Home Blog Page 2

Kollund Skov og Gendarmstien

Dansk-tyske Kollund Skov er netop købt af Den Danske Naturfond. Igennem løber Gendarmstien, en vandrerute langs den dansk-tyske grænse.

Skrænter med gamle træer langs vandet i Kollund Skov © Wikipedia
Skrænter med gamle træer langs vandet i Kollund Skov © Wikipedia

Kollund Skov er en typisk kystskov med gamle og høje træer, der vælder ud over de stejle skrænter ned mod Flensborg Fjord. Her er fyldt med herlige naturoplevelser gemt i dybe slugter, det bakkede landskab og langs de flade strande. Ydermere er skoven hjemsted for sjældne arter som bjergsalamander og sortspætte. Selvom skoven i dag er et yndet turistmål er den så stor, at dele af den i realiteten ligger uberørt hen. I øvrigt er hele strækningen langs den nordlige arm af Flensborg Fjord erklæret Natura 2000. I oktober 2017 overgik skoven til Den Danske Naturfond, der agter at bevare alle de gamle træer samt sikre, at skoven får lov til at udvikle sig frit til gammel skov. Det er således hensigten at der ikke skal skoves. I stedet skal vindfælder fungere som levesteder for svampe, mose og biller.

Kollund Skov er en del af Gendarmstien, en af Danmarks smukkeste vandreruter. Med sine 74 km lange kystnære rute går den vandrende i fodsporene på det 19. århundredes gendarmer, hvis opgave var at patruljere grænsen mellem Tyskland og Hertugdømmerne, så smuglerbander fik dårlige kår.

Historien går tilbage til 1839 da Gendarmkorpset blev dannet for at beskytte tolderne ved Elben. Efter 1864 flyttede gendarmkorpset op til Kongeåen. Endelig, efter 1920, flyttede bevogtningsopgaven igen sydpå. Her langs grænsen fra Vadehavet og til Flensborg Fjord patruljerede gendarmerne nu indtil korpset blev nedlagt i 1958, da politiet overtog grænsebevogtningen.

Senere, i 1980’erne fik man øjnene op for Gendarmstiens kulturhistoriske værdi og i dag udgør den en velafmærket rute gennem det smukke landskab ved Padborg og ud langs kysten til Høruphav vest for Sønderborg. Gendarmstien tager sin begyndelse i den såkaldte gendarmhave i Padborg, men forlader derefter hurtigt den lille by. Den planlagte rute rummer ikke et besøg på Oldemorstoft, den gamle middelalderlige herredsgård i Padborg, der nu er museum. Men den vandrende bør slå et slag rundt herom, eftersom museets ene halvdel rummer en udstilling om grænsebevogtningen fra 1920 til 2010 (udstilling lukket 2017 med henblik på nyopstilling).

Kollund skov danner dog den egentlige begyndelse og det er her man finder et stykke af Hærvejen med den oprindelige 1600-tals belægning samt en af de små charmerende grænseovergange, som Dansk Folkeparti helst så nedlagt eller i hvert fald afspærrede. Mest berømt er Skomagerhusbroen, der ligger ud til Flensborg Fjord og som giver den vandrende mulighed for at slå et slag henover en bro og ned over grænsen for at besøge Chr. IV’s kobbermølle. Her ligger et fint lille museum, hvor man kan se en omfattende samling af lysestager, vandkedler, og store kobberkar – de såkaldte “Flensburger Eimer”. Men også bageforme og historiske dokumenter og billeder fra Kobbermøllens næsten 400 år lange historie er udstillet på industrimuseet ved Harrislee.

Årsagen til at den lille grænseovergang ved Skomagerhuse blev bevaret er i øvrigt at området både før og efter krigene var et yndet udflugtsmål for borgerne i Flensborg, som også efter 1920 vedblev at cykle ud til skoven. På et tidspunkt var planen at området skulle bebygges som parcelhuskvarter, men dette forhindrede 2. verdenskrig. Eneste hus, der nåede at blive bygget var Skomagerhuset.

Kollund Skov var i øvrigt i Flensborg bys eje indtil 2006, da den blev opkøbt privat. Ejerskabet er nu overgået til Den Danske Naturfond (Oktober 2017).

Kort over Gendarmstien

LÆS MERE:

Gendarmstien

Den Danske Naturfond 

 

Om os

Kulturhistorier er et nyhedsmagasin under udvikling.

Vores idé er at blive det fremtidige ugemagasin for alt hvad der foregår rundt om i Danmark på vores museer og øvrige kulturhistoriske instititoner.

Samtidig er det hensigten at vi skal være en uomgængelig ressource for alle der har behov for inspiration og materialer i undervisningen i historie i de danske skoler.

Bag magasinet står Karen Schousboe, Mag. Art. Europæisk Etnologi. Læs mere her om hendes karriere i og udenfor Universitetet, hvor hendes arbejdsliv har fokuseret på kommunikation og skoler.

Læs også her om hendes omfattende forfatterskab, bl.a.

  • Slangen i Paradiset. Unervisningsministeriet 1991
  • Det Enkle Liv. Gyldendal 1998
  • I Nærheden om det Værdifulde. Gyldendal 2003

Læs mere her om historieforståelsen bag kulturhistorier.dk:

Historien i vore hjerter – og i undervisningen

Historien i vore hjerter – og i undervisningen

I efteråret 2016 fulgte mere end 1 million danskere serien på DR om Danskernes Historie. Det viste med al ønskelig tydelighed at vores historie omfattes med stor interesse af en meget væsentlig del af os. Hvorfor – må vi imidlertid spørge – er historien et smertensbarn i vores folkeskole?

Danmarkshistorien i middelalderen © DR
Danmarkshistorien i middelalderen © DR

Hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen har formentlig altid optaget mennesker. Som bekendt er vi jo nemlig udstyrede med en stærk og levende erkendelse af at være dødelige. Vi ved at vores liv uden nåde får en ende. Der er ingen tvivl om at netop dette perspektiv – måske i modsætning til så mange andre dyr – er med til at give os et særligt tidsperspektiv på tilværelsen. Ganske vist lever de fleste af os i hverdagen uden at skænke døden mange tanker. Men når det kommer til stykket og i sidste ende er selv de mest obsternasige af os tvungne til at tænke over det utimelige heri. Eller sagt med andre ord: i hverdagen kan vi grave os ned i tidlommer. Ved mere festlige lejligheder tvinges vi derimod til at gribe fat om to forhold: vores kropslige og betimelige væren. Vi lever her og nu og ikke andre steder eller til andre tider. Og om lidt er vi alle borte!

Mærkeligt er det derfor heller ikke, at vi som mennesker beskæftiger os med at fortælle historier om vores fortid, nutid og fremtid. Hvad enten vi vil det eller ej er vi altid på vej. Tilværelsen forstår vi nemlig ikke uden at vi fortælle historier for os selv og hinanden; med begyndelser, midter og slutninger.

Det må vi naturligvis også lære vores børn. Derfor undervises de da også i historie og historiefortælling i skolen. Det finder naturligvis sted på alle mulige planer og i mange forskellige sammenhænge. I danskundervisningen lærer børn eksempelvis at læse litterære fortællinger ligesom de kastes ud i selv at komponere og skrive fortællinger. I geografi lærer de at læse og beskrive landskaber, se på jord, vand og klima samt omgås apokalypser. I biologi lærer de om dyrenes færden i landskabet og vores fælles udviklingshistorie, evolutionens principper.

Roepiger. Det passive stilfærdige menneske, her afbildet af Gottfred Eickhoff i 30erne ©Thorvaldsens Museum
Roepiger. Det passive stilfærdige menneske, her afbildet af Gottfred Eickhoff i 30erne ©Thorvaldsens Museum

I historie, derimod, lærer de punktvist og spredt om begivenheder og hændelser; som regel uden mål og med [1]. Sådan var det naturligvis ikke altid. Enggang var historien også en fremadskridende fortælling bygget op omkring fremragende mænd og kvinder og deres indflydelse på historiens gang. Som enhver vil vide afskaffedes den form for historieskrivning imidlertid af Marx, der inspireret af det 19. århundredes videnskabelige fremgang, betragtede historiens gang som uafvendelig. Aktører var ikke længere konger eller magtfulde mænd, men derimod massernes uafvendelige bevægelse frem mod revolutionens gennembrud. I dag udfoldes den rene marxistiske historieskrivning naturligvis sjældent i sin rå og ufordøjede form. Men som en sagte klangbund ligger den bag historiske genrer som klima- og miljøhistorie, byhistorien, socialhistorien, middelalderens feudale samfund, udforskningen af familie- og slægtsforhold mv. Samtidig findes den i kravet om at man som historiker bør undgå at beskæftige sig med kronologi, men derimod fordybe sig tematisk. Fælles herfor er i de fleste tilfælde at historiens gang anses for uafvendelig – hvad enten vi betragter den som en rolig udvikling eller en abrupt serie af revolutioner.

