i hænde via et hæfte, som var i historikeren B.C. Sandvigs hænder. Der er formentlig tale om en bogstavtro afskrift udført af Peder Dyrskjøt og ”ord til andet udskrevet og her indført”. Magazin til den danske adels historie, 1. bind. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. København, Thieles Bogtrykkeri 1824
Heri: Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. Pp. 71-76

(2) Teksten er her genskrevet på omtrentlig nudansk så også mindre rutinerede læsere kan gå til den mere umiddelbart.

(3) Det er tydeligt at teksten oprindeligt har været indledt af Axel Juul. I forskellige udgivelser siges det imidlertid at teksten er forfattet af hans hustru, Kirsten Ovesdatter. Baggrund herfor er vel anvendelsen af   tredje person, samt den afsluttende notits om hans død. Men tekstens indledning er forfattet af Axel Juul. Teksten er hen gengivet på tillempet nutidsdansk for at gøre den læselig.

(4) Navnet Fremsnig er formentlig et kæle- eller øgenavn. Friem er plattysk/frisisk/Lëtzebuergesch og betyder “fremmed”. Drengen var døbt Vincents. Se: Thaulow, Th: Lillie-Juulernes Slægtbog. Vilhelm Trydes boghandel, København 1925. Ordet kendes ikke i de ældre danske ordbøger.

LÆS MERE:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

Willestrup herregård  – fra skovgård til slot

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. appeared first on Kulturhistorier.

Himmerland er en ikke særlig frugtbar del af Danmark. Omend det er et morænelandskab, er jordbunden her sandet og kun visse steder lerblandet. Skarp kaldte de gamle bønder den slags jord. Og næppe værd at dyrke men nok afgræsse, mente middelalderens bønder.

Sådan forholdt det sig ikke i bronzealderen, hvor undersøgelser af kulturlandskabet har påvist utallige spor af det gamle agerdyrkningssystem – først og fremmest digevoldinger, der omkransede de ”keltiske agre” men også spor af jordbehandlingen. Den magre og lette jord var nemlig nem at opdyrke, hvis man først brændte den af -dvs. praktiserede svedjebrug – og dernæst pløjede den lette og sandede jord med arden, oldtidsredskabet der i modsætning til den tungere plov ikke vendte jorden, men bare skar ridser i den.

Nyere arkæologiske undersøgelser af daterede brændte kornforråd fra Danmarks forhistorie (Hald 2024) beretter dog om hvorledes denne verden ændrede sig efter år nul. Hvor bronzealderens bønder i perioder ser ud til at have udnyttet op mod 70% af den anvendelige agerjord ved at skifte mellem jordlodder, der afvekslende og igennem årtier var udlagt til krat, skov, afbrænding, rydning og dyrkning, udviklede jernalderens bønder nye måder at bo og dyrke jorden på. Nu blev bosættelserne alt andet lige og med tiden mere permanente mens dyrkningen af gødede indmarker fik gradvist større betydning (det vi kalder et indmark–udmark system). Samtidig voksede betydningen af dyreholdet. Og landskabet endte med at se mere eller mindre uds om det gjorde indtil for 3-400 år siden.

Vi kan naturligvis spørge hvad der drev denne udvikling, men i realiteten er det vanskeligt at pege på én faktor. Det ser ud til at klima og nye teknologier spillede en rolle. Men nye smagsuniverser kan også have spillet en rolle. I hvert fald ved vi, at hvor bronzealderens mennesker hovedsagelig dyrkede byg, var jernalderens afgrøder meget mere varierede – inkluderende emmer, rug, havre, hør og ærter, men også blandinger heraf. I samme forråd har forskerne også fundet spiselige vilde arter. Måske har folk direkte forlænget deres brødkorn med indsamling heraf. Som minimum har de ikke kimset af lidt Rødknæ og Dodder. ”Rent” korn har været et selvsyn og en luksusvare benyttet ved de store folkelige og religiøse fester, således som det eksempelvis er påvist ved Uppåkra i Skåne (Larsson2018).

En konklusion på disse studier er også, at denne palet af varierede afgrøder fordrede en mere intensiv driftsform hvor jorden systematisk tilførtes gødning og et egentligt sædskifte efterhånden kunne udvikles. Formentlig ser vi her konturerne af det senere hede- og skovbrug i Himmerland, hvor bønderne primært levede af deres dyrehold suppleret med høsten fra landsbyernes nært beliggende jordlodder. En nøgle ressource her var heden, der opstod i kølvandet på Bronzealderens svedjebrug. Med tiden lærte bønderne at afbrændning af hedestrækninger indledningsvis gav rum for tre til fem års lækker græsning mens lyngen igen bredte sig. Men lyng, der ikke brændes af hvert tredivte år dør og springer derefter i skov. Når Himmerland var så leveringsdygtig i heder må det have reflekteret at jernalderbønderne udmærket vidste hvad der skulle til for at fastholde den lyng, der leverede alt fra vinterfoder til dyrene samt mønning på gårdenes tage og tilskud til opformering af møddingen på gårdspladsenerne, hvor alt blev iblandet fra dyrenes (lyng)strøelse til asken fra ildstedet og senere brændeovnen.

Meget kort fortalt skabte bronzealderen således et landskab hvor skov gradvist blev overtaget af hede. Pollendiagrammer fra Navnsø i det nordvestlige Himmerland viser således, at egnen indtil ca. 3000 f.Kr. for 95%’s vedkommende var dækket af skov. Herefter ændrede landskabet karakter og omkring 500 f.Kr. udgjorde skoven godt og vel 50%, mens hede og græsser udgjorde 25% hver. Fra Store Okssø i Rold Skov (tæt ved egnen omkring Villestrup Å) ved vi at græsset udgjorde noget mere, mens lyngen var mindre udbredt. Dog var til enhver tid det tilsåede areal ved Navnsø og Okssø næppe mere end et par procent i jernalderen og indtil nyere tid.

Jævnt hen kunne det da heller aldrig betale sig for bønderne i Himmerland at dyrke korn med henblik på videresalg eller til betaling af jordskatter. Det fremgår således af Christian V’s Matrikel (1683) at tiendeydelserne i Rold sogn i for årene 1680-82 af rug, byg og havre var nogenlunde lige store set over en treårig periode. Men udbyttet svingede fra år til år med op mod en tredjedel på den tid. Samtidig viser disse beregninger at foldudbyttet i et godt år for rug og havres vedkommende næppe sikrede mere end næste års udsæd. For byg dog lidt mere. Det var kummerligt.

Til gengæld var der anderledes indtægter at hente fra dyreholdet. At dømme efter arkæologiske undersøgelser fra jernalder og vikingetid spillede kvægholdet som sagt en meget større rolle. Lidt senere kom svin til som et helt afgørende led i bøndernes kosthold.

Når Tøger Pedersen, bonde i Brøndbjerg i Astrup sogn, Hindsted Herred in 1562 derfor betalte en beskeden pengeafgift samt 1 kvart tønde smør, 1 lam, 1 gås, to høns og 1 svin samt 9 heste på græs (kaldet gæsteri), må vi forestille sig at det faktisk kun har udgjort en lille del af hans animalske ”produktion”. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at han ikke betalte landgilde i form af korn. Bønderne har levet af deres dyrehold både som salgsartikler og i dagligdagens hushold (1). Fra senere tid ved vi at bønderne levede af at opfostre ungkreaturer, der solgtes til herremændene, der havde monopol på opfedning af stude og handle hermed. Læg desuden mærke til kravet om at bonde skulle udrede gæsteri for ni heste på græs. Det skal forstås meget bogstaveligt, at han skulle have en flok med ni heste gående på græs. Formentlig har der været tale om, at hver bonde var forpligtet på at have vilde stod gående i krat, skov og på hede hvorfra kronen så fra tid til anden har kunnet inddrive hestekraft til byggeri, skud osv. Der mangler en tilbundsgående undersøgelse heraf, men så meget kan siges at det har været en væsentlig udgift. Af jordebogen fra 1562 fremgår at bønderne i Hindsted Herred havde pligt til at have 783 dyr gående på græs. Bortset fra Fleskum herred ydede Hindsted græsning til flest dyr pr hektar i Alborg Len.

Denne landskabsmæssige udnyttelse var ikke ny i 1500-årene. Det fremgår eksempelvis af det kirkelige landskab omkring Villestrup Å, at der har ligget kirkebyer med romanske kirker i Arden, Astrup, Rostrup, Vive og Oue, dvs. på højderyggen øst og vest for Villestrup Å, der udspringer i den sydlige del af Rold Skov og har udløb i Mariager Fjord. Vest og øst for disse kirkebyer har da ligget udmarker som lysåbne græssede landskaber med hede, overdrev, skov og krat. I senmiddelalderen er disse udmarker i øvrigt udvidet, idet tre kirker og dermed formentlig også til dels de tilhørende gårdbrug og landsbyer blev lagt øde – Stenstrup, Tostrup og Oplev. Bebyggelsesmæssigt rækker disse kirkebyer i øvrigt næppe bag om vikingetiden. Det tyder i hvert fald stednavnene på. Endeledet -rup kommer af torp, der betyder udflytterby. Sådanne landsbyer dateres sædvanligvis til nyrydningerne i vikingetid og tidlig middelalder. Generelt er det dog vigtigt at lægge mærke til hvor tyndt befolket herredet var i ældre tid. Næppe mere end 3,5 til 5 personer pr km2. det kan sammenlignes med den nuværende befolkning på Læsø’s landdistrikter, der om vinteren ligger på 7-9. (2)

Desværre er vi dårligt oplyste om besætningernes størrelse på gårdene i Hindsted Herred i 15- 1600årene. Registrene over de indbetalte kreaturskatter lader os her i stikken. Det kræver nærmere undersøgelser.

FOTO:

Foto af engene på Naturfondens nye område ved Villstrup Å © Frederik Møller/Naturfonden

NOTER

(1) Færch, Ole (2013)
Aalborg Lens Jordebog 1562
Udg. Af Ole Færch
Landbohistorisk Selskab 2013
https://ferch.dk/onewebmedia/Aalborghus%20lens%20jordebog%201562.pdf

(2) Det fremgår af indberetninger fra Hindsted Herred at der i 1525 fandtes 280 gårde i Hindsted Herred. Dette antal var vokset til 404 i 1683. Med et gennemsnitligt antal medlemmer pr hushold på 5,5 betyder det at Hindsted herred i 1525 og på landet udviste en befolkningstæthed på 3,5 pr km stigende til 5 i 1683. Dette svarer til en vækstfaktor fra 1525 til 1683 på 0.15 hvilket bestemt ikke er udelukket for denne periode. Tallet siger dog mest om hvor tyndt befolket herredet har været. Henrik Larsen: Ejendomsforholdene i Hindsted Herred i Slutningen af Middelalderen. Jyske Samlinger Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 3 (1937 – 1938) s 144-163

KILDER:

Larsson, M (2018)
Barley grain at Uppåkra, Sweden: Evidence for selrction in the Iron Age.
In: Vegetation History and Archaeobotany Vol 27, pp 419-435 (2018)

Hald, Mette Marie et al (2024)
Farming during turbulent times: Agriculture, food crops, and manuring practices in Bronze Age to Viking Age Denmark
Preprint, SSRN 2024

Odgaard, Bent og Jørgen Rýden Rømer (red) (2009)
Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger
Århus Universitetsforlag 2009

Rømer, Jørgen R (2004)
Foldudbyttet i Danmark fra 1600-tallet til 1837
Landbohistorisk tidsskrift årgang 1, nr. 1

Vinter, Michael (2024)
Reconstructing Enclosed and Parcelled Out Landscapes from the First Millenium BC in Himmerland Denmark: Arable Fields, Grazing Land and Settlement Patterns Examined in Three Micro-Regions
I: Europe’s Early Fieldscapes. Red af Stijn Arnoldussen (2021), Robert Johnston, og Mette Løvschal. Springer Verlag

LÆS MERE:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

Willestrup herregård  – fra skovgård til slot

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Himmerland – skarp og sandet jordsmon appeared first on Kulturhistorier.

Villestrup betyder ”Vældets torp” og fortæller hvad der tiltrak den bonde, der flyttede ud fra en af de større kirkebyer i tiden mellem 1000 og 1200 for dér at rydde skov og opdyrke jord. Her var der tæt til dyrenes drikkevand, men også et godt bakkedrag bag, der med rimelig fordel kunne dyrkes. Denne kilde beskrives i historisk topografiske efterretninger fra 1800-åene som mere kraftfuld og vandrig end Den Blå Kilde. Langs åen lå desuden gode engstrækninger, der var perfekte til at fede okser på. Endelig har der også have været et gammelt vadested. I hvert fald tyder navnet – Gammelvadsmøllen – der kendes fra middelalderen, at vadestedet var gammelt. Dér går da også stadig en landevej hen over åen mellem Astrup og Arden.

Det middelalderlige landskab

…fremdeles ned ad den dal, som står østen og norden for Gammelvadsmøllen og så tværs over åen og til den sten, som står på den vestlige side af åen, så også vesten for møllen ad den dal indtil den vej, som kaldes Skallesvej og så fra Skallesvej indtil den mose, som kaldes Brændmosen, og så østen om den eng…
(1) Synsforretning 11. jan. 1468 rep. 2368

Kilderne fortæller os ikke hvad åen oprindeligt blev kaldt. I de senmiddelalderlige beskrivelser af egnen, som vi kan læse i synsforretninger fra 1400-årene hedder den bare Åen. Med ordet ”Å” er alt ligesom sagt på de kanter – selv i tekster hvor ”åen” ikke kun henviser til det, vi senere kender som Villestrup Å, men også Korup Å.

Sådanne tinglyste dokumenter, der i detaljer angiver grænsedragene mellem jordejeres ejendomme var ganske almindelige blandt brevene, der opbevaredes i de middelalderlige arkiver. På samme måder blev også sognegrænser gjort til genstand for synsforretninger, hvor de mere fremstående bønder på egnen fungerede som såkaldte “ridemænd”. Om end kilderne til Hindsted Herreds jordejendomme er sparsomme, findes dog enkelte sådanne tinglyste beviser, der kaster deres blik ind på egnen. Desværre vedrører de kun perifert Villestrup å, men vi får alligevel et indblik i de naturlige ”mærker”, som skriveren noterede ned.

I teksterne til den pågældende synsforretning kan vi således læse, at bønderne færdedes i et ”vådt” landskab fyldt med åer, bække, vadesteder, midtstrømme, grøfter, grave, damme, diger og dæmninger.  Men vi hører også om sten, bautaer, gravhøje, hulveje, krat, enemærker (dvs. private skove) samt ryg og ren, dvs. dyrket eller ”hård” jord. Hertil føjer sig omtalen af fiskevande, ålegårde, ørredgårde, saltstrande, og tagmarker (dvs. rørskove). Endelig genfinder vi faste udtryk som ”dam og damsbånd, flod og flodsted”, hvor damsbåndet betyder dæmningen.

