Der findes over 7000 æblesorter i verden. Nok at vælge iblandt på årets æblerov.

Æblets historie fortaber sig langt tilbage i oldtiden. Kerner fra vildæbler er fundet i stenaldermøddinger sammen med spor af andre vilde frugter – nødder, slåen, hindbær, skovjordbær, hyben og rønnebær. Alle har de fornøjet med deres sursøde smag. På Bornholm har man således fundet et forråd af halverede vildæbler, der formentlig er forkullet i forbindelse med en mislykket forsøg på tørring. Ligeledes har man fundet æblekerner fastbrændt i madresterne i bunden af kogekar på Als. Skønt vilde æbler er bitre og sure, har de de sikkert været efterspurgte som smagsgivere i lerpottens gryderet eller som basis i gærede frugtdrikke. Nogle gange har man også fundet dem medgivet i bronzealderens kistegrave. Dog fandt man ikke æbler i den gærede frugtdrik, som var medgivet i Egtvedpigens grav. Den var brygget på trane- eller tyttebær, korn af emmer og lindehonning.

De første spor af kultiverede æbler – og det vil sige podede æbletræer – er 5-10.000 år gamle og stammer fra Centralasien på grænsen mellem Kirgisistan og det nordøstlige Kina. Det menes at teknikken importeredes til Europa via Silkevejen. Den første beskrivelse af æblepodning stammer fra Mesopotamien fra 2000 år f. Kr. Vi ved at ægyptere, grækere, og etruskere dyrkede æbler; og at de må have været efterspurgte.

Æbler i Antikken

Vi kender ikke til bronzealderens myter om æbler. Men grækerne kendte til æbler, der figurerede prominent i en af de mere berømte myter, fortællingen om superhelten Herakles. Som en af tolv prøver måtte han drage til paradisets have for at hente de gyldne æbler, som Hera dér beskyttede med hjælp fra det forfærdelige uhyre, Ladon.

Heracles og Ladon gengivet på et romersk relief af ler Wikipedia/ Bibi Saint-Pol. Kilde: Staatliche Antikensammlungen, Berlin

Senere var det et af de æbler, som den vrede gudinde, Eris, smed ind i midten af gudernes fest, da Peleus og Thetis skulle giftes. Det forårsagede jalousi og en skæbnesvanger kamp mellem Hera, Athene og Afrodite. Paris af Troja fik nu opgaven at udpege vinderen. Da Afrodite herefter bestak ham ved at love ham Helena af Sparta, fik hun ganske vist æblet. Men som bekendt endte den med den trojanske krig. Herfra stammer udtrykket ”stridens æble”. Men også æblet som Afrodites kendetegn.

En særlig betydning havde æblet i Antikken – nemlig clitoris. Æblet som billede herpå, kendes fra et af Sapphos digte, der lyder således: ”Det søde æble blusser for enden af grenen; det høstmændene rækker efter, men ikke når” (Sapfo, digt nr. 90). Sapfo levede ca. 600 år f. Kr. og er kendt som en af verdenslitteraturens første lesbiske digtere. Det samme motiv kendes fra Højsangen, hvor æblets betydninger er uendelige. Æbler var i øvrigt et yndet afrodisiakum i Antikken, hvor æbler (såvel som kvæder) var yndede gaver ved bryllupper, beregnet på at vække brudens lyster.

I Antikkens Grækenland var æblet således ikke utvetydigt. Det var som bekendt heller ikke tilfældet i den tidlige kristne kirke, der ganske hurtigt identificerede den ellers udefinerede frugt i skabelsesberetningen som et æble. Årsagen var at ordet for æble og ondskab på Latin er det samme, nemlig ”malus”. Og som bekendt var det jo synden over dem alle at spise af frugten fra visdommens træ.

Uden tvivl var æblet da også tidligt et magtfuldt symbol på forlokkelse og utroskab. Men æblet var også frugten fra paradistræet eller livstræet. Muligvis er æbletræet allerede gengivet i de kristne katakomber i Napoli i 200-årene (San Gennaro).