I alt dette glemmes imidlertid at historiens objekt ikke er omgivelsernes forandringer som sådan, men derimod hvorledes mennesker har indvirket herpå. Hvor det således er geografiens og biologiens – naturvidenskabens – opgave at udfolde de uomgængelige vilkår for eksempelvis klimaets udvikling (herunder betydningen af alt fra solpletter til meteor-nedfald og vulkanudbrud), er det historiens opgave at forklare (eksempelvis), hvorledes baggrunden for at klimaaftalen blev vedtaget i Paris, men ikke i København, var Kinas voksende forståelse af at deres egeninteresse lå i at finde løsninger på fremtidens behov for bæredygtig energi. En nærmere historisk udredning heraf ville dog indebære en udforskning af hvorledes de kinesiske ledere – og opinionsdannere – ændrede holdning henover perioden 2009 – 2015. Den historiske udredning har vi stadig tilgode.

Pointen her er, at en historisk redegørelse altid indebærer en udredning af det menneskelige input til processerne. Eller sagt med andre ord: det er historiens opgave at udforske og forklare betydningen af det menneskelige element i vores verden. Historien er derfor heller aldrig en uafvendelig bevægelse hen mod et bestemt endepunkt. Det kunne være gået anderledes. Hvorfor en særlig historisk genre da også er at skildre historien kontrafaktisk: hvad nu hvis det var gået modsat og Hitler havde vundet WW2?

Menneskelige handlinger

Springvandet "Gefion" i København er et glimrende resultat af den nationale bonderomantik
Springvandet “Gefion” i København er et glimrende vidnesbyrd for den nationale bonderomantik og historieskrivning førend forestillingen om det passive menneske blev alt dominerende. Kilde: Wikipedia/Daderat

Det siger sig selv at i det perspektiv er det afgørende at have en forståelse for hvorfor mennesket har handlet på én bestemt måde og ikke en anden. Her findes naturligvis en række konkurrerende tilgange, men meget generelt kan det anføres at historiens baggrundsvidenskab må være antropologien – dvs. læren om mennesket, anthropos, som det hedder på græsk.

Det siger også sig selv, at der indenfor antropologien findes utallige videnskabelige ”sekter”, der analyserer og beskriver og forstår mennesker og deres handlesæt på forskellig vis – socialvidenskabeligt, sociologisk, kulturelt, religiøst, psykologisk, kognitivt, økonomisk osv.

Uanset hvilken tilgang man vælger er det dog et grundlæggende faktum at historiens objekt altid er mennesker og deres ageren i verden og de konsekvenser som man kan aflede heraf. I praksis betyder det at historiens objekt er menneskers selvforståelse, holdt op mod levnene af deres praksis samt omgivelsernes vurderinger og forståelse heraf.

Historiens studieobjekt er derfor altid af tredobbelt karakter – autobiografiske tekster (det emiske perspektiv) biografiske (historiske) tekster (det etiske perspektiv) samt de mange levn (det arkæologiske perspektiv), som menneskers omgang med deres omverden – deres handlinger – har affødt. Det er i krydsfeltet af disse tre typer af kilder, at historiske studier udfoldes. Det er historikerens opgave at vise hvorledes man ved at sammenholde de tre typer af kilder kan når frem til en forståelse af baggrunden for historiens gang. Det er desuden historikerens opgave at lære eleverne at skelne mellem de typer af forklaringer folk selv bringer til torvs – og dermed vise hvorledes sociale, økonomiske, kulturelle, psykologiske, kognitive eller religiøse forklaringer altid har vekslet fra tid til anden. Og således demonstrere for os at en given “historiefortælling” altid bliver bærer af et bestemt perspektiv. Også i vores tid!

Det kulturelle perspektiv

Når det så er sagt, findes der i dag en meget stærkere forståelse af hvorfor mennesker handler som de gør end vi besad for bare 50 år siden. Dengang konkurrerede groft sagt tre forklaringer og tre billeder af tre aktører:

  • Homo oeconomicus eller billedet af mennesket som entydigt optændt af personlig profitmaksimering. Her tømmes mennesket derfor for alt fra sociale instinkter til personlige følelser. I den forståelsesramme vil der bag godgørenhed altid findes et skjult motiv af økonomisk art
  • Homo socialis eller billedet af mennesket som drevet af dets indplacering i sociale netværk eller institutioner. I dette perspektiv reduceres aktøren imidlertid til den sociale institution og mennesket forsvinder. Det er ikke længere arbejderen der strejker, men derimod Fagforeningen, der ”organiserer” en strejke.
  • Homo psychologicus eller billedet af mennesket drevet frem af dets instinktive kamp for nydelse. I dette perspektiv betragtes mennesket som udspændt mellem sin dødsdrift og sin trang til kærlighed (thanatos og eros).

Disse tre historiske forklaringer på menneskers handlinger findes naturligvis stadig. Når politikere – hjulpet på vej af økonomer – forestiller sig at skattenedsættelser vil producere mere energi og iværksætteri, reflekterer det en grundlæggende forståelse af mennesket som alene drevet af profitmaksimering. Når venstrefløjspolitikere til gengæld ønsker at konsolidere og bruge alle midler på velfærdssamfundet skyldes det at de er overbeviste om at mennesker alene vil blomstre op i social sammenhænge. Det gælder derfor om at spinde det enkelte menneske eller individet ind i så vidt forgrenede sociale netværk som muligt; eller rettere: sikre eksistensen af disse sociale netværk gennem en stadig investering heri (”velfærdssamfundet”). Endelig findes der naturligvis en stor gruppe af embedsmænd – herunder ikke mindst socialrådgivere og psykologer – der bevidst manipulerer medarbejdere og kontakter i forsøget på at styre aggressive tendenser i retning af en mere socialt acceptabel initiativrigdom.

11-year old boy just before suicide mission
11-årig dreng, der efter sigende siger farvel til sin far førend han gennemfører en selvmordsaktion i Syrien. (videoen er ikke længere tilgængelig og historien kan iøvrigt ikke bekræftes).  Kilde: The Muslim Issue

I dag er disse tre forestillinger om baggrunden for menneskelige handlinger imidlertid håbløst forældede. I dag ved vi at der findes en lang række menneskelige adfærdsmønstre og handlinger, der ikke bare kan forklares som grundlæggende profitmaksimerende, sociale eller psykologisk ubalancerede. For at sige det enkelt, så kommer disse forklaringer til kort.

Det gør de eksempelvis når vi skal forklare baggrunden for specifikke terrorister og deres handlemåde:

  • Selvmordsaktioner kan jo ikke karakteriseres som ”personligt profitmaksimerende”, vel?
  • Ligeledes kan de vel næppe forstås som et udtryk for ønsket om at befordre ”social vækst”? I en række tilfælde er de udført af socialt velintegrerede og højtuddannede personer med stærke familiemæssige baggrunde. Hvad foregår der lige her?
  • Tilbage er da at forstå dem som udtryk for psykologiske ubalancer – momentan sindssyge. Men dette forklarer imidlertid ikke ”epidemien” af selvmordsbombere eller den mere moderne variant heraf, bil-terroristen og knivstikkeren. Her er jo netop ikke tale om enkeltstående individer, men derimod et handlesæt, der i stigende grad appellerer til vidt forskellige mennesker med forskelligartet økonomisk og social baggrund.

For at forklare disse terror-handlinger gribes der derfor også – og med god grund – til religiøse respektive kulturelle forklaringer.

Og vi oplever, at det pludselig giver god mening. I centrum af verdensherredømmet findes således en central forståelse af at civilisation karakteriserer os – europæerne, amerikanerne, den globale elite. Et afgørende fundament herfor er retssamfundet byggende på et kompliceret sæt af internationale traktater og nationale grundlove med heraf afledte lovkomplekser. I periferien heraf befinder sig imidlertid menneskelige grupperinger, der ikke er inkluderet under denne paraply. Og som i mødet med det vestlige samfund oplever at loven ikke er lige for alle. Et lille men tydeligt eksempel herpå er således at familiesammenføring ikke er en naturlig mulighed, men derimod afhænger af tilknytningsgrad og/eller status som eksempelvis flygtning. Et andet eksempel er at store og de facto yderst sårbare menneskelige grupperinger holdes hårdt udenfor; det gælder således afrikanske ”velfærdsmigranter” der holdes borte fra et forjættede land af meterhøje pigtrådshegn og aktioner som ”Operation Mare Nostrum”.

