Vidste du at vestegnen af Thy siden jernalderen var dækket af vildsomme krat, småbuskadser og hede, der tjente som græsningsoverdrev for først får, senere store hesteflokke og til sidst græskvæg? Og nu igen får og heste?
Baseret på pollenanalyser er vi relativt set veloplyste angående landskabets karakter fra slutningen af jægerstenalderen og frem til nu. Omkring 4500 f. Kr var Thy således for 90% vedkommende dækket af skov, primært eg, elm, ask, avnbøg, spidsløn, lind, taks, vedbend og mistelten. Fra ca. 3000 f. Kr begyndte skovdækket imidlertid at transformeres til et mere blandet mosaiklandskab karakteriseret ved løvenge og græsningsskove. Det landskab prægede Thy indtil ca. 500 e Kr., hvor træer leverede ca. 50% af de registrerede pollen rundt om Ove sø. Herefter gik det imidlertid hastigt tilbage og omkring 1000 e. Kr, dvs. ved middelalderens begyndelse, leverede træerne kun ca. 30% af pollen faldende til 20% i tiden 1700–1800. På det tidspunkt dækkede sandflugten vel 20%, hede 10%, moser og kær 20% og græs 30%. I hvert fald så fordelingen af pollen ud ved Ove Sø på kanten mellem det vestlige og østlige Thy. En indikation på det ringe skovdække fra jernalderen og fremefter findes i form af de tørvehuse, som befolkningen boede i, samt anvendelsen af hedetørv og knogler til brændsel og senere som iblandet mødding. Træ var i jernalderen – i modsætning til i Bronzealderen – en alvorlig mangelvare. Bronzealderens huse var træbyggede.
Hvis man ser på et pollendiagram fra Ove Sø er det i øvrigt specielt bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende skete noget epokegørende omkring 500 e. Kr, da jernalderens landskab radikalt ændrede karakter. Indtil da havde der været tale om en glidende afskovning og hededannelse. Nu ændredes landskabet imidlertid på afgørende vis.
For at få indblik i denne ændring er det vigtigt at kende til hvorledes klimaet efter 536 e. Kr. forværredes alvorligt i hele den nordlige hemisfære. Hvorvidt det skyldtes vulkanudbrud eller andre klimatiske forhold diskuteres stadig, men nogle udelukker ikke en temperatursænkning på op mod 3o C. Andetsteds i hele Syd– og Vesteuropa hærgede desuden den justinianske pest, og der er intet som indikerer, at ikke også befolkningen i datidens Skandinavien blev ramt. Det interessante er nu, at mens andre egne – eksempelvis Nordsjælland affolkedes og sprang i skov for først at ryddes fra 1000-tallet og fremefter, fandt den samme landskabsmæssige udvikling ikke sted i Thy.
Når Thy således op til 500 e kr. dækkedes af mere eller mindre lysåben skov, ændredes dette i den næstfølgende periode ikke i retning af mere skov, tværtom. Snart var der tale om et landskab, der domineredes af krat, hedearealer med hedelyng, blåbær, porse og revling, der voksede blandt de sidste rester af forhuggede skove iblandet hassel og rødel. I løbet af senmiddelalderen tog sandflugten desuden yderligere til for at blive alvorligt ødelæggende efter ca. 1500. Uden tvivl var det dette åbne landskab, som Thy fremviste indtil plantagerejsningen med nåletræer tog fart i 1800-tallet.
Årsagen skal givetvis findes i den meget gunstige jordbundsgeografiske karakter, som Thy havde og har, og som gav anledning til en relativt set tæt befolkningstæthed fra bronzealderen og fremad. Med agerdyrkning mod øst, sø og vand i midten og græsning mod vest leverede Thy simpelthen elementerne i et fordelagtigt og rigt landskab for bønder at bosætte sig i – også i den kolde tid efter ca. 500. Det kunne givetvis betale sig i en koldere tid for thyboerne at fastholde de store hedestrækninger og græsningsområderne mod vest som netop græsning til dyr, der kunne levere føden i stedet for jorddyrkningen.
Får
Landskabsændringerne i perioden efter 5-600 skal da nok først og fremmest ses som en refleksion af et øget græsningstryk forårsaget af får. Får blev i denne periode nemlig det vigtigste dyr, simpelthen på grund af behovet (efter 700-750) for at skaffe uld til vævning af vikingeskibenes sejl samt de nødvendige tekstiler til at udruste vikingerne, når de drog på langfart. Det var koldt at færdes til havs og store fårehold var nødvendige for at holde skibene under sejl og vikingerne varme.
En løs beregning angiver at man for at skaffe uld nok til at udstyre et skib med 32 roere har skullet stille med en fåreflok på ca. 260 dyr og et græsningsareal (med 1/2 dyr pr ha) på 520 ha til en fåreflok. Hvis vi antager at der har været ca. 30.000 ha græsning og klithede, svarer det til at der har været plads til ca. 58 fåreflokke langs vestkysten fra Agger til Hanstholm, hvor hver flok svarede til et skib. Men en del af denne græsning har også været anvendt til græsøksne og heste. Fra en senere tid vides at herregårde havde flokke på 100-150 dyr, mens bønder holdt 20-50 får. Husmændene måtte så nøjes med 10-15.
