Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) er bemærkelsesværdig på mange fronter – politisk, dynastisk og kulturelt. Politisk lykkedes det at etablere et kongeligt dynasti med den officielle helgenkåringen af Knud Lavard og kroningsfesten i Ringsted i 1170 og den efterfølgende militære ekspansion i det nuværende Nordtyskland. Kulturelt foretog Danmark en reorientering mod Vesteuropa og herunder ikke mindst Frankrig. Dette kom til udtryk i en massiv satsning på de ”nye” cisterciensere og importen af deres nye teknologiske og kunstneriske viden og håndværk.

Et af de mere fremtrædende nye kulturelle udtryk var den kongelige og kirkelige opbakning til den helt nye og moderne byggeteknik, som brændte teglsten udgjorde. Og som satte et særpræg på landet, som vi stadig møder i vores landskab.

Vi ved fra blypladen i Valdemar den Stores grav, at han og hans omgivelser da også fandt den nye byggemåde så bemærkelsesværdig, at anvendelsen heraf på rekonstruktionen af Dannevirke 1157 – 1170 fandt omtale her i denne korte tekst. ”Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø”, hed det på blypladen i 1202 om Valdemar den Store. Og ja, den store Valdemarsmur var da også et imponerende bygningsværk.

Det nye byggemateriale, murstenen, og de nye arkitektoniske muligheder, der dermed åbnede sig, blev imidlertid ikke kun anvendt til borge og forsvarsværker. Tværtom var en række imposante kirkebygninger stærke repræsentanter for den nye og moderne byggestil. Af største betydning er her Ringsted, Roskilde, Århus og Sorø kirker. Men også mindre kirker fortjener at blive nævnt, således Tikøb nær Esrum Kloster og Gumlösa i Sverige (indviet i 1191 i overværelse af Absalon).

Det har længe været antaget at de nye teglbyggerier blev ”opfundet” af cistercienserne i Klaarkamp i Friesland og Aduard i Groningen. Men faktisk har nyere undersøgelser vist disse kirker og klostre blev bygget noget senere end de tidligste byggerier i Danmark. (Om end er brugen af tegl omtalt i kilder fra Groningen i 1180). Sammen med næsten samtidige byggerier i Sachsen, Brandenburg og Bayern er de danske gotiske teglkirker simpelthen de første på det europæiske landkort. De hollandske og Falnderske kom først il 1210-1220, dvs. en anelse senere.

I givet fald skulle cisterciensernes inspiration være kommet fra lombardiske stenmestre. På baggrund heraf er det så yderligere antaget at inspirationen hertil skulle være kommet fra Frederik Barbarossa og hans adelige følgesvende og hoffolk, der yderligere hentede deres inspiration fra korstogene til Jerusalem om de bibelske lande. Her havde man bevaret romertidens tradition for at bygge med tegl.

Set i det perspektiv er det mest sandsynlige da også at ideen med at bygge i tegl blev undfanget i det internationale netværk af korstogsriddere, der sammen gennemrejste datidens Europa på kryds og tværs. Hertil føjede sig så den inspiration som cistercienserne samlede op herigennem. Endelig skal det fremføres at perioden i kølvandet på den voksende europæiske handel med uld desuden var præget af en massiv vækst i by-og markedsdannelser; herunder markedet i Champagne efter 1180.

Alt dette gav anledning til en opblomstrende ny elite optaget af nye håndvæk og nye kunstneriske udtryk, der kan sammenfattes som Gotikken; der almindeligvis dateres til efter 1150 og betragtes som inspireret af netop italienske kunstnere og bygmestre og under indflydelse af korsfarernes oplevelser i levanten.

Det er denne nye elite – ledet af en ny og mere absolut kongemagt, der var optaget af at sikre arvekongedømmet – og indvævet i cisterciensernes nye reformerede fromhedskultur, som udviklede brugen af tegl i anden halvdel af 1100-årene.

Tikøb Kirke

Et fremtrædende eksempel på dette brug af teglbyggeriet som kulturelt symbol er Tikøb kirke. Kirken er karakteriseret ved at være bygget i slipstrømmen af klosterdannelsen ved Esrum 1151 af Ærkebiskop Eskil. Vi ved fra et brev udstedt af Svend Grathe i 1148 at Eskil kun havde den mulighed at donere den jord ved Villingerød og Esrum, der var kernen i klosterdannelsen, fordi kongen (Erik Lam) havde givet tilladelse. Jorden hørte nemlig til det såkaldte kongelev, dvs. kronens og ikke kongens personlige ejendom. Og tilladelse skulle derfor bevidnes af Svend Grathe, der på det tidspunkt (dvs. 1148) bekræfter at Eskil har givet jorden på ret vis. I parentes bemærket skal brevet sikkert også forstås som en bekræftelse af, at der har ligget et kloster ved Esrum før Cistercienserne kom til. Andet steds hører vi – i en stadfæstelse af Esrum Klosters besiddelser fra 1160 – at såvel Knud Magnussen som Valdemar den Store havde begavet klosteret

Når dette er vigtig at notere sig for os, skyldes det at vi herved får en fornemmelse for at det nordsjællandske hjørne mellem nordkyst, østkyst og Esrum sø, har tilhørt kongemagten. Man har da også funderet over at området fra 500-1000 var så tilgroet med skov at det tilfaldt kronen ud fra devisen, hvad ingen tilhører, tilhører kongen. Stednavnestoffet tyder nemlig på at det først er med rydningerne i 1000-tallet og senere, at egentlig bosættelser finder sted. (Tyndt befolket har det i hvert fald været).

Det er formentlig også det, der gør at vi senere ser egnen som pænt delt op mellem Klosteret og Kronen. Hvor Kronen har holdt til ved Gurre – hvor der formentlig lå en tidlig middelalderlig borg fra Valdemarstiden – mens klosteret holdt til ved Esrum. Midt herimellem lå så områdets eneste to sogne og kirker: Asminderød og Tikøb. Sidstnævnte var i øvrigt længe landets største sogn, der indtil 1876 (1887) også rummede Hornbæk, Hellebæk, Egebæksvang og Mørdrup.

Tikøb – Tiwithcop – betyder ”købet ved gudens skov” og nævnes første gang ca. 1170, hvor Absalon mageskifter Tømmerup skov bort, beliggende i Tikøb sogn (nordøst for Villingerød). Samme Tømmerup skov har han fået af Valdemar. Selve landsbyen Tikøb – der må have tilhørt kongen. Først i 1487 mageskifter Kong Hans ”kirken” med alt sit tilliggende (dvs. præstegården) til Klosteret. Om præstegården får vi i 1497 at vide, at den skylder et pund rug og et pund byg samt et fedesvin, når der er olden. Senere (1660) hører vi at landsbyen rummer fem gårde plus præstegården. Selve landsbyen Tikøb har ikke været imponerende, men mennesker har søgt kirke langvejs fra. Og den er til gengæld imponerende.

Bygning

I 1957 afdækkedes sporene af nogle en mindre træbygning under den nuværende kirke, men hvad der har ligget blev det ikke muligt at afgøre. I anden halvdel af 1100-årene (ca. 1180) gik man imidlertid i gang med at bygge skibet på den nuværende kirke. Over et syldsten bestående af massive kampesten er murværket rejst i et jævnt og smukt mankeskifte. Riffelhuggede sten ved alle åbninger, buefriser og gesimser. Ved syddøren er dog anvendt egentlige formpressede prydsten. Kirken har aldrig været pudset; ej heller i bunden af buefrisen, der pryder kirkens skib. Kirken har stået i blank mur.

Lyset er faldet ind i kirken gennem højtsiddende vinduer, tre på hver side. Selve dørene har været høje og smalle. De er forsynede med profilerede karme og fint rundbuede tympanonfelter indrammet af.

Koret kan ikke være meget yngre end skibet. Korbuen har helt fra begyndelsen af været forsynet med en muret skranke, der har været flankeret af to smalle døre. Midtfor har stået et alter. På hver side heraf har der været murede nicher med sidealtre. Døbefonten  – med bemalingsrester – står nu oppe ved koret, men må have stået nede ved vestenden. Fonten er et romansk stenhuggerarbejde udført i Hör-sandsten fra Skåne of af Alexander (som anført i frisen). Døbefonten ligner ikke andre og er dermed unik i sit udtryk.

I dag fremstår kirken hvælvet (fra 1300-årene) og med et tårn fra 1400-tallet samt et sakristi fra 1517.

Portrætter

Særlig opmærksomhed knyttes til en serie af portrætter, der bærer reliefrundbuerne på muren af skibet. Formet i vådt ler og derefter brændt, har de prydet begge sider.

Vi ved naturligvis ikke hvem der er portrætteret her. Men der er tydeligvis tale om individuelle kronede portrætter samt ét – nu delvist ødelagt – portræt, der ser ud til at være af en glatbarberet person med bispehue. Begrundelsen herfor er, at ansigterne er udstyrede med forskelligartede skæg – overskæg og langt stort skæg. Dertil føjer sig et portræt med et skipperskæg på nordsiden.

Det tankevækkende med de tre kronede portrætter er naturligvis, at de henleder vores tanke på den periode, da der var tre kronede konger i Danmark: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store. Eller som vi kender dem: Svend, Knud og Valdemar. Som bekendt lå de i en mere eller mindre kontinuerlig borgerkrig fra 1146-1157. I perioder var der dog ansatser til fred – bl.a. i 1147, da de tre konger i fællesskab drog på korstog til Venden. Portrætterne kan imidlertid næppe stamme herfra. Esrum klosterdannelse dateres senere (1151) og det er sandsynligt at byggeriet er foretaget af bygmestre fra klosterbyggeriet, der har benyttet klosterets teglværk.

Tilbage er så at de tre konger skulle være mødtes på invitation af ærkebiskoppen Eskil og til forsoning i Tikøb i opløbet til blodgildet i Roskilde i august 1157. Og at portrætterne er et minde herom? Identifikationen her – der naturligvis ikke er andet end meget tentativ – er da som følger: Først Valdemar, der ved forliget i foråret 1157 blev konge af Jylland, Knud Magnussen som øerne tilfaldt, og Svend Grathe som lod sig tage til takke med Skåne, Halland og Blekinge. Herefter følger så ækebiskop Eskil og endelig den uidentificerbare person med skipperskægget på nordsiden. Alternativt skal vi opfatte ham som glatbarberet. Måske har det være abbeden i Esrum?

I øvrigt tyder meget på at kunstnerens forbilleder er hentet fra mønter. Vi ved fra et andet portræt af Valdemar den Store fra tympanon’et i Slesvig Domkirke, at kongen – i hvert fald – i kunstnernes forestillingsverden bar et spidst overskæg og rundt fuldskæg. Kan man ane sidstnævnte i portrættet her?

EFTERSKRIFT:

Efter en spændende debat-runde på Facebook vil jeg tilføje følgende. Billederne af de tre konger kan naturligvis være gammeltestamentelige (Saul, David og Salomon) eller nytestamentelige ( Kasper, Melchior og Balthasar), ligesom det kan være kunstnerens og arkitektens intention at de kronede hoveder refererer til levende såvel som bibelske personer. De første tre gameltestamentelige konger giver mening fordi de udgjorde de officielle forbilleder for den middelalderlige kongsudøvelse. De tre nytestamentelige vise mænd er gvietvis en anden mulighed. Vi ved ikke hvilken værnehelgen, som kirken havde. Men det kan have været Jomfru Maria, eftersom Cistercienserne i særlig grad var optaget af at fremme himmeldronningen og den dertil knyttede fromhedstradition. Men så ville man vel have forventet at den fjerde i rækken netop var Guds moder?

Desuden viser det sig at der faktisk bag det tilbyggede sakristi stadig findes et par “hoveder”, som i dag kun kan ses ved at kravle ind på loftet. De viser en munk og formentlig en hest eller et får. Tegningen er upubliceret, men kan findes i “Studier i sjællandske landsbykirker”. Af studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole, under ledelse af lektor Erik Hansen. 1983. Tak til Peter Kristiansen, Birkerød for at hendrage min opmærksomhed på denne tegning.

