Kulturhistorier.dk er det fremtidige ugemagasin for nye bøger, nye udstillinger, nye kulturarvs-politiske tiltag. Og en uomgængelig ressource i skolen
Om os
Forfatter: Karen Schousboe
Historien i vore hjerter – og i undervisningen
I efteråret 2016 fulgte mere end 1 million danskere serien på DR om Danskernes Historie. Alligevel er historien et smertensbarn i vores folkeskole? Hvorfor
Struensee Museum i Hørsholm
Det var på Hirscholm Slot den ulykkelige kærlighedshistorie mellem dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Struensee stod i fuldt flor. Nu ønsker Museum Nordsjælland ønsker at indrette nyt Struensee museum i slottets tidligere kornlade.
Veddelev og deres bevarende lokalplan
Veddelev er en gammel landsby nord for Roskilde. Endskønt kommunen har vedtaget en såkaldt ”bevarende lokalplan” trues miljøet nu af kommunens byggeplaner.
Kristus i Stenløse Kirke
Da Stenløse Kirke blev valgt til kulisse for serien ”Herrens Veje” skyldtes det måske at kirken rummer udskårne skikkelser, der bliver helt levende?
Gammelliv under Afvikling
Gammelgård ligger på Ærø på kanten af en naturpark. En verden af igår fyldt med håb om fremtiden. Alligevel er det svært ikke at læse bogen som en forfaldshistorie.
Sovs skal der til
Ny bog fortæller om sovsenes kulturhistorie I Danmark. Og giver inspiration til meget mere end traditionel “mormormad”.
Sovs skal der til. Opskrifter og historie
Af Bettina Buhl
Tegner: Louise Zyskind
Gyldendal 2017
Anmeldelse:
Dette er en stærkt nødvendig bog. Enhver, der læser opskriftsiderne i vores dameblade vil jo vide at den mest almindelige sovs i dagens Danmark består af skyr iblandet hakkede krydderurter og smagt til med hjemmerørt honningsennep. Hvis det går højt, består den i en ”hjemmelavet” andesovs købt hos slagteren i dagene op til juleaften. Netop dette ”snyd” peger imidlertid på det, som er et grundtræk ved vores gamle køkken, nemlig at sovsen – som Bettina Buhl skriver – er noget af det helligste ved vores måltid.
Der var imidlertid engang hvor sovsen – dyppelsen – ikke alene udgjorde et fast element i hverdagens køkken, men også var et sikkert tegn på at madmor kunne sit kram. Ja, helt tilbage til middelalderen var sovseopskrifter faktisk det første, som blev nedfældet i de tidligste kogebøger og opskriftssamlinger. Enhver kan koge en fisk eller stege en kylling. Sovsen, derimod, kræver at vi graver dybt for at finde madkunstneren i vores indre frem.
Den kulturhistorie har Bettina Buhl, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum på Gl. Estrup, fremdraget. Selvom hun ikke griber helt tilbage til middelalderen, men begynder sin ”jagt” på den gode sovs i 1616, da den første kogebog på dansk bliver trykt, får vi her et glimrende indblik i sovsens madkultur fra renæssancen og frem til i dag. I bogen kan vi derfor læse om hvorledes sovsene ændrede karakter gennem århundrederne. Således fortæller hun oplagt om 1700-årenes ”internationale” sovse, der ofte fik navn af landet, de kom fra: Spanien, Italien, Polen osv. (Eksempelvis er Sauce Hollandaise jo i virkeligheden ikke andet end ”hollandsk sovs”, der er god til at servere til fisk!). Men Bettina Buhl beretter også om 1800-tallet, hvor repertoiret blev udvidet med søde og sure sovse, såsom den kirsebærsovs, vi serverer til risalamande, men som oprindeligt var en sovs beregnet på at servere til oksesteg eller dyrekølle. Det er på den tid at sovsekander finder vej til det veludstyrede anretterværelse i borgerskabets store huse og lejligheder. I den anden ende af samfundet kunne man derimod opleve at dyppelsen – fedtrørt med sennep, sirup eller øl og mjød – blev sat i en kop i midten af grødfadet. Her kunne bønderne så dyppe deres tørre rugbrød i så det blev blødt op og kunne tygges. En særlig variant var ”skomagerdyppelsen”, der bestod af en blanding af stegte flæsketerninger, løg og persille iblandet en mælkesovs. Efterhånden som kartoflerne vandt frem blev det til en af de danske favoritter. Udgaven i mit barndomshjem bestod af stegte løg og baconterninger anbragt i toppen af bagte kartofler.
