Tikøb sogn i det nordøstligste hjørne af Sjælland er et gammelt kulturlandskab, der engang var fyldt med heste, køer og krat. Hellebæk Kohave med hestevangen i Tejglstrup Hegn er sindbilledet herpå

Klemt inde mellem Kronborg, kysterne og Esrum, ligger det gamle Tikøb sogn, der dengang indebefattede såvel Hornbæk som Hllebæk. Endnu i dag “kendes” det som et mørkt skovlandskab. Sådan yndede guldalderens kunstnere nemlig at fremstille dette maleriske landskab. Og sådan tror vi derfor – selvom virkeligheden var og er en anden – at det burde se ud. Men egentlig var landskabet efter vikingetiden mere fyldt med krat, overdrev og skovbryn end egentlig skov. Årsagen var de værdifulde græsgange, datidens skove udgjorde. Og som fik stadig større betydning i middelalderen og senere.  Hestes og oksers trækkraft var jo hvad der stod til rådighed. Og de dyr skulle fodres for at overleve. Græsning var derfor en vital ressource både sommer og vinter. Det resulterede i et helt andet landskab end det, som vi tror at se, når vi går rundt i bøgeskovenes dunkelhed. For at forstå den historie, må vi imidlertid gribe længere tilbage i historien – dengang Nordsjælland for alvor var skovdækket.

Nordsjælland – Danmarks fornemste skovegn

Historisk set var det nordøstligste hjørne af Sjælland den del af Danmark, der senest blev befolket. Endnu i bronzealderen (1700–500 f.Kr) [1] var det tydeligt, at egnen fra nordkysten, rundt om Esrum Sø og ned til Furesøen reelt var ubeboet; især hvis vi da ser bort fra en stribe langs kysten (fra Espergærde og nedad). Det betyder ikke, at bronzealderens mennesker ikke færdedes i de store skove-, sø- og moselandskaber, der dengang som nu prægede landskabet. Men de færdedes dér, fordi området var ”helligt”. I hvert fald kan vi se, at nedlægning af offergaver – eller som det lakonisk hedder i arkæologsprog, metaldeponeringer – var mere udbredte dér end egentlige bosættelser.

Men selv i det perspektiv må det område, der interesserer os her, det gamle Kronborg Herred og specielt Tikøb sogn, karakteriseres som fundtomt. Hvis folk boede på egnen, var det primært ude langs kysten. Færdedes de inde i de mørke og uigennemtrængelige skove, skyldtes det jagten på helligheden.

Det fremgår da også af det senere navnestof[2], hvorledes de ældste stednavne reflekterer denne hellighed: Tisvilde, Tibirke, og Tikøb træder her tydeligt frem. Men også navnet, Hellebæk bør her fremdrages (årstallet, hvor stedet nævnes første gang er sat i parentes):

• (1191) Tibirke = Tibirkæ = Tyr + birke(skov)
• (1164) Tikøb = Tiwithcop = Tyr + skov + køb (Forstået som ”den købte jord ved Tyrs skov
• (1286) Tisvilde = Tiswillæ = Tyr + væld (Forstået som Tyrs Kildevæld)
• (1582) Hellebæk = Hellebeck = hellig + bæk

Specielt er de mange stednavne med forledet *Tī naturligvis interessante. Det kan diskuteres, om stednavnene refererer til navnet på en af de ældste aseguder – Tyr eller *Tiwadz – eller ”bare” henviser til den mere generelle kategori ”Gud”, som vi kender fra en senere tid, hvor ordet, (m.) Tī, på gammeldansk endte me at referere til en mere uspecificeret hedensk mandlig gud(dom). Således tolkes Tisvilde definitivt som Tyrs væld, mens Tibirke forstås mere generelt som den hedenske birkelund, og Tikøb som der, hvor den hedenske gudeskov blev købt.

Stednavne med forledet *Ti  er i øvrigt yderst sjældne i Skandinavien. Kun i Danmark er det . Her indgår gudenavnet i knap en tredjedel af samtlige stednavne, hvor et gudenavn er knyttet sammen med et efterled, som eksempelvis Njords hjem = Nærum ( i Rudersdal); eller altså Tyrs væld= Tisvilde.

På et yderligere punkt adskiller stednavne med Tyr som forled sig. De fleste af dem er nemlig knyttet til et naturbetegnende efterled (som Tyrs væld), mens Odin knyttes til steder for kultiske handlinger såsom -vi, -hof eller –hørg, dvs. byggede helligsteder (templer) og offersteder (hørg). Men nær Viby (byen med helligstedet) ved Århus ligger en lokalitet, kaldet Tyrseng. Nærved ligger så også Onsholt (Odins Skov). Så ingen regel uden undtagelser.

Præcis hvornår vi kan datere disse former for stednavne til, er debatteret. Noget tyder dog på at Ti-navnene ikke er meget ældre end senantikken (ca. 300 – 500 e.Kr. )[3] og måske ”importeret” af germanske lejesoldater i romersk tjeneste. Måske hed guden Ull, førend han blev tillagt navnet Tyr?

Guden Tyr

Om guden Tyr – Tyr, týr, tívar, *Tīwaz – gøres der i øvrigt mange forestillinger. Der er dog næppe tvivl om at selve navnet ”Týr” er knyttet til ”Tīwaz”, der igen spejler den græske Zeus og latinske Deus.

