Home Kulturhistorier Hvad mener Catalanerne egentlig om selvstændighed ?

Hvad mener Catalanerne egentlig om selvstændighed ?

0
Hvad mener Catalanerne egentlig om selvstændighed ?

Såkaldt ulovlige afstemninger, millioner af demonstranter og Guardia Civil i gaderne i Barcelona vækker stærkt ubehagelige minder om fortidens spanske overgreb mod Catalonien. Men hvad mener catalanerne egentlig?

Den undrende omverden har i oktober 2017 været vidne til et drama af dimensioner, da Cataloniens regering organiserede en afstemning om selvstændighed. Det lykkedes som bekendt den Spanske regering med loven i hånd at forpurre projektet. Resultatet var derefter: godt 40 % stemte, men hvor mange heraf der var ”gengangere” vides ikke. Til gengæld kunne den catalonske regering efterfølgende erklære at resultatet var entydigt, eftersom over 90% stemte for løsrivelse og national selvstændighed. Det er indlysende at afstemningen naturligvis ikke kan tolkes på den måde. For at en afstemning skal være valid må den naturligvis foregå under ordnede vilkår så alle har mulighed for at udtrykke deres mening uden angst for repressalier. Spørgsmålet er imidlertid, hvad catalanerne egentlig mener? Hvorfor går så mange tilsyneladende ind for selvstændighed? Og hvor mange er der i virkeligheden tale om?

Kort rids af Cataloniens historie

Usatges de Barcelona var Cataloniens lovbog. Miniature fra 1336 viser et møde i "Corts Catalanes". Kilde: Wikipedia
Usatges de Barcelona var Cataloniens lovbog. Miniature fra 1336 viser et møde i “Corts Catalanes”. Kilde: Wikipedia

Det er åbenlyst, at der findes en massiv catalansk selvstændighedsbevægelse. Ligeledes er det også indlysende at den catalanske historie må give grobund for udbredt mistænksomhed overfor det øvrige Spanien.

Efter den islamiske erobring af den spanske halvø i begyndelsen af det 8. århundrede eksisterede der i realiteten kun nogle få tilbageværende selvstændige enklaver i det nordlige Spanien, nærmere betegnet i Galicien, Asturien, Baskerland samt i egnene syd for Pyrenæerne. Det østlige område heraf gik under navnet Marca Hispanica og fungerede som en slags bufferzone mellem Frankerriget og Al-Andalus. Lederen heraf var ”Greve af Barcelona” indtil 1137, hvor Catalonien og Aragonien forenedes for dernæst at etablere et kongedømme. Det er omtrent på samme tidspunkt, at Portugal etableredes som en selvstændig nation. Men hvor Portugal stadig eksisterer, tabte Aragonien – og dermed Catalonien – sin selvstændighed, da Fillip II af Aragonien og Isabella I af Castilien blev gift i 1469. En afgørende forudsætning var dog at de to riger – skønt forenede – skulle bibeholde hver deres selvstændige juridiske og politiske institutioner, herunder ikke mindst ”Corts Catalanes”, den catalanske stænderforsamling, der efter 1289 havde monopol på at lovgive.

I de følgende århundreder tabte denne såkaldt folkelige institution imidlertid gradvist mere politisk terræn og i 1701 – 1702 mødtes stænderne for sidste gang. På det tidspunkt havde regionen oplevet rædslerne i kølvandet på de borgerkrigslignende tilstande, der havde hersket længe. Først som følge af den, fransk-spanske krig 1635 – 1659 og senere som fransk vasal. Endelig i 1714 lykkedes det den spanske konge, Filip den V, at generobre det nuværende nordøstlige Spanien. Herefter fulgte en periode hvor samtlige institutioner i området blev pålagt at udføre arbejdet på spansk (castiliansk). Samtidig flyttede den kulturelle elite til Madrid, hvilket betød at Catalansk som sprog blev reduceret til et privat ”familiesprog”. Hvor sproget havde oplevet en litterær og kunstnerisk blomstringstid i høj- og senmiddelalderen, var det nu et sprog, der alene blev talt ved husets arne. Samme udvikling fandt i øvrigt sted i det større occitanske sprogområde, som catalansk blev talt i – reelt det meste af det sydvestlige Frankrig, Pyrenæerne og det østlige Spanien rækkende til Valencia. Indtil slutningen af det 19. århundrede blev Catalansk da faktisk også betragtet som en Occitansk, dvs. sydvestfransk dialekt!