Senere, da kødhakkemaskinen blev introduceret omkring 1900 kom der imidlertid endnu mere gang i sovsen. Nu stod menuen på frikadeller, kåldolmere, hakkedrenge eller karbonader (også kaldet krebinetter). Som enhver ved serveres den slags med sovs til. Det er på det tidspunkt at den jævnede sovs bliver en helt fast bestanddel. Jo fattigere familien var, des oftere stod den endda kun på stuvede kartofler. Den mere fornemme udgave heraf var naturligvis ”salaterne” fremstillet af mayonnaise, der blev en hovedingrediens i det ”højtbelagte smørrebrød”. Bogen slutter med fortællingen om hvordan den mere ydmyge sovs kom til ære og værdighed igen i krigens tid, da rationeringsmærker satte grænser for det kolde bord. Nu var det pludselig vigtigt at kende til hvordan man kan forlænge en rest kød eller fisk ved at pille eller skære det i flager, lægge det lagvis med kogte kartofler, hælde gårdsdagens sovs over og give det en tur i ovnen.
Bogen er fyldt med en lang række opskrifter. Et hovedtræk er dog at opskrifterne er tilpasset så de kan bruges i dag. Eksempelvis er et hovedtræk ved de gamle sovse at der ikke står at de skal smages til med salt. Det skyldes at kogesaften – bouillonen – i det gamle køkken som regel var kogt på saltet kød. Før køleskabene var salt som bekendt det vigtigste konserveringsmiddel og det smagte igennem i det historiske køkken.
Bettina Buhl skriver i indledningen at det naturligvis er op til den enkelte læser om han eller hun vil anvende færdiglavet bouillon eller koge det fra bunden af. Som anmelder kan jeg dog kun anbefale at man gør det fra bunden af. Eksempelvis er der ingen grænser for hvilken god grøntsagsbuillon man kan koge på en blanding af agurkeender, de afskårne blade fra blomkålshovedet, den yderste halvtørre skal af løgne, hovedet af peberfrugterne, de bløde tomater og de grønne toppe fra gulerødderne. Faktisk skal man kun afholde sig fra at koge suppe på de vilde planter, der er giftige. En sådan suppe er lige til at bruge i bogens mange fine sovse, der bør inspirere enhver med trang til at forny båndspagettien, lasagnen eller de bagte kartofler.
Madhistoriker Bettina Buhl har tilpasset opskrifterne fra gamle dage, så de kan bruges i dag. De tidligere opskrifter indeholder nemlig sjældent nøjagtige mængdeangivelser og fremgangsmåden er heller ikke altid nem at gennemskue.
Dette er en sjov og fin lille bog, der fortæller om en vigtig del af vores kulturhistorie.
OM FORFATTEREN:
“Bettina Buhl er uddannet cand. mag. i historie og kommunikation ved Odense Universitet. Hun er museumsinspektør på Det Grønne Museum, Gl. Estrup, klummeskribent for Århus Stiftstidende og bl.a. historisk konsulent i forhold til mad på TV-serierne, Badehotellet og En bid af Historien, begge TV2. Bettina Buhl har skrevet en række videnskabelige artikler og bøger, bl.a. bøgerne om Danskernes småkager og Historien om danskernes mad i 15.000 år.
Kulturarven på Nordfyn
Nordfyns Kommune iværksatte i 2015 udarbejdelsen af en strategi for Den Nordfynske Kulturarv. Vedtaget i sommer, der forestår nu at udvikle en egentlig handlingsplan
Hvordan kan den nordfynske kulturarv skabe værdi for kommunens borgere og turister? Det spørgsmål stillede Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune i 2015. For at få klarhed satte politikerne resolut 1,5 millioner kroner på højkant. Nu – efter mange og lange drøftelser i såvel arbejdsgruppe, ressourcegruppe samt på borgermøder – foreligger der et 16 sider papir. Forleden blev strategien godkendt af den samlede bestyrelse med henblik på at få udviklet et egentligt atlas over ”kulturarven”. Det er hensigten at dette atlas skal rumme konkret handleplaner for arbejdet med at bevare kulturarven. Samtidig skal den naturligvis anvendes i det videre planlægning af bosættelsesmønstre og turismeudvikling. Et eksempel, der konkret nævnes, er at øremærke midler fra ”nedrivningspuljen” til renovering og restaurering i de udvalgte kulturmiljøer.