Sammenfletningen af egenavnet med det (senere?) navneord gør det dog svært at få hold på denne mytiske skikkelse. Det antages almindeligvis, at han entrede parnasset i Bronzealderen som solgud eller himmelgud, men at han senere transformeredes til en ren krigsgud (Sigtyr eller Sejrstyr). Sådan møder vi ham hos Tacitus (Tuisto), og således optræder han da også senere i fortællingen Gylfaginning fra Snorres Edda om Fenrisulven. I beretningen herom fortælles, at Fenris var blevt så stor, at kun Tyr turde made ham, og ingen kæde kunne holde udyret. Så smedede dværgene Gleipner, en ubrydelig kæde, der lignede en silkesnor. Men Fenris anede uråd og ville ikke lade sig binde hermed uden at én af guderne lagde hånden i hans mund. Tyr meldte sig frivilligt; og endte med at måtte lade hånden til ulven, der bed den af, da den opdagede at den ikke kunne komme fri. Herved forhindrede guderne i første omgang Ragnarok.

Om Tyr fortæller Snorre i øvrigt, at han var ”einhendr ok ekki kallaðr sættir manna” – og var han “enhåndet og ikke kaldet til at forsone mænd”. Andre religionsforskere har dog anset Tyr for at være gud for rettergang og tingssteder.

Dette krigeriske islæt kan vi også aflæse af de mange kenninger – poetiske ordbilleder i de oldnordiske kvad – som Tyr optræder i. Ifølge disse er han vogngud, skægget gud, stridstyr, Goternes gud, spydgud, hærgud, råbende gud, sejrsgud, stridsgud, de faldnes gud. Poesien fortæller os også, at han er modig og dygtig. Tyrsværk er i øvrigt indtagningen af fæstninger. I den islandske landnamsbog fortælles det, at vikingerne svor på ”Frej, Njord og den almægtige Ase”, formentlig Tyr. Men igen peger andre kenninge på at Tyr bare er en udefinerbar guddom. Således kaldes Odin et sted for Fimbultýr – fimbulguden.

Værd at bemærke er desuden, hvorledes Tyr har givet navn til en af de tidligste runer, Tīwaz (Tir, Ti, *Tiw, Tyz, *Tius). I såvel islandske som norske runedigte forklares runens navn med henvisning til den ”enhåndede” og ”ulvens overlever”. Her hedder det at “Týr er einhendr ás, ok úlfs leifr, ok Friggjar faðir” (og dvs. i den udgave af gudernes slægtssaga, Odins svigerfader). Tyr var desuden en af sejrsrunerne, som man med fordel kunne riste på sit sværd. Nogle gange optræder tyr-runen da også med tre bistave. Dette er tolket som et billede på at bæreren af brakteaten påkaldte Tyr tre gange og tegnet findes ristet på en brakteat fra Raum ved Køge fra ca. 440-560 e. Kr. Tyrfing var navnet på et sværd, som sagnhelten Angantyr ejede og som altid ramte plet, når det blev svunget (præcis som det spyd, tyren Zeus forærede Europa, og som også altid ramte plet)

Vi kender i øvrigt alle sammen Tyr rigtig godt. Hver tirsdag bør vi tænke på ham på samme måde, som sydeuropæerne tænker på Mars. Vi kan også kaste blikket op på stjernehimlen og se ”Tyr’s Tegn”; det billede, som Zeus satte til minde om dengang han skabte sig om til en tyr som en anden shaman og forførte Europa.

Etymologisk er der dog ingen sammenhæng mellem ordet *Tīwaz og dyret, som vi kender som tyr, som sprogforskerne fremleder af ordet *(s)taeu (stærk). På en anden måde har guddommen Tyr dog sine aner i dyreverdenen. Ifølge Gylfaginning var Hymer el. Ymer far til Tyr. Men selvsamme Ymer, der levede i kimmingen, hvor himmel og hav mødes, var også stamfader til hele vores verden fyldt med himmel og skyer, jord og klipper; den verden, som Ymer undfangede, da han levede af urkoen Audhumblas mælk.

Fortællingen om Tyr kan forøvrigt ikke kun aflæses i stednavne, i poesi eller i runerne. En anden kilde er kunsten og herunder specielt guldbrakteaterne, de medaljoner som folkevandringstidens mennesker bar om halsen. Det mest berømte fund her er uden tvivl en brakteat fra Trollhättan i Sverige, hvorpå fortællingen om Tyr og Fenrisulven er tydeligt afbilledet. Brakteaten dateres til 400-500 e. Kr. og indikerer således at sagnet stammer fra folkevandringstid en (c. 350-550).

Jernalderen og Vikingetiden

Hvorom alting er, Tyrs landskab var tydeligvis skovdækket, helligt og sparsomt beboet.

Vi kan da også konstatere ud fra pollendiagrammerne fra St. Gribsø, at skov var det dominerende karaktertræk ved landskabet fra 4000 f. Kr og frem til ca. 1800. Her var bøg det dominerende træ i de sidste 3000 år, om end også el, birk og eg spillede en rolle. Skovdækket vær tættest ind til ca. 700 f. Kr. ledende frem til en periode omkring år 0, hvor ca. 50% var blevet til afgræsset overdrev.

Efter ca. 400-500 e. Kr. vendte udviklingen imidlertid igen og skoven bredte sig over hele det nordøstlige hjørne af Sjælland. Det ændrede sig først i perioden ca. 1000-1200. Hvorfor nu det?

