Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) er bemærkelsesværdig på mange fronter – politisk, dynastisk og kulturelt. Politisk lykkedes det at etablere et kongeligt dynasti med den officielle helgenkåringen af Knud Lavard og kroningsfesten i Ringsted i 1170 og den efterfølgende militære ekspansion i det nuværende Nordtyskland. Kulturelt foretog Danmark en reorientering mod Vesteuropa og herunder ikke mindst Frankrig. Dette kom til udtryk i en massiv satsning på de ”nye” cisterciensere og importen af deres nye teknologiske og kunstneriske viden og håndværk.

Et af de mere fremtrædende nye kulturelle udtryk var den kongelige og kirkelige opbakning til den helt nye og moderne byggeteknik, som brændte teglsten udgjorde. Og som satte et særpræg på landet, som vi stadig møder i vores landskab.

Vi ved fra blypladen i Valdemar den Stores grav, at han og hans omgivelser da også fandt den nye byggemåde så bemærkelsesværdig, at anvendelsen heraf på rekonstruktionen af Dannevirke 1157 – 1170 fandt omtale her i denne korte tekst. ”Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø”, hed det på blypladen i 1202 om Valdemar den Store. Og ja, den store Valdemarsmur var da også et imponerende bygningsværk.

Det nye byggemateriale, murstenen, og de nye arkitektoniske muligheder, der dermed åbnede sig, blev imidlertid ikke kun anvendt til borge og forsvarsværker. Tværtom var en række imposante kirkebygninger stærke repræsentanter for den nye og moderne byggestil. Af største betydning er her Ringsted, Roskilde, Århus og Sorø kirker. Men også mindre kirker fortjener at blive nævnt, således Tikøb nær Esrum Kloster og Gumlösa i Sverige (indviet i 1191 i overværelse af Absalon).

Det har længe været antaget at de nye teglbyggerier blev ”opfundet” af cistercienserne i Klaarkamp i Friesland og Aduard i Groningen. Men faktisk har nyere undersøgelser vist disse kirker og klostre blev bygget noget senere end de tidligste byggerier i Danmark. (Om end er brugen af tegl omtalt i kilder fra Groningen i 1180). Sammen med næsten samtidige byggerier i Sachsen, Brandenburg og Bayern er de danske gotiske teglkirker simpelthen de første på det europæiske landkort. De hollandske og Falnderske kom først il 1210-1220, dvs. en anelse senere.

I givet fald skulle cisterciensernes inspiration være kommet fra lombardiske stenmestre. På baggrund heraf er det så yderligere antaget at inspirationen hertil skulle være kommet fra Frederik Barbarossa og hans adelige følgesvende og hoffolk, der yderligere hentede deres inspiration fra korstogene til Jerusalem om de bibelske lande. Her havde man bevaret romertidens tradition for at bygge med tegl.

Set i det perspektiv er det mest sandsynlige da også at ideen med at bygge i tegl blev undfanget i det internationale netværk af korstogsriddere, der sammen gennemrejste datidens Europa på kryds og tværs. Hertil føjede sig så den inspiration som cistercienserne samlede op herigennem. Endelig skal det fremføres at perioden i kølvandet på den voksende europæiske handel med uld desuden var præget af en massiv vækst i by-og markedsdannelser; herunder markedet i Champagne efter 1180.

Alt dette gav anledning til en opblomstrende ny elite optaget af nye håndvæk og nye kunstneriske udtryk, der kan sammenfattes som Gotikken; der almindeligvis dateres til efter 1150 og betragtes som inspireret af netop italienske kunstnere og bygmestre og under indflydelse af korsfarernes oplevelser i levanten.

Det er denne nye elite – ledet af en ny og mere absolut kongemagt, der var optaget af at sikre arvekongedømmet – og indvævet i cisterciensernes nye reformerede fromhedskultur, som udviklede brugen af tegl i anden halvdel af 1100-årene.