Karen Schousboe

Kilder:

The very beginning of brick architecture north of the Alps: the case of the Low Countries in the question of the Cistercian origin
Af: Alexander Lehouck
Fra: L’industrie cistercienne (XIIe – XXIe siècle). Actes de colloque de Clairvaux-Troyes-Fontenay, 1er-5 septembre 2015, Paris: Somogy éditions d’art (pp.41-56)
Ed. By: A. Baudin, P. Benoit, J. Rouillard and B. Rouzeau
Somogy éditions d’art 019

Tikøb Kirke. Lynge-Kronborg Herred.
Danmarks Kirker
Nationalmuseet 1967

Esrum Klosters brevbog : Oversættelse bd. 1 – 2
Udgivet i oversættelse med indledning og noter af Bent Christensen … et al.
Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse af Museum Tusculanum 2002

The post Svend, Knud og Valdemar i Tikøb Kirke? appeared first on Kulturhistorier.

Klemt inde mellem Kronborg, kysterne og Esrum, ligger det gamle Tikøb sogn, der dengang indebefattede såvel Hornbæk som Hllebæk. Endnu i dag “kendes” det som et mørkt skovlandskab. Sådan yndede guldalderens kunstnere nemlig at fremstille dette maleriske landskab. Og sådan tror vi derfor – selvom virkeligheden var og er en anden – at det burde se ud. Men egentlig var landskabet efter vikingetiden mere fyldt med krat, overdrev og skovbryn end egentlig skov. Årsagen var de værdifulde græsgange, datidens skove udgjorde. Og som fik stadig større betydning i middelalderen og senere.  Hestes og oksers trækkraft var jo hvad der stod til rådighed. Og de dyr skulle fodres for at overleve. Græsning var derfor en vital ressource både sommer og vinter. Det resulterede i et helt andet landskab end det, som vi tror at se, når vi går rundt i bøgeskovenes dunkelhed. For at forstå den historie, må vi imidlertid gribe længere tilbage i historien – dengang Nordsjælland for alvor var skovdækket.

Nordsjælland – Danmarks fornemste skovegn

Historisk set var det nordøstligste hjørne af Sjælland den del af Danmark, der senest blev befolket. Endnu i bronzealderen (1700–500 f.Kr) [1] var det tydeligt, at egnen fra nordkysten, rundt om Esrum Sø og ned til Furesøen reelt var ubeboet; især hvis vi da ser bort fra en stribe langs kysten (fra Espergærde og nedad). Det betyder ikke, at bronzealderens mennesker ikke færdedes i de store skove-, sø- og moselandskaber, der dengang som nu prægede landskabet. Men de færdedes dér, fordi området var ”helligt”. I hvert fald kan vi se, at nedlægning af offergaver – eller som det lakonisk hedder i arkæologsprog, metaldeponeringer – var mere udbredte dér end egentlige bosættelser.

Men selv i det perspektiv må det område, der interesserer os her, det gamle Kronborg Herred og specielt Tikøb sogn, karakteriseres som fundtomt. Hvis folk boede på egnen, var det primært ude langs kysten. Færdedes de inde i de mørke og uigennemtrængelige skove, skyldtes det jagten på helligheden.

Det fremgår da også af det senere navnestof[2], hvorledes de ældste stednavne reflekterer denne hellighed: Tisvilde, Tibirke, og Tikøb træder her tydeligt frem. Men også navnet, Hellebæk bør her fremdrages (årstallet, hvor stedet nævnes første gang er sat i parentes):

• (1191) Tibirke = Tibirkæ = Tyr + birke(skov)
• (1164) Tikøb = Tiwithcop = Tyr + skov + køb (Forstået som ”den købte jord ved Tyrs skov
• (1286) Tisvilde = Tiswillæ = Tyr + væld (Forstået som Tyrs Kildevæld)
• (1582) Hellebæk = Hellebeck = hellig + bæk

Specielt er de mange stednavne med forledet *Tī naturligvis interessante. Det kan diskuteres, om stednavnene refererer til navnet på en af de ældste aseguder – Tyr eller *Tiwadz – eller ”bare” henviser til den mere generelle kategori ”Gud”, som vi kender fra en senere tid, hvor ordet, (m.) Tī, på gammeldansk endte me at referere til en mere uspecificeret hedensk mandlig gud(dom). Således tolkes Tisvilde definitivt som Tyrs væld, mens Tibirke forstås mere generelt som den hedenske birkelund, og Tikøb som der, hvor den hedenske gudeskov blev købt.

Stednavne med forledet *Ti  er i øvrigt yderst sjældne i Skandinavien. Kun i Danmark er det . Her indgår gudenavnet i knap en tredjedel af samtlige stednavne, hvor et gudenavn er knyttet sammen med et efterled, som eksempelvis Njords hjem = Nærum ( i Rudersdal); eller altså Tyrs væld= Tisvilde.

På et yderligere punkt adskiller stednavne med Tyr som forled sig. De fleste af dem er nemlig knyttet til et naturbetegnende efterled (som Tyrs væld), mens Odin knyttes til steder for kultiske handlinger såsom -vi, -hof eller –hørg, dvs. byggede helligsteder (templer) og offersteder (hørg). Men nær Viby (byen med helligstedet) ved Århus ligger en lokalitet, kaldet Tyrseng. Nærved ligger så også Onsholt (Odins Skov). Så ingen regel uden undtagelser.

Præcis hvornår vi kan datere disse former for stednavne til, er debatteret. Noget tyder dog på at Ti-navnene ikke er meget ældre end senantikken (ca. 300 – 500 e.Kr. )[3] og måske ”importeret” af germanske lejesoldater i romersk tjeneste. Måske hed guden Ull, førend han blev tillagt navnet Tyr?

Guden Tyr

Om guden Tyr – Tyr, týr, tívar, *Tīwaz – gøres der i øvrigt mange forestillinger. Der er dog næppe tvivl om at selve navnet ”Týr” er knyttet til ”Tīwaz”, der igen spejler den græske Zeus og latinske Deus.

Sammenfletningen af egenavnet med det (senere?) navneord gør det dog svært at få hold på denne mytiske skikkelse. Det antages almindeligvis, at han entrede parnasset i Bronzealderen som solgud eller himmelgud, men at han senere transformeredes til en ren krigsgud (Sigtyr eller Sejrstyr). Sådan møder vi ham hos Tacitus (Tuisto), og således optræder han da også senere i fortællingen Gylfaginning fra Snorres Edda om Fenrisulven. I beretningen herom fortælles, at Fenris var blevt så stor, at kun Tyr turde made ham, og ingen kæde kunne holde udyret. Så smedede dværgene Gleipner, en ubrydelig kæde, der lignede en silkesnor. Men Fenris anede uråd og ville ikke lade sig binde hermed uden at én af guderne lagde hånden i hans mund. Tyr meldte sig frivilligt; og endte med at måtte lade hånden til ulven, der bed den af, da den opdagede at den ikke kunne komme fri. Herved forhindrede guderne i første omgang Ragnarok.

Om Tyr fortæller Snorre i øvrigt, at han var ”einhendr ok ekki kallaðr sættir manna” – og var han “enhåndet og ikke kaldet til at forsone mænd”. Andre religionsforskere har dog anset Tyr for at være gud for rettergang og tingssteder.

Dette krigeriske islæt kan vi også aflæse af de mange kenninger – poetiske ordbilleder i de oldnordiske kvad – som Tyr optræder i. Ifølge disse er han vogngud, skægget gud, stridstyr, Goternes gud, spydgud, hærgud, råbende gud, sejrsgud, stridsgud, de faldnes gud. Poesien fortæller os også, at han er modig og dygtig. Tyrsværk er i øvrigt indtagningen af fæstninger. I den islandske landnamsbog fortælles det, at vikingerne svor på ”Frej, Njord og den almægtige Ase”, formentlig Tyr. Men igen peger andre kenninge på at Tyr bare er en udefinerbar guddom. Således kaldes Odin et sted for Fimbultýr – fimbulguden.

Værd at bemærke er desuden, hvorledes Tyr har givet navn til en af de tidligste runer, Tīwaz (Tir, Ti, *Tiw, Tyz, *Tius). I såvel islandske som norske runedigte forklares runens navn med henvisning til den ”enhåndede” og ”ulvens overlever”. Her hedder det at “Týr er einhendr ás, ok úlfs leifr, ok Friggjar faðir” (og dvs. i den udgave af gudernes slægtssaga, Odins svigerfader). Tyr var desuden en af sejrsrunerne, som man med fordel kunne riste på sit sværd. Nogle gange optræder tyr-runen da også med tre bistave. Dette er tolket som et billede på at bæreren af brakteaten påkaldte Tyr tre gange og tegnet findes ristet på en brakteat fra Raum ved Køge fra ca. 440-560 e. Kr. Tyrfing var navnet på et sværd, som sagnhelten Angantyr ejede og som altid ramte plet, når det blev svunget (præcis som det spyd, tyren Zeus forærede Europa, og som også altid ramte plet)

Vi kender i øvrigt alle sammen Tyr rigtig godt. Hver tirsdag bør vi tænke på ham på samme måde, som sydeuropæerne tænker på Mars. Vi kan også kaste blikket op på stjernehimlen og se ”Tyr’s Tegn”; det billede, som Zeus satte til minde om dengang han skabte sig om til en tyr som en anden shaman og forførte Europa.

Etymologisk er der dog ingen sammenhæng mellem ordet *Tīwaz og dyret, som vi kender som tyr, som sprogforskerne fremleder af ordet *(s)taeu (stærk). På en anden måde har guddommen Tyr dog sine aner i dyreverdenen. Ifølge Gylfaginning var Hymer el. Ymer far til Tyr. Men selvsamme Ymer, der levede i kimmingen, hvor himmel og hav mødes, var også stamfader til hele vores verden fyldt med himmel og skyer, jord og klipper; den verden, som Ymer undfangede, da han levede af urkoen Audhumblas mælk.

Fortællingen om Tyr kan forøvrigt ikke kun aflæses i stednavne, i poesi eller i runerne. En anden kilde er kunsten og herunder specielt guldbrakteaterne, de medaljoner som folkevandringstidens mennesker bar om halsen. Det mest berømte fund her er uden tvivl en brakteat fra Trollhättan i Sverige, hvorpå fortællingen om Tyr og Fenrisulven er tydeligt afbilledet. Brakteaten dateres til 400-500 e. Kr. og indikerer således at sagnet stammer fra folkevandringstid en (c. 350-550).

Jernalderen og Vikingetiden

Hvorom alting er, Tyrs landskab var tydeligvis skovdækket, helligt og sparsomt beboet.

Vi kan da også konstatere ud fra pollendiagrammerne fra St. Gribsø, at skov var det dominerende karaktertræk ved landskabet fra 4000 f. Kr og frem til ca. 1800. Her var bøg det dominerende træ i de sidste 3000 år, om end også el, birk og eg spillede en rolle. Skovdækket vær tættest ind til ca. 700 f. Kr. ledende frem til en periode omkring år 0, hvor ca. 50% var blevet til afgræsset overdrev.

Efter ca. 400-500 e. Kr. vendte udviklingen imidlertid igen og skoven bredte sig over hele det nordøstlige hjørne af Sjælland. Det ændrede sig først i perioden ca. 1000-1200. Hvorfor nu det?

En del forskere er af den opfattelse, at netop fortællingen om Ragnarok – og Fenrisulven, der bider hånden af Tyr – kan dateres ret præcist til tiden efter 536 e. Kr., hvor klimaet forværredes radikalt på grund af en række globale katastrofer (vulkanudbrud). Motivet findes muligvis også på gotlandske billedstene dateret til 700-tallet. Netop i tiden fra ca. 500 – 1000 e. Kr. var Nordsjælland relativt betragtet da også ganske mennesketomt og skovdækket.