En del forskere er af den opfattelse, at netop fortællingen om Ragnarok – og Fenrisulven, der bider hånden af Tyr – kan dateres ret præcist til tiden efter 536 e. Kr., hvor klimaet forværredes radikalt på grund af en række globale katastrofer (vulkanudbrud). Motivet findes muligvis også på gotlandske billedstene dateret til 700-tallet. Netop i tiden fra ca. 500 – 1000 e. Kr. var Nordsjælland relativt betragtet da også ganske mennesketomt og skovdækket.

Pollediagrammerne passer således fint med, at der ikke findes spor af de former for stednavne, der dominerede i den yngre jernalder, der typisk ender på -løv, -lev, -inge, -um og –sted, og signalerer steder, hvor folk er flyttet sammen i hvad vi formentlig må forstå som klaner. Den slags stednavne er der imidlertid ingen af i det gamle Kronborg herred.

Det er faktisk først med alle -torp og –rødnavnene, at vi igen begynder at få et billede af en svag bosættelse og opdyrkning. Nævnes kan det stenede torp, Stenstrup, Appes torp, Apperup, biskops torp, Bistrup, samt det myrede torp, Mørdrup. Torp betyder det samme som gård eller mindre landsby udflyttet fra en større.

Fra samme periode stammer også stednavnene med endelsen –rød, der betyder rydning. Vi kan nævne vedlingernes (skovboernes) rydning, dvs. Villingerød omtalt 1137–46, samt Horserød fra 1178: rydningen til heste. Hertil føjer sig Langerød – den lange rydning, nævnt 1248. Lidt længere sydpå finder vi endnu et -rød, som vi kan henføres til en i øvrigt ukendt person, Asmundr, der gav navn til Asminderød, hovedbyen i sognet syd for Tikøb. (Villingerød kan dog også være dannet af et personnavn, Withger + rød).

Vi kan således på baggrund af navnestoffet konkludere, at Nordsjælland efter den store klimaomvæltning efter ca. 500 simpelthen groede til i skov og først langsomt blev ryddet og beboet i tiden efter år 1000. Mennesketomt har der været indtil overgangsperioden mellem den sene vikingetid og den tidlige middelalder, hvor vi ser sporene af de første rydninger i stednavnene.

Herefter gik det imidlertid stærkt med at få omskabt nordsjælland fra skovbygd til kratbygd.

Et middelalderligt landskab – Esrum Kloster

En væsentlig del af denne rydning må være sket på enten kongens eller ærkebiskoppens foranledning. I hvert fald ved vi, at da Biskop Eskil i 1151 lod cistercienserne flytte ind på Esrum, var der tale om jord, som kongen ejede og som biskoppen kun havde i precarium, dvs. som et lån. Selv holdt Eskil til ved Søborg længere mod vest. Herfra er der givetvis foregået en rydning og opdyrkning østpå. Det er disse rydninger eller ejendomme, som Eskil donerer til klosteret. Men altså uden at have klar ejendomsret til selve stedet, hvor det senere kloster kom til at ligge. Formentlig har rydningerne også været mere eller mindre selvbestaltede. Forskere har funderet over om skovene simpelthen var så ubeboede at de ganske enkelt var tilfaldet kongemagten ud fra devisen, at hvad ingen ejer, ejer kronen. Området var således aldrig kongemagtens privatejendom, men kongelev (som Eskil så forgreb sig på).

I hvert fald ved vi fra Kong Valdemars Jordebog fra 1241, at såvel Ørved skov (vest for Esrum) som Gribskov hørte til krongodset. Det passer meget godt med, at Eskil bare ”lånte” jorden i ly af borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar 1147-57. Og da så krigen var overstået fik han forhandlet sig på plads med kongemagten om at give plads til cistercienserne ved Esrum.

Den bedste indsigt i områdets middelalderlige landskab får vi netop gennem historien om Esrum Kloster, der blev grundlagt på den nordlige og opdyrkede søbred ved Esrum med de store og nærmest ubeboede skovstrækninger – mod nordøst (Ørved skov), mod øst (Harridskoven eller ”Hærskoven”) og mod sydvest (Gribskov). Esrum Kloster lå således på kanten af det område, der er i fokus her. Men klosterets ejendomme rakte ind i Tikøb sogn, og formentlig var det klosterets fortjeneste, at Tikøb Kirke endte med at være en så anseelig teglstensbygning fra slutningen af 1100årene.

Som alle andre Cistercienserklostre blev også Esrum anlagt langt fra byer og landsbyer, så intet skulle kunne skabe uro blandt klosterets munke. Men det betød ikke, at der ikke i løbet af middelalderen blev opbygget et levende, velstående og økonomisk givtigt landskab i omegnen af Esrum. Cistercienserne var driftige folk. Om Esrum kloster er vi i øvrigt rigtig godt informerede, eftersom brevbogen, dvs. store dele af klosterets arkiv er bevaret i en senmiddelalderlig afskrift.

Selve klosteret byggedes på en holm i den nordlige del af søen på et lavtliggende engområde. Her installerede munkene hurtigt en vandmølle. Senere blev denne mølleindustri udvidet med møllen i Steenstrup, som Valdemar den Store gav klostret i 1173.