Tikøb Kirke

Et fremtrædende eksempel på dette brug af teglbyggeriet som kulturelt symbol er Tikøb kirke. Kirken er karakteriseret ved at være bygget i slipstrømmen af klosterdannelsen ved Esrum 1151 af Ærkebiskop Eskil. Vi ved fra et brev udstedt af Svend Grathe i 1148 at Eskil kun havde den mulighed at donere den jord ved Villingerød og Esrum, der var kernen i klosterdannelsen, fordi kongen (Erik Lam) havde givet tilladelse. Jorden hørte nemlig til det såkaldte kongelev, dvs. kronens og ikke kongens personlige ejendom. Og tilladelse skulle derfor bevidnes af Svend Grathe, der på det tidspunkt (dvs. 1148) bekræfter at Eskil har givet jorden på ret vis. I parentes bemærket skal brevet sikkert også forstås som en bekræftelse af, at der har ligget et kloster ved Esrum før Cistercienserne kom til. Andet steds hører vi – i en stadfæstelse af Esrum Klosters besiddelser fra 1160 – at såvel Knud Magnussen som Valdemar den Store havde begavet klosteret

Når dette er vigtig at notere sig for os, skyldes det at vi herved får en fornemmelse for at det nordsjællandske hjørne mellem nordkyst, østkyst og Esrum sø, har tilhørt kongemagten. Man har da også funderet over at området fra 500-1000 var så tilgroet med skov at det tilfaldt kronen ud fra devisen, hvad ingen tilhører, tilhører kongen. Stednavnestoffet tyder nemlig på at det først er med rydningerne i 1000-tallet og senere, at egentlig bosættelser finder sted. (Tyndt befolket har det i hvert fald været).

Det er formentlig også det, der gør at vi senere ser egnen som pænt delt op mellem Klosteret og Kronen. Hvor Kronen har holdt til ved Gurre – hvor der formentlig lå en tidlig middelalderlig borg fra Valdemarstiden – mens klosteret holdt til ved Esrum. Midt herimellem lå så områdets eneste to sogne og kirker: Asminderød og Tikøb. Sidstnævnte var i øvrigt længe landets største sogn, der indtil 1876 (1887) også rummede Hornbæk, Hellebæk, Egebæksvang og Mørdrup.

Tikøb – Tiwithcop – betyder ”købet ved gudens skov” og nævnes første gang ca. 1170, hvor Absalon mageskifter Tømmerup skov bort, beliggende i Tikøb sogn (nordøst for Villingerød). Samme Tømmerup skov har han fået af Valdemar. Selve landsbyen Tikøb – der må have tilhørt kongen. Først i 1487 mageskifter Kong Hans ”kirken” med alt sit tilliggende (dvs. præstegården) til Klosteret. Om præstegården får vi i 1497 at vide, at den skylder et pund rug og et pund byg samt et fedesvin, når der er olden. Senere (1660) hører vi at landsbyen rummer fem gårde plus præstegården. Selve landsbyen Tikøb har ikke været imponerende, men mennesker har søgt kirke langvejs fra. Og den er til gengæld imponerende.

Bygning

I 1957 afdækkedes sporene af nogle en mindre træbygning under den nuværende kirke, men hvad der har ligget blev det ikke muligt at afgøre. I anden halvdel af 1100-årene (ca. 1180) gik man imidlertid i gang med at bygge skibet på den nuværende kirke. Over et syldsten bestående af massive kampesten er murværket rejst i et jævnt og smukt mankeskifte. Riffelhuggede sten ved alle åbninger, buefriser og gesimser. Ved syddøren er dog anvendt egentlige formpressede prydsten. Kirken har aldrig været pudset; ej heller i bunden af buefrisen, der pryder kirkens skib. Kirken har stået i blank mur.

Lyset er faldet ind i kirken gennem højtsiddende vinduer, tre på hver side. Selve dørene har været høje og smalle. De er forsynede med profilerede karme og fint rundbuede tympanonfelter indrammet af.

Koret kan ikke være meget yngre end skibet. Korbuen har helt fra begyndelsen af været forsynet med en muret skranke, der har været flankeret af to smalle døre. Midtfor har stået et alter. På hver side heraf har der været murede nicher med sidealtre. Døbefonten  – med bemalingsrester – står nu oppe ved koret, men må have stået nede ved vestenden. Fonten er et romansk stenhuggerarbejde udført i Hör-sandsten fra Skåne of af Alexander (som anført i frisen). Døbefonten ligner ikke andre og er dermed unik i sit udtryk.

I dag fremstår kirken hvælvet (fra 1300-årene) og med et tårn fra 1400-tallet samt et sakristi fra 1517.

