Oprindeligt var Valentins dag, den 14. februar, kendt som den første dag, hvor fuglene sang. I 1382 skrev den engelske poet Chaucer dog et hyldestdigt til et kongebryllup. Og omskabte dagen til hjerternes fejring
Sankt Valentin, som er i himlen oppe
Dig synger de små fugle for
For byd nu sommersolen til
Og vintervejret vintervejen(Geoffrey Chaucer: Fuglenes Parliament. 1382.
Oversættelse: Karen Schousboe)
Vi kender det godt. De første spinkle fuglefløjt i februar, der får os til at tænke på sol, sommer og sødme. Og vi ængstes. For hvad nu hvis vinteren bare strenges og kulden ikke vil slippe, så den lille sprøde budbringer bruger sine sidste vinterkræfter på at være forvorpen og i utide? Sådanne vejrvarsler kendte de gamle naturligvis mange af. Vi genfinder dem derfor ofte i middelalderlige kalendre og almanakker. Hvis kyndelmisse var vinterens højdepunkt, var Valentins-dagen vendedag. I dag kan det muligvis opleves besynderligt. På vores nordlige himmelstrøg er vi vant til at vinteren netop på det tidspunkt trækker ud. Men dels forholdt det sig ikke sådan i Frankrig og England, hvor denne historie udspiller sig. dels var kalenderen forskudt i middelalderen, indtil der blev rettet op herpå omkring 1700. I 1382 fejredes St. Valentin formelt set på den 14. februar. I virkeligheden faldt dagen på den 22. Så det gav mening at lade de første fuglefløjt høres på den dag.
I vinteren 1382 inspirerede disse fuglefløjt så den store engelske middelalderdigter Geoffrey Chaucer (1343-1400) til at skrive et poetisk hyldestdigt til kærligheden, formentlig i anledning af den purunge Richard II’s ægteskab med Anne af Böhmen. Og skabte dermed en helt ny poetisk genre – såkaldte “valentines”. Oprindeligt var det digte, men senere blev det til gaver, ligesom kærester endte med at blive kaldt “valentines”.
Geoffrey Chaucer og Fugleparlamentet
Digtet, der ikke findes i en dansk oversættelse, er en charmerende beretning om en mand – poeten selv, velsagtens – der sætter sig til at læse i Scipios drøm, forfattet af Cicero. Bogen er en – ifølge Chaucer – alvorstung affære, der introducerer læseren til himlens indretning og hvordan man som et humørløst væsen bør omgås det guddommelige, sjælens indretning og i det hele opføre sig dydigt og anstændigt. Imidlertid – skriver Chaucer – giver det ikke anledning til ro og sjælefred, men derimod urolige drømme. I disse slumrende drømme er det nu at Chaucer oplever modsætningen til Ciceros alvorstunge politiske fablerier. I stedet ramler han direkte ind i fuglenes parlament, den årlige sammenkomst på St. Valentin’s dag, som Naturen hersker over og hvor hver fugl skal finde sin mage. Og hvor drøftelsen i ”parlamentet” går på om den, der skal giftes med kongeørnen nu også tager imod ham med åbne vinger. Og om hun skal? Til sidst digter Chaucer poetisk om Naturens og sommerens komme på den særlige lyriske måde, vi kender fra hans Canterbury Fortællinger (Canterbury Tales).
Formentlig er inspirationen kommet fra en af scenerne i et af de mest udbredte middelalderlige kærlighedsdigte, Floris and Blancheflour, hvor det fortælles om Emiren (der har fået Blancheflour som slave), at han hvert år dræber sin hidtidige hustru og vælger sig en ny. Dette valg finder sted i en frugthave, hvortil de nye slavinder føres og hvor utallige fugle løfter deres stemmer og synger om kap. Floris og Blanchefleur er digtet på fransk engang i midten af 1100-tallet, men spredte sig hurtigt over hele Europa.
Fugleparlamenter
En anden inspiration er dog givetvis hentet hos Æsop og hans dyrefabler, på baggrund af hvilke den egentlige genre med dyreparlamenter udviklede sig. Karakteristisk herfor er dog at de enkelte fugle her optrådte som repræsentanter for de enkelte stænder; og ikke frigjorte kærlighedsfyldte mennesker.
