Axel Juul, (1503-77) tilhørte en gammel adelsslægt, der i løbet af 1300-årene tabte indflydelse og rigdom. Hans far skrev sig til Hedegaard på Norddjurs, en allerede dengang lille og uanselig “herregård”. Som yngre søn var han tydeligvis udset til (før reformationen) at gøre karriere i kirken. Hans skolegang må derfor have været omfattende. Senere omtales han som “mester”,dvs. “magister”. Det sidste indebærer, at han må have studeret på et universitet i udlandet. I slutningen af 1520erne møder vi ham som “kontorfuldmægtig” i kancelliet, og i sin egenskab af betroet medarbejder er han en del af kongens sendetog til Stockholm i 1532 i forbindelse med tilfangetagelsen af Chr. II. Efter borgerkrigens ophør møder vi ham igen, da han betroes opgaven at indsamle de konfiskationer af bøndergods, der iværksattes blandt de bønder, der havde været aktive under Skipper Clements oprør. I 1536 får han tildelt opgaven som lensmand på Ålborghus hvor han blandt andet forestår genopbygningen. Da han træder tilbage som lensmand i 1550, bliver han udnævnt til landsdommer, et hverv han bestrider til sin død.

I løbet af denne karriere blev han tydeligvis en velhavende mand, der ved flere lejligheder kunne tilpante sig krongods som betaling for lån, som han ydede kongen, ligesom han givetvis også var god til at tage sig betalt i noget af det gods, der forfaldt efter Grevens Fejde og senere.

Med udgangspunkt i sin fædrene arv – der bestod i en lille håndfuld af nogle bøndergårde i Hindsted herred og centreret omkring Villestrup – byggede han imidlertid sin verden op som fortrinsvis godsejer og familiefar. Det beskriver han i en række optegnelser (1), som formentlig har været indskrevet i familiens bibel  og derefter er blevet afskrevet og overleveret til den præst, der forestod hans ligbegængelse og holdt en ligprædikenen over ham. Selve prædikenen er desværre ikke bevaret – i det hele taget er Villestrup godsarkiv kun sparsomt overleveret – men teksten findes udgivet i 1824 på basis af nogle afskrifter fra 1600-årene.

I indlednigen til udgivelsen hedder det at “dette stykke have vi Hr. Sandvig at takke for, som har haft den godhed at laane til selskabet et hæfte, hvorudi findes udskrifter af gamle diplomer og andre historiske Efterretninger, som uden tvivl er samlede af den bekendte Peder Dyrskiøt, og hvoraf dette ord til andet er udskrevet og her indført”. (2)

Her findes hvorledes, når og af hvem Villestrup er bygget. Ligeledes når og på hvad tid Axel Juul og Kirsten Ovesdatter kom sammen og hvor gamle deres børn er:

Da Guds år blev skrevet 1535, annammede Axel Juul efter sine medarvingers tilladelse og efter sin kære faders død som udi samme år afdøde, Vellestrup med mere gods udi Himmersyssel [Himmerland]. Da var samme gård ikke bedre eller anderledes end en anden forpagtergård og gav [i afgift] 3 ørtug korn [c. 3 tønder korn], og 1 ½ pund [3/4 kg] smør, Siden forbedrede han ded med mark, skov og ejendomme og købte dertil Kropkær og den skov der lå [der], og samme gård nord for ladegården og siden op til den lille dam, der ligger nordøst herfor; her opsøgte han det kildevæld [gårdflod] der her til bugter, og skabte en lille holm udi et kær, der var tilgroet med træer.

Anno domini 1538 udi den hellige Trefoldigheds navn lod han lægge grundvold om alle fire sider og siden år efter andet lod han den [holmen] opbygge med hus, grave, damme, abildgård, mølle, fiskevand, kær og enge som han rydede, med megen anden frihed og herlighed, som samme gård har tilvendt og underlagt sig.

Anno domini 1537 onsdagen efter midfaste søndag, som var den 22 marts på Steenholt blev Axel Juul givet og trolovet med Jomfru Christine Ovesdatter, Hr. Ove Lunges datter. Samme år udi Jesu navn holdt han sit bryllup på Essenbek [kloster] den søndag næst efter St Olav Regis dag som var den 30. dag i juli med førnævnte Jomfru Christine. Da var han 39 år gammel og hun 18 år gammel

Jomfru Dorte den Første

Anno domini 1538 torsdagen før St. Hans dag, midsommer, som var den 21. dag i juni fødte førnævnte fru Kirstine sit første barn, en datter, og blev kaldt Dorte efter Axel Juuls mor [Dorte Skiernow]. Anden dag samme barn var døbt og kristnet døde det i Ålborg i Helliggejst, begravet og siden ført til Astrup kirke

Jomfru Anne den første

Anno domini 1538 pinsedag efter middag fødte hun sin anden datter og blev kaldt Anna efter sin mor [Anna Friis] og blev straks kristnet og siden samme nat imod dagen af Gud Allermægtigste kaldet heden og udi Ålborg i Helliggejst begravet og siden ført til Astrup kirke.

Jomfru Dorte den anden

Anno domini 1540, mandagen før St. Jakob, og det var den femte dag i juli, ved kl. 5 slet om morgenen fødte hun sin tredje datter på Villestrup og kristnede 6 ugers dag derefter og blev kaldt Dorte.

Jomfru Anna den anden

Anno domini imellem tirsdag og onsdag ved midnatstid næst efter 1546, Johannes dag ante portam latinam som var den ellevte dag i maj fødte hun sin fjerde datter på Ålborg Hus og blev kristnet søndagen efter Trinitatis og blev kaldt Anna

Ove Axelsøn

Anno 1549, den mandag som St. Agnetes dag og birketinget faldt på, som var den 21. dag i januar og under skorpionens tegn kl. 6 slet formiddag fødte Fru Kirstine sit femte barn og første søn på Ålborg Hus og blev døbt og kristnet i Vor Frue Kirke af Doktor Oluf Bisp i Vendsyssel og blev kaldt Ove.