Plaça de Sant Felip Neri i Barcelona. Muren ved kirkedøren viser stadig sporene af de heftige kampe i borgerkrigens sidste dage i centrum af byen.
Plaça de Sant Felip Neri i Barcelona. Muren ved kirkedøren viser stadig sporene af de heftige kampe i borgerkrigens sidste dage i centrum af byen. Kilde: Wikipedia

De næste århundreder indebar en stadig mere perifer rolle for regionen, indtil den industrielle udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede gav økonomisk grobund for en gryende kulturel og national renæssance. Denne resulterede i 1914 i etableringen af en autonom regering, der formelt set styrede Catalonien fra 1932. Allerede i 1934 erklærede Madrid imidlertid regeringen ulovlig. Dette ledte til et vestreorienteret – kommunistisk – oprør, der i sidste ende førte til den spanske borgerkrig. Det er velkendt at republikanerne i sidste ende tabte slaget ved Ebro i 1938, der ledte til Tarragonas, Barcelonas og Giroans overgivelse i januar 1939. Mere end 500.000 flygtede over Pyrenæerne for at ende op i kløerne på hvad der hurtigt blev den franske Vichy-regering. Her levede de under kummerlige koncentrationslejr-lignende forhold. Kun 150.000 vendte senere tilbage for at leve under Francos spanske jernnæve indtil 1975. I denne periode var catalansk forbudt ikke kun i politiske sammenhænge, men også i skoler og aviser. Samtidig var udgivelsen af bøger på catalansk forbudt. Kun i teatersammenhæng blev det tilladt i de tidlige 50ere.

Catalonien efter 1995

Det er naturligvis på baggrund heraf vi skal forstå den catalanske – såvel som nogle af de øvrige spanske regioners – trang til selvstændighed. Efter 1975, da den spanske forfatning skulle vedtages og forholdene for det fremtidige Spanien skulle etableres, endte det imidlertid – som i alle den slags sager – i en række mere eller mindre fedtede kompromisser. En af dem var naturligvis at de færreste ønskede at starte en ny borgerkrig. Med undtagelse af Baskerlandet arbejdede de fleste regioner derfor også hårdt på at lægge låg på trangen til selvstændighed. Dette gjaldt ikke mindst Catalonien, der loyalt gik ind i arbejdet med at etablere det nye forfatningsgrundlag samt udfolde det gennem regionalt selvstyre. I 1979 ledte det frem til den demokratiske vedtagelse af den såkaldte Sau-aftale, ifølge hvilken grundlaget for det fremtidige selvstyre i Catalonien og samspillet med Madrid blev nærmere bestemt.

La Rambla in Barcelona. Kilde: Wikipedia
La Rambla in Barcelona. I de seneste årtier er Barcelona i stigende grad blevet invaderet af turister. Spørgsmålet som ofte rejses lokalt er: hvem “ejer” Catalonien? Catalanerne, migranter fra Eu, Muslimer fra Nordafrika og Andalusien? Og vhem skal bestemme om uafhængihed? Kilde: Wikipedia

Et af de mere mærkværdige forhold i hele denne proces var at de tilsvarende aftaler med de andre regioner afslørede at hver region fik forskellige vilkår. Således blev det vedtaget at Baskerland og Navarra fik lov til selv at opkræve skatter. De øvrige regioner blev derimod underlagt Madrids centrale skatteopkrævning. Det betragtes af de fleste catalonere som en del af baggrunden for at deres nettobidrag til den spanske økonomi i dag udgør 8 – 9% udover hvad der reelt burde være tilfældet. Det er således ikke uden ironi at den gennemsnitlige madrilener rangerer som nr. et på listen når det gælder rigdom, men alligevel er netto-modtager fra den gennemsnitlige catalaner, der rangerer som nr. 4, men ikke desto mindre er tvunget til at overføre 8 – 9% af hans eller hendes indkomst til “hovedkontoret” (tal fra 2005). Ændringer i dette misforhold er imidlertid vanskeliggjorte af det forhold at den catalanske økonomi udgør 19% af den samlede spanske. En økonomisk og politisk uafhængighed vil uden tvivl være direkte økonomisk ødelæggende for resten af Spanien.