Chaucers digt er ikke unikt. Faktisk tilhører det en ganske udbredt middelalderlig genre, der optræder som en samling af fortællinger på vers eller prosa, hvor dyr og planter optræder som antropomorfiserede – menneskeliggjorte – væsener, der taler, gestikulerer og i det hele taget opfører sig ”menneskeligt”. Eller måske rettere, menneskene animaliseres og gøres derved naturlige og sanselige fremfor spidsfindigt tænkende.
På dansk kendes et middelalderligt fugleparlament, kaldet ”De Gamle Danske Dyrerim (den oprindelige titel er ikke bevaret). Teksten stammer fra Næstved Franciskaner kloster. I digtet er det tydeligt at mennesker og dyr glider sammen i dialogen. Digtet indledes med en samtale mellem en mand og en kvinde. Emnet er kærligheden, men hvor han anstiller sig kysk, lufter hun sine erotiske tilbøjeligheder. Eftersom hun afvises, meddeler hun at hun hellere ville være en fugl. Hvorefter digtet præsenter en lang række fugle udstyret med vidt forskellige kvaliteter. Digtet er vanskeligt at forstå og har voldt utallige forskere en del hovedbrud. Tilsvarende tyske ”fugleparlamenter” kendes fra senmiddelalderen. Det ældste tilsvarende eksempel på et egentlig ”fugleparlament” kendes fra Tyskland og forfattet af Ulrich af Lilienfeld, der inkluderede en sin tekst i et læreskrift fra 1351-58. Et andet eksempel findes fra Böhmen, Nová rada, eller Det Nye Råd, af Smil Flaska fra c. 1394.
Chaucer var i øvrigt ikke den eneste poet i samtiden, der tog udgangspunkt i Sankt Valentin. Fra franskmanden Oton de Grandsons ( c.1340 -1397) pen kender vi i alt syv digte, der netop lader St. Valentin figurere som kærlighedens værnehelgen. Oton de Grandson var født i Savoy, men gjorde primært tjeneste ved det engelske hof. Grandson og Chaucer vil have kendt hinanden. Grandson digtede dog på fransk, blandt andet Le Songe de Saint Valentin; måske tjente dette digt som direkte inspiration for Chaucer? Begge tager nemlig udgangspunkt i en drømmeverden og begge ender op i en verden befolket af kvidrende kærlighedshungrende fugle. Det tidligste digt, der kobler St. Valentin med høvisk kærlighed er nemlig af Grandson – Balade de Saint Valentin double – hvori vi hører om helten, der fortæller om hvorledes han valgte sin kæreste for mere end syv år siden; og hvorledes han igen vælger hende på netop denne dag, St. Valentins. I dette digt figurerer dog ikke motivet med fuglene. Senere tog englænderen John Gower (1325-1408) motivet op i Cinkante balades, ligesom det genfindes i et anonymt digt ”The Cuckoo and the Nightingale” fra samme periode. En anden digter, Clanwove, der levede samtidig med Chaucer, parafraserede ham direkte i “The Book of Cupide”. Dette digt var i øvrigt efter al sandsynlighed dedikeret direkte til Anne af Böhmen, som Chaucer’s godgører og hvem hans Fugleparllament formentlig var dedikeret til.
St. Valentin, Fuglenes parlament – og senmiddelalderlig ridderromantik
Koblingen mellem St. Valentins dag og det senere så markante kærlighedsmotiv har til gengæld intet at gøre med helgenen, St, Valentin, der er uden anden betydning end at have lagt navn til datoen i februar, der blev blev koblet på fuglesangen. St. Valentin var nemlig blot en af mange helgener, der blev erindret for sit martyrium og sine helbredelser. Mere specifikt var han (der i virkeligheden var en sammenføjning af to helgener fra senantikken) værnehelgen for folk ramt af epilepsi. Med kærlighed havde han dog intet at gøre.
Vi må derfor konkludere: festen for kærligheden, som vi fejrer den 14. Februar med at udveksle chokoladehjerter, blomster og kærlighedskys voksede frem af en eller flere digteres drømme om forårsvarme og kærlighed. At det så til gengæld gik hurtigt at formalisere rammerne for disse amorøse forviklinger er en anden historie.
