Tilbage til den mørke middelalder

dennyeadmin

9 måneder ago

middelalderlige krigere foran en borg. KIlde: Grandes Chroniques de France, Paris. Bibliothèque Sainte-Geneviève, Ms.782, fol.187

I fremtiden bliver menneskelivet måske igen “ensomt, fattigt, væmmeligt, brutalt og kort”. Sådan beskrev den engelske filosof, Hobbes, tilværelsen når samfund bryder sammen. Og det er, hvad klogeågerne forudser vil sker. Vi skuer nemlig mod en tid, hvor middelalderen vender tilbage

Tympanon fra Nødager Kirke © Nationalmuseet

Gennem de senere år er det blevet ”moderne” at fremhæve middelalderen som en farverig og lysende tid, hvor mennesker – på trods af alskens ulykker – fik ting til at ske. Når tiden for tusind år siden erindres, er fokus ofte på bydannelser, nye kunstudtryk, nye agrare dyrkningsformer og -afgrøder, opdyrkning af øde jord, kirkebyggerier og meget andet. Den farverige middelalder, var titlen på en udstilling på Nationalmuseet for 25 år siden. Et ekko heraf udkom sidste år på engelsk med titlen ” The Bright Ages: A New History of Medieval Europe”.

På sæt og vis giver det naturligvis mening. Middelalderen var fyldt med farver for dem, der havde råd – klostrene, der skabte de illuminerede håndskrifter, kirkerne med deres glas- og kalkmalerier, og adelen i deres fine silke- og brokade gevandter.

Nedenunder var middelalderen imidlertid temmelig mørk. Almindelige mennesker som de var flest var således næppe interesserede i hvad farve deres tøj var, men mere om koften dækkede rumpen og holdt kulden ude.

Hvad dog er endnu mere værd at erindre er, mener en del iagttagere af samtiden, at middelalderen på sæt og vis illustrerer præcis hvad der sker, når samfund går i opløsning. Selvom opløsningen af det romerske imperium var lige så spektakulær, er det dog værd at erindre at denne samfundsopløsning på intet tidspunkt var mere markant end for 1000 år siden – dvs. ca. 900 – 1100.

Historien her er at (kort fortalt) at Karolingerriget (751 – 888) gik stadig mere i opløsning efter ca. 840. Det forklares almindeligvis på flere måder:

* Arvingerne efter Karl den Store – hans børnebørn – bekrigede hinanden ind til døden, hvilket blandt andet resulterede i det berømte slag ved Fontenoy i 841, der så gribende er beskrevet i datiden som et af de mest blodige og forfærdelige, fordi far og søn dér kæmpede på hver sin side og mod hinanden.

* En anden forklaring er dog, at vejret blev mere varmt hvilket gjorde det muligt at udvikle eller adoptere nye teknologier og opdyrke mere jord. Hertil bidrog også omlægningen af jord fra intensiv til ekstensivt agerbrug. Selvom foldudbyttet pr ha blev mindre, bragte flerdoblingen af jorden under plov og udbredelsen af to og trevangsbrug et større udbytte. Denne stigende produktivitet medførte en befolkningsfremgang, der repræsenterede ressourcer, der kunne udbyttes på nye og anderledes måder. Denne udbytningsform kalder vi under et feudalismen.

* Udbyttet ved at gå i kongens krigstjeneste og deltage i erobringstogter blandt naboerne blev derfor mindre attraktivt, hvorimod det blev mere økonomisk hensigtsmæssigt at bygge sin egen borg og tvinge de lokale bønder til at opdyrke jorden, samt bekrige naboerne. Almindeligvis betegnes dette under ét som opkomsten af den feudale samfundsstruktur.

Resultatet af disse tre forhold var en generel svækkelse i 900-årene af staterne i Europas kerneområder (nutidens Frankrig, Tyskland og Norditalien) til fordel for opkomsten af mere eller mindre selvstændigt agerende herremænd, der udbyttede deres undergivne – dvs. bønder og andet godtfolk. Bevares, der fandtes konger og kejsere, men deres magtsfærer afhang af deres evne til at organisere et forsvar mod datidens røverbander og pirater der opererede fra periferien – vikingerne, slaverne, magyarerne. Det var naturligvis ikke nemt, for enhver hyttede sig selv i det spil, hvorfor datidens historieskrivning derfor også blev fyldt med store ord omkring aflagte eder, brudte løfter og rå uforvansket vold.

Læsning af datidens franske, tyske, engelske, og irske krøniker beskriver med al ønskelig tydelighed denne fragmenterede verden fyldt med vold og ufred. Hos frankeren Flodoard af Reims (893 – 966) læser vi således i indledningen til år 919, at ”dette år var der ingen vin på egnen omkring Reims” og at ”nordmændene plyndrede, ødelagde og udryddede alt og alle i Cournuaille, der lå ved kysten i Bretagne. Og folk fra Bretagne blev bortført og solgt, mens de, der undslap, måtte flygte langt væk. I mellemtiden plyndrede magyarerne Italien og dele af Frankia i Lothringen”. Samme år beretter Flodoard om, hvorledes den franske konges mænd opsagde deres huld og troskab til ham, fordi kongen ikke ville bortvise en af sine trofaste herremænd. Og herefter går det så slag i slag med beretninger om mord, brand, voldtægter, slaveri, belejringer, krigsslag, og bare almindelig død, ødelæggelse og ulykker. Som om det ikke er nok, indeholder Flodoards krønike desuden en jævn lind strøm af beretninger om haglstorme, jordskælv og andre naturkatastrofer.

