Børn på Museet i Randers © Østjyllands Museum

Museum Østjylland får topkarakterer

Fra 2010 til 2017 mere end fordobledes antallet af besøgene på museerne i Randers og på Djursland. Årsagen skal givetvis findes i en succesfuld fusion, der fandt sted i 2011.

Kort over Museum Østjyllands virkeområde. Source: Google Topographic Maps
Kort over Museum Østjyllands virkeområde. Source: Google Topographic Maps

I 2006 – 2008 kvalitetsvurderede den daværende Kulturarvsstyrelse de tre museer – Randers, Ebeltoft og Djursland, der senere i 2011 fusionerede til ét museum under hatten: Museum Østjylland. Forleden offentliggjordes så en ny vurdering foretaget af Slots- og Kulturstyrelsen og her kan enhver læse om hvor godt det er gået siden; dette på trods af at museet forvalter 8 besøgssteder spredt ud over de tre kommuner, Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner.

Museet får således topkarakterer når det gælder samarbejdet med kommunerne omkring den lagte strategi samt at det faktisk er lykkedes at skabe en enhedsorganisation, der integrerer de forskellige fagligt funderede medarbejdere i forhold til den fælles vision. Ligeledes får museet ros når det gælder formidling, varetagelse af samlingerne, samt forskning heri. Samlet set hedder det faktisk i vurderingen at ”samlet set er fusionen mellem de tre museer sket på forbilledlig vis”.

I forbindelse hermed listes da også det helt afgørende faktum at antallet af besøgende siden 2011 simpelthen er mere end fordoblet. Vi ved ganske vist ikke helt hvor tilfredse de mange besøgende har være – Østjyllands Museum deltog kun meget spagfærdigt i den seneste brugerundersøgelse. Men en vækst fra 75.835 (i 2011) til 173.650 besøgende i 2017 taler dog for sig selv.

Som altid er der naturligvis enkelte punkter hvor styrelsen drypper lidt malurt i bægeret: vedtægterne afspejler ikke gældende lovgivning og der er endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning med hensyn til danske Fiskerimuseum i Grenå med den fine samling af modelskibe. Endelig halter museet tilbage når det gælder opkvalificeringen af de faglige medarbejdere, så der bliver flere ansatte med PhD-grad. Som bekendt gælder det dog næsten samtlige museer i landet eftersom kommunerne sjældent evner at have blik for at medarbejderne har forskningsforpligtelse og at den slags ikke bare kan foregår i fritiden. Men som det hedder i rapporten: Museet prioriterer at museets fastansatte videnskabelige medarbejdere har tid til at forske og opbygge forskningsnetværk nationalt og internationalt.

Den røde tråd

På et punkt er museet dog udfordret. ”Der savnes en tydeliggørelse af museets særegne faglige profil, herunder en sammenhængende faglig rød tråd (fortælling) indenfor ansvarsområdet mellem de enkelte besøgssteder. En faglige afgrænsning indenfor ansvarsområdet findes spredt beskrevet i indsamlingspolitik, forskningsstrategi mv.”, hedder det.

Hvad betyder det helt konkret? Svaret er naturligvis at der mangler en klar tilkendegivelse af det der i den internationale museums-jargon hedder ”sense of place”. Hvad er det lige præcis, der adskilte og adskiller livet på Djursland og på Randerskanten i forhold til resten af landet, må man spørge?

At finde et svar herpå er imidlertid ikke ganske enkelt. Administrativt dækker det nye Museum således ikke det område der i gamle dage udgjorde Randers Amt, ej heller følger de nuværende grænser den gamle syssel-inddeling. Sprogligt vil man også skelne mellem dialekten på Djursland med den, der taltes i omkring Randers (Midt-øst jysk).

Hvis man kigger på topografien falder området også i skarpe kulturgeografiske områder. Ganske vist tilhører hele egnen det østjyske fjordlandskab skabt i istiden, med med kridt som grundlag og dækket af randmoræner skåret igennem af tunneldale. Omkring Randers defineres landskabet dog af Gudenåens udløb, der med omgivelser udgør et naturligt hele, der rækker op til og gennem fjorden og ud til Kattegat. Men Randersegnen var i ældre tid adskilt fra Djursland ved hjælp af det brede skovbælte, der som en halvkreds nærmest afgrænsede Jyllands ”knytnæve” ud mod øst. Hertil kom at Nord og Syddjursland på mange måder var skarpt adskilte gennem den nu tørlagte tidligere fjord og senere sø, Kolindsund, samt det forhold at mod nord er landskabet fladere, delvist sandet og med vidtstrakte moser. Mod syd findes det bakkede Mols og Kalø-landskabet. I mellem de to landskabstyper kilede et landskab velegnet til jordbrug sig ind derfra hvor Kolindsund blev drænet i 2. halvdel af det 19. Århundrede. Her finder man de store herregårde, hvis historie varetages af Herregårdsmuseet Estrup.

Man kan roligt sige at Museum Østjylland ikke dækker et klart defineret kulturgeografisk område, men derimod har fået udstukket et virkeområde, der fremstår mere som en ”politisk konstruktion” end et naturligt arbejdsområde.

Hvad gør man så: ja, det fremgår af vurderingen at man vil satse på neolitikum, yngre jernalder/vikingetid samt nyere tid, dvs. 1850 – 1990. Nærmere betegnet drejer det sig om urbanisering og infrastruktur, industri og fagforeninger, offentlig og privat omsorg, samt turisme og kystkultur. Her understreges det at de første to forskningsfelter relaterer sig til Randers, det tredje dækker hele regionen, mens det sidste retter sig mod Djursland.

Sandt er det da også at hvis man satser på denne sene periode, slipper man for at skulle tage alt for meget livtag med den forskelligartede og måske til dels landskabsbetingede kulturhistorie, der rækker længere bagud i tid, dvs. en tid hvor kulturgrænserne i landskabet måske var tydeligere. Det er dog tydeligt når man læser det strategiske oplæg (2014 – 18) at Museum Østjylland ikke er blind for denne udfordring.

Familier og Børn

Den nye udstilling i Grenaa © Museum Østjylland
Den nye udstilling i Grenaa © Museum Østjylland

Dog, mens vi venter på en nærmere afklaring af hvad ”den røde tråd” mon skal være, har museet satset på at udvikle nye formidlingsmæssige initiativer. Èt af dem er uden tvivl banebrydende. Her har man nemlig satset på en meget væsentlig målgruppe, der sædvanligvis overses, nemlig de små børn. Af sommerprogrammet fremgår det at der hver uge er et utal af tilbud til familier medmindre børn – smykkeværksteder, flintværksteder, snitteværksteder og meget andet. Hver dag er der desuden mulighed for at børn kan lege arkæologer, bådebyggere eller samt gå på fossiljagt (Grenå). Eller man kan give sig i lag med strik, patchwork, børstebinding, knipleri, vævning eller bødkerarbejde. (Farvegården i Ebeltoft).

Specielt fascinerende er det at museet også har iværksat en formidlingsprojekt til de allermindste – fra 0 – 6 Projektet er blevet til med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til udvikling af formidling i forbindelse med Historier om Danmark. Nordea-fonden har støttet puljen.

BESØG:

Museum Østjylland
Administration:
Stemannsgade 2
8900 Randers
87122600
mail@museummoj.dk

Adgang til museet er gratis

Besøgssteder

LÆS MERE:

Kvalitetsvurdering af Museum Østjylland 2017

Museum Østjylland for alle. Strategi 2014 -18

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *