Hvad er historie? Hvorfor er det vigtigt at lære børn om historie? Og hvordan udforsker vi historien sammen med dem?

Når vi fortæller en historie opdager vi at den – for at være vellykket –  skal udstyres med en begyndelse en midte og en slutning. Eller sagt på en anden måde: historier handler altid om forblivende og forandring. Noget vedbliver, mens andet ændrer sig og over tid.

Hvordan studerer man historie?

• Man udpeger sig et sted, hvis historie man vil fortælle. Stedet er nemlig det der holder sammen på historien.
• Man skal opøve blikket for de udefrakommende begivenheder og hændelser, der ramte de mennesker, der til enhver tid levede på det sted, som vi har gjort til genstand for vores historie – hvad enten det er Rudersdal, Danmark eller Europa.
• Derefter begynder man at fortælle om de skiftende mennesker der har boet og levet på dette sted – og hvordan de har gebærdet sig gennem tid, dvs. hvilken kultur de har været bærer af, nærmere bestemt deres sædvaner og livssyn.
• I denne historiefortælling skal man have et særligt blik for hvordan forskellige mennesker til forskellig tid har retfærdiggjort deres magtudøvelse eller oplevet deres afmagt.

Det følgende essay har til opgave at gøre rede for dette historiesyn og hvad der ligger bag

Mange slags historier

Der findes mange former for historie. Universet har eksempelvis en historie, der måske begynder ved ”The Big Bang” for næsten fjorten milliarder år siden. Det er derfor et led i universets historie at det stadig udvider sig. Hvor den historie ender, ved vi så til gengæld ikke. Kun at det givetvis bliver koldere efterhånden som stjernerne trækker sig væk fra hinanden og dør. Ligesom vores sol vil brænde ud om fire til fem milliarder år. Tilsvarende ved vi at jordkloden har en historie, der kun beregnes til at have varet godt og vel fire en halv milliard, mens livets opkomst på jorden beregnes til at datere sig til fire milliarder år siden. Hvad der sker med jorden når solen brænder ud ved vi ikke. Men livets historie har givetvis for længst fået en ende til den tid.

Ligeså har naturen en historie. Dog udfolder den sig vidt forskelligt afhængigt af hvad historiens genstand – objektet – er. Fælles for de fleste af disse naturhistorier er dog at de for det meste tog og tager rigtig lang tid for at blive udfoldet.

 

Vil elefanter overleve i fremtiden?

Moderne elefanter har en stamform, der hed Primelephas, der levede for fem millioner år siden. Historien om elefanternes udvikling er således fortællingen om hvorledes vor tids elefanter udviklede sig gennem dette lange tidsspand og hvorledes de forskellige arter og underarter udviklede sig forskellige steder på jordkloden. Vi tror også at kende til historien om elefanternes slutning. Også elefanter har en historie med en begyndelse, en midte og en slutning. Måske vil også disse meget store dyr uddø, således som det var tilfældet med så mange af fortidens andre mastodonter? Eller det vil lykkes for os at bevare dem i fremtiden; måske i en mindre udgave

Det fortidige menneske

Det samme gælder for naturhistorien om menneskets udvikling fra abestadiet, der tog sin begyndelse for 2,5 millioner år siden. Andre historier – om mennesket som det ser ud i dag – er dog kun 800 – 500.000 år gammel. Og vores egentlige forfader (som menneske betragtet) er næppe mere end 100.000 år gammelt.

Naturligvis er denne dato ret tilfældig. Vi ved ikke præcis hvornår eller hvorfor det moderne menneske opstod. Men vi ved hvordan vi vil karakterisere det. Indtil da havde mennesker nemlig først og fremmest været underlagt principperne for den genetiske udvikling. Eksempelvis satte naturen indtil for nylig en effektiv grænse for udviklingen af vores hjerner. De må nemlig ikke blive større end at moderen kan føde barnet. (men nu kan mødre føde med kejsersnit, så hvem ved? (Måske bliver nogle børns hjerner i fremtiden ”større”; nemlig de børn hvis forældre har råd til at betale for et kejsersnit?)

På samme vis blev mennesker også tidligt underlagt behovet for at leve i flok. Sammenlignet med alle andre dyrebørn er de nyfødte menneskebørn nemlig hjælpeløse i rigtig lang tid. En nybagt mor kan derfor ikke klare sig selv, men har brug for hjælp i en meget lang periode. Ene af alle dyrearter oplever kvinder derfor også at gå i overgangsalder, dvs. holde op med at kunne føde børn, selvom de kun er halvgamle (45-50 år) i forhold til deres mulige livsalder. Dette er genetisk bestemt, affødt af at den kvinde i den fødedygtige alder der har en mor, som ikke selv får børn, har bedre chance for at overleve tilsammen med sit barn.  Eller sagt med andre ord: det gen, der koder for at kvinder går i overgangsalder har haft større chance for at overleve til næste generation, fordi barnet, der ikke havde genet oftere ville dø, fordi dets mormor stadig var i gang med at føde børn, og derfor ikke kunne hjælpe til. I det meget lange tidsperspektiv har mennesket således også en ”naturhistorie”, der var og er genetisk betinget.