Pollediagrammerne passer således fint med, at der ikke findes spor af de former for stednavne, der dominerede i den yngre jernalder, der typisk ender på -løv, -lev, -inge, -um og –sted, og signalerer steder, hvor folk er flyttet sammen i hvad vi formentlig må forstå som klaner. Den slags stednavne er der imidlertid ingen af i det gamle Kronborg herred.

Det er faktisk først med alle -torp og –rødnavnene, at vi igen begynder at få et billede af en svag bosættelse og opdyrkning. Nævnes kan det stenede torp, Stenstrup, Appes torp, Apperup, biskops torp, Bistrup, samt det myrede torp, Mørdrup. Torp betyder det samme som gård eller mindre landsby udflyttet fra en større.

Fra samme periode stammer også stednavnene med endelsen –rød, der betyder rydning. Vi kan nævne vedlingernes (skovboernes) rydning, dvs. Villingerød omtalt 1137–46, samt Horserød fra 1178: rydningen til heste. Hertil føjer sig Langerød – den lange rydning, nævnt 1248. Lidt længere sydpå finder vi endnu et -rød, som vi kan henføres til en i øvrigt ukendt person, Asmundr, der gav navn til Asminderød, hovedbyen i sognet syd for Tikøb. (Villingerød kan dog også være dannet af et personnavn, Withger + rød).

Vi kan således på baggrund af navnestoffet konkludere, at Nordsjælland efter den store klimaomvæltning efter ca. 500 simpelthen groede til i skov og først langsomt blev ryddet og beboet i tiden efter år 1000. Mennesketomt har der været indtil overgangsperioden mellem den sene vikingetid og den tidlige middelalder, hvor vi ser sporene af de første rydninger i stednavnene.

Herefter gik det imidlertid stærkt med at få omskabt nordsjælland fra skovbygd til kratbygd.

Et middelalderligt landskab – Esrum Kloster

En væsentlig del af denne rydning må være sket på enten kongens eller ærkebiskoppens foranledning. I hvert fald ved vi, at da Biskop Eskil i 1151 lod cistercienserne flytte ind på Esrum, var der tale om jord, som kongen ejede og som biskoppen kun havde i precarium, dvs. som et lån. Selv holdt Eskil til ved Søborg længere mod vest. Herfra er der givetvis foregået en rydning og opdyrkning østpå. Det er disse rydninger eller ejendomme, som Eskil donerer til klosteret. Men altså uden at have klar ejendomsret til selve stedet, hvor det senere kloster kom til at ligge. Formentlig har rydningerne også været mere eller mindre selvbestaltede. Forskere har funderet over om skovene simpelthen var så ubeboede at de ganske enkelt var tilfaldet kongemagten ud fra devisen, at hvad ingen ejer, ejer kronen. Området var således aldrig kongemagtens privatejendom, men kongelev (som Eskil så forgreb sig på).

I hvert fald ved vi fra Kong Valdemars Jordebog fra 1241, at såvel Ørved skov (vest for Esrum) som Gribskov hørte til krongodset. Det passer meget godt med, at Eskil bare ”lånte” jorden i ly af borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar 1147-57. Og da så krigen var overstået fik han forhandlet sig på plads med kongemagten om at give plads til cistercienserne ved Esrum.

Den bedste indsigt i områdets middelalderlige landskab får vi netop gennem historien om Esrum Kloster, der blev grundlagt på den nordlige og opdyrkede søbred ved Esrum med de store og nærmest ubeboede skovstrækninger – mod nordøst (Ørved skov), mod øst (Harridskoven eller ”Hærskoven”) og mod sydvest (Gribskov). Esrum Kloster lå således på kanten af det område, der er i fokus her. Men klosterets ejendomme rakte ind i Tikøb sogn, og formentlig var det klosterets fortjeneste, at Tikøb Kirke endte med at være en så anseelig teglstensbygning fra slutningen af 1100årene.

Som alle andre Cistercienserklostre blev også Esrum anlagt langt fra byer og landsbyer, så intet skulle kunne skabe uro blandt klosterets munke. Men det betød ikke, at der ikke i løbet af middelalderen blev opbygget et levende, velstående og økonomisk givtigt landskab i omegnen af Esrum. Cistercienserne var driftige folk. Om Esrum kloster er vi i øvrigt rigtig godt informerede, eftersom brevbogen, dvs. store dele af klosterets arkiv er bevaret i en senmiddelalderlig afskrift.

Selve klosteret byggedes på en holm i den nordlige del af søen på et lavtliggende engområde. Her installerede munkene hurtigt en vandmølle. Senere blev denne mølleindustri udvidet med møllen i Steenstrup, som Valdemar den Store gav klostret i 1173.

I centrum af de først jordbesiddelser var Villingerød og Havreholm, der i de oprindelige privilegiebreve omtales som landsbyer. Allerede 30 – 40 år senere var der imidlertid sket en radikal omvæltning. Nu dreves de ikke længere som små landsbyer, men som egentlige ladegårde – grangier – med alt deres tilliggende, dvs. med enge, vingårde (abildgårde?), jorder, lunde, skovhugst og græsgange. Til Villingerød hørte desuden en skov, som kongen ejede. Den donerede Valdemar til Esrum Kloster i 1173. Om denne skov er vi veloplyst. I gavebrevet står nemlig at kongen gav Absalon og hans frænde Sune befaling om at skifte skoven ”og ride dens skel”. Det strakte sig fra Vejenbrød dvs. der hvor vejen slå en bugt, mod øst til Hornbæk Sø og langs bækken som kaldes Hornbæk og derfra til Villingebæk, dvs. langs kyststrækningen. Formentlig har skoven dækket trekanten mellem de nutidige (gamle) veje –  Hornbækvej, Villingebækvej og Strandvejen. Noget tyder på at skellet gik langs den gamle sognegrænse mellem Tikøb og Esbønderup.

I 1228 oplyses vi om at Esrum Kloster drev elleve grangier eller ladegårde i et bredt bælte fra Villingerød, øst om Gurre og helt ned til Torup, på højde med Asminderød kirke. Derudover rådede klosteret over anseelige skove, hvori givetvis fandtes mindre bebyggelser.

Men egentlig landsbyer var der næppe mange af førend stordriftsfordelen forsvandt med arbejdskraften i 1300-årenes krise- og pesttid. Nu vendte landsbyerne tilbage. I 1497 var Villingerød således igen etableret med ni fæstegårde, mens enestegårde lå spredt rundt om i skovene. Fra denne tid ved vi, at hovedindtægterne fra disse landsbyer i skovområderne mod nord og øst bestod af smør, svin og træ, et sikkert tegn på, at ekstensivt kvæghold var et hovedelement i disse senmiddelalderlige gårdes driftsform.

Klosterets middelalderlige stutterier

Der findes desværre ikke egentlige klosterregnskaber, der er bevarede, men spredte kilder tyder på, at en hovedindtægtskilde var avlen af heste, der i middelalderen udgjorde kongerigets næststørste eksportartikel næst efter sildefangsten i Øresund. Det er sandsynligt, at de første stod har været vilde; equitium jumenta indomita kaldtes de. Sådanne vilde heste holdtes i hestehaver, dvs. store indhegnede skov- og engarealer, hvor hestene kunne færdes i vilde flokke. Have betyder egentlig gærde eller dige, mens hegn betyder fred og beskyttelse. Men stoddene var dog næppe mere vilde end at munkene – som overalt hvor cistercienserne slog sig ned – arbejdede målrettet mod at fremelske stærke og krigsduelige hingste til korstogstidens ryttere. Disse heste var lavbenede, sluttede og af middelstørrelse, grove og tunge og med yppig hårvækst, skriver Flemming Ettrup i sin beretning om disse heste, som kongen rekvirerede i tusindtal når krigstogter blev indledt. Og så var der behovet for rideheste, falkonérheste eller bare heste i rejsestalden, som kongen kunne benytte sig af, når han passerede. Fra 1501 findes der en notits i dronning Christinas hofholdningsregnskaber, der fortæller os at hun havde føl på opdræt på klosteret.

Gurre, Søborg og Krogen

På begge sider af dette bælte ejede kronen imidlertid fortsat dele af skovene. Centrum herfor var borgen ved Gurre og senere Erik af Pommerns Krogen. Vi ved fra fortællingerne om Gurre, at her havde kongen væsentlige viltbaner, som han yndede at gå på jagt i. At dømme efter senere kort har der da også været noget tættere skov omkring Gurre.

Navnet Gurre henviser til borgens placering på en våd eng på kanen af Gurre sø og betyder sump eller dynd. Dateringen af det tidligste byggeri er omdiskuteret, men da Valdemar Atterdag i midten af 1300-årene byggede borgen op til en yderst moderne og fashionabel kongelig residens, skete det på baggrund af en tidligere fæstning fra 1100-årene. Tidlige, men meget sparsomme, fund tyder på at der her lå en fæstning bygget af enten Valdemar den Store eller hans sønner. På Gurre sad der indtil 1525 en selvstændig lensmand, men derefter blev slottet indlemmet under Krogen og borgen fik lov til at forfalde. Det var tydeligt at Gurre tabte i betydning efter Margrete I’s død, hvilket resulterede i Erik af Pommerns fæstning, der i dag er bygget ind i det senere Kronborg. På samme måde gik det den gamle ærkebispegård ved Søborg, som Eskil byggede i midten af 1100-tallet, men som Valdemar indtog i 1161. Også denne borg udbyggede Valdemar Atterdag. Godt 150 år senere ødelagdes dog også denne borg, og Krogen – det senere Kronborg – endte som sejrherren. Medvirkende hertil var naturligvis at Esrum Kloster efter reformationen tilsammen med sine 300 bøndergårde og store skovstrækninger hjemfaldt til kronen. Dette var den egentlige kim til at Kongernes Nordsjælland opstod.

Efter Reformationen 1536

Efter reformationen blev Esrum kloster således nedlagt og al jorden blev lagt under kronen. Ganske vist flyttede de sidste munke først til Sorø i 1559, men på det tidspunkt var planerne allerede langt fremme for at oprette en kongelig ladegård i Esrum og samtidig samle alle skovdistrikterne omkring Gribskov til en formidabel kongelig vildtbane. Samtidig arbejdedes der aktivt for at etablere kronens stutterivirksomhed i egnen nord for Esrum, hvor de gamle klosterbesiddelser tilbød et fuldt udviklet produktionsapparat. I over 100 år var det gamle klosters besiddelser da også centrum for det kongelige stutteri.

Det er omdiskuteret, hvorvidt Christian d. III tog initiativet til denne omfattende stutterivirksomhed. Vi ved at han var aktiv i indførslen af frisiske hopper og andalusiske hingste, så mon ikke. Det var dog specielt under Frederik II og Christian IV, at opdrættet blev mere omfattende og systematiseret. Christian IV nedlagde således landsbyerne Sørup, Siggerup, Hjernerup og Ebbekjøb og anlagde kobler og hestevange på vestsiden af Esrum Sø samtidig med at han udbyggede de gamle klostervange mod nord og øst. Selvom vangene var indhegnede, forhindrede det ikke bønderne i at slippe deres hopper løs inde i koblerne for at lade dem betjene af de kongelige hingste.

Dette eventyr endte dog, da Nordsjælland blev hjemsted for en afdeling af det sjællandske rytteri i 1719, mens stutterivirksomheden blev forlagt til Frederiksborg Slot.

Af et kort fra 1720 fremgår det at stutteriets vange var spredt over hele egnen med hestevange i Tikøb sogn ved Villingbæk, Hellebæk, Egebæk og Gurre. Hestevangene kan ses på kortet af Abraham Christian Willars som indhegnede haver eller vange.

Skov, krat og buskads

På det tidspunkt er det tvivlsomt, om det giver mening at tale om, at Nordsjælland endnu var skovdækket.

