For et par dage siden lavede en gruppe af håbefulde vordende yngre kunstnere, kaldet ”Anonyme Billedkunstnere” en happening. På en video, som gruppen har lagt på deres hjemmeside, ser man dem skrue en gibsbuste af Frederik V af soklen i Charlottenborgs festsal. Herefter placeres den på molen i Københavns Havn, inden den behændigt vippes ned i det kolde, mørke vand, hvor den så naturligvis gik i opløsning.

Historien melder intet om hvorvidt de kække unge mennesker vidste at skulpturen var af gips – og derfor ville blive til en uformelig klump af våd gips. Eller om de måske troede at den var af marmor og derfor ville overleve vandgangen.

Det ved vi imidlertid, at gipsbusten var et uvurderligt “forarbejde” til den franske billedhugger Jacques-François Saly’s statue af Frederik V på Amalienborgs Slotsplads. Mere præcist, så skabte Saly som en slags opfarming en bronzebuste af Majestæten, hvor indtil fornylig fandtes såvel lerbusten i Statens Museum for Kunst, kopien i gips (nu ødelagt) samt resultatet: bronzebusten i Akademirådets samlinger.

En del af Saly’s kunst er således bevaret; men meget andet er dog gået tabt. Således eksemplevis den statue af Ludvig XV, som Saly skabte til torvet i Valenciennes, men som desværre blev ødelagt af pøbelen under den franske revolution i 1792. Af den findes dog én finger tilbage. Af vores buste findes intet – uden andre parallel kopier rundt om i forskellige danske samlinger.

Det er naturligvis et dobbelt tab. Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er nemlig ikke kun et i særklasse internationalt kunstværk. Vi er på alle mulige leder og kanter desuden velinformerede om historien bag dets tilblivelse og kunstnerens intentioner bag. Fra de første skitser til kunstnerens egen beretning om sit livs hoveværk ( udgivet i 1774) ved vi i detaljer hvordan han tegnede skitser i et helt år af tolv heste i Kongens stalde, samt hvorledes han møjsommeligt udfærdigede modeller i voksende størrelser indtil den store model (i dag udstillet i Christian IV’s Bryghus) var godkendt af såvel kongen som opdraggiverne og derefter kunne støbes. Hele arbejdet med statuen tog over tyve år – fra de første skitser blev udført, til statuen stod færdig på sin sokkel midt i hjertet af København. Bagefter klagede Saly over at han var blev stærkt underbetalt for sit arbejde. I hele den lange periode var han nemlig kontraktligt forpligtet til kun at arbejde på rytterstatuen. Vi kender derfor kun en håndfuld af andre arbejder fra hans hånd.

Ikke alene har vi således mistet en unik skulptur. Vi har også mistet en brik – omend lille – i historien om Saly og hans mesterværk (som interesserede kan læse mere om her).

Gerningsmændene er fortsat ukendte, men det er næppe meget andet end et spørgsmål om tid førend de bliver grebet i krabasken; og formentlig sat i kachotten. I hvert fald er de politianmeldt for denne udåd. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til halvandet år. Som derudover kan skærpes.

Desuden må vi forvente at de unge mennesker mister deres studieplads på Kunstakademiet. Det sidste er dog naturligvis ikke sikkert eftersom udåden er begået med henblik på at fyre op om debatten om kunst i det offentlige rum, der ”fejrer” personer, der var ansvarlige for slavehandlen i det 17. og 18. Århundrede. Da Saly’s statue blev betalt af Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni, mens hans ophold i landet var finansieret af den Kongelige Kasse, tænker de fleste nemlig at pengene i en hvis forstand hidrørte fra den globale menneskehandel, der uomtvisteligt fandt sted i 1700-årene.

