Thor og Hymer på fisketur. Fra en gotlandsk billedsten. Nu i Stockholms Nationalmuseum. Kilde: Wikipedia
Thor og Hymer på fisketur. Fra en gotlandsk billedsten. Nu i Stockholms Nationalmuseum. Kilde: Wikipedia

Midgårdsormen

I norsk mytologi hedder Midgårdsormen Jǫrmungandr. Det betyder ”stort uhyre”. Men uhyret kendes også under navnet Miðgarðsormr, ”verdensormen”.

Thor og Hymer på fisketur. Fra Islandsk håndskrift fra 1700-årene med Snorres Yngre Edda. Kilde: wikipedia
Thor og Hymer på fisketur. Fra Islandsk håndskrift fra 1700-årene med Snorres Yngre Edda. Kilde: wikipedia

De væsentligste kilder til vores viden om et af de vigtigste fabelvæsener i den nordiske mytologi, midgårdsormen, er den ældre Edda, der bl. a. indeholder Vølvens spådom Vǫluspá) og Hymerskvadet (Hymiskviða). Hertil føjer sig beretningerne i den yngre Edda, også kaldet prosa-Edda og Snorres Edda. Endelig findes der arkæologiske og kunsthistoriske vidnesbyrd

Midgårdsormen er et havmonster som tillige med sine to søskende, Fenrisulven og Hel, er børn af kæmpekvinden, Angrboða og Loke. Ifølge Snorre tog Odin de tre uhyrer. Hel forviste han til dødsriget, som hun fik til opgave at præsidere over, Fenrisulven lænkede han og Midgårdsormen smed han ud på det dybe hav. Her voksede den sig så stor, at den kunne omslutte verden når den bed sig selv i halen, heraf navnet midgårdsorm. Som sådan tilhører den et mytisk motiv, ouroborus, der kendes fra Antikkens Egypten og Grækenland. Når Midgårdsormen svingede sin hale, fortæller myten, ville det indvarsle Ragnarok.

Det fremgår af Snorres Edda at Thor var Midgårdsormens ærkefjende. I en af fortællingerne mødtes Thor med Loke, der lokkede ham til at prøve at løfte en kolossal kat, der i virkeligheden var den omskabte Midgårdsorm. Det lykkedes Thor at løfte en af dens poter, hvilket Loke siden betegnede som en stor sejr for Thor. I en anden og mere kendt fortælling berettes det at Thor tog på fiskefærd med Hymer. Da Hymer nægtede at stille madding til rådighed slog Thor en af Hymers okser for panden og brugte den som madding. De to ror nu ud til et sted, hvor Hymer ofte fiskede efter fladfisk, hvor de fanger et par hvaler. Men Thor er ikke tilfreds og vil prøve lykken længere ude. Her får Thor Midgårdsormen på krogen, hvorpå han har spiddet oksehovedet, og de to ser således hinanden i øjnene. Mens Thor forbereder sig på at slå ormen ihjel med sin økse, gribes kæmpen, Hymer imidlertid af skræk og skærer fiskelinen over. I en anden version bryder ormen ganske enkelt selv fri. Herefter synker uhyret til bunds igen. Det sidste møde mellem Thor og Midgårdsormen siges at ville finde sted når Ragnarok indtræffer og ormen forgifter himlen og luften. Her lykkes det Thor at dræbe ormen, hvorefter han dog selv falder om efter ni skridt forpestet af ormens edder og gift.

Billedstene med Thor og Midgårdsormen

Thorstenen fra Hørdum Kirke. Kilde: Wikipedia/Liljevej16
Thorstenen fra Hørdum Kirke. Kilde: Wikipedia/Liljevej16

Motivet med Thor, der på sin fisketur med Hymer fanger Midgårdsormen, er kendt som det store nordiske fiskedræt. Det har været et velkendt motiv og kendes fra en runesten i Altuna (Altuna U 1161 fra 1000-tallet, en gotlandsk billedsten fra Ardre, (Ardre VIII fra 700-tallet), stenen fra Hørdum (ca. 800 – 1250) og et fragment af et stenkors fra Gosforth, Cumbria, i England fra det 10.århundrede. På det fuldt bevarede Gosforth Kors genfinder vi en parallel scene hvor Víðar kæmper mod Fenrisulven efter at Ragnarok er indtruffet.

