Kimen til denne kirkefest er oldgammel og bygger på fortællingen hos Lukas 2:22-40 om hvorledes det nyfødte jesusbarn i overensstemmelse med Leviticus 12 skulle føres til kirke sammen med sin mor, 33 dage efter omskæringen (eller 40 dage efter fødslen). Festen falder derfor på den 2. Februar. Her skulle Maria nu renses ved at ofre enten et lam eller en due, og Jesus skulle fremstilles i Templet, dvs. for det omgivende samfund. Vi ville sige offentligheden.

Vi kender til seks forskellige prædikener afholdt rundt om i det østlige Middelhav og på denne festdag fra ca. 300-400. På det tidspunkt var festen en fasttømret del af den oldkirkelige liturgi. I detaljer kender vi til festens forløb fra Egerias beretninger fra hendes pilgrimstur til Jerusalem fra 381-84 e. Kr.

Især renselsesfesten fejres her med den største ære. På denne dag er der en procession til Anastasis [begravelseskirken]; alle går i procession, og alle ting er præget af stor festivitas, præcis som til Påske. Alle præsterne prædiker; og også biskoppen. Og altid over teksten, hvor Josef og Maria bragte Herren til Templet, hvor Simeon og Anna, profetinden, der var datter af Famuhel, så ham og ordene som de to sagde, da de så Herren; og om gaverne som forældrene præsenterede. Og da alt var ordnet som tilbørligt og vanligt, og messen fejret, blev folk sendt ud.
Egeria c. 381 e. Kr.

I Østkirken fastsattes dagen til den 2. Februar i 521 e. Kr. Og her har den ligget siden da.

Lupercalia or Februa

Traditionelt betragtes den kristne kyndelmisse som en fest runden af den romerske frugtbarhedsfest, Lupercalia. Hensigten med denne fest – der fejredes i midten af februar måned – var at rense byen Rom og afværge den onde ånd, Februarius (heraf månedsnavnet februar). Ved denne lejlighed ofredes geder og hunde ved det dertil indviede alter i ”ulvegrotten” (Lupercam), hvorefter præsterne iførte sig de blodige skind og løb nøgne rundt i byen til moro og fornøjelse. Ved samme lejlighed ofrede vestalinderne i øvrigt salte hvedekager. Festen fejredes endnu i slutningen af 400-årene, hvor den romerske pave Gelasius advokerede for at den burde afskaffes. En af festens pointer var imidlertid at den havde som opgave at holde sygdomme fra døren. Af samme årsag fik den en genopblussen efter 536 e. Kr. da pesten (den justinianske pest) for første gang ramte Konstantinopel og hele Vesteuropa.

I dag ved vi naturligvis at den romerske fest, Lupercalia, endte med at overvintre som vores fastelavn, mens kyndelmissen fik sin egen plads i begyndelsen af februar måned.

Middelalderen

Hovedindholdet i den tidlige middelalders fejring af den 2. februar vedblev længe med at kredse om Mariæ renselsesfest og Jesus’ fremvisning i templet. Derfor omtales kyndelmissen i den tidlige middelalders latinske kalendere og breviarer (gudstjenestebøger) som Festum Purificatinis.

Senest omkring 1000 møder vi dog udtrykket kyndelmisse. Måske var der på det tidspunkt tale om et skifte i indhold. Det, der kirkeligt betragtedes som en fejring af Mariæ renselse, blev måske forskubbet til at blive en mere folkelig fest.

Første gang vi møder det folkelige udtryk ”Candlemass” er i øvrigt i en engelsk sammenhæng fra 1014, hvor det i den angel-saksiske krønike fortælles at Svend Tveskæg endte sine dage op til ”Candelmæssan”. Selvom vi i en dansk sammenhæng først kender udtrykket noget senere fra ca. 1200.

Ordet kyndel er gammeldansk og nedstammer fra indo-europæisk via græsk og latin – candela. Vi kender det fra engelsk candle og to kindle a light. Her til lands benytter vi naturligvis mestendels ordet “lys”, hvilket stammer fra germansk *leuhtą. Pudsigt nok hedder det alligevel kyndelmisse her til lands, men Lichtmesse på tysk. Sydpå har man altså bevaret det gamle germanske udtryk, mens vi har adopteret det engelske (latinske) udtryk. Det er fristende at fundere over om anvendelsen af ordet “kyndelmisse” afspejler den indflydelse den engelske kirke på grund af Knud den Store fik på vores meget tidlige kristne kirkeliv.