Kulturarvsstrategien indeholder således en handlingsplan for, hvordan kulturarven både kan opleves, bevares og samtidig udvikles – både i lille skala, når det gælder den enkelte bygning, og i de store skalaer, som eksempelvis i forbindelse med formidlingen af den nord-fynske kulturarv. Et vigtigt element er at arbejdet også skal udmøntes i en egentlig håndbog for dette bevarings- og formidlingsarbejde, så frivillige som professionelle har at videns grundlag at tage udgangspunkt i.
Nordfyns kommune forvalter et område, der populært sagt rummer tre forskellige kulturlandskaber – det kuperede Højfyn med enestegårde, herregårde og møller; Sletten med det åbne landbrugsland og de store landsbyer samt endelig den Nordfynske Kyst med store flader karakteriseret af tidligere øer, der er blevet landfaste ved afvanding. Herude møder man også sommerhusene og campingpladserne. Spredt i dette landskab ligger endelig adskillige stationsbyer, samt købstaden Bogense.
Med udgangspunkt i disse tre kulturlandskaber har arbejdsgruppen derefter udpeget 21 særlige bevaringsværdige kulturmiljøer med hver deres kulturhistoriske baggrund, fortællemæssige potentiale samt kvaliteter som bosætningsområder.
Højfyn
1) Tværskoven som eksempel på den fynske skovbygd karakteriseret ved små og spredte gårde
2) Rugård Hovedgård med både avlsgård og vandmølle
3) Dallund Slot med sit hovedgårdslandskab
4) Skovmøllen, et karakteristisk eksempel på en fynsk vandmølle med det omgivende landskab
Sletten:
5) Ejby Lunde med sin fint bevarede middelalderlige landsbystruktur
6) Fremmelev by og ejerlev, der vidner om stjerneudskiftningen i slutningen af 1700 årene.
7) Østrup landsby der endnu på middelalderlig vis er integreret med hovegården.
8) Skamby stationsby med sit genkendelige ”stationsby” udseende
9) Kronborg, en velbevaret statshusmandsudstykning
10) Glavendruplunden med sin fortælling om sammenknytningen mellem oldtidens landskab, Glavendrupstenen og den nationalromantiske indlejring heraf
11) Uggerslev Vindmølle
12) Harritslevgård med det fredede bygningsanlæg og omgivende landskab
13) Hans Christian Andersen Airport (Beldringe Lufthavn) og fortællingen om 2. Verdenskrig
Kysten:
14) Kørup Hovedgård, Agernæs Strand og fortællingen om landindvinding og husmandsudstykning
15) Middelalderbyen Bogense
16) ”Forstaden” Bogense med fortællingen om byens udvidelse omkring århundredeskiftet
17) Villakvarteret Bogense
18) Fjordmarken med 600 ha landindvindingslandskab
19) Klinte inddæmmede strand
20) Hofmansgave Hovedgård med sin stemningsfulde park
21) Gyldensteen Gods som omdrejningspunkt for fortællingen om såvel inddæmnings- som naturopretningshistorien på Nordfyn.
Kulturarvsstrategi og handlingsplan
Det er tydeligt at nøgleordet for kulturarvsstrategien er kulturlandskabet i bredere forstand. Udgangspunktet har helt præcist været ikke at tage udgangspunkt i allerede eksisterende fredede bygninger eller naturområder (eksempelvis Natura 2000 områder). Derimod har ønsket være at pege på de landskabsmæssige værdier, der rummes i og omkring bevaringsværdige bebyggelser – møller, landsbyer, hovedgårde og byer samt de tilhørende karakteristiske landbrugslandskaber. Et særligt løfte er derfor også at kommunen i forlængelse af kortlægningen vil have fokus på bevarelsen af offentligt tilgængelige skovstier, markveje og kirkestier samt udviklingen af nye cykelruter til gavn for udviklingen af en egentlig cykelturisme.