Jomfru Ellidsze

Anno 1550, søndagen efter Sct. Hans dag, midsommer som var den 22 dag juni imellem et og to formiddag fødte hun hendes sjette barn og femte datter på Villestrup og blev kristnet den søndag næst efter Visitationis Mariae og blev kaldt Ellidsze

Jomfru Karen den første

Anno Domini 1551 nytårsaften som var den sidste dag i december mellem 5 og 6 formiddag fødte hun hendes syvende barn og sjette datter på Villestrup og blev døbt og kristnet udi Astrup kirke søndagen næst efter Skt. Scholastica, som faldt på Skt. Valentins dag, og blev kaldt udi Jesu navn Katharina og døde samme år begravet udi Astrup kirke.

Jomfru Benedicta

Anno domini 1554 den mandag næst efter Hellig Tre Konger ved 7 slet formiddag på Villestrup i fiskens tegn den 8. januar fødte hun hendes syvende datter og var hendes 8 barn og blev hun døbt og kristnet udi Astrup kirke den søndag næst efter St. Paulus dag som var den 28. jan, og blev i Jesu navn kaldet Benedicta, døde samme år og blev begravet i Astrup kirke.

Absalon Juul

Anno domini 1555 mandagen efter St. Laurentius’ dag, som var den 12. august ved 5 slet formiddag på Villestrup i krebsens tegn fødte hun hendes anden søn, som var hendes 9 barn og blev kristnet udi Jesu navn den søndag som Sct. Mikkelsdag falder på, som var den 29. dag i august [læs: september].

Jomfru Karen den anden

Anno domini 1556, den lørdag næst efter Simmons og Judas dag, som var den sidste dag i oktober i vægtens tegn, mellem fire og fem formiddag fødte hun sin ottende datter og tiende barn og blev udi Jesu navn kristnet og døbt og siden Anno Domini 1557. Skt. Jakobs aften som var den 24. dag i juli af Gud heden kaldet og begravet udi Astrup Kirke.

Niels Juul

Anno Domini 1557 søndag efter Dionysii som var den 10. dag i oktober mellem 4 og 5 formiddag og i tyrens tegn fødte hun sit ellevte barn og tredje søn og blev døbt i Jesu navn og kristnet samme dag og blev kaldt Niels.

Jomfru Kirstine Juul

Anno domini 1558 søndag efter Katrine dag som var adventssøndag og 27. dag i december, i krebsens tegn, ved 5. slet formiddag og udi Axel Juuls gård i Viborg blev hun født og siden søndagen efter  ”Felnis” dag (Festum Translationis Domini?) døbt og kristnet i Jesu navn.

Jakob Juul

Anno domini 1562 Skt. Martin aften [Mortens aften] blev han født i Viborg og samme år igen af Gud den allermægtigste ved døden henkaldet og udi Astrup begravet.

Iver Juul

Anno domini 1563, lørdagen efter Skt. Laurentius ved 9 slet formiddag som var den 14. august blev han født på Villestrup og blev da samme steds udi Jesu navn kristnet og siden søndagen næst efter Dionysius’ dag som var den 10. dag i oktober, var fru Kirstens kirkegang efter ham, da gjorde og førnævnte Axel Juul hans ældste datter fru Dorte Juels bryllup der på Villestrup med ærlig og velbyrdig Kristoffer Mikkelsen til Lundbæk.

Friemsnig Juul (4)

Anno Domini 1564, anden dag efter Skt. Mikkels som var den sidste dag i september ved lørdagen 5 slet efter middag blev han fød og blev straks udi Jesu navn kristnet. Og var samme dag en ganske stor storm og farligt vejrlig, som gjorde stor skade på hus og skib og meget af skoven blev nedslagen. Og var vel troligen at have været af det bulder og græsselige vejr, og foregav at Herrens Store dag skulle komme, den at se med glæde det unde os og give Gud fader ved sin kære søns Jesus Kristus’ skyld. Ammen.

Jomfru Magdalena

Anno Domini 1567, Skt. Magdalenes dag, som var den 22. juli, fødte hun hendes 16. barn som var en datter og blev kaldet Magdalene. Blev kristnet og døbt i den Hellgie trefoldigheds navn og siden efter 18 uger død og begravet i Astrup kirke og er således løst af al den elendighed, jammer, og sorg som denne verden medfører, og nyder og bruger nu sin evige fryd, glæde og salighed formedelst Jesus kristus.

Således har nu den almægtigste Gud af sit gode faderlige forsyn nådigt undt og tilladt os fra det år vores bryllup varede, da vi skrev 1542. Så til dette år, nu skrives 1573 har vi udi 31 år sammen levet og samme førnævnte 16 børn avlet imellem os, og er i mit 70. år forbedre den salige afgang når samme Gud det har forudset.

Og Kristus manddoms fødsels år skrives 1577, d. 10. august som falder på Skt. Laurentius’ dag, kaldte den allermægtigste Gud, ærlig og velbyrdig mand, Axel Juel til Villestrup af denne elendighed.

 

Et kulturelt inventarium

Den lille autobigrafi (3) er interessant på mange måder eksempelvis som vidnesbyrd om de mange børn, fascinationen over hvornår de præcist blev født (så deres horoskop kunne lægges) samt betoningen af at skrive jordelivet ned og den himmelske glæde op.

Teksten er dog specielt interessant, fordi den meget præcist indkredser hans kulturelle inventarium – dvs. “det” han har ment “udmærkede” hans liv. Og samtidig også det, som han IKKE bemærker i sin selvbiografi.

Således er han i sit skriv IKKE optaget af sin karriere som offentlig embedsmand og dommer. Fokus er alene på erhvervelsen af den lille samling bøndergods som han arver efter sin far og som han gennem livet formerer ved arv, køb og ægteskab. Og hvor han dels iværksætter byggeriet af en herreborg, der i sin oprindelse har kunne måle sig med andre tilsvarende byggerier af samme karakter, dels udfolder omgivelserne med voldgrave, fiskevand, mølle og skov. Selvom herreborgen for længst er ombygget i klassicistisk stil er det stadig muligt at “læse” 1500-årenes landskab i herregården Villestrups nærhed.