De kongelige stutterier var nemlig ikke de eneste, der havde løsgående heste i skoven. Det var givetvis almindelig praksis over hele egnen, der efter reformationen bedst kan beskrives som et blandingslandskab præget af udbredt krat, buskads, overdrev, skovbryn og spredte træbevoksninger – det svenskerne kalder en risbygd.

Netop oprettelsen af rytterdistriktet giver os et indblik i dette for Danmark ret unikke kulturlandskab, der blev stadig mere karakteristisk for egnen i årene efter at svenskerne havde forhugget skovene i 1658-60. Fra oprettelsen i 1720 har vi nemlig både et kort til vores rådighed og en omfattende synsforretning fra 1717, der supplerer hinanden.

Af kortet fremgår det således, at selvom de fleste stutterivange lå i nærheden af Esrum Sø, så var der også indrettet de fire anseelige hestevange i Tikøb Sogn, der er nævnt ovenfor. Heraf udgjorde hestevangen ved Hellebæk, her kaldet Teilstrups vang, det største indhegnede græsningsområde. Mere eller mindre dækkes det i dag af den nuværende Kohave og Teglstrup hegn. Formentlig stammer navnet ”Kohave” fra bondeskoven hørende til Skibstrup eller Horserød, der har ligget umiddelbart nordvest for den indhegnede hestehave, som Teglstrup vang udgjorde.  Her skulle i følge kortet rytterhestene gå på græs. Sydøst strakte et vildsomt mose- og kratlandskab (i dag kaldet den grønne kile) sig ind mod Kronborg Ladegård, som givetvis blev udnyttet til et ganske voldsomt kreaturhold.

Synsforretningen 1717

At landskabet må have være fyldt med store græssere både sommer og vinter kan indirekte udlæses af den synsforretning, der blev foretaget efter ordre af kommissionen for ryttergodsets inddeling i 1717 mellem 1. februar og 12. marts[4]. Tidspunktet er væsentligt, fordi vinteren er det tidspunkt på året hvor antallet af kreaturer på de enkelte gårde måtte forventes at være lavest.

I dette vinterperspektiv er det tankevækkende at de 132 kongelige fæstegårde i Tikøb sogn  ifølge synsforretningen i gennemsnit holdt 8,4 stykker heste, 10,4 stykker hornkvæg og 11,7 får. Men kan vi nu fæste lid til disse tal? Bønderne var notorisk vrangvillige når det gjaldt deres selvangivelser til datidens ”skattefar”, og netop kvægskatterne hvilede tungt. I modsætning til tidligere synsforretninger foretaget i forbindelse med inddrivelse af kvægskatter kan vi imidlertid her konstatere, at skifteforretningerne fortaget på samme tidspunkt på en håndfuld af de 132 gårde omtrentligt giver det samme antal høveder. Så svaret er ja, i synsforretnignen får vi et tilnærmelsesvist billede af hvor meget fæ, bonden gennemsnitligt havde på sin gård.

Tallene fra Tikøb kan i øvrigt sammenholdes med de 90 gårde i Asminderød sogn, der i gennemsnit havde 8,4 heste, 10,9 stykker hornkvæg og 12,5 får. Også disse gårde var relativt beskedne med hensyn til hartkorn (vurderingen af hvad en gård kunne producere og dermed dens værdifastsættelse). Landskabet i Tikøb og Asminderød har mindet meget om hinanden.

Når det gælder Asminderød er kilden bedre publiceret. Det betyder at vi dér også kan danne os et første overblik over det gennemsnitlige antal bygningsfag, gårdene fremviste – i Asminderød gennemsnitligt 32. Tallene fortæller os dog intet om hvordan fagene var fordelt på hus, lade, lo og stald.

Vi kan dog med fordel sammenligne de 32 fag med gården fra True ved Århus på Frilandsmuseet, der omkring 1700 bestod af 28 fag og havde en stald til 5 heste og 8 stk. Bonden på Truegården rådede således gennemsnitligt over 2,15 fag pr dyr. Hvis gårdene i Asminderød sogn skulle have en forholdsmæssig størrelse til at kunne rumme deres gennemsnitlige besætning, skulle gårdene dér have været på 41 fag. Men de var altså kun på gennemsnitligt 32.

Udgangsøg

Hvad betyder nu det? Jo, det mere end antyder, at gårdene i Asminderød og formentlig Tikøb på det tidspunkt ikke har kunnet opstalde hele deres besætning hen over vinteren. Der har måske været plads til en fjorten til femten dyr, men så næppe heller flere (og formentlig færre). Det betyder, at mindst fire til fem dyr må have gået ude hele året. Alene i Tikøb sogn vil det have betydet, at mindst ét stort dyr er strejfet om på gennemsnitligt 15 ha[5]. Da stor dele af jorden i sognet – vildtbaner, ladegårdsjorder og indhegnede marker med vintersæd – ikke har været tilgængelige for bondefæet, kan vi måske antage at græsningstætheden i skov, krat og på overdrev og i vintertide har været endog noget højere. Hele dette område fordrer dog en meget nærmere undersøgelse.

Den antagelse, at en væsentlig del af dyrene færdedes ude hele året, underbygges endvidere af den diskrepans, som sammenligninger mellem skattefastsættelser af kreaturskatter og boopgørelser fra midten af 1600-årene kan fremvise. Her viser tallene nemlig at taksatørerne undlod at registrere mindst halvdelen af hestene og kun tre fjerdedele af kreaturerne!

Tør vi hermed antage at resten var sendt til skovs året rundt? Ja da! Litteraturen er jo fyldt med spredte skildringer af de mange udgangsøg – et begreb, der i øvrigt kunne dække både heste og kvæg.

Det er faktisk den sandsynligste forklaring. Datidens kilder er da også fyldt med borløbne heste og kreaturer, der blev fremlyst på tinge, ligesom vi kender udtryk fra ordsamlinger, der bevidner denne praksis. Eksempelvis hedder det hos præsten Joachim Junge, der i 1798 udgav en berømt sædeskildring om almuelivet i Nordsjælland, at løse og vilde øg måtte man ”flankere” hjem, dvs. ”opride” (vel: finde til hest) og derefter ”tumle”. Sådanne heste måtte i øvrigt udstyres med et ”avred” eller mærke, så ejeren kunne udpeges, når de blev sendt ud på ”ævred” (hegningen af de dyrkede marker) blev opgivet. Hvad hed den slags heste? Måske kævlingeheste, dvs. heste, der var så små, at de næppe kunne trække en kævle. Men ellers bare udgangsøg, skovøg, afvejekvæg eller endda bare afstavns. Om vildfarent kvæg kunne man endda fortælle at det havde ”skovet” sig. I øvrigt kan vi af Peder Syv lære, at sådanne skovøg kunne være både døve og snedige.

I øvrigt er det interessant, at sammenholde antallet af heste og kreaturer med antallet af hektarer i det daværende Tikøb sogn. En simpel regning (antal hektarer divideret med antal store kraturer) viser at bøndernes samlede dyrehold (minus får og svin)  gennemsnitligt havde 4,1 ha til rådighed om sommeren. Imidlertid skal der som minimum trækkes de 2/3 af det dyrkede areal fra – der i 1688 udgjorde 20%. Hertil kommer at dyreholdet i følge Skrubbeltrangs beregninger var 30% større om sommeren end om vinteren. Det samlede resultat er, at ved sommertid havde bønderne højt sat 2,75 ha pr græssende dyr. Formentlig skal tallet sættes mindre fordi vi ikke ved hvor heftigt græsningen i viltbanerne blev udlejet. Hertil kommer, at antallet af dyr i sognet vil have været større, simpelthen fordi synsforretningen kun talte kronbøndernes dyrehold. Husmænd, præster, degne, smede, skovfogeder og større privatejede gårde er her ikke talt med. Ej heller har vi talt fårene med. Græsningstrykket har været ganske heftigt og skovene har ikke lignet skove, men kræt og træbevoksede overdrev fyldt med kær, moser og søer.

I parentes bemærket kan det være interessant i den sammenhæng at sammenligne antallet af hektarer til rådighed i dette landskab med det nuværende på Molslaboratoriet i Århus. Her i december 2021 var der 3 ha pr dyr.

De mange heste

Hvorfor så mange heste? Svaret herpå er at bønderne i Kronborg Len havde flere væsentlige opgaver, som vi ofte er tilbøjelige til at glemme. Ikke alene skulle de stå for transporten frem- og tilbage til København af Kongens hus og alt hans habengut. Den slags vogntog kunne rumme op til 250-500 vogne, når kongen begav sig af sted. Hertil kom transporten af varer, kul og brændeved til forsyningen af København.

Det væsentligste indslag i driften af de nordsjællandske gårde var da også udenfor al tvivl hesteopdræt, kvæghold og oldensvin. Og her med absolut vægt på hesteholdet og binæringen i form af transport ind til hovedstaden. Mange bønder havde specialiseret sig, og ernærede sig simpelthen som datidens langturschauffører, mens kvinderne hjemme på gården passede de øvrige dyr og den sparsomme korndyrkning.

Det får vi en levende skildring af hos Joachim Junge. Han var præst i Blovstrød og udgav i 1798 en sædeskildring af ”Den Nordsjællandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog. Heri kan vi fornøje os over hans fortællinger om bønderne, der elskede deres heste, men var temmelig ligeglade med deres kreaturer. Og som med de samme heste kørte drabelige væddeløb til og fra den ene kro efter den anden på Kongevejen. Som præst i Blovstrød havde han rig lejlighed til at studere færdslen ved Blovstrød Kro, der lå på den anden side af vejen. Han fortæller:

”Af husdyrene elsker bonden fortrinligt hesten. Grunden til denne kærlighed begynder fra kæphesten, den går snart over til den virkelige hest med hvilken han steaks må omgås, og den vokser med årene, fordi dette dyr, ligesom en fidus achates ledsager ham igennem hele hans liv lige til graven. Er han tjener, da plyndrer han alt for at fylde det i hesten, er han husbonde, da tager han sig ofte selv til skade for ikke at skade den. Jeg har kendt mange bønder, som i våren har mæsket hele tønder rugstrå, for også at under hesten det højeste gode, en slags beruselse. Det er ikke usædvanligt at høre bonden beregne sin søns alder efter en ligealdrende hests fødsel. Men fordi en godhed er den anden værd, så ved også dette tålmodige dyr mageløst at rette sig efter og under sin herre…Så længe bonden bliver i sin naturlige og hesten i den virksomme tilstand, da omgås han meget pligtmæssigt med den. Han overlader den derfor aldrig med svære læs. Ja, han synes ikke engang at kende hestens kræfter. Dette dyr bliver derfor aldrig under bondens hænder fordærvet… (s. 150-151)

Fra Ryttervang til Skovfred

I hele denne periode – dvs. tiden efter Reformationen – havde Staten med større og mindre held drevet en serie møller ved Hellebæk. Formentlig har der ligget møller i Esrum Klosters tid. Men egentlig mølledrift kender vi ikke til førend i 1500-årene, da den første melmølle byggedes. Herefter fulgte slag i slag en række skiftende manufakturer: jernstøberier, kobbermøller, kanonstøberier osv. Vi kan få indsigt i dette tidlige industrianlæg, når vi besøger Hammermøllen og bagefter går en tur gennem Hellebæk.

For at drive disse tidlige manufakturer var rigelig og let adgang til rindende vand (kildekraft) naturligvis ikke nok. Hertil måtte også være adgang til brændsel i store mængder. Det interessante er imidlertid at selvom Kronen i 1700-årene ved flere lejligheder solgte dette industrikompleks, medfulgte skovene ikke nødvendigvis. Kun brugsretten til vandkraften og bestemte udmålte læs brænde blev frasolgt. Mange af datidens skøder havde da også mere karakter af forpagtninger end egentlige salgsdokumenter.

Selvom Hammermøllen og senere geværfabrikken i 1700-årene var i privat eje og på skiftende hænder, betød det ikke at skovene ikke fortsat tilhørte kronen.