Første gang vi ser udtrykket brugt i en dansk sammenhæng er dagen i øvrigt omgærdet med stor hellighed. Udtrykket stammer fra Skånske lov (ca. 1200), hvor det hedder, at et drab foretaget i en kirke eller på en kirkgård, i juledagene eller kyndelmissedag, på Sankt Laurentius, til påske eller pinse, ja et sådan kan kan man ikke betale sig fra. Den slags drab er det, man kalder ”bodløse”. Så udtrykket kyndelmisse signalerer måske en folkelig tilegnelse af festen. Men i kirkelig sammenhæng vedblev det at være en af de store helligdage.

I den senmiddelalderlige katolske kirke fejredes lysmessen dog til sidst mest som en messe, hvor landsbyen bragte de støbte lys til kirken for at få dem velsignet. Det gjaldt alle lys – kirkens vokslys, tællelys, ja selv den mindste prås blev båret til kirke, hvor lysene derefter blev båret i procession op gennem kirken; hvor præsten så naturligvis tog sin andel til kirkens og eget brug. Kyndelmisse blev afmærket med en 7-armet kandelaber på primstavene.

Lysindvielsen til Kyndelmisse var ganske vist ikke den eneste kirkelige højtid, hvor lys blev indviet. Det gjaldt også lørdag aften i påsken, hvor menigheden tændte bål foran kirkedøren. Ilden herfra velsignedes, førtes ind i kirken og anvendtes til at tænde det store påskelys, der herefter anvendtes til at tænde alterlysene. Ved kyndelmisse velsignedes imidlertid menighedens egne lys.

Reformationstiden

Efter reformationen tordnede reformatorerne mod ideen om at barselskvinder var urene og i lighed med Maria skulle føres ind i kirken igen, den såkaldte kirkegang. Man enedes dog om at beholde ritualet i en stærkt ændret udgave, indtil 1748 hvor kvinder af såkaldt ”caracteer” kunne undslå sig. Interessant nok ændredes ordvalget ved den tid. Nu talte man ikke længere om indledning, men derimod om indlysning. Sammenkoblingen mellem Mariafesten den 2. Februar og barselskvinders renselse vedblev således at være synlig i det sproglige. Selve helligdagen den 2. februar afskaffedes dog ved Struenses helligdagsreform 1770. Kyndelmisse var nu kun noget, der levede videre i folkelivet.

Vinterliv og Kyndelmisse

I dag synger vi at ”Julen varer lige til Påske”, men sådan hed det ikke blandt de gamle. Her sang man

”Ved Kjørmes Knude
er Julen ude
men ingen tør den laste,
der holder jul til faste”.

Vi kender bedst udtrykket Kyndelmisse. Men festen kaldtes også ”Kønnemusse” eller ”Køndermos” på sjællandsk, eller ”Kjørmes” (jysk).

Kyndelmisse var da også en af de dage, hvor man sagde at Julen skulle fejes ud, eller man sagde at Kjørmes Knud kom og fejede den ud. Det er imidlertid en misforståelse at tro at ”Knud” her var en mandsperson (og refererede til vores kongehelgen, Knud Lavard, der blev myrdet ved Ringsted den 7. Januar 1131).

Knud betyder i forbindelse med kyndelmissen noget helt andet, nemlig ”knude” – også kendt som ”knog” og ”knug”; sidstnævnte ord bruger vi når vi ”knuger” et barn ind til os i en uopløselig knude. ”Kyndelmissens knude ryster sine pjalter derude”, sagde de gamle, når snestormen ramte med sit kolde og ubønhørlige vejr. Det var dette gamle vejrmærke, St. St. Blicher benyttede i sit meget smukke digt  ”Det er hvidt herude”. Heri hører vi om kyndelmisse, der slår sin “knude overmåde hvast og hårdt”. Det har ikke været fornøjeligt at sidde og skutte sig indenfor i et utæt bindingsværkshus ved den buldrende kakkelovn med syv til ti graders frost udenfor.