Endelig er der listen over hans seksten børn med de nøje angivelser af hvornår de blev født, døbt og for halvdelens vedkommende begravet som små i Astrup kirke, som han byggede om til sin og godsets gravkirke. Fra andre kilder ved vi, at han og hans hustru også udstyrede kirken (og nabokirken i Rostrup) med indskriftstavler, epitafier og andet kirkeligt inventar.

En kort opsummering af hans livsværdier må derfor være hans slægt, hans arv, hans jord, hans herregård, hans ægteskab, hans børn (og specielt sønnerne) samt hans kirke. Lærere kan med fordel benytte teksten for at give eleverne indblik i 1500-årenes herremandsliv.

NOTER:

(1) Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans Giftermaal og hans Børn. Optegnelsen er at dømme efter teksten penneført af Axel Juul og har måske været indført i en familiebibel. I anden halvdel af 1600-åene er teksten afskrevet, formentlig af bondesønnen Peder Dyrskjøt (1630-1707), der efter faderens død arbejdede som skriver på Ålborghus og senere på borgmesterens skrivestue i København. Hele sit liv beskæftigede han sig med at indsamle historiske kuriositeter og afskrive diplomer, breve, slægtsbøger og lign. Formentlig fik Peder Dyrskjøt adgang til Axel Juuls slægtsoptegnelser, fra Anne Krabbe, der nedskrev dem i sin kopibog. I indledningen til teksten skriver udgiveren af artiklen i Magazin til den Danske Adels Historie fra 1824, at teksten er kommet ham i hænde via et hæfte, som var i historikeren B.C. Sandvigs hænder. Der er formentlig tale om en bogstavtro afskrift udført af Peder Dyrskjøt og ”ord til andet udskrevet og her indført”. Magazin til den danske adels historie, 1. bind. Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. København, Thieles Bogtrykkeri 1824
Heri: Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. Pp. 71-76

(2) Teksten er her genskrevet på omtrentlig nudansk så også mindre rutinerede læsere kan gå til den mere umiddelbart.

(3) Det er tydeligt at teksten oprindeligt har været indledt af Axel Juul. I forskellige udgivelser siges det imidlertid at teksten er forfattet af hans hustru, Kirsten Ovesdatter. Baggrund herfor er vel anvendelsen af   tredje person, samt den afsluttende notits om hans død. Men tekstens indledning er forfattet af Axel Juul. Teksten er hen gengivet på tillempet nutidsdansk for at gøre den læselig.

(4) Navnet Fremsnig er formentlig et kæle- eller øgenavn. Friem er plattysk/frisisk/Lëtzebuergesch og betyder “fremmed”. Drengen var døbt Vincents. Se: Thaulow, Th: Lillie-Juulernes Slægtbog. Vilhelm Trydes boghandel, København 1925. Ordet kendes ikke i de ældre danske ordbøger.

LÆS MERE:

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

https://kulturhistorier.dk/willestrup-herregaard-fra-skovgaard-til-slot/

Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn.

The post Efterretning om Axel Juel til Villestrup, hans giftermål og børn. appeared first on Kulturhistorier.

Egentlig er det en anakronisme at kalde Margrete Valdemarsdatter for den 1. Hun var dronning, ja, men dronning af Danmark var hun kun af gavn og ikke af navn. Og tildelingen af ”tallet” er da også en opfindelse fra det 19. Århundrede. Til gengæld blev hun en uge efter sin søns, Olufs død, 1387 erklæret for ”Fuldmægtig Frue og Husbond, Danmarks Riges Formynder”. Det spørgsmål som siden hen har optaget utallige historikere, er, hvorfor hun i en mandsdomineret verden alligevel blev udset af rigets fornemste mænd til at guide landet igennem de igangværende krige med svenskere og forskellige nordtyske fyrster og hansestæder.

Svarene er mange: hun var et ubetvivleligt politisk talent. Hun omgav sig med en række trofaste venner. Og hun kunne spille på konflikten mellem danskere og tyskere, der havde ulmet siden 1227, da Valdemar Sejr endegyldigt tabte muligheden for at Danmark kunne gøre sig gældende i de nordtyske hertugdømmer og grevskaber syd for Ejderen. Intet af dette besvarer imidlertid for alvor hvilken stemning, der i en grundlæggende misogyn verden, gav hende mulighed for i den grad at befæste sin trone?

Det er en af de væsentlige grunde til at beskæftige med med Margrete I. Og hvorfor hendes historie burde var ”kanon” stof i folkeskolen.

Biografi

Margrete fødtes i 1353, på et tidspunkt hvor hendes far, Kong Valdemar Atterdag fejdede med de jyske herremænd  Om hendes barndom vides kun at hun i en alder af seks år – 1359 – blev forlovet med Kong Haakon VI af Norge (tilhørende den svensk-norske folkuneæt). Ham blev hun fire år senere blev gift med i en alder af ti. Inden da var forlovelsen blevet både blevet ophævet og genoprettet af Haakons far, Magnus Eriksson af Sverige, der i sin regeringstid kæmpede mod Valdemar Atterdag om magten over Skåne, Halland og Blekinge. Selve brylluppet stod i Købehavn i april 1363. Et par år senere blev  Margrete sejlet til Oslo, hvor hun voksede op på Aggershus under Margareta Ulvsdatters regimente. Hun var datter af Ulf Gudmarsson til Ulvåsa og den Hellige Birgitte og gift med en svensk stormand Knut Algotsson, en af en svenske konges trofaste mænd. Om Margretes opvækst hedder det at hovmesterinden ikke sparede på riset. Margrete blev i øvrigt opdraget sammen med Margareta Ulvsdatters datter, Ingegerd, der senere blev abedisse i Vadstena kloster. Her forestod hun i 1400 optagelsen af Dronning Margrete som lægsøster.

