Vi har alle stået på en mole i en dansk havn og hørt vores forældre sige, at man ikke må smide noget i havnen, ”for så ender den med at blive fyldt op”. Tilsyneladende har en gruppe unge – såkaldte kunstnere – ikke hørt godt efter efter
Portræt af Frederik V (1723‑1766). Ca. 1766. Denne buste i bronze står i kuppelsalen på Charlottenborg. Og er derfor ikke den nu ødelagte. Den viser dog samme motiv. © Akademirådet (Gengivet med venlig tilladelse)
For et par dage siden lavede en gruppe af håbefulde vordende yngre kunstnere, kaldet ”Anonyme Billedkunstnere” en happening. På en video, som gruppen har lagt på deres hjemmeside, ser man dem skrue en gibsbuste af Frederik V af soklen i Charlottenborgs festsal. Herefter placeres den på molen i Københavns Havn, inden den behændigt vippes ned i det kolde, mørke vand, hvor den så naturligvis gik i opløsning.
Historien melder intet om hvorvidt de kække unge mennesker vidste at skulpturen var af gips – og derfor ville blive til en uformelig klump af våd gips. Eller om de måske troede at den var af marmor og derfor ville overleve vandgangen.
Det ved vi imidlertid, at gipsbusten var et uvurderligt “forarbejde” til den franske billedhugger Jacques-François Saly’s statue af Frederik V på Amalienborgs Slotsplads. Mere præcist, så skabte Saly som en slags opfarming en bronzebuste af Majestæten, hvor indtil fornylig fandtes såvel lerbusten i Statens Museum for Kunst, kopien i gips (nu ødelagt) samt resultatet: bronzebusten i Akademirådets samlinger.
En del af Saly’s kunst er således bevaret; men meget andet er dog gået tabt. Således eksemplevis den statue af Ludvig XV, som Saly skabte til torvet i Valenciennes, men som desværre blev ødelagt af pøbelen under den franske revolution i 1792. Af den findes dog én finger tilbage. Af vores buste findes intet – uden andre parallel kopier rundt om i forskellige danske samlinger.
Det er naturligvis et dobbelt tab. Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er nemlig ikke kun et i særklasse internationalt kunstværk. Vi er på alle mulige leder og kanter desuden velinformerede om historien bag dets tilblivelse og kunstnerens intentioner bag. Fra de første skitser til kunstnerens egen beretning om sit livs hoveværk ( udgivet i 1774) ved vi i detaljer hvordan han tegnede skitser i et helt år af tolv heste i Kongens stalde, samt hvorledes han møjsommeligt udfærdigede modeller i voksende størrelser indtil den store model (i dag udstillet i Christian IV’s Bryghus) var godkendt af såvel kongen som opdraggiverne og derefter kunne støbes. Hele arbejdet med statuen tog over tyve år – fra de første skitser blev udført, til statuen stod færdig på sin sokkel midt i hjertet af København. Bagefter klagede Saly over at han var blev stærkt underbetalt for sit arbejde. I hele den lange periode var han nemlig kontraktligt forpligtet til kun at arbejde på rytterstatuen. Vi kender derfor kun en håndfuld af andre arbejder fra hans hånd.
Ikke alene har vi således mistet en unik skulptur. Vi har også mistet en brik – omend lille – i historien om Saly og hans mesterværk (som interesserede kan læse mere om her).
Gerningsmændene er fortsat ukendte, men det er næppe meget andet end et spørgsmål om tid førend de bliver grebet i krabasken; og formentlig sat i kachotten. I hvert fald er de politianmeldt for denne udåd. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til halvandet år. Som derudover kan skærpes.
Desuden må vi forvente at de unge mennesker mister deres studieplads på Kunstakademiet. Det sidste er dog naturligvis ikke sikkert eftersom udåden er begået med henblik på at fyre op om debatten om kunst i det offentlige rum, der ”fejrer” personer, der var ansvarlige for slavehandlen i det 17. og 18. Århundrede. Da Saly’s statue blev betalt af Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni, mens hans ophold i landet var finansieret af den Kongelige Kasse, tænker de fleste nemlig at pengene i en hvis forstand hidrørte fra den globale menneskehandel, der uomtvisteligt fandt sted i 1700-årene.
Sandheden er imidlertid at Selskabet allerede havde opgivet slavehandlen i 1740erne, som følge af at ”det ikke er velset her i Asia at være slavehandlere, og der er stor forskel på, om fattige betjente tjener lidt derved, og om herskabet selv er slavehandler” (Udtalt af Poul Krisk Panck, guvernør i Tranquebar 1733-41)
Eller med andre ord: det var snarere handlen med krydderier og porcelæn, der finansierede Saly’s mesterværk, rytterstatuen. Eller for den sags skyld, kongemagten og godsejernes udbytning af datidens fæstebånder, der for manges vedkommende levede i Stavnsbåndets tid under slavelignende vilkår som hoveribønder; men ikke slavehandlen.
Alt det ved de tåbelige unge mennesker tilsyneladende ikke. De hæfter sig bare ved at lokalerne – Charlottenborg – blev betalt af penge fra bl.a. slavehandlen i 1600-årene. Hvad det har at gøre med Saly, der hundrede årsenere ledede Kunstakademiet dér, fortæller de unge mennesker imidlertid intet om. Så oveni den bøde eller fængselsstraf, som de forventeligt får – og det spark ud af hovedporten til Charlottenborg, der forhåbentlig følger, skal vi hermed på kulturhistorier.dk anbefale at de også bliver dømt til at betale deres skolepenge tilbage!
Karen Schousboe