Vi kan konkludere: ligesom aber og elefanter har mennesket en naturhistorie der handler om hvorledes menneskets gener i samspil med klima og de fysiske livsomstændigheder har og stadig befordrer forandring i vores fysiognomi, fysiske muligheder og livsomstændigheder.

Spiller menneskets natur sammen med vores kultur?

Mennesket er unikt med hensyn til det man kalder tommelfingerens evne til at dreje således at man kan lave en knibtangsbevægelse, hvor tommelfingeren kan nå pegefingeren. Dette er baggrunden for vores anatomiske mulighed for eksempelvis at snitte, skære, sy, skriv osv. Denne anatomiske funktionalitet er formentlig defineret af et særligt genetisk ”forstærker” (enhancer), kaldet HACNS1 som også formidler kodningen for vores oprejste gang. Moderne undersøgelser af mobilgenerationens brug af tommelfingre (til at skrive sms’er) viser imidlertid at evnen til at udføre denne knibtangsbevægelse er under hastig forandring. Hos børn, der er mobiltelefon-narkomaner, atroferer tommelfingrene fordi de ikke bruges på almindelig vis. Genetikere anser det for sandsynligt at det på sigt vil give anledning til en kropslig fysisk forandring, der genetisk vil nedarves til fremtidens børn

 

Men: Det er præcis den naturhistorie, der ændrer sig for ca. 40.000 år siden, da mennesker begynder at udvikle måder hvorpå de kan leve mere komplicerede liv. Den udvikling finder sted i kraft af udviklingen af menneskets hjernes størrelse og indretning. Præcis hvorledes udviklingen af genetikken bag disse mere komplicerede liv finder sted skal ikke fortælles her. Det er en vanskelig historie at udrede og bliver ofte ret så spekulativ (eksempelvis kræver det en detaljeret udforskning af forholdet mellem neandertalerne og de moderne mennesker).

Hvad vi imidlertid kender er slutresultatet: det kultiverede menneske. Hvad vil det sige? Jo det kultiverede menneske er – i modsætning til sine forfædre, der levede for eksempelvis 200.000 år siden – karakteriseret ved at en del af det som bestemmer menneskets levevis og dets succes ikke primært er genetisk betinget, men derimod kulturelt betinget.

For at give et eksempel: det kan være svært at overleve hvis det er koldt. En god idé kan derfor være at svøbe sig i skind. Især hvis nogen finder på at sy skindene sammen. Måske ved at fremstille en nål, der kan trædes med en sene. Hvis så også nogle mennesker finder på at farve skindene og udsmykke dem med påsyede skaller og tænder – og derved får større succes på bopladsen til at forføre naboens dreng eller pige – ja, så er det alt sammen en specifik udvikling af en bestemt livsform, der ikke kan forklares genetisk, men alligevel skaber forandring. Vi kan måske i første instans forklare ved hjælp af genetikken at kreative og begavede mennesker alt andet lige får mere succes, fordi de er i stand til ”at finde på” og udvikle nye vaner. Hvorfor de i det genetiske spil får større succes – flere partnere og flere børn: Hvordan de til forskellig tid og sted konkret har udnyttet deres kreative gen bliver imidlertid til en helt anden historie, nemlig historien om ”det kreative menneske” og dets gradvise udvikling af nye og anderledes måder at løse komplekse problemer på.

Det er det som er emnet for al god historieundervisning. Det karakteristiske for det moderne menneske – homo sapiens – er nemlig ikke kun at det er ”det tænkende menneske”; mere betydningsfuldt er det at bemærke sig at dette menneske er handlende, udfarende, skabende. Det er dette menneskes handlinger, der udgør dets forandringsskabende historie.

Eller sagt på en anden måde: historiens substans er de menneskelige handlinger.

Det handlende menneske

Nogle handlinger kan naturligvis være et udtryk for bevidste viljesytringer og dermed være udtryk for særegen forandringsvillighed. Engang imellem møder vi mennesker i vores omverden, der fortager jordomvæltende forandringer i deres liv.  Eller vi bevæges selv i en sådan retning.

Omvendelsen af Paulus

Det mest kendte eksempel fra verdenshistorien på et menneske, der omvendes  er apostlen Paulus. Paulus, der oprindeligt bar det jødiske navn Saulus (eller Saul) forfulgte de kristne i Jerusalem i de tidligste år efter korsfæstelsen. Således var han med til at dømme og henrette den første kristne martyr Stefanus. Men Paulus blev omvendt. Fortællingen lyder således:

“Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidtåbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

Fra: Apostlenes Gerninger, Kapitel 9

Når vi studerer handlende mennesker bliver det imidlertid meget hurtigt klart at de fleste handlinger ikke er epokegørende, eller bare forandrende. De fleste handlinger foretager vi tværtom i kraft af de vaner vi er blevet tillagt som børn; eller tillægger os senere.

De allerfleste vaner er således udtryk for de vaner og handlemønstre vi umærkeligt har tilegnet os i kraft af vores opvækst. Store sociologiske undersøgelser har endda vist at de fleste af de vaner erhverves inden vi når til skelsår og alder, dvs. mellem 16 og 18. Hvis vi tænker os om er det indlysende at den slags vaner egentlig ikke er så ringe endda. De sikrer nemlig at vi kan mestre en stor mængde af kompleksitet i vores omverden. Dvs. al den kompleksitet der opstår fordi vi også er kreative og skabende væsener.

På den ene side adskiller vi os således fra alle andre jordiske væsener ved at være stærkt kreative og handlingsorienterede. På den anden side bliver vi i samme åndedrag bundet op på de vaner, som vi etablerer for at bemestre denne kompleksitet. Sådanne vaner kalder vi kultur.

Det kultiverede menneske

Grundlæggende kan vi således fortælle at kultur bedst forstås som de vaner, som mennesker til en given tid og sted anlægger sig for ikke hele tiden at skulle spekulere på at ”opfinde den dybe tallerken”. Eller med andre ord: kultur er alt det vi lægger på rygraden for at kunne klare vores livssituation, så vi ikke hele tiden skal spekulere over al ting: eksempelvis over hvornår det kan betale sig at så gulerødder og hvor det er bedst at købe ind. Men også hvordan vi gør når vi går på arbejde, hilser på hinanden, vælger vores regering, spiser pænt ved bordet eller holder fest med vores venner.

Det er naturligvis som ovenfor beskrevet ikke umuligt for os at blive bevidste om at vi gør tingene på én bestemt måde og ikke en anden; og at det kunne være anderledes. Men for det meste er vores ”kultur” – dvs. vores vaner – noget, som vi ubevidst sætter i spil, når vi bevæger os gennem vores dagligdag. Det gælder alle de mange regler for hvordan vi skal være sammen, hvordan vi agerer, og også hvordan vi tænker og taler om verden.

Det meste ”kultur” tillægger vi os som sagt som børn og unge. Og jo ældre vi bliver, des mindre ”bevægelige” bliver vi i vores adfærdsmønstre. Nogle gange har man sammenlignet vores kultur med en elefant, som vi rider på. Det er svært at få den til at gå i en anden retning. Det kan naturligvis lade sig gøre, men for det meste hænger vi på den.

Det mangfoldige menneske

Men mennesket har også en anden historie, der handler om vekselvirkningen mellem dets kreativitet og kultur. Hvor kulturen og vanerne  endda for de fleste mennesker spiller langt den største rolle. Vi kan kalde det for det kultiverede menneskes historie.

Tag nemlig ikke fejl: Netop fordi vores kultur er så afgørende for vores handlemønstre og handlinger er den også afgørende for hvad der ender med at blive vores historie. Mennesket ikke kun er et dyr, men tværtom et kultiveret dyr. Dets specifikke historie handler derfor om dets kulturer (dvs. vaner), hvor de kommer fra, hvordan de er opstået og har udviklet sig, og hvordan nogle vaner forandrede sig mens andre blev fastholdt.

Fællesnævneren for alle menneskelige liv efter ca. 100.000 f Kr. er da at de alt andet lige blev meget komplekse og kultiverede. Og kan vi tilføje: at denne kompleksitet over tid ikke ser ud til at være blevet mindre. Dette sidste er dog formentlig en fejlantagelse, der afstedkommes af det tidsperspektiv, vi nødvendigvis må anlægge.

Det er nemlig et grundvilkår at jo længere væk vi kommer fra fortiden, des mindre kan vi vide om den. Vi ved alt andet lige mindre om stenalderen end bronzealderen og mindre om den end jernalderen, fordi arkæologien ofte ser ud til at blive vanskeligere jo længere tid tilbage vi bevæger os. Sådan gælder det også med Antikken og Middelalderen. En gang imellem er bevaringsforholdene dog exceptionelle, og pludselig får vi ny indsigt. Det gælder eksempelvis Egyptens historie, hvor det tørre ørkensand har efterladt os fantastiske spor af en enormt kompliceret verdensindretning – økonomisk, politisk, socialt, og religiøst. Der er dog intet som tyder på at bronzealderens mennesker længere oppe i det samtidige Europa ikke også levede yderst komplicerede liv. Vi ved bare meget mindre herom fordi så meget mindre er bevaret.