Folkelivsforskere har forøvrigt funderet over om denne knude i virkeligheden er lig med Mælkevejens lysende centrum. I Jylland sagde de gamle således at ”når Mælkevejen er klar, skal vi få en streng vinter”. (På norsk hedder mælkevejen faktisk Vintervejen). I dag er det svært at finde et sted i landet, hvor der ikke er lysforurening, og hvor det derfor er muligt at se dette vejrtegn; der så iøvrigt har noget indlysende på sig. For – det ved da enhver – når vejret er stjerneklart, kommer frosten buldrende fra nordøst.

Folkeliv

Kort sagt: I gamle dage var kyndelmisse anset for vinterens midtpunkt eller midvinter. Nu var det ganske vist koldt, men med snestorm vendte vejret, sagde bonden, og målte hvor langt nede han var på foder og brødkorn. Halvvejs, skulle man være for at det strakte til næste høst. I Norge og Sverige hed det sig, at bjørnen i sit hi vendte sig på denne tid. Nu gjaldt det også om at være færdig med tærskningen, for om lidt stod de første forårsarbejder for døren. Først og fremmest hegningen, der var den tungeste og sejeste opgave inden forårspløjningen tog sin begyndelse. Men også selve pløjningen. Hvornår alt det skulle iværksættes måtte bønderne naturligvis komme overens med i fællesskabets tid. Til den ende holdt man derfor traditionelt kjørmesgilder over hele landet, hvor man (endnu) engang vendte og drejede det, der var sket i året der gik. Og det som skulle ske. Selvom Kjørmesgildet nogen steder blev slået sammen med fastelavnsgildet, fortælles der stadig om traditionelle kjørmesgilder i de nordfynske landsbyer.

Kjørmesgilde og Spisning

Som ved alle vendepunkter blev aftenen før naturligvis helligholdt med et ordentlig gilde. Kjørmesgilde kaldte man det – eller oldermandsgilde. Oldermanden, der fungerede som sognefogeden i det gamle bondeland, var forstander for den forsamling, hvor man i fællesskabets tid bestemte hvornår gærderne skulle være sat, pløjningen iværksættes og såningen gennemføres. Andre vinter-opgaver var at reparere (gruse) vejene, og gøre status over hvad landsbyen rådede over til fattigforsørgelsen. Kyndelmisse var den tid hvor hver gård blev tilsagt til at yde sit, så almisser kunne vejes op og fordeles blandt de afmægtige. Og endelig var det tid til at få bytyren synet. Kunne han måske levere varen endnu engang? Eller var tiden kommet til at skifte ham ud med lilletyren, der stod på spring ovre hos naboen til at overtage hovedrollen?

Hvad fik de gamle så at spise til dette kyndelmissegilde? Ja, alt det som netop hører til en god dansk fest – flæsk, pølser, stuvet hvidkål, grønlangkål og flæskepandekager. Samt naturligvis øl og brændevin i stride strømme. Nogle steder skulle pandekagerne i øvrigt bages af bygmel, for ellers stod byggen ikke godt det år, sagde man.

Pandekagerne er i øvrigt en tradition, som vi deler med Sydeuropa, hvor vafler og søde pandekager stadig står på menuen ved kyndelmisse. I Tyskland blandede man dog grønne urter i – og kommen i brødet. Det kunne dæmonerne efter sigende ikke lide.

I øvrigt serveredes de sidste rester af julekagen for plovfolket om morgenen efter kyndelmisse; hvorfor man i øvrigt også kaldte den en ”plovkage” eller en ”såkage”. Fra Havrebjerg ved Slagelse fortælles det i øvrigt at bønderne om morgenen efter kyndelmissekvæld gik ud for at pløje et lille stykke jord. Så var det var godt at måtte bære vanter. Hjulploven havde nemlig lettere ved at komme igennem sprød frostjord end tung og leret pløre. Og selvom frosten først skulle af jorden inden pløjearbejdet for alvor kunne gå i gang, tog man altså vejrvarsler den morgen. Denne pløjning skulle i øvrigt ske mens solen stod op.

KILDER:

Fester og Højtider i gamle Dage. Erindringer fra Nordvestsjælland med Forsøg på Tydninger. Bd. II, Holbæk. 1933

The post Kyndelmisse appeared first on Kulturhistorier.