Hvornår ægteskabet fuldbyrdedes vides naturligvis ikke, men faktum er at Margrete fødte sit eneste barn, sønnen Oluf, som syttenårig i 1370. På det tidspunkt havde hun allerede overtaget ansvaret for hofholdet på Akershus. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 på Gurre Slot opholdt Margrete sig dog i Danmark. I hvert fald optræder hun allerede den 10. November i Kalundborg, hvor hun disponerede over noget af sit arvegods. Her lod hun sig titulere som ”dronning af Danmark, Norge og Sverige ”Ad Guds nåde, Danmarks, Sveriges og Norges Dronning”, hvilket rent statsretligt var en tilsnigelse, da Danmark var et valgkongedømme. Lidte senere benyttede hun titlen, Af Guds nåde Norges og Sveriges Dronning, datter og arving efter Herr Valdemar”.  På det tidpunkt var hun i færd med at afvikle faderens gældsforpligtelser. I december mødtes hun således med fire biskopper og tre højadelsmænd ved hvilken lejlighed hun returnerede København til Roskildebispen. Noget kunne tyde på at hendes støtter lod sig købe ved at hun opfyldte sin afdøde fars forpligtelser, og beslutsomt delte ud af sin arv. Desværre har vi ikke Valdemar Atterdags testamente, så detaljerne kan ikke afdækkes. Måske skyldtes hendes magtposition at hun som sin fars eneste overlevende arving kontrollerede ganske betydelige formuer? I hvert fald var det tydeligvis en del af hendes senere bestræbelser, at konsolidere kronens formue og landejendomme.

Hvorom alting er, det lykkedes hende i en alder af 22 at vinde den danske rigsråd, Henning Podebusks, tillid i en grad, at han støttede, at den fem-årige Oluf blev valgt til konge af Danmark og med Margrete som formynder.

Allerede Valdemar Atterdag havde udnævnt Podebusk til ”Danmarks Riges Høvedsmand” under kongens udlændighed 1368-72.

Olufs ”konkurrent” til tronen var Margretes søstersøn, Albrecht af Mecklenburg (1363-1388), som Valdemar Atterdag havde givet tilsagn om skulle være hans arving efter at sønnen Christoffer døde i 1363. Denne Albrecht’s kandidatur (senere kendt som Albrecht IV) støttedes af den tyske kejser, Karl IV, der naturligvis så en interesse i at bakke op om de nordtyske fyrster, herunder hertugen af Mecklenborg, der på det tidspunkt også var konge af Sverige.

Ind under jul 1375 blev Podebusk dog udnævnt til Drost, og dermed den senere leder af Olufs formynderregering. Endelig, i maj 1376 kunne Margrete og Håkon derefter besegle Oluf’s håndfæstning, som betingede hans valg. Det var dog først to år senere da den tyske kejser døde og kejserdømmets fokus blev vendt mod generhvervelse af kejserkronen for det Luxemborgske dynasti, at Mecklenborgerne for alvor opgav kampen.

Medvirkende til at Oluf og med ham Margrete løb af med den politiske sejr var sikkert også Hansestaden Lübecks holdning. Borgerne her ønskede at de gamle og meget fordelagtige aftaler med Valdemar II stod ved magt. De var dog ganske bekymrede ved udsigten til et kvindeligt regimente. I et bevaret brev hedder det således at det undrede dem meget, at den førnævnte konge (dvs. Haakon) ikke selv stod for forhandlingerne på sin søns vegne, for det syntes dem ”at være en stor sag at fæste lid til fruen og henvende sig til hende”. Udtalelsen emmer af mishag med det nye kvindelige regimente.

Spørgsmålet er også om opbakningen til Margrete desuden reflekterede de danske herremænds afstandstagen fra Mecklenborgerne og svenskerne, på samme måde som der i Sverige fandtes en national strømning vendt mod tyskernes indflydelse. Et klagedigt over Albrecht III’s svenske regimente, tentativt dateret til slutningen af 1380erne og miljøet omkring Vadstena giver et ganske godt indblik i tidens nationalistiske stemning. Svaret må være ja: tiden var præget af Margretes og Folkungernes dynastiske interesser, kirkens og en gruppe herremænds særinteresser samt et udbredt ønske i visse kredse om at undgå ”tysk” indflydelse i Danmark og Norden. Det var trods alt kun fyrre år siden at Valdemar Atterdags genrejsning af Danmark blev ”skudt i gang” med Niels Ebbesens Mord på Grev Gert i Randers. Men vi kan kun gisne om motiverne.

Vi får dog et ganske godt indblik i den rådende stemning i landet ved at nærlæse et bevaret dokument fra Danehoffet i 1377, der indeholdt Rigsrådets beretning omkring rigets tilstand og retsorden. Det var tydeligvis magtpåliggende at sikre at dansk ret var gældende. Af §16 fremgår det således at breve udstedt af Kong Magnus af Sverige (†1374), Grev Johan af Holsten (†1359) og Junker Otto († 1346) kun skal have retsgyldighed i deres ”herskabsområder” – og dvs. ikke i de områder, som de havde modtaget i pant eller erobret. For Rigsrådet var det således magtpåliggende at kongens opgave var at håndhæve og pleje dansk ret (og ikke svensk eller tysk).

Oluf var kun seks år da han sattes på den danske trone i Nyborg i 1376. Og ti år, da hans far Håkon døde, og han arvede det norske kongedømme. I det lange perspektiv fik han dog betydelig indflydelse på den skandinaviske historie. Kimen til den senere Kalmarunion og det dansk-norske rigsfællesskab indtil 1814 blev nemlig lagt i og med hans regering. Det var dog først i 1385 at han blev erklæret myndig og kunne hyldes på de respektive landsting. Indtil da var det hans mor, Margrete, der med Henning Podebusk ved sin side regerede landet. Ganske få år efter – 1387 – døde han dog pludselig på Falsterbo Slot i Skåne.

