En ekskursion til Villestrup ådal med omgivelser kan naturligvis planlægges som en cykeltur fra udløbet og til fjorden. Men den kan også gøres mindre ved at begynde ved Blåkilden, cykle gennem Naturfondens eng og hedelandskab samt fortsætte sydpå til landskabet omkring Willestrup Herregård. Her kan med fordel inddrage et besøg i såvel den genskabte barokhave som en tur langs åløbet mellem Møldrup og Astrup. Turen kan slutte i Astrup kirke med en besigtigelse af gravmonumenterne og de øvrige spor af slægten i og omkring kirken.

Kulturhistorien

Til baggrund kan man arbejde med Axel Juuls selvbiografiske optegnelser, som er gengivet her:

Her findes hvorledes, når og af hvem Villestrup er bygget. Item når og udi hvad tid Axel Juul og Kirsten Ovesdatter sammenkomme og hvor gamle deres børn er.

Man kan som lærer arbejde med teksten som et landskab og et kulturelt inventarium.

1. Landskabet omkring Willestrup. På SDFI er der adgang til at næstrudere landskabet, som det såud i midten af 1800-årene før indsutrialiseringen af landbruget tog over. Ved at zoome ind på Willestrup kan eleverne arbejde med at finde herregården, møllen, landsbyen, kirken, skoven, engene og åen samt overveje hvorledes Axel Juel fik skabt fundamentet for sin senere herregaard.
2. Teksten giver anledning til at overveje hvad den ikke rummer – eksempelvis skildring af arbejdslivet som lensmand og landsdommer. Evt. kan man sammenligne hans tekst med nekrologen over en nutidig landsdommer eller dommer (find eventuelt en lokal på nettet). Sammanlign eventuelt Axel Juuls selvbiografiske optegnelser med hans portræt på lex.dk
3. Få eleverne til at reflektere over hvad den rummer ved at give dem mulighed for “tæt læsning” – få dem til
   – at fokusere på herregårdsbyggeriets betydning? Hvor er byggematerialerne kommet fra? (bl.a. øde kirker og et teglvækr opp ved skoven) Hvem har udført arbejdet på gården? Hvor er hestene kommet fra, der er brugt til at trække arbejdsvognene? (svar: udgangsøg, der har gået i skovene)
   – hvorfor bliver datoer både angivet med helgendage og kalenderdage? (Familien levede i en overgangstid mellem den katolske kirke og reformationen)
   – hvorfor er det vigtigt at kunne lægge horoskoper?
   – hvorfor står der så mange detaljer om den førstefødte søns dåb i domkirken i Ålborg? Men ikke om døtrene?
   – hvorfor får ægteparret så mange børn? (svar: efter reformationen kommer familien i højsædet)
   – hvorfor vælger de Astrup som begravelseskirke? (Efter reformationen får sognekirker en fornyet betydning på beskotning af klosterkirker)

Naturhistorien

“Intet andet sted i Danmark risler så mange rene kilder som i området ved Rold Skov. Vandet pibler ud overalt i ådalens sider og løber videre i Villestrup Å. Vandet er noget af det reneste kildevand, der findes i Danmark, fordi det er dannet under en af Danmarks største og ældste skove, Rold Skov. Grundvandet presses op gennem sprækker i undergrundens kalk og op til overfladen, hvor der er så meget tryk på, at vandet kan sprøjte op i en meters højde, hvis man banker et rør ned”, skriver Naturfonden på sin hjemmeside. For nærværende er Naturfonden i samarbejde med Mariagerfjord kommune i færd med at genskabe det kilderislende landskab omkring Villestrup Å, der gennem de sidste hundrede år er blevet ødelagt af dræning og tørlagt.

Genskabelsen betyder at “vilde og sjældne planter som orkidéerne maj-gøgeurt, plettet gøgeurt og sump-hullæbe, planter som engblomme, den kødædende vibefedt og den truede afbidt høgeskæg kan få mere robuste bestande. det gælder også for mosser, insekter, forskellige sommerfuglearter, som f.eks. violetrandet ildfugl samt oddere og isfugle”, fortsætter Naturfonden.

På udflugten kan man eventuelt organisere en bioblitz langs åen – find så mange arter som muligt indenfor en time og identificer dem på arter.dk. Herefter kan man kan sammenligne med arterne, der vokser langs grøftekanterne ved landevejen (hvis de ikke er slået). Således er der mulighed for at begynde en samatale om biodiversitet og økosystemer.

LÆS MERE HER:

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

https://kulturhistorier.dk/willestrup-herregaard-fra-skovgaard-til-slot/

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Axel Juul (1503 -1577) og Villestrup Å og Herregård – Spørgsmål til teksten appeared first on Kulturhistorier.

Villestrup betyder ”Vældets torp” og fortæller hvad der tiltrak den bonde, der flyttede ud fra en af de større kirkebyer i tiden mellem 1000 og 1200 for dér at rydde skov og opdyrke jord. Her var der tæt til dyrenes drikkevand, men også et godt bakkedrag bag, der med rimelig fordel kunne dyrkes. Denne kilde beskrives i historisk topografiske efterretninger fra 1800-åene som mere kraftfuld og vandrig end Den Blå Kilde. Langs åen lå desuden gode engstrækninger, der var perfekte til at fede okser på. Endelig har der også have været et gammelt vadested. I hvert fald tyder navnet – Gammelvadsmøllen – der kendes fra middelalderen, at vadestedet var gammelt. Dér går da også stadig en landevej hen over åen mellem Astrup og Arden.

Det middelalderlige landskab

…fremdeles ned ad den dal, som står østen og norden for Gammelvadsmøllen og så tværs over åen og til den sten, som står på den vestlige side af åen, så også vesten for møllen ad den dal indtil den vej, som kaldes Skallesvej og så fra Skallesvej indtil den mose, som kaldes Brændmosen, og så østen om den eng…
(1) Synsforretning 11. jan. 1468 rep. 2368

Kilderne fortæller os ikke hvad åen oprindeligt blev kaldt. I de senmiddelalderlige beskrivelser af egnen, som vi kan læse i synsforretninger fra 1400-årene hedder den bare Åen. Med ordet ”Å” er alt ligesom sagt på de kanter – selv i tekster hvor ”åen” ikke kun henviser til det, vi senere kender som Villestrup Å, men også Korup Å.

Sådanne tinglyste dokumenter, der i detaljer angiver grænsedragene mellem jordejeres ejendomme var ganske almindelige blandt brevene, der opbevaredes i de middelalderlige arkiver. På samme måder blev også sognegrænser gjort til genstand for synsforretninger, hvor de mere fremstående bønder på egnen fungerede som såkaldte “ridemænd”. Om end kilderne til Hindsted Herreds jordejendomme er sparsomme, findes dog enkelte sådanne tinglyste beviser, der kaster deres blik ind på egnen. Desværre vedrører de kun perifert Villestrup å, men vi får alligevel et indblik i de naturlige ”mærker”, som skriveren noterede ned.

I teksterne til den pågældende synsforretning kan vi således læse, at bønderne færdedes i et ”vådt” landskab fyldt med åer, bække, vadesteder, midtstrømme, grøfter, grave, damme, diger og dæmninger.  Men vi hører også om sten, bautaer, gravhøje, hulveje, krat, enemærker (dvs. private skove) samt ryg og ren, dvs. dyrket eller ”hård” jord. Hertil føjer sig omtalen af fiskevande, ålegårde, ørredgårde, saltstrande, og tagmarker (dvs. rørskove). Endelig genfinder vi faste udtryk som ”dam og damsbånd, flod og flodsted”, hvor damsbåndet betyder dæmningen.

Hvorom alting er: midt i dette ”våde” middelalderlige landskab gik vejen over Villestrup Å. Her lå der også fra gammel tid af en mølle og en udflyttergård gård. Måske har der også ligget et par huse. Vi ved det ikke.

Villestrup Hovedgård 1536 – 1577

Axel Juel har efterladt sig en charmerende lille skitse til gårdens historie i en serie notitser om de tre vigtigste hændelser i hans liv – hans ejendom, has ægteskab og hans seksten børn (2). Indledningen lyder således:

“Da Guds år skrev 1535 overtog Axel Juel (3) Villestrup (4) med mere gods udi Himmersyssel. [Dette skete] efter hans medarvingers tilladelse [og] efter hans kære far (5), som døde i samme år. Da var samme gård ikke bedre eller anderledes end en anden brydegård (6) og gav 3 ørtug korn [og]1 ½ pd. smør (7). Siden forbedrede han den med mark, skov og ejendomme og købte dertil Kropkær (8) og den skov der lå [der], og samme gård nord for ladegården synden op til den lille dam, der ligger nordøst herfor; der opsøgte han det kildevæld [gårdflod] der her til bugter og skabte en lille holm udi et kær, der var tilgroet med træer.

Anno domini 1538 udi den hellige Trefoldigheds navn lod han lægge grundvold om alle fire sider og siden år efter andet lod han den [holmen] opbygge med hus, grave, damme, abildgård, mølle, fiskevand, kær og enge at rydde, med megen anden frihed og herlighed, som samme gård har tilvendt og underlagt sig.

Anno domini 1537 onsdagen efter midfaste søndag, som var den 22 marts på Steenholt blev Axel Juul given og trolovet med Jomfru Christine Ovesdatter, Hr. Ove Lunges datter. Samme år udi Jesu navn holdt han sit bryllup på Essenbek [kloster] den søndag næst efter St Olav Regis dag (9), som var den 30 dag juli med forne Jomfru Christine, da var han 39 år gammel og hun 18 år gammel.” (Herefter følger en liste over deres fælles børn, fødetidspunkt mm.)
(Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Af Axel Juul m. fl. 1542-1577)

Historien om det tidlige Villestrup er føjet sammen med Axel Juuls historie. Han blev født i 1503, formentlig på Norddjurs, hvor hans far havde et mindre gods. Slægten tilhørte ganskevist den deciderede højadel og ejede i 1200-årene Støvringgård. Men familien var også vævet ind i Marsk Stigs oprør, og det betød en kontant udelukkelse fra indflydelse i Erik Menveds regeringstid og senere. Historien om Juul-slægten i 1400-årene giver da også mest indtryk af at familien reducerede til en lavadelig, provinsiel familie, der havde tabt indflydelse, magt og velstand. På det tidspunkt møder vi dem således som fogeder, bl.a. på Kalø.

Vi kender ikke til Axel Juuls ungdom, men han har givetvis fået en gedigen skolegang, da han senere ender som først sekretær i Frederik 1’s kancelli, og derefter som Christian III’s betroede mand. I den kapacitet var han aktiv gesandt i forbindelse med Christian II’s tilfangetagelse. Senere var han den ene af to adelsmænd, der i 1536 blev betroet at inddrive de hovedlodder, som Skipper Clements oprørske bønder ifaldt, da regnskabet skulle gøres op efter reformationen (10). I den forbindelse blev han givetvis betalt i form af nogle af de hjemfaldne gårde. Blandt andet fik han i 1536 retten til at tilvende sig en gård i Astrup, som tilhørte Thulle Vognsen og skyldte 4 ½ pd smør samt 3 kander honning og andre småredsler (lam, høns, gæs osv). De blev tilkendt Axel Juul ved Kongens rettertingsdom 15 april 1537 med endeligt låsebrev 1549.  Senere var Axel Juul lensmand på Aalborghus og fungerede desuden i mange år som landsdommer. Han har givetvis – som yngre søn – oprindeligt været henvist til at få en kirkelig karriere. I hans yngre år tiltales han som magister, en universitetsgrad han formentlig erhvervede sig udenlands. Efter reformationen endte han imidlertid i centraladministrationen.

