Jacques-François-Joseph Saly, skaber af rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, var i sin samtid en anerkendt og feteret billedhugger. Eftertiden har dog ikke været nådig mod hans værker.
Jacques-François-Joseph Saly blev født i 1717 i Valenciennes som søn af en violinist. Allerede som 9-årig kom han i lære som billedhugger hos først Antoinne Gilles og senere Antoine-Joseph Pater, af hvem vi har et meget betydeligt portræt skabt af Saly i hans ungdomsår
Som tyveårig fik han to rejsestipendier, der førte ham til Rom. Fra den tid – 1740 – 48 er bevaret en samling af 30 raderinger af pragtfulde vaser, der senere var medvirkende til at inspirere en senere tids neo-klassicistiske design. Produktionen af vaserne blev sat i værk af The Derby Porcelain Factory. Andre efterladenskaber er en serie charmerende tegninger af hans kunstnervenner dér.
Den kopi i marmor af en antik Antinous- statue, som han udførte i disse år er desværre forsvundet. Fra samme periode stammer dog et relief ad ”Diogenes med Lygten”, der befinder sig i Statens Museum for Kunst. Et andet væk fra samme periode (ca. 1742) er en buste af en lille pige, formentlig barnebarn af direktøren for det franske kunstakademi, J. F. De Troy.
Vel hjemme, udførte han en pragtstatue af Ludvig den XV til opstilling på torvet i Valenciennes. Desværre blev skulpturen ødelagt 40 år senere under den franske revolution. I dag er kun en enkelt finger bevaret af dette monumentale værk og det kendes kun efter et stik. Til gengæld findes den skulptur ”Faun med kid” bevaret, der skaffede ham livslangt medlemskab af Det Franske Kunstakademi. Skulpturen ejes i dag af Musée Cognacq-Jay i Paris. Denne skulptur blev senere udstillet i gips i København sammen med gipskopier af to andre berømte skulpturer: en skulptur af Amor skabt til Madame Pompadour (Ludvig den XV’s elskerinde) samt en skulptur af Hebe, bestilt af samme til udsmykning af Chateau de Bellevue i Meudon, hvor også kongen havde et lystslot. Disse skulpturer blev udstillet på Pariser Salonen i 1753 og ofte kopieret i 1700-tallets anden halvdel; også som bordskulpturer af porcelæn.
Rytterstatuen
I samme periode arbejdede Frederik V for at iværksætte anlæggelsen af Frederiksstaden. Det resulterede i at han i 1749 forærede det 16 ha store areal til københavnerne som minde 300-året for den oldenborgske dynastis etablering. En del af disse planer var anlægget af Frederikspladsen, nu kaldet Amalienborg. I sammenhæng hermed besluttede den danske regering med initiativtageren, Adam Gottlob Moltke i spidsen, at rejse en rytterstatue på slotspladsen. Samtidig besluttedes det at tildele Det Asiatiske Kompagni, æren af at betale for projektet. I 1751 skrev udenrigsministeren J. H. E. Bernstorff derfor til legationssekretæren i Paris om han kunne bevæge billedhuggeren, Edmé Bouchardon at drage til København. Bourchardon var ansvarlig for en rytterstatue af Ludvig XV, der blev opstillet på Place de la Concorde. Bouchardon havde i øvrigt en bror, Jacques-Philippe, der fra 1741 – 1753 gjorde tjeneste som billedhugger ved det svenske hof. Og som der arbejdede på at rejse en tilsvarende rytterstatue af den svenske konge, Adolf Frederik. En model heraf findes i brændt ler i det Svenske National Museum. Som bekendt takkede Edmé Bouchardon nej til invitationen fra Danmark, men anbefalede Jacques-François-Joseph Saly, der i 1752 indgik kontrakt med den danske stat for senere samme år at ankomme til hovedstaden. Ifølge denne kontrakt skulle Saly have 150.000 rdl stillet til rådighed samet bolig. Umiddelbart efter blev han derfor indlogeret på Charlottenborg, hvor Kunstakademiet også havde til huse. I 1754 nævnes Saly som professor ved Kunstakademiet og senere samme år blev han udnævnt til dets direktør. I sin egenskab heraf forelagde han nu den danske konge, Frederik V, sine skitser til den rytterstatue, som det hele drejede sig om. Sådan én måtte enhver konge i midten af 1700-årene bestræbe sig på at få fingre i. Ikke mindst en dansk konge, der på det giftigste konkurrerede med svenskerne. Men medens det svenske projekt aldrig blev bragt til veje, afsløredes Saly’s statue i København i 1771, kort tid efter at kunstneren havde opsagt sin stilling som leder af Kunstakademiet.
Forud herfor var dog gået en lang og smertefuld kunstnerisk proces, hvor billedhuggeren havde arbejdet sig ind på opgaven med en omhu, der fik de bevilgende myndigheder til at gøre ophævelser. Første fase var intense studier i de kongelige stalde for at få hestens positur perfekt. Det resulterede i en række små modeller, der nu bl.a. findes i Statens Museum for Kunst og Kunstakademiet; samt den større hestestatue, der nu er logo for det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. På baggrund heraf udarbejdes en stor model, der blev præsenteret i 1762.