Portrætter

Særlig opmærksomhed knyttes til en serie af portrætter, der bærer reliefrundbuerne på muren af skibet. Formet i vådt ler og derefter brændt, har de prydet begge sider.

Vi ved naturligvis ikke hvem der er portrætteret her. Men der er tydeligvis tale om individuelle kronede portrætter samt ét – nu delvist ødelagt – portræt, der ser ud til at være af en glatbarberet person med bispehue. Begrundelsen herfor er, at ansigterne er udstyrede med forskelligartede skæg – overskæg og langt stort skæg. Dertil føjer sig et portræt med et skipperskæg på nordsiden.

Det tankevækkende med de tre kronede portrætter er naturligvis, at de henleder vores tanke på den periode, da der var tre kronede konger i Danmark: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store. Eller som vi kender dem: Svend, Knud og Valdemar. Som bekendt lå de i en mere eller mindre kontinuerlig borgerkrig fra 1146-1157. I perioder var der dog ansatser til fred – bl.a. i 1147, da de tre konger i fællesskab drog på korstog til Venden. Portrætterne kan imidlertid næppe stamme herfra. Esrum klosterdannelse dateres senere (1151) og det er sandsynligt at byggeriet er foretaget af bygmestre fra klosterbyggeriet, der har benyttet klosterets teglværk.

Tilbage er så at de tre konger skulle være mødtes på invitation af ærkebiskoppen Eskil og til forsoning i Tikøb i opløbet til blodgildet i Roskilde i august 1157. Og at portrætterne er et minde herom? Identifikationen her – der naturligvis ikke er andet end meget tentativ – er da som følger: Først Valdemar, der ved forliget i foråret 1157 blev konge af Jylland, Knud Magnussen som øerne tilfaldt, og Svend Grathe som lod sig tage til takke med Skåne, Halland og Blekinge. Herefter følger så ækebiskop Eskil og endelig den uidentificerbare person med skipperskægget på nordsiden. Alternativt skal vi opfatte ham som glatbarberet. Måske har det være abbeden i Esrum?

I øvrigt tyder meget på at kunstnerens forbilleder er hentet fra mønter. Vi ved fra et andet portræt af Valdemar den Store fra tympanon’et i Slesvig Domkirke, at kongen – i hvert fald – i kunstnernes forestillingsverden bar et spidst overskæg og rundt fuldskæg. Kan man ane sidstnævnte i portrættet her?

EFTERSKRIFT:

Efter en spændende debat-runde på Facebook vil jeg tilføje følgende. Billederne af de tre konger kan naturligvis være gammeltestamentelige (Saul, David og Salomon) eller nytestamentelige ( Kasper, Melchior og Balthasar), ligesom det kan være kunstnerens og arkitektens intention at de kronede hoveder refererer til levende såvel som bibelske personer. De første tre gameltestamentelige konger giver mening fordi de udgjorde de officielle forbilleder for den middelalderlige kongsudøvelse. De tre nytestamentelige vise mænd er gvietvis en anden mulighed. Vi ved ikke hvilken værnehelgen, som kirken havde. Men det kan have været Jomfru Maria, eftersom Cistercienserne i særlig grad var optaget af at fremme himmeldronningen og den dertil knyttede fromhedstradition. Men så ville man vel have forventet at den fjerde i rækken netop var Guds moder?

Desuden viser det sig at der faktisk bag det tilbyggede sakristi stadig findes et par “hoveder”, som i dag kun kan ses ved at kravle ind på loftet. De viser en munk og formentlig en hest eller et får. Tegningen er upubliceret, men kan findes i “Studier i sjællandske landsbykirker”. Af studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole, under ledelse af lektor Erik Hansen. 1983. Tak til Peter Kristiansen, Birkerød for at hendrage min opmærksomhed på denne tegning.

Karen Schousboe

Kilder:

The very beginning of brick architecture north of the Alps: the case of the Low Countries in the question of the Cistercian origin
Af: Alexander Lehouck
Fra: L’industrie cistercienne (XIIe – XXIe siècle). Actes de colloque de Clairvaux-Troyes-Fontenay, 1er-5 septembre 2015, Paris: Somogy éditions d’art (pp.41-56)
Ed. By: A. Baudin, P. Benoit, J. Rouillard and B. Rouzeau
Somogy éditions d’art 019

Tikøb Kirke. Lynge-Kronborg Herred.
Danmarks Kirker
Nationalmuseet 1967

Esrum Klosters brevbog : Oversættelse bd. 1 – 2
Udgivet i oversættelse med indledning og noter af Bent Christensen … et al.
Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse af Museum Tusculanum 2002

The post Svend, Knud og Valdemar i Tikøb Kirke? appeared first on Kulturhistorier.