Hele denne økonomiske udfordring har naturligvis fået gradvis mere betydning siden 2007. Når krybben er tom, bides hestene. Og nemt har det bestemt ikke været at få tingene til at hænge sammen; hverken i Andalusien, på den Castilianske Højslette eller i Barcelona. Hvis man taler med catalanere ”på gaden” nævner de da næsten også altid den økonomiske ubalance som den første og væsentligste årsag til at de ønsker mere selvstændighed. Interessant er det i en forbindelse at notere sig at Madrids svar herpå er at Catalonien faktisk udviser overordentlig lille fiskal ansvarlighed, men i stedet bruger store summer på at finansiere udgiftskrævende aktiviteter såsom skin-ambassader i udlandet samt dyre sprog- og kulturprogrammer. Det er dyrt at drømme om selvstændighed, mener Madrid, et forhold som sjældent gennemtænkes af den enkelte cataloner.

2006 og årene derefter

På baggrund heraf indledte den daværende catalanske regering i 2005 derfor et reformarbejde med henblik på at tilegne sig yderligere selvstændighed i forhold til Madrid. Dette reformarbejde udmundede i sommeren 2006 i en ny grundlov – Estatut d’Autonomia de Catalunya – som blev sendt til folkeafstemning og vedtaget. Det er dog bemærkelsesværdigt at mindre end 50% af catalanerne stemte ved denne lejlighed. Heraf udgjorde ja-stemmerne endda kun knap 74% mens 21% stemte imod. I betragtning af hvad der stod på spil har mange ment at det i realiteten altså kun var disse knap 36% af den samlede catalanske befolkning, der på det tidspunkt støttede op om selvstændighed. Da den spanske højesteret efterfølgende erklærede fjorten artikler direkte ulovlige og krævede at yderligere 24 skulle skrives om, skyldtes det kun en direkte forhandling mellem den daværende spanske premierminister og den catalanske præsident, Artur Mas, at et kompromis blev nået. I 2010 afsagde Højesteret i Madrid imidlertid en dom ifølge hvilken den nye forfatning blev erklæret endegyldigt ulovlig.

Det fik catalanerne på gaden i Barcelona. Ifølge egne opgørelser over en million mennesker, ifølge modstanderne knap en halv. Med yderligere demonstrationer i de følgende år piskedes stemningen tydeligvis op. Ved afstemningen til det lokale parlament i 2012 ledte det frem til en regering, der for første gang var entydigt for uafhængighed. I 2013 førte det til at regeringen unilateralt vedtog den omstridte forfatning. Samtidig lagdes planerne for at gennemføre en egentlig folkeafstemning om Cataloniens fremtid.

Som bekendt har en sådan velordnet folkeafstemning imidlertid ikke ladet sig gennemføre. Hverken i 2014, da forsøget første gang gjordes; eller i 2017, der forleden endte i yderst alvorlige optøjer og kampe mellem politi indsat af Madrid og (dele af) det catalanske folk.

Hvor mange går ind for selvstændighed?

Diagram over tilslutning til selvstændighed 2014 - 2017. Kilde: Centro de Investigaciones Sociales
Diagram over tilslutning til selvstændighed 2014 – 2017. Kilde: Centro de Investigaciones Sociales

Vi ved derfor ikke præcist hvor mange catalanere der reelt bakker op om drømmene om selvstændighed. Nyere undersøgelser [1] af stemmeafgivningen ved det seneste valg i 2015 giver imidlertid et fingerpeg.

Ved dette valg stemte 74,9%, hvilket i en spansk og catalansk sammenhæng er ganske imponerende. Meget generelt var dette valg formuleret af de politiske partier som et valg for eller imod løsrivelse.

