Eva prøver pelse på Vedbæksamlingernes museum 2017 © Schousboe

Historien i vore hjerter – og i undervisningen

I efteråret 2016 fulgte mere end 1 million danskere serien på DR om Danskernes Historie. Det viste med al ønskelig tydelighed at vores historie omfattes med stor interesse af en meget væsentlig del af os. Hvorfor – må vi imidlertid spørge – er historien et smertensbarn i vores folkeskole?

Danmarkshistorien i middelalderen © DR
Danmarkshistorien i middelalderen © DR

Hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen har formentlig altid optaget mennesker. Som bekendt er vi jo nemlig udstyrede med en stærk og levende erkendelse af at være dødelige. Vi ved at vores liv uden nåde får en ende. Der er ingen tvivl om at netop dette perspektiv – måske i modsætning til så mange andre dyr – er med til at give os et særligt tidsperspektiv på tilværelsen. Ganske vist lever de fleste af os i hverdagen uden at skænke døden mange tanker. Men når det kommer til stykket og i sidste ende er selv de mest obsternasige af os tvungne til at tænke over det utimelige heri. Eller sagt med andre ord: i hverdagen kan vi grave os ned i tidlommer. Ved mere festlige lejligheder tvinges vi derimod til at gribe fat om to forhold: vores kropslige og betimelige væren. Vi lever her og nu og ikke andre steder eller til andre tider. Og om lidt er vi alle borte!

Mærkeligt er det derfor heller ikke, at vi som mennesker beskæftiger os med at fortælle historier om vores fortid, nutid og fremtid. Hvad enten vi vil det eller ej er vi altid på vej. Tilværelsen forstår vi nemlig ikke uden at vi fortælle historier for os selv og hinanden; med begyndelser, midter og slutninger.

Det må vi naturligvis også lære vores børn. Derfor undervises de da også i historie og historiefortælling i skolen. Det finder naturligvis sted på alle mulige planer og i mange forskellige sammenhænge. I danskundervisningen lærer børn eksempelvis at læse litterære fortællinger ligesom de kastes ud i selv at komponere og skrive fortællinger. I geografi lærer de at læse og beskrive landskaber, se på jord, vand og klima samt omgås apokalypser. I biologi lærer de om dyrenes færden i landskabet og vores fælles udviklingshistorie, evolutionens principper.

Roepiger. Det passive stilfærdige menneske, her afbildet af Gottfred Eickhoff i 30erne ©Thorvaldsens Museum
Roepiger. Det passive stilfærdige menneske, her afbildet af Gottfred Eickhoff i 30erne ©Thorvaldsens Museum

I historie, derimod, lærer de punktvist og spredt om begivenheder og hændelser; som regel uden mål og med [1]. Sådan var det naturligvis ikke altid. Enggang var historien også en fremadskridende fortælling bygget op omkring fremragende mænd og kvinder og deres indflydelse på historiens gang. Som enhver vil vide afskaffedes den form for historieskrivning imidlertid af Marx, der inspireret af det 19. århundredes videnskabelige fremgang, betragtede historiens gang som uafvendelig. Aktører var ikke længere konger eller magtfulde mænd, men derimod massernes uafvendelige bevægelse frem mod revolutionens gennembrud. I dag udfoldes den rene marxistiske historieskrivning naturligvis sjældent i sin rå og ufordøjede form. Men som en sagte klangbund ligger den bag historiske genrer som klima- og miljøhistorie, byhistorien, socialhistorien, middelalderens feudale samfund, udforskningen af familie- og slægtsforhold mv. Samtidig findes den i kravet om at man som historiker bør undgå at beskæftige sig med kronologi, men derimod fordybe sig tematisk. Fælles herfor er i de fleste tilfælde at historiens gang anses for uafvendelig – hvad enten vi betragter den som en rolig udvikling eller en abrupt serie af revolutioner.