Sandheden er imidlertid at Selskabet allerede havde opgivet slavehandlen i 1740erne, som følge af at ”det ikke er velset her i Asia at være slavehandlere, og der er stor forskel på, om fattige betjente tjener lidt derved, og om herskabet selv er slavehandler” (Udtalt af Poul Krisk Panck, guvernør i Tranquebar 1733-41)  

Eller med andre ord: det var snarere handlen med krydderier og porcelæn, der finansierede Saly’s mesterværk, rytterstatuen. Eller for den sags skyld, kongemagten og godsejernes udbytning af datidens fæstebånder, der for manges vedkommende levede i Stavnsbåndets tid under slavelignende vilkår som hoveribønder; men ikke slavehandlen.

Alt det ved de tåbelige unge mennesker tilsyneladende ikke. De hæfter sig bare ved at lokalerne – Charlottenborg – blev betalt af penge fra bl.a. slavehandlen i 1600-årene. Hvad det har at gøre med Saly, der hundrede årsenere ledede Kunstakademiet dér, fortæller de unge mennesker imidlertid intet om. Så oveni den bøde eller fængselsstraf, som de forventeligt får – og det spark ud af hovedporten til Charlottenborg, der forhåbentlig følger, skal vi hermed på kulturhistorier.dk anbefale at de også bliver dømt til at betale deres skolepenge tilbage!

Karen Schousboe

LÆS MERE:

Jacques-François Joseph Saly – Værker

Jacques-François Joseph Saly – Værker

The post Skal det nu være en kunst at smide noget i havnen? appeared first on Kulturhistorier.

Pinsen 2018 vil helsingør lugte af saltvand, tjære og stegt fisk som aldrig før. Mere end 120 skibe fra Træskibs Sammenslutningen vil nemlig lægge til i Helsingørs Kulturhavn og invitere danskerne på en kulturhistorisk oplevelse af de sjældne. Her kan man få en snak med skipperne, mærke et vippende dæk under fødderne, lege på legeskiber, være med til at bygge en båd samt prøve havets delikatesser – skibsbryg, beskøjtere, stegte rødspætter og meget andet godt. Og naturligvis lære nogle gode, nye – gamle – ord!

Samtidig vil der naturligvis være muligt for de mere interesserede i at dykke ned i vore kulturhistoriske rigdom af skibstyper, som kun de ældre i blandt os for alvor er vokset op med.  Smakkejoller, sjægte, oselvere, hækjoller og travaljer er således herlige gamle betegnelser på små skibstyper, som næsten ingen mere kender, men som man forhåbenltig vil kunne stifte bekendtskab med i pinsedagene, når op imod 120 historiske træskibe lægger til i Helsingør havn.

– Smakkejollen er således en båd, der har fået sit navn efter sin sejlføringen, det firkantede sprydstagssejl. Der er et sejl, der kan smækkes (drejes fra den ene ræling til den anden. I 1500-tallet blev denne bådtype almindelig i Danmark. Den kendes fra fragtfart i vadehavet og færgefart i bælter og sunde. Jollerne kan være enten een-, to- eller tre smakkede afhængig af antallet af sejl.

– I modsætning hertil er sjægten en sprydrigget klinkbygget fiskerjolle rigget med storsejl, topsejl og fok. Disse fartøjer blev anvendt til fiskeri på Limfjorden i perioden ca. 1850 – 1920.

– Oselvere, derimod, har en meget længere historie. Det er en nordisk bådtype, der er i slægt med de gamle klinkbyggede fartøjer fra vikingetiden og jernalderen.

– Hækjollen er til gengæld en helt almindelig traditionel båd. I gamle dage havde næsten alle skonnerter og galeaser hækjoller hængende agterude til brug for besætning og lastning, når skibene lå for anker ud for de mange små og store havne i de indre danske farvande. I daglig tale er det da også hvad de fleste gamle mener med “en jolle”.

Sådanne åbne arbejdsbåde var travaljen også. Navnet hæftedes nogle af de mange småbåde på de gamle orlogsskibe i den danske flåde i 1700- og 1800-tallet. Bådene var spejlgattede, hvilket vil sige at agterstavnen ikke var spids som forstavnen, men endte i en skråtstillet flade. Den kunne ros eller sejles med sejl på master, som kunne rejses efter behov.