Jacques-François-Joseph Saly blev født i 1717 i Valenciennes som søn af en violinist. Allerede som 9-årig kom han i lære som billedhugger hos først Antoinne Gilles og senere Antoine-Joseph Pater, af hvem vi har et meget betydeligt portræt skabt af Saly i hans ungdomsår

Som tyveårig fik han to rejsestipendier, der førte ham til Rom. Fra den tid – 1740 – 48 er bevaret en samling af 30 raderinger af pragtfulde vaser, der senere var medvirkende til at inspirere en senere tids neo-klassicistiske design. Produktionen af vaserne blev sat i værk af The Derby Porcelain Factory. Andre efterladenskaber er en serie charmerende tegninger af hans kunstnervenner dér.

Den kopi i marmor af en antik Antinous- statue, som han udførte i disse år er desværre forsvundet. Fra samme periode stammer dog et relief ad ”Diogenes med Lygten”, der befinder sig i Statens Museum for Kunst.  Et andet væk fra samme periode  (ca. 1742) er en buste af en lille pige, formentlig barnebarn af direktøren for det franske kunstakademi, J. F. De Troy.

Vel hjemme, udførte han en pragtstatue af Ludvig den XV til opstilling på torvet i Valenciennes. Desværre blev skulpturen ødelagt 40 år senere under den franske revolution. I dag er kun en enkelt finger bevaret af dette monumentale værk og det kendes kun efter et stik. Til gengæld findes den skulptur  ”Faun med kid” bevaret, der skaffede ham livslangt medlemskab af Det Franske Kunstakademi. Skulpturen ejes i dag af Musée Cognacq-Jay i Paris. Denne skulptur blev senere udstillet i gips i København sammen med gipskopier af to andre berømte skulpturer: en skulptur af Amor skabt til Madame Pompadour (Ludvig den XV’s elskerinde) samt en skulptur af Hebe, bestilt af samme til udsmykning af Chateau de Bellevue i Meudon, hvor også kongen havde et lystslot. Disse skulpturer blev udstillet på Pariser Salonen i 1753 og ofte kopieret i 1700-tallets anden halvdel; også som bordskulpturer af porcelæn.

Rytterstatuen

I samme periode arbejdede Frederik V for at iværksætte anlæggelsen af Frederiksstaden. Det resulterede i at han i 1749 forærede det 16 ha store areal til københavnerne som minde 300-året for den oldenborgske dynastis etablering. En del af disse planer var anlægget af Frederikspladsen, nu kaldet Amalienborg. I sammenhæng hermed besluttede den danske regering med initiativtageren, Adam Gottlob Moltke i spidsen, at rejse en rytterstatue på slotspladsen. Samtidig besluttedes det at tildele Det Asiatiske Kompagni, æren af at betale for projektet. I 1751 skrev udenrigsministeren J. H. E. Bernstorff derfor til legationssekretæren i Paris om han kunne bevæge billedhuggeren, Edmé Bouchardon at drage til København. Bourchardon var ansvarlig for en rytterstatue af Ludvig XV, der blev opstillet på Place de la Concorde. Bouchardon havde i øvrigt en bror, Jacques-Philippe, der fra 1741 – 1753 gjorde tjeneste som billedhugger ved det svenske hof. Og som der arbejdede på at rejse en tilsvarende rytterstatue af den svenske konge, Adolf Frederik. En model heraf findes i brændt ler i det Svenske National Museum. Som bekendt takkede Edmé Bouchardon nej til invitationen fra Danmark, men anbefalede Jacques-François-Joseph Saly, der i 1752 indgik kontrakt med den danske stat  for senere samme år at ankomme til hovedstaden. Ifølge denne kontrakt skulle Saly have 150.000 rdl stillet til rådighed samet bolig. Umiddelbart efter blev han derfor indlogeret på Charlottenborg, hvor Kunstakademiet også havde til huse. I 1754 nævnes Saly som professor ved Kunstakademiet og senere samme år blev han udnævnt til dets direktør. I sin egenskab heraf forelagde han nu den danske konge, Frederik V, sine skitser til den rytterstatue, som det hele drejede sig om. Sådan én måtte enhver konge i midten af 1700-årene bestræbe sig på at få fingre i. Ikke mindst en dansk konge, der på det giftigste konkurrerede med svenskerne. Men medens det svenske projekt aldrig blev bragt til veje, afsløredes Saly’s statue i København i 1771, kort tid  efter at kunstneren havde opsagt sin stilling som leder af Kunstakademiet.