Ravnunge Tue er kendt fra mindst tre og formentlig fem runesten spredt ud over egnen syd for Jelling. Tilsammen tegner de et helt unikt billede af en fornem viking. Det er nemlig sjældent at den samme mand har været ansvarlig for rejsningen af flere sten. Ja, i Danmark er det faktisk unikt.

Slægtskabet mellem de to første sten – Læborg-stenen og Bække-stenen – er relativ sikker. På den første (Læborg) læser vi at ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Tyra, sin dronning”. På den anden (Bække 1) læser vi at samme ”Ravnunge-Tue, Funden og Gnyple, de tre gjorde Tyras høj. På den tredje (Horne) hører vi at Ravnunge-Tue gjorde Tyras [eller: denne] høj…På den næstsidste (Bække 2) læser vi at ”Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog” . Denne sten er opstillet i stævnen på en skibssætning, der vækker minder om den store skibssætning i Jelling. Endelig optræder der endnu en Tue på Randbølstenen, der satte sten efter sin hustru. Stenen fortæller poetisk at ”Tue bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil leve meget længe for Torgun”. På den sidste fra

Der er dog naturligvis som altid, når vi har med runeindskrifter at gøre, mange udfordringer. Om den næstsidste sten (Bække 2) kan således anføres at læsningen af hribną:ktubi som rafnuka:tufi (Ravnunge Tue) har været omdiskuteret. Er den samme mand i spil, har man spurgt? Og hvem er Tyra omtalt på Bække 1 og Læborg stenene ? Dronningen, der blev begravet i Jelling, eller bare en ”anden” Tyra? Det er ikke nemt at afgøre og mere eller mindre fantasifulde tolkninger har da også floreret gennem årene. I den følgende gennemgang af stenene og deres vidnesbyrd er der dog valgt en umistænksom tilgang. Der er nemlig tale om fem runeindskrifter, der faktisk ganske nydeligt lader sig tolke ud fra det vi iøvrigt ved om egnen og dens historiske kontekst – dvs. Jellingdynastiets betydning geografisk såvelsom kunstnerisk.

Skulle nogen have lyst til at følge de mere dybdeborende overvejelser samt de mere fantasifulde debatter åbner artiklerne i Hikuin fra 2005 op herfor.

Stenene og indskrifterne

I centrum af historien om Ravnunge Tue står imidlertid de to sten fra Læborg og Bække, der tilsammen fortæller om en mand, der står i forbindelse med en kvinde Tyra. Om hende lærer vi at Tyra var hans ”dronning” (dvs. herskerinde) samt at han tilsammen med to andre – Funden og Gnyple – satte en høj over hende. Mest nærliggende har det da også været at antage at denne Tyra var den samme som Gorms kone, som indskriften på den lille runesten i Jelling omtaler på så poetisk vis: Gorm, Konge, satte dette mindesmærke over Tyra, hans kone, Danmarks pryd. (GōrmR kunungR gærði kumbl þǿsi æft Þōrvī, kunu sīna, DanmarkaR bōt.) Den lille Jellingsten står ikke længere på sin oprindelige plads. Efter al sandsynlighed har den dog indgået i den store skibssætning, der tilhører det ældste element i Jelling monumentet, dateret til c. 940 – 950. I centrum af denne stensætning byggedes nordhøjen omkring 957 – 960. Selvom de fleste antager at Gorm blev gravlagt i denne høj (og senere overført til kammergraven under den nuværende kirke) er det dog tankevækkende at højen tidligt var kendt som netop ”Tyras høj”.  Den tidligste angivelse af hvem man forestillede sig lå i hvilken høj stammer fra 1643, da Ole Worm tegnede og beskrev monumentet. Skønt dette naturligt nok kan være en afledning af indskriften på Gorms sten, ville en tidligere tid med lige så stor ret (før de arkæologiske udredninger tog deres begyndelse) kunnet have identificeret nordhøjen som ”Gorms” og sydhøjen som “Tyras”.Det skete dog som bekendt ikke og det er da også mest sandsynligt at denne fordeling af de to monumenter byggede på gammel overlevering, som Ole Worm videregav. Iøvrigt ved vi som bekendt ikke meget om hvem der egentlig begravet i Nordhøjen, der jo – da professionelle arkæologer tog fat – allerede havde været røvet og ribbet adskillige gange siden 1000-tallet.