Som yngre søn arvede han derfor heller ikke den fædrene gård, men købtes ud ved hjælp af det jordegods i Nørre Villestrup, som faderen tog lovhævd på i 1502 (11). Heraf fremgår det, at den del, som Axel Juul overtog i 1535 bestod i Madumhoved (en skov eller et overdrev nord for Astrup) samt Møldrup og Nørre Villestrup. Mere præcist bestod Villestrup af en større gård samt en hosliggende vandmølle, seks halvgårde (formentlig beliggende i Møldrup) og tre bol (dvs. formentlig tre halvgårde) i Arden. Hvornår Gammelvadsmøllen blev en del af godskomplekset vides ikke præcis. Godsarkivet er kun dårligt bevaret (i al væsentlighed først fra midten af 1700-årene).

Vi kan ikke i detaljer følge hans senere godssamling på egnen, men vi ved, at han i 1543 overtog en ejendom Astrup by samt endnu en mølle i Møldrup fra kronen. Der har imidlertid tydeligvis været tale om med samtidens øjne yderst beskeden godssamling omkring selve Villestrup. Ifølge et låsebrev fra 1549 hørte der til Villestrupsyv gårde i syv forskellige landsbyer. men om låsebrevets ejendomme udgjorde hele hans gods er ikke til at gennemskue. IIndtægter var der imidlertid nok af i form af hans forleninger og øvrige tillidshverv, som han udførte for kongemagten. Hertil kom at han i løbet af sit relativt lange liv arvede jordegods fra familiemedlemmer, som bagefter gik i arv til hans sønner. Godssamlingen ved Villestrup og rejsningen af hovedgården dér var dog tydeligvis i centrum af hans bestræbelser. Forretningen, der knyttede sig til hans hverv som lensmand, landsdommer osv. var derimod blot et middel.

Om det senere landbrug kan vi øvrigt fortælle at det i 1688 ikke bestod af meget andet end skov med et mindre stykke agerjord, i alt 37 tdr hartkorn, hvoraf kun godt og vel en tredjedel blev dyrket som græsmarksbrug. Formentlig betød det et agerskifte med fire års høst af byg, rug, rug og havre fulgt af fire års hvile. Jorden i sognet kan ikke karaktiseres som god. Sandmuldet og skarp med sand- og grusunderlag. Sognenes størrelse peger også på at befolkningstætheden aldrig var særlig stor. Ligeledes tyder de mange nedlagte kirker på at den senmiddelalderlige krise ramte hårdt hér.

Et gammelt kulturlandskab

Det mest interessante ved Villestrup gods i dag er det nærmest intakte kulturlandskab, som herregården ligger midt i. Præcis som Axel Juul beskrev sit livsværk, ligger hans gård stadig ved den opstemmede mølledam på den lille holm, som han indledningsvis ryddede for træer og buskads for efterfølgende at opsætte med sten og dernæst bebygge. 

Adgangen sker fra øst ad Villestrupvej, hvor man passerer barokhaven med det fredede lysthus. Der lå formentlig også Axel Juuls abildhave. Videre ned mod herregården passerer man ladegården på venstre side og herregårdsbygningen ret for højre hånd, der stadig er omgivet af voldgrave mod øst og nord og søen mod syd og vest. 

Længere fremme mod syd ad landevejen – hvor søen igen bliver til å – lå den gamle mølle med møllelunden i sin baghave. Møllens anlæg (der i dag er revet ned) fremgår tydeligt af ældre kort. Imellem ladegården og møllen lå ifølge de seneste målebordblade fra 1953 -58 de senere fiskedamme, der nu er nedlagt af hensyn til naturgenopretningen af åen. På kortet fra 1842 – 99 kan man imidlertid se, at Axel Juuls fiskevand formentlig oprindeligt har bestået i en eller flere damme umiddelbart vest for ladegården. Det giver også bedre mening, at allerede eksisterende vandhuller udnyttedes som fiskedamme i en tid, hvor al gravning foregik med håndkraft. De veletablerede og regelrette fiskedamsanlæg, der for nogle år siden blev nedlagt langs hele åen hører industrialiseringens tid til

Hovedbygningen

Desværre er der i dag ikke meget andet tilbage tilbage af Axel Juuls herregård end den ydre skal. Hele anlægget blev ombygget i 1757 og igen i 1812-19, hvor den østlige fløj desuden blev helt revet ned. Ved samme lejlighed forsvandt også gårdens kapel og kirketårn ra sønnen, Iver juuls tid. I dag fremstår herregårdsbygningen derfor i klassicistisk stil med rødkalkede facader og valmet tag belagt med røde tegl.

Men bygningsarkæologiske undersøgelser (12) har dog afdækket, at Axel Juul indledte med at bygge køkkenfløjen mod syd som et grundmuret stenhus i en etage. Huset var syv meter dybt og fjorten meter langt og opført i munkesten. Til dette korte enetages hus føjedes derefter det store hus mod vest, hvor beboelsen blev indrettet. Denne fløj var dybere og længere (over tredive meter). Dette hus var bygget med kælder, to etager og en halv tagetage. Herefter fulgte byggeriet af nord og øst-fløjene. De to sidefløje mod nord og øst byggedes i samme højde, men rummede kun to stokværk Hele byggeriet var prydet med flerfarvede vinduesblændinger, Undersøgelser heraf har vist at Nordfløjen i Helligåndsklosteret i Aalborg formentlig har været opført af den samme bygmester. 

Samtlige bygninger blev udstyret med kamtakkede blændgavle ligesom murværket blev dekoreret ved hjælp af gule og røde sten. For at skaffe stenene byggede Axel Juul et teglværk op ad skoven bag ved haven. Muligvis har lergravene dér også været udnyttede som fiskevand. De ses tydeligt på kortet fra midten af 1800-årene.

Nordfløjen lukkede anlægget af. Her rejste Axel Juul et imposant porttårn hvor han lod sandstensrelieffer indmure af sig selv og sin hustru, der flankerede en sandsten med følgende indskrift: “Axel Juul med sin kære hustru, fru Kirsten Lunge, lod denne gård opbygge af nyt anno domini 1542. Samme år var deres bryllup”. Endnu et lille relief blev sat over uret med hans og hans kones våbenskjold. Tilsist fulgte forhøjelsen af den søndre fløj, så også den fremstod i flere etager, formentlig tre. Hele byggeriet må have fremstået noget uenasartet med sine skiftende stokværk. Mod indersiden af gården har der således ligget lavere gangagtige arealer, hvormod søsidens rum har været højloftede. 

Engquist tolker sydfløjen som et “herberg” eller en muret “loftbod” med indbyggede svalegange til gårdsiden hvor søsiden har rummet elegangte gæsteværelser. Øverste etage har så været et stort magasin eller loftsrum. Fra senere kilder ved vi at der også har befundet sig et “fængsel” på gården. Det må have ligget i kælderen under vestfløjen. Måske har sydfløjen været indrettet til “offentlige” kontorer for landsdommeren? Vestfløjen, derimod, rummede tydeligvis beboelsen med køkkenet i kælderen mod sydvest samt stuer, tårnrum og kamre. I den nordøstlige fløj har kapellet været indrettet. 

Sidenhen hed det om Villestrup at Christian III’s degn meget vittigt sagde, at ”Aalborghus måtte være en god ko siden den kunne føde så prægtig en kalv”, underforstået at Axel Juul nok havde fundet en del af pengene til sit byggeri på kronens kistebund. Bemærkningen har vel også udtrykt en vis ironisk kommentar til det forhold, at mens Aalborghus, der blev genopbygget af Axel Juul kun var grundmuret ud mod volden, fremstod Villestrup grundmuret. 

Vi kender ikke til hovedgårdens indretning, men den har sikkert fremstået både prægtig og hjemlig, således som den nye mode foreskrev. Vi ved i hvert fald, at der må have fandtes en del sølvtøj i Axel Juuls gemmer. I 1551 blev han nemlig endnu engang sendt som kongelig udsending, denne gang for at indføre reformationen på Island. Med sig hjem bragte han en mindre formue i kirkeguld, sølv, monstranser, bispestave osv. Heraf fik han i kongelig gave en sølvkande, en skål af sølv og to sølvdrikkekrus (13). 

Kirken

Af den middelalderlige kirkebygning i Astrup står kun koret tilbage. Samme år som Axel Juul erklærede sig færdig med herregårdsbyggeriet, påbegyndte han nemlig en kraftig ombygning af kirken. Ved denne renovering forlængede han kirken ligesom han byggede et helt unikt kirketårn – ottekantet og med spir. Da kirken blev bygget med kvadre antages det at han genbrugte byggematerialerne fra de nedlagte kirker i Stenstrup og Tåstrup, der formentlig forfaldt i 1400-årene som følge af den sorte død. På rund af tårnets særegne konstruktion frembyder kirken et ganske anderledes indtryk end det, som vi sædvanligvis møder. Også den toklokke i tårnet er støbt i Lübeck og givet som gave af Axel Juul i 1548.

Herefter blev kirken indrettet til gravkirke for Axel Juul og Kirsten Lunges efterkommere. Ikke færre end otte ud af seksten børn begravedes som små i kirken. Selv blev forældrene æret med en pragtfuld gravsten fra Gert van Gronignens værksted, selvom sønnen Iver Juuls endnu mere prangende gravmæle dominerer. I nationalmuseets samlinger befinder sig den gamle bemalede dør. (14)

Der forlyder intet om at kirken i Astrup også skulle have været begravet med kalk og disk. Sådanne pragtstykker tilgik imidlertid såvel Rostrup som Arden kirker. Mon ikke også begravelseskirken blev begavet på den måde. På alteret står også en prægtig alterstage fra 1548 med stor fodplade, balusterskaft og store, svungne lysearme og prydbøjler. På foden indskrift: »Axell Iwll frw Kirstine Lwnge 1548«. Måske har ægteparret også opsat en prædikestol, som den de fik opstillet i Rostrup kirke med  smukke udskæringer og et billede af en munk med en bibel under armen. Måske Luther? Prædikestolen i Astrup kirke er fra 1892 og har derfor afløst en ældre. At kirken har været udsmykket med træskærerarbejder betalt for af Axel Juul og Fru Kirsten kender vi til fra en udskåren dør med Axel Juuls og Kirsten Lunges våben, der holdes af skjoldholdere. Døren er nu i Nationalmuseet, men ikke udstillet.

NOTER

(1) Fortegnelse over Danmarks Riges Breve fra Middelalderen. Udgifvet af William Christensen. 2. rk, 2. bind, 1467-1478. Kbh. 1929, nr. 2366 m. fl. Her staves godset “Vellestorp”. I artiklen her staves herregården med “w” eftersom det er praksis på kulturhistorier.dk at steder angives med deres nuværende stavemåde. Dog staves godset med “V” i Trap Danmark (5. udgave) ligesom godsarkivet er at finde på Rigsarkivet (Viborg) under navnet “Villestrup”.

