Tikøb kirke er ganske enestående. Ikke kun fordi den er et tidligt og meget velbygget eksempel på en murstenskirke, men fordi den fremviser en serie unikke portrætter formet i brændt ler. Tre konger, en biskop og en abbed? Hvem kan det mon være?

Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) er bemærkelsesværdig på mange fronter – politisk, dynastisk og kulturelt. Politisk lykkedes det at etablere et kongeligt dynasti med den officielle helgenkåringen af Knud Lavard og kroningsfesten i Ringsted i 1170 og den efterfølgende militære ekspansion i det nuværende Nordtyskland. Kulturelt foretog Danmark en reorientering mod Vesteuropa og herunder ikke mindst Frankrig. Dette kom til udtryk i en massiv satsning på de ”nye” cisterciensere og importen af deres nye teknologiske og kunstneriske viden og håndværk.

Et af de mere fremtrædende nye kulturelle udtryk var den kongelige og kirkelige opbakning til den helt nye og moderne byggeteknik, som brændte teglsten udgjorde. Og som satte et særpræg på landet, som vi stadig møder i vores landskab.

Vi ved fra blypladen i Valdemar den Stores grav, at han og hans omgivelser da også fandt den nye byggemåde så bemærkelsesværdig, at anvendelsen heraf på rekonstruktionen af Dannevirke 1157 – 1170 fandt omtale her i denne korte tekst. ”Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø”, hed det på blypladen i 1202 om Valdemar den Store. Og ja, den store Valdemarsmur var da også et imponerende bygningsværk.

Det nye byggemateriale, murstenen, og de nye arkitektoniske muligheder, der dermed åbnede sig, blev imidlertid ikke kun anvendt til borge og forsvarsværker. Tværtom var en række imposante kirkebygninger stærke repræsentanter for den nye og moderne byggestil. Af største betydning er her Ringsted, Roskilde, Århus og Sorø kirker. Men også mindre kirker fortjener at blive nævnt, således Tikøb nær Esrum Kloster og Gumlösa i Sverige (indviet i 1191 i overværelse af Absalon).

Det har længe været antaget at de nye teglbyggerier blev ”opfundet” af cistercienserne i Klaarkamp i Friesland og Aduard i Groningen. Men faktisk har nyere undersøgelser vist disse kirker og klostre blev bygget noget senere end de tidligste byggerier i Danmark. (Om end er brugen af tegl omtalt i kilder fra Groningen i 1180). Sammen med næsten samtidige byggerier i Sachsen, Brandenburg og Bayern er de danske gotiske teglkirker simpelthen de første på det europæiske landkort. De hollandske og Falnderske kom først il 1210-1220, dvs. en anelse senere.

I givet fald skulle cisterciensernes inspiration være kommet fra lombardiske stenmestre. På baggrund heraf er det så yderligere antaget at inspirationen hertil skulle være kommet fra Frederik Barbarossa og hans adelige følgesvende og hoffolk, der yderligere hentede deres inspiration fra korstogene til Jerusalem om de bibelske lande. Her havde man bevaret romertidens tradition for at bygge med tegl.

Set i det perspektiv er det mest sandsynlige da også at ideen med at bygge i tegl blev undfanget i det internationale netværk af korstogsriddere, der sammen gennemrejste datidens Europa på kryds og tværs. Hertil føjede sig så den inspiration som cistercienserne samlede op herigennem. Endelig skal det fremføres at perioden i kølvandet på den voksende europæiske handel med uld desuden var præget af en massiv vækst i by-og markedsdannelser; herunder markedet i Champagne efter 1180.

Alt dette gav anledning til en opblomstrende ny elite optaget af nye håndvæk og nye kunstneriske udtryk, der kan sammenfattes som Gotikken; der almindeligvis dateres til efter 1150 og betragtes som inspireret af netop italienske kunstnere og bygmestre og under indflydelse af korsfarernes oplevelser i levanten.

Det er denne nye elite – ledet af en ny og mere absolut kongemagt, der var optaget af at sikre arvekongedømmet – og indvævet i cisterciensernes nye reformerede fromhedskultur, som udviklede brugen af tegl i anden halvdel af 1100-årene.