I alt dette glemmes imidlertid at historiens objekt ikke er omgivelsernes forandringer som sådan, men derimod hvorledes mennesker har indvirket herpå. Hvor det således er geografiens og biologiens – naturvidenskabens – opgave at udfolde de uomgængelige vilkår for eksempelvis klimaets udvikling (herunder betydningen af alt fra solpletter til meteor-nedfald og vulkanudbrud), er det historiens opgave at forklare (eksempelvis), hvorledes baggrunden for at klimaaftalen blev vedtaget i Paris, men ikke i København, var Kinas voksende forståelse af at deres egeninteresse lå i at finde løsninger på fremtidens behov for bæredygtig energi. En nærmere historisk udredning heraf ville dog indebære en udforskning af hvorledes de kinesiske ledere – og opinionsdannere – ændrede holdning henover perioden 2009 – 2015. Den historiske udredning har vi stadig tilgode.

Pointen her er, at en historisk redegørelse altid indebærer en udredning af det menneskelige input til processerne. Eller sagt med andre ord: det er historiens opgave at udforske og forklare betydningen af det menneskelige element i vores verden. Historien er derfor heller aldrig en uafvendelig bevægelse hen mod et bestemt endepunkt. Det kunne være gået anderledes. Hvorfor en særlig historisk genre da også er at skildre historien kontrafaktisk: hvad nu hvis det var gået modsat og Hitler havde vundet WW2?

Menneskelige handlinger

Springvandet "Gefion" i København er et glimrende resultat af den nationale bonderomantik
Springvandet “Gefion” i København er et glimrende vidnesbyrd for den nationale bonderomantik og historieskrivning førend forestillingen om det passive menneske blev alt dominerende. Kilde: Wikipedia/Daderat

Det siger sig selv at i det perspektiv er det afgørende at have en forståelse for hvorfor mennesket har handlet på én bestemt måde og ikke en anden. Her findes naturligvis en række konkurrerende tilgange, men meget generelt kan det anføres at historiens baggrundsvidenskab må være antropologien – dvs. læren om mennesket, anthropos, som det hedder på græsk.

Det siger også sig selv, at der indenfor antropologien findes utallige videnskabelige ”sekter”, der analyserer og beskriver og forstår mennesker og deres handlesæt på forskellig vis – socialvidenskabeligt, sociologisk, kulturelt, religiøst, psykologisk, kognitivt, økonomisk osv.

Uanset hvilken tilgang man vælger er det dog et grundlæggende faktum at historiens objekt altid er mennesker og deres ageren i verden og de konsekvenser som man kan aflede heraf. I praksis betyder det at historiens objekt er menneskers selvforståelse, holdt op mod levnene af deres praksis samt omgivelsernes vurderinger og forståelse heraf.

Historiens studieobjekt er derfor altid af tredobbelt karakter – autobiografiske tekster (det emiske perspektiv) biografiske (historiske) tekster (det etiske perspektiv) samt de mange levn (det arkæologiske perspektiv), som menneskers omgang med deres omverden – deres handlinger – har affødt. Det er i krydsfeltet af disse tre typer af kilder, at historiske studier udfoldes. Det er historikerens opgave at vise hvorledes man ved at sammenholde de tre typer af kilder kan når frem til en forståelse af baggrunden for historiens gang. Det er desuden historikerens opgave at lære eleverne at skelne mellem de typer af forklaringer folk selv bringer til torvs – og dermed vise hvorledes sociale, økonomiske, kulturelle, psykologiske, kognitive eller religiøse forklaringer altid har vekslet fra tid til anden. Og således demonstrere for os at en given “historiefortælling” altid bliver bærer af et bestemt perspektiv. Også i vores tid!