På baggrund heraf har det været nærliggende at antage at Ravnunge Tue (sammen med Funden og Gnyple) var ansvarlige for dette imponerende bygningsværk, og at han senere satte en prale-sten i Bække ved et centralt knudepunkt på hærvejen, nemlig ved det vandskel, hvor igennem vejen fra Vejle og Jelling fra gammel tid gik mod Ribe. Måske blev denne sten rejst i forbindelse med endnu en stensætning som arkeologiske udgravninger under Bække kirke har indikeret. På tilsvarende måde satte han en sten længere nede i samme landskab ved Læborg, som han rejste til minde om samme Tyra, hans ”dronning” (her forstået som herskerinde). Begge sten findes i dag opstillet ved de respektive kirker og deres oprindelige plads kendes ikke. Men vi ved at sten ofte sattes på så ”synlige” steder i landskabet som muligt, dvs. dér hvor mennesker færdedes; de to mindemærker giver bedst mening, hvis vi forstår dem som ”pralesten” opsat ved befærdede vejstrækninger. Specielt, giver det mening hvis vi inddrager vidnesbyrdet fra den lidt usikre sten opstillet i Bække i forbindelse med skibssætningen, der fortæller om en mand, hvis navn med lidt god vilje kan læses som Ravnunge Tue, der rejste et mindesmærke efter sin mor, Vibrog.

Gorms Arkitekt

Der synes således ikke at herske megen tvivl om at der har boet en mand med navnet Ravnunge-Tue i og omkring Bække, hvis indflydelsesområde som minimum har rakt helt til Læborg og som desuden har rådet over så store mandskabs ressourcer at han har kunnet bygge en skibssætning for sin mor. Der synes heller ikke at burde herske tvivl om at Ravnunge Tue tilhørte kredsen omkring Gorm, Tyra og Harald i Jelling og at han var med til at rejse nordhøjen dér. Om ham kan vi ydermere vide at han – formentlig på grund af sit arbejde som høj-bygger dér – var kendt i vide kredse, som én, der vidste hvordan man greb den slags opgaver an. Det er i hvert fald den enkleste måde at forstå indskriften på den sidste sten i Horne, der enten er sat for at ære Ravnunge Tues minde som Tyras højbygger; eller for at mindes hans arbejde med at rejse en anden høj. Indskriften på denne sten er fyldt med forkortelser og det er ikke ganske enkelt at tyde den. Men så meget er sikkert: Indskriften drejer sig om Ravnunge Tue og en høj. Slægtskabet mellem denne og de to ”sikre” Ravnunge-Tue-sten tyder grammatikken også på: Både på Horne-stenen og Bække-stenen (1) staves datidsformen ’gjorde’ således kaþi/kaþu, dvs. uden r-runen, der ellers burde have været forventet.

Iøvrigt er der jo ikke noget mærkeligt i at forestille sig at Ravnunge Tue rejste så mange runesten, som tilfældet tilsyneladende var. Han færdedes jo i et miljø, der tilsyneladende var optændt af begejstring for det monumentale medie.

Torshamre

Èn ting mere kan vi formentlig yderligere sige om Ravnunge Tue. Efter al sandsynlighed var han hedning på det tidspunkt, hvor han medvirkede til at rejse nordhøjen i Jelling c. 957 – 60. På stenen fra Læborg er der nemlig indhugget to tydelige torshamre, der indleder og afslutter indskriften. Der har tidligere været rejst tvivl om hvorvidt sådanne hamre virkelig var afbildninger af Mjølner, der ifølge sagnet blev smedet af to dværge og som rammer alt, den bliver kastet efter. Nye fund har imidlertid godtgjort at der virkelig er tale om at torshamre var hedenske symboler.

Navnet Ravnunge

Det er sjældent at vikingetidens mennesker benævnes med tilnavne, der anføres som forled. Ud af i alt 300 personer angivet i Jomsvikingernes Saga gælder det således kun knap 3%. I de få andre runeindskrifter hvor personer er navngivet på denne måde er det ydermere udtryk for et stilistisk valg . Sådanne navne fortæller om hvordan en person så ud, opførte sig eller kom fra. Eksempelvis betød kongenavnet Harde-Knud, Knud den Hårde. Senere blev det dog et nedarvet kongenavn (Hardeknud) i Gormsslægten, og betydningen af tilnavnet blegnede vel.