Margrete – Fuldmægtig Frue og Rigets Formynder

Nu var gode råd dyre, såvel for Margrete som for landets mægtigste, der have investeret i hendes lederskab. Allerede en uge efter havde Margrete og hendes venner dog forhandlet en aftale på plads med repræsentanterne for hele riget. Aftalen stadfæstedes i Lunds Domkirke. Ved den lejlighed – hedder det – ”valgte, antog og udpegede [rigets mænd] den hæderlige fyrstinde og frue fru Margrete, Norges og Sveriges dronning til fuldmægtig frue, til husbonde og til hele Danmarks riges formynder i alle henseender”. Argumenterne er ganske interessante. Ifølge teksten blev hun valgt, antaget og udpeget fordi hun var ”kong Valdemars datter og kong Olufs moder, der begge var vore herrer og som nu er døde – deres sjæle være hos Gud – og (dernæst) på grund af den velvilje og gunst, som vi har erfaret og fundet hos hende”.

En væsentlig pointe her var at Margrete på den ene side lovede at holde Olufs håndfæstning; på den anden side lovede hendes håndgangne mænd at de ikke ville ”drage en mand til Danmark” uden hendes vilje.

Aftalen afslører at ja, rigets mænd anså at der skulle findes en ny konge, men samtidig viser aftalen også at det var en ganske svær opgave. Måneder senere valgte såvel Norge som Sverige at udpege den kun fem-årige Erik af Pommern, Margretes søsterdattersøn til fremtidig konge. Herved undgår magthaverne i såvel Norge som Sverige at give rum for de forhadte Mecklenburgere.

Samme år blev Margrete udpeget af svenske oprørstyrker til Sveriges ”frue og rette husbond”, hvorefter en samlet nordisk hær besejrede Albrecht i 1389 ved Åsla. Ved dette slag blev Albrecht og hans søn tilfangetagne, hvorefter de sad fængslede indtil 1395 på bl.a. Bohus fæstning. Det var dog først ved den endelige sejr i 1395 at Stockholm udleveredes til Margrete. Nu var vejen banet for det nordiske fællesstyre, der formaliseredes i form af Kalmarunionen.

Således blev Erik af Pommern valgt på Viborg Landsting. Tidligere var han kronet i Norge, og endelig i 1397 fandt den svenske kroning sted i Kalmar.

Margrete 1401- 1412

I årene efter Kalmarmødet trådte Margrete formelt tilbage og overlod regeringen til Erik af Pommern, der blev erklæret myndig i 1401. I 1400 blev hun således optaget som lægsøster i Vadstena hos Birgittinersøstrene. Samtidig skiftede hun sit sekret ud med et mere beskedent, hvor hun blot lod sig omtale som ”Valdemar Danekonges Datter”.

Det betød dog ikke at Margrete slap tøjlerne. Tværtom var hun engageret i at skabe et stærkt kongeligt enhedsstyre. Det får vi et fantastisk indblik i ved at læse den instruktion, som hun medgav Erik i 1405 før en rejse til Norge. Her anviser hun hvorledes han skal forhandle med de enkelte rigsrder og ikke hele rigsrådet på en gang, hvorledes han skal sikre at slotte og len holdes til hans hånd, og ligeledes undgå at besegle på pergament. Samtidig skal han dog vise sig mild, venlig og imødekommende.

Ligeledes var Margrete aktiv ved udvælgelsen af den engelske prinsesse Philippa, der kronedes til dronning efter giftermålet med Erik i 1406. De senere år af sin regeringstid satte hun sig præg på finanserne, hvor hun søgte at konsolidere krongodset.

I 1412 døde hun pludselig på Flensborg Fjord, muligvis af pest. I første omgang begravedes hun ved siden af sine forældre og sin søn i Sorø, men allerede i 1413 foranstaltede Erik af Pommern en storslået ligbegængelsesfest i Roskilde Domkirke. Det antages at han bevirkede at Johannes Junge skabte den berømte sarkofag, der endnu kan beses i Domkirken. Hendes kiste har aldrig været åbnet. Et andet minde fra denne ligbegængelse var antagelig den gyldne kjole, som hendes træfigur var iklædt ved begivenheden. Senere opbevaredes guldkjolen i Roskilde, hvorfra den røvedes af svenskerne i 1658. I dag befinder den sig i Uppsala.

LÆS MERE:

The post Margrete I – Fuldmægtig Frue og Husbond, Danmarks Riges Formynder appeared first on Kulturhistorier.

I 1744 oprettede Rasmus Peder Gommesen fra Ærø en købmandsforretning i Svendborg. Hans datter giftede sig med en rebslager fra Bogø i Lillebælt, heraf navnet. Det var deres søn, Hans Jørgen Baagøe, der gik i kompagniskab med sin svoger kaldet Riber. Under krigen med England i 1807 overtog H.J Baagø dog ledelsen af forretningen. Det er fra denne tid de første regnskabsbøger er overleverede (de befinder sig nu i Svendborg Bys Arkiv). På linje med sine samtidig handlede Baagøe på de sydfynske øer, hvor han opkøbte korn, smør, skind, flæsk og frugt, som solgtes videre til Lübeck, Hamborg, København og Oslo. Senere da krigen fik en ende udvidedes markederne med Holland, Sverige og England. Indhandlede varer bestod af jern, kul, tømmer, tjære og kolonialvarer. På baggrund heraf lykkedes det Baagøe at bygge et stort og driftigt handelsimperium op. Med hertil hørte den endnu eksisterende købmandsgård i Møllergade med strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi i Kullinggade. Hertil kunne han føje et brændevinsbrænderi og en mindre flåde på fire handelsskibe. Det er kendetegnende for hans succes at han var mangeårigt medlem af byrådet, ligesom han stiftede adskillige legater

I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård i Gerritsgade med henblik på at hans ældste søn Laurits Jørgen Baagøe kunne etablere sig dér som selvstændig købmand med speciale i kornopkøb. Handlen med korn bl.a. på England gik så fremragende at sønnen fra 1840 – 1852 kunne ombygge forhuset. Resultatet af denne indsats kan stadig se i gadebilledet i Svendborg. Ved Valdemarsgade byggede han desuden et pakhus og en vognstald. Længere ude, langs Lundevejen, havde familien deres have. Et andet produkt Baagøe’ søn blev kendt for var ”Lars Boves Bovsetøj”, en særlig slags klæde, der var efterspurgt til liberi for tjenestefolkene på herregårdene rundt om på Sydfyn.

