Kunstige lyskilder i fortiden var sparsomme. Fakler, tællelys, vokslys var de nordeuropæiske muligheder
De fleste af datidens lys stank. De blev støbt af tællen fra fårene, der efter slagtning blev skåret i små terninger og smeltet af. Denne smeltede tælle hældtes nu i en lille skål, hvori man dyppede en knoglestump bundet på en snor. Når tællen var stivnet, varmedes den lille skål en anelse og klumpen af tælle kunne løftes op. Nu blev den hængt op på loftet langt fra musene, der naturligvis gnavede deri, hvis de kunne komme af sted hermed. Den første afsmeltning var hvid, mens næste blev gul. Til sidst var de kun fedtegrever tilbage, der blev spist sammen med blodpølse og en porsesnaps. Engang i løbet af vinteren – men før kyndelmisse – hentede man nu klumperne ned for at støbe årets lys.
Det foregik ved at man viklede bomuldsgarn omkring en krukke, der var ca. 30 cm i omkreds. Hver rundkreds blev efter opskåring til en dobbeltvæge. Dem snoede man, trak en pind gennem den øverste løkke og gned vægen med en klump tælle, så den blev stiv. Lidt efter lidt hængte man nu vægerne op på rad og række på en stige, der var lagt op på to bukke. Nu fandt man sin særlige lysegryde frem, der præcis var så bred i diameteren at pinden med de stive væger kunne løftes op og ned i den flydende, smeltede tælle. Ind imellem hældte man varmt vand i gryden med tælle, så lysene blev lige tykke foroven og forneden. Da tællen flød ovenpå vandet var det en måde til få det hele brugt på. Til sidst lavede man de mange pråse, der blev brugt til at skaffe hurtigt lys til arbejdet eller når man skulle ud om natten. Folkeviddet kaldte dem derfor sommetider ”oldemors pisselys”. Ofte var vægerne her bare tynde pinde, der var skåret af kviste. Af otte får kom der tælle til 400 lys og 600 pråse.
Lysestøbning skulle i øvrigt foregå i et varmt rum, for ellers stivnede tællen for hurtigt. Ofte var det derfor et arbejde som udførtes af gammelmor i gården. Hun havde både erfaringen og tålmodigheden.
Vokslys var en sjælden og efterspurgt vare. Selvom de fleste bønder havde bistader i deres æblehave, og høstede såvel honning som voks, blev voksen så vidt vi ved solgt til professionelle lysestøbere. Sådanne arbejdede på klostrene eller i middelalderens byer. Præcis hvor meget voks, der kunne høstes af et vinterstade kan ikke afgøres. Nogle opgørelser tyder dog på at hvis et stade kunne producere 25 kg honning, så kunne der høstes måske fem til ti kg voks.
Når vi derfor finder stumper af vokslys i rige jernalder- og vikingegrave har der været tale om helt særlige gaver, der ikke kun var tegn på at her var kristne begravet; der har også været tale om luksuriøse gaver.
KILDER:
Landbokvinden. Rok og Kærne. Grovbrød og vadmel.
Ole Højrup
Nationalmuseet 1967
LÆS OGSÅ:
SE OGSÅ:
