Klemt inde mellem Kronborg, kysterne og Esrum, ligger det gamle Tikøb sogn, der dengang indebefattede såvel Hornbæk som Hllebæk. Endnu i dag “kendes” det som et mørkt skovlandskab. Sådan yndede guldalderens kunstnere nemlig at fremstille dette maleriske landskab. Og sådan tror vi derfor – selvom virkeligheden var og er en anden – at det burde se ud. Men egentlig var landskabet efter vikingetiden mere fyldt med krat, overdrev og skovbryn end egentlig skov. Årsagen var de værdifulde græsgange, datidens skove udgjorde. Og som fik stadig større betydning i middelalderen og senere.  Hestes og oksers trækkraft var jo hvad der stod til rådighed. Og de dyr skulle fodres for at overleve. Græsning var derfor en vital ressource både sommer og vinter. Det resulterede i et helt andet landskab end det, som vi tror at se, når vi går rundt i bøgeskovenes dunkelhed. For at forstå den historie, må vi imidlertid gribe længere tilbage i historien – dengang Nordsjælland for alvor var skovdækket.

Nordsjælland – Danmarks fornemste skovegn

Historisk set var det nordøstligste hjørne af Sjælland den del af Danmark, der senest blev befolket. Endnu i bronzealderen (1700–500 f.Kr) [1] var det tydeligt, at egnen fra nordkysten, rundt om Esrum Sø og ned til Furesøen reelt var ubeboet; især hvis vi da ser bort fra en stribe langs kysten (fra Espergærde og nedad). Det betyder ikke, at bronzealderens mennesker ikke færdedes i de store skove-, sø- og moselandskaber, der dengang som nu prægede landskabet. Men de færdedes dér, fordi området var ”helligt”. I hvert fald kan vi se, at nedlægning af offergaver – eller som det lakonisk hedder i arkæologsprog, metaldeponeringer – var mere udbredte dér end egentlige bosættelser.

Men selv i det perspektiv må det område, der interesserer os her, det gamle Kronborg Herred og specielt Tikøb sogn, karakteriseres som fundtomt. Hvis folk boede på egnen, var det primært ude langs kysten. Færdedes de inde i de mørke og uigennemtrængelige skove, skyldtes det jagten på helligheden.

Det fremgår da også af det senere navnestof[2], hvorledes de ældste stednavne reflekterer denne hellighed: Tisvilde, Tibirke, og Tikøb træder her tydeligt frem. Men også navnet, Hellebæk bør her fremdrages (årstallet, hvor stedet nævnes første gang er sat i parentes):

• (1191) Tibirke = Tibirkæ = Tyr + birke(skov)
• (1164) Tikøb = Tiwithcop = Tyr + skov + køb (Forstået som ”den købte jord ved Tyrs skov
• (1286) Tisvilde = Tiswillæ = Tyr + væld (Forstået som Tyrs Kildevæld)
• (1582) Hellebæk = Hellebeck = hellig + bæk

Specielt er de mange stednavne med forledet *Tī naturligvis interessante. Det kan diskuteres, om stednavnene refererer til navnet på en af de ældste aseguder – Tyr eller *Tiwadz – eller ”bare” henviser til den mere generelle kategori ”Gud”, som vi kender fra en senere tid, hvor ordet, (m.) Tī, på gammeldansk endte me at referere til en mere uspecificeret hedensk mandlig gud(dom). Således tolkes Tisvilde definitivt som Tyrs væld, mens Tibirke forstås mere generelt som den hedenske birkelund, og Tikøb som der, hvor den hedenske gudeskov blev købt.

Stednavne med forledet *Ti  er i øvrigt yderst sjældne i Skandinavien. Kun i Danmark er det . Her indgår gudenavnet i knap en tredjedel af samtlige stednavne, hvor et gudenavn er knyttet sammen med et efterled, som eksempelvis Njords hjem = Nærum ( i Rudersdal); eller altså Tyrs væld= Tisvilde.

På et yderligere punkt adskiller stednavne med Tyr som forled sig. De fleste af dem er nemlig knyttet til et naturbetegnende efterled (som Tyrs væld), mens Odin knyttes til steder for kultiske handlinger såsom -vi, -hof eller –hørg, dvs. byggede helligsteder (templer) og offersteder (hørg). Men nær Viby (byen med helligstedet) ved Århus ligger en lokalitet, kaldet Tyrseng. Nærved ligger så også Onsholt (Odins Skov). Så ingen regel uden undtagelser.

Præcis hvornår vi kan datere disse former for stednavne til, er debatteret. Noget tyder dog på at Ti-navnene ikke er meget ældre end senantikken (ca. 300 – 500 e.Kr. )[3] og måske ”importeret” af germanske lejesoldater i romersk tjeneste. Måske hed guden Ull, førend han blev tillagt navnet Tyr?

Guden Tyr

Om guden Tyr – Tyr, týr, tívar, *Tīwaz – gøres der i øvrigt mange forestillinger. Der er dog næppe tvivl om at selve navnet ”Týr” er knyttet til ”Tīwaz”, der igen spejler den græske Zeus og latinske Deus.

Sammenfletningen af egenavnet med det (senere?) navneord gør det dog svært at få hold på denne mytiske skikkelse. Det antages almindeligvis, at han entrede parnasset i Bronzealderen som solgud eller himmelgud, men at han senere transformeredes til en ren krigsgud (Sigtyr eller Sejrstyr). Sådan møder vi ham hos Tacitus (Tuisto), og således optræder han da også senere i fortællingen Gylfaginning fra Snorres Edda om Fenrisulven. I beretningen herom fortælles, at Fenris var blevt så stor, at kun Tyr turde made ham, og ingen kæde kunne holde udyret. Så smedede dværgene Gleipner, en ubrydelig kæde, der lignede en silkesnor. Men Fenris anede uråd og ville ikke lade sig binde hermed uden at én af guderne lagde hånden i hans mund. Tyr meldte sig frivilligt; og endte med at måtte lade hånden til ulven, der bed den af, da den opdagede at den ikke kunne komme fri. Herved forhindrede guderne i første omgang Ragnarok.

Om Tyr fortæller Snorre i øvrigt, at han var ”einhendr ok ekki kallaðr sættir manna” – og var han “enhåndet og ikke kaldet til at forsone mænd”. Andre religionsforskere har dog anset Tyr for at være gud for rettergang og tingssteder.

Dette krigeriske islæt kan vi også aflæse af de mange kenninger – poetiske ordbilleder i de oldnordiske kvad – som Tyr optræder i. Ifølge disse er han vogngud, skægget gud, stridstyr, Goternes gud, spydgud, hærgud, råbende gud, sejrsgud, stridsgud, de faldnes gud. Poesien fortæller os også, at han er modig og dygtig. Tyrsværk er i øvrigt indtagningen af fæstninger. I den islandske landnamsbog fortælles det, at vikingerne svor på ”Frej, Njord og den almægtige Ase”, formentlig Tyr. Men igen peger andre kenninge på at Tyr bare er en udefinerbar guddom. Således kaldes Odin et sted for Fimbultýr – fimbulguden.

Værd at bemærke er desuden, hvorledes Tyr har givet navn til en af de tidligste runer, Tīwaz (Tir, Ti, *Tiw, Tyz, *Tius). I såvel islandske som norske runedigte forklares runens navn med henvisning til den ”enhåndede” og ”ulvens overlever”. Her hedder det at “Týr er einhendr ás, ok úlfs leifr, ok Friggjar faðir” (og dvs. i den udgave af gudernes slægtssaga, Odins svigerfader). Tyr var desuden en af sejrsrunerne, som man med fordel kunne riste på sit sværd. Nogle gange optræder tyr-runen da også med tre bistave. Dette er tolket som et billede på at bæreren af brakteaten påkaldte Tyr tre gange og tegnet findes ristet på en brakteat fra Raum ved Køge fra ca. 440-560 e. Kr. Tyrfing var navnet på et sværd, som sagnhelten Angantyr ejede og som altid ramte plet, når det blev svunget (præcis som det spyd, tyren Zeus forærede Europa, og som også altid ramte plet)

Vi kender i øvrigt alle sammen Tyr rigtig godt. Hver tirsdag bør vi tænke på ham på samme måde, som sydeuropæerne tænker på Mars. Vi kan også kaste blikket op på stjernehimlen og se ”Tyr’s Tegn”; det billede, som Zeus satte til minde om dengang han skabte sig om til en tyr som en anden shaman og forførte Europa.

Etymologisk er der dog ingen sammenhæng mellem ordet *Tīwaz og dyret, som vi kender som tyr, som sprogforskerne fremleder af ordet *(s)taeu (stærk). På en anden måde har guddommen Tyr dog sine aner i dyreverdenen. Ifølge Gylfaginning var Hymer el. Ymer far til Tyr. Men selvsamme Ymer, der levede i kimmingen, hvor himmel og hav mødes, var også stamfader til hele vores verden fyldt med himmel og skyer, jord og klipper; den verden, som Ymer undfangede, da han levede af urkoen Audhumblas mælk.

Fortællingen om Tyr kan forøvrigt ikke kun aflæses i stednavne, i poesi eller i runerne. En anden kilde er kunsten og herunder specielt guldbrakteaterne, de medaljoner som folkevandringstidens mennesker bar om halsen. Det mest berømte fund her er uden tvivl en brakteat fra Trollhättan i Sverige, hvorpå fortællingen om Tyr og Fenrisulven er tydeligt afbilledet. Brakteaten dateres til 400-500 e. Kr. og indikerer således at sagnet stammer fra folkevandringstid en (c. 350-550).

Jernalderen og Vikingetiden

Hvorom alting er, Tyrs landskab var tydeligvis skovdækket, helligt og sparsomt beboet.

Vi kan da også konstatere ud fra pollendiagrammerne fra St. Gribsø, at skov var det dominerende karaktertræk ved landskabet fra 4000 f. Kr og frem til ca. 1800. Her var bøg det dominerende træ i de sidste 3000 år, om end også el, birk og eg spillede en rolle. Skovdækket vær tættest ind til ca. 700 f. Kr. ledende frem til en periode omkring år 0, hvor ca. 50% var blevet til afgræsset overdrev.

Efter ca. 400-500 e. Kr. vendte udviklingen imidlertid igen og skoven bredte sig over hele det nordøstlige hjørne af Sjælland. Det ændrede sig først i perioden ca. 1000-1200. Hvorfor nu det?

En del forskere er af den opfattelse, at netop fortællingen om Ragnarok – og Fenrisulven, der bider hånden af Tyr – kan dateres ret præcist til tiden efter 536 e. Kr., hvor klimaet forværredes radikalt på grund af en række globale katastrofer (vulkanudbrud). Motivet findes muligvis også på gotlandske billedstene dateret til 700-tallet. Netop i tiden fra ca. 500 – 1000 e. Kr. var Nordsjælland relativt betragtet da også ganske mennesketomt og skovdækket.