I næste generation ændrede firmaet dog karakter og blev til en egentlig en gros forretning, der handlede med maskiner. Ansvaret for denne omstilling var Ejner Bager. Han oprettede også en filial i Rudkøbing samt agenturer i Ærøskøbing og Marstal. Samtidig blev to sønner (i 30erne) sendt til København for at gå på Købemandsskole og herfra videre til henholdsvis England og USA for at tilegne sig international erfaring. Imedens fortsatte Ejner Bager og hans hustru deres liv i Svendborg. Her levedes et regelmæssigt og punktligt hverdagsliv under traditionelle former. Nøgleordene for stemningen i familien kan måske bedst gengives af de indledende ord, som Ejner Baagøe skrev i firmaets jubilæumsskrift i 1933, hvor han understregede ” det Præg af Ro og Værdighed, som det altid var Slægtens Ønske skulle kendetegne Livet i den gamle Købmandsgaard.”

Vi kommer tæt på  i de erindringer, som Poul Jørgen Riis udgav i 2004. Han var gift med en datter af Ejner Baagøe, Nanna Bogøe.

”Man levede uhyre regelmæssigt i villaen. Min svigerfar [Ejner Baagøe 1873 -1967] var som et urværk. Han stod altid op på samme tid, gik til o forlod forretningen to gange daglig på ganske bestemte tidspunkter og følgende den samme vej hver gang. Han lagde vægt på at være ligeså punktlig , som han havde lært i Livgarden med marcherne til og fra Amalienborg, og han nød, at folk i byen kunne sige: ”nu er klokken ni, for nu kommer Hr. Baagøe”. Der spistes efter gammel skik varm middagsmad klokken ét og aftensmad med smørrebrød klokken halv syv, altid samme slags pålæg og en bestemt ost fra et mejeri på Tåsinge, dertil en Svendborg lagerøl. Om søndagen var der rødvin til middagen, ved festlige lejligheder snaps til aftensmaden. Der lagdes megen vægt på, at man kun sad en halv time tilbords hver aften, så at pigerne hurtigt kunne få fri. Pigerne blev behandlet som familiemedlemmer; kokkepigen, der i min tid [dvs. i 1936–67] allerede var gammel, havde været der siden børnene var små og fulgte levende med i deres senere liv. Om sommeren, når vejret tillod det, spistes måltiderne i haven under et kæmpestort kastanjetræ, som min svigerfar havde hlantet ved indflytnignen. Underiden blev der spist aftensmad i familiens store have på Lundevejen, smurt og bragt dertil i kurve af hushjælpen, der så havde fri hele den sene eftermiddag og aften.”
(Fra: Erindringer fra en anden verden. Af Poul Jørgen Riis. Museum Tusculanum 2004, s. 80)

LÆS MERE:

Østers og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Af Jacob Knage Rasmussen
Svendborg Museum 2011

The post Baagøe og Riber – en gammel købmandsslægt fra Svendborg appeared first on Kulturhistorier.

Ravnunge Tue er kendt fra mindst tre og formentlig fem runesten spredt ud over egnen syd for Jelling. Tilsammen tegner de et helt unikt billede af en fornem viking. Det er nemlig sjældent at den samme mand har været ansvarlig for rejsningen af flere sten. Ja, i Danmark er det faktisk unikt.

Slægtskabet mellem de to første sten – Læborg-stenen og Bække-stenen – er relativ sikker. På den første (Læborg) læser vi at ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Tyra, sin dronning”. På den anden (Bække 1) læser vi at samme ”Ravnunge-Tue, Funden og Gnyple, de tre gjorde Tyras høj. På den tredje (Horne) hører vi at Ravnunge-Tue gjorde Tyras [eller: denne] høj…På den næstsidste (Bække 2) læser vi at ”Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog” . Denne sten er opstillet i stævnen på en skibssætning, der vækker minder om den store skibssætning i Jelling. Endelig optræder der endnu en Tue på Randbølstenen, der satte sten efter sin hustru. Stenen fortæller poetisk at ”Tue bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil leve meget længe for Torgun”. På den sidste fra

Der er dog naturligvis som altid, når vi har med runeindskrifter at gøre, mange udfordringer. Om den næstsidste sten (Bække 2) kan således anføres at læsningen af hribną:ktubi som rafnuka:tufi (Ravnunge Tue) har været omdiskuteret. Er den samme mand i spil, har man spurgt? Og hvem er Tyra omtalt på Bække 1 og Læborg stenene ? Dronningen, der blev begravet i Jelling, eller bare en ”anden” Tyra? Det er ikke nemt at afgøre og mere eller mindre fantasifulde tolkninger har da også floreret gennem årene. I den følgende gennemgang af stenene og deres vidnesbyrd er der dog valgt en umistænksom tilgang. Der er nemlig tale om fem runeindskrifter, der faktisk ganske nydeligt lader sig tolke ud fra det vi iøvrigt ved om egnen og dens historiske kontekst – dvs. Jellingdynastiets betydning geografisk såvelsom kunstnerisk.

Skulle nogen have lyst til at følge de mere dybdeborende overvejelser samt de mere fantasifulde debatter åbner artiklerne i Hikuin fra 2005 op herfor.