Det er i lyset heraf vi skal forstå terrorhandlingerne. De udføres af mennesker, der – uanset om det er med med rette eller urette – oplever sig som anbragt i periferien. Det er ”herude” at kulturen og religionen udfoldes. Herhjemme taler vi om ”parallel-samfund”; derude taler de om Sharia, ifører sig burkaer og drømmer om Ummaens verdensherredømme. Det er herude at kimen lægges til den væbnede opstand, der så får terrorhandlingens karakter, hvor den regulære væbnede opstand ikke lader sig iscenesætte, således som det blev forsøgt af ISIS da bevægelsen etablerede det såkaldte Kalifat.

Det er naturligvis indlysende at denne forklaring – der populært går under en center-periferi-forklaring – også giver mening, når vi skal forstå det enkelte menneske og dets handlemåde i et historisk perspektiv. Pludselig forstår vi hvorfor følelsen af at befinde sig i periferien kan give anledning til så forskellige handlemønstre blandt indvandrerne som nærmeste patetisk omfavnelse af det moderne vesterlandske samfund versus den kulturelle afvisning af alt i værtslandet fra politisk engagement og stemmeafgivning, til de lokale mad- og festtraditioner. Ligeledes forstår vi hvorfor vi hele tidens skal underholdes med indvandrernes debat af denne kulturelle kompleksitet, som vi – forankret i vores kulturelle selvophøjethed – ikke kan forstå. Hvorfor assimilerer de sig ikke bare, spørger vi? Hvad er problemet?

Kultur og habitus

Årsagen hertil er naturligvis – hvad en række moderne undersøgelser entydigt har vist – at kultur ikke bare er et sæt af forklaringsmodeller og adfærdsmønstre, som vi mennesker alt efter situation kan skifte ud med hinanden. Kultur er ikke bare et redskab, det er en dybt grundfæstet habitus, som det viser sig at være yderst vanskelig at skifte ud.

For at sige det enkelt, så skal man ikke ligne en kultur med en ”rygsæk fyldt med redskaber”, der kan trækkes frem afhængigt af den situation vi er i. Tværtom er vores kultur at ligne med den ”elefant”, vi rider på. Som alle elefanter har den naturligvis nogle særlige – af forfædrene nedarvede – stier, den trasker ud af uden at skele til højre eller til venstre. Det betyder derfor også at det kræver nærmest en umenneskelig indsats at få ”elefanten” (aka vores ”kultur”) til at skifte retning.

Det hænder at vi er i stand til at bryde vores kulturelle (”sociale”) arv. Men det er sjældent. Som minimum kræver det nemlig at vi guides på vej af en engageret lærer – eller distinkte ”jordomvæltende” oplevelser – der bevidst fører os i en anden retning. Det kræver nemlig at vi bevidstgøres om vores kulturelle habitus og forstår dens indlejring i det store spil om center og periferi.

Historien er derfor fyldt af mennesker, der som flertallet har nøjedes med kulturelt betragtet at holde snuden, eller snablen om man vil, i sporet. Men den er også fyldt af et mindretal af mennesker, der har banet nye veje – Paulus, Frans af Assisi, Martin Luther, Frank D. Roosevelt, Rachel Carson etc.

Tilbage til historien

Christian og Eva på Kronborg Slot 2015
Når kulturarven kommer i højsædet: Christian og Eva på Kronborg Slot 2015. © Schousboe

En moderne historieskrivning i det 21. århundrede kan ikke foregå uden at tage alvorligt at vores viden om hvad der ligger bag menneskelige handlinger og handlemønstre har undergået et kvantespring de sidste halvtreds år.

Det er imidlertid en debat, der desværre kun har fyldt lidt på historiefaget. Det er næppe helt forkert at antage at en del af baggrunden herfor har været en angst for at suges ned af hvad der muligvis kunne betragtes som endnu en modebølge. I takt med at historikere i det 20. århundrede blev til økonomiske historikere, socialhistorikere, psykologiske historikere og endelig religionshistorikere har mange med rette set mistænksomt på den nye ”elefant” i horisonten, kulturhistorikeren. Ganske vist fik ”historisk antropologi” et kort øjeblik på scenen i 80erne og 90erne, men derefter blev perspektivet hurtigt skubbet ud på en sidelinje til fordel for en mere traditionel historieskrivning, lanceret under begrebet ”mikrohistorie”. Som ægte børn af postmodernismen adopterede historikere forestillingen om, at det ikke længere gav mening at skrive en samlende overordnende historie. Nu gjaldt det produktionen af uendelige ”historier”, hvis fornemste opgave var at underholde og fordrive tiden. Medvirkende hertil var formentlig også at historikere og historielærere var i stand til at bortforklare betydningen af deres egen politiske observans. I et mikro-historisk perspektiv var den naturligvis ikke længere interessant. I lyset heraf var det muligt at undgå ens egen ”historiske selvransagelse”. Den politiske (og dermed historiske) forståelse lod sig bekvemt parkere på et sidespor, mens fokus på elevernes personlige og hermeneutiske ”historieindlevelse” blev sat i højsædet.

Pointen er imidlertid at dette naturligvis efterlod historien med en fundamental mangel på legitimation i en skole- og uddannelsesmæssig sammenhæng såvel som i den generelle offentlighed. Resultatet kender vi da også. I 2016 kunne en ny rapport således (endnu engang) dokumentere, at børnene i folkeskolen finder faget uinteressant og uinspirerende, at eleverne ikke finder en nytteværdi i fagets dannelsesdimension, at historie som fortolkningsfag er fraværende men i stedet har karakter af et møde med punktvise og disparate fortællinger om alt mellem himmel og jord; (skønt mere præcist de tematikker, som udbydes mere eller mindre gratis på nettet eller er specificeret i fagets kanon). Fravær af relevans er således et helt gennemgribende karaktertræk.

Hvor enhver elev kan finde relevansen i at kende til mekanismerne bag klimaudviklingen, synes forståelsen af den historiske baggrund for migration og folkevandringer således nærmest ikke-eksisterende. Det endskønt begge udfordringer er af global og stigende relevans. Og det sidste emne manufest kun lader sig analysere ”historisk” (dvs. som en refleksion af forholdet mellem centre og periferier).

Historien – en udfordring

Nærværende site er dedikeret til at formidle historien antropologisk, dvs. som en refleksion af kampen mellem vores forskelligartede kulturelle og religiøse standpunkter, således som de kom og kommer til udtryk i personers og individers særlige habitus og indlejret i den indbyrdes diskurs eller konflikt. Idet vi eksempelvis

  • ikke kan forstå den norrøne religion (Asa-troen) uden at se den spejlet i kristendommen.
  • ikke kan forstå hekseafbrændingerne uden at kende til de evangelisk-lutherske forestillinger om familier og slægternes formering.
  • ikke kan forstå korstogene uden at kende til de islamiske fundamentalistiske bevægelser i 1000-tallet.
  • ikke kan forstå 1300-årenes bondeoprør uden at kende til pestens betydning.
  • ikke kan forstå vor tids globale migration uden at kende til historien bag 400-tallets folkevandringer i Europa.

Alt sammen kan vi ikke forstå uden at tage datidens menneskelige erfaringer alvorligt.

Karen Schousboe

BILLEDE I TOPPEN:

Eva og Anne Birgitte Gurlev prøver pelse på Vedbæksamlingens Museum 2017 © schousboe

NOTER:

[1] “At its extremes, the shift from the social history of the 1960s and 1970s to the cultural history of the 1980s and the 1990s meant rejecting research in which causal explanations were tied to gran narratives of historical change in order to pursue studies without causal claims and without assigned positions in a longer arc of historical time.” Fra: Wong, R. Bin: Causation. I: A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack. Oxford University Press 201, s. 39.