Æbler i Vikingetiden

I Norden i vikingetiden suppleres de vilde frugtsorter lidt efter lidt med de mere søde og dyrkede typer, man har lært at kende syd på. Vi kender til sten fra dyrkede blommer (mirabeller) i både Lund og Hedeby, ligesom vi har fundet ferskensten og valnøddeskaller i Hedeby. Hvornår man er blevet bekendt med teknikken at pode æbletræer henstår dog i det uvisse. Givetvis har man dog kendt til sødæbler fra de mange togter sydpå. Vi må også formode at vikingerne som minimum har eksperimenteret med at plante kerner fra sødæbler. Som bekendt lykkes det ind imellem at få sødæbletræer ud af frø, selvom den sikre metode er at benytte podekviste.

Men æbler har man kendt. I såvel Ældre som Yngre Edda optræder Idun, en ung og smuk nordisk gudinde der var gift med digterguden Brage (ham vi kender fra bragesnak. Iduns opgave var at værne om de æbler, som guderne behøvede for at holde sig evigt unge. Men Loke blev tvunget af jætten Tjase til at narre Idun med sine æbler ud af Asgård, så guderne tabte deres evige ungdom. Til sidst måtte Loke love at hente Idun tilbage. Nu forvandlede han hende til en nød og fløj med hende i falkeham tilbage; skønt skarpt forfulgt af Tjase i ørneham. Det lykkedes dog Loke at bringe Idun uskadt tilbage. Det antages at historien om Idun er inspireret af Antikkens fortællinger om Ungdommens gudinde Hebe, hvis opgave det var at frembære nektar til de græske guder, så de kunne fastholde deres ungdom og vitalitet. Senere giftede hun sig i øvrigt med Herakles, der som ovenfor nævnt stjal æblerne Hera, der pikant nok var mor til Hebe, mens faderen var Zeus (Heras bror). Hebe fremstilles ofte samme med sin far, der optræder som ørn. Historien om Idun kan læses her

Æbler i Danmarks middelalder

I 1165 rejste Vilhelm, en augustinermunk fra Sainte Geneviéve klosteret i Paris til Danmark. Vilhelm var inviteret af sin ven, Absalon, som han formodentlig havde mødt under dennes studietur til Paris. Vilhelms opgave var at genopbygge et klostersamfund på Eskilsø i Roskilde fjord. Herom ved vi (fra Arnold af Lübecks krønike) at der voksede talrige frugttræer. Dette reformarbejde havde Vilhelm imidlertid ikke så megen succes med. Efter 1170 flyttede han derfor til Nordsjælland, hvor han grundlagde klosteret i Æbelholt, hvis abbed han var til sin død i 1203. Vi kender til hans liv fra hans helgenbeskrivelse såvel som fra hans brevsamling.

Vi ved ikke om stedet var kaldt Æbelholt – dvs. Æbleskoven eller Æblelunden – før han grundlagde sit kloster dér. Men vi ved at Vilhelm i 1180 skrev til en broder Stefan i Frankrig og bad ham sende sig frø af forskellige urter og grøntsager, samt podekviste (arborum surculos) til frugttræer.

Det har givetvis været nyttigt at kunne begave klosterets velyndere med gaver af æbler, ligesom der har været en nyttig pengeindkomst ved at føre sødæblerne fra Æbelholt til marked. Alligevel kan det undre at æbler spillede en så stor rolle i en klostermæssig sammenhæng. Æblet var jo sindbilledet på Eva, den syndefulde kvinde i Paradisets Have.

Allerede tidligt finder vi imidlertid billeder af Maria, der sidder med Jesus på skødet og giver ham æblet i den hensigt at han kan frelse Eva, og dermed udradere den gamle synd og gøre verden ny. I det perspektiv er Jesus at forstå som den nye Adam. Vi kender motivet fra eksempelvis Ålborg Vor Frues Kloster fra ca. 1100. Men vi kender også motivet fra senere, hvor figuren fremstiller Anna, Marias mor, der holder Jesusbarnet, mens Maria – afbildet som en ung kvinde – rækker et æble til Jesusbarnet, så han kan frelse det. Endelig findes der billeder af Jesusbarnet, der sidder med et rigsæble i hånden; symbolet på at han er eneherskeren over dem alle.