Stenene og indskrifterne

I centrum af historien om Ravnunge Tue står imidlertid de to sten fra Læborg og Bække, der tilsammen fortæller om en mand, der står i forbindelse med en kvinde Tyra. Om hende lærer vi at Tyra var hans ”dronning” (dvs. herskerinde) samt at han tilsammen med to andre – Funden og Gnyple – satte en høj over hende. Mest nærliggende har det da også været at antage at denne Tyra var den samme som Gorms kone, som indskriften på den lille runesten i Jelling omtaler på så poetisk vis: Gorm, Konge, satte dette mindesmærke over Tyra, hans kone, Danmarks pryd. (GōrmR kunungR gærði kumbl þǿsi æft Þōrvī, kunu sīna, DanmarkaR bōt.) Den lille Jellingsten står ikke længere på sin oprindelige plads. Efter al sandsynlighed har den dog indgået i den store skibssætning, der tilhører det ældste element i Jelling monumentet, dateret til c. 940 – 950. I centrum af denne stensætning byggedes nordhøjen omkring 957 – 960. Selvom de fleste antager at Gorm blev gravlagt i denne høj (og senere overført til kammergraven under den nuværende kirke) er det dog tankevækkende at højen tidligt var kendt som netop ”Tyras høj”.  Den tidligste angivelse af hvem man forestillede sig lå i hvilken høj stammer fra 1643, da Ole Worm tegnede og beskrev monumentet. Skønt dette naturligt nok kan være en afledning af indskriften på Gorms sten, ville en tidligere tid med lige så stor ret (før de arkæologiske udredninger tog deres begyndelse) kunnet have identificeret nordhøjen som ”Gorms” og sydhøjen som “Tyras”.Det skete dog som bekendt ikke og det er da også mest sandsynligt at denne fordeling af de to monumenter byggede på gammel overlevering, som Ole Worm videregav. Iøvrigt ved vi som bekendt ikke meget om hvem der egentlig begravet i Nordhøjen, der jo – da professionelle arkæologer tog fat – allerede havde været røvet og ribbet adskillige gange siden 1000-tallet.

På baggrund heraf har det været nærliggende at antage at Ravnunge Tue (sammen med Funden og Gnyple) var ansvarlige for dette imponerende bygningsværk, og at han senere satte en prale-sten i Bække ved et centralt knudepunkt på hærvejen, nemlig ved det vandskel, hvor igennem vejen fra Vejle og Jelling fra gammel tid gik mod Ribe. Måske blev denne sten rejst i forbindelse med endnu en stensætning som arkeologiske udgravninger under Bække kirke har indikeret. På tilsvarende måde satte han en sten længere nede i samme landskab ved Læborg, som han rejste til minde om samme Tyra, hans ”dronning” (her forstået som herskerinde). Begge sten findes i dag opstillet ved de respektive kirker og deres oprindelige plads kendes ikke. Men vi ved at sten ofte sattes på så ”synlige” steder i landskabet som muligt, dvs. dér hvor mennesker færdedes; de to mindemærker giver bedst mening, hvis vi forstår dem som ”pralesten” opsat ved befærdede vejstrækninger. Specielt, giver det mening hvis vi inddrager vidnesbyrdet fra den lidt usikre sten opstillet i Bække i forbindelse med skibssætningen, der fortæller om en mand, hvis navn med lidt god vilje kan læses som Ravnunge Tue, der rejste et mindesmærke efter sin mor, Vibrog.

Gorms Arkitekt

Der synes således ikke at herske megen tvivl om at der har boet en mand med navnet Ravnunge-Tue i og omkring Bække, hvis indflydelsesområde som minimum har rakt helt til Læborg og som desuden har rådet over så store mandskabs ressourcer at han har kunnet bygge en skibssætning for sin mor. Der synes heller ikke at burde herske tvivl om at Ravnunge Tue tilhørte kredsen omkring Gorm, Tyra og Harald i Jelling og at han var med til at rejse nordhøjen dér. Om ham kan vi ydermere vide at han – formentlig på grund af sit arbejde som høj-bygger dér – var kendt i vide kredse, som én, der vidste hvordan man greb den slags opgaver an. Det er i hvert fald den enkleste måde at forstå indskriften på den sidste sten i Horne, der enten er sat for at ære Ravnunge Tues minde som Tyras højbygger; eller for at mindes hans arbejde med at rejse en anden høj. Indskriften på denne sten er fyldt med forkortelser og det er ikke ganske enkelt at tyde den. Men så meget er sikkert: Indskriften drejer sig om Ravnunge Tue og en høj. Slægtskabet mellem denne og de to ”sikre” Ravnunge-Tue-sten tyder grammatikken også på: Både på Horne-stenen og Bække-stenen (1) staves datidsformen ’gjorde’ således kaþi/kaþu, dvs. uden r-runen, der ellers burde have været forventet.

Iøvrigt er der jo ikke noget mærkeligt i at forestille sig at Ravnunge Tue rejste så mange runesten, som tilfældet tilsyneladende var. Han færdedes jo i et miljø, der tilsyneladende var optændt af begejstring for det monumentale medie.

Torshamre

Èn ting mere kan vi formentlig yderligere sige om Ravnunge Tue. Efter al sandsynlighed var han hedning på det tidspunkt, hvor han medvirkede til at rejse nordhøjen i Jelling c. 957 – 60. På stenen fra Læborg er der nemlig indhugget to tydelige torshamre, der indleder og afslutter indskriften. Der har tidligere været rejst tvivl om hvorvidt sådanne hamre virkelig var afbildninger af Mjølner, der ifølge sagnet blev smedet af to dværge og som rammer alt, den bliver kastet efter. Nye fund har imidlertid godtgjort at der virkelig er tale om at torshamre var hedenske symboler.

Navnet Ravnunge

Det er sjældent at vikingetidens mennesker benævnes med tilnavne, der anføres som forled. Ud af i alt 300 personer angivet i Jomsvikingernes Saga gælder det således kun knap 3%. I de få andre runeindskrifter hvor personer er navngivet på denne måde er det ydermere udtryk for et stilistisk valg . Sådanne navne fortæller om hvordan en person så ud, opførte sig eller kom fra. Eksempelvis betød kongenavnet Harde-Knud, Knud den Hårde. Senere blev det dog et nedarvet kongenavn (Hardeknud) i Gormsslægten, og betydningen af tilnavnet blegnede vel.

