Nærums historie rækker tilbage til bronzealderen. Nu begynder der sig dog at tegne et billede fra den tidlige middelalder.

Nærum – Niatharum –  i nutidens Rudersdal – har efter alt at dømme været beboet siden stenalderen. Det er dog først i den sene bronzealder, ca. 500 f. Kr. vi for alvor møder menneskene dér. Klemt inde mellem Maglemosen mod nord og Mølleåen mod syd har der her befundet sig en række frugtbare bakkeøer gennemskåret af Kighanerenden, der løber fra Furesøen og ud i Øresund. På disse bakkeøer slog første stenalderens og senere bronzealderfolket sig ned. I landskabet erkendes det i dag bedst i skovene syd for Trørød hvor majestætiske høje sender et klart signal om at her boede der tidligt mennesker. Mere betydningsfuld har dog formentlig sletten syd for Kighanerenden været. Her var der rig lejlighed til at bedrive landbrug og udnytte de lysåbne skove til kvægdrift.

Det er her vi finder det tidligste stednavn på egnen bevaret – Nærum eller Niatherum (Niartharum) som det kaldes i Absalons gavebrev fra 1186 (1193). Niarthar er en latiniseret udgave af Njord – her i genetiv, mens rum betyder ”plads eller ”hjem”. Nærum er således den moderne udgave af Njord’s hjem.

Njord, Njærd – eller Nerthus

Nuvel, Njord er en interessant gud, der formentlig repræsenterer en af overgangsfigurerne på jernalderens gudeparnas. Njord, der var frugtbarhedsgud, tilhørte vanerne og var far til Frej og Freja. Ifølge Snorres Heimskringla var han gift med jættedatteren Skade. Det var dog et ulykkeligt ægteskab, eftersom Njord ikke ville bo oppe hos hende i fjeldene, men derimod ude ved kysten. Her havde han en himmelbolig – Noatun – på norsk: ”skibshus” eller ”skibs-indhegning”. Herfra udøvede han sin magt over vinden, jagten, søfarten og fiskeriet ligesom han – formentlig – styrede natteskibet, der bragte solen sikkert gennem underverdenen for igen at kunne stå op næste morgen. Frej og Freja var i øvrigt – som det berettes af Snorre – søskende, der havde et incestuøst forhold til hinanden. Ligesom de var børn af Njord og hans (unavngivne) søster – måske Njärd eller Njǫrun, en femininum form, der (måske) genfindes i norske og svenske stednavne. Sådanne incestuøse forhold var formelt ikke anerkendte hos aserne (og jernalderens) mennesker. Beretningen om Njord og hans efterslægt tyder derfor på at han har tilhørt et ældre (bronzealder)lag i gudeforestillingerne. Herpå tyder også tvillingemotivet, der genfindes i beretningerne om Njord, Njærd, Frej og Freja. Ligesom det forhold at Snorris tekster synes at indikere at Njærd simpelthen blev efterladt i Vanaheimir indtil dette skulle genopstå efter Ragnarok; mens Njord til gengæld flyttede ind hos aserne og der giftede sig med Skade. Vi genfinder formentlig beretningerne om Njord hos Saxo Grammaticus i hans sagnfortælling om Hading fra første bog.

Njord og Njærd er sprogligt betragtet i øvrigt beslægtet med den germanske gudinde, Nerthus, der omtaltes hos den romerske forfatter, Tacitus. Han skriver om en række stammer – heriblandt anglerne og sveerne – der ”i fællesskab alle dyrker Nerthus, der er moder jord”.

” [De] mener, at hun blander sig i menneskenes færden og kører omkring til folkene. På en ø i Oceanet findes der en ubesmittet lund, og i denne en indviet vogn, der dækkes med et tæppe. Præsten er den eneste, der har lov til at berøre den. Han mærker, når gudinden er til stede i dette hemmelige gemme; og mens hun kører af sted på sin vogn, som trækkes af hunokser, ledsager han hende under dyb ærefrygt. Da er det glade dage; og der holdes fest på de steder, hun viser den ære at komme til og tage ophold på; man går ikke til nogen krig og tager ikke våben i hånd; alt jern er gemt hen under lås og lukke; fred og ro er det eneste, man da sætter sin hu til; så længe indtil gudinden har fået nok af at færdes mellem menneskenes børn, og præsten derfor bringer hende tilbage til det hellige sted. Derefter bliver vognene og tæpperne og, hvis man har sind til at tro det, selve guddommen tvættet i en skjult liggende sø. Trælle gør tjeneste derved, dem søen øjeblikkelig sluger. Derfra hidrører den lønlige rædsel og den fromme uvidenhed om, hvad det er, som ingen får at se, uden, at han er døden vis”.

Tilbage til Nærum

Eftertiden har naturligvis fabuleret over hvorvidt gudinden Nerthus faktisk boede i Nærum og hvorvidt Tacitus således havde hørt herom fra en skandinavisk eller germansk slave; og at vi således skulle besidde en øjenvidneskildring fra datidens Nærum fra omkring Jesus fødsel. Der er dog ikke tvivl om at Niatharum betyder Njords’ hjem. Uanset hvad, her der givetvis ligget en helligdom af en eller anden art på den frugtbare slette siden måske 500 f. Kr.

På mere sikker grund er vi dog ved at konstatere at da vi for første gang hører om Nærum i gavebrevene til Absalon i 1186, står der om byen at Valdemar gav ” Niartherum cum omnibus pertinentiis earum”, dvs, med alt sit tilliggende. I gavebrevet listedes der ikke de andre byer i nabolaget uden Høsterkøb, der formentlig havde karakter af en enestegård ejet af husfruen, Dronning Sofie. Knap to hundrede år senere hører vi til gengæld om alle de “små” bebyggelser – Søllerød, Øverød, Trørød; men stadig er Nærum langt den største by på egnen. Heraf angives én gård således i 1370 at udgøre 2/5 af landsbyen og have seks huse under sig. På det tidspunkt har der har altså stadig ligget en hovedgård i Nærum, der har været dyrket af seks husmænd, der formentlig har levet under slavelignende forhold. Herudover har der ligget otte egentlige gårde i landsbyen. Pudsigt nok fortæller de skriftlige kilder imidlertid intet om at der skulle have været en kirke. Hvorfor ikke?

I 2000 blev der imidlertid gravet lyskabler ned sydøst for den nuværende by, ca. 300 meter fra Mølleåen. Her fandt man syv tætliggende grave, der alle var orienteret øst- vest, men som var i øvrigt var fundtomme.

Først i 2019 var der mulighed for at vende tilbage med maskiner og graveskeer. Ved denne lejlighed fandt man på et område dækkende ca. 1400 m2, hurtigt spor af 90 grave. Centralt på området var der desuden et fundtomt område på ca. 65 m2. Dette tolkedes som stedet hvor en tidlig stavkirke (trækirke) havde ligger. Senere fandtes yderligere 30 grave op syd for vejen. I alt antages kirkegården at have rummet 4-600 grave. Heraf udgravedes ca. 20%. Syd for kirkegården fandt man desuden spor efter stolpebærende bygninger, der dog ikke undersøgtes nærmere.

Selve kirken var der uheldigvis ikke mange spor af, kun to store stensatte stolpehuller. Så meget kunne dog siges, at den formodede kirke ikke var genopbygget af sten i 1100-årene, hvilket tyder på at kirken blev ”opgivet” i løbet af 1100-årene.

Selve gravene var i forskellig bevaringstilstand. Kun i ca. 10% var hele skelettet bevaret. I skrivende stund ved vi endnu ikke noget om køn, helbredstilstand osv. Undersøgelser pågår stadig. Det bliver spændende. Andrer steder – eksempelvis i ærkebispestaden Lund har man kunnet få rigtig megen viden om datidens beboere ved at gennemføre aDna- og strontium analyser. Ligesom en udgravning af hele kirkegården ville kunne give uvurderlig indsigt i gennemsnitlig levealder og dermed også husstandsstørrelse i den tilliggende landsby. Det burde der skaffes penge til at gennemføre.

Datering og Placering

Dateringen voldte i første omgang hovedbrud. Ganske vist pegede armstillingen på de døde på at begravelserne var tidlige (ca. 1000-1300). Herudover var der dog ikke meget at bygge på. Således var der kun svage spor af kisterne som mørke aftegninger i jorden, så eksempelvis dendrokronologisk datering var helt udelukket. Dog blev der fundet 59 nagler fordelt på tretten grave. Det er en af disse nagler, der netop har givet et resultat. På nogle af disse nagler har man nemlig kunnet finde små rester af dårligt bevaret træ. Man skulle ikke tro at der på baggrund heraf skulle kunne udføres en kulstof-14 datering. Men det er faktisk lykkedes. Dateringen heraf ligger mellem 1024-1159 e. Kr., og bekræfter herved at kirkegården i hvert fald har været i brug i denne periode.

Det er en muligt at trækirken har været en såkaldt ”stormandskirke” bygget i tilknytning til den hovedgård, der har ligget i Nærum. Der i øvrigt vil have  ligget tæt på Stampedammen, hvor der i hvert fald i 1370 lå en mølle. På en anden side har der lige syd for kirkegården ligget et stykke jord, der ifølge udskiftningskortet fra 1771 har heddet ”byetofterne”. Præcis dér hvor arkæologerne fandt spor af stolpehuller. Antagelig har den oprindelige landsby ligget dér mod syd i ejerlavet med hovedgården mod øst med nem adgang til møllen og med græsningsoverdrevet mod vest. Kirken har antagelig været bygget og anlagt i fællesskab af den uudskiftede landsby; men med herremanden som hovedkraft.

Fra Nærum til Søllerød

Alt det ændrer sig imidlertid en gang i slutningen af 1100-tallet hvor Absalon modtager sin gave fra Valdemar den Store og bygger borg ved København. Som Saxo skriver:

Samme år anlagde Absalon, for at fortrædige sørøverne, på en holm en ny borg, som, skønt det kun var en ringe Befæstning, blev landet til stor beskyttelse, thi sørøverne var bange for den, og landsens folk færdedes trygt på havet i dens nærhed.

Saxo Grammaticus, 2. del 14. bog

Vi ved det ikke med bestemthed, men hvis man ser på et kort over området og studerer landskabet nærmere bliver det tydeligt at Nærum i tæt afstand til Øresund må have ligget udsat for de vendiske overfald, som Københavns borg netop blev bygget for at beskytte. Det har været nemt at sende mindre skibe op i Mølleåen og hærge ind til Furesøen og længere ind i landet op til Jørlunde, der formentlig var et af Hvideslægtens hovedsæder. Her på kanten af Bastrup Sø byggedes derfor også det imponerende Bastrup tårn, der må være rejst for at beskytte Jørlunde mod indtrængende røverbander. I Jørlunde byggedes endelig en store herremands kirke med sine bevarede kalkmalerier fra midten af 1100-årene.

Eller – alternativt – trænge ind i dalen langs Kighanerenden. Her på hver sin bakketop ovenfor de stejle skrænter ryddedes på samme tid plads to gårde – Øverød af Øbe og Søllerød af Sølve. Måske har de begge været befæstede? Måske gjaldt det kun Sølerød der endnu i dag ligger og overvåger landsbyen ned til Skodsborgvej og Øverødveje til den anden side. I 1370 kan vi nemlig ikke længere erkende Øverøds status som hovedgård, mens Søllerød har fastholdt sin. Ét bol takseres gården til, der samtidig angives at betale den anseelige sum af 6 pd. korn i afgift. Således er det ikke længere i Øverød hvor 12 familier er bosat på små gårde hvorfra der gøres tjeneste – dvs. hoveri. Oprindeligt var de to rydninger dog begge strategisk placeret højt oppe i landskabet for at dominere. Rydningerne her har ikke været landbrugsmæssigt motiverede. Dertil er jorden for ussel.

Der er i øvrigt heller ikke tvivl om at Søllerød Kirke fra opførelsen af har været en stormandskirke. Selvom kirken i dag er både tilbygget og ombygget, er det stadig muligt at erkende dens kerne, det romanske hovedskib bygget af kridtsten fra Stevns. Sølve må have haft gode forbindelser til Absalon, der ejede stenhuggeriet dér.

 

FOTO:

Haltdalen stavkirke er en stavkirke fra 1170, som i dag står på Trøndelag Folkemuseum, i byområdet Sverresborg i Trondheim. Måske har kirken i Nærum set sådan ud? © Morten Dreier/ Trøndelag Folkemuseum,

KILDER:

Goddesses Unknown I: Njǫrun and the Sister-Wife of Njǫrðr
Af Joseph S Hopkins
In: RMN Newsletter. Helsinki 2012

Wesselsminde.
Beretning for arkæologiske forundersøgelser af ca. 5.000 m2 og udgravning af ca. 700 m2. 2019

De første kristne i Nærum. Kirkegården ved Wesselsminde.
Af Esben Aarsleff
I: Alle Tiders Nordsjælland. Museum Nordsjællands Årbog 2020