I centrum af de først jordbesiddelser var Villingerød og Havreholm, der i de oprindelige privilegiebreve omtales som landsbyer. Allerede 30 – 40 år senere var der imidlertid sket en radikal omvæltning. Nu dreves de ikke længere som små landsbyer, men som egentlige ladegårde – grangier – med alt deres tilliggende, dvs. med enge, vingårde (abildgårde?), jorder, lunde, skovhugst og græsgange. Til Villingerød hørte desuden en skov, som kongen ejede. Den donerede Valdemar til Esrum Kloster i 1173. Om denne skov er vi veloplyst. I gavebrevet står nemlig at kongen gav Absalon og hans frænde Sune befaling om at skifte skoven ”og ride dens skel”. Det strakte sig fra Vejenbrød dvs. der hvor vejen slå en bugt, mod øst til Hornbæk Sø og langs bækken som kaldes Hornbæk og derfra til Villingebæk, dvs. langs kyststrækningen. Formentlig har skoven dækket trekanten mellem de nutidige (gamle) veje –  Hornbækvej, Villingebækvej og Strandvejen. Noget tyder på at skellet gik langs den gamle sognegrænse mellem Tikøb og Esbønderup.

I 1228 oplyses vi om at Esrum Kloster drev elleve grangier eller ladegårde i et bredt bælte fra Villingerød, øst om Gurre og helt ned til Torup, på højde med Asminderød kirke. Derudover rådede klosteret over anseelige skove, hvori givetvis fandtes mindre bebyggelser.

Men egentlig landsbyer var der næppe mange af førend stordriftsfordelen forsvandt med arbejdskraften i 1300-årenes krise- og pesttid. Nu vendte landsbyerne tilbage. I 1497 var Villingerød således igen etableret med ni fæstegårde, mens enestegårde lå spredt rundt om i skovene. Fra denne tid ved vi, at hovedindtægterne fra disse landsbyer i skovområderne mod nord og øst bestod af smør, svin og træ, et sikkert tegn på, at ekstensivt kvæghold var et hovedelement i disse senmiddelalderlige gårdes driftsform.

Klosterets middelalderlige stutterier

Der findes desværre ikke egentlige klosterregnskaber, der er bevarede, men spredte kilder tyder på, at en hovedindtægtskilde var avlen af heste, der i middelalderen udgjorde kongerigets næststørste eksportartikel næst efter sildefangsten i Øresund. Det er sandsynligt, at de første stod har været vilde; equitium jumenta indomita kaldtes de. Sådanne vilde heste holdtes i hestehaver, dvs. store indhegnede skov- og engarealer, hvor hestene kunne færdes i vilde flokke. Have betyder egentlig gærde eller dige, mens hegn betyder fred og beskyttelse. Men stoddene var dog næppe mere vilde end at munkene – som overalt hvor cistercienserne slog sig ned – arbejdede målrettet mod at fremelske stærke og krigsduelige hingste til korstogstidens ryttere. Disse heste var lavbenede, sluttede og af middelstørrelse, grove og tunge og med yppig hårvækst, skriver Flemming Ettrup i sin beretning om disse heste, som kongen rekvirerede i tusindtal når krigstogter blev indledt. Og så var der behovet for rideheste, falkonérheste eller bare heste i rejsestalden, som kongen kunne benytte sig af, når han passerede. Fra 1501 findes der en notits i dronning Christinas hofholdningsregnskaber, der fortæller os at hun havde føl på opdræt på klosteret.

Gurre, Søborg og Krogen

På begge sider af dette bælte ejede kronen imidlertid fortsat dele af skovene. Centrum herfor var borgen ved Gurre og senere Erik af Pommerns Krogen. Vi ved fra fortællingerne om Gurre, at her havde kongen væsentlige viltbaner, som han yndede at gå på jagt i. At dømme efter senere kort har der da også været noget tættere skov omkring Gurre.

Navnet Gurre henviser til borgens placering på en våd eng på kanen af Gurre sø og betyder sump eller dynd. Dateringen af det tidligste byggeri er omdiskuteret, men da Valdemar Atterdag i midten af 1300-årene byggede borgen op til en yderst moderne og fashionabel kongelig residens, skete det på baggrund af en tidligere fæstning fra 1100-årene. Tidlige, men meget sparsomme, fund tyder på at der her lå en fæstning bygget af enten Valdemar den Store eller hans sønner. På Gurre sad der indtil 1525 en selvstændig lensmand, men derefter blev slottet indlemmet under Krogen og borgen fik lov til at forfalde. Det var tydeligt at Gurre tabte i betydning efter Margrete I’s død, hvilket resulterede i Erik af Pommerns fæstning, der i dag er bygget ind i det senere Kronborg. På samme måde gik det den gamle ærkebispegård ved Søborg, som Eskil byggede i midten af 1100-tallet, men som Valdemar indtog i 1161. Også denne borg udbyggede Valdemar Atterdag. Godt 150 år senere ødelagdes dog også denne borg, og Krogen – det senere Kronborg – endte som sejrherren. Medvirkende hertil var naturligvis at Esrum Kloster efter reformationen tilsammen med sine 300 bøndergårde og store skovstrækninger hjemfaldt til kronen. Dette var den egentlige kim til at Kongernes Nordsjælland opstod.