Sådanne små skibe og mange andre kan opleves når næsten 120 historiske træskibe fra Træskibssammenslutningen lægger til i Helsingør havn, bemandet af næsten 600 ildsjæle. Når skibene når frem til Pinsestævnet, har de tilsammen sejlet mere end 10.000 sømil. Bedre levende maritim kulturformidling fås ikke, fortæller foreningen.

Pinsestævnet er en gammel tradition fra 1971. Hvert år lægges an i en ny købstad, i år altså Helsingør, der i anledning af besøget åbner op for museerne langs havnen og meget andet godt. Det er tredje gang stævnet besøger den gamle sundtoldsby.

BESØG:

Træskibsdage i Helsingør

17.05.2018 – 20.05.2018

Træskibsdagene arrangeres af Træskibssammenslutningen. Landsforeningen til bevarelse af gamle danske brugsfartøjer i samarbejde med M/S Museet for Søfart, Helsingør Havn og Click festivallen.

The post Historiske Træskibsdage i Helsingør appeared first on Kulturhistorier.

Hvordan kan den nordfynske kulturarv skabe værdi for kommunens borgere og turister? Det spørgsmål stillede Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune i 2015. For at få klarhed satte politikerne resolut 1,5 millioner kroner på højkant. Nu – efter mange og lange drøftelser i såvel arbejdsgruppe, ressourcegruppe samt på borgermøder – foreligger der et 16 sider papir. Forleden blev strategien godkendt af den samlede bestyrelse med henblik på at få udviklet et egentligt atlas over ”kulturarven”. Det er hensigten at dette atlas skal rumme konkret handleplaner for arbejdet med at bevare kulturarven. Samtidig skal den naturligvis anvendes i det videre planlægning af bosættelsesmønstre og turismeudvikling. Et eksempel, der konkret nævnes, er at øremærke midler fra ”nedrivningspuljen” til renovering og restaurering i de udvalgte kulturmiljøer.

Kulturarvsstrategien indeholder således en handlingsplan for, hvordan kulturarven både kan opleves, bevares og samtidig udvikles – både i lille skala, når det gælder den enkelte bygning, og i de store skalaer, som eksempelvis i forbindelse med formidlingen af den nord-fynske kulturarv. Et vigtigt element er at arbejdet også skal udmøntes i en egentlig håndbog for dette bevarings- og formidlingsarbejde, så frivillige som professionelle har at videns grundlag at tage udgangspunkt i.

Nordfyns kommune forvalter et område, der populært sagt rummer tre forskellige kulturlandskaber – det kuperede Højfyn med enestegårde, herregårde og møller; Sletten med det åbne landbrugsland og de store landsbyer samt endelig den Nordfynske Kyst med store flader karakteriseret af tidligere øer, der er blevet landfaste ved afvanding. Herude møder man også sommerhusene og campingpladserne. Spredt i dette landskab ligger endelig adskillige stationsbyer, samt købstaden Bogense.

Med udgangspunkt i disse tre kulturlandskaber har arbejdsgruppen derefter udpeget 21 særlige bevaringsværdige kulturmiljøer med hver deres kulturhistoriske baggrund, fortællemæssige potentiale samt kvaliteter som bosætningsområder.

Højfyn

1) Tværskoven som eksempel på den fynske skovbygd karakteriseret ved små og spredte gårde

2) Rugård Hovedgård med både avlsgård og vandmølle

3) Dallund Slot med sit hovedgårdslandskab

4) Skovmøllen, et karakteristisk eksempel på en fynsk vandmølle med det omgivende landskab

Sletten:

5) Ejby Lunde med sin fint bevarede middelalderlige landsbystruktur

6) Fremmelev by og ejerlev, der vidner om stjerneudskiftningen i slutningen af 1700 årene.

7) Østrup landsby der endnu på middelalderlig vis er integreret med hovegården.

