I 1911 harvede Simon Thøstesen på sin mark nær Fæsted ved Sdr. Hygom. Pludselig så han imidlertid at det glimtede af det pure guld. Man kan altid diskutere hvorvidt Simon var en lovlydig borger. Men dansksindet, det var han. På det tidspunkt lå hans gård nemlig syd for den dansk-tyske grænse. Alligevel smuglede bonden det storartede fund over grænsen og fik det bragt til København. Kæden var spundet af guldtråde og måltes til 62 cm lang. Den vejede 67 gr. og var udstyret med en delikat lukkeanordning med øskener prydet med dyrehoveder, lavet i filigranarbejde og granulering. Det er uden al tvivl at kæden har været beregnet til at bære et af de vedhæng som siden blev fundet på samme mark.

I sommeren 2016 ledte det gamle fund nemlig til at en gruppe på tre amatørarkæologer begyndte at undersøge selvsamme mark for at se om der ikke lå mere. Den 1. Juni var der bare bingo. Ud af mulden tumlede ikke bare én men seks guldarmringe og én af sølv. Igen kunne vi så heldigvis opleve at danskere er hæderlige mennesker. Dels meldte de samme detektorer umiddelbart fundet til det lokale museum, dels lykkedes det at holde fint tæt med fundet og hvor det var gjort. Et halvt år efter, i december, betød det at museet under kyndig arkæologisk ledelse kunne begynde på en systematisk eftersøgning og udgravning af fundstedet. Og selvom det ikke resulterede i en afklaring af hvor skatten havde været nedlagt, lykkedes det at udgrave yderligere tre komplette armringe, ti vedhæng, guldknapper, brudguld og et mageløst spænde. Flere af disse smykker viste sig at være unikke, mens andre udgjorde paralleller til tilsvarende fund fra Lackalänga i Skåne, Hiddensee ved Stralsund, Hedeby ved Slesvig, og York i England. Af speciel interesse her er en sammenligning af pragtbrochen fra Fæsted med en tilsvarende broche fra fundet i Hiddensee, der er udstillet på museet i Stralslund. Mens dyreornamentikken på pragtspændet fra Fæsted viser tre slyngede dyr med fødder, der spiser sig selv inde i midten, er spændet fra Hiddensee udstyret med et lille kors i midten, hvori har været indfattet sten af glas. En tilsvarende variation genfindes i samlingen af prægestempler fundet i Hedebys havn. På tilsvarende vis er fundet i Fææsted af et vedhæng i form af tre sammensatte kors måske ikke entydigt at forstå som et kristent symbol. Der kan også være tale om en thorshammer, mener nogen. I så fald har vedhænget dog nok fungeret som en hybrid. Hvem, der måtte komme tæt på bæreren, kunne frit vælge at identificere det, som de ville.

Jellingstilen

Stilmæssigt henføres det samlede fund (minus en medaljon lavet af en romersk guldmønt fra 400-årene) til perioden 900-950 og er udført i den stil, der sædvanligvis karakteriseres som jellingstilen efter fundet af det lille bæger i Nordhøjen i Jelling. Dette er særligt tydeligt i formgivningen af en af de første armringe, der blev fundet. Denne armring er udstyret med dyrehoveder magen til dem på kæden fra 1911. Armringen er desuden prydet med en indgraveret ornamentik, der leder tanken hen på såkaldte triskeler, trekantede figurer, der også genfindes som vedhæng på den store pragtbroche. Tilsammen viser ornamentikken på kæden, armringen og senest brochen at de ”tre” guldfund må have tilhørt tilhørt samme skat.

Når det så er sagt, er det ikke alle fund der lader sig entydigt henføre til Jelling. Flere af vedhængene tilhører en type som er ikke er fundet i Danmark før. Det gælder medaljonerne med de indfattede bjergkrystaller eller halvædelstene. Parallellerne hertil skal givetvis finde i Hedeby, hvor man så sent som i sommeren 2016 genudgravede en kvindegrav dateret til c. 950 – 1000 hvori man fandt næsten identiske smykker som i Fæsted – guldperler og guldindfattede vedhæng med halvædelsten. Af dette fund fremgår det at guldperler og vedhæng har været trukket på en kæde eller en snor og tilsammen udgjort en fabelagtig halskæde. Mon dette også har været tilfældet i Fæsted? Det fortæller den foreliggende bog os desværre ikke om. Det er tydeligt at der er tale om en første skitsepræget fremvisning af fundet og de iagttagelser, arkæologerne kunne gøre sig førend det blev indleveret til restaurering på Nationalmuseet.