Pollediagrammerne passer således fint med, at der ikke findes spor af de former for stednavne, der dominerede i den yngre jernalder, der typisk ender på -løv, -lev, -inge, -um og –sted, og signalerer steder, hvor folk er flyttet sammen i hvad vi formentlig må forstå som klaner. Den slags stednavne er der imidlertid ingen af i det gamle Kronborg herred.

Det er faktisk først med alle -torp og –rødnavnene, at vi igen begynder at få et billede af en svag bosættelse og opdyrkning. Nævnes kan det stenede torp, Stenstrup, Appes torp, Apperup, biskops torp, Bistrup, samt det myrede torp, Mørdrup. Torp betyder det samme som gård eller mindre landsby udflyttet fra en større.

Fra samme periode stammer også stednavnene med endelsen –rød, der betyder rydning. Vi kan nævne vedlingernes (skovboernes) rydning, dvs. Villingerød omtalt 1137–46, samt Horserød fra 1178: rydningen til heste. Hertil føjer sig Langerød – den lange rydning, nævnt 1248. Lidt længere sydpå finder vi endnu et -rød, som vi kan henføres til en i øvrigt ukendt person, Asmundr, der gav navn til Asminderød, hovedbyen i sognet syd for Tikøb. (Villingerød kan dog også være dannet af et personnavn, Withger + rød).

Vi kan således på baggrund af navnestoffet konkludere, at Nordsjælland efter den store klimaomvæltning efter ca. 500 simpelthen groede til i skov og først langsomt blev ryddet og beboet i tiden efter år 1000. Mennesketomt har der været indtil overgangsperioden mellem den sene vikingetid og den tidlige middelalder, hvor vi ser sporene af de første rydninger i stednavnene.

Herefter gik det imidlertid stærkt med at få omskabt nordsjælland fra skovbygd til kratbygd.

Et middelalderligt landskab – Esrum Kloster

En væsentlig del af denne rydning må være sket på enten kongens eller ærkebiskoppens foranledning. I hvert fald ved vi, at da Biskop Eskil i 1151 lod cistercienserne flytte ind på Esrum, var der tale om jord, som kongen ejede og som biskoppen kun havde i precarium, dvs. som et lån. Selv holdt Eskil til ved Søborg længere mod vest. Herfra er der givetvis foregået en rydning og opdyrkning østpå. Det er disse rydninger eller ejendomme, som Eskil donerer til klosteret. Men altså uden at have klar ejendomsret til selve stedet, hvor det senere kloster kom til at ligge. Formentlig har rydningerne også været mere eller mindre selvbestaltede. Forskere har funderet over om skovene simpelthen var så ubeboede at de ganske enkelt var tilfaldet kongemagten ud fra devisen, at hvad ingen ejer, ejer kronen. Området var således aldrig kongemagtens privatejendom, men kongelev (som Eskil så forgreb sig på).

I hvert fald ved vi fra Kong Valdemars Jordebog fra 1241, at såvel Ørved skov (vest for Esrum) som Gribskov hørte til krongodset. Det passer meget godt med, at Eskil bare ”lånte” jorden i ly af borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar 1147-57. Og da så krigen var overstået fik han forhandlet sig på plads med kongemagten om at give plads til cistercienserne ved Esrum.

Den bedste indsigt i områdets middelalderlige landskab får vi netop gennem historien om Esrum Kloster, der blev grundlagt på den nordlige og opdyrkede søbred ved Esrum med de store og nærmest ubeboede skovstrækninger – mod nordøst (Ørved skov), mod øst (Harridskoven eller ”Hærskoven”) og mod sydvest (Gribskov). Esrum Kloster lå således på kanten af det område, der er i fokus her. Men klosterets ejendomme rakte ind i Tikøb sogn, og formentlig var det klosterets fortjeneste, at Tikøb Kirke endte med at være en så anseelig teglstensbygning fra slutningen af 1100årene.

Som alle andre Cistercienserklostre blev også Esrum anlagt langt fra byer og landsbyer, så intet skulle kunne skabe uro blandt klosterets munke. Men det betød ikke, at der ikke i løbet af middelalderen blev opbygget et levende, velstående og økonomisk givtigt landskab i omegnen af Esrum. Cistercienserne var driftige folk. Om Esrum kloster er vi i øvrigt rigtig godt informerede, eftersom brevbogen, dvs. store dele af klosterets arkiv er bevaret i en senmiddelalderlig afskrift.

Selve klosteret byggedes på en holm i den nordlige del af søen på et lavtliggende engområde. Her installerede munkene hurtigt en vandmølle. Senere blev denne mølleindustri udvidet med møllen i Steenstrup, som Valdemar den Store gav klostret i 1173.

I centrum af de først jordbesiddelser var Villingerød og Havreholm, der i de oprindelige privilegiebreve omtales som landsbyer. Allerede 30 – 40 år senere var der imidlertid sket en radikal omvæltning. Nu dreves de ikke længere som små landsbyer, men som egentlige ladegårde – grangier – med alt deres tilliggende, dvs. med enge, vingårde (abildgårde?), jorder, lunde, skovhugst og græsgange. Til Villingerød hørte desuden en skov, som kongen ejede. Den donerede Valdemar til Esrum Kloster i 1173. Om denne skov er vi veloplyst. I gavebrevet står nemlig at kongen gav Absalon og hans frænde Sune befaling om at skifte skoven ”og ride dens skel”. Det strakte sig fra Vejenbrød dvs. der hvor vejen slå en bugt, mod øst til Hornbæk Sø og langs bækken som kaldes Hornbæk og derfra til Villingebæk, dvs. langs kyststrækningen. Formentlig har skoven dækket trekanten mellem de nutidige (gamle) veje –  Hornbækvej, Villingebækvej og Strandvejen. Noget tyder på at skellet gik langs den gamle sognegrænse mellem Tikøb og Esbønderup.

I 1228 oplyses vi om at Esrum Kloster drev elleve grangier eller ladegårde i et bredt bælte fra Villingerød, øst om Gurre og helt ned til Torup, på højde med Asminderød kirke. Derudover rådede klosteret over anseelige skove, hvori givetvis fandtes mindre bebyggelser.

Men egentlig landsbyer var der næppe mange af førend stordriftsfordelen forsvandt med arbejdskraften i 1300-årenes krise- og pesttid. Nu vendte landsbyerne tilbage. I 1497 var Villingerød således igen etableret med ni fæstegårde, mens enestegårde lå spredt rundt om i skovene. Fra denne tid ved vi, at hovedindtægterne fra disse landsbyer i skovområderne mod nord og øst bestod af smør, svin og træ, et sikkert tegn på, at ekstensivt kvæghold var et hovedelement i disse senmiddelalderlige gårdes driftsform.

Klosterets middelalderlige stutterier

Der findes desværre ikke egentlige klosterregnskaber, der er bevarede, men spredte kilder tyder på, at en hovedindtægtskilde var avlen af heste, der i middelalderen udgjorde kongerigets næststørste eksportartikel næst efter sildefangsten i Øresund. Det er sandsynligt, at de første stod har været vilde; equitium jumenta indomita kaldtes de. Sådanne vilde heste holdtes i hestehaver, dvs. store indhegnede skov- og engarealer, hvor hestene kunne færdes i vilde flokke. Have betyder egentlig gærde eller dige, mens hegn betyder fred og beskyttelse. Men stoddene var dog næppe mere vilde end at munkene – som overalt hvor cistercienserne slog sig ned – arbejdede målrettet mod at fremelske stærke og krigsduelige hingste til korstogstidens ryttere. Disse heste var lavbenede, sluttede og af middelstørrelse, grove og tunge og med yppig hårvækst, skriver Flemming Ettrup i sin beretning om disse heste, som kongen rekvirerede i tusindtal når krigstogter blev indledt. Og så var der behovet for rideheste, falkonérheste eller bare heste i rejsestalden, som kongen kunne benytte sig af, når han passerede. Fra 1501 findes der en notits i dronning Christinas hofholdningsregnskaber, der fortæller os at hun havde føl på opdræt på klosteret.

Gurre, Søborg og Krogen

På begge sider af dette bælte ejede kronen imidlertid fortsat dele af skovene. Centrum herfor var borgen ved Gurre og senere Erik af Pommerns Krogen. Vi ved fra fortællingerne om Gurre, at her havde kongen væsentlige viltbaner, som han yndede at gå på jagt i. At dømme efter senere kort har der da også været noget tættere skov omkring Gurre.

Navnet Gurre henviser til borgens placering på en våd eng på kanen af Gurre sø og betyder sump eller dynd. Dateringen af det tidligste byggeri er omdiskuteret, men da Valdemar Atterdag i midten af 1300-årene byggede borgen op til en yderst moderne og fashionabel kongelig residens, skete det på baggrund af en tidligere fæstning fra 1100-årene. Tidlige, men meget sparsomme, fund tyder på at der her lå en fæstning bygget af enten Valdemar den Store eller hans sønner. På Gurre sad der indtil 1525 en selvstændig lensmand, men derefter blev slottet indlemmet under Krogen og borgen fik lov til at forfalde. Det var tydeligt at Gurre tabte i betydning efter Margrete I’s død, hvilket resulterede i Erik af Pommerns fæstning, der i dag er bygget ind i det senere Kronborg. På samme måde gik det den gamle ærkebispegård ved Søborg, som Eskil byggede i midten af 1100-tallet, men som Valdemar indtog i 1161. Også denne borg udbyggede Valdemar Atterdag. Godt 150 år senere ødelagdes dog også denne borg, og Krogen – det senere Kronborg – endte som sejrherren. Medvirkende hertil var naturligvis at Esrum Kloster efter reformationen tilsammen med sine 300 bøndergårde og store skovstrækninger hjemfaldt til kronen. Dette var den egentlige kim til at Kongernes Nordsjælland opstod.

Efter Reformationen 1536

Efter reformationen blev Esrum kloster således nedlagt og al jorden blev lagt under kronen. Ganske vist flyttede de sidste munke først til Sorø i 1559, men på det tidspunkt var planerne allerede langt fremme for at oprette en kongelig ladegård i Esrum og samtidig samle alle skovdistrikterne omkring Gribskov til en formidabel kongelig vildtbane. Samtidig arbejdedes der aktivt for at etablere kronens stutterivirksomhed i egnen nord for Esrum, hvor de gamle klosterbesiddelser tilbød et fuldt udviklet produktionsapparat. I over 100 år var det gamle klosters besiddelser da også centrum for det kongelige stutteri.