Traditionelt har tilnavnet Ravnunge været forstået som Ravns-unge eller-inge, dvs. én der tilhører Ravns efterkommere, slægt, klan eller folk. Præcis som Skjoldunger blev et tilnavn for efterkommerne af Skjold, er det nærliggende at forstå Ravnunge som en angivelse af klans tilhørsforhold. Med til denne historie hører sderfor at der i nærheden af Ravnunge Tues virksomhedsfelt befinder sig to lokaliteter, Ravning ved Vejle og Ravning ved Kalvslund. Begge ligger en dags ridt fra Bække, der må opfattes som Ravnunge Tues hjemsted. Specielt det nordlige Ravninge er i den forbindelse interessant, fordi det ér der hvor Harald Blåtand senere byggede den spektakulære bro over Vejle Å, Ravninge broen.

Bryden Tue?

Var Tue så også den Bryde (godsforvalter) der nævnes på stenen på Randbølhede, der danner et hjørne i en trekant mellem Bække og Jelling? Som ovenfor anført fortæller indskriften os at Tue Bryde rejste stenen efter sin hustru Torgun. Det er muligt at Tue Bryde og Ravnunge Tue er én og den samme, selv om det naturligvis ikke lader sig bevise. Helt utænkeligt er dét dog ikke. Hvad titlen ”bryde” dækker over i en vikinge-sammenhæng ved vi naturligvis ikke. Men senere kilder fra 11-1200 årene viser at bryder var store godsforvaltere, der ydede mellem 25 og 50 gange så stor en afgift til deres herre som almindelig fæstebønder. Måske var Ravnunge-Tue Jellingkongernes betroede forvalter i den egn omkring Jelling – nærmere betegnet Jelling, Almind og Horns sysler – hvor der i øvrigt er meget få spor af en mere uafhængig elite? Det ser ud til at netop i dette område sad Jellingdynastiet hårdt på magten og jorden.

Runesten som magt symboler

Et af flere vidnesbyrd om den ”skæve” fordeling af eliten i den periode, hvor jellingdynastiet huserede i Østjylland (c. 950 – 990) er netop fordelingen af runesten, der rejstes i perioden c. 975 – 1025. Naturligvis findes der tidlige runesten i Danmark, rejst i 700- og 800 årene. Men herefter findes et hiatus. Fra begyndelsen af 900-tallet kendes således kun til fem markante runesten, nemlig de tre fra Glavendrup og de to fra Hedeby. Fra en lidt senere tid kender vi til Ravnunge- og Jellingstenene. Det er imidlertid først fra c. 975, at det store ”runestens-boom sætter ind i Danmark, for senere (efter år 1000) at slå igennem i de østdanske provinser (Skåne).

Guldfund

Der er ikke fundet spektakulære fund omkring Læborg og Bække. Til gengæld, kan det fabelagtige guldfund gjort godt 30 km fra Læborg på en mark ved Fæsted i 2016 ikke undgå at sætte fantasien i sving. Med ca. 30 guldgenstande udgør det det hidtil største guldfund fra Danmarks vikingetid. Det består af armbånd, brocher og unikke vedhæng. En foreløbig vurdering anslår at skatten kan dateres til c. 950 og at udsmykningen er udført i såkaldt Jelling stil. Af særlig interesse i denne sammenhæng er et spektakulært element i et halskrans, formet som enten en torshammer med et indsat ansigt eller et kors sammensat af tre. Måske ser vi her et billede af Ravnunge Tue? Eller Tor? Måske vil arkæologer kunne kaste mere lys på omstændighederne bag fundet i de følgende år.

De første spor af en nærliggende vikingetidsbosætning er allerede fundet og udgravninger er planlagt for de kommende år. det kan jo være at Ravnunge Tue  eller hans efterslægt faktisk var bryder på den store kongsgård på Holm, som vi ved lå dér?

Teksterne

Læborg

Transskription:
Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvī, drōttning sīna.

Translitteration:
Side A rhafnukatufi : hiau : runaR : þasi aft Side B þurui : trutnik : sina

Bække 1

Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gæ[r]ðu ÞōrvīaR haug.