Hvorom alting er: midt i dette ”våde” middelalderlige landskab gik vejen over Villestrup Å. Her lå der også fra gammel tid af en mølle og en udflyttergård gård. Måske har der også ligget et par huse. Vi ved det ikke.

Villestrup Hovedgård 1536 – 1577

Axel Juel har efterladt sig en charmerende lille skitse til gårdens historie i en serie notitser om de tre vigtigste hændelser i hans liv – hans ejendom, has ægteskab og hans seksten børn (2). Indledningen lyder således:

“Da Guds år skrev 1535 overtog Axel Juel (3) Villestrup (4) med mere gods udi Himmersyssel. [Dette skete] efter hans medarvingers tilladelse [og] efter hans kære far (5), som døde i samme år. Da var samme gård ikke bedre eller anderledes end en anden brydegård (6) og gav 3 ørtug korn [og]1 ½ pd. smør (7). Siden forbedrede han den med mark, skov og ejendomme og købte dertil Kropkær (8) og den skov der lå [der], og samme gård nord for ladegården synden op til den lille dam, der ligger nordøst herfor; der opsøgte han det kildevæld [gårdflod] der her til bugter og skabte en lille holm udi et kær, der var tilgroet med træer.

Anno domini 1538 udi den hellige Trefoldigheds navn lod han lægge grundvold om alle fire sider og siden år efter andet lod han den [holmen] opbygge med hus, grave, damme, abildgård, mølle, fiskevand, kær og enge at rydde, med megen anden frihed og herlighed, som samme gård har tilvendt og underlagt sig.

Anno domini 1537 onsdagen efter midfaste søndag, som var den 22 marts på Steenholt blev Axel Juul given og trolovet med Jomfru Christine Ovesdatter, Hr. Ove Lunges datter. Samme år udi Jesu navn holdt han sit bryllup på Essenbek [kloster] den søndag næst efter St Olav Regis dag (9), som var den 30 dag juli med forne Jomfru Christine, da var han 39 år gammel og hun 18 år gammel.” (Herefter følger en liste over deres fælles børn, fødetidspunkt mm.)
(Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Af Axel Juul m. fl. 1542-1577)

Historien om det tidlige Villestrup er føjet sammen med Axel Juuls historie. Han blev født i 1503, formentlig på Norddjurs, hvor hans far havde et mindre gods. Slægten tilhørte ganskevist den deciderede højadel og ejede i 1200-årene Støvringgård. Men familien var også vævet ind i Marsk Stigs oprør, og det betød en kontant udelukkelse fra indflydelse i Erik Menveds regeringstid og senere. Historien om Juul-slægten i 1400-årene giver da også mest indtryk af at familien reducerede til en lavadelig, provinsiel familie, der havde tabt indflydelse, magt og velstand. På det tidspunkt møder vi dem således som fogeder, bl.a. på Kalø.

Vi kender ikke til Axel Juuls ungdom, men han har givetvis fået en gedigen skolegang, da han senere ender som først sekretær i Frederik 1’s kancelli, og derefter som Christian III’s betroede mand. I den kapacitet var han aktiv gesandt i forbindelse med Christian II’s tilfangetagelse. Senere var han den ene af to adelsmænd, der i 1536 blev betroet at inddrive de hovedlodder, som Skipper Clements oprørske bønder ifaldt, da regnskabet skulle gøres op efter reformationen (10). I den forbindelse blev han givetvis betalt i form af nogle af de hjemfaldne gårde. Blandt andet fik han i 1536 retten til at tilvende sig en gård i Astrup, som tilhørte Thulle Vognsen og skyldte 4 ½ pd smør samt 3 kander honning og andre småredsler (lam, høns, gæs osv). De blev tilkendt Axel Juul ved Kongens rettertingsdom 15 april 1537 med endeligt låsebrev 1549.  Senere var Axel Juul lensmand på Aalborghus og fungerede desuden i mange år som landsdommer. Han har givetvis – som yngre søn – oprindeligt været henvist til at få en kirkelig karriere. I hans yngre år tiltales han som magister, en universitetsgrad han formentlig erhvervede sig udenlands. Efter reformationen endte han imidlertid i centraladministrationen.

Som yngre søn arvede han derfor heller ikke den fædrene gård, men købtes ud ved hjælp af det jordegods i Nørre Villestrup, som faderen tog lovhævd på i 1502 (11). Heraf fremgår det, at den del, som Axel Juul overtog i 1535 bestod i Madumhoved (en skov eller et overdrev nord for Astrup) samt Møldrup og Nørre Villestrup. Mere præcist bestod Villestrup af en større gård samt en hosliggende vandmølle, seks halvgårde (formentlig beliggende i Møldrup) og tre bol (dvs. formentlig tre halvgårde) i Arden. Hvornår Gammelvadsmøllen blev en del af godskomplekset vides ikke præcis. Godsarkivet er kun dårligt bevaret (i al væsentlighed først fra midten af 1700-årene).

Vi kan ikke i detaljer følge hans senere godssamling på egnen, men vi ved, at han i 1543 overtog en ejendom Astrup by samt endnu en mølle i Møldrup fra kronen. Der har imidlertid tydeligvis været tale om med samtidens øjne yderst beskeden godssamling omkring selve Villestrup. Ifølge et låsebrev fra 1549 hørte der til Villestrupsyv gårde i syv forskellige landsbyer. men om låsebrevets ejendomme udgjorde hele hans gods er ikke til at gennemskue. IIndtægter var der imidlertid nok af i form af hans forleninger og øvrige tillidshverv, som han udførte for kongemagten. Hertil kom at han i løbet af sit relativt lange liv arvede jordegods fra familiemedlemmer, som bagefter gik i arv til hans sønner. Godssamlingen ved Villestrup og rejsningen af hovedgården dér var dog tydeligvis i centrum af hans bestræbelser. Forretningen, der knyttede sig til hans hverv som lensmand, landsdommer osv. var derimod blot et middel.

Om det senere landbrug kan vi øvrigt fortælle at det i 1688 ikke bestod af meget andet end skov med et mindre stykke agerjord, i alt 37 tdr hartkorn, hvoraf kun godt og vel en tredjedel blev dyrket som græsmarksbrug. Formentlig betød det et agerskifte med fire års høst af byg, rug, rug og havre fulgt af fire års hvile. Jorden i sognet kan ikke karaktiseres som god. Sandmuldet og skarp med sand- og grusunderlag. Sognenes størrelse peger også på at befolkningstætheden aldrig var særlig stor. Ligeledes tyder de mange nedlagte kirker på at den senmiddelalderlige krise ramte hårdt hér.

Et gammelt kulturlandskab

Det mest interessante ved Villestrup gods i dag er det nærmest intakte kulturlandskab, som herregården ligger midt i. Præcis som Axel Juul beskrev sit livsværk, ligger hans gård stadig ved den opstemmede mølledam på den lille holm, som han indledningsvis ryddede for træer og buskads for efterfølgende at opsætte med sten og dernæst bebygge. 

Adgangen sker fra øst ad Villestrupvej, hvor man passerer barokhaven med det fredede lysthus. Der lå formentlig også Axel Juuls abildhave. Videre ned mod herregården passerer man ladegården på venstre side og herregårdsbygningen ret for højre hånd, der stadig er omgivet af voldgrave mod øst og nord og søen mod syd og vest. 

Længere fremme mod syd ad landevejen – hvor søen igen bliver til å – lå den gamle mølle med møllelunden i sin baghave. Møllens anlæg (der i dag er revet ned) fremgår tydeligt af ældre kort. Imellem ladegården og møllen lå ifølge de seneste målebordblade fra 1953 -58 de senere fiskedamme, der nu er nedlagt af hensyn til naturgenopretningen af åen. På kortet fra 1842 – 99 kan man imidlertid se, at Axel Juuls fiskevand formentlig oprindeligt har bestået i en eller flere damme umiddelbart vest for ladegården. Det giver også bedre mening, at allerede eksisterende vandhuller udnyttedes som fiskedamme i en tid, hvor al gravning foregik med håndkraft. De veletablerede og regelrette fiskedamsanlæg, der for nogle år siden blev nedlagt langs hele åen hører industrialiseringens tid til

Hovedbygningen

Desværre er der i dag ikke meget andet tilbage tilbage af Axel Juuls herregård end den ydre skal. Hele anlægget blev ombygget i 1757 og igen i 1812-19, hvor den østlige fløj desuden blev helt revet ned. Ved samme lejlighed forsvandt også gårdens kapel og kirketårn ra sønnen, Iver juuls tid. I dag fremstår herregårdsbygningen derfor i klassicistisk stil med rødkalkede facader og valmet tag belagt med røde tegl.

Men bygningsarkæologiske undersøgelser (12) har dog afdækket, at Axel Juul indledte med at bygge køkkenfløjen mod syd som et grundmuret stenhus i en etage. Huset var syv meter dybt og fjorten meter langt og opført i munkesten. Til dette korte enetages hus føjedes derefter det store hus mod vest, hvor beboelsen blev indrettet. Denne fløj var dybere og længere (over tredive meter). Dette hus var bygget med kælder, to etager og en halv tagetage. Herefter fulgte byggeriet af nord og øst-fløjene. De to sidefløje mod nord og øst byggedes i samme højde, men rummede kun to stokværk Hele byggeriet var prydet med flerfarvede vinduesblændinger, Undersøgelser heraf har vist at Nordfløjen i Helligåndsklosteret i Aalborg formentlig har været opført af den samme bygmester. 

Samtlige bygninger blev udstyret med kamtakkede blændgavle ligesom murværket blev dekoreret ved hjælp af gule og røde sten. For at skaffe stenene byggede Axel Juul et teglværk op ad skoven bag ved haven. Muligvis har lergravene dér også været udnyttede som fiskevand. De ses tydeligt på kortet fra midten af 1800-årene.

Nordfløjen lukkede anlægget af. Her rejste Axel Juul et imposant porttårn hvor han lod sandstensrelieffer indmure af sig selv og sin hustru, der flankerede en sandsten med følgende indskrift: “Axel Juul med sin kære hustru, fru Kirsten Lunge, lod denne gård opbygge af nyt anno domini 1542. Samme år var deres bryllup”. Endnu et lille relief blev sat over uret med hans og hans kones våbenskjold. Tilsist fulgte forhøjelsen af den søndre fløj, så også den fremstod i flere etager, formentlig tre. Hele byggeriet må have fremstået noget uenasartet med sine skiftende stokværk. Mod indersiden af gården har der således ligget lavere gangagtige arealer, hvormod søsidens rum har været højloftede. 

Engquist tolker sydfløjen som et “herberg” eller en muret “loftbod” med indbyggede svalegange til gårdsiden hvor søsiden har rummet elegangte gæsteværelser. Øverste etage har så været et stort magasin eller loftsrum. Fra senere kilder ved vi at der også har befundet sig et “fængsel” på gården. Det må have ligget i kælderen under vestfløjen. Måske har sydfløjen været indrettet til “offentlige” kontorer for landsdommeren? Vestfløjen, derimod, rummede tydeligvis beboelsen med køkkenet i kælderen mod sydvest samt stuer, tårnrum og kamre. I den nordøstlige fløj har kapellet været indrettet. 

Sidenhen hed det om Villestrup at Christian III’s degn meget vittigt sagde, at ”Aalborghus måtte være en god ko siden den kunne føde så prægtig en kalv”, underforstået at Axel Juul nok havde fundet en del af pengene til sit byggeri på kronens kistebund. Bemærkningen har vel også udtrykt en vis ironisk kommentar til det forhold, at mens Aalborghus, der blev genopbygget af Axel Juul kun var grundmuret ud mod volden, fremstod Villestrup grundmuret. 

Vi kender ikke til hovedgårdens indretning, men den har sikkert fremstået både prægtig og hjemlig, således som den nye mode foreskrev. Vi ved i hvert fald, at der må have fandtes en del sølvtøj i Axel Juuls gemmer. I 1551 blev han nemlig endnu engang sendt som kongelig udsending, denne gang for at indføre reformationen på Island. Med sig hjem bragte han en mindre formue i kirkeguld, sølv, monstranser, bispestave osv. Heraf fik han i kongelig gave en sølvkande, en skål af sølv og to sølvdrikkekrus (13). 

Kirken

Af den middelalderlige kirkebygning i Astrup står kun koret tilbage. Samme år som Axel Juul erklærede sig færdig med herregårdsbyggeriet, påbegyndte han nemlig en kraftig ombygning af kirken. Ved denne renovering forlængede han kirken ligesom han byggede et helt unikt kirketårn – ottekantet og med spir. Da kirken blev bygget med kvadre antages det at han genbrugte byggematerialerne fra de nedlagte kirker i Stenstrup og Tåstrup, der formentlig forfaldt i 1400-årene som følge af den sorte død. På rund af tårnets særegne konstruktion frembyder kirken et ganske anderledes indtryk end det, som vi sædvanligvis møder. Også den toklokke i tårnet er støbt i Lübeck og givet som gave af Axel Juul i 1548.

Herefter blev kirken indrettet til gravkirke for Axel Juul og Kirsten Lunges efterkommere. Ikke færre end otte ud af seksten børn begravedes som små i kirken. Selv blev forældrene æret med en pragtfuld gravsten fra Gert van Gronignens værksted, selvom sønnen Iver Juuls endnu mere prangende gravmæle dominerer. I nationalmuseets samlinger befinder sig den gamle bemalede dør. (14)

Der forlyder intet om at kirken i Astrup også skulle have været begravet med kalk og disk. Sådanne pragtstykker tilgik imidlertid såvel Rostrup som Arden kirker. Mon ikke også begravelseskirken blev begavet på den måde. På alteret står også en prægtig alterstage fra 1548 med stor fodplade, balusterskaft og store, svungne lysearme og prydbøjler. På foden indskrift: »Axell Iwll frw Kirstine Lwnge 1548«. Måske har ægteparret også opsat en prædikestol, som den de fik opstillet i Rostrup kirke med  smukke udskæringer og et billede af en munk med en bibel under armen. Måske Luther? Prædikestolen i Astrup kirke er fra 1892 og har derfor afløst en ældre. At kirken har været udsmykket med træskærerarbejder betalt for af Axel Juul og Fru Kirsten kender vi til fra en udskåren dør med Axel Juuls og Kirsten Lunges våben, der holdes af skjoldholdere. Døren er nu i Nationalmuseet, men ikke udstillet.