Og dog vedblev æblet også at være et sindbillede på den rene skinbarlige synd og det lastefulde liv. En berømt skildring heraf genfindes på en portal på domkirken i Strasbourg som fremstiller ”Verdens prins”, der er ved at sætte tænderne i et æble, mens kvinden ved hans side – en af de tåbelige jomfruer – ser lystigt og forførende på ham. ”Æblebørn” kaldte man på gammel dansk børn, der kom ud af den slags. Det vil sige børn der var født af ugifte forældre og dermed ”i synd”. ” Godt træ bærer gerne godt æble”, men også ”Ond rod giver ej godt æble”, lyder nogle af middelalderens ordsprog.

Tvetydigt var æblet – sødt og rødt mens det hang på træet; men råddent og ormstukket når det var faldet på jorden.

 

Æbledyrkningen i Middelalder og nyere tid

Allerede i Jyske Lov hører vi om at frugthaver – abildgårde – bør anses som en del af selve huset. I følge loven var det tilladt bonden at hegne såvel kålgårde, toftegårde og æblegårde. Det betød at æblerov blev ligestillet med alt andet tyveri, der krydsede dørtærsklen. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt at en af de tidligst nævnte herreslægter, der førte slægtsnavn, hed ”Abildgård” (nævnt fra 1230-60). Slægten førte et havegærde og tre æbler i deres skjold, og kan derfor følges igennem middelalderen selvom navnet fra tid til anden gled ud. Tyge Abildgaard var ridder og hans sønner blev henholdsvis marks og drost i den kongelige husholdning.

Abildgårde var således tydeligvis højt ansete dele af en privat ejendom, og allerede i slutningen af 1300-årene blev det påbudt landets bønder at plante æbletræer. i 1446 gjorde man en energisk indsats for at sikre at bønderne på Lolland ( og formentlig andetsteds) skulle anlægge abildgårde på deres toft. Inden St. Valborgs dag skulle hver bonde have plantet seks podede æble- og pæretræer ved deres gård. På daværende tidspunkt var æbler stadig en særlig spise på linje med kostbart hvedebrød og indført vin. Vi ved fra lægebøger at æbler tit kom i anvendelse i medicinsk øjemed. Senere i 1500-årene udvidedes dette lovkrav til at gælde hele landet.

Rigtig skub i frugthaver og æblegårde kom dog først efter reformationen, hvor genskabelsen af paradisets have blev en af de tidlige reformatorers yndlingsbeskæftigelse. Vi ved fra Luthers optegnelser at hans have i Wittenberg spillede en ganske særlig rolle, ligesom vi kender til anlæggelsen af store og imposante fyrstelige og borgerlige haveanlæg i løbet af 1500-årene.

Herhjemme træder Frederik den II frem som et af de nye havemennesker. Givetvis, er han blevet inspireret af sin søster, Anna, og hendes ægtefælle, Kurfyrst August af Sachsen. Mellem 1568 og 1572 byggede de et jagtslot, Augustusburg, der i dag anses for et af de smukkeste renæssance slotte i Europa. Såvel August som Anna var dedikerede havedyrkere, og i 1582 udgav kurfyrsten en ”Frugthavebog”, ligesom han altid rejste rundt med frugtkerner i lommen. I Kunstkammeret i Dresden findes Kurfyrstens private samling af haveredskaber bevaret, mange af hvilke til forveksling ligner vores. Specielt bør vi fremhæve en skede med elleve dele. Alle delene er prydet med løvehoveder og har hæfter indlagt med farvet træ og perlemor. Sættet består af følgende dele: en sav, en beskærerkniv, tre knive, en syl, en mejsel, et mindre bensyl, en træfil, et bor. En passer er bortkommet. Hovedstykket er dog den store podekniv. Både den denne og den bevarede skede er prydet med det saksiske fyrste- såvel som det danske kongevåben, og knivens hæfte prydes med initialerne AA. Det formodes at sættet (hvoraf fyrsten ejede tre andre tilsvarende) var en gave fra hans hustru. I samlingen findes også rør til lægning af frø, samt smukt graverede håndøkser og hakker. Det morsomste er dog de bevarede haveredskaber i form af en spade, river, hakkejern, og specielle klippe redskaber, som har kunne opereres i højden via en snor.