Det er omdiskuteret, hvorvidt Christian d. III tog initiativet til denne omfattende stutterivirksomhed. Vi ved at han var aktiv i indførslen af frisiske hopper og andalusiske hingste, så mon ikke. Det var dog specielt under Frederik II og Christian IV, at opdrættet blev mere omfattende og systematiseret. Christian IV nedlagde således landsbyerne Sørup, Siggerup, Hjernerup og Ebbekjøb og anlagde kobler og hestevange på vestsiden af Esrum Sø samtidig med at han udbyggede de gamle klostervange mod nord og øst. Selvom vangene var indhegnede, forhindrede det ikke bønderne i at slippe deres hopper løs inde i koblerne for at lade dem betjene af de kongelige hingste.

Dette eventyr endte dog, da Nordsjælland blev hjemsted for en afdeling af det sjællandske rytteri i 1719, mens stutterivirksomheden blev forlagt til Frederiksborg Slot.

Af et kort fra 1720 fremgår det at stutteriets vange var spredt over hele egnen med hestevange i Tikøb sogn ved Villingbæk, Hellebæk, Egebæk og Gurre. Hestevangene kan ses på kortet af Abraham Christian Willars som indhegnede haver eller vange.

Skov, krat og buskads

På det tidspunkt er det tvivlsomt, om det giver mening at tale om, at Nordsjælland endnu var skovdækket.

De kongelige stutterier var nemlig ikke de eneste, der havde løsgående heste i skoven. Det var givetvis almindelig praksis over hele egnen, der efter reformationen bedst kan beskrives som et blandingslandskab præget af udbredt krat, buskads, overdrev, skovbryn og spredte træbevoksninger – det svenskerne kalder en risbygd.

Netop oprettelsen af rytterdistriktet giver os et indblik i dette for Danmark ret unikke kulturlandskab, der blev stadig mere karakteristisk for egnen i årene efter at svenskerne havde forhugget skovene i 1658-60. Fra oprettelsen i 1720 har vi nemlig både et kort til vores rådighed og en omfattende synsforretning fra 1717, der supplerer hinanden.

Af kortet fremgår det således, at selvom de fleste stutterivange lå i nærheden af Esrum Sø, så var der også indrettet de fire anseelige hestevange i Tikøb Sogn, der er nævnt ovenfor. Heraf udgjorde hestevangen ved Hellebæk, her kaldet Teilstrups vang, det største indhegnede græsningsområde. Mere eller mindre dækkes det i dag af den nuværende Kohave og Teglstrup hegn. Formentlig stammer navnet ”Kohave” fra bondeskoven hørende til Skibstrup eller Horserød, der har ligget umiddelbart nordvest for den indhegnede hestehave, som Teglstrup vang udgjorde.  Her skulle i følge kortet rytterhestene gå på græs. Sydøst strakte et vildsomt mose- og kratlandskab (i dag kaldet den grønne kile) sig ind mod Kronborg Ladegård, som givetvis blev udnyttet til et ganske voldsomt kreaturhold.

Synsforretningen 1717

At landskabet må have være fyldt med store græssere både sommer og vinter kan indirekte udlæses af den synsforretning, der blev foretaget efter ordre af kommissionen for ryttergodsets inddeling i 1717 mellem 1. februar og 12. marts[4]. Tidspunktet er væsentligt, fordi vinteren er det tidspunkt på året hvor antallet af kreaturer på de enkelte gårde måtte forventes at være lavest.

I dette vinterperspektiv er det tankevækkende at de 132 kongelige fæstegårde i Tikøb sogn  ifølge synsforretningen i gennemsnit holdt 8,4 stykker heste, 10,4 stykker hornkvæg og 11,7 får. Men kan vi nu fæste lid til disse tal? Bønderne var notorisk vrangvillige når det gjaldt deres selvangivelser til datidens ”skattefar”, og netop kvægskatterne hvilede tungt. I modsætning til tidligere synsforretninger foretaget i forbindelse med inddrivelse af kvægskatter kan vi imidlertid her konstatere, at skifteforretningerne fortaget på samme tidspunkt på en håndfuld af de 132 gårde omtrentligt giver det samme antal høveder. Så svaret er ja, i synsforretnignen får vi et tilnærmelsesvist billede af hvor meget fæ, bonden gennemsnitligt havde på sin gård.

Tallene fra Tikøb kan i øvrigt sammenholdes med de 90 gårde i Asminderød sogn, der i gennemsnit havde 8,4 heste, 10,9 stykker hornkvæg og 12,5 får. Også disse gårde var relativt beskedne med hensyn til hartkorn (vurderingen af hvad en gård kunne producere og dermed dens værdifastsættelse). Landskabet i Tikøb og Asminderød har mindet meget om hinanden.

Når det gælder Asminderød er kilden bedre publiceret. Det betyder at vi dér også kan danne os et første overblik over det gennemsnitlige antal bygningsfag, gårdene fremviste – i Asminderød gennemsnitligt 32. Tallene fortæller os dog intet om hvordan fagene var fordelt på hus, lade, lo og stald.

Vi kan dog med fordel sammenligne de 32 fag med gården fra True ved Århus på Frilandsmuseet, der omkring 1700 bestod af 28 fag og havde en stald til 5 heste og 8 stk. Bonden på Truegården rådede således gennemsnitligt over 2,15 fag pr dyr. Hvis gårdene i Asminderød sogn skulle have en forholdsmæssig størrelse til at kunne rumme deres gennemsnitlige besætning, skulle gårdene dér have været på 41 fag. Men de var altså kun på gennemsnitligt 32.

Udgangsøg

Hvad betyder nu det? Jo, det mere end antyder, at gårdene i Asminderød og formentlig Tikøb på det tidspunkt ikke har kunnet opstalde hele deres besætning hen over vinteren. Der har måske været plads til en fjorten til femten dyr, men så næppe heller flere (og formentlig færre). Det betyder, at mindst fire til fem dyr må have gået ude hele året. Alene i Tikøb sogn vil det have betydet, at mindst ét stort dyr er strejfet om på gennemsnitligt 15 ha[5]. Da stor dele af jorden i sognet – vildtbaner, ladegårdsjorder og indhegnede marker med vintersæd – ikke har været tilgængelige for bondefæet, kan vi måske antage at græsningstætheden i skov, krat og på overdrev og i vintertide har været endog noget højere. Hele dette område fordrer dog en meget nærmere undersøgelse.

Den antagelse, at en væsentlig del af dyrene færdedes ude hele året, underbygges endvidere af den diskrepans, som sammenligninger mellem skattefastsættelser af kreaturskatter og boopgørelser fra midten af 1600-årene kan fremvise. Her viser tallene nemlig at taksatørerne undlod at registrere mindst halvdelen af hestene og kun tre fjerdedele af kreaturerne!

Tør vi hermed antage at resten var sendt til skovs året rundt? Ja da! Litteraturen er jo fyldt med spredte skildringer af de mange udgangsøg – et begreb, der i øvrigt kunne dække både heste og kvæg.

Det er faktisk den sandsynligste forklaring. Datidens kilder er da også fyldt med borløbne heste og kreaturer, der blev fremlyst på tinge, ligesom vi kender udtryk fra ordsamlinger, der bevidner denne praksis. Eksempelvis hedder det hos præsten Joachim Junge, der i 1798 udgav en berømt sædeskildring om almuelivet i Nordsjælland, at løse og vilde øg måtte man ”flankere” hjem, dvs. ”opride” (vel: finde til hest) og derefter ”tumle”. Sådanne heste måtte i øvrigt udstyres med et ”avred” eller mærke, så ejeren kunne udpeges, når de blev sendt ud på ”ævred” (hegningen af de dyrkede marker) blev opgivet. Hvad hed den slags heste? Måske kævlingeheste, dvs. heste, der var så små, at de næppe kunne trække en kævle. Men ellers bare udgangsøg, skovøg, afvejekvæg eller endda bare afstavns. Om vildfarent kvæg kunne man endda fortælle at det havde ”skovet” sig. I øvrigt kan vi af Peder Syv lære, at sådanne skovøg kunne være både døve og snedige.

I øvrigt er det interessant, at sammenholde antallet af heste og kreaturer med antallet af hektarer i det daværende Tikøb sogn. En simpel regning (antal hektarer divideret med antal store kraturer) viser at bøndernes samlede dyrehold (minus får og svin)  gennemsnitligt havde 4,1 ha til rådighed om sommeren. Imidlertid skal der som minimum trækkes de 2/3 af det dyrkede areal fra – der i 1688 udgjorde 20%. Hertil kommer at dyreholdet i følge Skrubbeltrangs beregninger var 30% større om sommeren end om vinteren. Det samlede resultat er, at ved sommertid havde bønderne højt sat 2,75 ha pr græssende dyr. Formentlig skal tallet sættes mindre fordi vi ikke ved hvor heftigt græsningen i viltbanerne blev udlejet. Hertil kommer, at antallet af dyr i sognet vil have været større, simpelthen fordi synsforretningen kun talte kronbøndernes dyrehold. Husmænd, præster, degne, smede, skovfogeder og større privatejede gårde er her ikke talt med. Ej heller har vi talt fårene med. Græsningstrykket har været ganske heftigt og skovene har ikke lignet skove, men kræt og træbevoksede overdrev fyldt med kær, moser og søer.

I parentes bemærket kan det være interessant i den sammenhæng at sammenligne antallet af hektarer til rådighed i dette landskab med det nuværende på Molslaboratoriet i Århus. Her i december 2021 var der 3 ha pr dyr.

De mange heste

Hvorfor så mange heste? Svaret herpå er at bønderne i Kronborg Len havde flere væsentlige opgaver, som vi ofte er tilbøjelige til at glemme. Ikke alene skulle de stå for transporten frem- og tilbage til København af Kongens hus og alt hans habengut. Den slags vogntog kunne rumme op til 250-500 vogne, når kongen begav sig af sted. Hertil kom transporten af varer, kul og brændeved til forsyningen af København.

Det væsentligste indslag i driften af de nordsjællandske gårde var da også udenfor al tvivl hesteopdræt, kvæghold og oldensvin. Og her med absolut vægt på hesteholdet og binæringen i form af transport ind til hovedstaden. Mange bønder havde specialiseret sig, og ernærede sig simpelthen som datidens langturschauffører, mens kvinderne hjemme på gården passede de øvrige dyr og den sparsomme korndyrkning.

Det får vi en levende skildring af hos Joachim Junge. Han var præst i Blovstrød og udgav i 1798 en sædeskildring af ”Den Nordsjællandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog. Heri kan vi fornøje os over hans fortællinger om bønderne, der elskede deres heste, men var temmelig ligeglade med deres kreaturer. Og som med de samme heste kørte drabelige væddeløb til og fra den ene kro efter den anden på Kongevejen. Som præst i Blovstrød havde han rig lejlighed til at studere færdslen ved Blovstrød Kro, der lå på den anden side af vejen. Han fortæller:

”Af husdyrene elsker bonden fortrinligt hesten. Grunden til denne kærlighed begynder fra kæphesten, den går snart over til den virkelige hest med hvilken han steaks må omgås, og den vokser med årene, fordi dette dyr, ligesom en fidus achates ledsager ham igennem hele hans liv lige til graven. Er han tjener, da plyndrer han alt for at fylde det i hesten, er han husbonde, da tager han sig ofte selv til skade for ikke at skade den. Jeg har kendt mange bønder, som i våren har mæsket hele tønder rugstrå, for også at under hesten det højeste gode, en slags beruselse. Det er ikke usædvanligt at høre bonden beregne sin søns alder efter en ligealdrende hests fødsel. Men fordi en godhed er den anden værd, så ved også dette tålmodige dyr mageløst at rette sig efter og under sin herre…Så længe bonden bliver i sin naturlige og hesten i den virksomme tilstand, da omgås han meget pligtmæssigt med den. Han overlader den derfor aldrig med svære læs. Ja, han synes ikke engang at kende hestens kræfter. Dette dyr bliver derfor aldrig under bondens hænder fordærvet… (s. 150-151)

Fra Ryttervang til Skovfred

I hele denne periode – dvs. tiden efter Reformationen – havde Staten med større og mindre held drevet en serie møller ved Hellebæk. Formentlig har der ligget møller i Esrum Klosters tid. Men egentlig mølledrift kender vi ikke til førend i 1500-årene, da den første melmølle byggedes. Herefter fulgte slag i slag en række skiftende manufakturer: jernstøberier, kobbermøller, kanonstøberier osv. Vi kan få indsigt i dette tidlige industrianlæg, når vi besøger Hammermøllen og bagefter går en tur gennem Hellebæk.

For at drive disse tidlige manufakturer var rigelig og let adgang til rindende vand (kildekraft) naturligvis ikke nok. Hertil måtte også være adgang til brændsel i store mængder. Det interessante er imidlertid at selvom Kronen i 1700-årene ved flere lejligheder solgte dette industrikompleks, medfulgte skovene ikke nødvendigvis. Kun brugsretten til vandkraften og bestemte udmålte læs brænde blev frasolgt. Mange af datidens skøder havde da også mere karakter af forpagtninger end egentlige salgsdokumenter.

Selvom Hammermøllen og senere geværfabrikken i 1700-årene var i privat eje og på skiftende hænder, betød det ikke at skovene ikke fortsat tilhørte kronen.

Dette ændredes heller ikke efter at J. F. Classen overtog industrikomplekset i 1767 for derefter at tabe ejendommen til Schimmelmann i 1768. Fortællingen herom minder grangiveligt om russiske oligarker og deres omgang med Sovjetimperiets fabrikker og statsejendomme efter 1989. I løbet af den næstfølgende periode kom selve Hellebækgård dog på Schimmelmanns hænder og i en beskrivelse fra 1839 kan det læses, at der hertil hørte 250 tønder land, 140 td. eng og 100 td, skov. “Under gården ligger den såkaldte Tejlstrup Vang” hedder det i beskrivelsen. Skoven var således solgt til Schimmelmann efter rytterdistriktet blev nedlagt i 1773.

Fra det tidspunkt af var skovene i Tikøb imidlertid – uanset offentlig eller privat ejer – underlagt den samme skovlov af 1805. Det er i den periode, at skovene i stigende grad blev udlagt til stadig mere ensrettet skovdrift med henblik på at udnytte træet som bygningstømmer, ligesom det er i den periode Oehlenschläger poetisk digtede “De brede Bøge” og guldalderlandskabet frem i vores hjerter. Nu udnyttedes skovene ikke længere til gærder, vejbroer eller brændsel. Derimod importeredes stenkul, der fyldtes i kakkelovnene og i de mange teglværkers brændeovne, mens sten sattes i de permanente stendiger om markerne, som bønderne efter udskiftningen kunne etablere og vedligeholde. Det er i denne periode de mange levende hegn plantet på permanente stengærder kom til.

I samme periode blev det så også gradvist mindre nødvendigt at sende dyrene til skovs. Landboreformer og udskiftning havde medført nye muligheder for kobbeldrift, og dyrkning af foderafgrøder. Og dræning forbedrede udbyttet mangefold. Det gav bedre mening at holde dyrene på stald og fodre dem med hø og havre end slippe dem løs. Langsomt fremavledes desuden moderne produktionsdyr, mens de gamle hårdføre bæster uddøde.

Senere, efter 1863 kom jernbanen desuden til Nordsjælland. Først til Hillerød i 1862, hvorefter Gribskovbanen blev anlagt i 1880. Det betød givetvis på sigt, at bønderne kunne skære ned på hesteholdet til fordel for det indtægtsdækkende kreaturhold og smøreksporten til England. Hvor transportvirksomheden i 1700-årene var tyngende, og hestene i 1717 derfor havde udgjort 45% af besætningen på bøndergårdene, udgjorde de i 1898 kun 22% af samtlige store dyr i sognet.

En følge af jernbanerne var desuden, at nok blev rejsen til købstaden lettere, men den blev også mindre nødvendig. Godstoget sørgede jo for at smørret kom frem til dampskibet, der sejlede dritlerne til Tyskland og England. I stedet kunne bønderne blive hjemme og dyrke hjemstavnen i forsamlingshusene og ved de store grundlovsfester i skovenes dybe stille ro. Der er her oldtidens store hellige “skove” genfødtes, som så mange af os af ren nostalgi drømmer om at bevare uberørte af kreaturers og hestes klove og hove.

Pointen er bare, at sådan så vores fortidslandskaber aldrig ud. Tværtom var de rodede og fyldte med et næsten ubegribeligt liv af dyr, vi har svært ved at se for os.

TOP FOTO:

Parti ved Gammel Hellebækvej. Carmiencke 1835. Tlhører Hammermøllen

NOTER

[1] Yngre Bronzealders bosættelser i Nordsjælland. Af Jacob Schlein Andersen. I: Gransk 2019, No 1.

[2] Sakrale stednavne i Danmark. Udkast. Af Carsten Lyngdrup Madsen. 2021

[3] Argumentet er lidt snørklet. Men: vi ved at guden findes i det Gotiske ”parnas”. Der blev han kaldt Teiws. Men vi ved også at der ikke findes stednavne i Sverige, hvorfra Goterne langsomt udvandrede mellem 0-200 e.Kr., inden de endte nede ved Sortehavet i 300-årene. Så Tyr er i den sammenhæng måske en ny opfindelse, adopteret fra det græske og romerske gudeparnas. Dette stemmer naturligvis også med hans ”klare” identifikation som ”Ares” eller ”Mars”.

[4] Commissionen for Ryttergodsets Inddeling (kilde: Kronborg Amtsstue no. 576 A LA). Kilden er desværre ikke udgivet, men hovedtal findes delvist gengivet i Fridlev Skrubbeltrangs forfatterskab samt i Byskriverens samlinger

[5] Tikøb sogn rummede i 1898 (Trap 2. Udgave) 18497 td. Land svarende til 10203 ha jord) (tallene er inklusive Hornbæk og Hellebæk, der på det tidspunkt var udskilt). Men mindre dele heraf har omkring 1700 været udlagt til vintersæd samt reserveret kongen til hans enemærker – stutteri, vildtbaner osv. Det meste af statsskovene har dog været åbnet op for græsning mod betaling.

LITTERATUR

Bogen om Esrum Kloster
Red. Af Søren Frandsen, jens Anker Jørgensen og Chr. Gorm Tortzen
Frederiksborg Amt 1997.

Danske Landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger.
Red. Af Bent Odgaard og Jørgen Rydén Rømer
Århus Universitetsforlag 2009.

Esrum Klosters grangier – en ny tolkning.
Af Finn Erik kramer.
I: Esrum Klosters storhed og fald.
Red. Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen.
Esrum Kloster 2015.

Esrums klosterstutterier
Af Flemming Ettrup:
I: Fjernt fra menneskers færden. Sider af Esrum Klosters 850-årige historie. Red. Af Jens Anker Jørgensen et al.
C. A. Reitzels Forlag 2000.

Holmberg, Bente: Den hedenske gud Tyr i danske stednavne. Mange Bække Små (red. Vibeke Dalberg & Gillian Fellows-Jensen). Til John Kousgård Sørensen på tresårsdagen 6.12.1985,
København 1986

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Købstadslandbruget og kampen om byernes naturlige ressourcer.
Af Jørgen Mikkelsen
Landbohistorisk Tidsskrift 2012:2

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik
Af Fridlev Skrubbeltrang
Historisk Tidsskrift 11. Rk, 1.
København 1944

The Past Impact of Livestock Husbandry on Dispersal of Plant Seeds in the Landscape of Denmark
Af Hans Henrik Bruun and Bo Fritzbøger
I: Ambio Vol. 31, No. 5 (Aug., 2002), pp. 425-431
Published by: Springer on behalf of Royal Swedish Academy of Sciences

Skånska bygder under förra hälften av 1700-talet: etnografisk studie över den skånska allmogens äldre odlingar, hägnader och byggnader.
Af Åke Campbell
Lundequistska bokhandeln, Uppsala 1928

Tyr. En vetenskapshistorisk och komparativ studie av föreställningar och gestaltningar kopplade till den fornnordiske guden Tyr
Klas af Edholm
Stockholms Universitet 2014

Tracing Old Norse Cosmology. The world tree, middle earth, and the sun in archaeological perspective. Af Anders Andren.
Nordic Academic Press 2014.

Vangelag på Sjælland.
Af Bo Fritzbøger.
I: Mark og menneske. Studier i Danmarks historie 1500-1800. Skippershoved 2000, s. 27-42

The post I skovens dybe stille ro myldrede det med heste appeared first on Kulturhistorier.

I 1400-årene levede familien Paston i Norfolk. Som typisk lavadelsfamilie afhang familiens opture og nedture af deres politiske valg under de såkaldte rosenkrige hvor forskellige kongeslægter kæmpede om magten i England. Vi kender dem imidlertid meget mere indgående fordi deres privatarkiv er bevaret. Med over tusind private breve, retsdokumenter, og regnskaber fra periode 1422 til 1509, giver samlingen et helt enestående indblik i livet i engelsk senmiddelalder. Tilsvarende findes ikke fra Danmark førend det tidlige 1500-tal.

De seneste dokumenter vedrører Sir John Paston III og hans liv i skyggen af Richard III og Henry VII. Især vedrører de dog hans private liv. Af speciel betydning her er en unik samling af kærestebreve udvekslet i 1477 mellem John, hans familie og hans kæreste Margery Brews. Heraf flere breve, der omatler skikkene omkring St. Valentine.

Af brevsamlingen fremgår det at John længe havde forsøgt sig med at blive gift. Hele ti forsøg havde han bag sig og i et brev fra 1476 meddeler han sin storebror at han nærmest er ligeglad og vil giftet sig med hvilken som helst kromutter, bare hun har en ordentlig formue.