(2)  Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Optegnelsen er at dømme efter teksten penneført af Axel Juul og har måske været indført i en familiebibel. I anden halvdel af 1600-åene er teksten afskrevet, formentlig af bondesønnen Peder Dyrskjøt (1630-1707), der efter faderens død arbejdede som skriver på Ålborghus og senere på borgmesterens skrivestue i København. Hele sit liv beskæftigede han sig med at indsamle historiske kuriositeter og afskrive diplomer, breve, slægtsbøger og lign. Formentlig fik Peder Dyrskjøt adgang til Axel Juuls slægtsoptegnelser, fra Anne Krabbe, der nedskrev dem i sin kopibog. I indledningen til teksten skriver udgiveren af artiklen i Magazin til den Danske Adels Historie fra 1824, at teksten er kommet ham i hænde via et hæfte, som var i historikeren B.C. Sandvigs hænder. Der er formentlig tale om en bogstavtro afskrift udført af Peder Dyrskjøt og ”ord til andet udskrevet og her indført”. Magazin til den danske adels historie, 1. bind. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. København, Thieles Bogtrykkeri 1824
Heri: Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. Pp. 71-76

(3) Axel Juul staves almindeligvis således. I teksten her staves hans navn dog som Juel.

(4) I optegnelsen staves gårdens navn som Vellestrup – hvilket betyder udflytterstedet, torpen, ved kilden (vældet).

(5) Axel Juuls far hed Søren Juul til Hedegård, Glæsborg sogn på Nørre Djurs. Formentlig har Axel Juul været yngre søn tiltænkt en karriere i den katolske kirke og hans arvelod er derfor fundet fjernt beliggende og i form af strøgods. Hedgaaard lå i Nørre Djurs.

(6) Med brydegård forstås sædvanligvis en gård beboet af en godsejers forvalter. Søren Juul har ejet jord på egnen – hvor meget ved vi ikke – og haft en bryde eller forvalter til at drifte godset og opsamle bøndernes afgifter til deres herremand. Det er en sådan gård som Axel Juul overtager.

(7) Opgørelsen over gårdens skyld – dvs. den afgift, der tilkom herremanden – indikerer at gården har været på størrelse med en gennemsnitlig bondegård. Man kan sammenligne denne skyld med hvad bønder i de nært beliggende bebyggelser, Lundgård og Brøndbjerg, betalte i 1562 til kronen. Heraf fremgår det at ingen af dem ydede afgifter i korn. Til gengæld betalte de en noget større smørydelse (4 ½ pd. smør hvor Villestrup kun erlagde 3 pd.) Vi kan formentlig konkludere at brydegården i Villestrup højst har kunnet måle sig med en gennemsnitlig større bondegård. Gårdene listet der har så også ydet ledingsskat, gæsteri (græsning for heste), skattepenge, samt lam, gæs, høns og svin. Der er tale om gårde med tæt beliggenhed til åen og hvis geografiske placering har lignet Villestrups. De har været drevet som rene skovbrug. Kilde: Aalborghus lens jordebog 1562. Udg af Ole Færch. Landbohistorisk Selskab 2013, s 134 – 35.

(8) Det fremgår af et skøde, at Axel Juul erhvervede kirkeskoven og Kropkæret i 1543, da han købte dem af Astrup Kirke. Indtil da havde han kun haft brugsretten hertil via forpagtning.

(9) St, Olaf regis. Olaf II var konge af Norge. Han døde i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030. Han blev helgenkåret i 1031 som led i Nordmændenes kamp for et selvstændigt kongedømme.

(10) Efter Frederik I’s død udspandt sig Grevens Fejde i Danmark. I forbindelse hermed rejste Skippe Clement de jyske bønder til oprør til fordel for Christian 2 i 1534. Oprøret blev slået ned af Rantzau. Efter Reformationens indførelse blev lederne af oprøret henrettede i 1536. Men samtlige nordjyske selvejerbønder blev afkrævet at kunne dokumentere at de ikke havde deltaget. I modsat fald mistede de deres ejendomsret og formue med mindre deres slægt kunne løskøbe dem. Herved oppebar kronen meget store indtægter ligesom bøndergodset i fremtiden kunne pålægges afgifter på linje med kronens andet fæstegods. Det er inddrivningen af disse bøder, som Axel Juul tager på sig. det har givetvis været lukrativt for ham. Vi må forestille os at han tog sig betalt i bekvemt beliggende jordegods i nærheden af Villestrup.

(11) Tinglysningen er alene listet i en ældre registratur over nu tabte diplomer fra Villestrup godsarkiv. Dog findes det gengivet med yderligere detaljer i Anne Krabbes Kopibog fra c. 1600. Se Thaulow (1925), s. 51 ff.

(12) Engqvist, Hans Henrik: Herregården Villestrup i Østhimmerland. Bygningsarkæologiske studier 1991, s. 21-40 og 93-95 1991

(13) Se Thaulow (1925), s. 51 ff.

(14) Kirkerne i Hindsted herred er desværre endnu ikke beskreve i kirkeværket og ovenfor anførte beskrivelse beror på skildringe i Trap Danmark IV. udgave 1924.

KILDER:

Fredningssag: Villestrup, Villestrupvej 1, Mariagerfjord. Tinglyst 1918. 

Thaulow, Th. (1925) Lillie-Juulernes Slægtebog. Vilhelm trydes Boghandel, København 1925

Roussell, Aage (1966) (red.): Danske Slotte og Herregårde. København, bd 11. 1966

N. C. Skaanvad (1990)  Blåkilde og vandmøller ved Villestrup Å. 

Trap: Danmark. Diverse udgaver. Astrup sogn, Hindsted Herred, Aalborg Amt.

LÆS OGSÅ:

Himmerland – skarp og sandet jordsmon

Villestrup Å ved Mariager Fjord

https://kulturhistorier.dk/willestrup-herregaard-fra-skovgaard-til-slot/

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Villestrup herregård  – fra ågård til slot appeared first on Kulturhistorier.

Gennem de senere år er det blevet ”moderne” at fremhæve middelalderen som en farverig og lysende tid, hvor mennesker – på trods af alskens ulykker – fik ting til at ske. Når tiden for tusind år siden erindres, er fokus ofte på bydannelser, nye kunstudtryk, nye agrare dyrkningsformer og -afgrøder, opdyrkning af øde jord, kirkebyggerier og meget andet. Den farverige middelalder, var titlen på en udstilling på Nationalmuseet for 25 år siden. Et ekko heraf udkom sidste år på engelsk med titlen ” The Bright Ages: A New History of Medieval Europe”.

På sæt og vis giver det naturligvis mening. Middelalderen var fyldt med farver for dem, der havde råd – klostrene, der skabte de illuminerede håndskrifter, kirkerne med deres glas- og kalkmalerier, og adelen i deres fine silke- og brokade gevandter.

Nedenunder var middelalderen imidlertid temmelig mørk. Almindelige mennesker som de var flest var således næppe interesserede i hvad farve deres tøj var, men mere om koften dækkede rumpen og holdt kulden ude.

Hvad dog er endnu mere værd at erindre er, mener en del iagttagere af samtiden, at middelalderen på sæt og vis illustrerer præcis hvad der sker, når samfund går i opløsning. Selvom opløsningen af det romerske imperium var lige så spektakulær, er det dog værd at erindre at  denne samfundsopløsning på intet tidspunkt var mere markant end for 1000 år siden – dvs. ca. 900 – 1100.

Historien her er at (kort fortalt) at Karolingerriget (751 – 888) gik stadig mere i opløsning efter ca. 840. Det forklares almindeligvis på flere måder:

* Arvingerne efter Karl den Store – hans børnebørn – bekrigede hinanden ind til døden, hvilket blandt andet resulterede i det berømte slag ved Fontenoy i 841, der så gribende er beskrevet i datiden som et af de mest blodige og forfærdelige, fordi far og søn dér kæmpede på hver sin side og mod hinanden.

* En anden forklaring er dog, at vejret blev mere varmt hvilket gjorde det muligt at udvikle eller adoptere nye teknologier og opdyrke mere jord. Hertil bidrog også omlægningen af jord fra intensiv til ekstensivt agerbrug. Selvom foldudbyttet pr ha blev mindre, bragte flerdoblingen af jorden under plov og udbredelsen af to og trevangsbrug et større udbytte. Denne stigende produktivitet medførte en befolkningsfremgang, der repræsenterede ressourcer, der kunne udbyttes på nye og anderledes måder. Denne udbytningsform kalder vi under et feudalismen.

* Udbyttet ved at gå i kongens krigstjeneste og deltage i erobringstogter blandt naboerne blev derfor mindre attraktivt, hvorimod det blev mere økonomisk hensigtsmæssigt at bygge sin egen borg og tvinge de lokale bønder til at opdyrke jorden, samt bekrige naboerne. Almindeligvis betegnes dette under ét som opkomsten af den feudale samfundsstruktur.

Resultatet af disse tre forhold var en generel svækkelse i 900-årene af staterne i Europas kerneområder (nutidens Frankrig, Tyskland og Norditalien) til fordel for opkomsten af mere eller mindre selvstændigt agerende herremænd, der udbyttede deres undergivne – dvs. bønder og andet godtfolk. Bevares, der fandtes konger og kejsere, men deres magtsfærer afhang af deres evne til at organisere et forsvar mod datidens røverbander og pirater der opererede fra periferien – vikingerne, slaverne, magyarerne. Det var naturligvis ikke nemt, for enhver hyttede sig selv i det spil, hvorfor datidens historieskrivning derfor også blev fyldt med store ord omkring aflagte eder, brudte løfter og rå uforvansket vold.

Læsning af datidens franske, tyske, engelske, og irske krøniker beskriver med al ønskelig tydelighed denne fragmenterede verden fyldt med vold og ufred. Hos frankeren Flodoard af Reims (893 – 966) læser vi således i indledningen til år 919, at ”dette år var der ingen vin på egnen omkring Reims” og at ”nordmændene plyndrede, ødelagde og udryddede alt og alle i Cournuaille, der lå ved kysten i Bretagne. Og folk fra Bretagne blev bortført og solgt, mens de, der undslap, måtte flygte langt væk. I mellemtiden plyndrede magyarerne Italien og dele af Frankia i Lothringen”. Samme år beretter Flodoard om, hvorledes den franske konges mænd opsagde deres huld og troskab til ham, fordi kongen ikke ville bortvise en af sine trofaste herremænd. Og herefter går det så slag i slag med beretninger om mord, brand, voldtægter, slaveri, belejringer, krigsslag, og bare almindelig død, ødelæggelse og ulykker. Som om det ikke er nok, indeholder Flodoards krønike desuden en jævn lind strøm af beretninger om haglstorme, jordskælv og andre naturkatastrofer.

En af følgevirkningerne var, at kongernes monopol på udmøntning og opkrævning af told udhuledes, så selvom økonomien generelt voksede, spredtes værdierne ud i periferien og muliggjorde de utallige Wagner-lignende grupper, der terroriserede omgivelserne. I 900-årene rådede den franske konge næppe over mere land end en lille enklave omkring Paris.

Det er karakteristisk, at selvom den katolske kirke iværksatte to forsøg på at kontrollere anarkiet – kampen mod kirkens verdsliggørelse samt etableringen af fredsbevægelser (Pax et treuga Dei, der søgte at etablere våbenstilstande ved at kategorisere steder, mennesker og tider som fredhellige) – var det en lang og sej kamp. Den engelske konges mord på ærkebiskoppen Thomas Beckett i 1170 i Canterbury var eksempelvis et af de mere spektakulære eksempler på, at kirken overordnet betragtet sjældent lykkedes ret godt med sine bestræbelser. Fra samme periode i Danmark kender vi til borgerkrigene og kampene mellem Svend, Knud og Valdemar.