Givetvis inspireret af sin søster og svoger tog Frederik II initiativ til anlæggelsen af haver i Kolding, Skanderborg og ikke mindst ved Helsingør. Disse haver blev placeret udenfor bymurene. Haverne blev anlagt efter italiensk forbillede med afdelinger for såvel prydplanter som køkkenhaver. Samtidig indgik kongen og hans gartnere i det internationale netværk af haveinteresserede, der udvekslede planter og frø ove hele Europa. Særlig Holland udmærkedes sig som hovedleverandør.

Haverne i Skanderborg og Kolding findes ikke mere. Vi får dog et vist indblik i hvor store de kongelige “æblegårde” kunne være, når vi læser at Frederik II i 1569 købte 20 morbærtræer, 30 blommetræer, 40, kirsbærtræer, 15 Johannes Æbletræer, 15 Johannes Pæretræer, samt 100 æbletræer af alle slags til udplantning i haven på Skanderbor

Haven i Helsingør, derimod, omgiver stadig det lysthus, senere kaldet Marienlyst, som kongen lod bygge. Han kaldte det Lundehaven. Vi ved fra gartneren, Hans Razmussøn Blocks bog at haven må have været fyldt med frugttræer. I dag fremstår Marienlyst som et 1500-tals slot, ombygget af Jardín i 1700-årene, mens haven er anlagt som en skygge af en 1700-tals have. Der vokser således næppe frugttræer.

Det var dog ikke kun Frederik II, der engagerede sig i havekunst og anlæggelsen af de nye haver. Også hans adelsfolk tog opgaven på sig. I dag kan den type af haver opleves på Tirsbæk gods, hvor haven er ført tilbage til renæssancen. Et væsentligt element her er de ca. 300 æbletræer, der blev plantet som et led i genopretningen, der fandt sted for ca. 10 år siden.

Gamle æblesorter

Vi kender ikke til grækernes æbler, men vi ved at romerne kendte til mindst 30 forskellige sorter af æbler. Den tidligste sort, der nævnes i danske kilder er Borsdorfer. Den omtales i Flora Danica i Flora Danica fra 1648. Denne tyske æblesort er første gang omtalt i 1175, og kaldes der Edelborsdorfer. Æblet kendes også som Renette (Reinette d’Allemagne, Leipziger Renette). Dette æble stammer oprindeligt fra Burgund, hvor det fremelskedes i cistercienserklosteret, Morimond. Herfra blev det formidlet videre til klosteret Kemp i Tyskland, og videre derfra til Pforta nær Leipzig. Pfortas klostergård hed Borsdorf, hvilket gav anledning til det tyske navn. Æblet er stort, rundt, gråt og med en glat skal, der er rødmefarvet, hvor solen skinner. Der er tænkeligt, det var et sådan æble, Vilhelm fik leveret fra Frankrig i 1100-årene. I hvert fald kan det føres så langt tilbage.

En mere udbredt æbledyrkning fandt dog først sted i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, da datidens oplyste begyndte at arbejde energisk for at udvikle på bondelandbruget. I 1775 fik Christian Frantz Schmidt, der var kongelig generalhaveinspektør således lov til at indrette en planteskole ved Frederiksberg Slot. Også Landhusholdningsselskabet arbejdede intenst på at udvikle havesagen i det forbindelse med bondefrigørelsen. En endnu større rolle spillede præsterne, degnene og lærerne, ligesom også herregårdene stillede deres gartneres viden til rådighed.