NOTER

(1) Fortegnelse over Danmarks Riges Breve fra Middelalderen. Udgifvet af William Christensen. 2. rk, 2. bind, 1467-1478. Kbh. 1929, nr. 2366 m. fl. Her staves godset “Vellestorp”. I artiklen her staves herregården med “w” eftersom det er praksis på kulturhistorier.dk at steder angives med deres nuværende stavemåde. Dog staves godset med “V” i Trap Danmark (5. udgave) ligesom godsarkivet er at finde på Rigsarkivet (Viborg) under navnet “Villestrup”.

(2)  Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Optegnelsen er at dømme efter teksten penneført af Axel Juul og har måske været indført i en familiebibel. I anden halvdel af 1600-åene er teksten afskrevet, formentlig af bondesønnen Peder Dyrskjøt (1630-1707), der efter faderens død arbejdede som skriver på Ålborghus og senere på borgmesterens skrivestue i København. Hele sit liv beskæftigede han sig med at indsamle historiske kuriositeter og afskrive diplomer, breve, slægtsbøger og lign. Formentlig fik Peder Dyrskjøt adgang til Axel Juuls slægtsoptegnelser, fra Anne Krabbe, der nedskrev dem i sin kopibog. I indledningen til teksten skriver udgiveren af artiklen i Magazin til den Danske Adels Historie fra 1824, at teksten er kommet ham i hænde via et hæfte, som var i historikeren B.C. Sandvigs hænder. Der er formentlig tale om en bogstavtro afskrift udført af Peder Dyrskjøt og ”ord til andet udskrevet og her indført”. Magazin til den danske adels historie, 1. bind. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. København, Thieles Bogtrykkeri 1824
Heri: Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. Pp. 71-76

(3) Axel Juul staves almindeligvis således. I teksten her staves hans navn dog som Juel.

(4) I optegnelsen staves gårdens navn som Vellestrup – hvilket betyder udflytterstedet, torpen, ved kilden (vældet).

(5) Axel Juuls far hed Søren Juul til Hedegård, Glæsborg sogn på Nørre Djurs. Formentlig har Axel Juul været yngre søn tiltænkt en karriere i den katolske kirke og hans arvelod er derfor fundet fjernt beliggende og i form af strøgods. Hedgaaard lå i Nørre Djurs.

(6) Med brydegård forstås sædvanligvis en gård beboet af en godsejers forvalter. Søren Juul har ejet jord på egnen – hvor meget ved vi ikke – og haft en bryde eller forvalter til at drifte godset og opsamle bøndernes afgifter til deres herremand. Det er en sådan gård som Axel Juul overtager.

(7) Opgørelsen over gårdens skyld – dvs. den afgift, der tilkom herremanden – indikerer at gården har været på størrelse med en gennemsnitlig bondegård. Man kan sammenligne denne skyld med hvad bønder i de nært beliggende bebyggelser, Lundgård og Brøndbjerg, betalte i 1562 til kronen. Heraf fremgår det at ingen af dem ydede afgifter i korn. Til gengæld betalte de en noget større smørydelse (4 ½ pd. smør hvor Villestrup kun erlagde 3 pd.) Vi kan formentlig konkludere at brydegården i Villestrup højst har kunnet måle sig med en gennemsnitlig større bondegård. Gårdene listet der har så også ydet ledingsskat, gæsteri (græsning for heste), skattepenge, samt lam, gæs, høns og svin. Der er tale om gårde med tæt beliggenhed til åen og hvis geografiske placering har lignet Villestrups. De har været drevet som rene skovbrug. Kilde: Aalborghus lens jordebog 1562. Udg af Ole Færch. Landbohistorisk Selskab 2013, s 134 – 35.

(8) Det fremgår af et skøde, at Axel Juul erhvervede kirkeskoven og Kropkæret i 1543, da han købte dem af Astrup Kirke. Indtil da havde han kun haft brugsretten hertil via forpagtning.

(9) St, Olaf regis. Olaf II var konge af Norge. Han døde i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030. Han blev helgenkåret i 1031 som led i Nordmændenes kamp for et selvstændigt kongedømme.

(10) Efter Frederik I’s død udspandt sig Grevens Fejde i Danmark. I forbindelse hermed rejste Skippe Clement de jyske bønder til oprør til fordel for Christian 2 i 1534. Oprøret blev slået ned af Rantzau. Efter Reformationens indførelse blev lederne af oprøret henrettede i 1536. Men samtlige nordjyske selvejerbønder blev afkrævet at kunne dokumentere at de ikke havde deltaget. I modsat fald mistede de deres ejendomsret og formue med mindre deres slægt kunne løskøbe dem. Herved oppebar kronen meget store indtægter ligesom bøndergodset i fremtiden kunne pålægges afgifter på linje med kronens andet fæstegods. Det er inddrivningen af disse bøder, som Axel Juul tager på sig. det har givetvis været lukrativt for ham. Vi må forestille os at han tog sig betalt i bekvemt beliggende jordegods i nærheden af Villestrup.

(11) Tinglysningen er alene listet i en ældre registratur over nu tabte diplomer fra Villestrup godsarkiv. Dog findes det gengivet med yderligere detaljer i Anne Krabbes Kopibog fra c. 1600. Se Thaulow (1925), s. 51 ff.

(12) Engqvist, Hans Henrik: Herregården Villestrup i Østhimmerland. Bygningsarkæologiske studier 1991, s. 21-40 og 93-95 1991

(13) Se Thaulow (1925), s. 51 ff.

(14) Kirkerne i Hindsted herred er desværre endnu ikke beskreve i kirkeværket og ovenfor anførte beskrivelse beror på skildringe i Trap Danmark IV. udgave 1924.

KILDER:

Fredningssag: Villestrup, Villestrupvej 1, Mariagerfjord. Tinglyst 1918. 

Thaulow, Th. (1925) Lillie-Juulernes Slægtebog. Vilhelm trydes Boghandel, København 1925

Roussell, Aage (1966) (red.): Danske Slotte og Herregårde. København, bd 11. 1966

N. C. Skaanvad (1990)  Blåkilde og vandmøller ved Villestrup Å. 

Trap: Danmark. Diverse udgaver. Astrup sogn, Hindsted Herred, Aalborg Amt.

LÆS OGSÅ:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

Willestrup herregård  – fra skovgård til slot

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Villestrup herregård  – fra ågård til slot appeared first on Kulturhistorier.

Med sit sumpede udspring i den sydligste del af Rold Skov, snor Villestrup Å sig gennem et gammelt skovrigt landskab, hvor stednavnene beretter om en rydning, der først fandt sted efter år 1000. På vejen passerer den Store Blåkilde, der med sin kalkede undergrund byder på en helt unik dansk oplevelse af klart blåt vand, der gennemlyses af det hvide genskin. En oplevelse, som vi ellers skal rejse langt for at komme i nærheden af. Her flyder talrige kilder sammen til åen, der strømmer plaskende gennem landskabet. Ådalen – der stammer fra istiden – er præget af store fald, og vandet fremstår derfor klarere end de fleste andre steder, hvor vores vandløb snor sig dovent gennem flade marker og heder.

Allerede for femten år siden opkøbte Naturstyrelsen de resterende syv dambrug og genskabte så vidt det var muligt åens naturlige slyngninger. I dag byder åen på en rigdom af naturoplevelser. Her svømmer bækørreder, havørreder, hundestejler, ål og bæklampretter. Ja, endog undslupne kildeørreder og regnbueørreder glider ud og ind mellem de frodige vandplanter. Siden 2010 har grødeskæring stort set været forbudt. Selve åen er henved 22 km lang, men dertil kommer de vandløb, der fodrer åen. I alt udgør de godt 36 km, hvoraf ca. halvdelen karakteriseres som værende i ”god tilstand”. På det nedre åløb, syd for Vrå, figurerer den højeste artsscore – 9 ud af 9

Ved åens bredder – i elleskove og på engene – yngler gravænder, isfugle, bjergvipstjerter og vandrikse ligesom trækfugle som vandstærene finder frem til åens enge og de tilhørende rigkær og kalkoverdrev. Her vokser de sjældne og meget truede orkideer, bakkegøgeurten samt den hvide sækspore. Men også de mere ydmyge engblommer og andre større og mindre sjældenheder er en fryd for øjet. I alt byder Villestrup Ådal på 22 forskellige naturtyper, seks beskyttede arter samt 29 småsøer under 5 ha. Godt halvdelen af de kortlagte søer (tyve i alt) er i ”god tilstand”. Alene antallet af forskelligartede naturtyper viser entydigt hen til de mangeartede oplevelser, som venter gæster i området. Langs hele åen løber i dag en vandre- og cykelrute, men det er intentionen at udbygge folks adgang til dette naturskønne hjørne af Danmark.

Vandmøllerne og opstemningerne

Gennem årene har lokale ildsjæle arbejdet for at bevare og endda genskabe naturrigdommen langs åen. Denne indsats fik et særligt skub mellem 2007– 2014 hvor syv dambrug i ådalen blev nedlagt ligesom seks ud af syv spærreværker på åen blev fjernet. På grund af åens store fald var der allerede i 1200-årene oprettet vandmøller hvorved der opstod stuvningmæssige mølledamme og strækninger med langsom strøm og blød bund. Senere blev vandmøllernes opstemningsret i åen benyttet til at anlægge de mange dambrug. Da retableringen af åens frie vandstrømme begyndte var der endnu syv tilbage. Efter opkøb og retablering blev de seks af de syv dambrugsarealer udlagt til græsning, og høslet ligesom forbud mod at gøde og sprøjte blev tinglyst. Efterfølgende påviste en gruppe forskere at indsatsen naturmæssigt havde været det hele værd. I 2019 erhvervede Villstrup Å da også danmarksrekorden i ørreder. Med næsten 30 ørreder for hver meter var det seks gange så mange som Naturstyrelsen målte i 1986.

Tilbage udestår dog spørgsmålet om den sidste spærring ved Willestrup Herregård. Denne synes nemlig at volde næsten uoverstigelige udfordringer.

Opstemningen daterer sig til 1538 hvor byggeriet af den mægtige ”vandborg” iværksattes af Axel Juul. Ved at udbygge en tidligere mølledam og opføre en opstemning skabte han Møllesøen, hvorefter opbygningen af borgen på egetræspæle kunne påbegyndes på den nys opståede holm. Omend kraftigt opbygget står borgen der stadig omgivet af sø og voldgrave. Med årene udbyggedes godset. Mod nordøst byggedes en ladegård og syd for anlagdes de senere fiskedamme. I dag fremstår landskabet med sin kunstige Møllesø, de gravede kanaler, diget, det opstemmede vand og resterne af de nu nedlagte fiskedamme som et kulturhistorisk vigtigt vidnesbyrd om et af renæssancens stort anlagte herresæder. Hertil føjer sig den meget smukke genskabte barokhave, hvortil der er offentlig adgang.

Udfordringen er således dobbel. For det første kræver bevarelsen af herregårdens fundament at søens vandstand holdes relativt konstant højt, så egetræsstolperne ikke rådner. Derudover løber der en offentlig vej henover den gamle dæmning, hvilket betyder at en ændring af åens forløb vil kræve et omfattende brobyggeri andetsteds. Sagen kompliceres yderligere ved det forhold, at vedligeholdelsen af dæmning og vej er delt mellem de to ejere (kommune og gods) der indtil videre ikke har kunnet finde en formel for at dele det økonomiske ansvar herfor. Der er enighed op at stemmeværket er i en dårlig tilstand, men det er godsets opfattelse at årsagen er den tunge trafik på vejen. Kommunen, derimod, er af den opfattelse at det skyldes godsets manglende vedligeholdelse.

Her i vinter (2024) blev sagen så tilspidset på grund af de store regnmængder, hvilket har fået kommunens ingeniører og miljøteknikere til at frygte, at dæmningen kunne bryde sammen og derved medføre en potentiel miljøkatastrofe for åens liv på linje med truslerne mod Alling Å ved Randers (Nordic Waste skandalen). Såfremt dæmningen bryder sammen og Møllesøen tømmes vil man kunne forvente at 500 års opsamlet slamdække – der på sine steder er to meter dybt – kan sætte sig i bevægelse nedenstrøms. Desuden vil det givetvis medføre at Willestrup herregård om føje år henstår som en ”ruin”, fordi fundamentet vil rådne, hvis da ikke de bevægelige vandmasserne inden da har undergravet holmen.

Da Naturstyrelsen i 2008 købte foderkvoten til dambruget ved herregården indgik nedlæggelsen heraf da også som led i et overordnet naturgenopretningsprojekt, hvor åen som en faunapassage skulle føres nordøst om herregården. I forbindelse med projektets planlægning blev der foretaget undersøgelser af Møllesøens tilstand. Det vurderedes overordnet betragtet at søens tilstand ikke ville forværres selvom vandtilførslen reduceredes væsentligt. Etableringen af åens nye løb og dermed faunapassagen ville desuden givetvis løse de naturmæssige udfordringer forårsaget af den fortsatte spærring. Samtidig ville søens vandhøjde formentlig bedre kunne reguleres så herregårdens fundament bevares. På den anden side er der ikke tvivl om at et sådant nyt åløb vil være bekosteligt at etablere. Projektet er da også – såvidt vides i skrivende stund – sat på stand-by.

Fremtiden

Allerede i begyndelsen af 50erne blev en del af Villestrup Ådal på strækningen mellem Vråvej og Tostrupvej fredet. I praksis var det en fredning af St. Blåkilde. Senere fulgte udpegningen til Natura 2000, og i dag indgår Villestrup Å i i habitatområdet Villestrup Ådal, der udgør ca. 565 ha.

Den overordnede plan er, at hele området på sigt skal udgøre et sammenhængende naturområde med høj beskyttelsesstatus og integritet således at mangfoldigheden sikres. Området er imidlertid også præget af modstridende naturinteresser. De forskellige naturtyper og arter bekriger hinanden. Elleskovene fastholdes således kun på bekostning af kildevæld og rigkær, der er levested for de beskyttede vindelsnegle, der til gengæld heller ikke trives hvis rigkær og enge græsses for intensivt eller slås tæt med henblik på at holde dem lysåbne og uden kratbevoksning. Et andet hensyn er vandstanden, der generelt sænkes når de naturlige vandløbsforhold for alvor genoprettes, hvilket prioriteres. Der søges således en aktiv og varig udtagelse af samtlige lavbundsjorder hvilket vil bidrage til etableringen af større og sammenhængende arealer, større robusthed og flere naturlige dynamikker. Det forventes at disse udtagninger vil være gavnlige for vandsalamanderen, havlampretten, bæklampretten, odderen og den skæve vindelsnegl.

Naturfonden

Hovedparten er privatejet, men allerede i 2021 købte Naturfonden et jordareal. For nylig har Naturfonden igen været på shopping-tur og ejer derfor nu i alt 165 ha af engarealerne i den øvre del af åen. For nærværende forhandles der i samarbejde med Mariagerfjord Kommune om mere udtag og frikøb. Et led heri vil være at dræn lukkes og dyrkning ophører langs åens bredder fra udspring til udløb. Engene, der er opkøbt ligger nord for Willestrup herregård.