Det interessant er nu at af de afgivne stemmer, valgte (tallene er forhøjede til hele tal)

  • 9% at stemme for partier, der gik ind for øjeblikkelig løsrivelse (hardliners)
  • 40% at stemme for partier, der gik ind for snarlig løsrivelse (det nuværende regeringsparti)
  • 24% at stemme for partier, der gik ind for føderale reformer (opposition)
  • 26% at stemme for partier, der gik ind for at blive i unionen (opposition)

Selvom valgteknikaliteter medførte at ”løsrivelsepartierne” således kun fik lidt under halvdelen af stemmerne endte de alligevel op med at få flest pladser i parlamentet. Afgørende her har imidlertid været, at regeringsmagten endte i hænderne på et koalition eller et parti (JxS) som er politisk afhængigt af de radikale løsrivelsespartis opbakning. Heraf den politiske strid, som vi har set udspille sig efter den fallerede afstemning forleden og som senest gav sig udtryk i de mystiske formuleringer, som præsidenten, Puigdemont, lagde stemme til i sin tale til parlamentet den 10.10.2017. Man må sige det lignede en sand øvelse i at balancere på en line så tynd som en nylontråd.

Hertil er desuden at sige at selvom de opstillede partier til valget i 2015 entydigt formulerede det som et valg for eller imod løsrivelse, ved vi at vælgerne nægtede at det forholdt sig sådan. Således var kun 75% ifølge nye undersøgelser enige i at det var valgets hovedtema. Spurgt anderledes mente  70% faktisk at det var økonomien og arbejdsløsheden, som de kerede sig mest om. Hertil kom at der bag den vindende koalition (JxS/ Junts pel Sí) gemte sig resterne af det tidligere regeringsbærende parti, hvis mangeårige leder, Artur Mas, i marts 2017 blev dømt for politisk opsætsighed i forbindelse med hans organisation af afstemningen i 2014. Medvirkende var dog også at højtstående partimedlemmer sideløbende hermed har været anklaget for omfattende korruption, hvilket førte til at Puigdemont fik chancen efter meget vanskelige forhandlinger. Tallene er derfor ikke entydige.

Konklusion

Catalonien 2017 Kilde: Twitter
Catalonien 2017 Kilde: Twitter

Hvis man slår op på hjemmesiden for Cataloniens statistiske kontor kan man finde tal vedrørende så forskellige forhold som sprog, nationalitet osv. Heraf fremgår at 36 dagligt taler catalansk, mens 95% oplyser at de har kendskab til sproget. I øvrigt oplyser kontoret ikke meget om befolkningens holdninger. Dem finder man til gengæld dokumenteret af Centre d’Estudis d’Opinió indtil 2011, da den spanske regering valgte at lægge kontoret direkte ind under det nationale socialforskningsinstitut i Madrid, Centro de Investigaciones Sociales. Ifølge disse målinger var 41% i 2. halvdel af 2017 for uafhængighed, mens 50% var imod. Andre målinger viser forskellige holdninger til hvorledes forholdet til Spanien kan udformes (føderalt, regionalt osv.), men disse tal er intetsigende eftersom der i dette spørgsmål findes ligeså mange svar som der er Catalanere.

Ser man herefter nærmere på udviklingen af holdninger for og imod siden 2014 viser det sig dog at der næsten er dødt løb. Med gennemsnitligt 45% for, 47% imod og 8% uafklarede er det helt usikkert hvad en rigtig folkeafstemning ville ende med. Intet under at den spanske regering har søgt at forhindre en formel afstemning. Som med den skotske afstemning risikerede det at blive såvel en dreng som en pige!

Et er dog sikkert. Resultatet ville næppe blive så entydigt som den siddende regering påstår at de har fået mandat til ved den ulovlige folkeafstemning, der blev afholdt i oktober 2017.

NOTER

[1] Se Orriols (2015)

LÆS MERE (udvalg):

The 2015 Catalan Election: The Independence Bid at the Polls.
Lluis Orriols and Toni Rodon
I: South European Society and Politics (2016), Vol 21. nr. 3, s. 359 – 381

Catalonia: a New Independant State in Europe? A Debate on Secession within the European Union.
X. Cuadras-Morató
Routledge 2016

What’s up with Catalonia. “… the causes which impel them to the separation…”
Red.: Liz Castry
Catalonia Press 2013

Language, Migration and Social Mobility in Catalonia
Amado Alarcón og Luis G. Garzón
Brill 2011