Ud af dette kaos voksede ganske vist lidt efter lidt nogle stærkere stater i periferien. En af dem var det tysk-romerske kejserdømme, der stadig havde mulighed for at opkræve tribut af naboerne – slaverne langs Baltikum, polakkerne, og centraleuropæerne, som det lykkedes at underlægge. En anden var den danske nordsømagt, der lykkedes med at samle Danmark, Norge og dele af Sverige samt England under en hat. Vi kender det som Knud den Stores nordatlantiske imperium. En tredje europæisk stormagt, var vikingerne i Kiev (Rus), der skabte en handelsnation, der rakte fra Sortehavet til Novgorod. Selvom Frankrig som kongedømme betragtet kom på fode lidt efter lidt, var det egentlig først efter slutningen af 100-årskrigen i 1453, at det Frankrig opstod, som vi kender i dag, ligesom det først var i 1492, at Spanien blev en samlet nation. Italien lykkedes først med at blive samlet i 1800-årene. Det hører dog med til historien, at en del af dennne udviklings baggrund er at finde i den tidlige økonomiske vækst fra 1000-1300, der skyldtes korstogenes røvertogter. Et hurtigt overfald på naboer – nære som fjerne – var en velkendt måde at skabe økonomisk vækst på. Senere – i 1400-årene – vendtes blikket mod Afrika og til slut Nord- og Sydamerika.

Den neomiddelalderlige æra.

Nuvel, det er denne fragmenterede og voldelige middelalder omkring år 1000, som moderne samfundsiagttagere i stigende grad peger på for at forstå den tid, som vi lever i. De taler derfor om, at vi lever i den neomiddelalderlige æra – the Neomedieval Era.

Politisk er den stærke nationalstat i hastig tilbagegang, mens vi ser de store verdensomspændende økonomiske imperier i stigende grad sætte dagsordenen. Et eksempel herpå er Elon Musk med hans satelitter, der er afgørende for Ukraines krigsførelse. Et andet eksempel herpå er Facebook, der i realiteten stadig tillader en uhyggelig spredning af konfliktende fake news – simpelthen fordi det er fordelagtigt for ”algoritmen”. Endnu er det ikke lykkedes for politikerne at dæmme op herfor.

Tilbagegangen af nationalstaten har da også allerede udløst alvorlige politiske kriser i mange lande, og problemerne med denne svækkelse vil fortsætte i takt med at tilliden til og legitimiteten af politikerne eroderer. Den relativt høje grad af social solidaritet, der dominerede i velfærdsstaterne, er splintret, mens konkurrerende sæt af identiteter er i stadig fremvækst (wokism).

Økonomisk oplever neomiddelalderlige stater desuden en langsom og ubalanceret vækst, der primært gavner et lille mindretal, de superrige. Neomiddelalderlige økonomier oplever derfor disparate vækstrater, fastgroede uligheder og voksende problemer med ulovlige mafialignende økonomier.

Karakteren af sikkerhedstruslerne har også ændret sig betydeligt. Selvom visse stater med deres korrupte og despotiske styre manifest giver anledning til sikkerhedsmæssige bekymringer, er det stadig de ikke-statslige terrororganisationer, der fisker rundt i rørt vande – senest Hamas og Houthi. Selvom mange af de ikke-statslige trusler ikke er nye, er de særligt truende på grund af den svækkede legitimitet og dermed den eroderede økonomiske styrke i de neomiddelalderlige stater, der angribes – indefra gennem kulturelle borgerkrige og bandekriminalitet, udefra gennem terrorisme. Krigsførelse i den neomiddelalderlige tidsalder har da også oplevet en genoplivning af førindustrielle krigsformer, herunder privatisering af militære kampgrupper, opkomsten af brigader af landsknægte (bander), udbredelsen af belejringer, uregelmæssige, langvarige og frosne konflikter, borgerkrige, og dannelsen af uformelle koalitioner bestående af forskellige statslige og ikke-statslige aktører.

Disse tendenser tilsiger naturligvis ikke, at vi én til én er på vej til en ny feudal tidsalder. Nye teknologier vil opstå og ændre vores samfund på måder, der ikke har historiske forbilleder. Men ekkoet af de sidste halvtreds års moderne og postmoderne fremgang blegner tydeligvis ved siden af den overordnede tilbagegang, som neomiddelalderens tid vil blive præget af.

LÆS MERE:

U.S.-China Rivalry in a Neomedieval World. Security in an Age of Weakening States
by Timothy R. Heath, Weilong Kong, Alexis Dale-Huang
Rand Research Report 2023

KILDER:

Flodoards annaler er ikke oversat til dansk. Den seneste udgave er:

The Annals of Flodoard of Reims 919-966
Ed. and tr. af Steven Fanning og Bernard S. Bachrach
University of Toronto Press 2011.

The post Tilbage til den mørke middelalder appeared first on Kulturhistorier.

Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) er bemærkelsesværdig på mange fronter – politisk, dynastisk og kulturelt. Politisk lykkedes det at etablere et kongeligt dynasti med den officielle helgenkåringen af Knud Lavard og kroningsfesten i Ringsted i 1170 og den efterfølgende militære ekspansion i det nuværende Nordtyskland. Kulturelt foretog Danmark en reorientering mod Vesteuropa og herunder ikke mindst Frankrig. Dette kom til udtryk i en massiv satsning på de ”nye” cisterciensere og importen af deres nye teknologiske og kunstneriske viden og håndværk.

Et af de mere fremtrædende nye kulturelle udtryk var den kongelige og kirkelige opbakning til den helt nye og moderne byggeteknik, som brændte teglsten udgjorde. Og som satte et særpræg på landet, som vi stadig møder i vores landskab.

Vi ved fra blypladen i Valdemar den Stores grav, at han og hans omgivelser da også fandt den nye byggemåde så bemærkelsesværdig, at anvendelsen heraf på rekonstruktionen af Dannevirke 1157 – 1170 fandt omtale her i denne korte tekst. ”Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø”, hed det på blypladen i 1202 om Valdemar den Store. Og ja, den store Valdemarsmur var da også et imponerende bygningsværk.

Det nye byggemateriale, murstenen, og de nye arkitektoniske muligheder, der dermed åbnede sig, blev imidlertid ikke kun anvendt til borge og forsvarsværker. Tværtom var en række imposante kirkebygninger stærke repræsentanter for den nye og moderne byggestil. Af største betydning er her Ringsted, Roskilde, Århus og Sorø kirker. Men også mindre kirker fortjener at blive nævnt, således Tikøb nær Esrum Kloster og Gumlösa i Sverige (indviet i 1191 i overværelse af Absalon).

Det har længe været antaget at de nye teglbyggerier blev ”opfundet” af cistercienserne i Klaarkamp i Friesland og Aduard i Groningen. Men faktisk har nyere undersøgelser vist disse kirker og klostre blev bygget noget senere end de tidligste byggerier i Danmark. (Om end er brugen af tegl omtalt i kilder fra Groningen i 1180). Sammen med næsten samtidige byggerier i Sachsen, Brandenburg og Bayern er de danske gotiske teglkirker simpelthen de første på det europæiske landkort. De hollandske og Falnderske kom først il 1210-1220, dvs. en anelse senere.

I givet fald skulle cisterciensernes inspiration være kommet fra lombardiske stenmestre. På baggrund heraf er det så yderligere antaget at inspirationen hertil skulle være kommet fra Frederik Barbarossa og hans adelige følgesvende og hoffolk, der yderligere hentede deres inspiration fra korstogene til Jerusalem om de bibelske lande. Her havde man bevaret romertidens tradition for at bygge med tegl.

Set i det perspektiv er det mest sandsynlige da også at ideen med at bygge i tegl blev undfanget i det internationale netværk af korstogsriddere, der sammen gennemrejste datidens Europa på kryds og tværs. Hertil føjede sig så den inspiration som cistercienserne samlede op herigennem. Endelig skal det fremføres at perioden i kølvandet på den voksende europæiske handel med uld desuden var præget af en massiv vækst i by-og markedsdannelser; herunder markedet i Champagne efter 1180.

Alt dette gav anledning til en opblomstrende ny elite optaget af nye håndvæk og nye kunstneriske udtryk, der kan sammenfattes som Gotikken; der almindeligvis dateres til efter 1150 og betragtes som inspireret af netop italienske kunstnere og bygmestre og under indflydelse af korsfarernes oplevelser i levanten.

Det er denne nye elite – ledet af en ny og mere absolut kongemagt, der var optaget af at sikre arvekongedømmet – og indvævet i cisterciensernes nye reformerede fromhedskultur, som udviklede brugen af tegl i anden halvdel af 1100-årene.

Tikøb Kirke

Et fremtrædende eksempel på dette brug af teglbyggeriet som kulturelt symbol er Tikøb kirke. Kirken er karakteriseret ved at være bygget i slipstrømmen af klosterdannelsen ved Esrum 1151 af Ærkebiskop Eskil. Vi ved fra et brev udstedt af Svend Grathe i 1148 at Eskil kun havde den mulighed at donere den jord ved Villingerød og Esrum, der var kernen i klosterdannelsen, fordi kongen (Erik Lam) havde givet tilladelse. Jorden hørte nemlig til det såkaldte kongelev, dvs. kronens og ikke kongens personlige ejendom. Og tilladelse skulle derfor bevidnes af Svend Grathe, der på det tidspunkt (dvs. 1148) bekræfter at Eskil har givet jorden på ret vis. I parentes bemærket skal brevet sikkert også forstås som en bekræftelse af, at der har ligget et kloster ved Esrum før Cistercienserne kom til. Andet steds hører vi – i en stadfæstelse af Esrum Klosters besiddelser fra 1160 – at såvel Knud Magnussen som Valdemar den Store havde begavet klosteret

Når dette er vigtig at notere sig for os, skyldes det at vi herved får en fornemmelse for at det nordsjællandske hjørne mellem nordkyst, østkyst og Esrum sø, har tilhørt kongemagten. Man har da også funderet over at området fra 500-1000 var så tilgroet med skov at det tilfaldt kronen ud fra devisen, hvad ingen tilhører, tilhører kongen. Stednavnestoffet tyder nemlig på at det først er med rydningerne i 1000-tallet og senere, at egentlig bosættelser finder sted. (Tyndt befolket har det i hvert fald været).

Det er formentlig også det, der gør at vi senere ser egnen som pænt delt op mellem Klosteret og Kronen. Hvor Kronen har holdt til ved Gurre – hvor der formentlig lå en tidlig middelalderlig borg fra Valdemarstiden – mens klosteret holdt til ved Esrum. Midt herimellem lå så områdets eneste to sogne og kirker: Asminderød og Tikøb. Sidstnævnte var i øvrigt længe landets største sogn, der indtil 1876 (1887) også rummede Hornbæk, Hellebæk, Egebæksvang og Mørdrup.

Tikøb – Tiwithcop – betyder ”købet ved gudens skov” og nævnes første gang ca. 1170, hvor Absalon mageskifter Tømmerup skov bort, beliggende i Tikøb sogn (nordøst for Villingerød). Samme Tømmerup skov har han fået af Valdemar. Selve landsbyen Tikøb – der må have tilhørt kongen. Først i 1487 mageskifter Kong Hans ”kirken” med alt sit tilliggende (dvs. præstegården) til Klosteret. Om præstegården får vi i 1497 at vide, at den skylder et pund rug og et pund byg samt et fedesvin, når der er olden. Senere (1660) hører vi at landsbyen rummer fem gårde plus præstegården. Selve landsbyen Tikøb har ikke været imponerende, men mennesker har søgt kirke langvejs fra. Og den er til gengæld imponerende.