LÆS MERE: (et meget lille udvalg)

Historisk Antropologi

Thought Styles: Critical Essays on Good Taste
Af Mary Douglas
Sage 1996

Missing Persons. A Critique of the Personhood in the Social Sciences,
Af Mary Douglas og Steven Ney
University of California Press 1998

Cultural Identity and Global Process
Af Jonathan Friedmann
Sage 1994

The Myth of Social Action
Colin Campbell
Cambridge University Press 1998

Handbook of the Sociology of Morality
By Steven Hitlin and Stephen Vaisey
Springer 2010

Motivation and Justification: A Dual-Process Model of Culture in Action.
Stephen Vaisey
I: American Journal of Sociology (2009) 114 (6) , 1675-1715.

Socrates, Skinner, and Aristotle: Three Ways of Thinking about Culture in Action.
Af Stephen Vaisey.
I: Sociological Forum (2008)., 23 (3), 603-613.

Introduktion til nyere historievidenskab og historismens tidsalder

Reconstructing History. The Emergence of a New Historical Society
Udg. Af Elizabeth Fox-Genovese of Elisabeth Lasch-Quinn
Routledge 1990.

Microhistory and the Lost peoples of Europe
Ed. BY Edward Muir and Guido Ruggiero
The John Hopkins University press 1991

Kulturhistorien som opposition. Træk af forskellige fagtraditioner.
Af Palle Ove Christiansen
Samleren 2000

A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack.
Oxford University Press 2011

Writing Material Culture History
Udg. af Anne Gerritsen, Giorgio Riello
Routledge 2014

Historiefaget i det 21. århundrede

Historiefaget i fokus – dokumentationsindsatsen
Historielab 2015

Se i øvrigt Historielab’s publikationer

Struensee Museum i Hørsholm

Det var på Hirscholm Slot den ulykkelige kærlighedshistorie mellem dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Struensee stod i fuldt flor. Nu ønsker Museum Nordsjælland ønsker at indrette nyt Struensee museum i slottets tidligere kornlade

Da Skov- og Naturmuseet blev tvangsforflyttet til Gl. Estrup efterlod det velindrettede – men tomme – udstillingsbygninger, nærmere betegnet den store fredede kornlade fra 1713. Efter at udstillingerne er flyttet, har Staten oplyst at laden med tilhørende bygninger vil blive sat til salg. Uanset opfordringer fra Museum Nordsjælland har man således ikke ønsket fra Statens side at stille bygningerne vederlagsfrit til rådighed for Museet, der ellers har undfanget en glimrende plan, nemlig at indrette et Struensee Museum i de tidligere udstillingslokaler.

Den Store Kornlade

Den Stormægtige Dronning Caroline Mathilde til hest © RA
Den Stormægtige Dronning Caroline Mathilde til hest © RA

I dag resterer der intet af Lauritz de Thuras’ Hørsholm Slot fra 1744. Baggrunden herfor var at slottet efter Sofie Magdalenes død i 1770 med begejstring blev taget i brug af Christian VII og Caroline Mathilde samt Struensee. Her afholdt man pragtfulde fester, herfra regeredes landet af Struensee og i de nært beliggende skove føjtede parret om til hest; hun skandaløst klædt i ridebukser. Og her fødtes Struensee’s datter, Louise Augusta den 7. Juli 1771. Efter statskuppet i januar 1772, da Struensee blev arresteret og Caroline Mathilde blev ført til Kronborg, besøgtes slottet ikke længere. Det lå øde hen og forfaldt; endelig, i 1810 -12, blev det revet ned.

Tilbage står derfor i dag domestikhuset, staldene, vognremisen samt den store kornlade fra 1711. Det er her at Museum Nordsjælland ønsker at indrette det nye Struensee Museum. Udstillingen vil i høj grad bygge videre på de fremragende samlinger som i dag udstilles under kummerlige forhold på Hørsholm Bymuseum, der har til huse i den tidligere slotsforvalterbolig. Det er hensigten at laden skal rumme en ny fast udstilling samt café og museumsbutik. Desuden er planen at inddrage den tidligere slotshave som udendørs museumsrum. Det forlyder ikke om haven skal indrettes som den barokhave, der i sin tid omgav slottet og som gav anledning til at det gik under navnet ”Nordens Versailles”, men det synes dog en oplagt mulighed. Under alle omstændigheder er det planen at slottets fundament skal gengives tydeligt i den tidligere slotspark.

Oplysningstiden

Plan over Slotsøen og et fremtidige Struensee Museeum © Museum Nordsjælland 2017
Plan over Slotsøen og et fremtidige Struensee Museeum © Museum Nordsjælland 2017

Det er velkendt at historien om Struensee og Caroline Mathilde ikke kun handler om en tragisk kærlighedshistorie, men i lige så høj grad drejer sig om oplysningstidens indflydelse på det danske samfund. I den forbindelse er det værd at nævne at de første landboreformer faktisk blev gennemført blandt Hørsholms bønder allerede i 1760erne.

Det er ifølge planerne hensigten at museet ikke kun skal udgøre et regionalt kulturhistorisk samlingspunkt, men i lige så høj grad et nationalt såvel som internationalt. Planen er som følge heraf ikke kun at fokusere på minderne fra den celebre romance, men i lige så høj grad formidle oplysningstidens kulturhistorie i videste forstand.

Planerne opererer for nærværende med et anlægsbudget på min. 12 mill. Hertil kommer udgiften til anskaffelsen af bygningerne såfremt Staten ikke renoncerer på indtægterne fra salget heraf. Selve driftsbudgettet skal finansieres i en blanding af entreindtægter, indtægten fra café mv. samt tilskud fra Hørsholm Kommune.

KILDE:

Struensee-museet – et idéoplæg

 

Save

Save

Save

Save

Veddelev og deres bevarende lokalplan

Veddelev er en gammel landsby nord for Roskilde. Endskønt kommunen har vedtaget en såkaldt ”bevarende lokalplan” trues miljøet nu af kommunens byggeplaner.

Kort over Veddelev med udpegede grunde © Roskilde Kommune 2017
Kort over Veddelev med udpegede grunde. Den omgivende grønne farve signallerer at området er udpeget som del i Roskildes strategi for at bevare en grøn bræmme omkring byen  © Roskilde Kommune 2017

Veddelev ligger på en idyllisk halvø nord for Roskilde. Oprindeligt var det en lille langstrakt landsby med markerne skrånende ned til fjorden, op mod Risø og ind til Himmelev. I dag er bebyggelsen dog mest af alt karakteriseret ved lystbådehavn, camping plads og et stort parcelhuskvarter, der blev kilet ind mellem havn og landsby i anden halvdel af det 20. århundrede. Mellem den gamle landsby og den nye bebyggelse strækker sig dog endnu en grøn kile, der hjælper til at den gamle landsby har kunnet bevare følelsen af at have fastholdt sin særegne identitet.

Denne identitet som afgrænset landsby kommer bedst til udtryk i den bevarende lokalplan, som blev vedtaget i 1982 og som bl.a. indeholder detaljerede retningslinjer for bebyggelsens omgivelser og karakter, herunder bebyggelsens udformning, placering og materialevalg.

Denne lokalplan blev vedtaget på trods af, at der i selve landsbyen var en anerkendelse af at intet byggeri i sig selv var bevaringsværdigt. Det gjaldt derimod indlejringen af landsbyen i landskabet. Som en klassisk vejby ligger den endnu i sin lavning i landskabet hvorfra markerne tidligere skrånede ned mod Roskilde Fjord. Efter landsbyen blev udskiftet og halvdelen af gårdene blev udflyttet efter landboreformerne, fastholdt de fleste dog deres toft inde i landsbyen. På disse byggedes i et 19. Århundrede aftægts- og fiskerhuse. Selvom landsbyen derfor mest rummer huse, afspejler den dog stadig den dag i dag den middelalderlige karakter, som bebyggelsen fik efter anlæggelsen af Roskilde by omkring år 1000. Fra gammel tid af udgjorde gårdene i øvrigt såkaldte prebender, der gav levebrød til domkirkens kanniker. Andre gårde var ejet af diverse klostre. Landsbyens historie og drift er således veldokumenteret gennem mere end 800 år.

Den overordnede hensigt med den bevarende lokalplan var da også primært at sikre integriteten af den bebyggelsesmæssige enhed, der syntes klart afgrænset fra omgivelserne. Samtidig var hensigten at sikre byens ”særlige intime og afvekslende miljø, der ikke kan genskabes i en moderne bebyggelse, men som hvor de endnu findes, bør bevares, fordi mennesker trives i det”. Hvorfor de ikke kan genskabes står dog hen i det uvisse; men sådan skrev man for 35 år siden.