Translitteration:
rafnuka:tufi : auk : futin : | auk : knubli : þaiR : þriR : kaþu : | : þuruiaR : hauk :

Horne

Transskription:
[Ra]fnunga-Tōfi gærði haug þ[annsi]/Þ[ōrvīaR(?)] …

Translitteration:
…fnukatufi kaþi hauk þ–…

Bække 2

Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a].

Translitteration:
hribną:ktubi : kri ukub þsi | aft : uibruk mþu sin

Randbøl Hede

Transskription:
Tōfi Bryti rēsþi stēn þannsi æft līka brytia. ÞēR stafaR munu Þōrgunni miǫk længi lifa.

Translitteration:
tufi : bruti : risþi : stin : þansi : aft : lika : | brutia : þiR : stafaR : munu : | þurkuni : miuk : liki : lifa :

KILDER:

Bække Kirke og Ravnunge-Tues runesten. Nogle kirkearkæologiske Iagttagelser.
Af K. Høgsbro Østergård.
Fra Ribe Amt, 1975

Runestenen i Horne og spørgsmålet om stenens oprindelige placering
Af Michael Lerche Nielsen
Fra Ribe Amt, 2001

Runesten, magt og mindesmærker.
Red. af Jens Vellev et al.
Hikuin (2005) Vol 32.
(Et særnummer om Ravninge Tue og hans runemindesmærker)

LÆS MERE:

Danmarks Runesten. En fortælling. Med fotografier af Roberto Fortuna.
Af Lisbeth M. Imer
Nationalmuseet. København 2016

The post Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling appeared first on Kulturhistorier.

De væsentligste kilder til vores viden om et af de vigtigste fabelvæsener i den nordiske mytologi, midgårdsormen, er den ældre Edda, der bl. a. indeholder Vølvens spådom Vǫluspá) og Hymerskvadet (Hymiskviða). Hertil føjer sig beretningerne i den yngre Edda, også kaldet prosa-Edda og Snorres Edda. Endelig findes der arkæologiske og kunsthistoriske vidnesbyrd

Midgårdsormen er et havmonster som tillige med sine to søskende, Fenrisulven og Hel, er børn af kæmpekvinden, Angrboða og Loke. Ifølge Snorre tog Odin de tre uhyrer. Hel forviste han til dødsriget, som hun fik til opgave at præsidere over, Fenrisulven lænkede han og Midgårdsormen smed han ud på det dybe hav. Her voksede den sig så stor, at den kunne omslutte verden når den bed sig selv i halen, heraf navnet midgårdsorm. Som sådan tilhører den et mytisk motiv, ouroborus, der kendes fra Antikkens Egypten og Grækenland. Når Midgårdsormen svingede sin hale, fortæller myten, ville det indvarsle Ragnarok.

Det fremgår af Snorres Edda at Thor var Midgårdsormens ærkefjende. I en af fortællingerne mødtes Thor med Loke, der lokkede ham til at prøve at løfte en kolossal kat, der i virkeligheden var den omskabte Midgårdsorm. Det lykkedes Thor at løfte en af dens poter, hvilket Loke siden betegnede som en stor sejr for Thor. I en anden og mere kendt fortælling berettes det at Thor tog på fiskefærd med Hymer. Da Hymer nægtede at stille madding til rådighed slog Thor en af Hymers okser for panden og brugte den som madding. De to ror nu ud til et sted, hvor Hymer ofte fiskede efter fladfisk, hvor de fanger et par hvaler. Men Thor er ikke tilfreds og vil prøve lykken længere ude. Her får Thor Midgårdsormen på krogen, hvorpå han har spiddet oksehovedet, og de to ser således hinanden i øjnene. Mens Thor forbereder sig på at slå ormen ihjel med sin økse, gribes kæmpen, Hymer imidlertid af skræk og skærer fiskelinen over. I en anden version bryder ormen ganske enkelt selv fri. Herefter synker uhyret til bunds igen. Det sidste møde mellem Thor og Midgårdsormen siges at ville finde sted når Ragnarok indtræffer og ormen forgifter himlen og luften. Her lykkes det Thor at dræbe ormen, hvorefter han dog selv falder om efter ni skridt forpestet af ormens edder og gift.