Udfordringen
Seks ud af de 21 bevaringsværdige kulturmiljøer udpeges meget konkret som steder med ”bosætningspotentiale”. Dette er naturligvis et dilemma. På den ene side ønsker man fra kommunens side at pege på værdien af nogle karakteristiske landskabs- og bebyggelsesformer, der har bevaringsværd. På den anden side peges det på at der er et bosætningspotentiale, læs: udbygning. Om man så direkte tænker på tæt-lave rækkehusbebyggelser eller bare tænker på at bevare den eksisterende bymasse, siges ikke direkte. Det ser dog ud til at argumentet er at de udpegede bevaringsværdige miljøer rummer livskvaliteter, man ved er eftertragtede af mennesker med trang til at bosætte sig mere romantisk; dvs. ”på landet”. På den anden side kan en bymæssig udvikling naturligvis medvirke til at ”ødelægge” disse følsomme landskaber. Hvordan man præcis ønsker at balancere disse hensyn siger strategien intet om.
– Men det er just pointen med arbejdet, fortæller Kurt Christensen (V), der som formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget har været politisk ansvarlig for at udvikle strategien. Han fortsætter: – Vi ønsker netop at sikre at udbygningen tager hensyn til det eksisterende kulturlandskab og dets særlige karakteristika. Samtidig ønsker vi at vi herigennem kan anvise andre tilsvarende lokalsamfund, hvorledes en sådan nænsom bosætningsstrategi kan udformes.
Nordfyns Kommune er Venstreledet. Med en enkelt konservativ Viceborgmester sidder Venstreborgmesteren solidt i sadlen. Selve arbejdet med at udvikle kulturavsstrategien har været i hænderne på Kurt Christensen (V) der er bredt engageret i fremme af den fynske kulturarv. Strategioplægget blev for nogle uger siden enstemmigt vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Faglig ankerperson har bl.a. været Museumsinspektør Ellen Warring fra Odense Bys Museer, aktiv i Kulturarv Fyn, en organisation der arbejder for at udfylde hullet, der forvaltningsmæssigt opstod efter amternes nedlæggelse
LÆS MERE:
Læs den fulde præsentation af strategipapiret på Nordfyns Kommunes hjemmeside
Vedbækfundene vender hjem!
I april sendte DR den første udsendelse i serien Danmarkshistorier. Det fik antallet af besøg på museet med Vedbækfundene til at stige drastisk.
Stenalderens Jæger og Samlere var temaet for den første af DR’s udsendelser i ”Historien om Danmark”
I fokus var var de sensationelle Vedbækfund, der udgravedes på kanten af Maglemosen i 1980erne. Her lærte vi – guidet rundt af Leif Mikkelsen – om hvorledes nye undersøgelser af knoglernes DNA viste at stenalderens mennesker ikke alene var mere hårdføre end os; de var også mindre end os, mørklødede og med blå eller blågrå øjne. Desuden så vi hvordan folk rent faktisk havde jaget, boet, spist og klædt sig. Ligesom vi hørte den gribende historie om stenalderkvinden, der begravedes sammen med det lille barn, der blev anbragt på en svanevinge.
Over 1,2 millioner danskere så denne første udsendelse i serien. Det gav naturligvis genlyd i medierne. Men det fik altså også antallet af besøgende på det lille museum nord for København til at stige med 50% i forhold til samme måned året før! Hvilket naturligvis er et af de bedste tegn på at det faktisk giver mening at tilbyde danskerne ordentlig og kvalificeret fjernsyn, der fortæller kulturhistorie.
Vedbækfundene
De første udgravninger ved Vedbæk blev foretaget i begyndelsen af det 20. Århundrede. I 1956 dukkede så det første skelet dukkede op, men interessen blev først for alvor vakt, da Vedbæks nye skole skulle opføres i 1975. I den efterfølgende tid blev udgravet tolv forskellige fundsteder med huse og begravelser fra ca. 6200 – 4000 f. Kr. Hertil kom utallige undersøgelser af stedets landskab, fauna og spredte fund af stenredskaber af forskellig art. Eftersom perioden var så lang er det ikke underligt at sporene over tid skiftede karakter. Visse træk gik dog igen.