Bygning

I 1957 afdækkedes sporene af nogle en mindre træbygning under den nuværende kirke, men hvad der har ligget blev det ikke muligt at afgøre. I anden halvdel af 1100-årene (ca. 1180) gik man imidlertid i gang med at bygge skibet på den nuværende kirke. Over et syldsten bestående af massive kampesten er murværket rejst i et jævnt og smukt mankeskifte. Riffelhuggede sten ved alle åbninger, buefriser og gesimser. Ved syddøren er dog anvendt egentlige formpressede prydsten. Kirken har aldrig været pudset; ej heller i bunden af buefrisen, der pryder kirkens skib. Kirken har stået i blank mur.

Lyset er faldet ind i kirken gennem højtsiddende vinduer, tre på hver side. Selve dørene har været høje og smalle. De er forsynede med profilerede karme og fint rundbuede tympanonfelter indrammet af.

Koret kan ikke være meget yngre end skibet. Korbuen har helt fra begyndelsen af været forsynet med en muret skranke, der har været flankeret af to smalle døre. Midtfor har stået et alter. På hver side heraf har der været murede nicher med sidealtre. Døbefonten  – med bemalingsrester – står nu oppe ved koret, men må have stået nede ved vestenden. Fonten er et romansk stenhuggerarbejde udført i Hör-sandsten fra Skåne of af Alexander (som anført i frisen). Døbefonten ligner ikke andre og er dermed unik i sit udtryk.

I dag fremstår kirken hvælvet (fra 1300-årene) og med et tårn fra 1400-tallet samt et sakristi fra 1517.

Portrætter

Særlig opmærksomhed knyttes til en serie af portrætter, der bærer reliefrundbuerne på muren af skibet. Formet i vådt ler og derefter brændt, har de prydet begge sider.

Vi ved naturligvis ikke hvem der er portrætteret her. Men der er tydeligvis tale om individuelle kronede portrætter samt ét – nu delvist ødelagt – portræt, der ser ud til at være af en glatbarberet person med bispehue. Begrundelsen herfor er, at ansigterne er udstyrede med forskelligartede skæg – overskæg og langt stort skæg. Dertil føjer sig et portræt med et skipperskæg på nordsiden.

Det tankevækkende med de tre kronede portrætter er naturligvis, at de henleder vores tanke på den periode, da der var tre kronede konger i Danmark: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store. Eller som vi kender dem: Svend, Knud og Valdemar. Som bekendt lå de i en mere eller mindre kontinuerlig borgerkrig fra 1146-1157. I perioder var der dog ansatser til fred – bl.a. i 1147, da de tre konger i fællesskab drog på korstog til Venden. Portrætterne kan imidlertid næppe stamme herfra. Esrum klosterdannelse dateres senere (1151) og det er sandsynligt at byggeriet er foretaget af bygmestre fra klosterbyggeriet, der har benyttet klosterets teglværk.

Tilbage er så at de tre konger skulle være mødtes på invitation af ærkebiskoppen Eskil og til forsoning i Tikøb i opløbet til blodgildet i Roskilde i august 1157. Og at portrætterne er et minde herom? Identifikationen her – der naturligvis ikke er andet end meget tentativ – er da som følger: Først Valdemar, der ved forliget i foråret 1157 blev konge af Jylland, Knud Magnussen som øerne tilfaldt, og Svend Grathe som lod sig tage til takke med Skåne, Halland og Blekinge. Herefter følger så ækebiskop Eskil og endelig den uidentificerbare person med skipperskægget på nordsiden. Alternativt skal vi opfatte ham som glatbarberet. Måske har det være abbeden i Esrum?

I øvrigt tyder meget på at kunstnerens forbilleder er hentet fra mønter. Vi ved fra et andet portræt af Valdemar den Store fra tympanon’et i Slesvig Domkirke, at kongen – i hvert fald – i kunstnernes forestillingsverden bar et spidst overskæg og rundt fuldskæg. Kan man ane sidstnævnte i portrættet her?

EFTERSKRIFT:

Efter en spændende debat-runde på Facebook vil jeg tilføje følgende. Billederne af de tre konger kan naturligvis være gammeltestamentelige (Saul, David og Salomon) eller nytestamentelige ( Kasper, Melchior og Balthasar), ligesom det kan være kunstnerens og arkitektens intention at de kronede hoveder refererer til levende såvel som bibelske personer. De første tre gameltestamentelige konger giver mening fordi de udgjorde de officielle forbilleder for den middelalderlige kongsudøvelse. De tre nytestamentelige vise mænd er gvietvis en anden mulighed. Vi ved ikke hvilken værnehelgen, som kirken havde. Men det kan have været Jomfru Maria, eftersom Cistercienserne i særlig grad var optaget af at fremme himmeldronningen og den dertil knyttede fromhedstradition. Men så ville man vel have forventet at den fjerde i rækken netop var Guds moder?

Desuden viser det sig at der faktisk bag det tilbyggede sakristi stadig findes et par “hoveder”, som i dag kun kan ses ved at kravle ind på loftet. De viser en munk og formentlig en hest eller et får. Tegningen er upubliceret, men kan findes i “Studier i sjællandske landsbykirker”. Af studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole, under ledelse af lektor Erik Hansen. 1983. Tak til Peter Kristiansen, Birkerød for at hendrage min opmærksomhed på denne tegning.

Karen Schousboe

Kilder:

The very beginning of brick architecture north of the Alps: the case of the Low Countries in the question of the Cistercian origin
Af: Alexander Lehouck
Fra: L’industrie cistercienne (XIIe – XXIe siècle). Actes de colloque de Clairvaux-Troyes-Fontenay, 1er-5 septembre 2015, Paris: Somogy éditions d’art (pp.41-56)
Ed. By: A. Baudin, P. Benoit, J. Rouillard and B. Rouzeau
Somogy éditions d’art 019

Tikøb Kirke. Lynge-Kronborg Herred.
Danmarks Kirker
Nationalmuseet 1967

Esrum Klosters brevbog : Oversættelse bd. 1 – 2
Udgivet i oversættelse med indledning og noter af Bent Christensen … et al.
Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse af Museum Tusculanum 2002

The post Svend, Knud og Valdemar i Tikøb Kirke? appeared first on Kulturhistorier.

Thy består naturgeografisk af to landskaber – mod vest en strand der grænser op til en ti til tolv km bred bræmme af næringsfattige overdrev, heder og kær, præget af sandflugt og i dag udstrakte granplantager. Det kaldes i daglig tale “Klitten”. Mod øst ligger en femten km bræmme af fed morænejord, der er velegnet til landbrug og korndyrkning.

Baseret på pollenanalyser er vi relativt set veloplyste angående landskabets karakter fra slutningen af jægerstenalderen og frem til nu. Omkring 4500 f. Kr var Thy således for 90% vedkommende dækket af skov, primært eg, elm, ask, avnbøg, spidsløn, lind, taks, vedbend og mistelten. Fra ca. 3000 f. Kr begyndte skovdækket imidlertid at transformeres til et mere blandet mosaiklandskab karakteriseret ved løvenge og græsningsskove. Det landskab prægede Thy indtil ca. 500 e Kr., hvor træer leverede ca. 50% af de registrerede pollen rundt om Ove sø. Herefter gik det imidlertid hastigt tilbage og omkring 1000 e. Kr, dvs. ved middelalderens begyndelse, leverede træerne kun ca. 30% af pollen faldende til 20% i tiden 1700–1800. På det tidspunkt dækkede sandflugten vel 20%, hede 10%, moser og kær 20% og græs 30%. I hvert fald så fordelingen af pollen ud ved Ove Sø på kanten mellem det vestlige og østlige Thy. En indikation på det ringe skovdække fra jernalderen og fremefter findes i form af de tørvehuse, som befolkningen boede i, samt anvendelsen af hedetørv og knogler til brændsel og senere som iblandet mødding. Træ var i jernalderen – i modsætning til i Bronzealderen – en alvorlig mangelvare. Bronzealderens huse var træbyggede.

Hvis man ser på et pollendiagram fra Ove Sø er det i øvrigt specielt bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende skete noget epokegørende omkring 500 e. Kr, da jernalderens landskab radikalt ændrede karakter. Indtil da havde der været tale om en glidende afskovning og hededannelse. Nu ændredes landskabet imidlertid på afgørende vis.

For at få indblik i denne ændring er det vigtigt at kende til hvorledes klimaet efter 536 e. Kr. forværredes alvorligt i hele den nordlige hemisfære. Hvorvidt det skyldtes vulkanudbrud eller andre klimatiske forhold diskuteres stadig, men nogle udelukker ikke en temperatursænkning på op mod 3^o C. Andetsteds i hele Syd– og Vesteuropa hærgede desuden den justinianske pest, og der er intet som indikerer, at ikke også befolkningen i datidens Skandinavien blev ramt. Det interessante er nu, at mens andre egne – eksempelvis Nordsjælland affolkedes og sprang i skov for først at ryddes fra 1000-tallet og fremefter, fandt den samme landskabsmæssige udvikling ikke sted i Thy.

Når Thy således op til 500 e kr. dækkedes af mere eller mindre lysåben skov, ændredes dette i den næstfølgende periode ikke i retning af mere skov, tværtom. Snart var der tale om et landskab, der domineredes af krat, hedearealer med hedelyng, blåbær, porse og revling, der voksede blandt de sidste rester af forhuggede skove iblandet hassel og rødel. I løbet af senmiddelalderen tog sandflugten desuden yderligere til for at blive alvorligt ødelæggende efter ca. 1500. Uden tvivl var det dette åbne landskab, som Thy fremviste indtil plantagerejsningen med nåletræer tog fart i 1800-tallet.

Årsagen skal givetvis findes i den meget gunstige jordbundsgeografiske karakter, som Thy havde og har, og som gav anledning til en relativt set tæt befolkningstæthed fra bronzealderen og fremad. Med agerdyrkning mod øst, sø og vand i midten og græsning mod vest leverede Thy simpelthen elementerne i et fordelagtigt og rigt landskab for bønder at bosætte sig i – også i den kolde tid efter ca. 500. Det kunne givetvis betale sig i en koldere tid for thyboerne at fastholde de store hedestrækninger og græsningsområderne mod vest som netop græsning til dyr, der kunne levere føden i stedet for jorddyrkningen.

Får

Landskabsændringerne i perioden efter 5-600 skal da nok først og fremmest ses som en refleksion af et øget græsningstryk forårsaget af får. Får blev i denne periode nemlig det vigtigste dyr, simpelthen på grund af behovet (efter 700-750) for at skaffe uld til vævning af vikingeskibenes sejl samt de nødvendige tekstiler til at udruste vikingerne, når de drog på langfart. Det var koldt at færdes til havs og store fårehold var nødvendige for at holde skibene under sejl og vikingerne varme.

En løs beregning angiver at man for at skaffe uld nok til at udstyre et skib med 32 roere har skullet stille med en fåreflok på ca. 260 dyr og et græsningsareal (med 1/2 dyr pr ha) på 520 ha til en fåreflok. Hvis vi antager at der har været ca. 30.000 ha græsning og klithede, svarer det til at der  har været plads til ca. 58 fåreflokke langs vestkysten fra Agger til Hanstholm, hvor hver flok svarede til et skib. Men en del af denne græsning har også været anvendt til græsøksne og heste. Fra en senere tid vides at herregårde havde flokke på 100-150 dyr, mens bønder holdt 20-50 får. Husmændene måtte så nøjes med 10-15.