Forud herfor var dog gået en lang og smertefuld kunstnerisk proces, hvor billedhuggeren havde arbejdet sig ind på opgaven med en omhu, der fik de bevilgende myndigheder til at gøre ophævelser. Første fase var intense studier i de kongelige stalde for at få hestens positur perfekt. Det resulterede i en  række små modeller, der nu bl.a. findes i Statens Museum for Kunst og Kunstakademiet; samt den større hestestatue, der nu er logo for det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.  På baggrund heraf udarbejdes en stor model, der blev præsenteret i 1762.

Først herefter kunne statuen støbes, en proces, der løb ind i allehånde forviklinger. Til formålet havde man måttet betale en meget anseelig sum for at skaffe pariseren Gor til byen (inklusive kone og fem svende).  Selve støbningen af den endelige statue foregik i Gjethuset på Kongens Nytorv i 1768. Dertil krævedes en anseelig mængde bronze og en god portion erfaring. Ifølge datidens aviser var Saly imidlertid ikke helt tilfreds og klagede over fejl ved såvel hestens som kongens hoved. Dette endte i en vaskeægte skandale hvor Saly blev gennempryglet af Mr. Gor på åben gade og med en pisk. Efter sigende blev de to forligte og statuen kunne nu føres til Amalienborg på en slæde trukket af 200 matroser. Ved den lejlighed affyrede man 27 kanonskud da statuen passerede rytterstatuen af Christian 5 på Kongens Nytorv. Der har været fest i gaden, således som det også fremgår af en tegning fra slutspurten den følgende dag. Begivenhederne fejredes med illuminering af Charlottenborg og hyldestdigte i Adresseavisen.

Den endelige statue afleveredes dog først i november 1770, mens selve indvielsen fandt sted året efter. Først i 1774 stod hele anlægget med indskrifttavler, gitter, kæder og brolægning færdig.

Efterspillet

Det havde været en bekostelig og langtrukken affære og i 1771 og 1773 så Saly sig nødsaget til at udgive to forsvarsskrifter, hvor han gjorde rede for projektets storstilede karakter og ideerne bag. Enkelhed, skrev han om. Og ønsket om at respektere naturen. Således var en hovedudfordring kongens lille skikkelse og nødvendigheden af at vælge en lille hest så hestens hoved ikke skjulte kongens kontrafej. Saly kendte naturligvis til Berninis voluminøse rytterstatue af Ludvig XIV, et forlæg, som han dog ikke arbejdede efter. Derimod lod han sig inspirere af Giardon’s statue af Ludvig XIV, der stod på Place de la Vendôme, Bouchardon’s statue af Ludvig XV og mange andre rytterstatuer. Mens Berninis overlevede, faldt de andre franske skulpturer imidlertid for pøbelens vrede under den franske revolution; og kendes derfor i dag kun fra småstatuetter eller kobberstik.

Som bekendt gik det ikke således med rytterstatuen i København, som derfor må betragtes som et enestående eksempel på en kunstnerisk genre, der optog de enevældige konger i det 17. Og 18. århundrede. Først i slutningen af århundredet fik svenskerne i øvrigt deres rytterstatue – nu af Gustav II Adolf – og skabt af en anden fransk billedhugger: Pierre Hubert L’Archevêque (1721–1778).

Det kan godt være at det var dyrt. Udgifterne til rytterstatuen beløb sig til 500.000 rdl svarende til en årsløn for 50.000 bryggeriarbejdere eller andre tilsvarende håndværkssvende (i omegnen af 15 milliarder omregnet til dagens lønningsniveau).  Men Frederik V fik sin internationale berømmelse. Og vi et stykke unikt kulturarv.

