Varme Pølser. 1937

Pølsevognen fylder 100 år

En skoldet fra bassinet, et skinkesøm i spændetrøje eller bare en  Stalinpik…

Pølsevogne 1920
Pølsevogne fra 1920. Kilde: Foreningen til Pølsevognens Bevarelse

Pølser – kød stoppet i en tarm – har været kendt siden oldtiden. Vi ved ikke hvem, der opfandt ideen med at stikke en pølse mellem to stykker brød, men fænomenet kendes i hvert fald fra senmiddelelalderen, hvor pølsebrød var til salg på gaderne i de store tyske byer.

Da vores første pølsevogne dukkede op i København, havde de længe været faste indslag i de tyske byer, hvorfra de bredte sig til Göteborg og Oslo. Her i byen havde en dansk musiker ved navn Charles Svendsen Stevns en nebengesjæft med at drive syv pølsevogne rundt om i den norske hovedstad. Forretningen gik så glimrende at han i 1910 søgte om lov til at indføre pølsevogne i København. Det var dog først i 1917 under socialdemokraterne at sagen fik så megen fremme, at Indenrigsministeriet kunne presses til i 1921 at dispensere, så Borgerrepræsentationen kunne give Stevns en særbevilling. Før ud var gået lange og mange debatter, hvor byens restauranter og folkekøkkener havde kæmpet mod de nymodens vogne.

Selve vognene var små træskasse på to hjul. Udstyret med et kogekar, der var opvarmet med en primus samt en brødskuffe. På dette tidspunkt stod pølsemanden ude i al slags vejr og frøs, mens han serverede pølserne inde i deres rundstykke. I første omgang startede Stevns med seks pølsevogne, der havde stadeplads ved Rådhuset, Nørrebros Runddel, Christianshavns Torv, Gammeltorv, Nørreport og Vesterbros Torv.

Herefter gik det hurtigt med at udbrede ideen til resten af landet, først Ålborg og sidst Århus. På det tidspunkt var der tale om at man som pølsemand havde en franchise, hvilket betød at der skulle betales provision af omsætningen.

Det var først under 2. Verdenskrig, at pølsemændene blev selvstændig erhvervsdrivende. Til gengæld indførte København at stadepladserne skulle gives til invalide, der ellers ikke kunne passe et almindeligt arbejde. På denne måde opstod den ”sociale pølsevogn”. Endnu i dag er det krav i København og et par flere byer at pølsemanden for at få bevilling skal være invalid.

Samtidig begyndte man at bygge vogne op, så de kom til at ligne vore dages pølsevogne, hvor pølsemanden kom i læ for kulden. Langsomt udvikledes det som i datiden blev kendt som ”Café Fodkold”.

I gennem efterkrigstiden fik flere og flere dog smag for at gå på grill- og burgerbarer, og konkurrencen oplevedes som benhård. Pludselig stod pølsemændene udenfor og påberåbte sig den ubillige konkurrence herfra. Ja, i 1973 strejkede de århusianske pølsemænd endda. Nu var det pludselig pølsemændene, der oplevede at deres monopol var truet.

Siden da er det kun gået tilbage. I københavn var der i 1950 omkring 400 pølsevogne. Nu er der kun godt 100 i hele landet. Til gengæld er det blevet smart at invitere pølsevogne til at levere ”maden” til receptioner i  blandt borgerskabt i de store byer. Samtidig findes der en mondæn Forening til Pølsevognens Bevarelse, der huserer på Facebook og i skrivende stund har 46.730 venner

Pølsesnak

Det hører med til folkeviddet at kende til hvad man får hvis man bestiller ”et kødssøm”, en “Jens Okking i slåbrok” eller “nissearm med benskinner”

Hvor denne ”pølsesnak” stammer fra vides desværre ikke. Men at dømme efter det meste omfangsrige leksikon er der tale om et sprog – pølsk – der har været i udvikling i det meste af det 20 århundrede. Heraf må en stor del have været udviklet i efterkrigstiden, hvor betegnelser som stalinpik, Karl Stegger, Otto Leisner i Lædervest opstod. Nærmere betegnet må vi regne med at sproget udviklede sig mellem 50erne og 70erne, hvor pølsevognene havde deres storhedstid. Præcis hvornår en congo-bajer blev til en Mandela står dog hen i det uvisse. Af lidt nyere dato er en F-16 og en Thorkild Thyrring med styring. Desuden er det værd at bemærke sig at slagudtrykkene er ”maskuline” – bortset fra en dametrøster (medister), der også findes i den lidt mindre udgave, jomfrutrøsteren (en rød uden noget).

Et fælles karakteristika er, at næsten alle udtryk er enten seriøst sjofle, klamme eller racistiske – og ofte det hele på en gang .

Vi indrømmer det: Her på redaktionen er vi bange for de politisk korrekte, facebook-politiet, de forargede, der kun overgås af de forurettede – og alle de andre, der ikke kan tage en spøg. Så derfor nøjes vi med at linke til det største katalog vi har kunne opdrive over pølsesnakken, Festabc’s pølseparlør

KILDER:

Tarec Omar. Pølsevognen novelle 2015Café Fodkold Sommer & Sommer 1995Pølsevognens Fortællinger Multivers 2020