Desuden er der medgået mindst 30 arbejdsår til at spinde og væve garnet til et skib af Ladbyskibets proportioner med en besætning på 32 roere (vikinger). I praksis betyder det at en landsby med 30 gårde – almindeligt i Thy i Middelalderen kunne stille med ét skib – en familie plus en person til at spinde/væve plus én person til at ”sende i viking”. Slaver ville så gøre en forskel.

Alt i alt svarer beregningen til at hvert kirkesogn – hvoraf der i middelalderen var ca. 50 i Thy – kunne stille med en fåreflok, der var tilstrækkelig stor til både at klæde familierne, levere et væsentligt supplement til kosten og udruste ét skib om året.

Fra får til heste til okser

Hvor vikingetidens fårehold givetvis spillede en meget væsentlig rolle, ændredes dyreholdet i middelalderen imidlertid til heste. Det er velbeskrevet hvorledes Danmarks indtægter fra eksport af heste kun blev overgået af sildeeksporten. Fra Middelalderen kender vi således til et utal af prangere fra Nordjylland, der drev hestehandel på Nordtyskland, Holland og Frankrig. I 1423 var der således opkøbere fra Itzehoe i Vestervig.

Disse heste, der blev drevet i kobler langs de store hærveje ned gennem Jylland, kom fra netop Vendsyssel, Han Herred, Thy, Salling, ja ret beset hele Nordvestjylland. Her var store skovfattige græsningsområder, der bød sig til at ungheste kunne gå ude hele året for at sættes til salg i marts og september. Spor af udbredt havredyrkning ved Tinggård i Thy fra vikingetid og tidlig middelalder synes at tyde på at dette specialopdræt af heste kan dateres til denne periode.

Igen – omkring 1500 – skete der så endnu et skift, hvor opdræt af heste udskiftedes med opdræt af græsøksne, der indgik i adelens priviligerede øksnehandel.

Flora og fauna på heden

Pointen med at liste disse omskiftelser i dyrehold er nu, at udnyttelsen af overdrevene ude mod vest må have givet anledning til differentierede græsningstryk og dermed forskelligartet flora. Hvilke er dog svære at få overblik over historisk betragtet.

Det er imidlertid tankevækkende, at ser man pollenprofilen efter c. 500 e. Kr. må det konstateres at diversiteten heri tog fart i denne periode (se diagram her). Nok led skovene således under græsningstrykket allerede fra bronzealderen. Til gengæld kan vi se at landskabsformerne hede, græs og mose befordrede dobbelt så kraftigt et blomsterflor efter ca. 500 e. Kr. da landskabet som vi kender det indtil ca. 1800 formedes.

Hvordan landskabet i detaljer i øvrigt så ud dengang – når det gælder flora og fauna – er til gengæld vanskeligere at sige noget om. Det ville kræve detailstudier af de mange pollenprofiler over tid.

Fremtiden

Vores hedestrækninger anses af mange som unikke kulturlandskaber, der primært skal naturforvaltes gennem jævnlig afbrænding og ved fjernelse af krat, Historien viser imidlertid at den mest traditionelle måde at bevare vores sidste hede- og overdrevsstrækninger vil være er at lukke op for at lade hederne afgræsses og af et bredt udvalg af dyrearter. Det var netop den praksis, der skabte heden. Det gælder i særdeleshed Thy, hvor historien viser at græsningstrykket på de værdifulde hedestrækninger i perioder må have været virkeligt tungt. Ikke desto mindre var det de store søindvininger og plantagerejsninger, der ødelagde landskaberne. Og ikke græsningen af får, heste og ungkvæg.

Der foregår i dag en betydningsfuld fåreavl på klithederne i disse år. Men der er ikke tvivl om at dette græsningsarbejde med fordel også kunne udtsrækkes til at sætte større græssere ud, dvs, vildheste og -kvæg.

Karen Schousboe

KILDER:

Bronze Age Settlement and Land-Use in Thy, Northwest Denmark (Volume 1 & 2)
Af Jens-Henrik Bech, Kristian Kristiansen, Berit Valentin Eriksen
ISD LLC, 4. jun. 2018 – 580 sider

Tinggård, Thy. De arkæobotaniske undersøgelser
Af Peter Steen Henriksen
NNU Rapport nr. 16. Nationalmuseet 2006

Pollenanalyser fra Ove Sø, Thy
Af S. Th. Andersen
I: Geobotaniske undersøgelser af Kulturlandskabets Historie. Pollenanalyser fra gravhøje og søer. Af S. Th. Andersen og P. Rasmussen.
Copenhagen: Danmarks Geologiske Undersøgelser 1994

The Children of Ash and Elm – A History of the Vikings
af Neil Price
Penguin 2020

Fåreavl på klithederne i Thy før og nu
Af Mie Buus
I: Bol og By. Landbohistorisk tidsskrift 2007, nr. 1.

SE MERE:

Shetlandsponier i Ålvand Klithede i Nationalpark Thy © TVMidtvest 

The post Græsning i Klitten i Thy appeared first on Kulturhistorier.

Søborg Slot

Ved landsbyen Søborg i Nordøstsjælland ligger i dag ruinerne af Søborg Slot. Søborg ligger på en tange ud i søen og besøgende kan stadig følge voldgraven rundt om borgen.
Borgen var en af Danmarks mest befæstede og den blev ofte anvendt som fængsel for statsfjender. Her blev Margrete født i 1353. For næværende er søen – hvis afvanding blev påbegyndt i 1790 – ved at blive retableret. Søren forventes fyldt med vand i 2023. Hvorvidt voldgraven også fyldes vides for nærværende ikke.

Gurre Slot

Her opholdt Margrete sig da hendes far, Valdemar Atterdag døde. Også Gurre Slot lå ude på en holm i en sø. Kampestenstårnet, der stod I midten af borggården er sandsynligvis bygget mellem 1150 og 1200, dvs. i Valdemar den Stores tid. Ringmuren og de fire hjørnetårne kan vi take Valdemar Atterdag for. Omfattende arkæologiske udgravninger af borgen har resulteret i en større fundmængde, der fortæller om livet på Dronning Margretes tid. Bl.a. har man fundet rester af kakler fra kakkelovne, der viser at borgen har været relativt velopvarmet og behagelig at opholde sig på.

Gjorslev

Borgen Gjorslev opførtes af Roskildebispen Peder Jensen Lodehat i 1396. Til byggeriet medgik bl.a. fire søjler, der er identiske med nogle, der kan genfindes i Roskilde Domkirke, hvor selvsamme bisp fik Margrete begravet. Borgen rejstes som en korsbygning med et stort centralt tårn. Det er den eneste samtidige danske borg, som stadig står og som kan knyttes til Margrete. (I Sverige kan man besøge Kalmar og i Norge Akershus). Gjorslev er privat ejet og kan derfor kun besøges når der en sjælden gang er åbent hus og rundvisning. I nærheden er det muligt at spise frokost på traktørstedet, Gjorslev Bøgeskov.

Maribo

I 1416 drog munke fra Vadstena til Maribo med henblik på at grundlægge et kloster. Det eneste, der findes tilbage er klosterkirken, der i dag fungerer som Domkirke. Domkirken besidder et værdifuldt klenodie, nemlig en af de alterkalke, som Margrete I testamenterede som sjælegave. Alterkalken benyttes på på de fineste helligdage, Juledag, Nytårsdag, Påskedag og Pinsedag samt når der er ordination i kirken.

Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke

I 1412 døde Margrete på et skib i Flensborg Havn. Herfra førtes hun til sit første hvilested i Sorø Klosterkirke, hvor hendes forældre og søn også lå begravet. Allerede året efter foranstaltede Peder Jensen Lodehat en pragtfuld begravelse i Roskilde Domkirke, hvor hun blev stedt til hvile i det imponerede gravmæle udført af en kunstner fra Lübeck, … Graven har aldrig været åbnet.

Middelaldercenteret på Lolland

Hvis man gerne vil have et indblik i livet på Margretes tid findes intet bedre sted at besøge med børn end Middelalderenteret på Lolland. Her kan man opleve en pulserende middelalderby, opleve håndværkerne i fuld sving, se bliden affyres ud over Guldborg Sund og være tilskuer til en spændende ridderturnering. Og i Gæstgiveriet Den Gyldne Svane kan man spise middeladerinspireret mad.

Christiansborg

Roskildebispenss borg i København er for længst revet ned, ombygget, brændt og genopbygget. I disse måneder huser Christinasborg dog en udstilling om Margrete I. På udstillingen kan man se genstande lånt fra Nationalmuseet såvel som rekvisitter og dragter brugt i filmen. Og så er det lykkedes at låne dronningens guldkjole fra Uppsala.

BESØG:

LÆS MERE:

Margrete I – Fuldmægtig Frue og Husbond, Danmarks Riges Formynder

Margrete den Første – en pragtfilm for voksne og lidt større børn

Oplev Margrete 1.s guldkjole på Christiansborg

The post Margrete I i efteråsferien appeared first on Kulturhistorier.

I forbindelse med efterårets premiere på storfilmen om Dronning Margrete den Første – en pragtfilm for voksne og lidt større børn, viser Dronningens Christiansborg  kostumer og rekvisitter fra filmen sammen med udstillingens hovedattraktion, Margrete 1.s gyldne kjole. Den har kun har været udstillet i Danmark ganske få gange, siden den forlod landet i 1658, da den blev røvet fra Roskilde Domkirke.

Udstillingen, stiller skarpt på, hvad vi rent faktisk ved om den sagnomspundne Dronning, og hvilke myter, der er opstået i løbet af de seneste 600 år.

Oplev Tårnsalen på Dronningens Christiansborg, der er indrettet i middelalderlig stil og ligner Margrete 1.s tronsal fra filmen. Her udstilles kostumer og rekvisitter såsom troner, kroner og en træhest, der knytter sig til sønnen, Oluf – Effekter, der bringes i spil med originale genstande fra Nationalmuseets samlinger.

Udstillingen giver publikum chancen for at komme så tæt på den fjerne, historiske Dronning, som det overhovedet er muligt. Margretes 1.s gyldne kjole vil nemlig som noget helt særligt blive bragt til slottet. Det er den eneste bevarede genstand, der kan knyttes direkte til hende. Normalt befinder den sig i Uppsala Domkirke, og har kun været udstillet i Danmark ganske få gange, siden svenskerne tog den som krigsbytte i 1659.

Nu vil den kunne opleves sammen med Margrethe 2.s gyldne kjole, som er skabt med inspiration fra den gamle kjole, og som er på særligt besøg i anledning af udstillingen.

Det er ikke tilfældigt, at udstillingen skal opleves på Dronningens Christiansborg. Slottet hviler nemlig på ruinerne af den middelalderborg, hvor den danske kongedatter, Margrete blev gift med den norske konge i 1363. Ægteskabet gjorde hende til Dronning af Norge – En titel, som hun nåede at have i næsten 50 år, inden hun døde i 1412. Undervejs lykkedes det hende at samle Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen som ”fuldmægtig frue og husbond og rigets formynder” – en titel, der blev skabt til hende, fordi man ikke kunne forestille sig en Dronning som regent. Den overbevisning holdt ved i 600 år, indtil Margrethe 2. officielt blev udråbt som regent i Danmark.

Derfor er det også oplagt at fortælle historien om Margrete 1. på Dronningens Christiansborg, hvor Margrethe 2. blev udråbt til Dronning for snart 50 år siden.

Udstillingen kan opleves fra 24. september til 12. december 2021

BESØG:

Dronningens Christiansborg, Prins Jørgens Gård 5, København K.
24. 09.2021 – 12.12. 2021

The post Oplev Margrete 1.s guldkjole på Christiansborg appeared first on Kulturhistorier.