Bogen

Den foreliggende bog er alligevel vældig interessant. Her har læserne nemlig mulighed for i detaljer at studere de enkelte smykker samtidig med at de ledsages af en første præsentation. Årsagen hertil er givetvis at forfatterne har ønsket at imødekomme offentlighedens interesse for dette helt enestående skattefund samtidig med at de har haft lyst til at formidle den følelse af benovelse og forundring, som arkæologer – amatører såvel som professionelle – følte, da guldet bare væltede op af jorden. Det er næppe for meget sagt at det nok har været en engangsoplevelse for livet. Det har forfatterne ønsket at dele med os. Og tak for det!

Men: der kan alligevel kun være tale om en første smagsprøve. Det er forfatterne velvidende om. Fundet repræsenterer et stykke fornemt “øjeslik” komplet med velvalgte ciater fra Beowulf. Specielt det spektakulære fund set i forhold til de internationale paralleller kalder dog på en mere substantiel formidling. Den slags forskning vil imidlertid tage adskillige år. Vi har derfor al mulig grund til at være glade for at forfatterne, der alle er ansat på Museet på Sønderskov har taget sig tid til at løfte bare en lille flig af sløret. Og det på på fornem vis.

Karen Schousboe

Fæstedskatten

SE MERE:

I 2018 kan Fæstedskatten ses i al sin herlighed på årets Danefæudstilling in Jelling

The post Fæstedskatten – Danmarks største guldskat fra Vikingetiden appeared first on Kulturhistorier.

Gammelgaard. En Udkantshistorie og en fremtidsvision
Af Viggo Mortensen
Hovedland 2017

Der er en stille sitrende stemning af ubevægelighed i denne beretning om professor i teologi, Viggo Mortensen, og hans pensionisttilværelse på Ærø. Hertil flyttede han og hans kone, Doris Ottesen, i 2008, efter at de havde købt arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsens gamle gård fra 1830.

Gammelgaard er en udflyttergård fra Bregninge by. Indtil 1964 var den i bondeslægtens eje, men da sidste bror og søster døde, købtes gården af Alan Havsteen-Mikkelsen. Herfra drev han sit vel-renommerede arkitektfirma, der som niche agerede overopsyn med de utallige – og meget dyre – kirkerenoveringer, som menighedsråd fra tid til anden iværksatte. En grund til, at han var særligt efterspurgt var, at menighedsråd vidste, at dersom samarbejdet med arkitekten var særligt velfungerende kunne man få ”lov” til som bonus også at købe et af de korsfæstelses-billeder, som hans far, Sven Havsteen-Mikkelsen, havde efterladt sig. På den måde kunne man ikke alene få sin kirke renoveret smagfuldt, men også få skiftet det sødladne maleri ud, som havde siddet i midterfeltet i renæssance-altertavlen siden midten af 1800-årene.

Her på gården indrettede Havsteen-Mikkelsen nu sin tegnestue samtidig med at han nænsomt restaurerede og ombyggede den gamle gård og forsøgte at drive et landbrug ved siden af. Det var derfor ikke en ruin,  Viggo Mortensen overtog den. Ej heller var det en færdig historie. Det fremgår tydeligt af bogens fine billeder at gården i de senere år  har dannet rammen om et noget andet liv. Det, der tidligere var et åbent ildsted er i dag en lukket masseovn og kontoret flyder garanteret med flere bøger end i arkitektens dage. Alligevel er der en særegen kontinuitet i fortællingen om gården og dens omskifteligheder, symboliseret ved beretningen om stedet, landskabet, bindingsværket, stråtaget og træhåndværket. Samtidig danner denne beretning dog også klangbund for det videre perspektiv, som udfoldes i bogen: nemlig beretningen om landbokulturens udvikling og afvikling.