Efter Reformationen 1536

Efter reformationen blev Esrum kloster således nedlagt og al jorden blev lagt under kronen. Ganske vist flyttede de sidste munke først til Sorø i 1559, men på det tidspunkt var planerne allerede langt fremme for at oprette en kongelig ladegård i Esrum og samtidig samle alle skovdistrikterne omkring Gribskov til en formidabel kongelig vildtbane. Samtidig arbejdedes der aktivt for at etablere kronens stutterivirksomhed i egnen nord for Esrum, hvor de gamle klosterbesiddelser tilbød et fuldt udviklet produktionsapparat. I over 100 år var det gamle klosters besiddelser da også centrum for det kongelige stutteri.

Det er omdiskuteret, hvorvidt Christian d. III tog initiativet til denne omfattende stutterivirksomhed. Vi ved at han var aktiv i indførslen af frisiske hopper og andalusiske hingste, så mon ikke. Det var dog specielt under Frederik II og Christian IV, at opdrættet blev mere omfattende og systematiseret. Christian IV nedlagde således landsbyerne Sørup, Siggerup, Hjernerup og Ebbekjøb og anlagde kobler og hestevange på vestsiden af Esrum Sø samtidig med at han udbyggede de gamle klostervange mod nord og øst. Selvom vangene var indhegnede, forhindrede det ikke bønderne i at slippe deres hopper løs inde i koblerne for at lade dem betjene af de kongelige hingste.

Dette eventyr endte dog, da Nordsjælland blev hjemsted for en afdeling af det sjællandske rytteri i 1719, mens stutterivirksomheden blev forlagt til Frederiksborg Slot.

Af et kort fra 1720 fremgår det at stutteriets vange var spredt over hele egnen med hestevange i Tikøb sogn ved Villingbæk, Hellebæk, Egebæk og Gurre. Hestevangene kan ses på kortet af Abraham Christian Willars som indhegnede haver eller vange.

Skov, krat og buskads

På det tidspunkt er det tvivlsomt, om det giver mening at tale om, at Nordsjælland endnu var skovdækket.

De kongelige stutterier var nemlig ikke de eneste, der havde løsgående heste i skoven. Det var givetvis almindelig praksis over hele egnen, der efter reformationen bedst kan beskrives som et blandingslandskab præget af udbredt krat, buskads, overdrev, skovbryn og spredte træbevoksninger – det svenskerne kalder en risbygd.

Netop oprettelsen af rytterdistriktet giver os et indblik i dette for Danmark ret unikke kulturlandskab, der blev stadig mere karakteristisk for egnen i årene efter at svenskerne havde forhugget skovene i 1658-60. Fra oprettelsen i 1720 har vi nemlig både et kort til vores rådighed og en omfattende synsforretning fra 1717, der supplerer hinanden.

Af kortet fremgår det således, at selvom de fleste stutterivange lå i nærheden af Esrum Sø, så var der også indrettet de fire anseelige hestevange i Tikøb Sogn, der er nævnt ovenfor. Heraf udgjorde hestevangen ved Hellebæk, her kaldet Teilstrups vang, det største indhegnede græsningsområde. Mere eller mindre dækkes det i dag af den nuværende Kohave og Teglstrup hegn. Formentlig stammer navnet ”Kohave” fra bondeskoven hørende til Skibstrup eller Horserød, der har ligget umiddelbart nordvest for den indhegnede hestehave, som Teglstrup vang udgjorde.  Her skulle i følge kortet rytterhestene gå på græs. Sydøst strakte et vildsomt mose- og kratlandskab (i dag kaldet den grønne kile) sig ind mod Kronborg Ladegård, som givetvis blev udnyttet til et ganske voldsomt kreaturhold.

Synsforretningen 1717

At landskabet må have være fyldt med store græssere både sommer og vinter kan indirekte udlæses af den synsforretning, der blev foretaget efter ordre af kommissionen for ryttergodsets inddeling i 1717 mellem 1. februar og 12. marts[4]. Tidspunktet er væsentligt, fordi vinteren er det tidspunkt på året hvor antallet af kreaturer på de enkelte gårde måtte forventes at være lavest.

I dette vinterperspektiv er det tankevækkende at de 132 kongelige fæstegårde i Tikøb sogn  ifølge synsforretningen i gennemsnit holdt 8,4 stykker heste, 10,4 stykker hornkvæg og 11,7 får. Men kan vi nu fæste lid til disse tal? Bønderne var notorisk vrangvillige når det gjaldt deres selvangivelser til datidens ”skattefar”, og netop kvægskatterne hvilede tungt. I modsætning til tidligere synsforretninger foretaget i forbindelse med inddrivelse af kvægskatter kan vi imidlertid her konstatere, at skifteforretningerne fortaget på samme tidspunkt på en håndfuld af de 132 gårde omtrentligt giver det samme antal høveder. Så svaret er ja, i synsforretnignen får vi et tilnærmelsesvist billede af hvor meget fæ, bonden gennemsnitligt havde på sin gård.

Tallene fra Tikøb kan i øvrigt sammenholdes med de 90 gårde i Asminderød sogn, der i gennemsnit havde 8,4 heste, 10,9 stykker hornkvæg og 12,5 får. Også disse gårde var relativt beskedne med hensyn til hartkorn (vurderingen af hvad en gård kunne producere og dermed dens værdifastsættelse). Landskabet i Tikøb og Asminderød har mindet meget om hinanden.