Tikøb Kirke

Et fremtrædende eksempel på dette brug af teglbyggeriet som kulturelt symbol er Tikøb kirke. Kirken er karakteriseret ved at være bygget i slipstrømmen af klosterdannelsen ved Esrum 1151 af Ærkebiskop Eskil. Vi ved fra et brev udstedt af Svend Grathe i 1148 at Eskil kun havde den mulighed at donere den jord ved Villingerød og Esrum, der var kernen i klosterdannelsen, fordi kongen (Erik Lam) havde givet tilladelse. Jorden hørte nemlig til det såkaldte kongelev, dvs. kronens og ikke kongens personlige ejendom. Og tilladelse skulle derfor bevidnes af Svend Grathe, der på det tidspunkt (dvs. 1148) bekræfter at Eskil har givet jorden på ret vis. I parentes bemærket skal brevet sikkert også forstås som en bekræftelse af, at der har ligget et kloster ved Esrum før Cistercienserne kom til. Andet steds hører vi – i en stadfæstelse af Esrum Klosters besiddelser fra 1160 – at såvel Knud Magnussen som Valdemar den Store havde begavet klosteret

Når dette er vigtig at notere sig for os, skyldes det at vi herved får en fornemmelse for at det nordsjællandske hjørne mellem nordkyst, østkyst og Esrum sø, har tilhørt kongemagten. Man har da også funderet over at området fra 500-1000 var så tilgroet med skov at det tilfaldt kronen ud fra devisen, hvad ingen tilhører, tilhører kongen. Stednavnestoffet tyder nemlig på at det først er med rydningerne i 1000-tallet og senere, at egentlig bosættelser finder sted. (Tyndt befolket har det i hvert fald været).

Det er formentlig også det, der gør at vi senere ser egnen som pænt delt op mellem Klosteret og Kronen. Hvor Kronen har holdt til ved Gurre – hvor der formentlig lå en tidlig middelalderlig borg fra Valdemarstiden – mens klosteret holdt til ved Esrum. Midt herimellem lå så områdets eneste to sogne og kirker: Asminderød og Tikøb. Sidstnævnte var i øvrigt længe landets største sogn, der indtil 1876 (1887) også rummede Hornbæk, Hellebæk, Egebæksvang og Mørdrup.

Tikøb – Tiwithcop – betyder ”købet ved gudens skov” og nævnes første gang ca. 1170, hvor Absalon mageskifter Tømmerup skov bort, beliggende i Tikøb sogn (nordøst for Villingerød). Samme Tømmerup skov har han fået af Valdemar. Selve landsbyen Tikøb – der må have tilhørt kongen. Først i 1487 mageskifter Kong Hans ”kirken” med alt sit tilliggende (dvs. præstegården) til Klosteret. Om præstegården får vi i 1497 at vide, at den skylder et pund rug og et pund byg samt et fedesvin, når der er olden. Senere (1660) hører vi at landsbyen rummer fem gårde plus præstegården. Selve landsbyen Tikøb har ikke været imponerende, men mennesker har søgt kirke langvejs fra. Og den er til gengæld imponerende.

Bygning

I 1957 afdækkedes sporene af nogle en mindre træbygning under den nuværende kirke, men hvad der har ligget blev det ikke muligt at afgøre. I anden halvdel af 1100-årene (ca. 1180) gik man imidlertid i gang med at bygge skibet på den nuværende kirke. Over et syldsten bestående af massive kampesten er murværket rejst i et jævnt og smukt mankeskifte. Riffelhuggede sten ved alle åbninger, buefriser og gesimser. Ved syddøren er dog anvendt egentlige formpressede prydsten. Kirken har aldrig været pudset; ej heller i bunden af buefrisen, der pryder kirkens skib. Kirken har stået i blank mur.

Lyset er faldet ind i kirken gennem højtsiddende vinduer, tre på hver side. Selve dørene har været høje og smalle. De er forsynede med profilerede karme og fint rundbuede tympanonfelter indrammet af.

Koret kan ikke være meget yngre end skibet. Korbuen har helt fra begyndelsen af været forsynet med en muret skranke, der har været flankeret af to smalle døre. Midtfor har stået et alter. På hver side heraf har der været murede nicher med sidealtre. Døbefonten  – med bemalingsrester – står nu oppe ved koret, men må have stået nede ved vestenden. Fonten er et romansk stenhuggerarbejde udført i Hör-sandsten fra Skåne of af Alexander (som anført i frisen). Døbefonten ligner ikke andre og er dermed unik i sit udtryk.

I dag fremstår kirken hvælvet (fra 1300-årene) og med et tårn fra 1400-tallet samt et sakristi fra 1517.

Portrætter

Særlig opmærksomhed knyttes til en serie af portrætter, der bærer reliefrundbuerne på muren af skibet. Formet i vådt ler og derefter brændt, har de prydet begge sider.