I løbet af 1476-77 ramler han imidlertid ind i Margery Brews, en datter af en lavadelsmand bosat i Topcroft i Norfolk. De to unge mennesker kom fra samme miljø. Alligevel betragtedes ægteskabet ikke som favorabelt blandt slægt og venner. Begge var yngre medlemmer af deres respektive søskendeflokke og havde derfor ikke formue eller indkomst. Desuden var der ondt blod mellem de to familier.

De to unge mennesker forelskede sig imidlertid. Desværre er Johns breve til Margery ikke bevarede, men moderens og Margerys egne breve lader ikke til at der har været tvivl om deres ønsker. Således skrev moderen til John at

”Fredag er det St. Valentine’s dag hvor hver fugl vælger sin mage; derfor,  hvis du kommer torsdag aften og bliver til mandag, så tror jeg Gud mager det så at du kan få min mand i tale; og jeg skal bede for at vi kan sagen kan få en lykkelig ende og fortsætter: ”Det er kun en svag eg, der kan fældes med et hug”.

Vi må forestille os at John tog på frierbesøg, men at forhandlingerne ikke gik helt som han havde håbet. Kort efter dikterede Margery nemig et meget privat brev til John, et brev der er kendt som verdens første Valentine. Heri skrev hun

Til min ret elskede Valentine, John Paston, væbner, leveres dette brev

Ret ærede og tilbedte, ret elskede Valentine. Jeg anbefaler mig til dig hjerteligt, i det jeg ønsker at høre om dit velbefindende, som jeg beder den almægtige Gud bevare som han vil og som dit hjerte ønsker. Og hvis du ønsker at høre om mit velbefindende; så er jeg ikke af ved godt helbred hverken i krop eller sjæl, heller ikke vil jeg være det førend jeg hører fra dig. For der er intet væsen som må vide hvilken smerte jeg bærer; og for at være handlekraftig tør jeg ikke afsløre det. Og min fru moder har udlagt det hele omhyggeligt for min hr. Fader, min hun kan ikke opnå mere end hvad du ved, for hvilket Gud skal vide at jeg er dybt ulykkelig. Men hvis du elsker mig, som jeg for sandhed tror at du gør, så vil du ikke derfor forlade mig; for havde du ikke halvdelen af det levebrød, som du har til at forsørge mig, så ville jeg ikke forsage dig. Og hvis du befaler mig at være tro hvorend jeg går, så vil jeg af al magt ære kærligheden og intet mindre. Og hvis mine familie siger at jeg gør forkert, så skal de ikke få mig til mindre at følge mit hjerte, min krops iver og elske dig over alt på jorden. Og er de aldrig så vrede, så tror jeg på at det vil blive bedre i tidens fylde. Ikke mere til dig nu, men lad den Hellige Treenighed vogte over dig. Og jeg beder dig indstændigt: lad ikke andre jordiske væsener se dette brev end dig osv. Dette brev blev skrevet på Topcroft med et fuldt hjerte etc. Din egen MB.

Desværre for de to unge mennesker tog det lidt længere. Familien Paston havde udgifter til Johns søsters medgift og hans brors universitetsophold i Oxford; tilsvarende gjaldt for familien Brews. Det var vanskelige forhandlinger og det fortsatte med breve frem og tilbage indtil efteråret 1477, hvor det endelig lykkedes de to at blive gift. Allerede to år efter døde Sir John’s bror og familien arvede hans ejendomme og indtægter. De fik to sønner og en datter. Margery døde i 1495 og John i 1503.

KILDER:

A Medieval Family. The Pastons of fifteenth- century England.
Frances and Joseph Gies
Harper Collins Publishers 1998.

The Paston Letters: A Selection in Modern Spelling (Oxford World’s Classics)
Norman Davis
by Oxford University Press 2008

The Paston Women. Selected Letters
Diane Watt
Boydell 2004

The Pastons. A Family in the War of the Roses
Richard Barber
Boydell 2004

LÆS MERE:

Valentins Dag

Den første Valentinsgave?

The post Det første Valentine brev appeared first on Kulturhistorier.

I efteråret 1381 forlod Anne af Böhmen (1366 – 94) Prag for at begive sig til England, hvor hun var forlovet med den engelske konge, Richard II (1367-1400). Vejen gik gennem Europa til Bruxelles, hvor hun tilbragte en måned som gæst hos sin farbror. Tænkeligt benyttede hun der lejligheden til at anskaffe sig den lille Flanderske bønnebog, som i dag befinder sig i The Bodleian i Oxford. I hvert fald er hun heri portrætteret i sit møde med kongen, men førend hun selv blev kronet. Vielsen fandt sted i Westminster Abbey den 20. Januar 1382, mens selve kroningen fandt sted dagen efter.

Begge 15 år gamle endte de to med at forelske sig i hinanden. Og selvom de aldrig fik børn – og Richard II endte med at blive afsat, fængslet og til sidst myrdet, tilbragte de en række år sammen med at leve det gode liv ved det senmiddelalderlige hof, som Richard og hun arbejdede intenst på at skabe rammerne for indtil hun døde af pest i 1394.

Vi ved ikke så meget andet om hende andet end at hun udfyldte den foreskrevne rolle som dronning – dvs. som beskytter af religiøse institutioner og forvalter af sine godser. Ved adskillige lejligheder optrådte hun desuden i den foreskrevne rolle som den ”gode” dronning, der var villig til at gå i forbøn for kongens fjender. Efter sin død fik hun et eftermæle som ”den gode dronning”.

Senmiddelalderligt jetset?

Samtiden beskrev hende som temmelig grim. Og dødsmasken bevaret i Westminster giver da heller ikke indtryk af at hun var særlig henrivende. Noget tyder dog på at hun måske var en slags ”Princess Diana” type? I hvert fald kom hun fra et højst sofistikeret hof i Prag, hvor hendes far Karl IV havde arbejdet for at fremme kunst og kultur. Böhmen på det tidspunkt var simpelthen Europas kulturelle fixpunkt indtil Burgund tog over. Kunsthistorikere taler faktisk om Böhmens ”smukke gotiske stil”, der udfoldedes i malerier, skulptur, og ikke mindst juveler og arkitektur (Karlstein slot, St. Vitus i Prag og broen over floden op til slottet.). Karl den IV grundlagde også det første universitet og modtog som gæster ved hoffet digteren Petrarca, politikeren Cola di Rienzo, maleren Nicholas Wurmser og billedkunstneren Peter Parler. Det er måske værd at bemærke at Petrarca, da han besøgte Prag kaldte byen for det Nye Athen. Ydemere var det byen hvor kimen til den tidligste reformation blev lagt af Jan Huus. Det hører da også med til historien at Anne beherskede mindst fem sprog – fransk, tysk, tjekkisk og Latin samt naturligvis senere engelsk. Selvom kilderne er sparsomme, er der en del som tyder på at Anne agerede beskytter for Wychcliffe, der ligesom Jan Hus, oversatte bibelen til folkesprog og arbejdede for at udbrede kendskabet hertil. Begge blev senere dømte som kættere og regnes i dag for forløbere for Luther. Fra sin opvækst var hun også bekendt med poeter, der digtede episke og romantiske digterværker til ære for deres dronninger. Alt dette kom hende formentlig til gode da hun mødte den engelske digter Chaucer, der ved flere lejligheder dedikerede sine værker til hende, ligesom han antages at have portrætteret hende i andre.

Et af disse værker – som nogle litterater anser for at være digtet i anledning de to unge menneskers formæling – er Fuglenes Parlament. Det er heri Chaucer undfanger ideen om at gøre Valentinsdag, den 14. februar, til kærlighedens dag.

Annes krone

En af de mere bemærkelsesværdige kilder til Anne af Böhmen er hendes bevarede krone. Kronen er bygget op af tolv rosetter, der hver understøtter en lilje, seks store og seks mindre. Hver lilje adskiller sig fra de andre i kraft af de safirer, rubiner, smaragder, diamenter og perler, som kronen er besat med.

Kronen er første gang omtalt i Richard II’s boopgørelse fra 1997-98, hvori blev listet 1206 genstande, alle opbevaret i hans skatkammer. Ifølge inventarlisten var kronen besat med 11 safirer, 33 rubiner, 132 perler, 33 diamanter, hvoraf 8 var af glas. Derudover var der 6 liljer besat med 1 rubin, 5 safirer, 9 perler samt 6 små liljer besat med 1 safir, fem små rubiner, en smaragd og to små perler. Kronen vurderedes til £246 13 s. 4.d.

Efter Richards mord, endte kronen  i den nye konges eje. Herfra blev den udtaget i 1402 som en del af medgiften til Henrik IV’s datter, Blanche, hvorfra kronen kom videre til skatkammeret på slottet i Heidelberg. Endelig, i 1782 blev den overflyttet til München. Vi kender i øvrigt til en tilsvarende krone beskrevet i listen over hendes søster, Philippas medgift. Denne krone var skabt af et diadem bygget op af blade og roser, og udstyret med ti spir. Kronen var besmykket med safirer, rubiner, smaragder og diamanter. Præcis som den bevarede krone i München. Phillipa var gift med den danske konge, Erik af Pommern.

Det vides ikke om Anne af Böhmens krone oprindeligt er tilvirket i Prag eller Paris ca. 1370-80. Eller om hun bar den ved sin kroning i januar 1382 i Westminster. Ej heller ved vi om Anne havde den med som en del af hendes medgift eller kronen var en gave til hende fra Richard II. En valentinsgave var der dog næppe tale om!

Kilder:

Richard II and the English Royal Treasure
Af Jenny Stratford
Boydell Press, 2012

Magnificence and princely Splendour in the Middle Ages
af Richard Barber
Boydell 2020.

The post Den første Valentinsgave? appeared first on Kulturhistorier.

Sankt Valentin, som er i himlen oppe
Dig synger de små fugle for
For byd nu sommersolen til
Og vintervejret vintervejen

(Geoffrey Chaucer: Fuglenes Parliament. 1382.
Oversættelse: Karen Schousboe)

Vi kender det godt. De første spinkle fuglefløjt i februar, der får os til at tænke på sol, sommer og sødme. Og vi ængstes. For hvad nu hvis vinteren bare strenges og kulden ikke vil slippe, så den lille sprøde budbringer bruger sine sidste vinterkræfter på at være forvorpen og i utide? Sådanne vejrvarsler kendte de gamle naturligvis mange af. Vi genfinder dem derfor ofte i middelalderlige kalendre og almanakker. Hvis kyndelmisse var vinterens højdepunkt, var Valentins-dagen vendedag. I dag kan det muligvis opleves besynderligt. På vores nordlige himmelstrøg er vi vant til at vinteren netop på det tidspunkt trækker ud. Men dels forholdt det sig ikke sådan i Frankrig  og England, hvor denne historie udspiller sig. dels var kalenderen forskudt i middelalderen, indtil der blev rettet op herpå omkring 1700. I 1382 fejredes St. Valentin formelt set på den 14. februar. I virkeligheden faldt dagen på den 22. Så det gav mening at lade de første fuglefløjt høres på den dag.