I den periode var der således stor interesse for at oprette lokale planteskoler, der excellerede i at ”prale” af de mange forskellige sorter af frugttræer og –buske som ventede på at levere stiklinger til såvel adelige som præster rundt om i landet. I “Den Kongelige Frugttræplanteskole” i Odense voksede der således i 1795 ikke mindre end 102 æblesorter i 1795. Her stod de og ventede på at virksomme præster og fremsynede bønder tiltuskede sig podekviste, så de kunne forøge deres egne lokale samlinger i deres abildgårde. Senere i det 19. åhundrede dannedes de mange haveselskaber, der også fik store indflydelse på de senere haveforeninger.

Det var et stort arbejde. Først skulle et æbletræ fremskaffes ved udsæd af kerne fra enten ægte eller vilde æbletræer. Når træet så havde nået en hvis størrelse var tiden komme til at pode det med kviste fra den sort, som man eftersøgte. Ofte fremkom nye sorter dog ved at nogen bare havde held med at få et godt æbletræ ud af en tilfældig kerne fra et godt æble, som var faldet i munden hos en engageret præst. Eller et kernehus blev kastet i vejkanten og blev til et æbletræ.

Gråstenere og Dansk Æblekage

Gråstenere har været kendt i Slesvig siden 1600-årene, hvor det første gang omtales på slottet Augustenborg. Hertil skulle det være hjembragt fra Tyrol. En anden historie er dog at æblet stammer fra en podekvist af sorten ” Ville Blanc” (Calville), som Grev Frederik Ahlefeldt den Yngre bragte med sig hjem fra klosteret, L’Abbaye de Hautcombe ved Lac du Borget i Savoyen. Efter hjemkomsten blev det udplantet i slotshaven på Gråsten. L’Abaye de Hautecombe er et gammelt cistercienserkloster og æblet stammer formentlig fra middelalderens Frankrig.  Æblet er specielt velegnet til æblemos, æblemost, og tørring, og blev derfor hurtigt populært i danske haver. Herfra bredte det sig videre til Tyskland og USA. I Frankrig kendes æblet stadig som Calville, et æble, der er specielt velegnet til at lave æblebrændevin.

Speciel betydning fik det efter 1864, hvor navnet ”Gråsten” fik hævd på bekostning af det fortyskede navn ”Gravensten”. Betegnet ”Gråstener” blev æblet en skattet ingrediens i Katøffelkaach, der var et fast led i Det Sønderjyske Kaffebord. For slet ikke at tale om desserten ”Æblekage”. Om tilberedelsen af sidstnævnte gælder at det berettes at man som nulevende sydslesviger – for at kunne tilberede denne specialitet – er nødt til at køre over grænsen for at skaffe gråstenere og æblekagerasp (hvis man da ikke nøjes med at købe æblekagerasp i grænseshoppen). Naturligvis pyntes denne æblekage med rødt ribsgele på toppen af flødeskummen. Så den ligner det danske flag. Sådan så den ud i min mormors hjem.

Vor tid

Det 20 århundrede må imidlertid betegnes som en forfaldstid. Æbletræer fældedes og erstattedes med mere ensartede, smagsfattige og moderne sorter, mens æble import fra udlandet udvandede den indenlandske produktion, der derudover blev ødelagt af EU’s tilskudssystemer.

I dag er de gamle æblesorter imidlertid kommet til ære og værdighed. Især Pometet, der hører under Københavns Universitet, spiller her en stor rolle. I dag råder pometet over ti forskellige samlinger der supplerer og dublerer samlingen i Taastrup og giver folk fra hele landet mulighed for at opleve gammeldags æbler og glædes over den enorme forskellighed i smag, sødme og substans. Af den enorme samling på over 800 sorter har Pometet sammenstillet et katalog med 60 forskellige sorter, der i særlig grad anbefales. Heri karakteriseres de med hensyn til såvel robusthed, som sæson, farve og anvendelsesområde.

Et lille udpluk af havecentre der arbejder med at udbrede de gamle æblesorter er præsenteret her.

LÆS OGSÅ:

 

 

LÆS MERE: