Englig vandrer på Kongenshus Hede © Dansk Vandrerlaug

Steen Steensen Blicher 1782-1848

Steen Steensen Blicher er en af vores største forfattere, kendt for sin poesi, men også sine novelle med deres skildringer af det jyske folkeliv og sit politiske engagement i tidens nationalromantiske bevægelser.

Steen Steensen Blicher © Museum Silkeborg, Blicheregnen
Steen Steensen Blicher © Museum Silkeborg, Blicheregnen

Steen Steensen Blicher blev født i Vium Præstegård, hvor hans far, Niels Blicher var præst. Moderen Christine Marie Blicher var runden af et midtjysk herregårdmiljø. Hendes morbror var ejer af Avnsbjerg og gift med en søster til herremanden på Hald. Gennem hende havde Blicher lejlighed til at lære at færdes hjemmevant i datidens herregårdsmiljø. Gennem sin opvækst i præstegården fik han dog også et intimt kendskab til bondelivet på den midtjyske hede.

Vi kender ganske vel til den verden, som han her voksede op i, for faderen forfattede i 1795 ”Topographie over Vium Præstekald”. Topografien blev foranlediget af Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab og skrevet i Oplysningstidens bedste ånd. Heri berettede han om Viums topografi, dyreliv, folkeliv og hele samfundsindretning på læsværdig vis. Men også med en fornøjelse og finurlighed som stadig giver anledning til smil. Det er tydeligt at Steen Steensen Blicher ikke havde fik forfatterevner fra fremmede.

Den unge Steen havde da også et meget varmt og nært forhold til faderen, der ikke kun underviste sønnen i de klassiske sprog – Græsk og Latin – men også åbnede hans øjne for hedeegnen, dens natur og de mennesker, de levede i blandt. Det sidste gav sønnen et stort repertoire at øse af da han begyndte at skrive noveller i 1824. Også glæden ved musik og jagt stammer fra faderen. Til gengæld ved vi ikke meget om hans mor, der var skrøbelig og psykisk meget udsat.

Fjorten år gammel blev han sat i Randers lærde Skole, hvor han allerede 5 år efter blev student. 10 km nord for Randers – i Spentrup – var farbroderen Daniel Blicher præst  og her tilbragte drengen lykkelige stunder med jagt, vandringer og svømning i godt kammeratligt selskab. År 1800 begyndte han at studere i København, men året efter ramtes han desværre af en alvorlig sygdom – formentlig gigtfeber – efter han havde virkelig svært ved at komme sig. I november samme år besluttede han at forlade det beklumrede liv i hovedstaden for at blive huslærer på Falster på herregården Holgershåb. Efter eget udsagn lod han her hånt om lægernes forsøg med diæter og ro. I stedet benyttede han enhver lejlighed til at komme ud i den friske luft, gå på jagt, spille fløjte og æde en kalorierig kost. Holgershåb var på daværende tidspunkt en mindre trelænget herregård, hvidkalket og forsynet med stråtag. Gården – som var den gamle anneks præstegård i Nørre Alslev – var ejet af en lokal sagfører, Holger Foss. Her var Blicher nu huslærer for fire af børnene fra 1801-03.

Ossian

Ossian's Svanesang af Abildgaard
Ossian’s Svanesang af Nicolai Abildgaard © Statens Museum for Kunst

Under sit ophold på Falster stiftede han bekendtskab med forfatteren Christian Olufsen, der forærede ham et eksemplar af Ossian’s digte. Ossian var ifølge skotten McPherson, en keltisk barde, der skulle have levet i den tidlige middelalder. McPherson påstod at han havde samlet den episke digtning ind blandt gæliske sangere i det skotske højland. Eftertiden har dog påvist at der mest af alt var tale om en poetisk gendigtning grænsende til en vellykket pastiche. Digtene fik imidlertid en kolossal udbredelse i samtiden og satte sig spor internationalt (Goethe) såvel som herhjemme – Ewald, Suhm, Oehlenschläger og mange andre vedblev med at være optagede af digtene og deres romantiske stemning, mens kunstnere som Abildgaard lod sig inspirere til sine tidligste værker. Ossian var simpelthen vildt moderne i 1790ernes København. Den første danske oversættelse blev forsøgt tilvejebragt i 1790-91, men strandede på manglen af subskriptioner. Nu tog Blicher imidlertid over. Hans oversættelse – eller rettere gendigtning – er med rette beundret. Smidigt, og stemningsfuldt var Blicher i stand til at gengive digtenes storladne lovprisning af den skotske natur. Blichers oversættelse er endnu i dag værd at genlæse; og sammenholde med Grundtvigs oversættelse af Beowulf fra 1820, der synes mindre kongenial og mere plump.

I øvrigt vendte Blicher tilbage til hovedstaden hvor han levede et muntert og sprudlende liv indtil 1807, hvor han – mens han gjorde vagttjeneste på Volden – oplevede at alt hvad han ejede af bøger og klæder gik op i flammer. Endelig i 1809 blev han dog teologisk kandidat. Herfra gik turen – noget modvilligt tilbage til Randers hvor han fik job på latinskolen. Det varede dog kun kort tid. I 1810 var han blevet gift med sin farbrors 17-årige enke i Spentrup, Ernestine Juliane Blicher.

Det blev et stormombrust ægteskab. Ti børn fik de i fællesskab. Hertil kom hendes ældste, som hun havde fået med farbroderen. Alligevel syntes hun – måske – at have fået tid til et ægteskabeligt sidespring i 1827, hvor hun i et halvt år flyttede til Randers og overlod mand, børn og svigerfar til deres skæbne. Måske har Ernestine dog bare syntes at livet som husmor var overvældende og måske endda utilfredsstillende. Hun levede i øvrigt 27 år efter at St. Steensen Blicher var død. Der eksisterer derfor såvel tegninger som et foto. På sidstnævnte ser en hvas ældre kone med stikkende øjne ud på verden.

Randlev og Spentrup

I første omgang bosatte det unge par sig i Randlev, hvor Niels Blicher havde fået kald i 1795. Her forpagtede de præstegårdens jorder, men det var tunge år med statsbankerot og elendige priser for landbrugsprodukter. Samtidig rakte hans geskæftighed og landøkonomiske indsigt ikke til at gennemføre hans mere luftige planer. Arven efter farbroderen forsvandt desuden som dug for solen, mens børnene kom til med meget korte mellemrum. Grunden var lagt til den elendige økonomi, der plagede digteren hele livet. Først i det første fattige præstekald i Torning og Lysgård, senere da Spentrup blev hans hjem.

Der er dog ikke tvivl om at den dårlige økonomi var medvirkende til at vi i dag kan fornøje os over et forrygende forfatterskab, som han kastede sig over i 1824 for at tjene til dagen og vejen. Han har ikke andet end ”jagt og Nouveller” i hovedet skrev biskoppen engang om ham, da han var på visitats. Og det er ganske vist. Ofte vagabonderede han i lange perioder mens han levede som jæger og lod præstekald være præstekald. I 1842 tog han endda til København for at ansøge om at kunne ansætte en kapellan for helt at kunne hellige sig sine skriverier og sin foredragsvirksomhed. Samme kapellan – der i øvrigt var forlovet med hans datter – begik dog selvmord, og en ny fik han ikke lov at ansætte. Endelig i 1847 blev han afskediget i nåde og pension. Dog døde han kort efter, svækket af tuberkulose og gement drikkeri.

Politik og samfundsengagement

Steen Steensen Blicher var i bogstaveligste forstand et barn af oplysningstiden. Med sig havde han derfor et levende engagement i menneskerettighedernes udbredelse, herunder forsvaret for jøderne, faldne piger, natmænd og andet godtfolk. Man han var også et barn af sin egen samtid, interesseret i nationalstatens og skandinavismens forhold. Typisk for ham var han idé om uldindustrien kunne udvikles så landet på merkantilistisk vis kunne frigøres for import af fremmede varer. Planen var at vi alle skulle gå i en “dansk Nationaldragt af dansk Uld”.

“Om dansk folkedragt nok engang”: ”Hvad om der gives Klæder, der i god og rigtig Mening skabe Folk, eller skabe et Folk? eller danner det til Lighed, Enighed og Folkelighed – og dertil er Nationaldragt et kraftigt middel.” Og med understregning af den romantiske holdning til ideen: ”Landsmændinder og I som ønske at vorde. Kunde I ikke opfinde en dansk Klædning, i hvilken I alligevel kunde behage Manden Kjæresten? –Spanierinden har sin mantila. – Kunde der ikke udtænkes en dansk Kaabe, eller noget som helst Andet – kun ikke laant, ikke efterabet Klædemon, i hvilket I hedeligt og hjemligt opstige som Lysalfer paa Bjergets Tinde?”
Steen Steensen Blicher 1839.