Det kulturelle perspektiv

Når det så er sagt, findes der i dag en meget stærkere forståelse af hvorfor mennesker handler som de gør end vi besad for bare 50 år siden. Dengang konkurrerede groft sagt tre forklaringer og tre billeder af tre aktører:

  • Homo oeconomicus eller billedet af mennesket som entydigt optændt af personlig profitmaksimering. Her tømmes mennesket derfor for alt fra sociale instinkter til personlige følelser. I den forståelsesramme vil der bag godgørenhed altid findes et skjult motiv af økonomisk art
  • Homo socialis eller billedet af mennesket som drevet af dets indplacering i sociale netværk eller institutioner. I dette perspektiv reduceres aktøren imidlertid til den sociale institution og mennesket forsvinder. Det er ikke længere arbejderen der strejker, men derimod Fagforeningen, der ”organiserer” en strejke.
  • Homo psychologicus eller billedet af mennesket drevet frem af dets instinktive kamp for nydelse. I dette perspektiv betragtes mennesket som udspændt mellem sin dødsdrift og sin trang til kærlighed (thanatos og eros).

Disse tre historiske forklaringer på menneskers handlinger findes naturligvis stadig. Når politikere – hjulpet på vej af økonomer – forestiller sig at skattenedsættelser vil producere mere energi og iværksætteri, reflekterer det en grundlæggende forståelse af mennesket som alene drevet af profitmaksimering. Når venstrefløjspolitikere til gengæld ønsker at konsolidere og bruge alle midler på velfærdssamfundet skyldes det at de er overbeviste om at mennesker alene vil blomstre op i social sammenhænge. Det gælder derfor om at spinde det enkelte menneske eller individet ind i så vidt forgrenede sociale netværk som muligt; eller rettere: sikre eksistensen af disse sociale netværk gennem en stadig investering heri (”velfærdssamfundet”). Endelig findes der naturligvis en stor gruppe af embedsmænd – herunder ikke mindst socialrådgivere og psykologer – der bevidst manipulerer medarbejdere og kontakter i forsøget på at styre aggressive tendenser i retning af en mere socialt acceptabel initiativrigdom.

11-year old boy just before suicide mission
11-årig dreng, der efter sigende siger farvel til sin far førend han gennemfører en selvmordsaktion i Syrien. (videoen er ikke længere tilgængelig og historien kan iøvrigt ikke bekræftes).  Kilde: The Muslim Issue

I dag er disse tre forestillinger om baggrunden for menneskelige handlinger imidlertid håbløst forældede. I dag ved vi at der findes en lang række menneskelige adfærdsmønstre og handlinger, der ikke bare kan forklares som grundlæggende profitmaksimerende, sociale eller psykologisk ubalancerede. For at sige det enkelt, så kommer disse forklaringer til kort.

Det gør de eksempelvis når vi skal forklare baggrunden for specifikke terrorister og deres handlemåde:

  • Selvmordsaktioner kan jo ikke karakteriseres som ”personligt profitmaksimerende”, vel?
  • Ligeledes kan de vel næppe forstås som et udtryk for ønsket om at befordre ”social vækst”? I en række tilfælde er de udført af socialt velintegrerede og højtuddannede personer med stærke familiemæssige baggrunde. Hvad foregår der lige her?
  • Tilbage er da at forstå dem som udtryk for psykologiske ubalancer – momentan sindssyge. Men dette forklarer imidlertid ikke ”epidemien” af selvmordsbombere eller den mere moderne variant heraf, bil-terroristen og knivstikkeren. Her er jo netop ikke tale om enkeltstående individer, men derimod et handlesæt, der i stigende grad appellerer til vidt forskellige mennesker med forskelligartet økonomisk og social baggrund.

For at forklare disse terror-handlinger gribes der derfor også – og med god grund – til religiøse respektive kulturelle forklaringer.