Først herefter kunne statuen støbes, en proces, der løb ind i allehånde forviklinger. Til formålet havde man måttet betale en meget anseelig sum for at skaffe pariseren Gor til byen (inklusive kone og fem svende). Selve støbningen af den endelige statue foregik i Gjethuset på Kongens Nytorv i 1768. Dertil krævedes en anseelig mængde bronze og en god portion erfaring. Ifølge datidens aviser var Saly imidlertid ikke helt tilfreds og klagede over fejl ved såvel hestens som kongens hoved. Dette endte i en vaskeægte skandale hvor Saly blev gennempryglet af Mr. Gor på åben gade og med en pisk. Efter sigende blev de to forligte og statuen kunne nu føres til Amalienborg på en slæde trukket af 200 matroser. Ved den lejlighed affyrede man 27 kanonskud da statuen passerede rytterstatuen af Christian 5 på Kongens Nytorv. Der har været fest i gaden, således som det også fremgår af en tegning fra slutspurten den følgende dag. Begivenhederne fejredes med illuminering af Charlottenborg og hyldestdigte i Adresseavisen.
Den endelige statue afleveredes dog først i november 1770, mens selve indvielsen fandt sted året efter. Først i 1774 stod hele anlægget med indskrifttavler, gitter, kæder og brolægning færdig.
Efterspillet
Det havde været en bekostelig og langtrukken affære og i 1771 og 1773 så Saly sig nødsaget til at udgive to forsvarsskrifter, hvor han gjorde rede for projektets storstilede karakter og ideerne bag. Enkelhed, skrev han om. Og ønsket om at respektere naturen. Således var en hovedudfordring kongens lille skikkelse og nødvendigheden af at vælge en lille hest så hestens hoved ikke skjulte kongens kontrafej. Saly kendte naturligvis til Berninis voluminøse rytterstatue af Ludvig XIV, et forlæg, som han dog ikke arbejdede efter. Derimod lod han sig inspirere af Giardon’s statue af Ludvig XIV, der stod på Place de la Vendôme, Bouchardon’s statue af Ludvig XV og mange andre rytterstatuer. Mens Berninis overlevede, faldt de andre franske skulpturer imidlertid for pøbelens vrede under den franske revolution; og kendes derfor i dag kun fra småstatuetter eller kobberstik.
Som bekendt gik det ikke således med rytterstatuen i København, som derfor må betragtes som et enestående eksempel på en kunstnerisk genre, der optog de enevældige konger i det 17. Og 18. århundrede. Først i slutningen af århundredet fik svenskerne i øvrigt deres rytterstatue – nu af Gustav II Adolf – og skabt af en anden fransk billedhugger: Pierre Hubert L’Archevêque (1721–1778).
Det kan godt være at det var dyrt. Udgifterne til rytterstatuen beløb sig til 500.000 rdl svarende til en årsløn for 50.000 bryggeriarbejdere eller andre tilsvarende håndværkssvende (i omegnen af 15 milliarder omregnet til dagens lønningsniveau). Men Frederik V fik sin internationale berømmelse. Og vi et stykke unikt kulturarv.
I dag må vi erkende at rytterstatuen fremstår som et mageløst kunstværk fra det 18. århundrede, der på én gang iscenesætter den enevældige monark som romersk general samtidig med at de fine studier af hesten afspejler oplysningstidens kunstneres intense optagethed af naturen og sanseligheden. Ikke uden under at statuen figurerer på den danske kanon.
Andre arbejder
Medens Saly arbejdede på sin rytterstatue satte han i øvrigt ikke meget andet i værk. Fra hans tid i København kendes til en buste af Frederik V (kendt fra fire bronzeafstøbninger) samt en nu forsvunden buste af Wasserschlebe og en anden af A.G. Moltke. Endnu to buster kendes – en af J.-F. Ogier og en sidste af C. G Pilo plus diverse småarbejder såsom relieffer til akademiets guld- og sølvmedaljer.
Med til historien om Saly hører i øvrigt at han faldt for smagsændringerne i slutningen af 60erne, der kulminerede med Struenses kup mod J. H. E. Bernstorff i 1771, der sendte sidstnævnte i eksil. Med ham sluttede også digteren Klopstocks æra, ligesom flere andre af tidens internationale kunstnere måtte se sig se sig forvist fra parnasset af de ”nationale” kunstnere. Således overtog Johannes Wiedewelt (1731-1802) positionen som direktør for Akademiet efter Saly.
Saly blev dog i Danmark et par år mere og vedblev med at færdes hjemmevant blandt danske kunstnere. Årsagen til at han forsatte med at være bosat i København var, at han forsøgte at få udbetalt et forhøjet honorar for rytterstatuen. Den oprindelige sum var 8000 rdl. Dette beløb måtte han dog nøjes med. Måske er han også blevet hjemmevant i København. Efter sin hjemrejse til Frankrig levede han kun kortvarigt. Han fik efterfølgende bolig på Louvre hvor han døde i 1774 og blev begravet i slottets sognekirke rundt om hjørnet.
BJÆLKEFOTO:
Jacques-François-Joseph Saly af Jens Juul (1772). Statens Museum for Kunst, KMS4801 © SMK (PD)
KILDER:
Rytterstauen på Amalienborg Slotsplads.
Red. af: Flemming Frydendal
Slots- og Enedomsstyrelsen 1999
Fyrste og Hest. Rytterstatuen på Amalienborg
Af: John Erichsen og Emma Salling
Københavns Bymuseum 1976
Beskrivelse over Statuen til Hest
Af: Jacques François Joseph Saly og Henry d’Ursy Butty
Udgivet ved Ingrid Nielsen efter originaludgaven 1774.
Foreningen til Oplysning om Bygnings- og Landskabskultur. 1999
J.-F.-J. Saly i den københavnske presse.
Uddrag af Berlingske Tidende og Adresseavisen.
Ved Emma Salling.
Københavns Bymuseum 1996.
Moltke. Rigets Mægtigste Mand.
Af Knud V. Jensen, Carsten Porskrog Rasmussen, Hanne Raabyemagle, Pooul Holstein
Gads Forlag 2010