Billedstene med Thor og Midgårdsormen

Motivet med Thor, der på sin fisketur med Hymer fanger Midgårdsormen, er kendt som det store nordiske fiskedræt. Det har været et velkendt motiv og kendes fra en runesten i Altuna (Altuna U 1161 fra 1000-tallet, en gotlandsk billedsten fra Ardre, (Ardre VIII fra 700-tallet), stenen fra Hørdum (ca. 800 – 1250) og et fragment af et stenkors fra Gosforth, Cumbria, i England fra det 10.århundrede. På det fuldt bevarede Gosforth Kors genfinder vi en parallel scene hvor Víðar kæmper mod Fenrisulven efter at Ragnarok er indtruffet.

Som et fremgår af denne oversigt optræder motivet med Thor og fiskedrættet tydeligt på fire bevarede billedstene, der er dateret fra 700-tallet til i det mindste 1000-tallet. Med baggrund heri er motivet er da også karakteriseret som et såkaldt motivkonstant, der kan genfindes langt tilbage. Måske helt tilbage til den periode, hvor den tidlige dyreornamentik opstod, dvs. i 500-600 tallet. I hvert fald har nogle forskere ment at kunne identificere to dyremotiver, H-dyret og S-dyret, som kontinuerligt transformeres gennem den sene jernalder og frem mod Vikingetidens slut. Hvor H-dyret repræsenterer Fenrisulven og S-dyret Midgårdsormen. I øvrigt optræder de ofte sammen med en maske/en menneskelignende figur, der af nogle identificeres som Odin, der er i færd med at lænke ulven og havkaste ormen.

Samme motiv findes måske på en meget sen billedfremstilling fra Hunnestad fra c. 970 -1020. Stenen viser en mand med hue, der ridende på et ”ulve-dyr” holder to slanger i hænderne. Den ene bides af ulven, mens den anden søger at binde an med en slange, der svæver over den ridens mand. Bil

ledet er som regel tydet som kæmpekvinden Hyrrokkin, der rider på en ulv som hun styrer ved hjælp af en tømme af hugorm. Ifølge Snorres Edda blev hun hidkaldt for at hjælpe da Balders dødsskib ikke lod sig rokke fra stedet. Andre tolkninger er dog, at der er tale om en sen fremstilling af Odin der tæmmer såvel slange som ulv.

Det har naturligvis været diskuteret hvorvidt det firefodede dyr og slangen på den store Jellingsten er fremstillinger af Fenrisulven og Midgårdsormen, som Odin i skikkelse af Kristus tæmmer.

Andre forskere er dog af den opfattelse, at de to dyreformer er så opløste i ornamentik, at de synes at have tabt enhver betydning udover den dekorative. Hvorfor dyrene på smykker, billedstene og dermed også Jellingstenen ikke så nemt lader sig identificere med dyrene, der figurerer i den Ældre og Yngre Edda. Hertil hører den opfattelse, at pointen med de stilistiske dyrefremstillinger (dyreornamentikken) fra c. 500 -1100, måske alene var at pege på det numinøses tilstedeværelse i Midgård, dvs. verden. I dette perspektiv bliver det mindre interessant at identificere de specifikke dyrs zoologi og koble dem på de skriftlige mytiske overleveringer, men derimod at pointere at denne verden var fyldt med dyr af en ganske særlig betydning der var forankret i deres betydning som grænsegængere i mellemværendet mellem datidens mennesker og deres guder. Hvorvidt dyrene så blev præcist identificeret med Midgårdsormen og Fenrisulven er i den sammenhæng ligegyldig. Dyreformerne som mellemformer mellem guder og mennesker er her mere interessant at fundere over.

KILDER:

Michael Neiss (2004): Midgårdsormen och Fenrisulven. Två grundmotiv i vendeltidens djurornamentik. Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik, I.
I: Fornvännen Vol 99, s. 9 – 25.

Lotte Hedeager (1999): Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi. I: Et Hus med Mange Rom. Vennebok til Bjørn Myhre på 60-årsdagen. Red. Af I. Fuglestvedt, T. Gansum & A. Opedal.
AmS-Rapport 11A, Stavanger, pp. 219 – 238

LÆS OGSÅ:

Iron Age Myth and Materiality
Af Lotte Hedeager
Routledge 2011

The post Midgårdsormen appeared first on Kulturhistorier.