Forundring og forbavselse er forudsætningen for at møde verden åbent og frit. Verdens bedste pædagogik er da også tage på strejf ud i virkeligheden  og dermed eventyret.

Jeg kaldte børnene ind og tog hundeslæden med ind i skolestuen. Ja, om fem minutter er vi tusind mil borte. Rejst væk med hundeslæde…

Nå, vi begynder ikke med hundeslæden i skolestuen. Jeg satte den på udstillingshylden over den store tavle. Vi ville ikke rejse straks, men forbrede os i smug, kikke op på hundeslæden. Vi skal først regne! Sagde jeg, tag tavler og regnebøger frem…

Solen gør skolestuen lummer. Her lugter af ulmende tørv, af udstoppede fugle, af hentørrede havedyr fra kunstkammeret over vort hoved, et hængeskab med besynderlige ting fundt på land og I hav. Det lugter af rugbrød, fed tog rullepølse fra børnenes åbne munde. Mundene star jo åbne, vi er på langfart, og munden er sjælens og fantasiens dør, den må jo stå åben, når sjælen skal rejse…Vi er I Nordgrønland, følger Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund på deres sidste tur i isødet. Og nu er Brønlund alene. De to kammerater ligeer døde, stivfrosne langt bag ham. Han slæber sig fremad alene, han ved , han ikke kommer igennem, men han må frem, så hans lig med de dyrebare notater kan blive fundet…

Jeg sendte børnene hjem. Mændenes skæbne havde grebet dem, og de gik stille ud af døren.
Fra: Løgneren af Martin A. Hansen. Gylendal 1950, kapt. 3 (uddrag).

 

Jeg var næppe mere end syv år gammel, da min far og en af hans venner tog os børn med ud til Lejre for at mødes med Hans Ole Hansen, søn af Martin A. Hansen. Hans Ole var på daværende tidspunkt i færd med at lægge grundstenen til det som senere blev Lejre Forsøgscenter; i dag kendt som Sagnlandet Lejre. Jeg husker ikke så meget andet end at vi blev inviteret indenfor i en hytte, hvor det regnede gennem taget og ned i min varme kakao. Og jeg husker de voksne tale med alvorsfulde stemmer om alt det man kunne lære ved at brænde hytten ned og studere asken.

Alt sammen forekom det mig totalt bizart. Det var hundeslædekoldt, fugten vred sig gennem mine sko, og jeg fattede ikke en brik. Alligevel brændte oplevelsen sig så meget ind på min nethinde at jeg bagefter drømte om at komme til at arbejde på et frilandsmuseum. Jeg kan stadig se Lars Ole stå foran os, en tynd lemmedasker af en ivrig dreng. Ivrigt gestikulerende og fortællende. Naturligvis en evne, han ikke havde fra fremmede.

Langt senere gik det op for mig at min far havde ”taget mig på en af sine ”ekskursioner”. Det var en genre, han excellerede i og som gav mig utallige oplevelser i min barndom og siden hen; og som var medvirkende til at jeg endte med at læse Europæisk Folkelivsforskning. Siden blev faget omdøbt til Europæisk Etnologi, men målet var det samme: faget skulle føre til et job i museumsverdenen. Sådan gik det så ikke. Jeg opdagede at jeg var bedre til at skrive end til at lave udstillinger. (Men det er en ganske anden historie).

Til gengæld lærte jeg at der findes en helt anden pædagogik i verden end de to, som vi sædvanligvis udsætter vores børn for.

Den mest almindelige pædagogik går populært under ”røv til bænk” metoden. Her lærer vi at bemestre de grundfærdigheder, som er nødvendige for at kunne begå sig i virkeligheden – læse, skrive, regne, tegne og tale.

Så er der den pædagogik, der holder barnet nede. Den går sædvanligvis under betegnelsen ”erfaringspædagogik”. Hovedudgangspunktet her er at man som lærer skal tage udgangspunkt dér hvor barnet er. I populær forstand hedder det sig hér at barnet ikke kan lære mere end det er modent til. En god lærer sikrer derfor at børn ikke udsættes for noget, de ikke kan forstå. Kun derved kan læreren nemlig befordre den læringsproces, som barnet i sidste ende selv er ansvarlig for. I denne pædagogiske verden undervises, forklares eller oplyses der derfor ikke. Her tilbringer barnet derimod tiden med eksemepelvis først at kortlægge vejen fra hjem til skole og bagefter kortlægge vejen fra skole til hjem. Så har barnet nemlig (måske) lært teknikken ”at kortlægge”, som barnet så kan anvende skulle det nogensinde forvilde sig over Øresundbroen til Sverige. Men det har intet lært om Sverige, for i fremtiden går turen måske til en strand i Thaland. Og så behøver man jo ikke at vide noget om Sverige, vel? Erfaringspædagogik i sin reneste form er fordummende fordi den holder børnene ned på et stadie, som ikke udfordrer eller åbner op for noget nyt.

Og så er der den tredje pædagogik, ”ekskursionens”. Det er den hvor man bringer barnet et nyt sted hen, og sammen med barnet udforsker de nye og spændende omgivelser; og tilegner sig viden om dem. Det kan være i fantasien, således som læreren Johannes, der sammen med børnene kørte med hundeslæde i Nordøstgrønland. Eller det kan være hans søn, Hans Ole, der skabte et helt forsknings- og formidlingscenter, hvor børn med deres forældre kunne komme og bo i en uge, mens de futtede rundt og udforskede hvad det ville sige at leve som jernalderbonde.

Men det er også bare os, når vi tager med vores børn eller børnebørn på strejf. Ud i det blå for at udforske naturen, kulturen eller historien. Eller ind i fantasien for at udforske litteraturen, kunsten eller musikken.

Læs mere her om hvordan man gør her…

Karen Schousboe

 

Mands Minde, Hans-Ole Hansen 2019 from Ole Malling on Vimeo.