Stenderup Skovene

Stenderup Skovene dækker i dag et areal på 845 ha. Alligevel er det ”kun” 341 ha, der ifølge de seneste planer fra 2021 nu udlægges til egentlig urørt skov

Stenderup Skovene ligger ud til kysten på halvøen Stenderup, der rækker sig som en rund knytnæve ud Lillebælt syd for Kolding. Halvøen fremviser et kuperet morænelandskab med høje skrænter, der omkranser fjord og bælt. Jordbunden i skovene er stærkt blandet – ler, grus og sand veksler med sumpede søer og egentlige højmoser. Selve skovdækket udgøres af en blanding af løvtræ – bøg, eg, lind og poppel. Dog bærer skovene også præg af at have været produktionsskov og der findes stadig nogle grantræsbevoksninger. Her er et relativt højt naturindhold med store gamle træer, ofte uigennemtrængelige krat i underskoven og våde drag iblandet mere eller mindre frie åbne vandhuller og småsøer. Dyrelivet er det sædvanlige – råvildt, dådyr, grævling, ræve og harer samt et bredt udbud af ynglende rovfugle.

Biodiversitetsmæssigt rummer skoven en række beskyttede arter, som kræver særlig opmærksomhed – efter sigende skæv vindelsnegl, løvfrøer, samt i særlig grad den rosa pastelporesvamp. Og så bemærkes det også at skovene er hjemsted for tyndakset gøgeurt, vand-klaseskærm, spæd kløver, stor frytle, dansk ingefær samt skovjomfruhår. Ingen af dem er dog truede. Til gengæld er der rigtig mange andre, som allerede tidligt forsvandt fra egnen.

Historie

Historisk set hørte Tyrstrup herred i Barvid Syssel til Sønderjylland og dermed til hertugdømmerne. For så vidt som middelalderkongerne havde økonomiske interesser på egnen var de forankrede i tilgangen til krongods. I Kong Valdemars Jordebog listes Tyrstrup herred og skylden opgøres til 20 mark sølv i ledingsskat, hvilket alt andet lige er en halvt så stor indtægt som  kongen kunne oppebære fra de mere opdyrkede herreder mod syd og vest. Det har ikke været velopdyrket. På Stenderup lå da også “kun” en middelalderkirke bygget mellem 1150 og 1200, dvs. ret sent i forhold til nabokirken i Sdr. Bjert, der formodes at være bygget ovenpå mindst to tidligere trækirker.

Efter middelalderen kom Tyrstrup Herred på Kong Frederik II’s hånd, da han i 1580 arvede sin onkel, Hertug Hans den Ældre. Efter det arveskifte gik kongen i gang med at opkøbe og mageskifte sig til yderligere ejendomme i Tyrstrup Herred, og herunder specielt på Stenderup med de gamle og meget jagtrige skove. Heraf skabte han det  distrikt, som senere blev kendt som Kolding Vildtbane.

Siden da var skovene i Statens eje. Selv da fæstegodset blev solgt fra i perioden 1763 – 1800, forbeholdt kronen sig det meste heraf. Dog ”fik” bønderne i Sdr. Bjert og Stenderup sogne retten til den del af skoven, som lå mellem Mellem- og Sønderskov. I dag ses det tydeligt at bønderne i den følgende periode forhuggede og ryddede deres del af skoven, hvorimod kronen fredede sin del, og endda lod den brede sig ud over hvad formentlig tidligere var overdrevene op mod den. Til gengæld forsvandt skovene ind mod Kolding.

I 1860 opgjordes arealet for den samlede statsskov til godt 1520 tdr. Land, svarende til 836 ha. Dette gjaldt alle tre skove. Størrelsen på skovene er i dag nogenlunde det samme, men området dækket af skov har ændret sig en del side. I nord og syd fylder skoven mere, adskilt af det gamlede dyrkede område ud mod sydøst.

Forsvundne planter

Fra egnen omkring Stenderup Hage kendes til to tidlige beskrivelser af naturen. Dels skrev rektor ved Kolding Latinskole, Erik Gjørup Tauber, i 1822 en bog med titlen ”Breve fra Kolding”. Dels kender vi til egnens plantevækst fra C.F. Dalgas’ ”Beskrivelse af Vejle Amt” fra 1726.