Redskaberne, som den bevarende lokalplan derfor stak ud var således krav til at gavle eksempelvis stadig skulle fremstå sorttjærede, samt at tagdækning enten skulle være stråtag, røde tagsten eller eternitplader. Med yderligere krav om lav bygningshøjde, små døre og dannebrogsvinduer blev der sat der ganske snævre krav for hvad man kunne og kan foretage sig i Veddelev. Et nok så væsentligt krav var at landsbyens grønne bræmme skulle bevares intakt. Ja faktisk forsøgte man dengang at rejse en egentlig fredningssag.

Dispensationer

Veddelev Bygade 67
Veddelev Bygade 67 © Veddelev Landsbylaug

Erfaringen viser imidlertid at Roskildes socialdemokratiske Bystyre tilsyneladende ser højt og flot på de anvisninger, der er vedtaget i den bevarende lokalplan. Senest (2016) gav kommunen således byggetilladelse med tilhørende dispensationer til opførelsen af et nyt parcelhus på Brovej 9, der på en lang række punkter overhovedet ikke levede op til lokalplanen. Således ønskede ejerne ikke at tjære gavltrekanterne, men derimod vandskure dem. Det fik de så dispensation til, ligesom tilladelsen blev givet til at huset tagdækkedes med teglsten i ”blådæmpede” farver. Samtidig ”glemte” kommunen behændigt at sætte de afgivne dispensationer i høring hos det høringsberettigede Veddelev Landsbylaug (Planloven §20).

Meget mere alvorligt er det dog at kommunen senest har påbegyndt en proces hvorved selve intentionerne bag den oprindelige bevarende lokalplan tilsidesættes helt og aldeles.

Den 12. Oktober er der således indkaldt til den første offentlige høring om ”nye boliger i Veddelev”. Ifølge oplægget hertil overvejer kommunen at sælge de to grønne marker, der adskiller parcelhusbebyggelsen ned mod fjorden og det gamle, intakte, landsbymiljø. Baggrunden er, at kommunen ønsker at opføre en serie ældrevenlige rækkehuse på grundene. Som det formuleres i oplægget: både Veddelevs gamle og nye del er attraktivt som boligområde på grund af de grønne omgivelser og den korte afstand til fjorden. Samtidig konstaterer Roskilde Kommune at der har været efterspørgsel efter ældrevenlige rækkehuse i Veddelev.

Der er for så vidt intet mærkeligt i at Roskilde kommune, der er socialdemokratisk leddet, ikke har sans for de historiske kvaliteter i landskabet. For deres vælgere handler det jo altid om at få bygget flest mulig ”almene boliger” – og helst i så attraktive landskaber som det kan lade sig gøre. Samtidig er det naturligvis en udfordring at tidligere tiders parcelhuskvarterer ikke tilbyder vores ældre medborgere tidsvarende og billige boliger. Endelig er der formentlig den skjulte dagsorden at Ny Højagergaard i det gamle Veddelev – som jorden tilhører – kan ombygges til ældrecenter. Gården fungerede tidligere som bolig, men har i et stykke tid stået tom og forfalden. For nærværende ønsker kommunen dog ikke at beholde gården, som er sat til salg.

Der er dog grund til at råbe vagt i gevær. Bevarende lokalplaner vedtages med henblik på at sikre landskabelige herlighedsværdier og samlede kulturmiljøer, så vores efterkommere stadig kan opleve disse. Veddelev er ikke unik. Men det er dog et faktum at de fleste landsbyer i udskiftningstiden tabte deres karakter af samlende bebyggelse, da gårdene blev spredt ud over det danske landskab. Det skete kun delvis i Veddelev, hvor den middelalderlige bosættelse stadig kan iagttages og studeres.

Det er vel værd at bevare!

KILDER:

Bevarende lokalplan nr. 179 for Veddelev landsby.

Byggetilladelse til brovej 9, 4000 Roskilde

Indledende offentlig høring om nye boliger i Veddelev

LÆS MERE:

Himmelev sogns historie.
Red. af Ingeborg Christmas-Møller og Gorm Bruun Hansen
Roskilde Museums forlag 1995. kr. 225.

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Kristus i Stenløse Kirke

Da Stenløse Kirke blev valgt til kulisse for serien ”Herrens Veje” skyldtes det efter sigende at såvel præstegård som kirke både lå ”på landet” og midt i ”en by”. Men måske skyldes det også at kirken er fyldt med så mange fascinerende udskårne skikkelser, der kan blive helt levende og kan gå i “dialog” med skuespillerne?

Senmiddalderligt krucifiks ca 1500 i Stenløse kirke © Kulturhistorier
Senmiddalderligt krucifiks ca 1500 i Stenløse kirke © Kulturhistorier

Enhver der træder over dørtærsklen til kirken i Stenløse kan ikke undgå at blive grebet af det store krucifiks fra ca. 1500, der formentlig stadig hænger på sin oprindelige plads i en kort jernstang med øskner i begge sider. I bunden af korset findes stadig den tap, der har været stukket ned i den nu forsvundne korbuebjælke. Måske har korset svævet over det lægmandsalter, som arkæologerne formentlig fandt rester af ved restaureringen i 1956. Farverne, som korset er malet med, er rekonstrueret på baggrund af de sparsomme rester, som fandtes på samme tid. Fint er det med lændeklædet af guld, den guldomviklede grønne tornekrone, og de lukkede døde øjne. Den åbne mund signalerer, at døden virkelig er indtrådt. Vi ser for os Jesus i den sidste smertenstime, efter det “er fuldbragt”.

Præcis som i senmiddelalderen hænger han dér og nærmest spærrer udsynet og vejen ind til det allerhelligste bag korgitteret. Oprindeligt var den slags korgitre sindbilledet på den katolske kirkes forestilling om, at der var forskel på læg og lærd, godtfolk og skidtfolk. Mens kirkens lærde samt herrefolket holdt til i koret, var folket henvist til at befinde sig i selve skibet. Senere – efter reformationen – tjente korgitrene imidlertid et praktisk formål i og med at de hjalp til at adskille den del af kirkerummet, skibet, der ofte anvendtes til andet og mere end bare gudstjenester (rettergang, sognemøder og andet). Paradoksalt nok bibeholdtes korgitrene derfor i den Lutherske kirke. Ja mange steder blev der faktisk installeret nye i takt med at korgitrene blev officielt forbudt i den efterreformatoriske katolske kirke efter 1563 (Konciliet i Trento).

Netop sådan et korgitter finder vi i Stenløse kirke fra begyndelsen af 1600-årene, formentlig fremstillet af Anders Nielsen Hatt. Når man derfor sidder i kirken til gudstjeneste vil man opleve at udsynet til  altertjenesten er stærkt begrænset. Til gengæld kan man fornøje sig med at studere de mange detaljer i den udskårne altertavle og prædikestol.

Det fascinerende ved seriens fremstilling af kirken er imidlertid at vi netop ikke inviteres til at konsummere kirken – eller troen – på afstand og gennem et gitter (i hvert fald at dømme efter første afsnit). Det vi nemlig ser er seriens hovedperson, Johannes, der ganske enkelt interagerer med kristusskikkelsen i kirkerummet. Han tørrer ham af for støv, lytter til ham og endda – sådan ser det i hvert fald ud – kysser ham!

På den ene side er der defor selve præstegården med den mørke trappegang og det dunkle – og fordømmende – anegalleri. På den anden side Stenløse kirke med den fortrolige, slidte og hendøde Jesus!

Fascinerende…

Karen Schousboe

KILDE:

Stenløse Kirke i Ølstykke Herred.
I: Danmarks Kirker II, bind 4 (1975)
Side: 2353 – 2405

LÆS MERE:

Morten Pontoppidan - mindeplade på Stenløse Kirkegård © Kulturhistorier
Morten Pontoppidan – mindeplade på Stenløse Kirkegård © Kulturhistorier

Stenløse Sogn er også kendt for at være rammen om Morten Pontoppidans præstegerning i begyndelsen af det 20. århundrede. Morten Pontoppidan var bror til forfatteren, Henrik Pontoppidan, men holdt sig til sin teologiske forfatterskab. Han er mest kendt for sine opbyggelige bøger, herunder: Breve om Kristus til min Gudsøn fra 1905, der netop er forfattet i Stenløse Præstegård. Heri skriver han bl.a. :

”Vi ved jo at den allermest indtrængende tale altid er uden ord. Hjertet udtrykker sig bedst i det tavse sprog. Det sprog skulle Jesus op på korset at tale. Og han kom op på korset. Han sagde syv ord. Og Jesus’ syv ord på korset er blevet dyrebare og betydningsfulde, just fordi de er talt fra denne prædikestol. Men han taler især uden ord – ved sine fastnaglede hænder og fødder, ved sine udbredte arme, ved sit bøjede, tornekronede hoved. Og nu begynder hans disciple at forstå… Fra Morten Pontoppidan: Breve om Kristus til min Gudsøn.” 1905, kapt. VII.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gammelliv under Afvikling

0

Gammelgård ligger på Ærø på kanten af en naturpark. En verden af igår fyldt med håb om fremtiden. Alligevel er det svært ikke at læse bogen som en forfaldshistorie.