En af følgevirkningerne var, at kongernes monopol på udmøntning og opkrævning af told udhuledes, så selvom økonomien generelt voksede, spredtes værdierne ud i periferien og muliggjorde de utallige Wagner-lignende grupper, der terroriserede omgivelserne. I 900-årene rådede den franske konge næppe over mere land end en lille enklave omkring Paris.

Det er karakteristisk, at selvom den katolske kirke iværksatte to forsøg på at kontrollere anarkiet – kampen mod kirkens verdsliggørelse samt etableringen af fredsbevægelser (Pax et treuga Dei, der søgte at etablere våbenstilstande ved at kategorisere steder, mennesker og tider som fredhellige) – var det en lang og sej kamp. Den engelske konges mord på ærkebiskoppen Thomas Beckett i 1170 i Canterbury var eksempelvis et af de mere spektakulære eksempler på, at kirken overordnet betragtet sjældent lykkedes ret godt med sine bestræbelser. Fra samme periode i Danmark kender vi til borgerkrigene og kampene mellem Svend, Knud og Valdemar.

Ud af dette kaos voksede ganske vist lidt efter lidt nogle stærkere stater i periferien. En af dem var det tysk-romerske kejserdømme, der stadig havde mulighed for at opkræve tribut af naboerne – slaverne langs Baltikum, polakkerne, og centraleuropæerne, som det lykkedes at underlægge. En anden var den danske nordsømagt, der lykkedes med at samle Danmark, Norge og dele af Sverige samt England under en hat. Vi kender det som Knud den Stores nordatlantiske imperium. En tredje europæisk stormagt, var vikingerne i Kiev (Rus), der skabte en handelsnation, der rakte fra Sortehavet til Novgorod. Selvom Frankrig som kongedømme betragtet kom på fode lidt efter lidt, var det egentlig først efter slutningen af 100-årskrigen i 1453, at det Frankrig opstod, som vi kender i dag, ligesom det først var i 1492, at Spanien blev en samlet nation. Italien lykkedes først med at blive samlet i 1800-årene. Det hører dog med til historien, at en del af dennne udviklings baggrund er at finde i den tidlige økonomiske vækst fra 1000-1300, der skyldtes korstogenes røvertogter. Et hurtigt overfald på naboer – nære som fjerne – var en velkendt måde at skabe økonomisk vækst på. Senere – i 1400-årene – vendtes blikket mod Afrika og til slut Nord- og Sydamerika.

Den neomiddelalderlige æra.

Nuvel, det er denne fragmenterede og voldelige middelalder omkring år 1000, som moderne samfundsiagttagere i stigende grad peger på for at forstå den tid, som vi lever i. De taler derfor om, at vi lever i den neomiddelalderlige æra – the Neomedieval Era.

Politisk er den stærke nationalstat i hastig tilbagegang, mens vi ser de store verdensomspændende økonomiske imperier i stigende grad sætte dagsordenen. Et eksempel herpå er Elon Musk med hans satelitter, der er afgørende for Ukraines krigsførelse. Et andet eksempel herpå er Facebook, der i realiteten stadig tillader en uhyggelig spredning af konfliktende fake news – simpelthen fordi det er fordelagtigt for ”algoritmen”. Endnu er det ikke lykkedes for politikerne at dæmme op herfor.

Tilbagegangen af nationalstaten har da også allerede udløst alvorlige politiske kriser i mange lande, og problemerne med denne svækkelse vil fortsætte i takt med at tilliden til og legitimiteten af politikerne eroderer. Den relativt høje grad af social solidaritet, der dominerede i velfærdsstaterne, er splintret, mens konkurrerende sæt af identiteter er i stadig fremvækst (wokism).

Økonomisk oplever neomiddelalderlige stater desuden en langsom og ubalanceret vækst, der primært gavner et lille mindretal, de superrige. Neomiddelalderlige økonomier oplever derfor disparate vækstrater, fastgroede uligheder og voksende problemer med ulovlige mafialignende økonomier.

Karakteren af sikkerhedstruslerne har også ændret sig betydeligt. Selvom visse stater med deres korrupte og despotiske styre manifest giver anledning til sikkerhedsmæssige bekymringer, er det stadig de ikke-statslige terrororganisationer, der fisker rundt i rørt vande – senest Hamas og Houthi. Selvom mange af de ikke-statslige trusler ikke er nye, er de særligt truende på grund af den svækkede legitimitet og dermed den eroderede økonomiske styrke i de neomiddelalderlige stater, der angribes – indefra gennem kulturelle borgerkrige og bandekriminalitet, udefra gennem terrorisme. Krigsførelse i den neomiddelalderlige tidsalder har da også oplevet en genoplivning af førindustrielle krigsformer, herunder privatisering af militære kampgrupper, opkomsten af brigader af landsknægte (bander), udbredelsen af belejringer, uregelmæssige, langvarige og frosne konflikter, borgerkrige, og dannelsen af uformelle koalitioner bestående af forskellige statslige og ikke-statslige aktører.

Disse tendenser tilsiger naturligvis ikke, at vi én til én er på vej til en ny feudal tidsalder. Nye teknologier vil opstå og ændre vores samfund på måder, der ikke har historiske forbilleder. Men ekkoet af de sidste halvtreds års moderne og postmoderne fremgang blegner tydeligvis ved siden af den overordnede tilbagegang, som neomiddelalderens tid vil blive præget af.