I dag må vi erkende at rytterstatuen fremstår som et mageløst kunstværk fra det 18. århundrede, der på én gang iscenesætter den  enevældige monark som romersk general samtidig med at de fine studier af hesten afspejler oplysningstidens kunstneres intense optagethed af naturen og sanseligheden. Ikke uden under at statuen figurerer på den danske kanon.

Andre arbejder

Medens Saly arbejdede på sin rytterstatue satte han i øvrigt ikke meget andet i værk. Fra hans tid i København kendes til en buste af Frederik V (kendt fra fire bronzeafstøbninger) samt en nu forsvunden buste af Wasserschlebe og en anden af A.G. Moltke. Endnu to buster kendes – en af J.-F. Ogier og en sidste af C. G Pilo plus diverse småarbejder såsom relieffer til akademiets guld- og sølvmedaljer.

Med til historien om Saly hører i øvrigt at han faldt for smagsændringerne i slutningen af 60erne, der kulminerede med Struenses kup mod J. H. E. Bernstorff i 1771, der sendte sidstnævnte i eksil. Med ham sluttede også digteren Klopstocks æra, ligesom flere andre af tidens internationale kunstnere måtte se sig se sig forvist fra parnasset af de ”nationale” kunstnere. Således overtog Johannes Wiedewelt (1731-1802) positionen som direktør for Akademiet efter Saly.

Saly blev dog i Danmark et par år mere og vedblev med at færdes hjemmevant blandt danske kunstnere.  Årsagen til at han forsatte med at være bosat i København var, at han forsøgte at få udbetalt et forhøjet honorar for rytterstatuen. Den oprindelige sum var 8000 rdl. Dette beløb måtte han dog nøjes med. Måske er han også blevet hjemmevant i København. Efter sin hjemrejse til Frankrig levede han kun kortvarigt. Han fik efterfølgende bolig på Louvre hvor han døde i 1774 og blev begravet i slottets sognekirke rundt om hjørnet.

BJÆLKEFOTO:

Jacques-François-Joseph Saly af Jens Juul (1772). Statens Museum for Kunst, KMS4801 © SMK (PD)

KILDER:

Rytterstauen på Amalienborg Slotsplads.
Red. af: Flemming Frydendal
Slots- og Enedomsstyrelsen 1999

Fyrste og Hest. Rytterstatuen på Amalienborg
Af: John Erichsen og Emma Salling
Københavns Bymuseum 1976

Beskrivelse over Statuen til Hest
Af: Jacques François Joseph Saly og Henry d’Ursy Butty
Udgivet ved Ingrid Nielsen efter originaludgaven 1774.
Foreningen til Oplysning om Bygnings- og Landskabskultur. 1999

J.-F.-J. Saly i den københavnske presse.
Uddrag af Berlingske Tidende og Adresseavisen.
Ved Emma Salling.
Københavns Bymuseum 1996.

Moltke. Rigets Mægtigste Mand.
Af Knud V. Jensen, Carsten Porskrog Rasmussen, Hanne Raabyemagle, Pooul Holstein
Gads Forlag 2010

LÆS OGSÅ:

Skal det nu være en kunst at smide noget i havnen?

Jacques-François Joseph Saly – Værker

The post Jacques-François-Joseph Saly (1717-76) appeared first on Kulturhistorier.

For et par dage siden lavede en gruppe af håbefulde vordende yngre kunstnere, kaldet ”Anonyme Billedkunstnere” en happening. På en video, som gruppen har lagt på deres hjemmeside, ser man dem skrue en gibsbuste af Frederik V af soklen i Charlottenborgs festsal. Herefter placeres den på molen i Københavns Havn, inden den behændigt vippes ned i det kolde, mørke vand, hvor den så naturligvis gik i opløsning.

Historien melder intet om hvorvidt de kække unge mennesker vidste at skulpturen var af gips – og derfor ville blive til en uformelig klump af våd gips. Eller om de måske troede at den var af marmor og derfor ville overleve vandgangen.

Det ved vi imidlertid, at gipsbusten var et uvurderligt “forarbejde” til den franske billedhugger Jacques-François Saly’s statue af Frederik V på Amalienborgs Slotsplads. Mere præcist, så skabte Saly som en slags opfarming en bronzebuste af Majestæten, hvor indtil fornylig fandtes såvel lerbusten i Statens Museum for Kunst, kopien i gips (nu ødelagt) samt resultatet: bronzebusten i Akademirådets samlinger.

