The post Margrete den Første – en pragtfilm for voksne og lidt større børn appeared first on Kulturhistorier.
]]>
Gennem sit behændige politiske arbejde har hun i samarbejde med en håndfuld trofaste mænd, ikke mindst Roskilde bispen Lodehat, skabt fred i Norden. Men for at befæste sin enorme rigsdannelse skal hun og hendes regering modstå de nordtyske hertuger og købsteder – ikke mindst Lübeck – der kæmper om indflydelse på rigdommene, der stammer fra Sundtolden og sildemarkederne.
I det spil søger hun en alliance med den engelske konge, som skal befæstes med et ægteskab mellem hendes adopterede søn (nevø), Erik af Pommern og den engelske prinsesse Philippa. Midt i de meget langstrakte forhandlinger dukker imidlertid en mand op, som udgiver sig for at være hendes søn Oluf, der døde i 1387. Spørgsmålet er nu hvem der er den rigtige konge – Oluf eller Erik af Pommern?
Uden at røbe for meget er det et dilemma for Margrete der nødtvungent må finde en vej til at vælge mellem på den ene side en mand, som hun ender med at anerkende som sin ”afdøde” søn og på den anden side hendes adoptivsøn, Erik.
Det dilemma gennemspilles på gribende vis af Trine Dyrholm i rollen som den magtfulde og begavde dronning. Udenom får vi en forrygende introduktion til politiske intriger, magt, korruption og ikke mindst følelser præger det nordiske storrige.
Filmen er skrevet og instrueret af Charlotte Sieling med Dronningen af dansk film, Trine Dyrholm i hovedrollen. Omkring hende finder vi stærke skuespillere fra vores nabolande som Magnus Krepper og Jakob Oftebro, mens Søren Malling og den talentfulde Morten Hee Andersen også har signifikante roller. Der er tale om en håndfuld af absolutte toppræstationer blandt skuespillerne.
Filmen er virkelig værd at se som film. Men derudover giver den en glimrende introduktion til middelalderen; og i hvert fald fandt jeg ikke mange åbenlyse anakronismer.
Naturligvis kan man altid anholde at historien om Graudenz-manden – den virkelige person, der udgav sig for den for længst afdøde norske konge – gives for stor historisk betydning. Man ved faktisk ikke så meget om ham. Men som dåseåbner til et stort drama – på det menneskelige såvel som historiske plan – virker det overordentlig veldrejet.
Absolut værd at se for hele familien minus børn under 9-10 år.
LÆS OM FILMEN:
The post Margrete den Første – en pragtfilm for voksne og lidt større børn appeared first on Kulturhistorier.
]]>The post Kristus i Stenløse Kirke appeared first on Kulturhistorier.
]]>
Enhver der træder over dørtærsklen til kirken i Stenløse kan ikke undgå at blive grebet af det store krucifiks fra ca. 1500, der formentlig stadig hænger på sin oprindelige plads i en kort jernstang med øskner i begge sider. I bunden af korset findes stadig den tap, der har været stukket ned i den nu forsvundne korbuebjælke. Måske har korset svævet over det lægmandsalter, som arkæologerne formentlig fandt rester af ved restaureringen i 1956. Farverne, som korset er malet med, er rekonstrueret på baggrund af de sparsomme rester, som fandtes på samme tid. Fint er det med lændeklædet af guld, den guldomviklede grønne tornekrone, og de lukkede døde øjne. Den åbne mund signalerer, at døden virkelig er indtrådt. Vi ser for os Jesus i den sidste smertenstime, efter det “er fuldbragt”.
Præcis som i senmiddelalderen hænger han dér og nærmest spærrer udsynet og vejen ind til det allerhelligste bag korgitteret. Oprindeligt var den slags korgitre sindbilledet på den katolske kirkes forestilling om, at der var forskel på læg og lærd, godtfolk og skidtfolk. Mens kirkens lærde samt herrefolket holdt til i koret, var folket henvist til at befinde sig i selve skibet. Senere – efter reformationen – tjente korgitrene imidlertid et praktisk formål i og med at de hjalp til at adskille den del af kirkerummet, skibet, der ofte anvendtes til andet og mere end bare gudstjenester (rettergang, sognemøder og andet). Paradoksalt nok bibeholdtes korgitrene derfor i den Lutherske kirke. Ja mange steder blev der faktisk installeret nye i takt med at korgitrene blev officielt forbudt i den efterreformatoriske katolske kirke efter 1563 (Konciliet i Trento).
Netop sådan et korgitter finder vi i Stenløse kirke fra begyndelsen af 1600-årene, formentlig fremstillet af Anders Nielsen Hatt. Når man derfor sidder i kirken til gudstjeneste vil man opleve at udsynet til altertjenesten er stærkt begrænset. Til gengæld kan man fornøje sig med at studere de mange detaljer i den udskårne altertavle og prædikestol.
Det fascinerende ved seriens fremstilling af kirken er imidlertid at vi netop ikke inviteres til at konsummere kirken – eller troen – på afstand og gennem et gitter (i hvert fald at dømme efter første afsnit). Det vi nemlig ser er seriens hovedperson, Johannes, der ganske enkelt interagerer med kristusskikkelsen i kirkerummet. Han tørrer ham af for støv, lytter til ham og endda – sådan ser det i hvert fald ud – kysser ham!
På den ene side er der defor selve præstegården med den mørke trappegang og det dunkle – og fordømmende – anegalleri. På den anden side Stenløse kirke med den fortrolige, slidte og hendøde Jesus!
Fascinerende…
Karen Schousboe
KILDE:
Stenløse Kirke i Ølstykke Herred.
I: Danmarks Kirker II, bind 4 (1975)
Side: 2353 – 2405
LÆS MERE:
Stenløse Sogn er også kendt for at være rammen om Morten Pontoppidans præstegerning i begyndelsen af det 20. århundrede. Morten Pontoppidan var bror til forfatteren, Henrik Pontoppidan, men holdt sig til sin teologiske forfatterskab. Han er mest kendt for sine opbyggelige bøger, herunder: Breve om Kristus til min Gudsøn fra 1905, der netop er forfattet i Stenløse Præstegård. Heri skriver han bl.a. :
”Vi ved jo at den allermest indtrængende tale altid er uden ord. Hjertet udtrykker sig bedst i det tavse sprog. Det sprog skulle Jesus op på korset at tale. Og han kom op på korset. Han sagde syv ord. Og Jesus’ syv ord på korset er blevet dyrebare og betydningsfulde, just fordi de er talt fra denne prædikestol. Men han taler især uden ord – ved sine fastnaglede hænder og fødder, ved sine udbredte arme, ved sit bøjede, tornekronede hoved. Og nu begynder hans disciple at forstå… Fra Morten Pontoppidan: Breve om Kristus til min Gudsøn.” 1905, kapt. VII.
The post Kristus i Stenløse Kirke appeared first on Kulturhistorier.
]]>