Kyndelmisse er det gammeldanske udtryk for Missa Candelarum, hvor menighedens lys indviedes

Kimen til denne kirkefest er oldgammel og bygger på fortællingen hos Lukas 2:22-40 om hvorledes det nyfødte jesusbarn i overensstemmelse med Leviticus 12 skulle føres til kirke sammen med sin mor, 33 dage efter omskæringen (eller 40 dage efter fødslen). Festen falder derfor på den 2. Februar. Her skulle Maria nu renses ved at ofre enten et lam eller en due, og Jesus skulle fremstilles i Templet, dvs. for det omgivende samfund. Vi ville sige offentligheden.

Vi kender til seks forskellige prædikener afholdt rundt om i det østlige Middelhav og på denne festdag fra ca. 300-400. På det tidspunkt var festen en fasttømret del af den oldkirkelige liturgi. I detaljer kender vi til festens forløb fra Egerias beretninger fra hendes pilgrimstur til Jerusalem fra 381-84 e. Kr.

 

Især renselsesfesten fejres her med den største ære. På denne dag er der en procession til Anastasis [begravelseskirken]; alle går i procession, og alle ting er præget af stor festivitas, præcis som til Påske. Alle præsterne prædiker; og også biskoppen. Og altid over teksten, hvor Josef og Maria bragte Herren til Templet, hvor Simeon og Anna, profetinden, der var datter af Famuhel, så ham og ordene som de to sagde, da de så Herren; og om gaverne som forældrene præsenterede. Og da alt var ordnet som tilbørligt og vanligt, og messen fejret, blev folk sendt ud.
Egeria c. 381 e. Kr.

I Østkirken fastsattes dagen til den 2. Februar i 521 e. Kr. Og her har den ligget siden da.

Lupercalia or Februa

Traditionelt betragtes den kristne kyndelmisse som en fest runden af den romerske frugtbarhedsfest, Lupercalia. Hensigten med denne fest – der fejredes i midten af februar måned – var at rense byen Rom og afværge den onde ånd, Februarius (heraf månedsnavnet februar). Ved denne lejlighed ofredes geder og hunde ved det dertil indviede alter i ”ulvegrotten” (Lupercam), hvorefter præsterne iførte sig de blodige skind og løb nøgne rundt i byen til moro og fornøjelse. Ved samme lejlighed ofrede vestalinderne i øvrigt salte hvedekager. Festen fejredes endnu i slutningen af 400-årene, hvor den romerske pave Gelasius advokerede for at den burde afskaffes. En af festens pointer var imidlertid at den havde som opgave at holde sygdomme fra døren. Af samme årsag fik den en genopblussen efter 536 e. Kr. da pesten (den justinianske pest) for første gang ramte Konstantinopel og hele Vesteuropa.

I dag ved vi naturligvis at den romerske fest, Lupercalia, endte med at overvintre som vores fastelavn, mens kyndelmissen fik sin egen plads i begyndelsen af februar måned.

Middelalderen

Hovedindholdet i den tidlige middelalders fejring af den 2. februar vedblev længe med at kredse om Mariæ renselsesfest og Jesus’ fremvisning i templet. Derfor omtales kyndelmissen i den tidlige middelalders latinske kalendere og breviarer (gudstjenestebøger) som Festum Purificatinis.

Senest omkring 1000 møder vi dog udtrykket kyndelmisse. Måske var der på det tidspunkt tale om et skifte i indhold. Det, der kirkeligt betragtedes som en fejring af Mariæ renselse, blev måske forskubbet til at blive en mere folkelig fest.

Første gang vi møder det folkelige udtryk ”Candlemass” er i øvrigt i en engelsk sammenhæng fra 1014, hvor det i den angel-saksiske krønike fortælles at Svend Tveskæg endte sine dage op til ”Candelmæssan”. Selvom vi i en dansk sammenhæng først kender udtrykket noget senere fra ca. 1200.

Ordet kyndel er gammeldansk og nedstammer fra indo-europæisk via græsk og latin – candela. Vi kender det fra engelsk candle og to kindle a light. Her til lands benytter vi naturligvis mestendels ordet “lys”, hvilket stammer fra germansk *leuhtą. Pudsigt nok hedder det alligevel kyndelmisse her til lands, men Lichtmesse på tysk. Sydpå har man altså bevaret det gamle germanske udtryk, mens vi har adopteret det engelske (latinske) udtryk. Det er fristende at fundere over om anvendelsen af ordet “kyndelmisse” afspejler den indflydelse den engelske kirke på grund af Knud den Store fik på vores meget tidlige kristne kirkeliv.

Første gang vi ser udtrykket brugt i en dansk sammenhæng er dagen i øvrigt omgærdet med stor hellighed. Udtrykket stammer fra Skånske lov (ca. 1200), hvor det hedder, at et drab foretaget i en kirke eller på en kirkgård, i juledagene eller kyndelmissedag, på Sankt Laurentius, til påske eller pinse, ja et sådan kan kan man ikke betale sig fra. Den slags drab er det, man kalder ”bodløse”. Så udtrykket kyndelmisse signalerer måske en folkelig tilegnelse af festen. Men i kirkelig sammenhæng vedblev det at være en af de store helligdage.

I den senmiddelalderlige katolske kirke fejredes lysmessen dog til sidst mest som en messe, hvor landsbyen bragte de støbte lys til kirken for at få dem velsignet. Det gjaldt alle lys – kirkens vokslys, tællelys, ja selv den mindste prås blev båret til kirke, hvor lysene derefter blev båret i procession op gennem kirken; hvor præsten så naturligvis tog sin andel til kirkens og eget brug. Kyndelmisse blev afmærket med en 7-armet kandelaber på primstavene.

Lysindvielsen til Kyndelmisse var ganske vist ikke den eneste kirkelige højtid, hvor lys blev indviet. Det gjaldt også lørdag aften i påsken, hvor menigheden tændte bål foran kirkedøren. Ilden herfra velsignedes, førtes ind i kirken og anvendtes til at tænde det store påskelys, der herefter anvendtes til at tænde alterlysene. Ved kyndelmisse velsignedes imidlertid menighedens egne lys.

Reformationstiden

Efter reformationen tordnede reformatorerne mod ideen om at barselskvinder var urene og i lighed med Maria skulle føres ind i kirken igen, den såkaldte kirkegang. Man enedes dog om at beholde ritualet i en stærkt ændret udgave, indtil 1748 hvor kvinder af såkaldt ”caracteer” kunne undslå sig. Interessant nok ændredes ordvalget ved den tid. Nu talte man ikke længere om indledning, men derimod om indlysning. Sammenkoblingen mellem Mariafesten den 2. Februar og barselskvinders renselse vedblev således at være synlig i det sproglige. Selve helligdagen den 2. februar afskaffedes dog ved Struenses helligdagsreform 1770. Kyndelmisse var nu kun noget, der levede videre i folkelivet.

Vinterliv og Kyndelmisse

I dag synger vi at ”Julen varer lige til Påske”, men sådan hed det ikke blandt de gamle. Her sang man

”Ved Kjørmes Knude
er Julen ude
men ingen tør den laste,
der holder jul til faste”.

Vi kender bedst udtrykket Kyndelmisse. Men festen kaldtes også ”Kønnemusse” eller ”Køndermos” på sjællandsk, eller ”Kjørmes” (jysk).

Kyndelmisse var da også en af de dage, hvor man sagde at Julen skulle fejes ud, eller man sagde at Kjørmes Knud kom og fejede den ud. Det er imidlertid en misforståelse at tro at ”Knud” her var en mandsperson (og refererede til vores kongehelgen, Knud Lavard, der blev myrdet ved Ringsted den 7. Januar 1131).

Knud betyder i forbindelse med kyndelmissen noget helt andet, nemlig ”knude” – også kendt som ”knog” og ”knug”; sidstnævnte ord bruger vi når vi ”knuger” et barn ind til os i en uopløselig knude. ”Kyndelmissens knude ryster sine pjalter derude”, sagde de gamle, når snestormen ramte med sit kolde og ubønhørlige vejr. Det var dette gamle vejrmærke, St. St. Blicher benyttede i sit meget smukke digt  ”Det er hvidt herude”. Heri hører vi om kyndelmisse, der slår sin “knude overmåde hvast og hårdt”. Det har ikke været fornøjeligt at sidde og skutte sig indenfor i et utæt bindingsværkshus ved den buldrende kakkelovn med syv til ti graders frost udenfor.

Folkelivsforskere har forøvrigt funderet over om denne knude i virkeligheden er lig med Mælkevejens lysende centrum. I Jylland sagde de gamle således at ”når Mælkevejen er klar, skal vi få en streng vinter”. (På norsk hedder mælkevejen faktisk Vintervejen). I dag er det svært at finde et sted i landet, hvor der ikke er lysforurening, og hvor det derfor er muligt at se dette vejrtegn; der så iøvrigt har noget indlysende på sig. For – det ved da enhver – når vejret er stjerneklart, kommer frosten buldrende fra nordøst.

Folkeliv

Kort sagt: I gamle dage var kyndelmisse anset for vinterens midtpunkt eller midvinter. Nu var det ganske vist koldt, men med snestorm vendte vejret, sagde bonden, og målte hvor langt nede han var på foder og brødkorn. Halvvejs, skulle man være for at det strakte til næste høst. I Norge og Sverige hed det sig, at bjørnen i sit hi vendte sig på denne tid. Nu gjaldt det også om at være færdig med tærskningen, for om lidt stod de første forårsarbejder for døren. Først og fremmest hegningen, der var den tungeste og sejeste opgave inden forårspløjningen tog sin begyndelse. Men også selve pløjningen. Hvornår alt det skulle iværksættes måtte bønderne naturligvis komme overens med i fællesskabets tid. Til den ende holdt man derfor traditionelt kjørmesgilder over hele landet, hvor man (endnu) engang vendte og drejede det, der var sket i året der gik. Og det som skulle ske. Selvom Kjørmesgildet nogen steder blev slået sammen med fastelavnsgildet, fortælles der stadig om traditionelle kjørmesgilder i de nordfynske landsbyer.

Kjørmesgilde og Spisning

Som ved alle vendepunkter blev aftenen før naturligvis helligholdt med et ordentlig gilde. Kjørmesgilde kaldte man det – eller oldermandsgilde. Oldermanden, der fungerede som sognefogeden i det gamle bondeland, var forstander for den forsamling, hvor man i fællesskabets tid bestemte hvornår gærderne skulle være sat, pløjningen iværksættes og såningen gennemføres. Andre vinter-opgaver var at reparere (gruse) vejene, og gøre status over hvad landsbyen rådede over til fattigforsørgelsen. Kyndelmisse var den tid hvor hver gård blev tilsagt til at yde sit, så almisser kunne vejes op og fordeles blandt de afmægtige. Og endelig var det tid til at få bytyren synet. Kunne han måske levere varen endnu engang? Eller var tiden kommet til at skifte ham ud med lilletyren, der stod på spring ovre hos naboen til at overtage hovedrollen?

Hvad fik de gamle så at spise til dette kyndelmissegilde? Ja, alt det som netop hører til en god dansk fest – flæsk, pølser, stuvet hvidkål, grønlangkål og flæskepandekager. Samt naturligvis øl og brændevin i stride strømme. Nogle steder skulle pandekagerne i øvrigt bages af bygmel, for ellers stod byggen ikke godt det år, sagde man.

Pandekagerne er i øvrigt en tradition, som vi deler med Sydeuropa, hvor vafler og søde pandekager stadig står på menuen ved kyndelmisse. I Tyskland blandede man dog grønne urter i – og kommen i brødet. Det kunne dæmonerne efter sigende ikke lide.

I øvrigt serveredes de sidste rester af julekagen for plovfolket om morgenen efter kyndelmisse; hvorfor man i øvrigt også kaldte den en ”plovkage” eller en ”såkage”. Fra Havrebjerg ved Slagelse fortælles det i øvrigt at bønderne om morgenen efter kyndelmissekvæld gik ud for at pløje et lille stykke jord. Så var det var godt at måtte bære vanter. Hjulploven havde nemlig lettere ved at komme igennem sprød frostjord end tung og leret pløre. Og selvom frosten først skulle af jorden inden pløjearbejdet for alvor kunne gå i gang, tog man altså vejrvarsler den morgen. Denne pløjning skulle i øvrigt ske mens solen stod op.

KILDER:

Fester og Højtider i gamle Dage. Erindringer fra Nordvestsjælland med Forsøg på Tydninger. Bd. II, Holbæk. 1933