Gammelgård ligger på Ærø på kanten af en naturpark. En verden af igår fyldt med håb om fremtiden. Alligevel er det svært ikke at læse bogen som en forfaldshistorie.
Gammelgaard. En Udkantshistorie og en fremtidsvision
Af Viggo Mortensen
Hovedland 2017
Der er en stille sitrende stemning af ubevægelighed i denne beretning om professor i teologi, Viggo Mortensen, og hans pensionisttilværelse på Ærø. Hertil flyttede han og hans kone, Doris Ottesen, i 2008, efter at de havde købt arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsens gamle gård fra 1830.
Gammelgaard er en udflyttergård fra Bregninge by. Indtil 1964 var den i bondeslægtens eje, men da sidste bror og søster døde, købtes gården af Alan Havsteen-Mikkelsen. Herfra drev han sit vel-renommerede arkitektfirma, der som niche agerede overopsyn med de utallige – og meget dyre – kirkerenoveringer, som menighedsråd fra tid til anden iværksatte. En grund til, at han var særligt efterspurgt var, at menighedsråd vidste, at dersom samarbejdet med arkitekten var særligt velfungerende kunne man få ”lov” til som bonus også at købe et af de korsfæstelses-billeder, som hans far, Sven Havsteen-Mikkelsen, havde efterladt sig. På den måde kunne man ikke alene få sin kirke renoveret smagfuldt, men også få skiftet det sødladne maleri ud, som havde siddet i midterfeltet i renæssance-altertavlen siden midten af 1800-årene.
Her på gården indrettede Havsteen-Mikkelsen nu sin tegnestue samtidig med at han nænsomt restaurerede og ombyggede den gamle gård og forsøgte at drive et landbrug ved siden af. Det var derfor ikke en ruin, Viggo Mortensen overtog den. Ej heller var det en færdig historie. Det fremgår tydeligt af bogens fine billeder at gården i de senere år har dannet rammen om et noget andet liv. Det, der tidligere var et åbent ildsted er i dag en lukket masseovn og kontoret flyder garanteret med flere bøger end i arkitektens dage. Alligevel er der en særegen kontinuitet i fortællingen om gården og dens omskifteligheder, symboliseret ved beretningen om stedet, landskabet, bindingsværket, stråtaget og træhåndværket. Samtidig danner denne beretning dog også klangbund for det videre perspektiv, som udfoldes i bogen: nemlig beretningen om landbokulturens udvikling og afvikling.
Ja, det er en bekræftende livshistorie. På en gang en insisteren på, at selvom Gammelgaard ligger på en bakke med udsigt fra gårdspladsen mod Drejø, Skarø og Svendborgsund, på en ø, som man kun kan sejle til, så ligger gården altså også midt i origo, verdens centrum. Og det er jo rigtigt: det gode liv findes ikke andre steder end i nærheden.
Samtidig er det imidlertid også netop en udkantshistorie, for bogen er fyldt med beretninger om det moderne landmandsliv på øen: om bonden der ikke kan omlægge sit kvægbrug til økologi, fordi han så ikke kan afsætte mælken; eller om ægteparret, der får deres udkomme fra naturvejledning og oplysningsvirksomhed, fordi deres økologiske landbrug ikke kan give dem et økonomisk livsgrundlag. Alle disse møjsommelige historier gav i 2014 anledning til at Viggo Mortensen sammen med Finn Slumstrup i 2014 tog initiativ til bevægelsen ”Oprør fra Udkanten”
Det er imidlertid – hvordan vi end vender og drejer det – ubarmhjertigt hårde tider i en verden, hvor politikere og økonomer ikke interesserer sig grundlæggende for noget som helst andet end stordrift og salg af svin til de kinesiske marked. Og som ikke har blik for at familie-landbruget ikke kun er en økonomisk enhed, men også en livsform, der siden 80erne har været på tvangsauktion.
Det er i lyset heraf en fascinerende og velskrevet bog. Fuld af liv, lys og håb! Samtidig er det dog også en forfaldshistorie. For hvad gør vi når tyngdekraften rammer os alle?
Det er da også tankevækkende at siden bogen udkom er Gammelgaard igen sat til salg! Måske blev det enkle liv i udkanten alligevel for kompliceret…
Karen Schousboe