Dette ændredes heller ikke efter at J. F. Classen overtog industrikomplekset i 1767 for derefter at tabe ejendommen til Schimmelmann i 1768. Fortællingen herom minder grangiveligt om russiske oligarker og deres omgang med Sovjetimperiets fabrikker og statsejendomme efter 1989. I løbet af den næstfølgende periode kom selve Hellebækgård dog på Schimmelmanns hænder og i en beskrivelse fra 1839 kan det læses, at der hertil hørte 250 tønder land, 140 td. eng og 100 td, skov. “Under gården ligger den såkaldte Tejlstrup Vang” hedder det i beskrivelsen. Skoven var således solgt til Schimmelmann efter rytterdistriktet blev nedlagt i 1773.

Fra det tidspunkt af var skovene i Tikøb imidlertid – uanset offentlig eller privat ejer – underlagt den samme skovlov af 1805. Det er i den periode, at skovene i stigende grad blev udlagt til stadig mere ensrettet skovdrift med henblik på at udnytte træet som bygningstømmer, ligesom det er i den periode Oehlenschläger poetisk digtede “De brede Bøge” og guldalderlandskabet frem i vores hjerter. Nu udnyttedes skovene ikke længere til gærder, vejbroer eller brændsel. Derimod importeredes stenkul, der fyldtes i kakkelovnene og i de mange teglværkers brændeovne, mens sten sattes i de permanente stendiger om markerne, som bønderne efter udskiftningen kunne etablere og vedligeholde. Det er i denne periode de mange levende hegn plantet på permanente stengærder kom til.

I samme periode blev det så også gradvist mindre nødvendigt at sende dyrene til skovs. Landboreformer og udskiftning havde medført nye muligheder for kobbeldrift, og dyrkning af foderafgrøder. Og dræning forbedrede udbyttet mangefold. Det gav bedre mening at holde dyrene på stald og fodre dem med hø og havre end slippe dem løs. Langsomt fremavledes desuden moderne produktionsdyr, mens de gamle hårdføre bæster uddøde.

Senere, efter 1863 kom jernbanen desuden til Nordsjælland. Først til Hillerød i 1862, hvorefter Gribskovbanen blev anlagt i 1880. Det betød givetvis på sigt, at bønderne kunne skære ned på hesteholdet til fordel for det indtægtsdækkende kreaturhold og smøreksporten til England. Hvor transportvirksomheden i 1700-årene var tyngende, og hestene i 1717 derfor havde udgjort 45% af besætningen på bøndergårdene, udgjorde de i 1898 kun 22% af samtlige store dyr i sognet.

En følge af jernbanerne var desuden, at nok blev rejsen til købstaden lettere, men den blev også mindre nødvendig. Godstoget sørgede jo for at smørret kom frem til dampskibet, der sejlede dritlerne til Tyskland og England. I stedet kunne bønderne blive hjemme og dyrke hjemstavnen i forsamlingshusene og ved de store grundlovsfester i skovenes dybe stille ro. Der er her oldtidens store hellige “skove” genfødtes, som så mange af os af ren nostalgi drømmer om at bevare uberørte af kreaturers og hestes klove og hove.

Pointen er bare, at sådan så vores fortidslandskaber aldrig ud. Tværtom var de rodede og fyldte med et næsten ubegribeligt liv af dyr, vi har svært ved at se for os.

TOP FOTO:

Parti ved Gammel Hellebækvej. Carmiencke 1835. Tlhører Hammermøllen

NOTER

[1] Yngre Bronzealders bosættelser i Nordsjælland. Af Jacob Schlein Andersen. I: Gransk 2019, No 1.

[2] Sakrale stednavne i Danmark. Udkast. Af Carsten Lyngdrup Madsen. 2021

[3] Argumentet er lidt snørklet. Men: vi ved at guden findes i det Gotiske ”parnas”. Der blev han kaldt Teiws. Men vi ved også at der ikke findes stednavne i Sverige, hvorfra Goterne langsomt udvandrede mellem 0-200 e.Kr., inden de endte nede ved Sortehavet i 300-årene. Så Tyr er i den sammenhæng måske en ny opfindelse, adopteret fra det græske og romerske gudeparnas. Dette stemmer naturligvis også med hans ”klare” identifikation som ”Ares” eller ”Mars”.

[4] Commissionen for Ryttergodsets Inddeling (kilde: Kronborg Amtsstue no. 576 A LA). Kilden er desværre ikke udgivet, men hovedtal findes delvist gengivet i Fridlev Skrubbeltrangs forfatterskab samt i Byskriverens samlinger

[5] Tikøb sogn rummede i 1898 (Trap 2. Udgave) 18497 td. Land svarende til 10203 ha jord) (tallene er inklusive Hornbæk og Hellebæk, der på det tidspunkt var udskilt). Men mindre dele heraf har omkring 1700 været udlagt til vintersæd samt reserveret kongen til hans enemærker – stutteri, vildtbaner osv. Det meste af statsskovene har dog været åbnet op for græsning mod betaling.

LITTERATUR

Bogen om Esrum Kloster
Red. Af Søren Frandsen, jens Anker Jørgensen og Chr. Gorm Tortzen
Frederiksborg Amt 1997.

Danske Landbrugslandskaber gennem 2000 år. Fra digevoldninger til støtteordninger.
Red. Af Bent Odgaard og Jørgen Rydén Rømer
Århus Universitetsforlag 2009.

Esrum Klosters grangier – en ny tolkning.
Af Finn Erik kramer.
I: Esrum Klosters storhed og fald.
Red. Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen.
Esrum Kloster 2015.

Esrums klosterstutterier
Af Flemming Ettrup:
I: Fjernt fra menneskers færden. Sider af Esrum Klosters 850-årige historie. Red. Af Jens Anker Jørgensen et al.
C. A. Reitzels Forlag 2000.

Holmberg, Bente: Den hedenske gud Tyr i danske stednavne. Mange Bække Små (red. Vibeke Dalberg & Gillian Fellows-Jensen). Til John Kousgård Sørensen på tresårsdagen 6.12.1985,
København 1986

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Købstadslandbruget og kampen om byernes naturlige ressourcer.
Af Jørgen Mikkelsen
Landbohistorisk Tidsskrift 2012:2

Kongelig hesteavl i Danmark før og efter enevælden
af Lisbet Lund Nielsen
Fortid og Nutid 1996

Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik
Af Fridlev Skrubbeltrang
Historisk Tidsskrift 11. Rk, 1.
København 1944

The Past Impact of Livestock Husbandry on Dispersal of Plant Seeds in the Landscape of Denmark
Af Hans Henrik Bruun and Bo Fritzbøger
I: Ambio Vol. 31, No. 5 (Aug., 2002), pp. 425-431
Published by: Springer on behalf of Royal Swedish Academy of Sciences

Skånska bygder under förra hälften av 1700-talet: etnografisk studie över den skånska allmogens äldre odlingar, hägnader och byggnader.
Af Åke Campbell
Lundequistska bokhandeln, Uppsala 1928

Tyr. En vetenskapshistorisk och komparativ studie av föreställningar och gestaltningar kopplade till den fornnordiske guden Tyr
Klas af Edholm
Stockholms Universitet 2014

Tracing Old Norse Cosmology. The world tree, middle earth, and the sun in archaeological perspective. Af Anders Andren.
Nordic Academic Press 2014.

Vangelag på Sjælland.
Af Bo Fritzbøger.
I: Mark og menneske. Studier i Danmarks historie 1500-1800. Skippershoved 2000, s. 27-42

The post I skovens dybe stille ro myldrede det med heste appeared first on Kulturhistorier.

Thy består naturgeografisk af to landskaber – mod vest en strand der grænser op til en ti til tolv km bred bræmme af næringsfattige overdrev, heder og kær, præget af sandflugt og i dag udstrakte granplantager. Det kaldes i daglig tale “Klitten”. Mod øst ligger en femten km bræmme af fed morænejord, der er velegnet til landbrug og korndyrkning.

Baseret på pollenanalyser er vi relativt set veloplyste angående landskabets karakter fra slutningen af jægerstenalderen og frem til nu. Omkring 4500 f. Kr var Thy således for 90% vedkommende dækket af skov, primært eg, elm, ask, avnbøg, spidsløn, lind, taks, vedbend og mistelten. Fra ca. 3000 f. Kr begyndte skovdækket imidlertid at transformeres til et mere blandet mosaiklandskab karakteriseret ved løvenge og græsningsskove. Det landskab prægede Thy indtil ca. 500 e Kr., hvor træer leverede ca. 50% af de registrerede pollen rundt om Ove sø. Herefter gik det imidlertid hastigt tilbage og omkring 1000 e. Kr, dvs. ved middelalderens begyndelse, leverede træerne kun ca. 30% af pollen faldende til 20% i tiden 1700–1800. På det tidspunkt dækkede sandflugten vel 20%, hede 10%, moser og kær 20% og græs 30%. I hvert fald så fordelingen af pollen ud ved Ove Sø på kanten mellem det vestlige og østlige Thy. En indikation på det ringe skovdække fra jernalderen og fremefter findes i form af de tørvehuse, som befolkningen boede i, samt anvendelsen af hedetørv og knogler til brændsel og senere som iblandet mødding. Træ var i jernalderen – i modsætning til i Bronzealderen – en alvorlig mangelvare. Bronzealderens huse var træbyggede.

Hvis man ser på et pollendiagram fra Ove Sø er det i øvrigt specielt bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende skete noget epokegørende omkring 500 e. Kr, da jernalderens landskab radikalt ændrede karakter. Indtil da havde der været tale om en glidende afskovning og hededannelse. Nu ændredes landskabet imidlertid på afgørende vis.

For at få indblik i denne ændring er det vigtigt at kende til hvorledes klimaet efter 536 e. Kr. forværredes alvorligt i hele den nordlige hemisfære. Hvorvidt det skyldtes vulkanudbrud eller andre klimatiske forhold diskuteres stadig, men nogle udelukker ikke en temperatursænkning på op mod 3^o C. Andetsteds i hele Syd– og Vesteuropa hærgede desuden den justinianske pest, og der er intet som indikerer, at ikke også befolkningen i datidens Skandinavien blev ramt. Det interessante er nu, at mens andre egne – eksempelvis Nordsjælland affolkedes og sprang i skov for først at ryddes fra 1000-tallet og fremefter, fandt den samme landskabsmæssige udvikling ikke sted i Thy.

Når Thy således op til 500 e kr. dækkedes af mere eller mindre lysåben skov, ændredes dette i den næstfølgende periode ikke i retning af mere skov, tværtom. Snart var der tale om et landskab, der domineredes af krat, hedearealer med hedelyng, blåbær, porse og revling, der voksede blandt de sidste rester af forhuggede skove iblandet hassel og rødel. I løbet af senmiddelalderen tog sandflugten desuden yderligere til for at blive alvorligt ødelæggende efter ca. 1500. Uden tvivl var det dette åbne landskab, som Thy fremviste indtil plantagerejsningen med nåletræer tog fart i 1800-tallet.

Årsagen skal givetvis findes i den meget gunstige jordbundsgeografiske karakter, som Thy havde og har, og som gav anledning til en relativt set tæt befolkningstæthed fra bronzealderen og fremad. Med agerdyrkning mod øst, sø og vand i midten og græsning mod vest leverede Thy simpelthen elementerne i et fordelagtigt og rigt landskab for bønder at bosætte sig i – også i den kolde tid efter ca. 500. Det kunne givetvis betale sig i en koldere tid for thyboerne at fastholde de store hedestrækninger og græsningsområderne mod vest som netop græsning til dyr, der kunne levere føden i stedet for jorddyrkningen.

Får

Landskabsændringerne i perioden efter 5-600 skal da nok først og fremmest ses som en refleksion af et øget græsningstryk forårsaget af får. Får blev i denne periode nemlig det vigtigste dyr, simpelthen på grund af behovet (efter 700-750) for at skaffe uld til vævning af vikingeskibenes sejl samt de nødvendige tekstiler til at udruste vikingerne, når de drog på langfart. Det var koldt at færdes til havs og store fårehold var nødvendige for at holde skibene under sejl og vikingerne varme.