Kendt blev han også for sine Himmelbjergmøder, der skulle fungere som spydspidser for den skandinaviske vækkelse; et blandt mange forbilleder for vores “Folkemøder på Bornholm”. Men Blicher var intet organisatorisk geni og lidt efter lidt blev han sat ud på et sidespor. Til sidst – hvor han var helt affældig af druk – fremstod han endog som så fysisk opløst, at han blev hængt ud i Corsaren og forment adgang til et skandinavisk studentermøde i 1845. Medvirkende hertil var dog også at det bedre københavnske borgerskab, der var optaget af det politiske, således som det udfoldede sig med stænderforsamlinger og forberedelser til kampen for Grundloven af 1848, så med skepsis på Steen Steensen Blichers nationalromantiske stemningsleje. Han var ganske enkelt ikke radikal nok. Hverken kritik af enevælden eller ønsket om en fri forfatning fyrede op under hans fantasi.

Forfatterskab

Forstudie til Fårehyrde på Heden af Frederik Vermeehren. © SFK
Forstudie til Fårehyrde på Heden ca. 1854 af Frederik Vermeehren. © SFK

Steens Steensen Blichers forfatterskab tog som sagt sin begyndelse med oversættelsen af Ossian’s Digte , udgivet i to binde i 1807-08. Først i 1814 følger hand og op med udgivelsen af et lille bind digte, der kredsede omkring barndommens lyse fortryllelse og voksendommens mørke kummerlighed. Men samlingen rummede også de såkaldte Hjemve-digte. Her satte han for første gang hjemstavnen op som sit digteriske pejlemål. Denne poetiske drejning fulgte han derefter op på med sin samling, der blev udgivet under titlen ”Jyllandsrejse i seks døgn” (1817), mens han i 1823 gjorde en afstikker tilsammen med Grundtvig, Ingemann og Oehlenschläger hvor de forfattede en samling kaldet Bautastene med versificerede portrætter af danske nationalhelte beregnet på at læses i skolerne i et nationalpædagogisk sigte.

Det er dog første med digtsamlingen, Trækfuglene, at Blicher for alvor lukker os ind i sin hjemstavns hjertekugle og lader naturlyrikken åbne vidderne. Med sine charmerende fugleportrætter og dunkle indramning af de storladne digte om efterårets og sneens landskaber. Vel nok Blichers hovedværk og en af dansk litteraturs store klenodier.

Mest kendt er han dog naturligvis for sine geniale noveller, der på en gang bringer os ind i hjemstavnens lille verden – nogle gange endda når han lader folk tale i dialekt – og så de sindrige psykologiske dramaer, han lader udspille for vore øjne. Brudstykker af en landsbydegns dagbog og Præsten i Vejlby er vel de største, men de fleste lader sig faktisk læse endnu i dag, højt og med stor fornøjelse. I disse noveller bruger han et litterært trick, der kendes under betegnelsen fortæller-fiktionen også kaldet “den personaliserede jeg-fortæller”. Her bliver fortællingerne formidlet af et ”jeg”, der som oftest er direkte involveret i begivenhederne. Det gør fortællingerne med deres ofte dramatiske hændelser vedkommende på en helt særlig måde. Især er dette tilfældet når han bliver ved sin læst og ikke forfalder til at henlægge historien til en fjern og anderledes verden. Skæbnehistorierne om landsbydegnen, hosekræmmeren, eller fiskerkonen er dem vi husker. Dette skyldes naturligvis også at Blicher suverænt behersker sit sprog og sin stil. At samtiden og det bedre københavnske borgerskab kun modvilligt overgav sig, hører så med til historien. Fortællinger om smuds, hor, ægteskabsbrud og andre slibrigheder faldt tydeligvis det bonerte borgerskab for brystet.

Når alt er skrevet og læst, står dog ét tilbage: Steen Steensen Blicher var realist med sans for tragedier og skæbner – og ikke eventyrforfatter.

Det er ikke uden grund at hans forfatterskab er på folkeskolens litterære kanon, og hans fortælling om Præsten I Vejlby er listet som et af 12 hovedværker, som enhver dansker skal have læst. Men dyk ned i udgivelsen af hans samlede noveller. Der er mange som fortjener at blive genlæst en mørk vinteraften foran den buldrende ild i brændeovnen.

Udvalgt foto:

Ensom vandrer på Kongenshus Hede © Dansk Vandrerlaug

BESØG:

Museum Silkeborg – Blicheregnen
Blichersvej 30
Thorning
8620 Kjellerup