Ligeledes fortæller erfaringen fra etnografiske studier foretaget i det 19. og 20. Århundrede af det man tidligere kaldet verdens ”primitive folkeslag”, at de sjældent var enkle; tværtom var de yderst komplicerede når det gjaldt sociale, politiske, og religiøse indretninger. Det er vores forkortede perspektiv, der gør at vores nutidige verden forekommer så meget mere kompleks end fortidens. Det er imidlertid ikke tilfældet.

 

Historiens gang

For nu at opsummere: vores historie handler om hvorledes vi som mennesker over tid agerer (handler). Da langt de fleste handlinger, som mennesker udfører er definerede af deres kultur, dvs. vaner som de har tillagt i ungdommen, så handler vores historie om vores kulturer – hvor de kommer fra, hvordan de udfolder sig, hvad der ligger bag dem samt hvordan de er blevet ændret af kreative mennesker, der har sat sig ud over deres kultur og vaner for at finde nye løsninger på tilværelsens dilemmaer og udfordringer.

Det betyder at historie altid handler om

• De udefrakommende begivenheder – større vulkanske udbrud, krige, mødet med andre mennesker –der ryster dem i deres grundvold så de ændrer deres adfærd og eventuelt endda deres kultur
• Mennesker samt deres levevis og livssyn, og hvordan de til enhver tid indordner sig de magtstrukturer, der gør sig gældende i deres sociale omgivelser

Det magtfulde menneske

Historien handler nemlig også (måske endda i særlig grad) om den menneskelige manipulation af andre menneskers kulturer og vaner – eksempelvis forældre versus deres børn, lærere versus deres elever, statsministre versus deres folk, direktører versus deres medarbejdere osv.

Magt er at få andre mennesker til at handle i ens egen interesse. Nogle gange er det i modstrid med det andet menneskes egeninteresse. Omfanget af magt handler da om at få de andre til alligevel at agere, som man som ”magtmenneske” ønsker, forlanger, forvolder at de skal handle.

En historisk analyse involverer derfor altid en karakteristik af hvem der på et givet tidspunkt hvem der har magtmonopolet, og hvordan magten er legitimeret – gennem karisma (personlig charme), tradition eller lovgivning; og hvilken rolle ”vold” spiller og

De fleste historikere lærer os at i forhistorien (til ca. 960) var mennesker meget voldelige, og konger og krigere havde magten fordi de var fysisk stærke, begunstiget af guderne og understøttet af deres personlige kvaliteter (karisma). Senere hjalp kirken i middelalderen (ca. 1000 – 1660) datidens herskere med at blive legitimeret ved at hævde at herskerne – kongerne – havde fået overgivet magten af Gud (traditio er latin og betyder at overgive). Dette endte, da oplysningstiden (ca. 1700 til nu) udfoldede forestillingen om at magt burde hvile på et ”lovligt” grundlag, en grundlov og udfoldes som et regelbundet bureaukrati. (Årsangivelserne henviser til den almindelige danske periodisering.

Historien er imidlertid meget mere kompliceret. Hele vejen igennem historiens gang er det muligt at identificere karismatiske personligheder, der har været i stand til at tilrane sig eller i det mindste befæste magten på trods af traditioner og lovgivning. På tilsvarende vis var tradition (i form af dynastier) kendt før middelalderen, ligesom lovgivning, der definerede magtens råderum, var kendt før oplysningstiden. Ej heller er diktatorer, krigsherrer, eller politiske dynastier ukendte fænomener i vor tid.

Med andre ord: historiens gang er ikke fremadskridende, den er bølgende – frem og tilbage.

Hvordan studerer man så historie?

Vi repeterer lige:

• Man udpeger sig et sted, hvis historie man vil fortælle. Stedet er nemlig det der holder sammen på historien.
• Man skal opøve blikket for de udefrakommende begivenheder og hændelser, der ramte de mennesker, der til enhver tid levede på det sted, som vi har gjort til genstand for vores historie – hvad enten det er Rudersdal, Danmark eller Europa.
• Derefter begynder man at fortælle om de skiftende mennesker der har boet og levet på dette sted – og hvordan de har gebærdet sig gennem tid, dvs. hvilken kultur de har været bærer af, nærmere bestemt deres sædvaner og livssyn.
• I denne historiefortælling skal man have et særligt blik for hvordan forskellige mennesker til forskellig tid har retfærdiggjort (legitimeret) deres magtudøvelse eller oplevet deres afmagt.

20.06.2021
Karen Schousboe