Desuden er der medgået mindst 30 arbejdsår til at spinde og væve garnet til et skib af Ladbyskibets proportioner med en besætning på 32 roere (vikinger). I praksis betyder det at en landsby med 30 gårde – almindeligt i Thy i Middelalderen kunne stille med ét skib – en familie plus en person til at spinde/væve plus én person til at ”sende i viking”. Slaver ville så gøre en forskel.
Alt i alt svarer beregningen til at hvert kirkesogn – hvoraf der i middelalderen var ca. 50 i Thy – kunne stille med en fåreflok, der var tilstrækkelig stor til både at klæde familierne, levere et væsentligt supplement til kosten og udruste ét skib om året.
Fra får til heste til okser
Hvor vikingetidens fårehold givetvis spillede en meget væsentlig rolle, ændredes dyreholdet i middelalderen imidlertid til heste. Det er velbeskrevet hvorledes Danmarks indtægter fra eksport af heste kun blev overgået af sildeeksporten. Fra Middelalderen kender vi således til et utal af prangere fra Nordjylland, der drev hestehandel på Nordtyskland, Holland og Frankrig. I 1423 var der således opkøbere fra Itzehoe i Vestervig.
Disse heste, der blev drevet i kobler langs de store hærveje ned gennem Jylland, kom fra netop Vendsyssel, Han Herred, Thy, Salling, ja ret beset hele Nordvestjylland. Her var store skovfattige græsningsområder, der bød sig til at ungheste kunne gå ude hele året for at sættes til salg i marts og september. Spor af udbredt havredyrkning ved Tinggård i Thy fra vikingetid og tidlig middelalder synes at tyde på at dette specialopdræt af heste kan dateres til denne periode.
Igen – omkring 1500 – skete der så endnu et skift, hvor opdræt af heste udskiftedes med opdræt af græsøksne, der indgik i adelens priviligerede øksnehandel.
Flora og fauna på heden
Pointen med at liste disse omskiftelser i dyrehold er nu, at udnyttelsen af overdrevene ude mod vest må have givet anledning til differentierede græsningstryk og dermed forskelligartet flora. Hvilke er dog svære at få overblik over historisk betragtet.
Det er imidlertid tankevækkende, at ser man pollenprofilen efter c. 500 e. Kr. må det konstateres at diversiteten heri tog fart i denne periode (se diagram her). Nok led skovene således under græsningstrykket allerede fra bronzealderen. Til gengæld kan vi se at landskabsformerne hede, græs og mose befordrede dobbelt så kraftigt et blomsterflor efter ca. 500 e. Kr. da landskabet som vi kender det indtil ca. 1800 formedes.
Hvordan landskabet i detaljer i øvrigt så ud dengang – når det gælder flora og fauna – er til gengæld vanskeligere at sige noget om. Det ville kræve detailstudier af de mange pollenprofiler over tid.
Fremtiden
Vores hedestrækninger anses af mange som unikke kulturlandskaber, der primært skal naturforvaltes gennem jævnlig afbrænding og ved fjernelse af krat, Historien viser imidlertid at den mest traditionelle måde at bevare vores sidste hede- og overdrevsstrækninger vil være er at lukke op for at lade hederne afgræsses og af et bredt udvalg af dyrearter. Det var netop den praksis, der skabte heden. Det gælder i særdeleshed Thy, hvor historien viser at græsningstrykket på de værdifulde hedestrækninger i perioder må have været virkeligt tungt. Ikke desto mindre var det de store søindvininger og plantagerejsninger, der ødelagde landskaberne. Og ikke græsningen af får, heste og ungkvæg.
Der foregår i dag en betydningsfuld fåreavl på klithederne i disse år. Men der er ikke tvivl om at dette græsningsarbejde med fordel også kunne udtsrækkes til at sætte større græssere ud, dvs, vildheste og -kvæg.
Karen Schousboe
KILDER:
Bronze Age Settlement and Land-Use in Thy, Northwest Denmark (Volume 1 & 2)
Af Jens-Henrik Bech, Kristian Kristiansen, Berit Valentin Eriksen
ISD LLC, 4. jun. 2018 – 580 sider
Tinggård, Thy. De arkæobotaniske undersøgelser
Af Peter Steen Henriksen
NNU Rapport nr. 16. Nationalmuseet 2006
Pollenanalyser fra Ove Sø, Thy
Af S. Th. Andersen
I: Geobotaniske undersøgelser af Kulturlandskabets Historie. Pollenanalyser fra gravhøje og søer. Af S. Th. Andersen og P. Rasmussen.
Copenhagen: Danmarks Geologiske Undersøgelser 1994
The Children of Ash and Elm – A History of the Vikings
af Neil Price
Penguin 2020
Fåreavl på klithederne i Thy før og nu
Af Mie Buus
I: Bol og By. Landbohistorisk tidsskrift 2007, nr. 1.
SE MERE:
Shetlandsponier i Ålvand Klithede i Nationalpark Thy © TVMidtvest