I vinteren 1382 inspirerede disse fuglefløjt så den store engelske middelalderdigter Geoffrey Chaucer (1343-1400) til at skrive et poetisk hyldestdigt til kærligheden, formentlig i anledning af den purunge Richard II’s ægteskab med Anne af Böhmen. Og skabte dermed en helt ny poetisk genre – såkaldte “valentines”. Oprindeligt var det digte, men senere blev det til gaver, ligesom kærester endte med at blive kaldt “valentines”.

Geoffrey Chaucer og Fugleparlamentet

Digtet, der ikke findes i en dansk oversættelse, er en charmerende beretning om en mand – poeten selv, velsagtens – der sætter sig til at læse i Scipios drøm, forfattet af Cicero. Bogen er en – ifølge Chaucer – alvorstung affære, der introducerer læseren til himlens indretning og hvordan man som et humørløst væsen bør omgås det guddommelige, sjælens indretning og i det hele opføre sig dydigt og anstændigt. Imidlertid – skriver Chaucer – giver det ikke anledning til ro og sjælefred, men derimod urolige drømme. I disse slumrende drømme er det nu at Chaucer oplever modsætningen til Ciceros alvorstunge politiske fablerier. I stedet ramler han direkte ind i fuglenes parlament, den årlige sammenkomst på St. Valentin’s dag, som Naturen hersker over og hvor hver fugl skal finde sin mage. Og hvor drøftelsen i ”parlamentet” går på om den, der skal giftes med kongeørnen nu også tager imod ham med åbne vinger. Og om hun skal? Til sidst digter Chaucer poetisk om Naturens og sommerens komme på den særlige lyriske måde, vi kender fra hans Canterbury Fortællinger (Canterbury Tales).

Formentlig er inspirationen kommet fra en af scenerne i et af de mest udbredte middelalderlige kærlighedsdigte, Floris and Blancheflour, hvor det fortælles om Emiren (der har fået Blancheflour som slave), at han hvert år dræber sin hidtidige hustru og vælger sig en ny. Dette valg finder sted i en frugthave, hvortil de nye slavinder føres og hvor utallige fugle løfter deres stemmer og synger om kap. Floris og Blanchefleur er digtet på fransk engang i midten af 1100-tallet, men spredte sig hurtigt over hele Europa.

Fugleparlamenter

En anden inspiration er dog givetvis hentet hos Æsop og hans dyrefabler, på baggrund af hvilke den egentlige genre med dyreparlamenter udviklede sig. Karakteristisk herfor er dog at de enkelte fugle her optrådte som repræsentanter for de enkelte stænder; og ikke frigjorte kærlighedsfyldte mennesker.

Chaucers digt er ikke unikt. Faktisk tilhører det en ganske udbredt middelalderlig genre, der optræder som en samling af fortællinger på vers eller prosa, hvor dyr og planter optræder som antropomorfiserede – menneskeliggjorte – væsener, der taler, gestikulerer og i det hele taget opfører sig ”menneskeligt”. Eller måske rettere, menneskene animaliseres og gøres derved naturlige og sanselige fremfor spidsfindigt tænkende.

På dansk kendes et middelalderligt fugleparlament, kaldet ”De Gamle Danske Dyrerim (den oprindelige titel er ikke bevaret). Teksten stammer fra Næstved Franciskaner kloster. I digtet er det tydeligt at mennesker og dyr glider sammen i dialogen. Digtet indledes med en samtale mellem en mand og en kvinde. Emnet er kærligheden, men hvor han anstiller sig kysk, lufter hun sine erotiske tilbøjeligheder. Eftersom hun afvises, meddeler hun at hun hellere ville være en fugl. Hvorefter digtet præsenter en lang række fugle udstyret med vidt forskellige kvaliteter. Digtet er vanskeligt at forstå og har voldt utallige forskere en del hovedbrud. Tilsvarende tyske ”fugleparlamenter” kendes fra senmiddelalderen. Det ældste tilsvarende eksempel på et egentlig ”fugleparlament” kendes fra Tyskland og forfattet af Ulrich af Lilienfeld, der inkluderede en sin tekst i et læreskrift fra 1351-58. Et andet eksempel findes fra Böhmen, Nová rada, eller Det Nye Råd, af Smil Flaska fra c. 1394.

Chaucer var i øvrigt ikke den eneste poet i samtiden, der tog udgangspunkt i Sankt Valentin. Fra franskmanden Oton de Grandsons ( c.1340 -1397) pen kender vi i alt syv digte, der netop lader St. Valentin figurere som kærlighedens værnehelgen. Oton de Grandson var født i Savoy, men gjorde primært tjeneste ved det engelske hof. Grandson og Chaucer vil have kendt hinanden. Grandson digtede dog på fransk, blandt andet Le Songe de Saint Valentin; måske tjente dette digt som direkte inspiration for Chaucer? Begge tager nemlig udgangspunkt i en drømmeverden og begge ender op i en verden befolket af kvidrende kærlighedshungrende fugle. Det tidligste digt, der kobler St. Valentin med høvisk kærlighed er nemlig af Grandson – Balade de Saint Valentin double – hvori vi hører om helten, der fortæller om hvorledes han valgte sin kæreste for mere end syv år siden; og hvorledes han igen vælger hende på netop denne dag, St. Valentins.  I dette digt figurerer dog ikke motivet med fuglene. Senere tog englænderen John Gower (1325-1408) motivet op i Cinkante balades, ligesom det genfindes i et anonymt digt ”The Cuckoo and the Nightingale” fra samme periode. En anden digter, Clanwove, der levede samtidig med Chaucer, parafraserede ham direkte i “The Book of Cupide”. Dette digt var i øvrigt efter al sandsynlighed dedikeret direkte til Anne af Böhmen, som Chaucer’s godgører og hvem hans Fugleparllament formentlig var dedikeret til.

St. Valentin, Fuglenes parlament – og senmiddelalderlig ridderromantik

Koblingen mellem St. Valentins dag og det senere så markante kærlighedsmotiv har til gengæld intet at gøre med helgenen, St, Valentin, der er uden anden betydning end at have lagt navn til datoen i februar, der blev blev koblet på fuglesangen. St. Valentin var nemlig blot en af mange helgener, der blev erindret for sit martyrium og sine helbredelser. Mere specifikt var han (der i virkeligheden var en sammenføjning af to helgener fra senantikken) værnehelgen for folk ramt af epilepsi. Med kærlighed havde han dog intet at gøre.

Vi må derfor konkludere: festen for kærligheden, som vi fejrer den 14. Februar med at udveksle chokoladehjerter, blomster og kærlighedskys voksede frem af en eller flere digteres drømme om forårsvarme og kærlighed. At det så til gengæld gik hurtigt at formalisere rammerne for disse amorøse forviklinger er en anden historie.

Allerede i år 1400 dannedes således et selskab eller en klub af 600 franskmænd med kongen i spidsen. Cour amoreuse – eller kærlighedens hof – blev foreningen kaldt, der talte de fleste ved franske konge, Karl VI’s hof. Foreningen blev dannet den 14. Februar. Året efter skrev Christine de Pisan (1364 – c.1430) et digt, Dit de la Rose, der fortæller om hvorledes Louis d’Orléans (1372 – 1407) på samme tid og på St. Valentins dag kreerede en helt ny orden, ”Ordre de la Rose”. Denne forening var dog yderst begrænset med hensyn til deltagere; kun medlemmer af Louis’ nære hushold samt nogle få middagsgæster var inviterede. I digtet bliver deres opgave at arbejde for at skabe respekt om kvinder. Tilsvarende – skønt mindre formaliserede – selskaber kendes fra det engelske hof omkring 1380-1400. Vi ved at Richard II indrettede en særlig have på slottet Eltham, hvor han og dronningen, Anne af Böhmen, kunne spise sammen.

I 1400-årene eksploderede den nye genre, Velentines, dvs. digte til ære for St. Valentin og de elskede kvinder. Det var dog især Louis’s søn, Charles d’Orleans, som vi kender som den første, der sendte sin elskede ”Valentines”. Charles var en af de mere heldige franske adelige, der deltog i slaget mellem englændere og franskmænd ved Agincourt i 1415. Efter slaget blev han fundet levende under en bunke af sine døde kammerater. På grund af sit arvekrav til den franske trone, blev han imidlertid først løsladt efter 25 år, som han tilbragte i engelsk fangenskab. Om end forholdene var relativt frie, var der begrænsede muligheder for at udfolde sig. Muligvis gav det anledning til hans store forfatterskab, herunder mere end 500 digte på såvel engelsk som fransk. Blandt disse digte findes to valentines, blandt andet ét adresseret til hans svigerinde Madam d’Angoulême (Marguerite de Rohan). Tilsvarende digte kendes fra Charles’s kreds af venner. Herefter blev skikken dog mere folkelig, bl.a. bevidnet af et par breve kendt fra kredsen omkring den lavadelige familie Paston.

Efter Reformationen

Samtidig hermed udviklede skikken sig til en selskabsleg. På St. Valentin blev det således almindeligt at invitere til et selskab. Deltagerne skrev nu deres navne på små lapper papir, hvorefter de blev trukket op af en hat og parret med hinanden. En del af denne leg var derefter at man skulle lade som om man var kærester og give hinanden gaver – håndskrevne kort, handsker, stof i metermål, eller andet flitterstads. Skikken er meget velbeskrevet i engelske kilder, såsom dagbøger og breve, og var ganske udbredt i England og USA. Især blev udvekslingen af håndskrevne og fint klippede kort en skik Herhjemme kender vi imidlertid næppe skikken førend den – på linje med halloween – indføres af butikskæderne i  1990’erne, der leder efter flere festlige anledninger til at sælge chokolade, blomster, gaver og romantiske middage. Men skikkene var kun udbredt i det engelske sprogområde.

Når vi fejrer Valentin’s dag i dag er det således ikke en “gammel” folkelig skik, men derimod en særlig engelsk skik, der er importeret med henblik på at udvikle endnu en “gave” anledning. Som en sociolog engang har hævdet: den mest værdifulde opfindelse i det 20. århundrede var indpakningspapiret.

BJÆLKEBILLEDE

Detalje fra Pieter Breughel den Ældre: Jægere i Sneen.