Ja, det er en bekræftende livshistorie. På en gang en insisteren på, at selvom Gammelgaard ligger på en bakke med udsigt fra gårdspladsen mod Drejø, Skarø og Svendborgsund, på en ø, som man kun kan sejle til, så ligger gården altså også midt i origo, verdens centrum. Og det er jo rigtigt: det gode liv findes ikke andre steder end i nærheden.

Samtidig er det imidlertid også netop en udkantshistorie, for bogen er fyldt med beretninger om det moderne landmandsliv på øen: om bonden der ikke kan omlægge sit kvægbrug til økologi, fordi han så ikke kan afsætte mælken; eller om ægteparret, der får deres udkomme fra naturvejledning og oplysningsvirksomhed, fordi deres økologiske landbrug ikke kan give dem et økonomisk livsgrundlag. Alle disse møjsommelige historier gav i 2014 anledning til at Viggo Mortensen sammen med Finn Slumstrup i 2014 tog initiativ til bevægelsen ”Oprør fra Udkanten”

Det er imidlertid – hvordan vi end vender og drejer det – ubarmhjertigt hårde tider i en verden, hvor politikere og økonomer ikke interesserer sig grundlæggende for noget som helst andet end stordrift og salg af svin til de kinesiske marked. Og som ikke har blik for at familie-landbruget ikke kun er en økonomisk enhed, men også en livsform, der siden 80erne har været på tvangsauktion.

Det er i lyset heraf en fascinerende og velskrevet bog. Fuld af liv, lys og håb! Samtidig er det dog også en forfaldshistorie. For hvad gør vi når tyngdekraften rammer os alle?

Det er da også tankevækkende at siden bogen udkom er Gammelgaard igen sat til salg! Måske blev det enkle liv i udkanten alligevel for kompliceret…

Karen Schousboe

Save

Save

Save

Save

The post Gammelliv under Afvikling appeared first on Kulturhistorier.

Sovs skal der til. Opskrifter og historie
Af Bettina Buhl
Tegner: Louise Zyskind
Gyldendal 2017

Anmeldelse:

Dette er en stærkt nødvendig bog. Enhver, der læser opskriftsiderne i vores dameblade vil jo vide at den mest almindelige sovs i dagens Danmark består af skyr iblandet hakkede krydderurter og smagt til med hjemmerørt honningsennep. Hvis det går højt, består den i en ”hjemmelavet” andesovs købt hos slagteren i dagene op til juleaften. Netop dette ”snyd” peger imidlertid på det, som er et grundtræk ved vores gamle køkken, nemlig at sovsen – som Bettina Buhl skriver – er noget af det helligste ved vores måltid.

Der var imidlertid engang hvor sovsen – dyppelsen – ikke alene udgjorde et fast element i hverdagens køkken, men også var et sikkert tegn på at madmor kunne sit kram. Ja, helt tilbage til middelalderen var sovseopskrifter faktisk det første, som blev nedfældet i de tidligste kogebøger og opskriftssamlinger. Enhver kan koge en fisk eller stege en kylling. Sovsen, derimod, kræver at vi graver dybt for at finde madkunstneren i vores indre frem.

Den kulturhistorie har Bettina Buhl, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum på Gl. Estrup, fremdraget. Selvom hun ikke griber helt tilbage til middelalderen, men begynder sin ”jagt” på den gode sovs i 1616, da den første kogebog på dansk bliver trykt, får vi her et glimrende indblik i sovsens madkultur fra renæssancen og frem til i dag. I bogen kan vi derfor læse om hvorledes sovsene ændrede karakter gennem århundrederne. Således fortæller hun oplagt om 1700-årenes ”internationale” sovse, der ofte fik navn af landet, de kom fra: Spanien, Italien, Polen osv. (Eksempelvis er Sauce Hollandaise jo i virkeligheden ikke andet end ”hollandsk sovs”, der er god til at servere til fisk!). Men Bettina Buhl beretter også om 1800-tallet, hvor repertoiret blev udvidet med søde og sure sovse, såsom den kirsebærsovs, vi serverer til risalamande, men som oprindeligt var en sovs beregnet på at servere til oksesteg eller dyrekølle. Det er på den tid at sovsekander finder vej til det veludstyrede anretterværelse i borgerskabets store huse og lejligheder. I den anden ende af samfundet kunne man derimod opleve at dyppelsen – fedtrørt med sennep, sirup eller øl og mjød – blev sat i en kop i midten af grødfadet. Her kunne bønderne så dyppe deres tørre rugbrød i så det blev blødt op og kunne tygges. En særlig variant var ”skomagerdyppelsen”, der bestod af en blanding af stegte flæsketerninger, løg og persille iblandet en mælkesovs. Efterhånden som kartoflerne vandt frem blev det til en af de danske favoritter. Udgaven i mit barndomshjem bestod af stegte løg og baconterninger anbragt i toppen af bagte kartofler.