Vedbækfundene blev opdaget på kanten af Maglemosen nord for København. I stenalderen var det en fjord, der var åben for sejllads og fiskeri indtil c. 3000. Rundt om ved kysterne slog folk sig nu ned med det altoverskyggende fiskeri for fødderne og med skoven og dens jagtmuligheder i ryggen. Utallige spor af spyd, pile, fælder, fuglenet, ruser, og fiskeredskaber er fundet, ligesom udnyttelsen af nødder, frugter, bær og urter har sat sig spor.
En type af bosættelse bestod således af ovale hytter c. 6 x 4 meter, mens andre havde stengulv dækket af planker. Rundt om fandt arkæologerne typisk kogesten og rester af produktionen af flinteredskaber. Det var enkelt nok – baseret på faunaen – at karakterisere de forskellige bosættelser som henholdsvis forårs, sommer og efterårs-lejre. Til gengæld var det mere usikkert at bestemme tilstedeværelsen af en egentlig vinterlejr. Helt unikt var de mange grave – brandgrave såvel som 20 jordfæstegrave – der for første gang gav ”ansigt” på de mange spredte stenøkser, som indtil da havde været stenalderfolkets alt dominerende efterladenskab. Et af de fremtrædende karaktertræk var at de døde tilsyneladende var begravet midt i bosættelserne. Som sådan var de ”nogen” man tydeligvis levede med. I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til at de afdødes tænder også kunne bruges til at smykke sig med på linje med andre kæber og dyretænder fra vildsvin, urokser, hunde, bjørne og ulvetænder. Nogle af disse tilhørte dyr, der ikke længere levede på Sjælland. De må derfor have været importeret fra Skåne, hvor arkæologerne i øvrigt senere fandt spor af tilsvarende bosættelser. Der har givetvis været en livlig trafik henover vandet.
Mest betydningsfuldt af alt var dog det indblik i datidens forestillingsverden, som gravene formidlede. Det var karakteristisk at de fleste var blevet begravet omsorgsfuldt, ja, næste rørende. Det gjaldt selvfølgelig først og fremmest den unikke begravelse af en ung kvinde, der var lagt til hvile sammen med sit barn, svøbt i en svanevinge.
Nyt museum
Siden 80erne har Vedbækfundene været udstillet i en sidebygning til Gl. Holtegård. Skønt lille og kompakt er der tale om en udstilling der museums fagligt har holdt forbavsende godt. En af årsagerne er at museet har være indrettet i børnehøjde og med rekonstruktioner, man møre røre og føle på. Desuden er skeletter jo altid forførende.
Nu er vedbækmenneskene imidlertid på vej til nye og storslåede omgivelser på kanten af mosen, hvor de blev udgravet i 80erne. Indtil 2005 havde Forsvarskommandoen sit hovedkvarter dér. Da grundene derude blev solgt til udstykning forbeholdt Rudersdal kommune sig imidlertid en grund i det nordøstlige område på kanten af mosen. I de senere år har en gruppe arbejdet på at skitsere fremtiden for et nyt museum og oplevelsescenter dér hvor de spektakulære fund blev gjort i sin tid. Sidst i maj kom projektet endelig videre da kommunen valgte at købe grunden med henblik på at bygge et nyt formidlingscenter på stedet.
Kort sagt: projektet er nu overgået til fasen, hvor fondsansøgninger skal skrives og sendes ind. Så mon ikke planerne ad åre realiseres.
BESØG:
Vedbækfundene
Gl. Holtegaard
Attemosevej 170
2840 Holte
PlANER:
Projektbeskrivelse – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk inkl. beskrivelse af gravene og kortmateriale
Udkast til præsentationsfolder – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk
SE MERE:
Stenalderen i serien ”Historien om Danmark”.
LÆS:
Der mangler desværre en nyere guide til vedbækfundene, men i 2016 forsvarede Erik Brinch Petersen, der i sin tid var leder af udgravningerne sin disputats:
Diversity of Mesolithic Vedbæk
Af Erik Brinch Petersen.
In: Acta Archaeologica vol 86:1, 2015. Supplementa XVI
Oxford: Wiley 2015
Indtil disse nye resultater publiceres må besøgende nøjes med den gamle guide fra 1982.
Vedbækprojektet: under mosen og byen.
Af Erik Brinch Petersen, Helle Juel Jensen, Kim Aaris-Sørensen, Peter Vang Petersen
Søllerød 1982