En løs beregning angiver at man for at skaffe uld nok til at udstyre et skib med 32 roere har skullet stille med en fåreflok på ca. 260 dyr og et græsningsareal (med 1/2 dyr pr ha) på 520 ha til en fåreflok. Hvis vi antager at der har været ca. 30.000 ha græsning og klithede, svarer det til at der  har været plads til ca. 58 fåreflokke langs vestkysten fra Agger til Hanstholm, hvor hver flok svarede til et skib. Men en del af denne græsning har også været anvendt til græsøksne og heste. Fra en senere tid vides at herregårde havde flokke på 100-150 dyr, mens bønder holdt 20-50 får. Husmændene måtte så nøjes med 10-15.

Desuden er der medgået mindst 30 arbejdsår til at spinde og væve garnet til et skib af Ladbyskibets proportioner med en besætning på 32 roere (vikinger). I praksis betyder det at en landsby med 30 gårde – almindeligt i Thy i Middelalderen kunne stille med ét skib – en familie plus en person til at spinde/væve plus én person til at ”sende i viking”. Slaver ville så gøre en forskel.

Alt i alt svarer beregningen til at hvert kirkesogn – hvoraf der i middelalderen var ca. 50 i Thy – kunne stille med en fåreflok, der var tilstrækkelig stor til både at klæde familierne, levere et væsentligt supplement til kosten og udruste ét skib om året.

Fra får til heste til okser

Hvor vikingetidens fårehold givetvis spillede en meget væsentlig rolle, ændredes dyreholdet i middelalderen imidlertid til heste. Det er velbeskrevet hvorledes Danmarks indtægter fra eksport af heste kun blev overgået af sildeeksporten. Fra Middelalderen kender vi således til et utal af prangere fra Nordjylland, der drev hestehandel på Nordtyskland, Holland og Frankrig. I 1423 var der således opkøbere fra Itzehoe i Vestervig.

Disse heste, der blev drevet i kobler langs de store hærveje ned gennem Jylland, kom fra netop Vendsyssel, Han Herred, Thy, Salling, ja ret beset hele Nordvestjylland. Her var store skovfattige græsningsområder, der bød sig til at ungheste kunne gå ude hele året for at sættes til salg i marts og september. Spor af udbredt havredyrkning ved Tinggård i Thy fra vikingetid og tidlig middelalder synes at tyde på at dette specialopdræt af heste kan dateres til denne periode.

Igen – omkring 1500 – skete der så endnu et skift, hvor opdræt af heste udskiftedes med opdræt af græsøksne, der indgik i adelens priviligerede øksnehandel.

Flora og fauna på heden

Pointen med at liste disse omskiftelser i dyrehold er nu, at udnyttelsen af overdrevene ude mod vest må have givet anledning til differentierede græsningstryk og dermed forskelligartet flora. Hvilke er dog svære at få overblik over historisk betragtet.

Det er imidlertid tankevækkende, at ser man pollenprofilen efter c. 500 e. Kr. må det konstateres at diversiteten heri tog fart i denne periode (se diagram her). Nok led skovene således under græsningstrykket allerede fra bronzealderen. Til gengæld kan vi se at landskabsformerne hede, græs og mose befordrede dobbelt så kraftigt et blomsterflor efter ca. 500 e. Kr. da landskabet som vi kender det indtil ca. 1800 formedes.

Hvordan landskabet i detaljer i øvrigt så ud dengang – når det gælder flora og fauna – er til gengæld vanskeligere at sige noget om. Det ville kræve detailstudier af de mange pollenprofiler over tid.

Fremtiden

Vores hedestrækninger anses af mange som unikke kulturlandskaber, der primært skal naturforvaltes gennem jævnlig afbrænding og ved fjernelse af krat, Historien viser imidlertid at den mest traditionelle måde at bevare vores sidste hede- og overdrevsstrækninger vil være er at lukke op for at lade hederne afgræsses og af et bredt udvalg af dyrearter. Det var netop den praksis, der skabte heden. Det gælder i særdeleshed Thy, hvor historien viser at græsningstrykket på de værdifulde hedestrækninger i perioder må have været virkeligt tungt. Ikke desto mindre var det de store søindvininger og plantagerejsninger, der ødelagde landskaberne. Og ikke græsningen af får, heste og ungkvæg.

Der foregår i dag en betydningsfuld fåreavl på klithederne i disse år. Men der er ikke tvivl om at dette græsningsarbejde med fordel også kunne udtsrækkes til at sætte større græssere ud, dvs, vildheste og -kvæg.

Karen Schousboe

KILDER:

Bronze Age Settlement and Land-Use in Thy, Northwest Denmark (Volume 1 & 2)
Af Jens-Henrik Bech, Kristian Kristiansen, Berit Valentin Eriksen
ISD LLC, 4. jun. 2018 – 580 sider

Tinggård, Thy. De arkæobotaniske undersøgelser
Af Peter Steen Henriksen
NNU Rapport nr. 16. Nationalmuseet 2006

Pollenanalyser fra Ove Sø, Thy
Af S. Th. Andersen
I: Geobotaniske undersøgelser af Kulturlandskabets Historie. Pollenanalyser fra gravhøje og søer. Af S. Th. Andersen og P. Rasmussen.
Copenhagen: Danmarks Geologiske Undersøgelser 1994

The Children of Ash and Elm – A History of the Vikings
af Neil Price
Penguin 2020

Fåreavl på klithederne i Thy før og nu
Af Mie Buus
I: Bol og By. Landbohistorisk tidsskrift 2007, nr. 1.

SE MERE:

Shetlandsponier i Ålvand Klithede i Nationalpark Thy © TVMidtvest 

The post Græsning i Klitten i Thy appeared first on Kulturhistorier.

Stenderup Skovene ligger ud til kysten på halvøen Stenderup, der rækker sig som en rund knytnæve ud Lillebælt syd for Kolding. Halvøen fremviser et kuperet morænelandskab med høje skrænter, der omkranser fjord og bælt. Jordbunden i skovene er stærkt blandet – ler, grus og sand veksler med sumpede søer og egentlige højmoser. Selve skovdækket udgøres af en blanding af løvtræ – bøg, eg, lind og poppel. Dog bærer skovene også præg af at have været produktionsskov og der findes stadig nogle grantræsbevoksninger. Her er et relativt højt naturindhold med store gamle træer, ofte uigennemtrængelige krat i underskoven og våde drag iblandet mere eller mindre frie åbne vandhuller og småsøer. Dyrelivet er det sædvanlige – råvildt, dådyr, grævling, ræve og harer samt et bredt udbud af ynglende rovfugle.

Biodiversitetsmæssigt rummer skoven en række beskyttede arter, som kræver særlig opmærksomhed – efter sigende skæv vindelsnegl, løvfrøer, samt i særlig grad den rosa pastelporesvamp. Og så bemærkes det også at skovene er hjemsted for tyndakset gøgeurt, vand-klaseskærm, spæd kløver, stor frytle, dansk ingefær samt skovjomfruhår. Ingen af dem er dog truede. Til gengæld er der rigtig mange andre, som allerede tidligt forsvandt fra egnen.

Historie

Historisk set hørte Tyrstrup herred i Barvid Syssel til Sønderjylland og dermed til hertugdømmerne. For så vidt som middelalderkongerne havde økonomiske interesser på egnen var de forankrede i tilgangen til krongods. I Kong Valdemars Jordebog listes Tyrstrup herred og skylden opgøres til 20 mark sølv i ledingsskat, hvilket alt andet lige er en halvt så stor indtægt som  kongen kunne oppebære fra de mere opdyrkede herreder mod syd og vest. Det har ikke været velopdyrket. På Stenderup lå da også “kun” en middelalderkirke bygget mellem 1150 og 1200, dvs. ret sent i forhold til nabokirken i Sdr. Bjert, der formodes at være bygget ovenpå mindst to tidligere trækirker.

Efter middelalderen kom Tyrstrup Herred på Kong Frederik II’s hånd, da han i 1580 arvede sin onkel, Hertug Hans den Ældre. Efter det arveskifte gik kongen i gang med at opkøbe og mageskifte sig til yderligere ejendomme i Tyrstrup Herred, og herunder specielt på Stenderup med de gamle og meget jagtrige skove. Heraf skabte han det  distrikt, som senere blev kendt som Kolding Vildtbane.

Siden da var skovene i Statens eje. Selv da fæstegodset blev solgt fra i perioden 1763 – 1800, forbeholdt kronen sig det meste heraf. Dog ”fik” bønderne i Sdr. Bjert og Stenderup sogne retten til den del af skoven, som lå mellem Mellem- og Sønderskov. I dag ses det tydeligt at bønderne i den følgende periode forhuggede og ryddede deres del af skoven, hvorimod kronen fredede sin del, og endda lod den brede sig ud over hvad formentlig tidligere var overdrevene op mod den. Til gengæld forsvandt skovene ind mod Kolding.

I 1860 opgjordes arealet for den samlede statsskov til godt 1520 tdr. Land, svarende til 836 ha. Dette gjaldt alle tre skove. Størrelsen på skovene er i dag nogenlunde det samme, men området dækket af skov har ændret sig en del side. I nord og syd fylder skoven mere, adskilt af det gamlede dyrkede område ud mod sydøst.

Forsvundne planter

Fra egnen omkring Stenderup Hage kendes til to tidlige beskrivelser af naturen. Dels skrev rektor ved Kolding Latinskole, Erik Gjørup Tauber, i 1822 en bog med titlen ”Breve fra Kolding”. Dels kender vi til egnens plantevækst fra C.F. Dalgas’ ”Beskrivelse af Vejle Amt” fra 1726.

Heri omtales at egnen specielt er kendt for at være rig på ”giftplanter” – Fingerbøl, Skarntyde, Giftig Rajgræs og Dansk Ingefær. Men de to nævner også en række planter, der senere i 1927 nævnes som enten sjældne eller helt forsvundet fra egnen: Hvid Skænegræs, Vandarve, Kulsukker, Storblomstret Kodriver, Skælrod, Alant, samt Guldblomme (arnika).

• Hvid Skænegræs kaldes i dag for Hvid Næbfrø (Rhynchospora alba eller oprindeligt: Schoenus albus Linnaeus) og er i dag rødlistet. Den vokser på fugtig hede, fattigkær og hængesæk af tørvemosser i højmoser, og har formentlig været udbredt på de overdrev, der siden blev tilplantet med skov.
• Vandarven – stor eller lille (Montia major eller minor) – er heller ikke fundet på egnen i umindelige tider. Men nu er strandengene jo heller ikke længere velgræssede. Det kunne udsætning af store græssere dog formentlig hjælpe på.
• Kulsukker (Symphytum grandiflorum) kendes også fra den fynske side af bæltet. Men ikke længere på Stenderup.
• Storblomstret Kodriver (Primula vulgaris) er til gengæld vidt udbredt – også i nærheden af Stenderup. Den vokser på fugtig muldbund i åbne løvskove og på enge og ville formentlig kunne genfindes
• Skælrod (Lathraea squamaria), der vokser i frugtbare løvskove, parker og hegn, findes ofte sammen med hassel, men også andre løvtræer som lind, eg osv.; og burde derfor kunne findes i skovene. Men er ikke observeret der i mands minde.
• Alant (Inula) er i virkeligheden en slægt, og det er ikke til at vide hvad Tauber og Dalgas mere præcist forestillede sig – måske Læge-Alant, som i dag er sjælden over hele landet
• Guldblomme (Arnica montana) er i dag truet over hele landet. Også det er en plante, der bedst kendes fra hedearealer eller overdrev. Og som derfor giver et fingerpeg om hvordan der så ud på Stenderup i begyndelsen af det 19. Århundrede. Guldblomme ikke er set på egnen dér i umindelige tider.

