Nationalmuseet har én opgave, siger Rane Willerslev, Nationalmuseets nye direktør. Missionen er at bibringe dannelse og udsyn, så det enkelte mennesker oplever verden som én, de kan flytte sig i – og måske endda flytte på.

Forleden aften var Nationalmuseets nye direktør, Rane Willerslev, inviteret af den konservative politiker Mette Abildgaard til i hendes debatkreds på Christiansborg at løfte sløret for i hvilken retning Nationalmuseet skal bevæge sig.

Som forventeligt gav det lejlighed til et sprudlende foredrag med en efterfølgende livlig debat og folk var mødt talstærkt op.

Nedenfor følger et kort referat:

Nationalmuseet er Danmarks hovedmuseum. Med tyve besøgssteder og 1,86 millioner besøgende i 2017, samt over 700 ansatte er det en kæmpekoncern. Nationalmuseet er imidlertid ikke en hjørnesten i danskernes bevidsthed. 65% af de mange besøgende er tværtom udenlandske turister og hele 44% af befolkningen har ikke været på Nationalmuseets hovedsæde i København, Prinsens Palais.

Hovedudfordringerne er derfor at vi er usynlige og kedelige. Et sted man besøger én gang for så siden ikke at vende tilbage. Det mest paradoksale er at disse holdninger gør sig gældende blandt danskerne på trods af at trenden faktisk går i den anden retning. Danskerne vil gerne historie og museer oplever generelt opgangstider over det meste af verden. De gider bare ikke Nationalmuseet. Det er da en udfordring, der vil noget, mener Rane Willerslev.

Hvad skal der til?

Ifølge rane Willerslevs opfattelse, gælder det om at gøre museet ”brugbart”. Det skal byde ind med noget som folk faktisk kan reflektere sig i. Betyder det så at museet skal lade sig reducere til en pixi-pegebog? Nej tværtimod. Ligesom Hollywood er gået fra at producere serier som ”Dallas” og ”Dollars” til den enormt komplekse fortælling om ”Games of Thrones”, bør museet have blik for at moderne mennesker i det 21. Århundrede er veluddannede og enormt gerne vil vide meget og i detaljer om det, som de er engagerede i. Derfor skal museet også bevare en dyb videnskabelig forankring.

Udfordringen er da også mere at det ikke opleves som inspirerende når denne kompleksitet bare formidles på plancher og i montrer. ”Montrer er døde” fortæller Rane Willerslev, der i stedet ønsker at skabe rum for levende historier og sansebårne oplevelser.

Det betyder at de fremtidige planer opererer med et museum der fungerer som et fleksibelt oplevelsesunivers, såvel fysisk som digitalt. Og som forstår at formidle komplekse narrativer og operere med forskydninger mellem genrer (genstande, (levende) billeder, ord, lyd (podcasts) og genskabelser (re-enactments). Således ønsker Rane Willerslev at skabe midler til at bygge en digitalt korpus omkring museet, hvad han kalder museet som ”mediehus”..

Helt konkret går de nære planer ud på at

• Åbne en stor ny vikingeudstilling i Egmonthallen i 2020
• Styrke museets børneprogram og skoletjeneste (og på sigt udvikle på såvel unge- som senior segmentet)
• Finde midler til at ombygge museet på Frederiksholms Kanal
• Udvikle Krigsmuseet (Tøjhusmuseet)
• Få sat fokus på Frilandsmuseet, Frøslevlejeren samt Trelleborg

På det forskningsmæssige område er der nedsat en arbejdsgruppe, som forventes snarest at barsle med en rapport. Helt tentativt peger pilen dog på at Nationalmuseet af historiske årsager bør fokusere på oldtiden og arktisk forskning, som Danmark tidligere var verdensførende på. Herudover peger Rane Willerslev på den voksende interesse, der omgærder de resultater som naturvidenskabelige undersøgelser af DNA og meget andet har bibragt. Ved at studere gamle fund på nye måder (eks. studierne af Egtvedpigen, der viser at hun var indvandrer) gøres historien spændende på en helt anderledes måde. Endelig nævner han også tekstilforskningen, som Danmark traditionelt har været i front med.

Den største udfordring lige nu og her? Den løbende besparelse på 2%, fortæller Rane Willerslev. 2% indebærer en reduktion af staben med årligt otte årsværk. Denne besparelse håndhæves samtidig med at museet stilles overfor stadig mere omfattende krav – eksempelvis indretning af tidsvarende magasiner, behandling af de mange danefæ, der myldrer op af jorden takket være metaldetektorerne osv. Der gør opgaven – at genskabe Nationalmuseet som en kulturel hovedhjørnesten – meget vanskelig, slutter Rane Willerslev af med at sige og tilføjer: For skuden kan og skal vendes, så museet igen bliver en søjle i danskernes bevidsthed.

(Referat er godkendt af Rane Willerslev)

Karen Schousboe