KILDER:

The Parliament of Fowls in a Modern English Verse 
By Geoffrey Chaucer an Simon Web (Oversætter)
CreateSpace Independent Publishing Platform 2016

Chaucer and the Cult of Saint Valentine.
Af Henry Ansgar Kelly
BRILL, 1986

St. Valentine, Chaucer, and Spring in February.
By Jack B. Oruch
I: Speculum , Juli (1981) Vol. 56, No. 3, s. 534-565
Udgivet af  The Medieval Academy of America

Fugleparlament
Af Pil Dahlerup
I: Dansk Litteratur Middelalder. Bd. 2: s. 296-304.
Gyldendal 1998

Die Vogelparlamente und Vogelsprachen in der deutschen Literatur des späten Mittelalters und der frühen Neuzeit. Zusammenstellung und Beschreibung des Textmaterials, Rekonstruktion der Überlieferungsgeschichte, Untersuchungen zur Genese, Ästhetik und Ge-brauchsfunktion der Gattung.
Af Petra Busch
München 2001

The Boke of Cupide, God of Love, or The Cuckoo and the Nightingale: Introduction
by: Dana M. Symons
I: Chaucerian Dream Visions and Complaints.
Michigan 2004

The Familia Regis and the Familia Cupidinis
af Richard Firth Green
I: English Court Culture in the Later Middle Ages. Udg. af  V. J. Scattergood and J. W. Sherborne,  London: Duckworth, 1983, s. 87-108

The post Valentins Dag appeared first on Kulturhistorier.

Hvem er vi, hvor kommervi fra og hvor vi skal hen? De spørgsmål har formentlig altid optaget mennesker. Som bekendt er vi jo nemlig udstyrede med en stærk og levende erkendelse af at være dødelige. Vi ved at vores liv uden nåde får en ende. Der er ingen tvivl om at netop dette perspektiv – måske i modsætning til så mange andre dyr – er med til at give os et særligt tidsperspektiv på tilværelsen. Ganske vist lever de fleste af os i hverdagen uden at skænke døden mange tanker. Men når det kommer til stykket og i sidste ende er selv de mest obsternasige af os tvungne til at tænke over det utimelige heri. Eller sagt med andre ord: I hverdagen kan vi grave os ned i tidlommer. Ved mere festlige lejligheder tvinges vi derimod til at gribe fat om to forhold, vores kropslige og betimelige væren. Vi lever her og nu og ikke andre steder eller til andre tider. Og om lidt er vi alle borte!

Mærkeligt er det derfor heller ikke, at vi som mennesker beskæftiger os med at fortælle historier om vores fortid, nutid og fremtid. Hvad enten vi vil det eller ej er vi altid på vej. Tilværelsen forstår vi nemlig ikke uden at vi fortæller historier for os selv og hinanden; med begyndelser, midter og slutninger.

Det må vi naturligvis også lære vores børn. Derfor undervises de da også i historie og historiefortælling i skolen. Det finder naturligvis sted på alle mulige planer og i mange forskellige sammenhænge. I danskundervisningen lærer børn eksempelvis at læse litterære fortællinger ligesom de kastes ud i selv at komponere og skrive fortællinger. I geografi lærer de at læse og beskrive landskaber, se på jord, vand og klima samt omgås apokalypser. I biologi lærer de om dyrenes færden i landskabet og vores fælles udviklingshistorie, evolutionens principper.

I historie, derimod, lærer de punktvist og spredt om begivenheder og hændelser; som regel uden mål og med [1]. Sådan var det naturligvis ikke altid. Engang var historien også en fremadskridende fortælling bygget op omkring fremragende mænd og kvinder og deres indflydelse på historiens gang. Som enhver vil vide afskaffedes den form for historieskrivning imidlertid af Marx, der inspireret af det 19. århundredes videnskabelige fremgang, betragtede historiens gang som uafvendelig. Aktører var ikke længere konger eller magtfulde mænd, men derimod massernes uafvendelige bevægelse frem mod revolutionens gennembrud. I dag udfoldes den rene marxistiske historieskrivning naturligvis sjældent i sin rå og ufordøjede form. Men som en sagte klangbund ligger den bag historiske genrer som klima- og miljøhistorie, byhistorien, socialhistorien, middelalderens feudale samfund, udforskningen af familie- og slægtsforhold mv. I det perspektiv drives historien uafvendeligt frem. Samtidig findes den historieforståelse i kravet om at man som historiker bør undgå at beskæftige sig med kronologi, men derimod fordybe sig tematisk. Fælles herfor er i de fleste tilfælde at historiens gang anses for uafvendelig – hvad enten vi betragter den som en rolig udvikling eller en abrupt serie af revolutioner.

I alt dette glemmes imidlertid at historiens objekt ikke er omgivelsernes forandringer som sådan, men derimod hvorledes mennesker har indvirket herpå. Hvor det således er geografiens og biologiens – naturvidenskabens – opgave at udfolde de uomgængelige vilkår for eksempelvis klimaets udvikling (herunder betydningen af alt fra solpletter til meteor-nedfald og vulkanudbrud), er det historiens opgave at forklare (eksempelvis), hvorledes baggrunden for at klimaaftalen blev vedtaget i Paris, men ikke i København, var Kinas og dets lederes voksende forståelse af at deres egeninteresse lå i at finde løsninger på fremtidens behov for bæredygtig energi. En nærmere historisk udredning heraf ville dog indebære en udforskning af hvorledes de kinesiske ledere – og opinionsdannere – ændrede holdning henover perioden 2009 – 2015. Den historiske udredning har vi stadig tilgode.

Pointen her er, at en historisk redegørelse altid indebærer en udredning af det menneskelige input til processerne. Eller sagt med andre ord: Det er historiens opgave at udforske og forklare betydningen af det menneskelige element i vores verden. Historien er derfor heller aldrig en uafvendelig bevægelse hen mod et bestemt endepunkt. Det kunne være gået anderledes. Hvorfor en særlig historisk genre da også er at skildre historien kontrafaktisk: hvad nu hvis det var gået modsat og Hitler havde vundet WW2?

Menneskelige handlinger

Det siger sig selv at i det perspektiv er det afgørende at have en forståelse for hvorfor mennesket handler på én bestemt måde og ikke en anden. Her findes naturligvis en række konkurrerende tilgange, men meget generelt kan det anføres at historiens baggrundsvidenskab må være antropologien – dvs. læren om mennesket, anthropos, som det hedder på græsk.

Det siger også sig selv, at der indenfor antropologien findes utallige videnskabelige ”sekter”, der analyserer og beskriver og forstår mennesker og deres handlesæt på forskellig vis – socialvidenskabeligt, sociologisk, kulturelt, religiøst, psykologisk, kognitivt, økonomisk osv.

Uanset hvilken tilgang man vælger er det dog et grundlæggende faktum at historiens objekt altid er mennesker og deres ageren i verden, og de konsekvenser som man kan udlede heraf. I praksis betyder det at historiens objekt er menneskers selvforståelse, holdt op mod levnene af deres praksis samt omgivelsernes vurderinger og forståelse heraf.

Historiens studieobjekt er derfor altid af tredobbelt karakter – autobiografiske tekster (det emiske perspektiv) biografiske (historiske) tekster (det etiske perspektiv) samt de mange levn (det arkæologiske perspektiv), som menneskers omgang med deres omverden – deres handlinger – har affødt. Det er i krydsfeltet af disse tre typer af kilder, at historiske studier udfoldes. Det er historikerens opgave at vise hvorledes man ved at sammenholde de tre typer af kilder kan når frem til en forståelse af baggrunden for historiens gang. Det er desuden historikerens opgave at lære eleverne at skelne mellem de typer af forklaringer folk selv bringer til torvs – og dermed vise hvorledes sociale, økonomiske, kulturelle, psykologiske, kognitive eller religiøse forklaringer altid har vekslet fra tid til anden. Og således demonstrere for os at en given “historiefortælling” altid bliver bærer af et bestemt perspektiv. Også i vores tid!

Det kulturelle perspektiv

Når det så er sagt, findes der i dag en meget stærkere forståelse af hvorfor mennesker handler som de gør end vi besad for bare 50 år siden. Dengang konkurrerede groft sagt tre forklaringer og tre billeder af tre aktører:

• Homo oeconomicus eller billedet af mennesket som entydigt optændt af personlig profitmaksimering. Her tømmes mennesket derfor for alt fra sociale instinkter til personlige følelser. I den forståelsesramme vil der eksempelvis bag godgørenhed altid findes et skjult motiv af økonomisk art.
• Homo socialis eller billedet af mennesket som drevet af dets indplacering i sociale netværk eller institutioner. I dette perspektiv reduceres aktøren imidlertid til den sociale institution og mennesket forsvinder. Det er ikke længere arbejderen der strejker, men derimod fagforeningen, der ”organiserer” en strejke.
• Homo psychologicus eller billedet af mennesket drevet frem af dets instinktive kamp for nydelse. I dette perspektiv betragtes mennesket som udspændt mellem sin dødsdrift og sin trang til kærlighed (thanatos og eros).

Disse tre historiske forklaringer på menneskers handlinger findes naturligvis stadig. Når politikere – hjulpet på vej af økonomer – forestiller sig at skattenedsættelser vil producere mere energi og iværksætteri, reflekterer det en grundlæggende forståelse af mennesket som alene drevet af profitmaksimering. Når venstrefløjspolitikere til gengæld ønsker at konsolidere og bruge alle midler på velfærdssamfundet skyldes det at de er overbeviste om at mennesker alene vil blomstre op i social sammenhænge. Det gælder derfor om at spinde det enkelte menneske eller individet ind i så vidt forgrenede sociale netværk som muligt; eller rettere: sikre eksistensen af disse sociale netværk gennem en stadig investering heri (”velfærdssamfundet”). Endelig findes der naturligvis en stor gruppe af embedsmænd – herunder ikke mindst socialrådgivere og psykologer – der bevidst manipulerer medarbejdere og kontakter i forsøget på at styre aggressive tendenser i retning af en mere socialt acceptabel initiativrigdom.

I dag er disse tre forestillinger om baggrunden for menneskelige handlinger imidlertid håbløst forældede. I dag ved vi at der findes en lang række menneskelige adfærdsmønstre og handlinger, der ikke bare kan forklares som grundlæggende profitmaksimerende, sociale eller psykologisk ubalancerede. For at sige det enkelt, så kommer disse forklaringer til kort.

Det gør de eksempelvis når vi skal forklare baggrunden for specifikke terrorister og deres handlemåde:

• Selvmordsaktioner kan jo ikke karakteriseres som ”personligt profitmaksimerende”, vel?
• Ligeledes kan de vel næppe forstås som et udtryk for ønsket om at befordre ”social vækst”? I en række tilfælde er de udført af socialt velintegrerede og højtuddannede personer med stærke familiemæssige baggrunde. Hvad foregår der lige her?
• Tilbage er da at forstå dem som udtryk for psykologiske ubalancer – momentan sindssyge. Men dette forklarer imidlertid ikke ”epidemien” af selvmordsbombere eller den mere moderne variant heraf, bil-terroristen og knivstikkeren. Her er jo netop ikke tale om enkeltstående individer, men derimod et handlesæt, der i stigende grad appellerer til vidt forskellige mennesker med forskelligartet økonomisk og social baggrund.