Hvad siger disse nu for længst forsvundne planter om fortidens landskab ved Stenderup? Ja, svaret er vel ganske enkelt: at der i fordums tid var flere overdrev, mere lysåbent og flere store græssere, der brød den senere så håndfaste linje mellem overdrev og skov, som forstvæsenete etablerede efter skovloven i 1805.

Fremtiden

Hvad er det så som mangler på Stenderup for at genskabe fortidens blomsterflor?

Svaret er vel ganske enkelt. Der mangler lysåbne arealer, fortidens overdrev og store græssere, der kan åbne op for alskens herligheder og skabe sammenhæng på kryds og tværs. Og så mangler der – hvilket er tydeligt når man går gennem skovene – at hydrologien skal yderligere genskabes. Ganske vist fremgår det af plejeplaner at Naturstyrelsen længe har været i gang hermed. Men meget mere kan ske.

Det kan derfor undre stærkt at hele området med Stenderup skovene IKKE er udlagt til urørt skov, men kun halvdelen. Den del, som ikke røres, er de gamle overdrev, som på et eller andet tidspunkt blev tilplantet med vedskov til plukhugst og frøproduktion. Det har man så ikke ønsket at give op på.

Faktum er imidlertid at Stenderup Skovene allerede nu udgør en naturperle, der kalder på en stor forkromet indsats. Her burde interessen ikke kun samle sig om skoven ud mod kysterne, men den samlede skov – hvor så overdrevene i skovbrynet kunne genskabes. Til gavn og glæde for biodiversiteten. Måske ville vi endda kunne opleve at de gamle planter, som Tauber og Dalgas beskrev så levende kunne få deres genkomst?

FOTO:

Sønderskov på Stenderup. © Bent Vestergård Petersen/Danmarks Fugle og Natur. Gengivet efter velvillig tilladelse.

KILDER:

Fra de 8 Sogne. Bidrag til Tyrstrup Herreds Historie.
Af P. Eliassen
Kolding 1907

The post Stenderup Skovene appeared first on Kulturhistorier.

Sagnet fortæller at tre søstre engang byggede de tre borge, så de kunne ligge og se over til hinanden fra hver deres befæstede vold, Hindsgavl, Høneborg og Stenborg Made (også kaldet Borgsted Banke). Et blik på et kort, fortæller imidlertid en noget anden historie. Alle tre voldsteder har ligget og bevogtet indsejlingen til Kattegat. Fra alle tre borge er der nemlig et umiddelbart fint kig til de øvrige to. Og alle tre borge ser ud til at være anlagt i de urolige år efter Valdemar Sejrs død, hvor to kongemord og borgerkrig udspillede sig på det heftigste.

Stenborg Made

Stenborg Made – også kaldet Borgsted Banke – blev tidligst forladt.  Voldstedet er alene udgravet i 1937 og for private midler. Der findes derfor kun meget sparsomme oplysninger om stedet. Dog påvistes dengang et cirkulært kampestensfundament, der pegede på at voldstedet var kronet med et tidligt barfred.

På baggrund af fund af kalk og munkesten, kan bygningen formentlig dateres til 1200-årene. Ved udgravningerne fandtes også rester af trækul i bunden af tårnet, der således har været beboet af en garnison. Dateringen er dog aldeles usikker.

Da voldstedet ikke nævnes i skriftlige kilder antages det at der ikke var tale om en egentlig beboet borg, men blot et befæstet tårn. Muligvis indgik voldstedet med tårn i en kæde af sådanne befæstninger, hvoraf der findes flere spor lang kysten ved Stenderup Hage.

Høneborg

Også Høneborg formodes at være anlagt i 1200-årene. Voldstedet, der er fredet, ligger midt i en eng, der desværre tidligere var dyrket, men nu er drænet og anvendes til sommergræsning. Eventuelle historiske rester af selve anlægget af borgen må derfor forventes for længst at være udtørrede og ødelagte. Selve borgbanken fremstår også afpillet. Indtil fredningen i 1920 blev højen da også pløjet. Som det hedder i en historisk redegørelse fra 1919: ”Brinken op til denne flade er så stejl at man undrer sig over at Christoffer Christiansen kan komme derop med et spand heste, når han pløjer og harver deroppe, thi tomten er ikke fredlyst, men ejeren har givet løfte om at fare varsomt frem mod den”. Umiddelbart efter blev voldanlægget dog fredet.

Det interessante ved Høneborg er i øvrigt beliggenheden. Voldstedet ligger som på Stenborg op mod brunbanken i Hagenør skov og ned til vandet. Hvor bankerne ved Stenborg og Hindsgavl begge ser ud til at være bygget på en naturlig klint eller bakke ned til vandet, er Høneborg dog tydeligvis kunstig. Tilsyneladende er den konstrueret af de ”sader” dvs. tørrede mosetørv, der blev gravet op for at konstruere den voldgrav, der omkransede borgbanken på landsiden.

Desuden er det bemærkelsesværdigt at Høneborg var placeret i grænseskellet mellem to sogne, og at ladegården i øvrigt aldrig lå i nærheden, men oppe ved landevejen til Kolding i yderkanten af Taulov, der også var kirkebyen. Eftersom de ældste møntfund gjort på Høneborg stammer fra Erik Klippings tid, dvs. 1255-1255, dateres voldstedet til samme tid som Stenborg og har derfor måske oprindeligt fungeret som en befæstning med vagttårn, hvis opgave var at sikre farvandet og indsejlingen til Koldinghus, der anlagdes på netop det tidspunkt.

Under Valdemar Atterdag hører vi imidlertid om at Høneborg fungerede som sæde for en høvedsmand – Peder Iversen Lykke. Denne tilhørte Kong Valdemars inderkreds og var en af hans edsvorne tilhængere. På det tidspunkt var der således tale om at Høneborg var blevet til en rigtig borg med borgstue og indkvarteringsmuligheder for lensmanden og hans gæster. Det fremgår af en lang række kilder fra 1500-årene at Høneborg agerede “landevejskro” for Kongen og hans slægtninge, når de bevægede sig frem og tilbage mellem Øerne og Jylland, og Høneborg må have kunnet tilbyde standsmæssige overnatningsmuligheder hvis overfarten på grund af strøm og vindforhold var vanskelig. Ganske vist lå færgestedet oppe ved Snoghøj, omtrent ved den gamle Lillebæltsbro. Men Kongen har formodentlig foretrukket at sejle direkte til Hindsgavl.

Hindsgavl

Mens Stenborg og Hønborg stadig er gemt bag en strandeng, ligger den gamle borgbanke ved Hindsgavl helt ud mod stranden. Selve banken hæver sig 15 meter over strandkanten og har en diameter på 75 meter. Oprindeligt lå den dog midt i ”Sudden”, et sumpområde. Herover førte en bro, der forbandt ladegården med den store borgbanke.

Halvøen Hindsgavls historie går langt tilbage. Stedet omtales først gang i Kong Valdemars Jordeborg  fra 1231, og kaldes der ”Hæghnæthscogh”, dvs. den hegnede skov. Senere skifter navnet endeled og bliver til ”Hæghnathsgafl”, dvs. den hegnede gavl (forstået som klint). Forvandlingen af forledet ”hegn” til ”hind” skyldtes uden tvivl plattysk indflydelse og er først dokumenteret i begyndelsen af 1300-årene, efter den tidlige borg blev pantsat til de holstenske grever i 1317. I 1367 kom Hindsgavl endelig tilbage på danske hænder, men nu med nyt navn.

Man har gættet på at selve borgen blev bygget af Erik Plovpenning (1241–50), som et fynsk gensvar på det første Koldinghus, der blev rejst af hans bror Hertug Abel (1218–1252). Måske er det de to brødre, der i folkedybet blev til de tre søstre? Den datering passer meget godt med at Stenborg og Høneborg på det tidspunkt blev rejst som simple vagttårne i landskabet.

Erik Plovpenning og Hertug Abel var begge sønner af Valdemar Sejr, der døde i 1241. Hertil kom en tredje bror, Christoffer. Efter Valdemars sejrs død, blev Erik udråbt til enekongen, mens Abel og Christoffer måtte nøjes med nogle hertugdømmer. 1246 udbrød der så borgerkrig, der endte med at Abel myrdede Erik Plovpenning i Slien i 1250. Efter at have sværget sig fri af skyld, blev Abel kåret til konge. Han døde dog et par år efter i 1252, og den sidste bror Christoffer tog nu over. Efter hans død i 1259 arvede hans søn, Erik Klipping tronen. Dog var han kun fem år gammel og i realiteten var det hans mor, der forestod regeringen. Ved et slag på Lohede i 1261 blev hun og sønnen taget til fange. Det magtvakuum fyldtes af en tysk fyrste, indtil mor og søn igen blev sat på fri fod. Erik Klipping regerede fra 1266 til 1282, men perioden var præget af en lang række stridigheder dels i forhold til Abels sønner, der gjorde krav på tronen, dels i forhold til rigets mægtigste herremænd. Det hele endte med mordet på Erik Klipping i Finnerup lade i 1286. Herefter overtog hans sønner kronen, først Erik Menved og senere Christoffer. På det tidspunkt var rigets finanser dog udtømte af de mange års borgerkrig og sporet var lagt til den pantsættelse af riget til de holstenske grever, som det tog et helt livs indsats for Valdemar Atterdag at få indløst og kæmpet sig fri af.

Selve borgen på Hindsgavl omtales første gang i 1295, da den danske konge, Erik Menved (1274–1319) indgik forlig med Hertug Valdemar af Sønderjylland (ca. 1262– 1312) og den norske konge Erik Magnussøn. Sidstnævnte havde i årevis understøttet Marsk Stig og hans mænd, de udpegede kongemordere fra Finnerup Lade i 1286, hvor Erik Menveds far, Erik Klipping (1249–1286), blev stukket ned.

I 1430 betegnedes borgen som en af de mægtigste på Fyn, hvilket afspejlede sig i det forhold a Eggert Frille (1400–1470), en af rigets mægtigste mænd under Christoffer af Bayern (1416-1448) havde posten som lensmand.

Godt 70 år senere, i 1523 blev farvandet mellem Hindsgavl og Høneborg endnu engang scenen for en af Danmarkshistoriens store dramaer. Igen havde de jyske herremænd opsagt huld og troskab til den danske konge, Christian II (1481–1559). Sidstnævnte kunne ikke beslutte sig for om han skulle forhandle eller rejse en hær. Frem og tilbage for han derfor over bæltet i vintermånederne for at finde en løsning. (Det er denne vaklen, som Johannes V. Jensen senere beskrev så malende i ”Kongens Fald” fra 1901).

Godt 200 år senere – i 1558-60 – blev borgen endelig lagt i ruiner under svenskekrigen. Til sidst i 1694 styrtede store dele af borgen endda i Lillebælt. I samme periode var Hindsgavl skiftevis på private, skiftevis kronens hænder. Endelig – for hundrede år siden – købte Middelfart halvøen, mens Hindsgavl gik fra privat eje til at blive et velrenommeret kursuscenter.

I fyrrerne blev Hindsgavl udgravet af arkæologer fra Nationalmuseet. Disse udgravninger gav dog ikke mange overraskelser. Tværtom bekræftedes hvad man vidste fra de mange synsforretninger, der var foretaget gennem år og dag, når skiftende lensmænd overtog ansvaret for slottet.

Det fremgår af udgravningerne at ladegården lå på det flade landstykke mod syd. Herfra var der adgang over voldgraven til selve slotsbanken. Vel ovre broen var gæsten dog tvungen til at følge en smal sti for foden af banken indtil man ankom til selve porten, der lå mod nord. Havde man ondt i sinde var der således rigelig lejlighed for borgens forsvarere at skyde ned på stimændene. Selve borgens bygninger lå op mod muren. Mod syd befandt sig et svært befæstet tolv til fjorten meter højt tårn, hvorfra der kunne skydes mod angribere, der forsøgte at komme over broen. Murene var en til to meter tykke. Bygget sammen hermed var et 24 meter langt hus kaldet fruerstuen. Dette hus – hvorfra der var udsigt over Bæltet – blev formentlig beboet af lensmanden. Vinkelret på tårnet fandtes en bindingsværksbygning i to stokværk, der formodentlig tjente som kongens bolig. Herudover var der staldbygninger, samt dejstue, bryggers, mælkehus og skriverstue på selve slotsbanken. I 1600 årene fik Christian IV for øvrigt indrettet en vandkunst på gårdspladsen, Vandet kom fra skovhøjene ude på spidsen af Gals Klint og løb gennem en 400-meter lang rende. Formentlig har en af hovedudfordringerne på borgen været dens tilførsel af frisk vand. Sudden og voldgraven har været fyldt med brakvand.