Gammelgaard. En Udkantshistorie og en fremtidsvision
Af Viggo Mortensen
Hovedland 2017

Gammelgaard på Ærø - bogomslag

Der er en stille sitrende stemning af ubevægelighed i denne beretning om professor i teologi, Viggo Mortensen, og hans pensionisttilværelse på Ærø. Hertil flyttede han og hans kone, Doris Ottesen, i 2008, efter at de havde købt arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsens gamle gård fra 1830.

Gammelgaard er en udflyttergård fra Bregninge by. Indtil 1964 var den i bondeslægtens eje, men da sidste bror og søster døde, købtes gården af Alan Havsteen-Mikkelsen. Herfra drev han sit vel-renommerede arkitektfirma, der som niche agerede overopsyn med de utallige – og meget dyre – kirkerenoveringer, som menighedsråd fra tid til anden iværksatte. En grund til, at han var særligt efterspurgt var, at menighedsråd vidste, at dersom samarbejdet med arkitekten var særligt velfungerende kunne man få ”lov” til som bonus også at købe et af de korsfæstelses-billeder, som hans far, Sven Havsteen-Mikkelsen, havde efterladt sig. På den måde kunne man ikke alene få sin kirke renoveret smagfuldt, men også få skiftet det sødladne maleri ud, som havde siddet i midterfeltet i renæssance-altertavlen siden midten af 1800-årene.

Her på gården indrettede Havsteen-Mikkelsen nu sin tegnestue samtidig med at han nænsomt restaurerede og ombyggede den gamle gård og forsøgte at drive et landbrug ved siden af. Det var derfor ikke en ruin,  Viggo Mortensen overtog den. Ej heller var det en færdig historie. Det fremgår tydeligt af bogens fine billeder at gården i de senere år  har dannet rammen om et noget andet liv. Det, der tidligere var et åbent ildsted er i dag en lukket masseovn og kontoret flyder garanteret med flere bøger end i arkitektens dage. Alligevel er der en særegen kontinuitet i fortællingen om gården og dens omskifteligheder, symboliseret ved beretningen om stedet, landskabet, bindingsværket, stråtaget og træhåndværket. Samtidig danner denne beretning dog også klangbund for det videre perspektiv, som udfoldes i bogen: nemlig beretningen om landbokulturens udvikling og afvikling.

Ja, det er en bekræftende livshistorie. På en gang en insisteren på, at selvom Gammelgaard ligger på en bakke med udsigt fra gårdspladsen mod Drejø, Skarø og Svendborgsund, på en ø, som man kun kan sejle til, så ligger gården altså også midt i origo, verdens centrum. Og det er jo rigtigt: det gode liv findes ikke andre steder end i nærheden.

Samtidig er det imidlertid også netop en udkantshistorie, for bogen er fyldt med beretninger om det moderne landmandsliv på øen: om bonden der ikke kan omlægge sit kvægbrug til økologi, fordi han så ikke kan afsætte mælken; eller om ægteparret, der får deres udkomme fra naturvejledning og oplysningsvirksomhed, fordi deres økologiske landbrug ikke kan give dem et økonomisk livsgrundlag. Alle disse møjsommelige historier gav i 2014 anledning til at Viggo Mortensen sammen med Finn Slumstrup i 2014 tog initiativ til bevægelsen ”Oprør fra Udkanten”

Det er imidlertid – hvordan vi end vender og drejer det – ubarmhjertigt hårde tider i en verden, hvor politikere og økonomer ikke interesserer sig grundlæggende for noget som helst andet end stordrift og salg af svin til de kinesiske marked. Og som ikke har blik for at familie-landbruget ikke kun er en økonomisk enhed, men også en livsform, der siden 80erne har været på tvangsauktion.

Det er i lyset heraf en fascinerende og velskrevet bog. Fuld af liv, lys og håb! Samtidig er det dog også en forfaldshistorie. For hvad gør vi når tyngdekraften rammer os alle?

Det er da også tankevækkende at siden bogen udkom er Gammelgaard igen sat til salg! Måske blev det enkle liv i udkanten alligevel for kompliceret…

Karen Schousboe

Save

Save

Save

Save

Sovs skal der til

0

Ny bog fortæller om sovsenes kulturhistorie I Danmark. Og giver inspiration til meget mere end traditionel “mormormad”.

Sovs skal der til. Opskrifter og historie
Af Bettina Buhl
Tegner: Louise Zyskind
Gyldendal 2017

Anmeldelse:

Sovs skal der til af Bettina Buhl forsideDette er en stærkt nødvendig bog. Enhver, der læser opskriftsiderne i vores dameblade vil jo vide at den mest almindelige sovs i dagens Danmark består af skyr iblandet hakkede krydderurter og smagt til med hjemmerørt honningsennep. Hvis det går højt, består den i en ”hjemmelavet” andesovs købt hos slagteren i dagene op til juleaften. Netop dette ”snyd” peger imidlertid på det, som er et grundtræk ved vores gamle køkken, nemlig at sovsen – som Bettina Buhl skriver – er noget af det helligste ved vores måltid.

Der var imidlertid engang hvor sovsen – dyppelsen – ikke alene udgjorde et fast element i hverdagens køkken, men også var et sikkert tegn på at madmor kunne sit kram. Ja, helt tilbage til middelalderen var sovseopskrifter faktisk det første, som blev nedfældet i de tidligste kogebøger og opskriftssamlinger. Enhver kan koge en fisk eller stege en kylling. Sovsen, derimod, kræver at vi graver dybt for at finde madkunstneren i vores indre frem.

Den kulturhistorie har Bettina Buhl, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum på Gl. Estrup, fremdraget. Selvom hun ikke griber helt tilbage til middelalderen, men begynder sin ”jagt” på den gode sovs i 1616, da den første kogebog på dansk bliver trykt, får vi her et glimrende indblik i sovsens madkultur fra renæssancen og frem til i dag. I bogen kan vi derfor læse om hvorledes sovsene ændrede karakter gennem århundrederne. Således fortæller hun oplagt om 1700-årenes ”internationale” sovse, der ofte fik navn af landet, de kom fra: Spanien, Italien, Polen osv. (Eksempelvis er Sauce Hollandaise jo i virkeligheden ikke andet end ”hollandsk sovs”, der er god til at servere til fisk!). Men Bettina Buhl beretter også om 1800-tallet, hvor repertoiret blev udvidet med søde og sure sovse, såsom den kirsebærsovs, vi serverer til risalamande, men som oprindeligt var en sovs beregnet på at servere til oksesteg eller dyrekølle. Det er på den tid at sovsekander finder vej til det veludstyrede anretterværelse i borgerskabets store huse og lejligheder. I den anden ende af samfundet kunne man derimod opleve at dyppelsen – fedtrørt med sennep, sirup eller øl og mjød – blev sat i en kop i midten af grødfadet. Her kunne bønderne så dyppe deres tørre rugbrød i så det blev blødt op og kunne tygges. En særlig variant var ”skomagerdyppelsen”, der bestod af en blanding af stegte flæsketerninger, løg og persille iblandet en mælkesovs. Efterhånden som kartoflerne vandt frem blev det til en af de danske favoritter. Udgaven i mit barndomshjem bestod af stegte løg og baconterninger anbragt i toppen af bagte kartofler.