Som et fremgår af denne oversigt optræder motivet med Thor og fiskedrættet tydeligt på fire bevarede billedstene, der er dateret fra 700-tallet til i det mindste 1000-tallet. Med baggrund heri er motivet er da også karakteriseret som et såkaldt motivkonstant, der kan genfindes langt tilbage. Måske helt tilbage til den periode, hvor den tidlige dyreornamentik opstod, dvs. i 500-600 tallet. I hvert fald har nogle forskere ment at kunne identificere to dyremotiver, H-dyret og S-dyret, som kontinuerligt transformeres gennem den sene jernalder og frem mod Vikingetidens slut. Hvor H-dyret repræsenterer Fenrisulven og S-dyret Midgårdsormen. I øvrigt optræder de ofte sammen med en maske/en menneskelignende figur, der af nogle identificeres som Odin, der er i færd med at lænke ulven og havkaste ormen.

Samme motiv findes måske på en meget sen billedfremstilling fra Hunnestad fra c. 970 -1020. Stenen viser en mand med hue, der ridende på et ”ulve-dyr” holder to slanger i hænderne. Den ene bides af ulven, mens den anden søger at binde an med en slange, der svæver over den ridens mand. Bil

ledet er som regel tydet som kæmpekvinden Hyrrokkin, der rider på en ulv som hun styrer ved hjælp af en tømme af hugorm. Ifølge Snorres Edda blev hun hidkaldt for at hjælpe da Balders dødsskib ikke lod sig rokke fra stedet. Andre tolkninger er dog, at der er tale om en sen fremstilling af Odin der tæmmer såvel slange som ulv.

Kort over udbredelsen af billedsten med fremstillinger af myten om Thor, Hymer og Midgårdsormen ca. 700 -1000
Kort over udbredelsen af billedsten med fremstillinger af myten om Thor, Hymer og Midgårdsormen ca. 700 -1000

Det har naturligvis været diskuteret hvorvidt det firefodede dyr og slangen på den store Jellingsten er fremstillinger af Fenrisulven og Midgårdsormen, som Odin i skikkelse af Kristus tæmmer.

Andre forskere er dog af den opfattelse, at de to dyreformer er så opløste i ornamentik, at de synes at have tabt enhver betydning udover den dekorative. Hvorfor dyrene på smykker, billedstene og dermed også Jellingstenen ikke så nemt lader sig identificere med dyrene, der figurerer i den Ældre og Yngre Edda. Hertil hører den opfattelse, at pointen med de stilistiske dyrefremstillinger (dyreornamentikken) fra c. 500 -1100, måske alene var at pege på det numinøses tilstedeværelse i Midgård, dvs. verden. I dette perspektiv bliver det mindre interessant at identificere de specifikke dyrs zoologi og koble dem på de skriftlige mytiske overleveringer, men derimod at pointere at denne verden var fyldt med dyr af en ganske særlig betydning der var forankret i deres betydning som grænsegængere i mellemværendet mellem datidens mennesker og deres guder. Hvorvidt dyrene så blev præcist identificeret med Midgårdsormen og Fenrisulven er i den sammenhæng ligegyldig. Dyreformerne som mellemformer mellem guder og mennesker er her mere interessant at fundere over.

KILDER:

Michael Neiss (2004): Midgårdsormen och Fenrisulven. Två grundmotiv i vendeltidens djurornamentik. Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik, I.
I: Fornvännen Vol 99, s. 9 – 25.

Lotte Hedeager (1999): Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi. I: Et Hus med Mange Rom. Vennebok til Bjørn Myhre på 60-årsdagen. Red. Af I. Fuglestvedt, T. Gansum & A. Opedal.
AmS-Rapport 11A, Stavanger, pp. 219 – 238

LÆS OGSÅ:

Iron Age Myth and Materiality
Af Lotte Hedeager
Routledge 2011