Fænø Kalv

I dette farvand spillede den lille ø Fænø Kalv i øvrigt en ganske særlig rolle. Som kan ses på kortet, lå den lille ø midt i mellem de tre ”borge” og bød sig til som et ”ingenmandsland”, der var nemt at overskue og patruljere.

Den lille ø Fænø Kalv blev derfor et yndet sted at mødes med sine fjender. Vi kender til at Valdemar Atterdag mødtes med de jyske og tyske herremænd ved flere lejligheder, bl.a. i 1360 og igen i 1364. Men også fra Erik af Pommerns tid kender vi til et møde i 1409,hvor han indgik i et forlig i forbindelse med stridigheder i Sønderjylland.

Svenskekrigene har i øvrigt sat sat sig spor på øen. Man kan stadig se rester af skanser og batterier på øen fra Svenskekrigenes tid, ligesom det var lidt syd for Stenborg – ved Stenderup Hage – at Gustav Adolf gik over isen i 1658.

FOTO I TOPPEN:

Høneborg Voldsted. Bemærk udsigten Hindsgavl og Fænø Kalv i horisonten. Stenborg gemmer sig ude til højre. Wikipedia/Winbladh

KILDER:

Hindsgavl Slot
Red. Af Johnny Wøllekær, Jørgen Thomsen: margrethe Floryan, Jakob Aahauge og Realdania Byg.
Realdania Byg 2011

Hønborg
P. Eliassen
Vejle Amts Aarbøger 1913

The post Hindsgavl, Høneborg, Stenborg Made – og Fænø Kalv appeared first on Kulturhistorier.

I 1744 oprettede Rasmus Peder Gommesen fra Ærø en købmandsforretning i Svendborg. Hans datter giftede sig med en rebslager fra Bogø i Lillebælt, heraf navnet. Det var deres søn, Hans Jørgen Baagøe, der gik i kompagniskab med sin svoger kaldet Riber. Under krigen med England i 1807 overtog H.J Baagø dog ledelsen af forretningen. Det er fra denne tid de første regnskabsbøger er overleverede (de befinder sig nu i Svendborg Bys Arkiv). På linje med sine samtidig handlede Baagøe på de sydfynske øer, hvor han opkøbte korn, smør, skind, flæsk og frugt, som solgtes videre til Lübeck, Hamborg, København og Oslo. Senere da krigen fik en ende udvidedes markederne med Holland, Sverige og England. Indhandlede varer bestod af jern, kul, tømmer, tjære og kolonialvarer. På baggrund heraf lykkedes det Baagøe at bygge et stort og driftigt handelsimperium op. Med hertil hørte den endnu eksisterende købmandsgård i Møllergade med strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi i Kullinggade. Hertil kunne han føje et brændevinsbrænderi og en mindre flåde på fire handelsskibe. Det er kendetegnende for hans succes at han var mangeårigt medlem af byrådet, ligesom han stiftede adskillige legater

I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård i Gerritsgade med henblik på at hans ældste søn Laurits Jørgen Baagøe kunne etablere sig dér som selvstændig købmand med speciale i kornopkøb. Handlen med korn bl.a. på England gik så fremragende at sønnen fra 1840 – 1852 kunne ombygge forhuset. Resultatet af denne indsats kan stadig se i gadebilledet i Svendborg. Ved Valdemarsgade byggede han desuden et pakhus og en vognstald. Længere ude, langs Lundevejen, havde familien deres have. Et andet produkt Baagøe’ søn blev kendt for var ”Lars Boves Bovsetøj”, en særlig slags klæde, der var efterspurgt til liberi for tjenestefolkene på herregårdene rundt om på Sydfyn.

I næste generation ændrede firmaet dog karakter og blev til en egentlig en gros forretning, der handlede med maskiner. Ansvaret for denne omstilling var Ejner Bager. Han oprettede også en filial i Rudkøbing samt agenturer i Ærøskøbing og Marstal. Samtidig blev to sønner (i 30erne) sendt til København for at gå på Købemandsskole og herfra videre til henholdsvis England og USA for at tilegne sig international erfaring. Imedens fortsatte Ejner Bager og hans hustru deres liv i Svendborg. Her levedes et regelmæssigt og punktligt hverdagsliv under traditionelle former. Nøgleordene for stemningen i familien kan måske bedst gengives af de indledende ord, som Ejner Baagøe skrev i firmaets jubilæumsskrift i 1933, hvor han understregede ” det Præg af Ro og Værdighed, som det altid var Slægtens Ønske skulle kendetegne Livet i den gamle Købmandsgaard.”

Vi kommer tæt på  i de erindringer, som Poul Jørgen Riis udgav i 2004. Han var gift med en datter af Ejner Baagøe, Nanna Bogøe.

”Man levede uhyre regelmæssigt i villaen. Min svigerfar [Ejner Baagøe 1873 -1967] var som et urværk. Han stod altid op på samme tid, gik til o forlod forretningen to gange daglig på ganske bestemte tidspunkter og følgende den samme vej hver gang. Han lagde vægt på at være ligeså punktlig , som han havde lært i Livgarden med marcherne til og fra Amalienborg, og han nød, at folk i byen kunne sige: ”nu er klokken ni, for nu kommer Hr. Baagøe”. Der spistes efter gammel skik varm middagsmad klokken ét og aftensmad med smørrebrød klokken halv syv, altid samme slags pålæg og en bestemt ost fra et mejeri på Tåsinge, dertil en Svendborg lagerøl. Om søndagen var der rødvin til middagen, ved festlige lejligheder snaps til aftensmaden. Der lagdes megen vægt på, at man kun sad en halv time tilbords hver aften, så at pigerne hurtigt kunne få fri. Pigerne blev behandlet som familiemedlemmer; kokkepigen, der i min tid [dvs. i 1936–67] allerede var gammel, havde været der siden børnene var små og fulgte levende med i deres senere liv. Om sommeren, når vejret tillod det, spistes måltiderne i haven under et kæmpestort kastanjetræ, som min svigerfar havde hlantet ved indflytnignen. Underiden blev der spist aftensmad i familiens store have på Lundevejen, smurt og bragt dertil i kurve af hushjælpen, der så havde fri hele den sene eftermiddag og aften.”
(Fra: Erindringer fra en anden verden. Af Poul Jørgen Riis. Museum Tusculanum 2004, s. 80)

LÆS MERE:

Østers og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Af Jacob Knage Rasmussen
Svendborg Museum 2011

The post Baagøe og Riber – en gammel købmandsslægt fra Svendborg appeared first on Kulturhistorier.

I  1744 grundlagde Rasmus Peder Gommesen fra Ærø en købmandsforretning i Svendborg. Senere blev det til Baagøe & Riber i Kullinggade, der i dag er kendt som leverandør til byggebranchen. Nu er den gamle købmandsgård ved havnen fredet.

Området, der i dag kendes som Baagøe & Ribers Plads blev første gang købt af købemand Quist i 1798. Her byggede han i de følgende år et skibsværft hvorfra han drev et handelshus og rederi. Senere i 1817 købte Baagøe pladsen af Quist. Her foranstaltede han i de følgende år en række pakhusbyggerier, hvoraf flere endnu er bevarede. Pladsen var i slægtens eje indtil 2009.

Allerede i 2008 karakteriserede Kulturstyrelsen Svendborg Havn som den bedst bevarede havnefront i vores provinsbyer. Afledt heraf lagde Svendborg Museum vidtrækkende planer om at indrette havnemiljøet på Baagøe & Ribergrunden til et kulturhistorisk miljø, der skulle danne rammen om lystsejladser, et værft samt en museumsudstilling. Planerne kuldsejlede dog og siden har forfaldet bredt sig, mens ejere og politikere har søgt at finde en måde at udvikle havnemiljøet på. I praksis har hovedparten af de gamle pakhuse fra 1800-tallet stået tomme i årevis, siden tømmerhandlen ophørte i begyndelsen af det nye årtusinde. Ligeledes har området været skæmmet af grimme tilbygninger fra det 20. Århundrede. Bl.a. er det gået ud over Den såkaldte Italienske Villa, der i 1974 fik en stærkt skæmmende overetage påbygget.

Siden 2016 har der derfor verseret planer om at rive dele af havnemiljøet ned for derved skabe rum for et større byggeprojekt langs Kullinggade. Ideen var at skabe et nyt byrum med attraktive villaer og luksuslejligheder i tre etager og med en klar reference til gadens øvrige traditionelle provinsbyggeri.

Endskønt denne plan opererede med en renovering af de ældste pakhuse, var det dog tanken at nedrive Den italienske Villa. Desuden har interessenter arbejdet med planer om væsentlige nybyggerier i indtil flere etager. Disse planer fik i 2017 en gruppe dedikerede Svendborg borgere til at rejse en fredningssag på hele det gamle pakhusområde, Kullinggade 29 A. Konkret har det medført at pakhuset mod syd fra 1821, pakhuset mod nord fra 1842, pladskontoret fra 1903, villaen fra 1886 samt den tilhørende plads med bolværket forleden blev fredet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Formålet med fredningen er ”at sikre opretholdelsen af Baagøe & Ribers Plads, som er et hovedværk i dansk erhvervsbyggeri, et vidnesbyrd om en købmandshandel af national betydning og i særdeleshed om en innovativ storkøbmands virksomhed under den såkaldte kornsalgsperiode i 1800-tallet.”

Selve vurderingen af området har undervejs i fredningsprocessen været lagt i hænderne på Elgaard Architecture, der samtidig har skitseret en løsning for den fremtidige udnyttelse af den tilstødende grund med de ikke-bevaringsværdige pakhuse fra slutningen af det 20. Århundrede.

Selve fredningsprocessen har været ledsaget af en massiv modstand fra det enige byråd, der med borgmesteren i spidsen i 2014 vedtog en udviklingsplan, der ville medføre en nedrivning. Ligeledes har ejeren af grunden varslet en retssag med henblik på at få fuld erstatning for værdien af grunden, der blev købt i 2016, netop med henblik på den omtalte udviklingsplan.

KILDE:

Slots- og Kulturstyrelsen freder unikke bygninger i Svendborg

Baagøe & Ribers Grund i Svendborg

LÆS MERE:

Østers og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Af Jacob Knage Rasmussen
Svendborg Museum 2011

Fem Havne. Den industrialiserede havns opkomst og udvikling på Sydfyn og Øerne
Af Karen Margrethe Fabricius, Esben Hedegaard, Erik B. Kromann, Mikkel Kühe, Ole Mortensøn og Anders Rehde Nielsen
Svendborg Museum 2005

Industrisamfundets havne 1840-1970, bygninger, miljøer og bevaringsværdier på danske havne
Af Henrik Harnow, René S. Christensen og Gitte Haastrup.
Odense Bys Museer og Kulturarvsstyrelsen 2008

Den Maritime Kulturarv i det Sydfynske Øhav. Svendborg, Faaborg, Rudkøbing, Marstal, Ærøskøbing. Danmarks Blå Hjerte.
Ærø Museum 2011

Følgende lokale institutioner har været engagerede i at rejse fredningssagen:

Svendborg Museum

Kulturarv Fyn

Svendborg Havn Bevar mig vel

Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn

SE MERE:

The post Baagøe & Ribers Plads i Svendborg er nu fredet appeared first on Kulturhistorier.