Den overordnede plan er at Villestrup Å skal danne kernen i et 400 ha stort naturområde lige op til Rold Skov, der kan bidrage til at reducere klimabelastningen med 7400 t. CO2/år, fjerne udledningen af 21 tons kvælstof til fjorden samt skabe endnu flere levesteder for de sjældne og truede dyr og planter som lever dér. Projektet sigter således mod at skabe rammerne for et naturgenopretningsprojekt, hvor der skabes ”sammenhæng til EU’s vandrammedirektiv, Klimastrategien og regional udvikling”. Den overordnede plan varetages af Mariagerfjord Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen og i regi af Natureman-projektet (betalt af Life/EU). Men Naturfonden spiller her en afgørende rolle som spydspids for projektet.

Det kan nemlig uden tvivl blive meget bedre. Selvom sløjfningen af de mange stemmeværk for ti til femten år siden skabte glid i åen, forestår der stadig at få fjernet dræn og dyrkning langs åens bredder. Det viser adskillige konsulentrapporter.

Og samtidig udestår udfordringerne med både at sikre vandløbets integritet og kulturlandskabet ved Willestrup herregård. Her må nogle fonde vist til lommerne?

FOTO:

St. Blåkilde © Karl Aage Isaksen/ Dreamstime 174456959

BESØG

Villestrup Ådal

KILDER:

Nyt, stort naturprojekt skal både hjælpe klima, vandmiljø og natur
Pressemeddelelse: Den Danske Naturfond 07.05.2024
Pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune 07.05.2024

LÆS:

Natura 2000-plan. 2022 – 2027, Villestrup Ådal. Miljøstyrelsen 2023

Forundersøgelse – Villestrup ådal. Overordnet vision. Udfærdiget af Natureman for Mariagerfjord Kommune 2020

LÆS OGSÅ:

River connectivity reestablished: Effects and implications of six weir removals on brown trout smolt migration
K. Birnie-Gauvin, M.M. Candee, H. Baktoft, M.H. Larsen, A. Koed, K. Aarestrup
River Research and Applications 24.04.2018

LÆS MERE:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

Willestrup herregård  – fra ågård til slot

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

SE MERE:

Villestrup Å – Tilbage til naturen-2 (Lang version-49 minutter) from Westerberg Media on Vimeo.

Villestrup Å – tilbage til naturen-2 (maj 2016) (28 min.) from Westerberg Media on Vimeo.

The post Villestrup Å ved Mariager Fjord appeared first on Kulturhistorier.

Gennem de senere år er det blevet ”moderne” at fremhæve middelalderen som en farverig og lysende tid, hvor mennesker – på trods af alskens ulykker – fik ting til at ske. Når tiden for tusind år siden erindres, er fokus ofte på bydannelser, nye kunstudtryk, nye agrare dyrkningsformer og -afgrøder, opdyrkning af øde jord, kirkebyggerier og meget andet. Den farverige middelalder, var titlen på en udstilling på Nationalmuseet for 25 år siden. Et ekko heraf udkom sidste år på engelsk med titlen ” The Bright Ages: A New History of Medieval Europe”.

På sæt og vis giver det naturligvis mening. Middelalderen var fyldt med farver for dem, der havde råd – klostrene, der skabte de illuminerede håndskrifter, kirkerne med deres glas- og kalkmalerier, og adelen i deres fine silke- og brokade gevandter.

Nedenunder var middelalderen imidlertid temmelig mørk. Almindelige mennesker som de var flest var således næppe interesserede i hvad farve deres tøj var, men mere om koften dækkede rumpen og holdt kulden ude.

Hvad dog er endnu mere værd at erindre er, mener en del iagttagere af samtiden, at middelalderen på sæt og vis illustrerer præcis hvad der sker, når samfund går i opløsning. Selvom opløsningen af det romerske imperium var lige så spektakulær, er det dog værd at erindre at  denne samfundsopløsning på intet tidspunkt var mere markant end for 1000 år siden – dvs. ca. 900 – 1100.

Historien her er at (kort fortalt) at Karolingerriget (751 – 888) gik stadig mere i opløsning efter ca. 840. Det forklares almindeligvis på flere måder:

* Arvingerne efter Karl den Store – hans børnebørn – bekrigede hinanden ind til døden, hvilket blandt andet resulterede i det berømte slag ved Fontenoy i 841, der så gribende er beskrevet i datiden som et af de mest blodige og forfærdelige, fordi far og søn dér kæmpede på hver sin side og mod hinanden.

* En anden forklaring er dog, at vejret blev mere varmt hvilket gjorde det muligt at udvikle eller adoptere nye teknologier og opdyrke mere jord. Hertil bidrog også omlægningen af jord fra intensiv til ekstensivt agerbrug. Selvom foldudbyttet pr ha blev mindre, bragte flerdoblingen af jorden under plov og udbredelsen af to og trevangsbrug et større udbytte. Denne stigende produktivitet medførte en befolkningsfremgang, der repræsenterede ressourcer, der kunne udbyttes på nye og anderledes måder. Denne udbytningsform kalder vi under et feudalismen.

* Udbyttet ved at gå i kongens krigstjeneste og deltage i erobringstogter blandt naboerne blev derfor mindre attraktivt, hvorimod det blev mere økonomisk hensigtsmæssigt at bygge sin egen borg og tvinge de lokale bønder til at opdyrke jorden, samt bekrige naboerne. Almindeligvis betegnes dette under ét som opkomsten af den feudale samfundsstruktur.

Resultatet af disse tre forhold var en generel svækkelse i 900-årene af staterne i Europas kerneområder (nutidens Frankrig, Tyskland og Norditalien) til fordel for opkomsten af mere eller mindre selvstændigt agerende herremænd, der udbyttede deres undergivne – dvs. bønder og andet godtfolk. Bevares, der fandtes konger og kejsere, men deres magtsfærer afhang af deres evne til at organisere et forsvar mod datidens røverbander og pirater der opererede fra periferien – vikingerne, slaverne, magyarerne. Det var naturligvis ikke nemt, for enhver hyttede sig selv i det spil, hvorfor datidens historieskrivning derfor også blev fyldt med store ord omkring aflagte eder, brudte løfter og rå uforvansket vold.

Læsning af datidens franske, tyske, engelske, og irske krøniker beskriver med al ønskelig tydelighed denne fragmenterede verden fyldt med vold og ufred. Hos frankeren Flodoard af Reims (893 – 966) læser vi således i indledningen til år 919, at ”dette år var der ingen vin på egnen omkring Reims” og at ”nordmændene plyndrede, ødelagde og udryddede alt og alle i Cournuaille, der lå ved kysten i Bretagne. Og folk fra Bretagne blev bortført og solgt, mens de, der undslap, måtte flygte langt væk. I mellemtiden plyndrede magyarerne Italien og dele af Frankia i Lothringen”. Samme år beretter Flodoard om, hvorledes den franske konges mænd opsagde deres huld og troskab til ham, fordi kongen ikke ville bortvise en af sine trofaste herremænd. Og herefter går det så slag i slag med beretninger om mord, brand, voldtægter, slaveri, belejringer, krigsslag, og bare almindelig død, ødelæggelse og ulykker. Som om det ikke er nok, indeholder Flodoards krønike desuden en jævn lind strøm af beretninger om haglstorme, jordskælv og andre naturkatastrofer.

En af følgevirkningerne var, at kongernes monopol på udmøntning og opkrævning af told udhuledes, så selvom økonomien generelt voksede, spredtes værdierne ud i periferien og muliggjorde de utallige Wagner-lignende grupper, der terroriserede omgivelserne. I 900-årene rådede den franske konge næppe over mere land end en lille enklave omkring Paris.

Det er karakteristisk, at selvom den katolske kirke iværksatte to forsøg på at kontrollere anarkiet – kampen mod kirkens verdsliggørelse samt etableringen af fredsbevægelser (Pax et treuga Dei, der søgte at etablere våbenstilstande ved at kategorisere steder, mennesker og tider som fredhellige) – var det en lang og sej kamp. Den engelske konges mord på ærkebiskoppen Thomas Beckett i 1170 i Canterbury var eksempelvis et af de mere spektakulære eksempler på, at kirken overordnet betragtet sjældent lykkedes ret godt med sine bestræbelser. Fra samme periode i Danmark kender vi til borgerkrigene og kampene mellem Svend, Knud og Valdemar.

Ud af dette kaos voksede ganske vist lidt efter lidt nogle stærkere stater i periferien. En af dem var det tysk-romerske kejserdømme, der stadig havde mulighed for at opkræve tribut af naboerne – slaverne langs Baltikum, polakkerne, og centraleuropæerne, som det lykkedes at underlægge. En anden var den danske nordsømagt, der lykkedes med at samle Danmark, Norge og dele af Sverige samt England under en hat. Vi kender det som Knud den Stores nordatlantiske imperium. En tredje europæisk stormagt, var vikingerne i Kiev (Rus), der skabte en handelsnation, der rakte fra Sortehavet til Novgorod. Selvom Frankrig som kongedømme betragtet kom på fode lidt efter lidt, var det egentlig først efter slutningen af 100-årskrigen i 1453, at det Frankrig opstod, som vi kender i dag, ligesom det først var i 1492, at Spanien blev en samlet nation. Italien lykkedes først med at blive samlet i 1800-årene. Det hører dog med til historien, at en del af dennne udviklings baggrund er at finde i den tidlige økonomiske vækst fra 1000-1300, der skyldtes korstogenes røvertogter. Et hurtigt overfald på naboer – nære som fjerne – var en velkendt måde at skabe økonomisk vækst på. Senere – i 1400-årene – vendtes blikket mod Afrika og til slut Nord- og Sydamerika.

Den neomiddelalderlige æra.

Nuvel, det er denne fragmenterede og voldelige middelalder omkring år 1000, som moderne samfundsiagttagere i stigende grad peger på for at forstå den tid, som vi lever i. De taler derfor om, at vi lever i den neomiddelalderlige æra – the Neomedieval Era.

Politisk er den stærke nationalstat i hastig tilbagegang, mens vi ser de store verdensomspændende økonomiske imperier i stigende grad sætte dagsordenen. Et eksempel herpå er Elon Musk med hans satelitter, der er afgørende for Ukraines krigsførelse. Et andet eksempel herpå er Facebook, der i realiteten stadig tillader en uhyggelig spredning af konfliktende fake news – simpelthen fordi det er fordelagtigt for ”algoritmen”. Endnu er det ikke lykkedes for politikerne at dæmme op herfor.

Tilbagegangen af nationalstaten har da også allerede udløst alvorlige politiske kriser i mange lande, og problemerne med denne svækkelse vil fortsætte i takt med at tilliden til og legitimiteten af politikerne eroderer. Den relativt høje grad af social solidaritet, der dominerede i velfærdsstaterne, er splintret, mens konkurrerende sæt af identiteter er i stadig fremvækst (wokism).

Økonomisk oplever neomiddelalderlige stater desuden en langsom og ubalanceret vækst, der primært gavner et lille mindretal, de superrige. Neomiddelalderlige økonomier oplever derfor disparate vækstrater, fastgroede uligheder og voksende problemer med ulovlige mafialignende økonomier.

Karakteren af sikkerhedstruslerne har også ændret sig betydeligt. Selvom visse stater med deres korrupte og despotiske styre manifest giver anledning til sikkerhedsmæssige bekymringer, er det stadig de ikke-statslige terrororganisationer, der fisker rundt i rørt vande – senest Hamas og Houthi. Selvom mange af de ikke-statslige trusler ikke er nye, er de særligt truende på grund af den svækkede legitimitet og dermed den eroderede økonomiske styrke i de neomiddelalderlige stater, der angribes – indefra gennem kulturelle borgerkrige og bandekriminalitet, udefra gennem terrorisme. Krigsførelse i den neomiddelalderlige tidsalder har da også oplevet en genoplivning af førindustrielle krigsformer, herunder privatisering af militære kampgrupper, opkomsten af brigader af landsknægte (bander), udbredelsen af belejringer, uregelmæssige, langvarige og frosne konflikter, borgerkrige, og dannelsen af uformelle koalitioner bestående af forskellige statslige og ikke-statslige aktører.

Disse tendenser tilsiger naturligvis ikke, at vi én til én er på vej til en ny feudal tidsalder. Nye teknologier vil opstå og ændre vores samfund på måder, der ikke har historiske forbilleder. Men ekkoet af de sidste halvtreds års moderne og postmoderne fremgang blegner tydeligvis ved siden af den overordnede tilbagegang, som neomiddelalderens tid vil blive præget af.

LÆS MERE:

U.S.-China Rivalry in a Neomedieval World. Security in an Age of Weakening States
by Timothy R. Heath, Weilong Kong, Alexis Dale-Huang
Rand Research Report 2023

KILDER:

Flodoards annaler er ikke oversat til dansk. Den seneste udgave er:

The Annals of Flodoard of Reims 919-966
Ed. and tr. af Steven Fanning og Bernard S. Bachrach
University of Toronto Press 2011.

The post Tilbage til den mørke middelalder appeared first on Kulturhistorier.

Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) er bemærkelsesværdig på mange fronter – politisk, dynastisk og kulturelt. Politisk lykkedes det at etablere et kongeligt dynasti med den officielle helgenkåringen af Knud Lavard og kroningsfesten i Ringsted i 1170 og den efterfølgende militære ekspansion i det nuværende Nordtyskland. Kulturelt foretog Danmark en reorientering mod Vesteuropa og herunder ikke mindst Frankrig. Dette kom til udtryk i en massiv satsning på de ”nye” cisterciensere og importen af deres nye teknologiske og kunstneriske viden og håndværk.

Et af de mere fremtrædende nye kulturelle udtryk var den kongelige og kirkelige opbakning til den helt nye og moderne byggeteknik, som brændte teglsten udgjorde. Og som satte et særpræg på landet, som vi stadig møder i vores landskab.

Vi ved fra blypladen i Valdemar den Stores grav, at han og hans omgivelser da også fandt den nye byggemåde så bemærkelsesværdig, at anvendelsen heraf på rekonstruktionen af Dannevirke 1157 – 1170 fandt omtale her i denne korte tekst. ”Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø”, hed det på blypladen i 1202 om Valdemar den Store. Og ja, den store Valdemarsmur var da også et imponerende bygningsværk.

Det nye byggemateriale, murstenen, og de nye arkitektoniske muligheder, der dermed åbnede sig, blev imidlertid ikke kun anvendt til borge og forsvarsværker. Tværtom var en række imposante kirkebygninger stærke repræsentanter for den nye og moderne byggestil. Af største betydning er her Ringsted, Roskilde, Århus og Sorø kirker. Men også mindre kirker fortjener at blive nævnt, således Tikøb nær Esrum Kloster og Gumlösa i Sverige (indviet i 1191 i overværelse af Absalon).