8) Skamby stationsby med sit genkendelige ”stationsby” udseende

9) Kronborg, en velbevaret statshusmandsudstykning

10) Glavendruplunden med sin fortælling om sammenknytningen mellem oldtidens landskab, Glavendrupstenen og den nationalromantiske indlejring heraf

11) Uggerslev Vindmølle

12) Harritslevgård med det fredede bygningsanlæg og omgivende landskab

13) Hans Christian Andersen Airport (Beldringe Lufthavn) og fortællingen om 2. Verdenskrig

Kysten:

14) Kørup Hovedgård, Agernæs Strand og fortællingen om landindvinding og husmandsudstykning

15) Middelalderbyen Bogense

16) ”Forstaden” Bogense med fortællingen om byens udvidelse omkring århundredeskiftet

17) Villakvarteret Bogense

18) Fjordmarken med 600 ha landindvindingslandskab

19) Klinte inddæmmede strand

20) Hofmansgave Hovedgård med sin stemningsfulde park

21) Gyldensteen Gods som omdrejningspunkt for fortællingen om såvel inddæmnings- som naturopretningshistorien på Nordfyn.

Kulturarvsstrategi og handlingsplan

Det er tydeligt at nøgleordet for kulturarvsstrategien er kulturlandskabet i bredere forstand. Udgangspunktet har helt præcist været ikke at tage udgangspunkt i allerede eksisterende fredede bygninger eller naturområder (eksempelvis Natura 2000 områder). Derimod har ønsket være at pege på de landskabsmæssige værdier, der rummes i og omkring bevaringsværdige bebyggelser – møller, landsbyer, hovedgårde og byer samt de tilhørende karakteristiske landbrugslandskaber. Et særligt løfte er derfor også at kommunen i forlængelse af kortlægningen vil have fokus på bevarelsen af offentligt tilgængelige skovstier, markveje og kirkestier samt udviklingen af nye cykelruter til gavn for udviklingen af en egentlig cykelturisme.

Udfordringen

Seks ud af de 21 bevaringsværdige kulturmiljøer udpeges meget konkret som steder med ”bosætningspotentiale”. Dette er naturligvis et dilemma. På den ene side ønsker man fra kommunens side at pege på værdien af nogle karakteristiske landskabs- og bebyggelsesformer, der har bevaringsværd. På den anden side peges det på at der er et bosætningspotentiale, læs: udbygning. Om man så direkte tænker på tæt-lave rækkehusbebyggelser eller bare tænker på at bevare den eksisterende bymasse, siges ikke direkte. Det ser dog ud til at argumentet er at de udpegede bevaringsværdige miljøer rummer livskvaliteter, man ved er eftertragtede af mennesker med trang til at bosætte sig mere romantisk; dvs. ”på landet”. På den anden side kan en bymæssig udvikling naturligvis medvirke til at ”ødelægge” disse følsomme landskaber. Hvordan man præcis ønsker at balancere disse hensyn siger strategien intet om.

– Men det er just pointen med arbejdet, fortæller Kurt Christensen (V), der som formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget har været politisk ansvarlig for at udvikle strategien. Han fortsætter: – Vi ønsker netop at sikre at udbygningen tager hensyn til det eksisterende kulturlandskab og dets særlige karakteristika. Samtidig ønsker vi at vi herigennem kan anvise andre tilsvarende lokalsamfund, hvorledes en sådan nænsom bosætningsstrategi kan udformes.

Nordfyns Kommune er Venstreledet. Med en enkelt konservativ Viceborgmester sidder Venstreborgmesteren solidt i sadlen. Selve arbejdet med at udvikle kulturavsstrategien har været i hænderne på Kurt Christensen (V) der er bredt engageret i fremme af den fynske kulturarv. Strategioplægget blev for nogle uger siden enstemmigt vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Faglig ankerperson har bl.a. været Museumsinspektør Ellen Warring fra Odense Bys Museer, aktiv i Kulturarv Fyn, en organisation der arbejder for at udfylde hullet, der forvaltningsmæssigt opstod efter amternes nedlæggelse

LÆS MERE:

Læs den fulde præsentation af strategipapiret på Nordfyns Kommunes hjemmeside

Save

Save

Save

Save

Save

The post Kulturarven på Nordfyn appeared first on Kulturhistorier.