Senere, da kødhakkemaskinen blev introduceret omkring 1900 kom der imidlertid endnu mere gang i sovsen. Nu stod menuen på frikadeller, kåldolmere, hakkedrenge eller karbonader (også kaldet krebinetter). Som enhver ved serveres den slags med sovs til. Det er på det tidspunkt at den jævnede sovs bliver en helt fast bestanddel. Jo fattigere familien var, des oftere stod den endda kun på stuvede kartofler. Den mere fornemme udgave heraf var naturligvis ”salaterne” fremstillet af mayonnaise, der blev en hovedingrediens i det ”højtbelagte smørrebrød”. Bogen slutter med fortællingen om hvordan den mere ydmyge sovs kom til ære og værdighed igen i krigens tid, da rationeringsmærker satte grænser for det kolde bord. Nu var det pludselig vigtigt at kende til hvordan man kan forlænge en rest kød eller fisk ved at pille eller skære det i flager, lægge det lagvis med kogte kartofler, hælde gårdsdagens sovs over og give det en tur i ovnen.

Bogen er fyldt med en lang række opskrifter. Et hovedtræk er dog at opskrifterne er tilpasset så de kan bruges i dag. Eksempelvis er et hovedtræk ved de gamle sovse at der ikke står at de skal smages til med salt. Det skyldes at kogesaften – bouillonen – i det gamle køkken som regel var kogt på saltet kød. Før køleskabene var salt som bekendt det vigtigste konserveringsmiddel og det smagte igennem i det historiske køkken.

Bettina Buhl skriver i indledningen at det naturligvis er op til den enkelte læser om han eller hun vil anvende færdiglavet bouillon eller koge det fra bunden af. Som anmelder kan jeg dog kun anbefale at man gør det fra bunden af. Eksempelvis er der ingen grænser for hvilken god grøntsagsbuillon man kan koge på en blanding af agurkeender, de afskårne blade fra blomkålshovedet, den yderste halvtørre skal af løgne, hovedet af peberfrugterne, de bløde tomater og de grønne toppe fra gulerødderne. Faktisk skal man kun afholde sig fra at koge suppe på de vilde planter, der er giftige. En sådan suppe er lige til at bruge i bogens mange fine sovse, der bør inspirere enhver med trang til at forny båndspagettien, lasagnen eller de bagte kartofler.

Madhistoriker Bettina Buhl har tilpasset opskrifterne fra gamle dage, så de kan bruges i dag. De tidligere opskrifter indeholder nemlig sjældent nøjagtige mængdeangivelser og fremgangsmåden er heller ikke altid nem at gennemskue.

Dette er en sjov og fin lille bog, der fortæller om en vigtig del af vores kulturhistorie.

OM FORFATTEREN:

“Bettina Buhl er uddannet cand. mag. i historie og kommunikation ved Odense Universitet. Hun er museumsinspektør på Det Grønne Museum, Gl. Estrup, klummeskribent for Århus Stiftstidende og bl.a. historisk konsulent i forhold til mad på TV-serierne, Badehotellet og En bid af Historien, begge TV2. Bettina Buhl har skrevet en række videnskabelige artikler og bøger, bl.a. bøgerne om Danskernes småkager og Historien om danskernes mad i 15.000 år.

Save

Save

Save

Save

The post Sovs skal der til appeared first on Kulturhistorier.