Det har længe været antaget at de nye teglbyggerier blev ”opfundet” af cistercienserne i Klaarkamp i Friesland og Aduard i Groningen. Men faktisk har nyere undersøgelser vist disse kirker og klostre blev bygget noget senere end de tidligste byggerier i Danmark. (Om end er brugen af tegl omtalt i kilder fra Groningen i 1180). Sammen med næsten samtidige byggerier i Sachsen, Brandenburg og Bayern er de danske gotiske teglkirker simpelthen de første på det europæiske landkort. De hollandske og Falnderske kom først il 1210-1220, dvs. en anelse senere.

I givet fald skulle cisterciensernes inspiration være kommet fra lombardiske stenmestre. På baggrund heraf er det så yderligere antaget at inspirationen hertil skulle være kommet fra Frederik Barbarossa og hans adelige følgesvende og hoffolk, der yderligere hentede deres inspiration fra korstogene til Jerusalem om de bibelske lande. Her havde man bevaret romertidens tradition for at bygge med tegl.

Set i det perspektiv er det mest sandsynlige da også at ideen med at bygge i tegl blev undfanget i det internationale netværk af korstogsriddere, der sammen gennemrejste datidens Europa på kryds og tværs. Hertil føjede sig så den inspiration som cistercienserne samlede op herigennem. Endelig skal det fremføres at perioden i kølvandet på den voksende europæiske handel med uld desuden var præget af en massiv vækst i by-og markedsdannelser; herunder markedet i Champagne efter 1180.

Alt dette gav anledning til en opblomstrende ny elite optaget af nye håndvæk og nye kunstneriske udtryk, der kan sammenfattes som Gotikken; der almindeligvis dateres til efter 1150 og betragtes som inspireret af netop italienske kunstnere og bygmestre og under indflydelse af korsfarernes oplevelser i levanten.

Det er denne nye elite – ledet af en ny og mere absolut kongemagt, der var optaget af at sikre arvekongedømmet – og indvævet i cisterciensernes nye reformerede fromhedskultur, som udviklede brugen af tegl i anden halvdel af 1100-årene.

Tikøb Kirke

Et fremtrædende eksempel på dette brug af teglbyggeriet som kulturelt symbol er Tikøb kirke. Kirken er karakteriseret ved at være bygget i slipstrømmen af klosterdannelsen ved Esrum 1151 af Ærkebiskop Eskil. Vi ved fra et brev udstedt af Svend Grathe i 1148 at Eskil kun havde den mulighed at donere den jord ved Villingerød og Esrum, der var kernen i klosterdannelsen, fordi kongen (Erik Lam) havde givet tilladelse. Jorden hørte nemlig til det såkaldte kongelev, dvs. kronens og ikke kongens personlige ejendom. Og tilladelse skulle derfor bevidnes af Svend Grathe, der på det tidspunkt (dvs. 1148) bekræfter at Eskil har givet jorden på ret vis. I parentes bemærket skal brevet sikkert også forstås som en bekræftelse af, at der har ligget et kloster ved Esrum før Cistercienserne kom til. Andet steds hører vi – i en stadfæstelse af Esrum Klosters besiddelser fra 1160 – at såvel Knud Magnussen som Valdemar den Store havde begavet klosteret

Når dette er vigtig at notere sig for os, skyldes det at vi herved får en fornemmelse for at det nordsjællandske hjørne mellem nordkyst, østkyst og Esrum sø, har tilhørt kongemagten. Man har da også funderet over at området fra 500-1000 var så tilgroet med skov at det tilfaldt kronen ud fra devisen, hvad ingen tilhører, tilhører kongen. Stednavnestoffet tyder nemlig på at det først er med rydningerne i 1000-tallet og senere, at egentlig bosættelser finder sted. (Tyndt befolket har det i hvert fald været).

Det er formentlig også det, der gør at vi senere ser egnen som pænt delt op mellem Klosteret og Kronen. Hvor Kronen har holdt til ved Gurre – hvor der formentlig lå en tidlig middelalderlig borg fra Valdemarstiden – mens klosteret holdt til ved Esrum. Midt herimellem lå så områdets eneste to sogne og kirker: Asminderød og Tikøb. Sidstnævnte var i øvrigt længe landets største sogn, der indtil 1876 (1887) også rummede Hornbæk, Hellebæk, Egebæksvang og Mørdrup.

Tikøb – Tiwithcop – betyder ”købet ved gudens skov” og nævnes første gang ca. 1170, hvor Absalon mageskifter Tømmerup skov bort, beliggende i Tikøb sogn (nordøst for Villingerød). Samme Tømmerup skov har han fået af Valdemar. Selve landsbyen Tikøb – der må have tilhørt kongen. Først i 1487 mageskifter Kong Hans ”kirken” med alt sit tilliggende (dvs. præstegården) til Klosteret. Om præstegården får vi i 1497 at vide, at den skylder et pund rug og et pund byg samt et fedesvin, når der er olden. Senere (1660) hører vi at landsbyen rummer fem gårde plus præstegården. Selve landsbyen Tikøb har ikke været imponerende, men mennesker har søgt kirke langvejs fra. Og den er til gengæld imponerende.

Bygning

I 1957 afdækkedes sporene af nogle en mindre træbygning under den nuværende kirke, men hvad der har ligget blev det ikke muligt at afgøre. I anden halvdel af 1100-årene (ca. 1180) gik man imidlertid i gang med at bygge skibet på den nuværende kirke. Over et syldsten bestående af massive kampesten er murværket rejst i et jævnt og smukt mankeskifte. Riffelhuggede sten ved alle åbninger, buefriser og gesimser. Ved syddøren er dog anvendt egentlige formpressede prydsten. Kirken har aldrig været pudset; ej heller i bunden af buefrisen, der pryder kirkens skib. Kirken har stået i blank mur.

Lyset er faldet ind i kirken gennem højtsiddende vinduer, tre på hver side. Selve dørene har været høje og smalle. De er forsynede med profilerede karme og fint rundbuede tympanonfelter indrammet af.

Koret kan ikke være meget yngre end skibet. Korbuen har helt fra begyndelsen af været forsynet med en muret skranke, der har været flankeret af to smalle døre. Midtfor har stået et alter. På hver side heraf har der været murede nicher med sidealtre. Døbefonten  – med bemalingsrester – står nu oppe ved koret, men må have stået nede ved vestenden. Fonten er et romansk stenhuggerarbejde udført i Hör-sandsten fra Skåne of af Alexander (som anført i frisen). Døbefonten ligner ikke andre og er dermed unik i sit udtryk.

I dag fremstår kirken hvælvet (fra 1300-årene) og med et tårn fra 1400-tallet samt et sakristi fra 1517.

Portrætter

Særlig opmærksomhed knyttes til en serie af portrætter, der bærer reliefrundbuerne på muren af skibet. Formet i vådt ler og derefter brændt, har de prydet begge sider.

Vi ved naturligvis ikke hvem der er portrætteret her. Men der er tydeligvis tale om individuelle kronede portrætter samt ét – nu delvist ødelagt – portræt, der ser ud til at være af en glatbarberet person med bispehue. Begrundelsen herfor er, at ansigterne er udstyrede med forskelligartede skæg – overskæg og langt stort skæg. Dertil føjer sig et portræt med et skipperskæg på nordsiden.

Det tankevækkende med de tre kronede portrætter er naturligvis, at de henleder vores tanke på den periode, da der var tre kronede konger i Danmark: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store. Eller som vi kender dem: Svend, Knud og Valdemar. Som bekendt lå de i en mere eller mindre kontinuerlig borgerkrig fra 1146-1157. I perioder var der dog ansatser til fred – bl.a. i 1147, da de tre konger i fællesskab drog på korstog til Venden. Portrætterne kan imidlertid næppe stamme herfra. Esrum klosterdannelse dateres senere (1151) og det er sandsynligt at byggeriet er foretaget af bygmestre fra klosterbyggeriet, der har benyttet klosterets teglværk.

Tilbage er så at de tre konger skulle være mødtes på invitation af ærkebiskoppen Eskil og til forsoning i Tikøb i opløbet til blodgildet i Roskilde i august 1157. Og at portrætterne er et minde herom? Identifikationen her – der naturligvis ikke er andet end meget tentativ – er da som følger: Først Valdemar, der ved forliget i foråret 1157 blev konge af Jylland, Knud Magnussen som øerne tilfaldt, og Svend Grathe som lod sig tage til takke med Skåne, Halland og Blekinge. Herefter følger så ækebiskop Eskil og endelig den uidentificerbare person med skipperskægget på nordsiden. Alternativt skal vi opfatte ham som glatbarberet. Måske har det være abbeden i Esrum?

I øvrigt tyder meget på at kunstnerens forbilleder er hentet fra mønter. Vi ved fra et andet portræt af Valdemar den Store fra tympanon’et i Slesvig Domkirke, at kongen – i hvert fald – i kunstnernes forestillingsverden bar et spidst overskæg og rundt fuldskæg. Kan man ane sidstnævnte i portrættet her?

EFTERSKRIFT:

Efter en spændende debat-runde på Facebook vil jeg tilføje følgende. Billederne af de tre konger kan naturligvis være gammeltestamentelige (Saul, David og Salomon) eller nytestamentelige ( Kasper, Melchior og Balthasar), ligesom det kan være kunstnerens og arkitektens intention at de kronede hoveder refererer til levende såvel som bibelske personer. De første tre gameltestamentelige konger giver mening fordi de udgjorde de officielle forbilleder for den middelalderlige kongsudøvelse. De tre nytestamentelige vise mænd er gvietvis en anden mulighed. Vi ved ikke hvilken værnehelgen, som kirken havde. Men det kan have været Jomfru Maria, eftersom Cistercienserne i særlig grad var optaget af at fremme himmeldronningen og den dertil knyttede fromhedstradition. Men så ville man vel have forventet at den fjerde i rækken netop var Guds moder?

Desuden viser det sig at der faktisk bag det tilbyggede sakristi stadig findes et par “hoveder”, som i dag kun kan ses ved at kravle ind på loftet. De viser en munk og formentlig en hest eller et får. Tegningen er upubliceret, men kan findes i “Studier i sjællandske landsbykirker”. Af studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole, under ledelse af lektor Erik Hansen. 1983. Tak til Peter Kristiansen, Birkerød for at hendrage min opmærksomhed på denne tegning.

Karen Schousboe

Kilder:

The very beginning of brick architecture north of the Alps: the case of the Low Countries in the question of the Cistercian origin
Af: Alexander Lehouck
Fra: L’industrie cistercienne (XIIe – XXIe siècle). Actes de colloque de Clairvaux-Troyes-Fontenay, 1er-5 septembre 2015, Paris: Somogy éditions d’art (pp.41-56)
Ed. By: A. Baudin, P. Benoit, J. Rouillard and B. Rouzeau
Somogy éditions d’art 019

Tikøb Kirke. Lynge-Kronborg Herred.
Danmarks Kirker
Nationalmuseet 1967

Esrum Klosters brevbog : Oversættelse bd. 1 – 2
Udgivet i oversættelse med indledning og noter af Bent Christensen … et al.
Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse af Museum Tusculanum 2002

The post Svend, Knud og Valdemar i Tikøb Kirke? appeared first on Kulturhistorier.

Klemt inde mellem Kronborg, kysterne og Esrum, ligger det gamle Tikøb sogn, der dengang indebefattede såvel Hornbæk som Hllebæk. Endnu i dag “kendes” det som et mørkt skovlandskab. Sådan yndede guldalderens kunstnere nemlig at fremstille dette maleriske landskab. Og sådan tror vi derfor – selvom virkeligheden var og er en anden – at det burde se ud. Men egentlig var landskabet efter vikingetiden mere fyldt med krat, overdrev og skovbryn end egentlig skov. Årsagen var de værdifulde græsgange, datidens skove udgjorde. Og som fik stadig større betydning i middelalderen og senere.  Hestes og oksers trækkraft var jo hvad der stod til rådighed. Og de dyr skulle fodres for at overleve. Græsning var derfor en vital ressource både sommer og vinter. Det resulterede i et helt andet landskab end det, som vi tror at se, når vi går rundt i bøgeskovenes dunkelhed. For at forstå den historie, må vi imidlertid gribe længere tilbage i historien – dengang Nordsjælland for alvor var skovdækket.

Nordsjælland – Danmarks fornemste skovegn

Historisk set var det nordøstligste hjørne af Sjælland den del af Danmark, der senest blev befolket. Endnu i bronzealderen (1700–500 f.Kr) [1] var det tydeligt, at egnen fra nordkysten, rundt om Esrum Sø og ned til Furesøen reelt var ubeboet; især hvis vi da ser bort fra en stribe langs kysten (fra Espergærde og nedad). Det betyder ikke, at bronzealderens mennesker ikke færdedes i de store skove-, sø- og moselandskaber, der dengang som nu prægede landskabet. Men de færdedes dér, fordi området var ”helligt”. I hvert fald kan vi se, at nedlægning af offergaver – eller som det lakonisk hedder i arkæologsprog, metaldeponeringer – var mere udbredte dér end egentlige bosættelser.

Men selv i det perspektiv må det område, der interesserer os her, det gamle Kronborg Herred og specielt Tikøb sogn, karakteriseres som fundtomt. Hvis folk boede på egnen, var det primært ude langs kysten. Færdedes de inde i de mørke og uigennemtrængelige skove, skyldtes det jagten på helligheden.

Det fremgår da også af det senere navnestof[2], hvorledes de ældste stednavne reflekterer denne hellighed: Tisvilde, Tibirke, og Tikøb træder her tydeligt frem. Men også navnet, Hellebæk bør her fremdrages (årstallet, hvor stedet nævnes første gang er sat i parentes):

• (1191) Tibirke = Tibirkæ = Tyr + birke(skov)
• (1164) Tikøb = Tiwithcop = Tyr + skov + køb (Forstået som ”den købte jord ved Tyrs skov
• (1286) Tisvilde = Tiswillæ = Tyr + væld (Forstået som Tyrs Kildevæld)
• (1582) Hellebæk = Hellebeck = hellig + bæk

Specielt er de mange stednavne med forledet *Tī naturligvis interessante. Det kan diskuteres, om stednavnene refererer til navnet på en af de ældste aseguder – Tyr eller *Tiwadz – eller ”bare” henviser til den mere generelle kategori ”Gud”, som vi kender fra en senere tid, hvor ordet, (m.) Tī, på gammeldansk endte me at referere til en mere uspecificeret hedensk mandlig gud(dom). Således tolkes Tisvilde definitivt som Tyrs væld, mens Tibirke forstås mere generelt som den hedenske birkelund, og Tikøb som der, hvor den hedenske gudeskov blev købt.