Opskrift på ypperste præstesovs 1796 © Bettina Buhl/ Sovs skal der tilSenere, da kødhakkemaskinen blev introduceret omkring 1900 kom der imidlertid endnu mere gang i sovsen. Nu stod menuen på frikadeller, kåldolmere, hakkedrenge eller karbonader (også kaldet krebinetter). Som enhver ved serveres den slags med sovs til. Det er på det tidspunkt at den jævnede sovs bliver en helt fast bestanddel. Jo fattigere familien var, des oftere stod den endda kun på stuvede kartofler. Den mere fornemme udgave heraf var naturligvis ”salaterne” fremstillet af mayonnaise, der blev en hovedingrediens i det ”højtbelagte smørrebrød”. Bogen slutter med fortællingen om hvordan den mere ydmyge sovs kom til ære og værdighed igen i krigens tid, da rationeringsmærker satte grænser for det kolde bord. Nu var det pludselig vigtigt at kende til hvordan man kan forlænge en rest kød eller fisk ved at pille eller skære det i flager, lægge det lagvis med kogte kartofler, hælde gårdsdagens sovs over og give det en tur i ovnen.

Bogen er fyldt med en lang række opskrifter. Et hovedtræk er dog at opskrifterne er tilpasset så de kan bruges i dag. Eksempelvis er et hovedtræk ved de gamle sovse at der ikke står at de skal smages til med salt. Det skyldes at kogesaften – bouillonen – i det gamle køkken som regel var kogt på saltet kød. Før køleskabene var salt som bekendt det vigtigste konserveringsmiddel og det smagte igennem i det historiske køkken.

Bettina Buhl skriver i indledningen at det naturligvis er op til den enkelte læser om han eller hun vil anvende færdiglavet bouillon eller koge det fra bunden af. Som anmelder kan jeg dog kun anbefale at man gør det fra bunden af. Eksempelvis er der ingen grænser for hvilken god grøntsagsbuillon man kan koge på en blanding af agurkeender, de afskårne blade fra blomkålshovedet, den yderste halvtørre skal af løgne, hovedet af peberfrugterne, de bløde tomater og de grønne toppe fra gulerødderne. Faktisk skal man kun afholde sig fra at koge suppe på de vilde planter, der er giftige. En sådan suppe er lige til at bruge i bogens mange fine sovse, der bør inspirere enhver med trang til at forny båndspagettien, lasagnen eller de bagte kartofler.

Madhistoriker Bettina Buhl har tilpasset opskrifterne fra gamle dage, så de kan bruges i dag. De tidligere opskrifter indeholder nemlig sjældent nøjagtige mængdeangivelser og fremgangsmåden er heller ikke altid nem at gennemskue.

Dette er en sjov og fin lille bog, der fortæller om en vigtig del af vores kulturhistorie.

OM FORFATTEREN:

Bettina Buhl - forfatter og Museumspinspektør“Bettina Buhl er uddannet cand. mag. i historie og kommunikation ved Odense Universitet. Hun er museumsinspektør på Det Grønne Museum, Gl. Estrup, klummeskribent for Århus Stiftstidende og bl.a. historisk konsulent i forhold til mad på TV-serierne, Badehotellet og En bid af Historien, begge TV2. Bettina Buhl har skrevet en række videnskabelige artikler og bøger, bl.a. bøgerne om Danskernes småkager og Historien om danskernes mad i 15.000 år.

 

 

 

 

Save

Save

Save

Save

Kulturarven på Nordfyn

Nordfyns Kommune iværksatte i 2015 udarbejdelsen af en strategi for Den Nordfynske Kulturarv. Vedtaget i sommer, der forestår nu at udvikle en egentlig handlingsplan.

Kort over den udpegede kulturarv på Nordfyn © Nordfyns Kommune
Kort over den udpegede kulturarv på Nordfyn © Nordfyns Kommune

Hvordan kan den nordfynske kulturarv skabe værdi for kommunens borgere og turister? Det spørgsmål stillede Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune i 2015. For at få klarhed satte politikerne resolut 1,5 millioner kroner på højkant. Nu – efter mange og lange drøftelser i såvel arbejdsgruppe, ressourcegruppe samt på borgermøder – foreligger der et 16 sider papir. Forleden blev strategien godkendt af den samlede bestyrelse med henblik på at få udviklet et egentligt atlas over ”kulturarven”. Det er hensigten at dette atlas skal rumme konkret handleplaner for arbejdet med at bevare kulturarven. Samtidig skal den naturligvis anvendes i det videre planlægning af bosættelsesmønstre og turismeudvikling. Et eksempel, der konkret nævnes, er at øremærke midler fra ”nedrivningspuljen” til renovering og restaurering i de udvalgte kulturmiljøer.

Kulturarvsstrategien indeholder således en handlingsplan for, hvordan kulturarven både kan opleves, bevares og samtidig udvikles – både i lille skala, når det gælder den enkelte bygning, og i de store skalaer, som eksempelvis i forbindelse med formidlingen af den nord-fynske kulturarv. Et vigtigt element er at arbejdet også skal udmøntes i en egentlig håndbog for dette bevarings- og formidlingsarbejde, så frivillige som professionelle har at videns grundlag at tage udgangspunkt i.

Nordfyns kommune forvalter et område, der populært sagt rummer tre forskellige kulturlandskaber – det kuperede Højfyn med enestegårde, herregårde og møller; Sletten med det åbne landbrugsland og de store landsbyer samt endelig den Nordfynske Kyst med store flader karakteriseret af tidligere øer, der er blevet landfaste ved afvanding. Herude møder man også sommerhusene og campingpladserne. Spredt i dette landskab ligger endelig adskillige stationsbyer, samt købstaden Bogense.

Med udgangspunkt i disse tre kulturlandskaber har arbejdsgruppen derefter udpeget 21 særlige bevaringsværdige kulturmiljøer med hver deres kulturhistoriske baggrund, fortællemæssige potentiale samt kvaliteter som bosætningsområder.

Højfyn

1) Tværskoven som eksempel på den fynske skovbygd karakteriseret ved små og spredte gårde

2) Rugård Hovedgård med både avlsgård og vandmølle

3) Dallund Slot med sit hovedgårdslandskab

4) Skovmøllen, et karakteristisk eksempel på en fynsk vandmølle med det omgivende landskab

Sletten:

5) Ejby Lunde med sin fint bevarede middelalderlige landsbystruktur

6) Fremmelev by og ejerlev, der vidner om stjerneudskiftningen i slutningen af 1700 årene.

7) Østrup landsby der endnu på middelalderlig vis er integreret med hovegården.

8) Skamby stationsby med sit genkendelige ”stationsby” udseende

9) Kronborg, en velbevaret statshusmandsudstykning

10) Glavendruplunden med sin fortælling om sammenknytningen mellem oldtidens landskab, Glavendrupstenen og den nationalromantiske indlejring heraf

11) Uggerslev Vindmølle

12) Harritslevgård med det fredede bygningsanlæg og omgivende landskab

13) Hans Christian Andersen Airport (Beldringe Lufthavn) og fortællingen om 2. Verdenskrig

Kysten:

14) Kørup Hovedgård, Agernæs Strand og fortællingen om landindvinding og husmandsudstykning

15) Middelalderbyen Bogense

16) ”Forstaden” Bogense med fortællingen om byens udvidelse omkring århundredeskiftet

17) Villakvarteret Bogense

18) Fjordmarken med 600 ha landindvindingslandskab

19) Klinte inddæmmede strand

20) Hofmansgave Hovedgård med sin stemningsfulde park

21) Gyldensteen Gods som omdrejningspunkt for fortællingen om såvel inddæmnings- som naturopretningshistorien på Nordfyn.

Kulturarvsstrategi og handlingsplan

Det er tydeligt at nøgleordet for kulturarvsstrategien er kulturlandskabet i bredere forstand. Udgangspunktet har helt præcist været ikke at tage udgangspunkt i allerede eksisterende fredede bygninger eller naturområder (eksempelvis Natura 2000 områder). Derimod har ønsket være at pege på de landskabsmæssige værdier, der rummes i og omkring bevaringsværdige bebyggelser – møller, landsbyer, hovedgårde og byer samt de tilhørende karakteristiske landbrugslandskaber. Et særligt løfte er derfor også at kommunen i forlængelse af kortlægningen vil have fokus på bevarelsen af offentligt tilgængelige skovstier, markveje og kirkestier samt udviklingen af nye cykelruter til gavn for udviklingen af en egentlig cykelturisme.