Heri omtales at egnen specielt er kendt for at være rig på ”giftplanter” – Fingerbøl, Skarntyde, Giftig Rajgræs og Dansk Ingefær. Men de to nævner også en række planter, der senere i 1927 nævnes som enten sjældne eller helt forsvundet fra egnen: Hvid Skænegræs, Vandarve, Kulsukker, Storblomstret Kodriver, Skælrod, Alant, samt Guldblomme (arnika).

• Hvid Skænegræs kaldes i dag for Hvid Næbfrø (Rhynchospora alba eller oprindeligt: Schoenus albus Linnaeus) og er i dag rødlistet. Den vokser på fugtig hede, fattigkær og hængesæk af tørvemosser i højmoser, og har formentlig været udbredt på de overdrev, der siden blev tilplantet med skov.
• Vandarven – stor eller lille (Montia major eller minor) – er heller ikke fundet på egnen i umindelige tider. Men nu er strandengene jo heller ikke længere velgræssede. Det kunne udsætning af store græssere dog formentlig hjælpe på.
• Kulsukker (Symphytum grandiflorum) kendes også fra den fynske side af bæltet. Men ikke længere på Stenderup.
• Storblomstret Kodriver (Primula vulgaris) er til gengæld vidt udbredt – også i nærheden af Stenderup. Den vokser på fugtig muldbund i åbne løvskove og på enge og ville formentlig kunne genfindes
• Skælrod (Lathraea squamaria), der vokser i frugtbare løvskove, parker og hegn, findes ofte sammen med hassel, men også andre løvtræer som lind, eg osv.; og burde derfor kunne findes i skovene. Men er ikke observeret der i mands minde.
• Alant (Inula) er i virkeligheden en slægt, og det er ikke til at vide hvad Tauber og Dalgas mere præcist forestillede sig – måske Læge-Alant, som i dag er sjælden over hele landet
• Guldblomme (Arnica montana) er i dag truet over hele landet. Også det er en plante, der bedst kendes fra hedearealer eller overdrev. Og som derfor giver et fingerpeg om hvordan der så ud på Stenderup i begyndelsen af det 19. Århundrede. Guldblomme ikke er set på egnen dér i umindelige tider.

Hvad siger disse nu for længst forsvundne planter om fortidens landskab ved Stenderup? Ja, svaret er vel ganske enkelt: at der i fordums tid var flere overdrev, mere lysåbent og flere store græssere, der brød den senere så håndfaste linje mellem overdrev og skov, som forstvæsenete etablerede efter skovloven i 1805.

Fremtiden

Hvad er det så som mangler på Stenderup for at genskabe fortidens blomsterflor?

Svaret er vel ganske enkelt. Der mangler lysåbne arealer, fortidens overdrev og store græssere, der kan åbne op for alskens herligheder og skabe sammenhæng på kryds og tværs. Og så mangler der – hvilket er tydeligt når man går gennem skovene – at hydrologien skal yderligere genskabes. Ganske vist fremgår det af plejeplaner at Naturstyrelsen længe har været i gang hermed. Men meget mere kan ske.

Det kan derfor undre stærkt at hele området med Stenderup skovene IKKE er udlagt til urørt skov, men kun halvdelen. Den del, som ikke røres, er de gamle overdrev, som på et eller andet tidspunkt blev tilplantet med vedskov til plukhugst og frøproduktion. Det har man så ikke ønsket at give op på.

Faktum er imidlertid at Stenderup Skovene allerede nu udgør en naturperle, der kalder på en stor forkromet indsats. Her burde interessen ikke kun samle sig om skoven ud mod kysterne, men den samlede skov – hvor så overdrevene i skovbrynet kunne genskabes. Til gavn og glæde for biodiversiteten. Måske ville vi endda kunne opleve at de gamle planter, som Tauber og Dalgas beskrev så levende kunne få deres genkomst?

FOTO:

Sønderskov på Stenderup. © Bent Vestergård Petersen/Danmarks Fugle og Natur. Gengivet efter velvillig tilladelse.

KILDER:

Fra de 8 Sogne. Bidrag til Tyrstrup Herreds Historie.
Af P. Eliassen
Kolding 1907