Stednavne med forledet *Ti  er i øvrigt yderst sjældne i Skandinavien. Kun i Danmark er det . Her indgår gudenavnet i knap en tredjedel af samtlige stednavne, hvor et gudenavn er knyttet sammen med et efterled, som eksempelvis Njords hjem = Nærum ( i Rudersdal); eller altså Tyrs væld= Tisvilde.

På et yderligere punkt adskiller stednavne med Tyr som forled sig. De fleste af dem er nemlig knyttet til et naturbetegnende efterled (som Tyrs væld), mens Odin knyttes til steder for kultiske handlinger såsom -vi, -hof eller –hørg, dvs. byggede helligsteder (templer) og offersteder (hørg). Men nær Viby (byen med helligstedet) ved Århus ligger en lokalitet, kaldet Tyrseng. Nærved ligger så også Onsholt (Odins Skov). Så ingen regel uden undtagelser.

Præcis hvornår vi kan datere disse former for stednavne til, er debatteret. Noget tyder dog på at Ti-navnene ikke er meget ældre end senantikken (ca. 300 – 500 e.Kr. )[3] og måske ”importeret” af germanske lejesoldater i romersk tjeneste. Måske hed guden Ull, førend han blev tillagt navnet Tyr?

Guden Tyr

Om guden Tyr – Tyr, týr, tívar, *Tīwaz – gøres der i øvrigt mange forestillinger. Der er dog næppe tvivl om at selve navnet ”Týr” er knyttet til ”Tīwaz”, der igen spejler den græske Zeus og latinske Deus.

Sammenfletningen af egenavnet med det (senere?) navneord gør det dog svært at få hold på denne mytiske skikkelse. Det antages almindeligvis, at han entrede parnasset i Bronzealderen som solgud eller himmelgud, men at han senere transformeredes til en ren krigsgud (Sigtyr eller Sejrstyr). Sådan møder vi ham hos Tacitus (Tuisto), og således optræder han da også senere i fortællingen Gylfaginning fra Snorres Edda om Fenrisulven. I beretningen herom fortælles, at Fenris var blevt så stor, at kun Tyr turde made ham, og ingen kæde kunne holde udyret. Så smedede dværgene Gleipner, en ubrydelig kæde, der lignede en silkesnor. Men Fenris anede uråd og ville ikke lade sig binde hermed uden at én af guderne lagde hånden i hans mund. Tyr meldte sig frivilligt; og endte med at måtte lade hånden til ulven, der bed den af, da den opdagede at den ikke kunne komme fri. Herved forhindrede guderne i første omgang Ragnarok.

Om Tyr fortæller Snorre i øvrigt, at han var ”einhendr ok ekki kallaðr sættir manna” – og var han “enhåndet og ikke kaldet til at forsone mænd”. Andre religionsforskere har dog anset Tyr for at være gud for rettergang og tingssteder.

Dette krigeriske islæt kan vi også aflæse af de mange kenninger – poetiske ordbilleder i de oldnordiske kvad – som Tyr optræder i. Ifølge disse er han vogngud, skægget gud, stridstyr, Goternes gud, spydgud, hærgud, råbende gud, sejrsgud, stridsgud, de faldnes gud. Poesien fortæller os også, at han er modig og dygtig. Tyrsværk er i øvrigt indtagningen af fæstninger. I den islandske landnamsbog fortælles det, at vikingerne svor på ”Frej, Njord og den almægtige Ase”, formentlig Tyr. Men igen peger andre kenninge på at Tyr bare er en udefinerbar guddom. Således kaldes Odin et sted for Fimbultýr – fimbulguden.

Værd at bemærke er desuden, hvorledes Tyr har givet navn til en af de tidligste runer, Tīwaz (Tir, Ti, *Tiw, Tyz, *Tius). I såvel islandske som norske runedigte forklares runens navn med henvisning til den ”enhåndede” og ”ulvens overlever”. Her hedder det at “Týr er einhendr ás, ok úlfs leifr, ok Friggjar faðir” (og dvs. i den udgave af gudernes slægtssaga, Odins svigerfader). Tyr var desuden en af sejrsrunerne, som man med fordel kunne riste på sit sværd. Nogle gange optræder tyr-runen da også med tre bistave. Dette er tolket som et billede på at bæreren af brakteaten påkaldte Tyr tre gange og tegnet findes ristet på en brakteat fra Raum ved Køge fra ca. 440-560 e. Kr. Tyrfing var navnet på et sværd, som sagnhelten Angantyr ejede og som altid ramte plet, når det blev svunget (præcis som det spyd, tyren Zeus forærede Europa, og som også altid ramte plet)

Vi kender i øvrigt alle sammen Tyr rigtig godt. Hver tirsdag bør vi tænke på ham på samme måde, som sydeuropæerne tænker på Mars. Vi kan også kaste blikket op på stjernehimlen og se ”Tyr’s Tegn”; det billede, som Zeus satte til minde om dengang han skabte sig om til en tyr som en anden shaman og forførte Europa.

Etymologisk er der dog ingen sammenhæng mellem ordet *Tīwaz og dyret, som vi kender som tyr, som sprogforskerne fremleder af ordet *(s)taeu (stærk). På en anden måde har guddommen Tyr dog sine aner i dyreverdenen. Ifølge Gylfaginning var Hymer el. Ymer far til Tyr. Men selvsamme Ymer, der levede i kimmingen, hvor himmel og hav mødes, var også stamfader til hele vores verden fyldt med himmel og skyer, jord og klipper; den verden, som Ymer undfangede, da han levede af urkoen Audhumblas mælk.

Fortællingen om Tyr kan forøvrigt ikke kun aflæses i stednavne, i poesi eller i runerne. En anden kilde er kunsten og herunder specielt guldbrakteaterne, de medaljoner som folkevandringstidens mennesker bar om halsen. Det mest berømte fund her er uden tvivl en brakteat fra Trollhättan i Sverige, hvorpå fortællingen om Tyr og Fenrisulven er tydeligt afbilledet. Brakteaten dateres til 400-500 e. Kr. og indikerer således at sagnet stammer fra folkevandringstid en (c. 350-550).

Jernalderen og Vikingetiden

Hvorom alting er, Tyrs landskab var tydeligvis skovdækket, helligt og sparsomt beboet.

Vi kan da også konstatere ud fra pollendiagrammerne fra St. Gribsø, at skov var det dominerende karaktertræk ved landskabet fra 4000 f. Kr og frem til ca. 1800. Her var bøg det dominerende træ i de sidste 3000 år, om end også el, birk og eg spillede en rolle. Skovdækket vær tættest ind til ca. 700 f. Kr. ledende frem til en periode omkring år 0, hvor ca. 50% var blevet til afgræsset overdrev.

Efter ca. 400-500 e. Kr. vendte udviklingen imidlertid igen og skoven bredte sig over hele det nordøstlige hjørne af Sjælland. Det ændrede sig først i perioden ca. 1000-1200. Hvorfor nu det?

En del forskere er af den opfattelse, at netop fortællingen om Ragnarok – og Fenrisulven, der bider hånden af Tyr – kan dateres ret præcist til tiden efter 536 e. Kr., hvor klimaet forværredes radikalt på grund af en række globale katastrofer (vulkanudbrud). Motivet findes muligvis også på gotlandske billedstene dateret til 700-tallet. Netop i tiden fra ca. 500 – 1000 e. Kr. var Nordsjælland relativt betragtet da også ganske mennesketomt og skovdækket.

Pollediagrammerne passer således fint med, at der ikke findes spor af de former for stednavne, der dominerede i den yngre jernalder, der typisk ender på -løv, -lev, -inge, -um og –sted, og signalerer steder, hvor folk er flyttet sammen i hvad vi formentlig må forstå som klaner. Den slags stednavne er der imidlertid ingen af i det gamle Kronborg herred.

Det er faktisk først med alle -torp og –rødnavnene, at vi igen begynder at få et billede af en svag bosættelse og opdyrkning. Nævnes kan det stenede torp, Stenstrup, Appes torp, Apperup, biskops torp, Bistrup, samt det myrede torp, Mørdrup. Torp betyder det samme som gård eller mindre landsby udflyttet fra en større.

Fra samme periode stammer også stednavnene med endelsen –rød, der betyder rydning. Vi kan nævne vedlingernes (skovboernes) rydning, dvs. Villingerød omtalt 1137–46, samt Horserød fra 1178: rydningen til heste. Hertil føjer sig Langerød – den lange rydning, nævnt 1248. Lidt længere sydpå finder vi endnu et -rød, som vi kan henføres til en i øvrigt ukendt person, Asmundr, der gav navn til Asminderød, hovedbyen i sognet syd for Tikøb. (Villingerød kan dog også være dannet af et personnavn, Withger + rød).

Vi kan således på baggrund af navnestoffet konkludere, at Nordsjælland efter den store klimaomvæltning efter ca. 500 simpelthen groede til i skov og først langsomt blev ryddet og beboet i tiden efter år 1000. Mennesketomt har der været indtil overgangsperioden mellem den sene vikingetid og den tidlige middelalder, hvor vi ser sporene af de første rydninger i stednavnene.

Herefter gik det imidlertid stærkt med at få omskabt nordsjælland fra skovbygd til kratbygd.

Et middelalderligt landskab – Esrum Kloster

En væsentlig del af denne rydning må være sket på enten kongens eller ærkebiskoppens foranledning. I hvert fald ved vi, at da Biskop Eskil i 1151 lod cistercienserne flytte ind på Esrum, var der tale om jord, som kongen ejede og som biskoppen kun havde i precarium, dvs. som et lån. Selv holdt Eskil til ved Søborg længere mod vest. Herfra er der givetvis foregået en rydning og opdyrkning østpå. Det er disse rydninger eller ejendomme, som Eskil donerer til klosteret. Men altså uden at have klar ejendomsret til selve stedet, hvor det senere kloster kom til at ligge. Formentlig har rydningerne også været mere eller mindre selvbestaltede. Forskere har funderet over om skovene simpelthen var så ubeboede at de ganske enkelt var tilfaldet kongemagten ud fra devisen, at hvad ingen ejer, ejer kronen. Området var således aldrig kongemagtens privatejendom, men kongelev (som Eskil så forgreb sig på).

I hvert fald ved vi fra Kong Valdemars Jordebog fra 1241, at såvel Ørved skov (vest for Esrum) som Gribskov hørte til krongodset. Det passer meget godt med, at Eskil bare ”lånte” jorden i ly af borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar 1147-57. Og da så krigen var overstået fik han forhandlet sig på plads med kongemagten om at give plads til cistercienserne ved Esrum.

Den bedste indsigt i områdets middelalderlige landskab får vi netop gennem historien om Esrum Kloster, der blev grundlagt på den nordlige og opdyrkede søbred ved Esrum med de store og nærmest ubeboede skovstrækninger – mod nordøst (Ørved skov), mod øst (Harridskoven eller ”Hærskoven”) og mod sydvest (Gribskov). Esrum Kloster lå således på kanten af det område, der er i fokus her. Men klosterets ejendomme rakte ind i Tikøb sogn, og formentlig var det klosterets fortjeneste, at Tikøb Kirke endte med at være en så anseelig teglstensbygning fra slutningen af 1100årene.

Som alle andre Cistercienserklostre blev også Esrum anlagt langt fra byer og landsbyer, så intet skulle kunne skabe uro blandt klosterets munke. Men det betød ikke, at der ikke i løbet af middelalderen blev opbygget et levende, velstående og økonomisk givtigt landskab i omegnen af Esrum. Cistercienserne var driftige folk. Om Esrum kloster er vi i øvrigt rigtig godt informerede, eftersom brevbogen, dvs. store dele af klosterets arkiv er bevaret i en senmiddelalderlig afskrift.

Selve klosteret byggedes på en holm i den nordlige del af søen på et lavtliggende engområde. Her installerede munkene hurtigt en vandmølle. Senere blev denne mølleindustri udvidet med møllen i Steenstrup, som Valdemar den Store gav klostret i 1173.

I centrum af de først jordbesiddelser var Villingerød og Havreholm, der i de oprindelige privilegiebreve omtales som landsbyer. Allerede 30 – 40 år senere var der imidlertid sket en radikal omvæltning. Nu dreves de ikke længere som små landsbyer, men som egentlige ladegårde – grangier – med alt deres tilliggende, dvs. med enge, vingårde (abildgårde?), jorder, lunde, skovhugst og græsgange. Til Villingerød hørte desuden en skov, som kongen ejede. Den donerede Valdemar til Esrum Kloster i 1173. Om denne skov er vi veloplyst. I gavebrevet står nemlig at kongen gav Absalon og hans frænde Sune befaling om at skifte skoven ”og ride dens skel”. Det strakte sig fra Vejenbrød dvs. der hvor vejen slå en bugt, mod øst til Hornbæk Sø og langs bækken som kaldes Hornbæk og derfra til Villingebæk, dvs. langs kyststrækningen. Formentlig har skoven dækket trekanten mellem de nutidige (gamle) veje –  Hornbækvej, Villingebækvej og Strandvejen. Noget tyder på at skellet gik langs den gamle sognegrænse mellem Tikøb og Esbønderup.

I 1228 oplyses vi om at Esrum Kloster drev elleve grangier eller ladegårde i et bredt bælte fra Villingerød, øst om Gurre og helt ned til Torup, på højde med Asminderød kirke. Derudover rådede klosteret over anseelige skove, hvori givetvis fandtes mindre bebyggelser.

Men egentlig landsbyer var der næppe mange af førend stordriftsfordelen forsvandt med arbejdskraften i 1300-årenes krise- og pesttid. Nu vendte landsbyerne tilbage. I 1497 var Villingerød således igen etableret med ni fæstegårde, mens enestegårde lå spredt rundt om i skovene. Fra denne tid ved vi, at hovedindtægterne fra disse landsbyer i skovområderne mod nord og øst bestod af smør, svin og træ, et sikkert tegn på, at ekstensivt kvæghold var et hovedelement i disse senmiddelalderlige gårdes driftsform.

Klosterets middelalderlige stutterier

Der findes desværre ikke egentlige klosterregnskaber, der er bevarede, men spredte kilder tyder på, at en hovedindtægtskilde var avlen af heste, der i middelalderen udgjorde kongerigets næststørste eksportartikel næst efter sildefangsten i Øresund. Det er sandsynligt, at de første stod har været vilde; equitium jumenta indomita kaldtes de. Sådanne vilde heste holdtes i hestehaver, dvs. store indhegnede skov- og engarealer, hvor hestene kunne færdes i vilde flokke. Have betyder egentlig gærde eller dige, mens hegn betyder fred og beskyttelse. Men stoddene var dog næppe mere vilde end at munkene – som overalt hvor cistercienserne slog sig ned – arbejdede målrettet mod at fremelske stærke og krigsduelige hingste til korstogstidens ryttere. Disse heste var lavbenede, sluttede og af middelstørrelse, grove og tunge og med yppig hårvækst, skriver Flemming Ettrup i sin beretning om disse heste, som kongen rekvirerede i tusindtal når krigstogter blev indledt. Og så var der behovet for rideheste, falkonérheste eller bare heste i rejsestalden, som kongen kunne benytte sig af, når han passerede. Fra 1501 findes der en notits i dronning Christinas hofholdningsregnskaber, der fortæller os at hun havde føl på opdræt på klosteret.