Vi ved naturligvis ikke hvem der er portrætteret her. Men der er tydeligvis tale om individuelle kronede portrætter samt ét – nu delvist ødelagt – portræt, der ser ud til at være af en glatbarberet person med bispehue. Begrundelsen herfor er, at ansigterne er udstyrede med forskelligartede skæg – overskæg og langt stort skæg. Dertil føjer sig et portræt med et skipperskæg på nordsiden.

Det tankevækkende med de tre kronede portrætter er naturligvis, at de henleder vores tanke på den periode, da der var tre kronede konger i Danmark: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store. Eller som vi kender dem: Svend, Knud og Valdemar. Som bekendt lå de i en mere eller mindre kontinuerlig borgerkrig fra 1146-1157. I perioder var der dog ansatser til fred – bl.a. i 1147, da de tre konger i fællesskab drog på korstog til Venden. Portrætterne kan imidlertid næppe stamme herfra. Esrum klosterdannelse dateres senere (1151) og det er sandsynligt at byggeriet er foretaget af bygmestre fra klosterbyggeriet, der har benyttet klosterets teglværk.

Tilbage er så at de tre konger skulle være mødtes på invitation af ærkebiskoppen Eskil og til forsoning i Tikøb i opløbet til blodgildet i Roskilde i august 1157. Og at portrætterne er et minde herom? Identifikationen her – der naturligvis ikke er andet end meget tentativ – er da som følger: Først Valdemar, der ved forliget i foråret 1157 blev konge af Jylland, Knud Magnussen som øerne tilfaldt, og Svend Grathe som lod sig tage til takke med Skåne, Halland og Blekinge. Herefter følger så ækebiskop Eskil og endelig den uidentificerbare person med skipperskægget på nordsiden. Alternativt skal vi opfatte ham som glatbarberet. Måske har det være abbeden i Esrum?

I øvrigt tyder meget på at kunstnerens forbilleder er hentet fra mønter. Vi ved fra et andet portræt af Valdemar den Store fra tympanon’et i Slesvig Domkirke, at kongen – i hvert fald – i kunstnernes forestillingsverden bar et spidst overskæg og rundt fuldskæg. Kan man ane sidstnævnte i portrættet her?

EFTERSKRIFT:

Efter en spændende debat-runde på Facebook vil jeg tilføje følgende. Billederne af de tre konger kan naturligvis være gammeltestamentelige (Saul, David og Salomon) eller nytestamentelige ( Kasper, Melchior og Balthasar), ligesom det kan være kunstnerens og arkitektens intention at de kronede hoveder refererer til levende såvel som bibelske personer. De første tre gameltestamentelige konger giver mening fordi de udgjorde de officielle forbilleder for den middelalderlige kongsudøvelse. De tre nytestamentelige vise mænd er gvietvis en anden mulighed. Vi ved ikke hvilken værnehelgen, som kirken havde. Men det kan have været Jomfru Maria, eftersom Cistercienserne i særlig grad var optaget af at fremme himmeldronningen og den dertil knyttede fromhedstradition. Men så ville man vel have forventet at den fjerde i rækken netop var Guds moder?

Desuden viser det sig at der faktisk bag det tilbyggede sakristi stadig findes et par “hoveder”, som i dag kun kan ses ved at kravle ind på loftet. De viser en munk og formentlig en hest eller et får. Tegningen er upubliceret, men kan findes i “Studier i sjællandske landsbykirker”. Af studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole, under ledelse af lektor Erik Hansen. 1983. Tak til Peter Kristiansen, Birkerød for at hendrage min opmærksomhed på denne tegning.

Karen Schousboe

Kilder:

The very beginning of brick architecture north of the Alps: the case of the Low Countries in the question of the Cistercian origin
Af: Alexander Lehouck
Fra: L’industrie cistercienne (XIIe – XXIe siècle). Actes de colloque de Clairvaux-Troyes-Fontenay, 1er-5 septembre 2015, Paris: Somogy éditions d’art (pp.41-56)
Ed. By: A. Baudin, P. Benoit, J. Rouillard and B. Rouzeau
Somogy éditions d’art 019

Tikøb Kirke. Lynge-Kronborg Herred.
Danmarks Kirker
Nationalmuseet 1967

Esrum Klosters brevbog : Oversættelse bd. 1 – 2
Udgivet i oversættelse med indledning og noter af Bent Christensen … et al.
Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse af Museum Tusculanum 2002