For at forklare disse terror-handlinger gribes der derfor også – og med god grund – til religiøse respektive kulturelle forklaringer.

Og vi oplever, at det pludselig giver god mening. I centrum af verdensherredømmet findes således en central forståelse af at civilisation karakteriserer os – europæerne, amerikanerne, den globale elite. Et afgørende fundament herfor er retssamfundet byggende på et kompliceret sæt af internationale traktater og nationale grundlove med heraf afledte lovkomplekser. I periferien heraf befinder sig imidlertid menneskelige grupperinger, der ikke er inkluderet under denne paraply. Og som i mødet med det vestlige samfund oplever at loven ikke er lige for alle. Et lille, men tydeligt eksempel herpå er således at familiesammenføring ikke er en naturlig mulighed, men derimod afhænger af tilknytningsgrad og/eller status som eksempelvis flygtning. Et andet eksempel er at store og de facto yderst sårbare menneskelige grupperinger holdes hårdt udenfor; det gælder således afrikanske ”velfærdsmigranter” der holdes borte fra et forjættede land af meterhøje pigtrådshegn og aktioner som ”Operation Mare Nostrum”.

Det er i lyset heraf vi skal forstå terrorhandlingerne. De udføres af mennesker, der – uanset om det er med med rette eller urette – oplever sig som anbragt i periferien. Det er ”herude” at kulturen og religionen udfoldes. Herhjemme taler vi om ”parallel-samfund”; derude taler de om Sharia, ifører sig burkaer og drømmer om Ummaens verdensherredømme. Det er herude at kimen lægges til den væbnede opstand, der så får terrorhandlingens karakter; hvis da ikke den regulære væbnede opstand iscensættes, således som det blev forsøgt af ISIS da bevægelsen etablerede det såkaldte Kalifat.

Det er naturligvis indlysende at denne forklaring – der populært går under en center-periferi-forklaring – også giver mening, når vi skal forstå det enkelte menneske og dets handlemåde i et historisk perspektiv. Pludselig forstår vi hvorfor følelsen af at befinde sig i periferien kan give anledning til så forskellige handlemønstre blandt indvandrerne som nærmeste patetisk omfavnelse af det moderne vesterlandske samfund versus dens modsætning: den kulturelle afvisning af alt i værtslandet fra politisk engagement og stemmeafgivning, til de lokale mad- og festtraditioner. Ligeledes forstår vi hvorfor vi hele tidens skal underholdes med indvandrernes debat af denne kulturelle kompleksitet, som vi – forankret i vores kulturelle og civilisatoriske selvophøjethed – ikke kan forstå. Hvorfor assimilerer de sig ikke bare, spørger vi? Hvad er problemet?

Kultur og habitus

Årsagen hertil er naturligvis – hvad en række moderne undersøgelser entydigt har vist – at kultur ikke bare er et sæt af forklaringsmodeller og adfærdsmønstre, som vi mennesker alt efter situation kan skifte ud med hinanden. Kultur er ikke bare et redskab, det er en dybt grundfæstet habitus, som det viser sig at være yderst vanskelig at skifte ud.

For at sige det enkelt, så skal man ikke ligne en kultur med en ”rygsæk fyldt med redskaber”, der kan trækkes frem afhængigt af den situation vi er i. Tværtom er vores kultur at ligne med den ”elefant”, vi rider på. Som alle elefanter har den naturligvis nogle særlige – af forfædrene nedarvede – stier, den trasker ud af uden at skele til højre eller til venstre. Det betyder derfor også at det kræver nærmest en umenneskelig indsats at få ”elefanten” (aka vores ”kultur”) til at skifte retning.

Det hænder at vi er i stand til at bryde vores kulturelle (”sociale”) arv. Men det er sjældent. Som minimum kræver det nemlig at vi guides på vej af en engageret lærer – eller distinkte ”jordomvæltende” oplevelser – der bevidst fører os i en anden retning. Det kræver nemlig at vi bevidstgøres om vores kulturelle habitus og forstår dens indlejring i det store spil om center og periferi.

Historien er derfor fyldt af mennesker, der som flertallet har nøjedes med kulturelt betragtet at holde snuden, eller snablen om man vil, i sporet. Men den er også fyldt af et mindretal af mennesker, der har banet nye veje – Paulus, Frans af Assisi, Martin Luther, Frank D. Roosevelt, Rachel Carson etc.

Tilbage til historien

En moderne historieskrivning i det 21. århundrede kan ikke foregå uden at tage alvorligt at vores viden om hvad der ligger bag menneskelige handlinger og handlemønstre har undergået et kvantespring de sidste halvtreds år.

Det er imidlertid en debat, der desværre kun har fyldt lidt på historiefaget. Det er næppe helt forkert at antage at en del af baggrunden herfor har været en angst for at suges ned af hvad der muligvis kunne betragtes som endnu en modebølge. I takt med at historikere i det 20. århundrede blev til økonomiske historikere, socialhistorikere, psykologiske historikere og endelig religionshistorikere har mange med rette set mistænksomt på det nye store dyr på savannen, kulturhistorikeren. Ganske vist fik ”historisk antropologi” et kort øjeblik på scenen i 80erne og 90erne, men derefter blev perspektivet hurtigt skubbet ud på en sidelinje til fordel for en mere traditionel historieskrivning, lanceret under begrebet ”mikrohistorie”.

Som ægte børn af postmodernismen adopterede historikere derefter forestillingen om, at det ikke længere gav mening at skrive en samlende overordnende historie. Nu gjaldt det produktionen af uendelige ”historier”, hvis fornemste opgave var at underholde og fordrive tiden. Medvirkende hertil var formentlig også at historikere og historielærere var i stand til at bortforklare betydningen af deres egen politiske observans. I et mikro-historisk perspektiv var den naturligvis ikke længere interessant. I lyset heraf var det muligt at undgå ens egen ”historiske selvransagelse”. Den politiske (og dermed historiske) forståelse lod sig bekvemt parkere på et sidespor, mens fokus på elevernes personlige og hermeneutiske ”historieindlevelse” blev sat i højsædet.

Pointen er imidlertid at dette naturligvis har efterladt historien med en fundamental mangel på legitimitet i den skole- og uddannelsesmæssige sammenhæng såvel som i den generelle offentlighed. Resultatet kender vi da også. I 2016 kunne en ny rapport således (endnu engang) dokumentere, at børnene i folkeskolen finder faget uinteressant og uinspirerende, at eleverne ikke finder en nytteværdi i fagets dannelsesdimension, at historie som fortolkningsfag er fraværende men i stedet har karakter af et møde med punktvise og disparate fortællinger om alt mellem himmel og jord; (skønt mere præcist de tematikker, som udbydes mere eller mindre gratis på nettet eller er specificeret i fagets kanon). Fravær af relevans er således et helt gennemgribende karaktertræk.

Hvor enhver elev kan finde relevansen i at kende til mekanismerne bag klimaudviklingen, synes forståelsen af den historiske baggrund for migration og folkevandringer således nærmest ikke-eksisterende. Det endskønt begge udfordringer er af global og stigende relevans. Og det sidste emne manufest kun lader sig analysere ”historisk” (dvs. som en refleksion af forholdet mellem centre og periferier).

Historien – en udfordring

Nærværende site er dedikeret til at formidle historien antropologisk, dvs. som en refleksion af kampen mellem vores forskelligartede kulturelle og religiøse standpunkter, således som de kom og kommer til udtryk i personers og individers særlige habitus og indlejret i den indbyrdes diskurs eller konflikt, der udspiller sig i deres verden mllem netop centre og periferier – også kaldet civilisationer og kulturer. Det betyder eksempelvis at vi

• ikke kan forstå den norrøne religion (Asa-troen) uden at se den spejlet i kristendommen.
• ikke kan forstå hekseafbrændingerne uden at kende til de evangelisk-lutherske forestillinger om familier og slægternes formering.
• ikke kan forstå korstogene uden at kende til de islamiske fundamentalistiske bevægelser i 1000-tallet.
• ikke kan forstå 1300-årenes bondeoprør uden at kende til pestens betydning.
• ikke kan forstå vor tids Europa uden at kende til historien bag 400-tallets folkevandringer i Europa.

Alt sammen kan vi ikke forstå uden at tage datidens menneskelige erfaringer alvorligt.

Karen Schousboe

BILLEDE I TOPPEN:

Eva og Anne Birgitte Gurlev prøver pelse på Vedbæksamlingens Museum 2017 © schousboe

NOTER:

[1] “At its extremes, the shift from the social history of the 1960s and 1970s to the cultural history of the 1980s and the 1990s meant rejecting research in which causal explanations were tied to gran narratives of historical change in order to pursue studies without causal claims and without assigned positions in a longer arc of historical time.” Fra: Wong, R. Bin: Causation. I: A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack. Oxford University Press 201, s. 39.

LÆS MERE: (et meget lille udvalg)

Historisk Antropologi

Thought Styles: Critical Essays on Good Taste
Af Mary Douglas
Sage 1996

Missing Persons. A Critique of the Personhood in the Social Sciences,
Af Mary Douglas og Steven Ney
University of California Press 1998

Cultural Identity and Global Process
Af Jonathan Friedmann
Sage 1994

The Myth of Social Action
Colin Campbell
Cambridge University Press 1998

Handbook of the Sociology of Morality
By Steven Hitlin and Stephen Vaisey
Springer 2010

Motivation and Justification: A Dual-Process Model of Culture in Action.
Stephen Vaisey
I: American Journal of Sociology (2009) 114 (6) , 1675-1715.

Socrates, Skinner, and Aristotle: Three Ways of Thinking about Culture in Action.
Af Stephen Vaisey.
I: Sociological Forum (2008)., 23 (3), 603-613.

Introduktion til nyere historievidenskab og historismens tidsalder

Reconstructing History. The Emergence of a New Historical Society
Udg. Af Elizabeth Fox-Genovese of Elisabeth Lasch-Quinn
Routledge 1990.

Microhistory and the Lost peoples of Europe
Ed. BY Edward Muir and Guido Ruggiero
The John Hopkins University press 1991

Kulturhistorien som opposition. Træk af forskellige fagtraditioner.
Af Palle Ove Christiansen
Samleren 2000

A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack.
Oxford University Press 2011

Writing Material Culture History
Udg. af Anne Gerritsen, Giorgio Riello
Routledge 2014

Historiefaget i det 21. århundrede

Historiefaget i fokus – dokumentationsindsatsen
Historielab 2015

Se i øvrigt Historielab’s publikationer

The post Historien i vore hjerter – og i undervisningen appeared first on Kulturhistorier.