Idun and the Apples by James Doyle. Source. Wikipedia

Myten om Idun

Myten om Idun og hendes æbler fortælles i såvel den Ældre som den Yngre Edda

I såvel Ældre som Yngre Edda – de store samlinger af oldnordiske myter og heltesagn – optræder Idun, en ung og smuk nordisk gudinde der var gift med digterguden Brage (ham vi kender fra bragesnak). Iduns opgave var at værne om de æbler, som guderne behøvede for at holde sig evigt unge. Men Loke blev tvunget af jætten Tjase til at narre Idun med sine æbler ud af Asgård, så guderne tabte deres evige ungdom. Til sidst måtte Loke dog love at hente Idun tilbage. Nu forvandlede han hende til en nød og fløj med hende i falkeham tilbage. Skønt skarpt forfulgt af Tjase i ørneham, lykkedes det dog dog Loke at bringe Idun uskadt tilbage. Det antages at historien om Idun er inspireret af Antikkens fortællinger om Ungdommens gudinde Hebe, hvis opgave det var at frembære nektar til de græske guder, så de kunne fastholde deres ungdom og vitalitet. Senere giftede Hebe sig i øvrigt med Herakles, der som bekendt stjal æblerne fra Hera. Hera var pikant nok var mor til Hebe, mens faderen var Zeus (Heras bror). Hebe fremstilles ofte samme med sin far, der optræder som ørn.

Hebe - or Idun - sovende or ørnens favn. Af Albert-Ernest Carrier-Belleuse, 1869, Kilde: Musée d’Orsay, Paris. Wikipedia.
Hebe – or Idun – sovende or ørnens favn. Af Albert-Ernest Carrier-Belleuse, 1869, Kilde: Musée d’Orsay, Paris. Wikipedia.

Engang drog de tre aser Odin, Høner og Loke hjemme fra Asgård og vankede vidt omkring om over fjælde og vidder, så at deres rejsekost tilsidst slap op. De kom endelig ned i en dal mellem fjældene, hvor der gik en flok okser og græssede. De tog en okse og slagtede den, og de lavede gryder i jorden, tændte ild dernede og lod ilden hede nogle store stene; da stenene var blevet glødende og ilden var slukket, lagde de kødet på stenene og dækkede det til. Efter at have ventet en god stund tænkte de, nu måtte kødet være kogt, men da de åbnede for kogehullet, så de at kødet endnu lå ganske råt på stenene. De ventede atter en rum stund og så på ny efter, men kødet var fremdeles som da de lagde det ned, og de talte indbyrdes om hvorledes dette kunde gå til. Da hørte de en røst oppe fra egen over deres hoveder, og røsten sagde: “Det er mig som volder at kødet bliver mørt.” De så nu op efter hvor røsten kom fra, og de fik øje på en ørn, som sad på grenen; den var mægtig stor at se til. Ørnen sagde, at om de vilde give ham alt det han kunde æde af braden, vilde kødet blive kogt, og det sagde guderne ja til. Han dalede ned fra egen og satte sig ved ovnen, og i første tag huggede han begge lår og begge bove i sig. Da blev Loke vred og snappede en lang gren op fra marken, svang den af alle kræfter og slog efter ørnen. Ørnen fløj op, da hugget ramte ham, og grenen hang fast i fjerene, men Loke kunde heller ikke få sine hænder løs fra grenen. Ørnen fløj så lavt hen over marken, at Lokes fødder tørnede mod stene og træer, og det var ham, som om hans arme blev slidt ud af skuldrene. Da begyndte han at bede for sig, men han fik det svar af ørnen, at han aldrig vilde komme løs, om han ikke lovede med sin ed, at han vilde lokke Idun ud fra Asgård med sine æbler i hånden. Forpint af smerter gik Loke ind på alt hvad ørnen forlangte, og dermed slap han fri og vendte tilbage til guderne.

Da den dag kom som Loke havde aftalt med ørnen, gik han til Idun og sagde at han havde fundet nogle æbler ude i skoven, som var særligt indbydende, og han bad hende følge ham derud og tage sine æbler med, for at de kunde se om de lignede dem der voksede i skoven. Idun anede intet ondt og gjorde som han bad om, og de fulgtes ad ind i en skov uden for Asgård. Der kom ørnen, og det var ingen anden end jætten Tjaze i ørneskikkelse. Han greb Idun og fløj bort med hende til Trymheim, hvor han havde sin gård.

Da Idun var borte, blev aserne ilde tilpas, og de begyndte snart at ældes og gråne i hovedet. De holdt nu råd og spurgte efter hvem der sidst havde set Idun, og det kom snart frem, at sidste gang nogen havde set hende, var da hun gik ud af Asgård sammen med Loke. Så tog de Loke og stillede ham i midten, og de truede ham med døden og det som var værre, og han blev så angst ved at høre deres trusler, at han lovede at han skulde rejse til Jættehjem og søge efter Idun, blot Freyja ville låne ham sin falkeham. Freyja gav ham den til låns, og han fløj til Jættehjem og kom til Tjazes gård; der så han Idun, og hun var ene i huset, ti jætten var taget på søen for at fiske. Loke forvandlede hende til en nød, så at hun kunde ligge i falkens kløer, og derefter fløj han hjemad det bedste han forstod. Da Tjaze kom hjem og så at Idun var borte, tog han til sin ørneham og fløj efter Loke. Det gik rask for ham, som det går når ørnevinger ror frem med et sus gennem luften, og Tjaze var endnu større end ørne plejer at være. Aserne stod og så falken komme flyvende med en nød i kloen og ørnen susende efter, og de gik hen og sankede en hob spåner sammen lige under gærdet. Da nu falken var kommet ind over gærdet, slog den brat ned til jorden, og i det samme tændte aserne ild i spånerne. Ørnen slog ned på falken i det samme den dalede ned, men falken lod sig falde så brat, at ørnen huggede til ved siden af, og den havde så hård en fart, at den ikke kunde stanse i flugten, og luerne fattede i vingerne, så at den styrtede til jorden. Aserne stod rede og dræbte jætten lige inden for Asgårdsleddet, og den dåd blev de meget berømmede for.

Efter: Nordiske myter og sagn. Oversat af Vilhelm Grønbech 1927)