Når det gælder Asminderød er kilden bedre publiceret. Det betyder at vi dér også kan danne os et første overblik over det gennemsnitlige antal bygningsfag, gårdene fremviste – i Asminderød gennemsnitligt 32. Tallene fortæller os dog intet om hvordan fagene var fordelt på hus, lade, lo og stald.

Vi kan dog med fordel sammenligne de 32 fag med gården fra True ved Århus på Frilandsmuseet, der omkring 1700 bestod af 28 fag og havde en stald til 5 heste og 8 stk. Bonden på Truegården rådede således gennemsnitligt over 2,15 fag pr dyr. Hvis gårdene i Asminderød sogn skulle have en forholdsmæssig størrelse til at kunne rumme deres gennemsnitlige besætning, skulle gårdene dér have været på 41 fag. Men de var altså kun på gennemsnitligt 32.

Udgangsøg

Hvad betyder nu det? Jo, det mere end antyder, at gårdene i Asminderød og formentlig Tikøb på det tidspunkt ikke har kunnet opstalde hele deres besætning hen over vinteren. Der har måske været plads til en fjorten til femten dyr, men så næppe heller flere (og formentlig færre). Det betyder, at mindst fire til fem dyr må have gået ude hele året. Alene i Tikøb sogn vil det have betydet, at mindst ét stort dyr er strejfet om på gennemsnitligt 15 ha[5]. Da stor dele af jorden i sognet – vildtbaner, ladegårdsjorder og indhegnede marker med vintersæd – ikke har været tilgængelige for bondefæet, kan vi måske antage at græsningstætheden i skov, krat og på overdrev og i vintertide har været endog noget højere. Hele dette område fordrer dog en meget nærmere undersøgelse.

Den antagelse, at en væsentlig del af dyrene færdedes ude hele året, underbygges endvidere af den diskrepans, som sammenligninger mellem skattefastsættelser af kreaturskatter og boopgørelser fra midten af 1600-årene kan fremvise. Her viser tallene nemlig at taksatørerne undlod at registrere mindst halvdelen af hestene og kun tre fjerdedele af kreaturerne!

Tør vi hermed antage at resten var sendt til skovs året rundt? Ja da! Litteraturen er jo fyldt med spredte skildringer af de mange udgangsøg – et begreb, der i øvrigt kunne dække både heste og kvæg.

Det er faktisk den sandsynligste forklaring. Datidens kilder er da også fyldt med borløbne heste og kreaturer, der blev fremlyst på tinge, ligesom vi kender udtryk fra ordsamlinger, der bevidner denne praksis. Eksempelvis hedder det hos præsten Joachim Junge, der i 1798 udgav en berømt sædeskildring om almuelivet i Nordsjælland, at løse og vilde øg måtte man ”flankere” hjem, dvs. ”opride” (vel: finde til hest) og derefter ”tumle”. Sådanne heste måtte i øvrigt udstyres med et ”avred” eller mærke, så ejeren kunne udpeges, når de blev sendt ud på ”ævred” (hegningen af de dyrkede marker) blev opgivet. Hvad hed den slags heste? Måske kævlingeheste, dvs. heste, der var så små, at de næppe kunne trække en kævle. Men ellers bare udgangsøg, skovøg, afvejekvæg eller endda bare afstavns. Om vildfarent kvæg kunne man endda fortælle at det havde ”skovet” sig. I øvrigt kan vi af Peder Syv lære, at sådanne skovøg kunne være både døve og snedige.

I øvrigt er det interessant, at sammenholde antallet af heste og kreaturer med antallet af hektarer i det daværende Tikøb sogn. En simpel regning (antal hektarer divideret med antal store kraturer) viser at bøndernes samlede dyrehold (minus får og svin)  gennemsnitligt havde 4,1 ha til rådighed om sommeren. Imidlertid skal der som minimum trækkes de 2/3 af det dyrkede areal fra – der i 1688 udgjorde 20%. Hertil kommer at dyreholdet i følge Skrubbeltrangs beregninger var 30% større om sommeren end om vinteren. Det samlede resultat er, at ved sommertid havde bønderne højt sat 2,75 ha pr græssende dyr. Formentlig skal tallet sættes mindre fordi vi ikke ved hvor heftigt græsningen i viltbanerne blev udlejet. Hertil kommer, at antallet af dyr i sognet vil have været større, simpelthen fordi synsforretningen kun talte kronbøndernes dyrehold. Husmænd, præster, degne, smede, skovfogeder og større privatejede gårde er her ikke talt med. Ej heller har vi talt fårene med. Græsningstrykket har været ganske heftigt og skovene har ikke lignet skove, men kræt og træbevoksede overdrev fyldt med kær, moser og søer.

I parentes bemærket kan det være interessant i den sammenhæng at sammenligne antallet af hektarer til rådighed i dette landskab med det nuværende på Molslaboratoriet i Århus. Her i december 2021 var der 3 ha pr dyr.

De mange heste

Hvorfor så mange heste? Svaret herpå er at bønderne i Kronborg Len havde flere væsentlige opgaver, som vi ofte er tilbøjelige til at glemme. Ikke alene skulle de stå for transporten frem- og tilbage til København af Kongens hus og alt hans habengut. Den slags vogntog kunne rumme op til 250-500 vogne, når kongen begav sig af sted. Hertil kom transporten af varer, kul og brændeved til forsyningen af København.

Det væsentligste indslag i driften af de nordsjællandske gårde var da også udenfor al tvivl hesteopdræt, kvæghold og oldensvin. Og her med absolut vægt på hesteholdet og binæringen i form af transport ind til hovedstaden. Mange bønder havde specialiseret sig, og ernærede sig simpelthen som datidens langturschauffører, mens kvinderne hjemme på gården passede de øvrige dyr og den sparsomme korndyrkning.

Det får vi en levende skildring af hos Joachim Junge. Han var præst i Blovstrød og udgav i 1798 en sædeskildring af ”Den Nordsjællandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog. Heri kan vi fornøje os over hans fortællinger om bønderne, der elskede deres heste, men var temmelig ligeglade med deres kreaturer. Og som med de samme heste kørte drabelige væddeløb til og fra den ene kro efter den anden på Kongevejen. Som præst i Blovstrød havde han rig lejlighed til at studere færdslen ved Blovstrød Kro, der lå på den anden side af vejen. Han fortæller:

”Af husdyrene elsker bonden fortrinligt hesten. Grunden til denne kærlighed begynder fra kæphesten, den går snart over til den virkelige hest med hvilken han steaks må omgås, og den vokser med årene, fordi dette dyr, ligesom en fidus achates ledsager ham igennem hele hans liv lige til graven. Er han tjener, da plyndrer han alt for at fylde det i hesten, er han husbonde, da tager han sig ofte selv til skade for ikke at skade den. Jeg har kendt mange bønder, som i våren har mæsket hele tønder rugstrå, for også at under hesten det højeste gode, en slags beruselse. Det er ikke usædvanligt at høre bonden beregne sin søns alder efter en ligealdrende hests fødsel. Men fordi en godhed er den anden værd, så ved også dette tålmodige dyr mageløst at rette sig efter og under sin herre…Så længe bonden bliver i sin naturlige og hesten i den virksomme tilstand, da omgås han meget pligtmæssigt med den. Han overlader den derfor aldrig med svære læs. Ja, han synes ikke engang at kende hestens kræfter. Dette dyr bliver derfor aldrig under bondens hænder fordærvet… (s. 150-151)

Fra Ryttervang til Skovfred

I hele denne periode – dvs. tiden efter Reformationen – havde Staten med større og mindre held drevet en serie møller ved Hellebæk. Formentlig har der ligget møller i Esrum Klosters tid. Men egentlig mølledrift kender vi ikke til førend i 1500-årene, da den første melmølle byggedes. Herefter fulgte slag i slag en række skiftende manufakturer: jernstøberier, kobbermøller, kanonstøberier osv. Vi kan få indsigt i dette tidlige industrianlæg, når vi besøger Hammermøllen og bagefter går en tur gennem Hellebæk.

For at drive disse tidlige manufakturer var rigelig og let adgang til rindende vand (kildekraft) naturligvis ikke nok. Hertil måtte også være adgang til brændsel i store mængder. Det interessante er imidlertid at selvom Kronen i 1700-årene ved flere lejligheder solgte dette industrikompleks, medfulgte skovene ikke nødvendigvis. Kun brugsretten til vandkraften og bestemte udmålte læs brænde blev frasolgt. Mange af datidens skøder havde da også mere karakter af forpagtninger end egentlige salgsdokumenter.

Selvom Hammermøllen og senere geværfabrikken i 1700-årene var i privat eje og på skiftende hænder, betød det ikke at skovene ikke fortsat tilhørte kronen.

Dette ændredes heller ikke efter at J. F. Classen overtog industrikomplekset i 1767 for derefter at tabe ejendommen til Schimmelmann i 1768. Fortællingen herom minder grangiveligt om russiske oligarker og deres omgang med Sovjetimperiets fabrikker og statsejendomme efter 1989. I løbet af den næstfølgende periode kom selve Hellebækgård dog på Schimmelmanns hænder og i en beskrivelse fra 1839 kan det læses, at der hertil hørte 250 tønder land, 140 td. eng og 100 td, skov. “Under gården ligger den såkaldte Tejlstrup Vang” hedder det i beskrivelsen. Skoven var således solgt til Schimmelmann efter rytterdistriktet blev nedlagt i 1773.

Fra det tidspunkt af var skovene i Tikøb imidlertid – uanset offentlig eller privat ejer – underlagt den samme skovlov af 1805. Det er i den periode, at skovene i stigende grad blev udlagt til stadig mere ensrettet skovdrift med henblik på at udnytte træet som bygningstømmer, ligesom det er i den periode Oehlenschläger poetisk digtede “De brede Bøge” og guldalderlandskabet frem i vores hjerter. Nu udnyttedes skovene ikke længere til gærder, vejbroer eller brændsel. Derimod importeredes stenkul, der fyldtes i kakkelovnene og i de mange teglværkers brændeovne, mens sten sattes i de permanente stendiger om markerne, som bønderne efter udskiftningen kunne etablere og vedligeholde. Det er i denne periode de mange levende hegn plantet på permanente stengærder kom til.

I samme periode blev det så også gradvist mindre nødvendigt at sende dyrene til skovs. Landboreformer og udskiftning havde medført nye muligheder for kobbeldrift, og dyrkning af foderafgrøder. Og dræning forbedrede udbyttet mangefold. Det gav bedre mening at holde dyrene på stald og fodre dem med hø og havre end slippe dem løs. Langsomt fremavledes desuden moderne produktionsdyr, mens de gamle hårdføre bæster uddøde.

Senere, efter 1863 kom jernbanen desuden til Nordsjælland. Først til Hillerød i 1862, hvorefter Gribskovbanen blev anlagt i 1880. Det betød givetvis på sigt, at bønderne kunne skære ned på hesteholdet til fordel for det indtægtsdækkende kreaturhold og smøreksporten til England. Hvor transportvirksomheden i 1700-årene var tyngende, og hestene i 1717 derfor havde udgjort 45% af besætningen på bøndergårdene, udgjorde de i 1898 kun 22% af samtlige store dyr i sognet.

En følge af jernbanerne var desuden, at nok blev rejsen til købstaden lettere, men den blev også mindre nødvendig. Godstoget sørgede jo for at smørret kom frem til dampskibet, der sejlede dritlerne til Tyskland og England. I stedet kunne bønderne blive hjemme og dyrke hjemstavnen i forsamlingshusene og ved de store grundlovsfester i skovenes dybe stille ro. Der er her oldtidens store hellige “skove” genfødtes, som så mange af os af ren nostalgi drømmer om at bevare uberørte af kreaturers og hestes klove og hove.

Pointen er bare, at sådan så vores fortidslandskaber aldrig ud. Tværtom var de rodede og fyldte med et næsten ubegribeligt liv af dyr, vi har svært ved at se for os.

TOP FOTO:

Parti ved Gammel Hellebækvej. Carmiencke 1835. Tlhører Hammermøllen

NOTER

[1] Yngre Bronzealders bosættelser i Nordsjælland. Af Jacob Schlein Andersen. I: Gransk 2019, No 1.

[2] Sakrale stednavne i Danmark. Udkast. Af Carsten Lyngdrup Madsen. 2021

[3] Argumentet er lidt snørklet. Men: vi ved at guden findes i det Gotiske ”parnas”. Der blev han kaldt Teiws. Men vi ved også at der ikke findes stednavne i Sverige, hvorfra Goterne langsomt udvandrede mellem 0-200 e.Kr., inden de endte nede ved Sortehavet i 300-årene. Så Tyr er i den sammenhæng måske en ny opfindelse, adopteret fra det græske og romerske gudeparnas. Dette stemmer naturligvis også med hans ”klare” identifikation som ”Ares” eller ”Mars”.

[4] Commissionen for Ryttergodsets Inddeling (kilde: Kronborg Amtsstue no. 576 A LA). Kilden er desværre ikke udgivet, men hovedtal findes delvist gengivet i Fridlev Skrubbeltrangs forfatterskab samt i Byskriverens samlinger

[5] Tikøb sogn rummede i 1898 (Trap 2. Udgave) 18497 td. Land svarende til 10203 ha jord) (tallene er inklusive Hornbæk og Hellebæk, der på det tidspunkt var udskilt). Men mindre dele heraf har omkring 1700 været udlagt til vintersæd samt reserveret kongen til hans enemærker – stutteri, vildtbaner osv. Det meste af statsskovene har dog været åbnet op for græsning mod betaling.

LITTERATUR

Bogen om Esrum Kloster
Red. Af Søren Frandsen, jens Anker Jørgensen og Chr. Gorm Tortzen
Frederiksborg Amt 1997.

Danske Landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger.
Red. Af Bent Odgaard og Jørgen Rydén Rømer
Århus Universitetsforlag 2009.

Esrum Klosters grangier – en ny tolkning.
Af Finn Erik kramer.
I: Esrum Klosters storhed og fald.
Red. Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen.
Esrum Kloster 2015.

Esrums klosterstutterier
Af Flemming Ettrup:
I: Fjernt fra menneskers færden. Sider af Esrum Klosters 850-årige historie. Red. Af Jens Anker Jørgensen et al.
C. A. Reitzels Forlag 2000.

Holmberg, Bente: Den hedenske gud Tyr i danske stednavne. Mange Bække Små (red. Vibeke Dalberg & Gillian Fellows-Jensen). Til John Kousgård Sørensen på tresårsdagen 6.12.1985,
København 1986

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Købstadslandbruget og kampen om byernes naturlige ressourcer.
Af Jørgen Mikkelsen
Landbohistorisk Tidsskrift 2012:2

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik
Af Fridlev Skrubbeltrang
Historisk Tidsskrift 11. Rk, 1.
København 1944

The Past Impact of Livestock Husbandry on Dispersal of Plant Seeds in the Landscape of Denmark
Af Hans Henrik Bruun and Bo Fritzbøger
I: Ambio Vol. 31, No. 5 (Aug., 2002), pp. 425-431
Published by: Springer on behalf of Royal Swedish Academy of Sciences

Skånska bygder under förra hälften av 1700-talet: etnografisk studie över den skånska allmogens äldre odlingar, hägnader och byggnader.
Af Åke Campbell
Lundequistska bokhandeln, Uppsala 1928

Tyr. En vetenskapshistorisk och komparativ studie av föreställningar och gestaltningar kopplade till den fornnordiske guden Tyr
Klas af Edholm
Stockholms Universitet 2014

Tracing Old Norse Cosmology. The world tree, middle earth, and the sun in archaeological perspective. Af Anders Andren.
Nordic Academic Press 2014.

Vangelag på Sjælland.
Af Bo Fritzbøger.
I: Mark og menneske. Studier i Danmarks historie 1500-1800. Skippershoved 2000, s. 27-42