Udfordringen

Seks ud af de 21 bevaringsværdige kulturmiljøer udpeges meget konkret som steder med ”bosætningspotentiale”. Dette er naturligvis et dilemma. På den ene side ønsker man fra kommunens side at pege på værdien af nogle karakteristiske landskabs- og bebyggelsesformer, der har bevaringsværd. På den anden side peges det på at der er et bosætningspotentiale, læs: udbygning. Om man så direkte tænker på tæt-lave rækkehusbebyggelser eller bare tænker på at bevare den eksisterende bymasse, siges ikke direkte. Det ser dog ud til at argumentet er at de udpegede bevaringsværdige miljøer rummer livskvaliteter, man ved er eftertragtede af mennesker med trang til at bosætte sig mere romantisk; dvs. ”på landet”. På den anden side kan en bymæssig udvikling naturligvis medvirke til at ”ødelægge” disse følsomme landskaber. Hvordan man præcis ønsker at balancere disse hensyn siger strategien intet om.

– Men det er just pointen med arbejdet, fortæller Kurt Christensen (V), der som formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget har været politisk ansvarlig for at udvikle strategien. Han fortsætter: – Vi ønsker netop at sikre at udbygningen tager hensyn til det eksisterende kulturlandskab og dets særlige karakteristika. Samtidig ønsker vi at vi herigennem kan anvise andre tilsvarende lokalsamfund, hvorledes en sådan nænsom bosætningsstrategi kan udformes.

Nordfyns Kommune er Venstreledet. Med en enkelt konservativ Viceborgmester sidder Venstreborgmesteren solidt i sadlen. Selve arbejdet med at udvikle kulturavsstrategien har været i hænderne på Kurt Christensen (V) der er bredt engageret i fremme af den fynske kulturarv. Strategioplægget blev for nogle uger siden enstemmigt vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Faglig ankerperson har bl.a. været Museumsinspektør Ellen Warring fra Odense Bys Museer, aktiv i Kulturarv Fyn, en organisation der arbejder for at udfylde hullet, der forvaltningsmæssigt opstod efter amternes nedlæggelse

LÆS MERE:

Læs den fulde præsentation af strategipapiret på Nordfyns Kommunes hjemmeside

 

Save

Save

Save

Save

Save

Vedbækfundene vender hjem!

I april sendte DR den første udsendelse i serien Danmarkshistorier. Det fik antallet af besøg på museet med Vedbækfundene til at stige drastisk.

Banet på Svanevingen. Vedbækfundene © Rudersdal Museum
Banet på Svanevingen. Vedbækfundene © Rudersdal Museum

Stenalderens Jæger og Samlere var temaet for den første af DR’s udsendelser i ”Historien om Danmark”

I fokus var var de sensationelle Vedbækfund, der udgravedes på kanten af Maglemosen i 1980erne. Her lærte vi – guidet rundt af Leif Mikkelsen – om hvorledes nye undersøgelser af knoglernes DNA viste at stenalderens mennesker ikke alene var mere hårdføre end os; de var også mindre end os, mørklødede og med blå eller blågrå øjne. Desuden så vi hvordan folk rent faktisk havde jaget, boet, spist og klædt sig. Ligesom vi hørte den gribende historie om stenalderkvinden, der begravedes sammen med det lille barn, der blev anbragt på en svanevinge.

Over 1,2 millioner danskere så denne første udsendelse i serien. Det gav naturligvis genlyd i medierne. Men det fik altså også antallet af besøgende på det lille museum nord for København til at stige med 50% i forhold til samme måned året før! Hvilket naturligvis er et af de bedste tegn på at det faktisk giver mening at tilbyde danskerne ordentlig og kvalificeret fjernsyn, der fortæller kulturhistorie.

Vedbækfundene

Vedbækfundene. Oldtidens bugt og den fremtidige lokalisering © Rudersdal Museum
Vedbækfundene. Oldtidens bugt og den fremtidige lokalisering © Rudersdal Museum

De første udgravninger ved Vedbæk blev foretaget i begyndelsen af det 20. Århundrede. I 1956 dukkede så det første skelet dukkede op, men interessen blev først for alvor vakt, da Vedbæks nye skole skulle opføres i 1975. I den efterfølgende tid blev udgravet tolv forskellige fundsteder med huse og begravelser fra ca. 6200 – 4000 f. Kr. Hertil kom utallige undersøgelser af stedets landskab, fauna og spredte fund af stenredskaber af forskellig art. Eftersom perioden var så lang er det ikke underligt at sporene over tid skiftede karakter. Visse træk gik dog igen.

Vedbækfundene blev opdaget på kanten af Maglemosen nord for København. I stenalderen var det en fjord, der var åben for sejllads og fiskeri indtil c. 3000. Rundt om ved kysterne slog folk sig nu ned med det altoverskyggende fiskeri for fødderne og med skoven og dens jagtmuligheder i ryggen. Utallige spor af spyd, pile, fælder, fuglenet, ruser, og fiskeredskaber er fundet, ligesom udnyttelsen af nødder, frugter, bær og urter har sat sig spor.

En type af bosættelse bestod således af ovale hytter c. 6 x 4 meter, mens andre havde stengulv dækket af planker. Rundt om fandt arkæologerne typisk kogesten og rester af produktionen af flinteredskaber. Det var enkelt nok – baseret på faunaen – at karakterisere de forskellige bosættelser som henholdsvis forårs, sommer og efterårs-lejre. Til gengæld var det mere usikkert at bestemme tilstedeværelsen af en egentlig vinterlejr. Helt unikt var de mange grave – brandgrave såvel som 20 jordfæstegrave – der for første gang gav ”ansigt” på de mange spredte stenøkser, som indtil da havde været stenalderfolkets alt dominerende efterladenskab. Et af de fremtrædende karaktertræk var at de døde tilsyneladende var begravet midt i bosættelserne. Som sådan var de ”nogen” man tydeligvis levede med. I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til at de afdødes tænder også kunne bruges til at smykke sig med på linje med andre kæber og dyretænder fra vildsvin, urokser, hunde, bjørne og ulvetænder. Nogle af disse tilhørte dyr, der ikke længere levede på Sjælland. De må derfor have været importeret fra Skåne, hvor arkæologerne i øvrigt senere fandt spor af tilsvarende bosættelser. Der har givetvis været en livlig trafik henover vandet.

Mest betydningsfuldt af alt var dog det indblik i datidens forestillingsverden, som gravene formidlede. Det var karakteristisk at de fleste var blevet begravet omsorgsfuldt, ja, næste rørende. Det gjaldt selvfølgelig først og fremmest den unikke begravelse af en ung kvinde, der var lagt til hvile sammen med sit barn, svøbt i en svanevinge.

Nyt museum

Siden 80erne har Vedbækfundene været udstillet i en sidebygning til Gl. Holtegård. Skønt lille og kompakt er der tale om en udstilling der museums fagligt har holdt forbavsende godt. En af årsagerne er at museet har være indrettet i børnehøjde og med rekonstruktioner, man møre røre og føle på. Desuden er skeletter jo altid forførende.

Nu er vedbækmenneskene imidlertid på vej til nye og storslåede omgivelser på kanten af mosen, hvor de blev udgravet i 80erne. Indtil 2005 havde Forsvarskommandoen sit hovedkvarter dér. Da grundene derude blev solgt til udstykning forbeholdt Rudersdal kommune sig imidlertid en grund i det nordøstlige område på kanten af mosen. I de senere år har en gruppe arbejdet på at skitsere fremtiden for et nyt museum og oplevelsescenter dér hvor de spektakulære fund blev gjort i sin tid. Sidst i maj kom projektet endelig videre da kommunen valgte at købe grunden med henblik på at bygge et nyt formidlingscenter på stedet.

Kort sagt: projektet er nu overgået til fasen, hvor fondsansøgninger skal skrives og sendes ind. Så mon ikke planerne ad åre realiseres.

BESØG:

Vedbækfundene
Gl. Holtegaard
Attemosevej 170
2840 Holte

PlANER:

Projektbeskrivelse – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk inkl. beskrivelse af gravene og kortmateriale

Udkast til præsentationsfolder – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk

SE MERE:

 Stenalderen i serien ”Historien om Danmark”. 

LÆS:

Der mangler desværre en nyere guide til vedbækfundene, men i 2016 forsvarede Erik Brinch Petersen, der i sin tid var leder af udgravningerne sin disputats:

Diversity of Mesolithic Vedbæk
Af Erik Brinch Petersen.
In: Acta Archaeologica vol 86:1, 2015. Supplementa XVI
Oxford: Wiley 2015

Indtil disse nye resultater publiceres må besøgende nøjes med den gamle guide fra 1982.

Vedbækprojektet: under mosen og byen.
Af Erik Brinch Petersen, Helle Juel Jensen, Kim Aaris-Sørensen, Peter Vang Petersen
Søllerød 1982