En del af Saly’s kunst er således bevaret; men meget andet er dog gået tabt. Således eksemplevis den statue af Ludvig XV, som Saly skabte til torvet i Valenciennes, men som desværre blev ødelagt af pøbelen under den franske revolution i 1792. Af den findes dog én finger tilbage. Af vores buste findes intet – uden andre parallel kopier rundt om i forskellige danske samlinger.

Det er naturligvis et dobbelt tab. Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er nemlig ikke kun et i særklasse internationalt kunstværk. Vi er på alle mulige leder og kanter desuden velinformerede om historien bag dets tilblivelse og kunstnerens intentioner bag. Fra de første skitser til kunstnerens egen beretning om sit livs hoveværk ( udgivet i 1774) ved vi i detaljer hvordan han tegnede skitser i et helt år af tolv heste i Kongens stalde, samt hvorledes han møjsommeligt udfærdigede modeller i voksende størrelser indtil den store model (i dag udstillet i Christian IV’s Bryghus) var godkendt af såvel kongen som opdraggiverne og derefter kunne støbes. Hele arbejdet med statuen tog over tyve år – fra de første skitser blev udført, til statuen stod færdig på sin sokkel midt i hjertet af København. Bagefter klagede Saly over at han var blev stærkt underbetalt for sit arbejde. I hele den lange periode var han nemlig kontraktligt forpligtet til kun at arbejde på rytterstatuen. Vi kender derfor kun en håndfuld af andre arbejder fra hans hånd.

Ikke alene har vi således mistet en unik skulptur. Vi har også mistet en brik – omend lille – i historien om Saly og hans mesterværk (som interesserede kan læse mere om her).

Gerningsmændene er fortsat ukendte, men det er næppe meget andet end et spørgsmål om tid førend de bliver grebet i krabasken; og formentlig sat i kachotten. I hvert fald er de politianmeldt for denne udåd. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til halvandet år. Som derudover kan skærpes.

Desuden må vi forvente at de unge mennesker mister deres studieplads på Kunstakademiet. Det sidste er dog naturligvis ikke sikkert eftersom udåden er begået med henblik på at fyre op om debatten om kunst i det offentlige rum, der ”fejrer” personer, der var ansvarlige for slavehandlen i det 17. og 18. Århundrede. Da Saly’s statue blev betalt af Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni, mens hans ophold i landet var finansieret af den Kongelige Kasse, tænker de fleste nemlig at pengene i en hvis forstand hidrørte fra den globale menneskehandel, der uomtvisteligt fandt sted i 1700-årene.

Sandheden er imidlertid at Selskabet allerede havde opgivet slavehandlen i 1740erne, som følge af at ”det ikke er velset her i Asia at være slavehandlere, og der er stor forskel på, om fattige betjente tjener lidt derved, og om herskabet selv er slavehandler” (Udtalt af Poul Krisk Panck, guvernør i Tranquebar 1733-41)  

Eller med andre ord: det var snarere handlen med krydderier og porcelæn, der finansierede Saly’s mesterværk, rytterstatuen. Eller for den sags skyld, kongemagten og godsejernes udbytning af datidens fæstebånder, der for manges vedkommende levede i Stavnsbåndets tid under slavelignende vilkår som hoveribønder; men ikke slavehandlen.

Alt det ved de tåbelige unge mennesker tilsyneladende ikke. De hæfter sig bare ved at lokalerne – Charlottenborg – blev betalt af penge fra bl.a. slavehandlen i 1600-årene. Hvad det har at gøre med Saly, der hundrede årsenere ledede Kunstakademiet dér, fortæller de unge mennesker imidlertid intet om. Så oveni den bøde eller fængselsstraf, som de forventeligt får – og det spark ud af hovedporten til Charlottenborg, der forhåbentlig følger, skal vi hermed på kulturhistorier.dk anbefale at de også bliver dømt til at betale deres skolepenge tilbage!

Karen Schousboe

LÆS MERE:

Jacques-François Joseph Saly – Værker

Jacques-François Joseph Saly – Værker

The post Skal det nu være en kunst at smide noget i havnen? appeared first on Kulturhistorier.