Allerede i år 1400 dannedes således et selskab eller en klub af 600 franskmænd med kongen i spidsen. Cour amoreuse – eller kærlighedens hof – blev foreningen kaldt, der talte de fleste ved franske konge, Karl VI’s hof. Foreningen blev dannet den 14. Februar. Året efter skrev Christine de Pisan (1364 – c.1430) et digt, Dit de la Rose, der fortæller om hvorledes Louis d’Orléans (1372 – 1407) på samme tid og på St. Valentins dag kreerede en helt ny orden, ”Ordre de la Rose”. Denne forening var dog yderst begrænset med hensyn til deltagere; kun medlemmer af Louis’ nære hushold samt nogle få middagsgæster var inviterede. I digtet bliver deres opgave at arbejde for at skabe respekt om kvinder. Tilsvarende – skønt mindre formaliserede – selskaber kendes fra det engelske hof omkring 1380-1400. Vi ved at Richard II indrettede en særlig have på slottet Eltham, hvor han og dronningen, Anne af Böhmen, kunne spise sammen.
I 1400-årene eksploderede den nye genre, Velentines, dvs. digte til ære for St. Valentin og de elskede kvinder. Det var dog især Louis’s søn, Charles d’Orleans, som vi kender som den første, der sendte sin elskede ”Valentines”. Charles var en af de mere heldige franske adelige, der deltog i slaget mellem englændere og franskmænd ved Agincourt i 1415. Efter slaget blev han fundet levende under en bunke af sine døde kammerater. På grund af sit arvekrav til den franske trone, blev han imidlertid først løsladt efter 25 år, som han tilbragte i engelsk fangenskab. Om end forholdene var relativt frie, var der begrænsede muligheder for at udfolde sig. Muligvis gav det anledning til hans store forfatterskab, herunder mere end 500 digte på såvel engelsk som fransk. Blandt disse digte findes to valentines, blandt andet ét adresseret til hans svigerinde Madam d’Angoulême (Marguerite de Rohan). Tilsvarende digte kendes fra Charles’s kreds af venner. Herefter blev skikken dog mere folkelig, bl.a. bevidnet af et par breve kendt fra kredsen omkring den lavadelige familie Paston.
Efter Reformationen
Samtidig hermed udviklede skikken sig til en selskabsleg. På St. Valentin blev det således almindeligt at invitere til et selskab. Deltagerne skrev nu deres navne på små lapper papir, hvorefter de blev trukket op af en hat og parret med hinanden. En del af denne leg var derefter at man skulle lade som om man var kærester og give hinanden gaver – håndskrevne kort, handsker, stof i metermål, eller andet flitterstads. Skikken er meget velbeskrevet i engelske kilder, såsom dagbøger og breve, og var ganske udbredt i England og USA. Især blev udvekslingen af håndskrevne og fint klippede kort en skik Herhjemme kender vi imidlertid næppe skikken førend den – på linje med halloween – indføres af butikskæderne i 1990’erne, der leder efter flere festlige anledninger til at sælge chokolade, blomster, gaver og romantiske middage. Men skikkene var kun udbredt i det engelske sprogområde.
Når vi fejrer Valentin’s dag i dag er det således ikke en “gammel” folkelig skik, men derimod en særlig engelsk skik, der er importeret med henblik på at udvikle endnu en “gave” anledning. Som en sociolog engang har hævdet: den mest værdifulde opfindelse i det 20. århundrede var indpakningspapiret.
BJÆLKEBILLEDE
Detalje fra Pieter Breughel den Ældre: Jægere i Sneen.
KILDER:
The Parliament of Fowls in a Modern English Verse
By Geoffrey Chaucer an Simon Web (Oversætter)
CreateSpace Independent Publishing Platform 2016
Chaucer and the Cult of Saint Valentine.
Af Henry Ansgar Kelly
BRILL, 1986
St. Valentine, Chaucer, and Spring in February.
By Jack B. Oruch
I: Speculum , Juli (1981) Vol. 56, No. 3, s. 534-565
Udgivet af The Medieval Academy of America
Fugleparlament
Af Pil Dahlerup
I: Dansk Litteratur Middelalder. Bd. 2: s. 296-304.
Gyldendal 1998
The Boke of Cupide, God of Love, or The Cuckoo and the Nightingale: Introduction
by: Dana M. Symons
I: Chaucerian Dream Visions and Complaints.
Michigan 2004
The Familia Regis and the Familia Cupidinis
af Richard Firth Green
I: English Court Culture in the Later Middle Ages. Udg. af V. J. Scattergood and J. W. Sherborne, London: Duckworth, 1983, s. 87-108