Traditionelt har tilnavnet Ravnunge været forstået som Ravns-unge eller-inge, dvs. én der tilhører Ravns efterkommere, slægt, klan eller folk. Præcis som Skjoldunger blev et tilnavn for efterkommerne af Skjold, er det nærliggende at forstå Ravnunge som en angivelse af klans tilhørsforhold. Med til denne historie hører sderfor at der i nærheden af Ravnunge Tues virksomhedsfelt befinder sig to lokaliteter, Ravning ved Vejle og Ravning ved Kalvslund. Begge ligger en dags ridt fra Bække, der må opfattes som Ravnunge Tues hjemsted. Specielt det nordlige Ravninge er i den forbindelse interessant, fordi det ér der hvor Harald Blåtand senere byggede den spektakulære bro over Vejle Å, Ravninge broen.

Bryden Tue?

Var Tue så også den Bryde (godsforvalter) der nævnes på stenen på Randbølhede, der danner et hjørne i en trekant mellem Bække og Jelling? Som ovenfor anført fortæller indskriften os at Tue Bryde rejste stenen efter sin hustru Torgun. Det er muligt at Tue Bryde og Ravnunge Tue er én og den samme, selv om det naturligvis ikke lader sig bevise. Helt utænkeligt er dét dog ikke. Hvad titlen ”bryde” dækker over i en vikinge-sammenhæng ved vi naturligvis ikke. Men senere kilder fra 11-1200 årene viser at bryder var store godsforvaltere, der ydede mellem 25 og 50 gange så stor en afgift til deres herre som almindelig fæstebønder. Måske var Ravnunge-Tue Jellingkongernes betroede forvalter i den egn omkring Jelling – nærmere betegnet Jelling, Almind og Horns sysler – hvor der i øvrigt er meget få spor af en mere uafhængig elite? Det ser ud til at netop i dette område sad Jellingdynastiet hårdt på magten og jorden.

Runesten som magt symboler

Et af flere vidnesbyrd om den ”skæve” fordeling af eliten i den periode, hvor jellingdynastiet huserede i Østjylland (c. 950 – 990) er netop fordelingen af runesten, der rejstes i perioden c. 975 – 1025. Naturligvis findes der tidlige runesten i Danmark, rejst i 700- og 800 årene. Men herefter findes et hiatus. Fra begyndelsen af 900-tallet kendes således kun til fem markante runesten, nemlig de tre fra Glavendrup og de to fra Hedeby. Fra en lidt senere tid kender vi til Ravnunge- og Jellingstenene. Det er imidlertid først fra c. 975, at det store ”runestens-boom sætter ind i Danmark, for senere (efter år 1000) at slå igennem i de østdanske provinser (Skåne).

Guldfund

Der er ikke fundet spektakulære fund omkring Læborg og Bække. Til gengæld, kan det fabelagtige guldfund gjort godt 30 km fra Læborg på en mark ved Fæsted i 2016 ikke undgå at sætte fantasien i sving. Med ca. 30 guldgenstande udgør det det hidtil største guldfund fra Danmarks vikingetid. Det består af armbånd, brocher og unikke vedhæng. En foreløbig vurdering anslår at skatten kan dateres til c. 950 og at udsmykningen er udført i såkaldt Jelling stil. Af særlig interesse i denne sammenhæng er et spektakulært element i et halskrans, formet som enten en torshammer med et indsat ansigt eller et kors sammensat af tre. Måske ser vi her et billede af Ravnunge Tue? Eller Tor? Måske vil arkæologer kunne kaste mere lys på omstændighederne bag fundet i de følgende år.

De første spor af en nærliggende vikingetidsbosætning er allerede fundet og udgravninger er planlagt for de kommende år. det kan jo være at Ravnunge Tue  eller hans efterslægt faktisk var bryder på den store kongsgård på Holm, som vi ved lå dér?

Teksterne

Læborg

Transskription:
Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvī, drōttning sīna.

Translitteration:
Side A rhafnukatufi : hiau : runaR : þasi aft Side B þurui : trutnik : sina

Bække 1

Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gæ[r]ðu ÞōrvīaR haug.

Translitteration:
rafnuka:tufi : auk : futin : | auk : knubli : þaiR : þriR : kaþu : | : þuruiaR : hauk :

Horne

Transskription:
[Ra]fnunga-Tōfi gærði haug þ[annsi]/Þ[ōrvīaR(?)] …

Translitteration:
…fnukatufi kaþi hauk þ–…

Bække 2

Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a].

Translitteration:
hribną:ktubi : kri ukub þsi | aft : uibruk mþu sin

Randbøl Hede

Transskription:
Tōfi Bryti rēsþi stēn þannsi æft līka brytia. ÞēR stafaR munu Þōrgunni miǫk længi lifa.

Translitteration:
tufi : bruti : risþi : stin : þansi : aft : lika : | brutia : þiR : stafaR : munu : | þurkuni : miuk : liki : lifa :

KILDER:

Bække Kirke og Ravnunge-Tues runesten. Nogle kirkearkæologiske Iagttagelser.
Af K. Høgsbro Østergård.
Fra Ribe Amt, 1975

Runestenen i Horne og spørgsmålet om stenens oprindelige placering
Af Michael Lerche Nielsen
Fra Ribe Amt, 2001

Runesten, magt og mindesmærker.
Red. af Jens Vellev et al.
Hikuin (2005) Vol 32.
(Et særnummer om Ravninge Tue og hans runemindesmærker)

LÆS MERE:

Danmarks Runesten. En fortælling. Med fotografier af Roberto Fortuna.
Af Lisbeth M. Imer
Nationalmuseet. København 2016

The post Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling appeared first on Kulturhistorier.