Gurre, Søborg og Krogen

På begge sider af dette bælte ejede kronen imidlertid fortsat dele af skovene. Centrum herfor var borgen ved Gurre og senere Erik af Pommerns Krogen. Vi ved fra fortællingerne om Gurre, at her havde kongen væsentlige viltbaner, som han yndede at gå på jagt i. At dømme efter senere kort har der da også været noget tættere skov omkring Gurre.

Navnet Gurre henviser til borgens placering på en våd eng på kanen af Gurre sø og betyder sump eller dynd. Dateringen af det tidligste byggeri er omdiskuteret, men da Valdemar Atterdag i midten af 1300-årene byggede borgen op til en yderst moderne og fashionabel kongelig residens, skete det på baggrund af en tidligere fæstning fra 1100-årene. Tidlige, men meget sparsomme, fund tyder på at der her lå en fæstning bygget af enten Valdemar den Store eller hans sønner. På Gurre sad der indtil 1525 en selvstændig lensmand, men derefter blev slottet indlemmet under Krogen og borgen fik lov til at forfalde. Det var tydeligt at Gurre tabte i betydning efter Margrete I’s død, hvilket resulterede i Erik af Pommerns fæstning, der i dag er bygget ind i det senere Kronborg. På samme måde gik det den gamle ærkebispegård ved Søborg, som Eskil byggede i midten af 1100-tallet, men som Valdemar indtog i 1161. Også denne borg udbyggede Valdemar Atterdag. Godt 150 år senere ødelagdes dog også denne borg, og Krogen – det senere Kronborg – endte som sejrherren. Medvirkende hertil var naturligvis at Esrum Kloster efter reformationen tilsammen med sine 300 bøndergårde og store skovstrækninger hjemfaldt til kronen. Dette var den egentlige kim til at Kongernes Nordsjælland opstod.

Efter Reformationen 1536

Efter reformationen blev Esrum kloster således nedlagt og al jorden blev lagt under kronen. Ganske vist flyttede de sidste munke først til Sorø i 1559, men på det tidspunkt var planerne allerede langt fremme for at oprette en kongelig ladegård i Esrum og samtidig samle alle skovdistrikterne omkring Gribskov til en formidabel kongelig vildtbane. Samtidig arbejdedes der aktivt for at etablere kronens stutterivirksomhed i egnen nord for Esrum, hvor de gamle klosterbesiddelser tilbød et fuldt udviklet produktionsapparat. I over 100 år var det gamle klosters besiddelser da også centrum for det kongelige stutteri.

Det er omdiskuteret, hvorvidt Christian d. III tog initiativet til denne omfattende stutterivirksomhed. Vi ved at han var aktiv i indførslen af frisiske hopper og andalusiske hingste, så mon ikke. Det var dog specielt under Frederik II og Christian IV, at opdrættet blev mere omfattende og systematiseret. Christian IV nedlagde således landsbyerne Sørup, Siggerup, Hjernerup og Ebbekjøb og anlagde kobler og hestevange på vestsiden af Esrum Sø samtidig med at han udbyggede de gamle klostervange mod nord og øst. Selvom vangene var indhegnede, forhindrede det ikke bønderne i at slippe deres hopper løs inde i koblerne for at lade dem betjene af de kongelige hingste.

Dette eventyr endte dog, da Nordsjælland blev hjemsted for en afdeling af det sjællandske rytteri i 1719, mens stutterivirksomheden blev forlagt til Frederiksborg Slot.

Af et kort fra 1720 fremgår det at stutteriets vange var spredt over hele egnen med hestevange i Tikøb sogn ved Villingbæk, Hellebæk, Egebæk og Gurre. Hestevangene kan ses på kortet af Abraham Christian Willars som indhegnede haver eller vange.

Skov, krat og buskads

På det tidspunkt er det tvivlsomt, om det giver mening at tale om, at Nordsjælland endnu var skovdækket.

De kongelige stutterier var nemlig ikke de eneste, der havde løsgående heste i skoven. Det var givetvis almindelig praksis over hele egnen, der efter reformationen bedst kan beskrives som et blandingslandskab præget af udbredt krat, buskads, overdrev, skovbryn og spredte træbevoksninger – det svenskerne kalder en risbygd.

Netop oprettelsen af rytterdistriktet giver os et indblik i dette for Danmark ret unikke kulturlandskab, der blev stadig mere karakteristisk for egnen i årene efter at svenskerne havde forhugget skovene i 1658-60. Fra oprettelsen i 1720 har vi nemlig både et kort til vores rådighed og en omfattende synsforretning fra 1717, der supplerer hinanden.

Af kortet fremgår det således, at selvom de fleste stutterivange lå i nærheden af Esrum Sø, så var der også indrettet de fire anseelige hestevange i Tikøb Sogn, der er nævnt ovenfor. Heraf udgjorde hestevangen ved Hellebæk, her kaldet Teilstrups vang, det største indhegnede græsningsområde. Mere eller mindre dækkes det i dag af den nuværende Kohave og Teglstrup hegn. Formentlig stammer navnet ”Kohave” fra bondeskoven hørende til Skibstrup eller Horserød, der har ligget umiddelbart nordvest for den indhegnede hestehave, som Teglstrup vang udgjorde.  Her skulle i følge kortet rytterhestene gå på græs. Sydøst strakte et vildsomt mose- og kratlandskab (i dag kaldet den grønne kile) sig ind mod Kronborg Ladegård, som givetvis blev udnyttet til et ganske voldsomt kreaturhold.

Synsforretningen 1717

At landskabet må have være fyldt med store græssere både sommer og vinter kan indirekte udlæses af den synsforretning, der blev foretaget efter ordre af kommissionen for ryttergodsets inddeling i 1717 mellem 1. februar og 12. marts[4]. Tidspunktet er væsentligt, fordi vinteren er det tidspunkt på året hvor antallet af kreaturer på de enkelte gårde måtte forventes at være lavest.

I dette vinterperspektiv er det tankevækkende at de 132 kongelige fæstegårde i Tikøb sogn  ifølge synsforretningen i gennemsnit holdt 8,4 stykker heste, 10,4 stykker hornkvæg og 11,7 får. Men kan vi nu fæste lid til disse tal? Bønderne var notorisk vrangvillige når det gjaldt deres selvangivelser til datidens ”skattefar”, og netop kvægskatterne hvilede tungt. I modsætning til tidligere synsforretninger foretaget i forbindelse med inddrivelse af kvægskatter kan vi imidlertid her konstatere, at skifteforretningerne fortaget på samme tidspunkt på en håndfuld af de 132 gårde omtrentligt giver det samme antal høveder. Så svaret er ja, i synsforretnignen får vi et tilnærmelsesvist billede af hvor meget fæ, bonden gennemsnitligt havde på sin gård.

Tallene fra Tikøb kan i øvrigt sammenholdes med de 90 gårde i Asminderød sogn, der i gennemsnit havde 8,4 heste, 10,9 stykker hornkvæg og 12,5 får. Også disse gårde var relativt beskedne med hensyn til hartkorn (vurderingen af hvad en gård kunne producere og dermed dens værdifastsættelse). Landskabet i Tikøb og Asminderød har mindet meget om hinanden.

Når det gælder Asminderød er kilden bedre publiceret. Det betyder at vi dér også kan danne os et første overblik over det gennemsnitlige antal bygningsfag, gårdene fremviste – i Asminderød gennemsnitligt 32. Tallene fortæller os dog intet om hvordan fagene var fordelt på hus, lade, lo og stald.

Vi kan dog med fordel sammenligne de 32 fag med gården fra True ved Århus på Frilandsmuseet, der omkring 1700 bestod af 28 fag og havde en stald til 5 heste og 8 stk. Bonden på Truegården rådede således gennemsnitligt over 2,15 fag pr dyr. Hvis gårdene i Asminderød sogn skulle have en forholdsmæssig størrelse til at kunne rumme deres gennemsnitlige besætning, skulle gårdene dér have været på 41 fag. Men de var altså kun på gennemsnitligt 32.

Udgangsøg

Hvad betyder nu det? Jo, det mere end antyder, at gårdene i Asminderød og formentlig Tikøb på det tidspunkt ikke har kunnet opstalde hele deres besætning hen over vinteren. Der har måske været plads til en fjorten til femten dyr, men så næppe heller flere (og formentlig færre). Det betyder, at mindst fire til fem dyr må have gået ude hele året. Alene i Tikøb sogn vil det have betydet, at mindst ét stort dyr er strejfet om på gennemsnitligt 15 ha[5]. Da stor dele af jorden i sognet – vildtbaner, ladegårdsjorder og indhegnede marker med vintersæd – ikke har været tilgængelige for bondefæet, kan vi måske antage at græsningstætheden i skov, krat og på overdrev og i vintertide har været endog noget højere. Hele dette område fordrer dog en meget nærmere undersøgelse.

Den antagelse, at en væsentlig del af dyrene færdedes ude hele året, underbygges endvidere af den diskrepans, som sammenligninger mellem skattefastsættelser af kreaturskatter og boopgørelser fra midten af 1600-årene kan fremvise. Her viser tallene nemlig at taksatørerne undlod at registrere mindst halvdelen af hestene og kun tre fjerdedele af kreaturerne!

Tør vi hermed antage at resten var sendt til skovs året rundt? Ja da! Litteraturen er jo fyldt med spredte skildringer af de mange udgangsøg – et begreb, der i øvrigt kunne dække både heste og kvæg.

Det er faktisk den sandsynligste forklaring. Datidens kilder er da også fyldt med borløbne heste og kreaturer, der blev fremlyst på tinge, ligesom vi kender udtryk fra ordsamlinger, der bevidner denne praksis. Eksempelvis hedder det hos præsten Joachim Junge, der i 1798 udgav en berømt sædeskildring om almuelivet i Nordsjælland, at løse og vilde øg måtte man ”flankere” hjem, dvs. ”opride” (vel: finde til hest) og derefter ”tumle”. Sådanne heste måtte i øvrigt udstyres med et ”avred” eller mærke, så ejeren kunne udpeges, når de blev sendt ud på ”ævred” (hegningen af de dyrkede marker) blev opgivet. Hvad hed den slags heste? Måske kævlingeheste, dvs. heste, der var så små, at de næppe kunne trække en kævle. Men ellers bare udgangsøg, skovøg, afvejekvæg eller endda bare afstavns. Om vildfarent kvæg kunne man endda fortælle at det havde ”skovet” sig. I øvrigt kan vi af Peder Syv lære, at sådanne skovøg kunne være både døve og snedige.

I øvrigt er det interessant, at sammenholde antallet af heste og kreaturer med antallet af hektarer i det daværende Tikøb sogn. En simpel regning (antal hektarer divideret med antal store kraturer) viser at bøndernes samlede dyrehold (minus får og svin)  gennemsnitligt havde 4,1 ha til rådighed om sommeren. Imidlertid skal der som minimum trækkes de 2/3 af det dyrkede areal fra – der i 1688 udgjorde 20%. Hertil kommer at dyreholdet i følge Skrubbeltrangs beregninger var 30% større om sommeren end om vinteren. Det samlede resultat er, at ved sommertid havde bønderne højt sat 2,75 ha pr græssende dyr. Formentlig skal tallet sættes mindre fordi vi ikke ved hvor heftigt græsningen i viltbanerne blev udlejet. Hertil kommer, at antallet af dyr i sognet vil have været større, simpelthen fordi synsforretningen kun talte kronbøndernes dyrehold. Husmænd, præster, degne, smede, skovfogeder og større privatejede gårde er her ikke talt med. Ej heller har vi talt fårene med. Græsningstrykket har været ganske heftigt og skovene har ikke lignet skove, men kræt og træbevoksede overdrev fyldt med kær, moser og søer.

I parentes bemærket kan det være interessant i den sammenhæng at sammenligne antallet af hektarer til rådighed i dette landskab med det nuværende på Molslaboratoriet i Århus. Her i december 2021 var der 3 ha pr dyr.

De mange heste

Hvorfor så mange heste? Svaret herpå er at bønderne i Kronborg Len havde flere væsentlige opgaver, som vi ofte er tilbøjelige til at glemme. Ikke alene skulle de stå for transporten frem- og tilbage til København af Kongens hus og alt hans habengut. Den slags vogntog kunne rumme op til 250-500 vogne, når kongen begav sig af sted. Hertil kom transporten af varer, kul og brændeved til forsyningen af København.

Det væsentligste indslag i driften af de nordsjællandske gårde var da også udenfor al tvivl hesteopdræt, kvæghold og oldensvin. Og her med absolut vægt på hesteholdet og binæringen i form af transport ind til hovedstaden. Mange bønder havde specialiseret sig, og ernærede sig simpelthen som datidens langturschauffører, mens kvinderne hjemme på gården passede de øvrige dyr og den sparsomme korndyrkning.

Det får vi en levende skildring af hos Joachim Junge. Han var præst i Blovstrød og udgav i 1798 en sædeskildring af ”Den Nordsjællandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog. Heri kan vi fornøje os over hans fortællinger om bønderne, der elskede deres heste, men var temmelig ligeglade med deres kreaturer. Og som med de samme heste kørte drabelige væddeløb til og fra den ene kro efter den anden på Kongevejen. Som præst i Blovstrød havde han rig lejlighed til at studere færdslen ved Blovstrød Kro, der lå på den anden side af vejen. Han fortæller:

”Af husdyrene elsker bonden fortrinligt hesten. Grunden til denne kærlighed begynder fra kæphesten, den går snart over til den virkelige hest med hvilken han steaks må omgås, og den vokser med årene, fordi dette dyr, ligesom en fidus achates ledsager ham igennem hele hans liv lige til graven. Er han tjener, da plyndrer han alt for at fylde det i hesten, er han husbonde, da tager han sig ofte selv til skade for ikke at skade den. Jeg har kendt mange bønder, som i våren har mæsket hele tønder rugstrå, for også at under hesten det højeste gode, en slags beruselse. Det er ikke usædvanligt at høre bonden beregne sin søns alder efter en ligealdrende hests fødsel. Men fordi en godhed er den anden værd, så ved også dette tålmodige dyr mageløst at rette sig efter og under sin herre…Så længe bonden bliver i sin naturlige og hesten i den virksomme tilstand, da omgås han meget pligtmæssigt med den. Han overlader den derfor aldrig med svære læs. Ja, han synes ikke engang at kende hestens kræfter. Dette dyr bliver derfor aldrig under bondens hænder fordærvet… (s. 150-151)

Fra Ryttervang til Skovfred

I hele denne periode – dvs. tiden efter Reformationen – havde Staten med større og mindre held drevet en serie møller ved Hellebæk. Formentlig har der ligget møller i Esrum Klosters tid. Men egentlig mølledrift kender vi ikke til førend i 1500-årene, da den første melmølle byggedes. Herefter fulgte slag i slag en række skiftende manufakturer: jernstøberier, kobbermøller, kanonstøberier osv. Vi kan få indsigt i dette tidlige industrianlæg, når vi besøger Hammermøllen og bagefter går en tur gennem Hellebæk.