Gennem sit behændige politiske arbejde har hun i samarbejde med en håndfuld trofaste mænd, ikke mindst Roskilde bispen Lodehat, skabt fred i Norden. Men for at befæste sin enorme rigsdannelse skal hun og hendes regering modstå de nordtyske hertuger og købsteder – ikke mindst Lübeck – der kæmper om indflydelse på rigdommene, der stammer fra Sundtolden og sildemarkederne.

I det spil søger hun en alliance med den engelske konge, som skal befæstes med et ægteskab mellem hendes adopterede søn (nevø), Erik af Pommern og den engelske prinsesse Philippa. Midt i de meget langstrakte forhandlinger dukker imidlertid en mand op, som udgiver sig for at være hendes søn Oluf, der døde i 1387. Spørgsmålet er nu hvem der er den rigtige konge – Oluf eller Erik af Pommern?

Uden at røbe for meget er det et dilemma for Margrete der nødtvungent må finde en vej til at vælge mellem på den ene side en mand, som hun ender med at anerkende som sin ”afdøde” søn og på den anden side hendes adoptivsøn, Erik.

Det dilemma gennemspilles på gribende vis af Trine Dyrholm i rollen som den magtfulde og begavde dronning. Udenom får vi en forrygende introduktion til politiske intriger, magt, korruption og ikke mindst følelser præger det nordiske storrige.

Filmen er skrevet og instrueret af Charlotte Sieling med Dronningen af dansk film, Trine Dyrholm i hovedrollen. Omkring hende finder vi stærke skuespillere fra vores nabolande som Magnus Krepper og Jakob Oftebro, mens Søren Malling og den talentfulde Morten Hee Andersen  også har signifikante roller. Der er tale om en håndfuld af absolutte toppræstationer blandt skuespillerne.

Filmen er virkelig værd at se som film. Men derudover giver den en glimrende introduktion til middelalderen; og i hvert fald fandt jeg ikke mange åbenlyse anakronismer.

Naturligvis kan man altid anholde at historien om Graudenz-manden – den virkelige person, der udgav sig for den for længst afdøde norske konge – gives for stor historisk betydning. Man ved faktisk ikke så meget om ham. Men som dåseåbner til et stort drama – på det menneskelige såvel som historiske plan – virker det overordentlig veldrejet.

Absolut værd at se for hele familien minus børn under 9-10 år.

LÆS OM FILMEN:

Margrete den Første 

The post Margrete den Første – en pragtfilm for voksne og lidt større børn appeared first on Kulturhistorier.

Stenderup Skovene ligger ud til kysten på halvøen Stenderup, der rækker sig som en rund knytnæve ud Lillebælt syd for Kolding. Halvøen fremviser et kuperet morænelandskab med høje skrænter, der omkranser fjord og bælt. Jordbunden i skovene er stærkt blandet – ler, grus og sand veksler med sumpede søer og egentlige højmoser. Selve skovdækket udgøres af en blanding af løvtræ – bøg, eg, lind og poppel. Dog bærer skovene også præg af at have været produktionsskov og der findes stadig nogle grantræsbevoksninger. Her er et relativt højt naturindhold med store gamle træer, ofte uigennemtrængelige krat i underskoven og våde drag iblandet mere eller mindre frie åbne vandhuller og småsøer. Dyrelivet er det sædvanlige – råvildt, dådyr, grævling, ræve og harer samt et bredt udbud af ynglende rovfugle.

Biodiversitetsmæssigt rummer skoven en række beskyttede arter, som kræver særlig opmærksomhed – efter sigende skæv vindelsnegl, løvfrøer, samt i særlig grad den rosa pastelporesvamp. Og så bemærkes det også at skovene er hjemsted for tyndakset gøgeurt, vand-klaseskærm, spæd kløver, stor frytle, dansk ingefær samt skovjomfruhår. Ingen af dem er dog truede. Til gengæld er der rigtig mange andre, som allerede tidligt forsvandt fra egnen.

Historie

Historisk set hørte Tyrstrup herred i Barvid Syssel til Sønderjylland og dermed til hertugdømmerne. For så vidt som middelalderkongerne havde økonomiske interesser på egnen var de forankrede i tilgangen til krongods. I Kong Valdemars Jordebog listes Tyrstrup herred og skylden opgøres til 20 mark sølv i ledingsskat, hvilket alt andet lige er en halvt så stor indtægt som  kongen kunne oppebære fra de mere opdyrkede herreder mod syd og vest. Det har ikke været velopdyrket. På Stenderup lå da også “kun” en middelalderkirke bygget mellem 1150 og 1200, dvs. ret sent i forhold til nabokirken i Sdr. Bjert, der formodes at være bygget ovenpå mindst to tidligere trækirker.

Efter middelalderen kom Tyrstrup Herred på Kong Frederik II’s hånd, da han i 1580 arvede sin onkel, Hertug Hans den Ældre. Efter det arveskifte gik kongen i gang med at opkøbe og mageskifte sig til yderligere ejendomme i Tyrstrup Herred, og herunder specielt på Stenderup med de gamle og meget jagtrige skove. Heraf skabte han det  distrikt, som senere blev kendt som Kolding Vildtbane.

Siden da var skovene i Statens eje. Selv da fæstegodset blev solgt fra i perioden 1763 – 1800, forbeholdt kronen sig det meste heraf. Dog ”fik” bønderne i Sdr. Bjert og Stenderup sogne retten til den del af skoven, som lå mellem Mellem- og Sønderskov. I dag ses det tydeligt at bønderne i den følgende periode forhuggede og ryddede deres del af skoven, hvorimod kronen fredede sin del, og endda lod den brede sig ud over hvad formentlig tidligere var overdrevene op mod den. Til gengæld forsvandt skovene ind mod Kolding.

I 1860 opgjordes arealet for den samlede statsskov til godt 1520 tdr. Land, svarende til 836 ha. Dette gjaldt alle tre skove. Størrelsen på skovene er i dag nogenlunde det samme, men området dækket af skov har ændret sig en del side. I nord og syd fylder skoven mere, adskilt af det gamlede dyrkede område ud mod sydøst.

Forsvundne planter

Fra egnen omkring Stenderup Hage kendes til to tidlige beskrivelser af naturen. Dels skrev rektor ved Kolding Latinskole, Erik Gjørup Tauber, i 1822 en bog med titlen ”Breve fra Kolding”. Dels kender vi til egnens plantevækst fra C.F. Dalgas’ ”Beskrivelse af Vejle Amt” fra 1726.

Heri omtales at egnen specielt er kendt for at være rig på ”giftplanter” – Fingerbøl, Skarntyde, Giftig Rajgræs og Dansk Ingefær. Men de to nævner også en række planter, der senere i 1927 nævnes som enten sjældne eller helt forsvundet fra egnen: Hvid Skænegræs, Vandarve, Kulsukker, Storblomstret Kodriver, Skælrod, Alant, samt Guldblomme (arnika).

• Hvid Skænegræs kaldes i dag for Hvid Næbfrø (Rhynchospora alba eller oprindeligt: Schoenus albus Linnaeus) og er i dag rødlistet. Den vokser på fugtig hede, fattigkær og hængesæk af tørvemosser i højmoser, og har formentlig været udbredt på de overdrev, der siden blev tilplantet med skov.
• Vandarven – stor eller lille (Montia major eller minor) – er heller ikke fundet på egnen i umindelige tider. Men nu er strandengene jo heller ikke længere velgræssede. Det kunne udsætning af store græssere dog formentlig hjælpe på.
• Kulsukker (Symphytum grandiflorum) kendes også fra den fynske side af bæltet. Men ikke længere på Stenderup.
• Storblomstret Kodriver (Primula vulgaris) er til gengæld vidt udbredt – også i nærheden af Stenderup. Den vokser på fugtig muldbund i åbne løvskove og på enge og ville formentlig kunne genfindes
• Skælrod (Lathraea squamaria), der vokser i frugtbare løvskove, parker og hegn, findes ofte sammen med hassel, men også andre løvtræer som lind, eg osv.; og burde derfor kunne findes i skovene. Men er ikke observeret der i mands minde.
• Alant (Inula) er i virkeligheden en slægt, og det er ikke til at vide hvad Tauber og Dalgas mere præcist forestillede sig – måske Læge-Alant, som i dag er sjælden over hele landet
• Guldblomme (Arnica montana) er i dag truet over hele landet. Også det er en plante, der bedst kendes fra hedearealer eller overdrev. Og som derfor giver et fingerpeg om hvordan der så ud på Stenderup i begyndelsen af det 19. Århundrede. Guldblomme ikke er set på egnen dér i umindelige tider.

Hvad siger disse nu for længst forsvundne planter om fortidens landskab ved Stenderup? Ja, svaret er vel ganske enkelt: at der i fordums tid var flere overdrev, mere lysåbent og flere store græssere, der brød den senere så håndfaste linje mellem overdrev og skov, som forstvæsenete etablerede efter skovloven i 1805.

Fremtiden

Hvad er det så som mangler på Stenderup for at genskabe fortidens blomsterflor?

Svaret er vel ganske enkelt. Der mangler lysåbne arealer, fortidens overdrev og store græssere, der kan åbne op for alskens herligheder og skabe sammenhæng på kryds og tværs. Og så mangler der – hvilket er tydeligt når man går gennem skovene – at hydrologien skal yderligere genskabes. Ganske vist fremgår det af plejeplaner at Naturstyrelsen længe har været i gang hermed. Men meget mere kan ske.

Det kan derfor undre stærkt at hele området med Stenderup skovene IKKE er udlagt til urørt skov, men kun halvdelen. Den del, som ikke røres, er de gamle overdrev, som på et eller andet tidspunkt blev tilplantet med vedskov til plukhugst og frøproduktion. Det har man så ikke ønsket at give op på.

Faktum er imidlertid at Stenderup Skovene allerede nu udgør en naturperle, der kalder på en stor forkromet indsats. Her burde interessen ikke kun samle sig om skoven ud mod kysterne, men den samlede skov – hvor så overdrevene i skovbrynet kunne genskabes. Til gavn og glæde for biodiversiteten. Måske ville vi endda kunne opleve at de gamle planter, som Tauber og Dalgas beskrev så levende kunne få deres genkomst?

FOTO:

Sønderskov på Stenderup. © Bent Vestergård Petersen/Danmarks Fugle og Natur. Gengivet efter velvillig tilladelse.

KILDER:

Fra de 8 Sogne. Bidrag til Tyrstrup Herreds Historie.
Af P. Eliassen
Kolding 1907

The post Stenderup Skovene appeared first on Kulturhistorier.

Sagnet fortæller at tre søstre engang byggede de tre borge, så de kunne ligge og se over til hinanden fra hver deres befæstede vold, Hindsgavl, Høneborg og Stenborg Made (også kaldet Borgsted Banke). Et blik på et kort, fortæller imidlertid en noget anden historie. Alle tre voldsteder har ligget og bevogtet indsejlingen til Kattegat. Fra alle tre borge er der nemlig et umiddelbart fint kig til de øvrige to. Og alle tre borge ser ud til at være anlagt i de urolige år efter Valdemar Sejrs død, hvor to kongemord og borgerkrig udspillede sig på det heftigste.

Stenborg Made

Stenborg Made – også kaldet Borgsted Banke – blev tidligst forladt.  Voldstedet er alene udgravet i 1937 og for private midler. Der findes derfor kun meget sparsomme oplysninger om stedet. Dog påvistes dengang et cirkulært kampestensfundament, der pegede på at voldstedet var kronet med et tidligt barfred.

På baggrund af fund af kalk og munkesten, kan bygningen formentlig dateres til 1200-årene. Ved udgravningerne fandtes også rester af trækul i bunden af tårnet, der således har været beboet af en garnison. Dateringen er dog aldeles usikker.

Da voldstedet ikke nævnes i skriftlige kilder antages det at der ikke var tale om en egentlig beboet borg, men blot et befæstet tårn. Muligvis indgik voldstedet med tårn i en kæde af sådanne befæstninger, hvoraf der findes flere spor lang kysten ved Stenderup Hage.

Høneborg

Også Høneborg formodes at være anlagt i 1200-årene. Voldstedet, der er fredet, ligger midt i en eng, der desværre tidligere var dyrket, men nu er drænet og anvendes til sommergræsning. Eventuelle historiske rester af selve anlægget af borgen må derfor forventes for længst at være udtørrede og ødelagte. Selve borgbanken fremstår også afpillet. Indtil fredningen i 1920 blev højen da også pløjet. Som det hedder i en historisk redegørelse fra 1919: ”Brinken op til denne flade er så stejl at man undrer sig over at Christoffer Christiansen kan komme derop med et spand heste, når han pløjer og harver deroppe, thi tomten er ikke fredlyst, men ejeren har givet løfte om at fare varsomt frem mod den”. Umiddelbart efter blev voldanlægget dog fredet.

Det interessante ved Høneborg er i øvrigt beliggenheden. Voldstedet ligger som på Stenborg op mod brunbanken i Hagenør skov og ned til vandet. Hvor bankerne ved Stenborg og Hindsgavl begge ser ud til at være bygget på en naturlig klint eller bakke ned til vandet, er Høneborg dog tydeligvis kunstig. Tilsyneladende er den konstrueret af de ”sader” dvs. tørrede mosetørv, der blev gravet op for at konstruere den voldgrav, der omkransede borgbanken på landsiden.

Desuden er det bemærkelsesværdigt at Høneborg var placeret i grænseskellet mellem to sogne, og at ladegården i øvrigt aldrig lå i nærheden, men oppe ved landevejen til Kolding i yderkanten af Taulov, der også var kirkebyen. Eftersom de ældste møntfund gjort på Høneborg stammer fra Erik Klippings tid, dvs. 1255-1255, dateres voldstedet til samme tid som Stenborg og har derfor måske oprindeligt fungeret som en befæstning med vagttårn, hvis opgave var at sikre farvandet og indsejlingen til Koldinghus, der anlagdes på netop det tidspunkt.

Under Valdemar Atterdag hører vi imidlertid om at Høneborg fungerede som sæde for en høvedsmand – Peder Iversen Lykke. Denne tilhørte Kong Valdemars inderkreds og var en af hans edsvorne tilhængere. På det tidspunkt var der således tale om at Høneborg var blevet til en rigtig borg med borgstue og indkvarteringsmuligheder for lensmanden og hans gæster. Det fremgår af en lang række kilder fra 1500-årene at Høneborg agerede “landevejskro” for Kongen og hans slægtninge, når de bevægede sig frem og tilbage mellem Øerne og Jylland, og Høneborg må have kunnet tilbyde standsmæssige overnatningsmuligheder hvis overfarten på grund af strøm og vindforhold var vanskelig. Ganske vist lå færgestedet oppe ved Snoghøj, omtrent ved den gamle Lillebæltsbro. Men Kongen har formodentlig foretrukket at sejle direkte til Hindsgavl.

Hindsgavl

Mens Stenborg og Hønborg stadig er gemt bag en strandeng, ligger den gamle borgbanke ved Hindsgavl helt ud mod stranden. Selve banken hæver sig 15 meter over strandkanten og har en diameter på 75 meter. Oprindeligt lå den dog midt i ”Sudden”, et sumpområde. Herover førte en bro, der forbandt ladegården med den store borgbanke.

Halvøen Hindsgavls historie går langt tilbage. Stedet omtales først gang i Kong Valdemars Jordeborg  fra 1231, og kaldes der ”Hæghnæthscogh”, dvs. den hegnede skov. Senere skifter navnet endeled og bliver til ”Hæghnathsgafl”, dvs. den hegnede gavl (forstået som klint). Forvandlingen af forledet ”hegn” til ”hind” skyldtes uden tvivl plattysk indflydelse og er først dokumenteret i begyndelsen af 1300-årene, efter den tidlige borg blev pantsat til de holstenske grever i 1317. I 1367 kom Hindsgavl endelig tilbage på danske hænder, men nu med nyt navn.

Man har gættet på at selve borgen blev bygget af Erik Plovpenning (1241–50), som et fynsk gensvar på det første Koldinghus, der blev rejst af hans bror Hertug Abel (1218–1252). Måske er det de to brødre, der i folkedybet blev til de tre søstre? Den datering passer meget godt med at Stenborg og Høneborg på det tidspunkt blev rejst som simple vagttårne i landskabet.

Erik Plovpenning og Hertug Abel var begge sønner af Valdemar Sejr, der døde i 1241. Hertil kom en tredje bror, Christoffer. Efter Valdemars sejrs død, blev Erik udråbt til enekongen, mens Abel og Christoffer måtte nøjes med nogle hertugdømmer. 1246 udbrød der så borgerkrig, der endte med at Abel myrdede Erik Plovpenning i Slien i 1250. Efter at have sværget sig fri af skyld, blev Abel kåret til konge. Han døde dog et par år efter i 1252, og den sidste bror Christoffer tog nu over. Efter hans død i 1259 arvede hans søn, Erik Klipping tronen. Dog var han kun fem år gammel og i realiteten var det hans mor, der forestod regeringen. Ved et slag på Lohede i 1261 blev hun og sønnen taget til fange. Det magtvakuum fyldtes af en tysk fyrste, indtil mor og søn igen blev sat på fri fod. Erik Klipping regerede fra 1266 til 1282, men perioden var præget af en lang række stridigheder dels i forhold til Abels sønner, der gjorde krav på tronen, dels i forhold til rigets mægtigste herremænd. Det hele endte med mordet på Erik Klipping i Finnerup lade i 1286. Herefter overtog hans sønner kronen, først Erik Menved og senere Christoffer. På det tidspunkt var rigets finanser dog udtømte af de mange års borgerkrig og sporet var lagt til den pantsættelse af riget til de holstenske grever, som det tog et helt livs indsats for Valdemar Atterdag at få indløst og kæmpet sig fri af.

Selve borgen på Hindsgavl omtales første gang i 1295, da den danske konge, Erik Menved (1274–1319) indgik forlig med Hertug Valdemar af Sønderjylland (ca. 1262– 1312) og den norske konge Erik Magnussøn. Sidstnævnte havde i årevis understøttet Marsk Stig og hans mænd, de udpegede kongemordere fra Finnerup Lade i 1286, hvor Erik Menveds far, Erik Klipping (1249–1286), blev stukket ned.

I 1430 betegnedes borgen som en af de mægtigste på Fyn, hvilket afspejlede sig i det forhold a Eggert Frille (1400–1470), en af rigets mægtigste mænd under Christoffer af Bayern (1416-1448) havde posten som lensmand.

Godt 70 år senere, i 1523 blev farvandet mellem Hindsgavl og Høneborg endnu engang scenen for en af Danmarkshistoriens store dramaer. Igen havde de jyske herremænd opsagt huld og troskab til den danske konge, Christian II (1481–1559). Sidstnævnte kunne ikke beslutte sig for om han skulle forhandle eller rejse en hær. Frem og tilbage for han derfor over bæltet i vintermånederne for at finde en løsning. (Det er denne vaklen, som Johannes V. Jensen senere beskrev så malende i ”Kongens Fald” fra 1901).

Godt 200 år senere – i 1558-60 – blev borgen endelig lagt i ruiner under svenskekrigen. Til sidst i 1694 styrtede store dele af borgen endda i Lillebælt. I samme periode var Hindsgavl skiftevis på private, skiftevis kronens hænder. Endelig – for hundrede år siden – købte Middelfart halvøen, mens Hindsgavl gik fra privat eje til at blive et velrenommeret kursuscenter.

I fyrrerne blev Hindsgavl udgravet af arkæologer fra Nationalmuseet. Disse udgravninger gav dog ikke mange overraskelser. Tværtom bekræftedes hvad man vidste fra de mange synsforretninger, der var foretaget gennem år og dag, når skiftende lensmænd overtog ansvaret for slottet.

Det fremgår af udgravningerne at ladegården lå på det flade landstykke mod syd. Herfra var der adgang over voldgraven til selve slotsbanken. Vel ovre broen var gæsten dog tvungen til at følge en smal sti for foden af banken indtil man ankom til selve porten, der lå mod nord. Havde man ondt i sinde var der således rigelig lejlighed for borgens forsvarere at skyde ned på stimændene. Selve borgens bygninger lå op mod muren. Mod syd befandt sig et svært befæstet tolv til fjorten meter højt tårn, hvorfra der kunne skydes mod angribere, der forsøgte at komme over broen. Murene var en til to meter tykke. Bygget sammen hermed var et 24 meter langt hus kaldet fruerstuen. Dette hus – hvorfra der var udsigt over Bæltet – blev formentlig beboet af lensmanden. Vinkelret på tårnet fandtes en bindingsværksbygning i to stokværk, der formodentlig tjente som kongens bolig. Herudover var der staldbygninger, samt dejstue, bryggers, mælkehus og skriverstue på selve slotsbanken. I 1600 årene fik Christian IV for øvrigt indrettet en vandkunst på gårdspladsen, Vandet kom fra skovhøjene ude på spidsen af Gals Klint og løb gennem en 400-meter lang rende. Formentlig har en af hovedudfordringerne på borgen været dens tilførsel af frisk vand. Sudden og voldgraven har været fyldt med brakvand.

Fænø Kalv

I dette farvand spillede den lille ø Fænø Kalv i øvrigt en ganske særlig rolle. Som kan ses på kortet, lå den lille ø midt i mellem de tre ”borge” og bød sig til som et ”ingenmandsland”, der var nemt at overskue og patruljere.

Den lille ø Fænø Kalv blev derfor et yndet sted at mødes med sine fjender. Vi kender til at Valdemar Atterdag mødtes med de jyske og tyske herremænd ved flere lejligheder, bl.a. i 1360 og igen i 1364. Men også fra Erik af Pommerns tid kender vi til et møde i 1409,hvor han indgik i et forlig i forbindelse med stridigheder i Sønderjylland.

Svenskekrigene har i øvrigt sat sat sig spor på øen. Man kan stadig se rester af skanser og batterier på øen fra Svenskekrigenes tid, ligesom det var lidt syd for Stenborg – ved Stenderup Hage – at Gustav Adolf gik over isen i 1658.

FOTO I TOPPEN:

Høneborg Voldsted. Bemærk udsigten Hindsgavl og Fænø Kalv i horisonten. Stenborg gemmer sig ude til højre. Wikipedia/Winbladh

KILDER:

Hindsgavl Slot
Red. Af Johnny Wøllekær, Jørgen Thomsen: margrethe Floryan, Jakob Aahauge og Realdania Byg.
Realdania Byg 2011

Hønborg
P. Eliassen
Vejle Amts Aarbøger 1913

The post Hindsgavl, Høneborg, Stenborg Made – og Fænø Kalv appeared first on Kulturhistorier.