For at drive disse tidlige manufakturer var rigelig og let adgang til rindende vand (kildekraft) naturligvis ikke nok. Hertil måtte også være adgang til brændsel i store mængder. Det interessante er imidlertid at selvom Kronen i 1700-årene ved flere lejligheder solgte dette industrikompleks, medfulgte skovene ikke nødvendigvis. Kun brugsretten til vandkraften og bestemte udmålte læs brænde blev frasolgt. Mange af datidens skøder havde da også mere karakter af forpagtninger end egentlige salgsdokumenter.

Selvom Hammermøllen og senere geværfabrikken i 1700-årene var i privat eje og på skiftende hænder, betød det ikke at skovene ikke fortsat tilhørte kronen.

Dette ændredes heller ikke efter at J. F. Classen overtog industrikomplekset i 1767 for derefter at tabe ejendommen til Schimmelmann i 1768. Fortællingen herom minder grangiveligt om russiske oligarker og deres omgang med Sovjetimperiets fabrikker og statsejendomme efter 1989. I løbet af den næstfølgende periode kom selve Hellebækgård dog på Schimmelmanns hænder og i en beskrivelse fra 1839 kan det læses, at der hertil hørte 250 tønder land, 140 td. eng og 100 td, skov. “Under gården ligger den såkaldte Tejlstrup Vang” hedder det i beskrivelsen. Skoven var således solgt til Schimmelmann efter rytterdistriktet blev nedlagt i 1773.

Fra det tidspunkt af var skovene i Tikøb imidlertid – uanset offentlig eller privat ejer – underlagt den samme skovlov af 1805. Det er i den periode, at skovene i stigende grad blev udlagt til stadig mere ensrettet skovdrift med henblik på at udnytte træet som bygningstømmer, ligesom det er i den periode Oehlenschläger poetisk digtede “De brede Bøge” og guldalderlandskabet frem i vores hjerter. Nu udnyttedes skovene ikke længere til gærder, vejbroer eller brændsel. Derimod importeredes stenkul, der fyldtes i kakkelovnene og i de mange teglværkers brændeovne, mens sten sattes i de permanente stendiger om markerne, som bønderne efter udskiftningen kunne etablere og vedligeholde. Det er i denne periode de mange levende hegn plantet på permanente stengærder kom til.

I samme periode blev det så også gradvist mindre nødvendigt at sende dyrene til skovs. Landboreformer og udskiftning havde medført nye muligheder for kobbeldrift, og dyrkning af foderafgrøder. Og dræning forbedrede udbyttet mangefold. Det gav bedre mening at holde dyrene på stald og fodre dem med hø og havre end slippe dem løs. Langsomt fremavledes desuden moderne produktionsdyr, mens de gamle hårdføre bæster uddøde.

Senere, efter 1863 kom jernbanen desuden til Nordsjælland. Først til Hillerød i 1862, hvorefter Gribskovbanen blev anlagt i 1880. Det betød givetvis på sigt, at bønderne kunne skære ned på hesteholdet til fordel for det indtægtsdækkende kreaturhold og smøreksporten til England. Hvor transportvirksomheden i 1700-årene var tyngende, og hestene i 1717 derfor havde udgjort 45% af besætningen på bøndergårdene, udgjorde de i 1898 kun 22% af samtlige store dyr i sognet.

En følge af jernbanerne var desuden, at nok blev rejsen til købstaden lettere, men den blev også mindre nødvendig. Godstoget sørgede jo for at smørret kom frem til dampskibet, der sejlede dritlerne til Tyskland og England. I stedet kunne bønderne blive hjemme og dyrke hjemstavnen i forsamlingshusene og ved de store grundlovsfester i skovenes dybe stille ro. Der er her oldtidens store hellige “skove” genfødtes, som så mange af os af ren nostalgi drømmer om at bevare uberørte af kreaturers og hestes klove og hove.

Pointen er bare, at sådan så vores fortidslandskaber aldrig ud. Tværtom var de rodede og fyldte med et næsten ubegribeligt liv af dyr, vi har svært ved at se for os.

TOP FOTO:

Parti ved Gammel Hellebækvej. Carmiencke 1835. Tlhører Hammermøllen

NOTER

[1] Yngre Bronzealders bosættelser i Nordsjælland. Af Jacob Schlein Andersen. I: Gransk 2019, No 1.

[2] Sakrale stednavne i Danmark. Udkast. Af Carsten Lyngdrup Madsen. 2021

[3] Argumentet er lidt snørklet. Men: vi ved at guden findes i det Gotiske ”parnas”. Der blev han kaldt Teiws. Men vi ved også at der ikke findes stednavne i Sverige, hvorfra Goterne langsomt udvandrede mellem 0-200 e.Kr., inden de endte nede ved Sortehavet i 300-årene. Så Tyr er i den sammenhæng måske en ny opfindelse, adopteret fra det græske og romerske gudeparnas. Dette stemmer naturligvis også med hans ”klare” identifikation som ”Ares” eller ”Mars”.

[4] Commissionen for Ryttergodsets Inddeling (kilde: Kronborg Amtsstue no. 576 A LA). Kilden er desværre ikke udgivet, men hovedtal findes delvist gengivet i Fridlev Skrubbeltrangs forfatterskab samt i Byskriverens samlinger

[5] Tikøb sogn rummede i 1898 (Trap 2. Udgave) 18497 td. Land svarende til 10203 ha jord) (tallene er inklusive Hornbæk og Hellebæk, der på det tidspunkt var udskilt). Men mindre dele heraf har omkring 1700 været udlagt til vintersæd samt reserveret kongen til hans enemærker – stutteri, vildtbaner osv. Det meste af statsskovene har dog været åbnet op for græsning mod betaling.

LITTERATUR

Bogen om Esrum Kloster
Red. Af Søren Frandsen, jens Anker Jørgensen og Chr. Gorm Tortzen
Frederiksborg Amt 1997.

Danske Landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger.
Red. Af Bent Odgaard og Jørgen Rydén Rømer
Århus Universitetsforlag 2009.

Esrum Klosters grangier – en ny tolkning.
Af Finn Erik kramer.
I: Esrum Klosters storhed og fald.
Red. Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen.
Esrum Kloster 2015.

Esrums klosterstutterier
Af Flemming Ettrup:
I: Fjernt fra menneskers færden. Sider af Esrum Klosters 850-årige historie. Red. Af Jens Anker Jørgensen et al.
C. A. Reitzels Forlag 2000.

Holmberg, Bente: Den hedenske gud Tyr i danske stednavne. Mange Bække Små (red. Vibeke Dalberg & Gillian Fellows-Jensen). Til John Kousgård Sørensen på tresårsdagen 6.12.1985,
København 1986

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Købstadslandbruget og kampen om byernes naturlige ressourcer.
Af Jørgen Mikkelsen
Landbohistorisk Tidsskrift 2012:2

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik
Af Fridlev Skrubbeltrang
Historisk Tidsskrift 11. Rk, 1.
København 1944

The Past Impact of Livestock Husbandry on Dispersal of Plant Seeds in the Landscape of Denmark
Af Hans Henrik Bruun and Bo Fritzbøger
I: Ambio Vol. 31, No. 5 (Aug., 2002), pp. 425-431
Published by: Springer on behalf of Royal Swedish Academy of Sciences

Skånska bygder under förra hälften av 1700-talet: etnografisk studie över den skånska allmogens äldre odlingar, hägnader och byggnader.
Af Åke Campbell
Lundequistska bokhandeln, Uppsala 1928

Tyr. En vetenskapshistorisk och komparativ studie av föreställningar och gestaltningar kopplade till den fornnordiske guden Tyr
Klas af Edholm
Stockholms Universitet 2014

Tracing Old Norse Cosmology. The world tree, middle earth, and the sun in archaeological perspective. Af Anders Andren.
Nordic Academic Press 2014.

Vangelag på Sjælland.
Af Bo Fritzbøger.
I: Mark og menneske. Studier i Danmarks historie 1500-1800. Skippershoved 2000, s. 27-42

The post I skovens dybe stille ro myldrede det med heste appeared first on Kulturhistorier.

Kulturhistorier er ejet af Medieval Histories ApS. Vores privatlivsfilosofi er derfor formuleret på engelsk.

Effective date: July 23, 2018

MEDIEVAL HISTORIES ApS (“us”, “we”, or “our”) operates the https://kulturhistorier.dk website (the “Service”).

This page informs you of our policies regarding the collection, use, and disclosure of personal data when you use our Service and the choices you have associated with that data. This Privacy Policy for KIMMING ApS is powered by FreePrivacyPolicy.com.

We use your data to provide and improve the Service. By using the Service, you agree to the collection and use of information in accordance with this policy. Unless otherwise defined in this Privacy Policy, terms used in this Privacy Policy have the same meanings as in our Terms and Conditions, accessible from https://www.medieval.eu

Information Collection And Use

We collect several different types of information for various purposes to provide and improve our Service to you.

Types of Data Collected

Personal Data

While using our Service, we may ask you to provide us with certain personally identifiable information that can be used to contact or identify you (“Personal Data”). Personally identifiable information may include, but is not limited to:

• Email address
• First name and last name
• Phone number
• Address, State, Province, ZIP/Postal code, City
• Cookies and Usage Data

Usage Data

We may also collect information how the Service is accessed and used (“Usage Data”). This Usage Data may include information such as your computer’s Internet Protocol address (e.g. IP address), browser type, browser version, the pages of our Service that you visit, the time and date of your visit, the time spent on those pages, unique device identifiers and other diagnostic data.

Tracking & Cookies Data

We use cookies and similar tracking technologies to track the activity on our Service and hold certain information.

Cookies are files with small amount of data which may include an anonymous unique identifier. Cookies are sent to your browser from a website and stored on your device. Tracking technologies also used are beacons, tags, and scripts to collect and track information and to improve and analyze our Service.

You can instruct your browser to refuse all cookies or to indicate when a cookie is being sent. However, if you do not accept cookies, you may not be able to use some portions of our Service.

Examples of Cookies we use:

• Session Cookies. We use Session Cookies to operate our Service.
• Preference Cookies. We use Preference Cookies to remember your preferences and various settings.
• Security Cookies. We use Security Cookies for security purposes.

Use of Data

KIMMING ApS uses the collected data for various purposes:

• To provide and maintain the Service
• To notify you about changes to our Service
• To allow you to participate in interactive features of our Service when you choose to do so
• To provide customer care and support
• To provide analysis or valuable information so that we can improve the Service
• To monitor the usage of the Service
• To detect, prevent and address technical issues

Transfer Of Data

Your information, including Personal Data, may be transferred to — and maintained on — computers located outside of your state, province, country or other governmental jurisdiction where the data protection laws may differ than those from your jurisdiction.

If you are located outside Denmark and choose to provide information to us, please note that we transfer the data, including Personal Data, to Denmark and process it there.

Your consent to this Privacy Policy followed by your submission of such information represents your agreement to that transfer.

KIMMING ApS will take all steps reasonably necessary to ensure that your data is treated securely and in accordance with this Privacy Policy and no transfer of your Personal Data will take place to an organization or a country unless there are adequate controls in place including the security of your data and other personal information.

Disclosure Of Data

Legal Requirements

KIMMING ApS may disclose your Personal Data in the good faith belief that such action is necessary to:

• To comply with a legal obligation
• To protect and defend the rights or property of KIMMING ApS
• To prevent or investigate possible wrongdoing in connection with the Service
• To protect the personal safety of users of the Service or the public
• To protect against legal liability

Security Of Data

The security of your data is important to us, but remember that no method of transmission over the Internet, or method of electronic storage is 100% secure. While we strive to use commercially acceptable means to protect your Personal Data, we cannot guarantee its absolute security.

Service Providers

We may employ third party companies and individuals to facilitate our Service (“Service Providers”), to provide the Service on our behalf, to perform Service-related services or to assist us in analyzing how our Service is used.

These third parties have access to your Personal Data only to perform these tasks on our behalf and are obligated not to disclose or use it for any other purpose.

Analytics

We may use third-party Service Providers to monitor and analyze the use of our Service.

• Google AnalyticsGoogle Analytics is a web analytics service offered by Google that tracks and reports website traffic. Google uses the data collected to track and monitor the use of our Service. This data is shared with other Google services. Google may use the collected data to contextualize and personalize the ads of its own advertising network.You can opt-out of having made your activity on the Service available to Google Analytics by installing the Google Analytics opt-out browser add-on. The add-on prevents the Google Analytics JavaScript (ga.js, analytics.js, and dc.js) from sharing information with Google Analytics about visits activity.For more information on the privacy practices of Google, please visit the Google Privacy & Terms web page: https://policies.google.com/privacy?hl=en

Links To Other Sites

Our Service may contain links to other sites that are not operated by us. If you click on a third party link, you will be directed to that third party’s site. We strongly advise you to review the Privacy Policy of every site you visit.

We have no control over and assume no responsibility for the content, privacy policies or practices of any third party sites or services.

Children’s Privacy

Our Service does not address anyone under the age of 18 (“Children”).

We do not knowingly collect personally identifiable information from anyone under the age of 18. If you are a parent or guardian and you are aware that your Children has provided us with Personal Data, please contact us. If we become aware that we have collected Personal Data from children without verification of parental consent, we take steps to remove that information from our servers.

Changes To This Privacy Policy

We may update our Privacy Policy from time to time. We will notify you of any changes by posting the new Privacy Policy on this page.

We will let you know via email and/or a prominent notice on our Service, prior to the change becoming effective and update the “effective date” at the top of this Privacy Policy.

You are advised to review this Privacy Policy periodically for any changes. Changes to this Privacy Policy are effective when they are posted on this page.

Contact Us

If you have any questions about this Privacy Policy, please contact us:

• By email: info@medieval.eu eller info@kulturhistorier.dk

The post Om os og privatlivsfilosofi appeared first on Kulturhistorier.