Og vi oplever, at det pludselig giver god mening. I centrum af verdensherredømmet findes således en central forståelse af at civilisation karakteriserer os – europæerne, amerikanerne, den globale elite. Et afgørende fundament herfor er retssamfundet byggende på et kompliceret sæt af internationale traktater og nationale grundlove med heraf afledte lovkomplekser. I periferien heraf befinder sig imidlertid menneskelige grupperinger, der ikke er inkluderet under denne paraply. Og som i mødet med det vestlige samfund oplever at loven ikke er lige for alle. Et lille men tydeligt eksempel herpå er således at familiesammenføring ikke er en naturlig mulighed, men derimod afhænger af tilknytningsgrad og/eller status som eksempelvis flygtning. Et andet eksempel er at store og de facto yderst sårbare menneskelige grupperinger holdes hårdt udenfor; det gælder således afrikanske ”velfærdsmigranter” der holdes borte fra et forjættede land af meterhøje pigtrådshegn og aktioner som ”Operation Mare Nostrum”.

Det er i lyset heraf vi skal forstå terrorhandlingerne. De udføres af mennesker, der – uanset om det er med med rette eller urette – oplever sig som anbragt i periferien. Det er ”herude” at kulturen og religionen udfoldes. Herhjemme taler vi om ”parallel-samfund”; derude taler de om Sharia, ifører sig burkaer og drømmer om Ummaens verdensherredømme. Det er herude at kimen lægges til den væbnede opstand, der så får terrorhandlingens karakter, hvor den regulære væbnede opstand ikke lader sig iscenesætte, således som det blev forsøgt af ISIS da bevægelsen etablerede det såkaldte Kalifat.

Det er naturligvis indlysende at denne forklaring – der populært går under en center-periferi-forklaring – også giver mening, når vi skal forstå det enkelte menneske og dets handlemåde i et historisk perspektiv. Pludselig forstår vi hvorfor følelsen af at befinde sig i periferien kan give anledning til så forskellige handlemønstre blandt indvandrerne som nærmeste patetisk omfavnelse af det moderne vesterlandske samfund versus den kulturelle afvisning af alt i værtslandet fra politisk engagement og stemmeafgivning, til de lokale mad- og festtraditioner. Ligeledes forstår vi hvorfor vi hele tidens skal underholdes med indvandrernes debat af denne kulturelle kompleksitet, som vi – forankret i vores kulturelle selvophøjethed – ikke kan forstå. Hvorfor assimilerer de sig ikke bare, spørger vi? Hvad er problemet?

Kultur og habitus

Årsagen hertil er naturligvis – hvad en række moderne undersøgelser entydigt har vist – at kultur ikke bare er et sæt af forklaringsmodeller og adfærdsmønstre, som vi mennesker alt efter situation kan skifte ud med hinanden. Kultur er ikke bare et redskab, det er en dybt grundfæstet habitus, som det viser sig at være yderst vanskelig at skifte ud.

For at sige det enkelt, så skal man ikke ligne en kultur med en ”rygsæk fyldt med redskaber”, der kan trækkes frem afhængigt af den situation vi er i. Tværtom er vores kultur at ligne med den ”elefant”, vi rider på. Som alle elefanter har den naturligvis nogle særlige – af forfædrene nedarvede – stier, den trasker ud af uden at skele til højre eller til venstre. Det betyder derfor også at det kræver nærmest en umenneskelig indsats at få ”elefanten” (aka vores ”kultur”) til at skifte retning.

Det hænder at vi er i stand til at bryde vores kulturelle (”sociale”) arv. Men det er sjældent. Som minimum kræver det nemlig at vi guides på vej af en engageret lærer – eller distinkte ”jordomvæltende” oplevelser – der bevidst fører os i en anden retning. Det kræver nemlig at vi bevidstgøres om vores kulturelle habitus og forstår dens indlejring i det store spil om center og periferi.

Historien er derfor fyldt af mennesker, der som flertallet har nøjedes med kulturelt betragtet at holde snuden, eller snablen om man vil, i sporet. Men den er også fyldt af et mindretal af mennesker, der har banet nye veje – Paulus, Frans af Assisi, Martin Luther, Frank D. Roosevelt, Rachel Carson etc.

Tilbage til historien

Christian og Eva på Kronborg Slot 2015
Når kulturarven kommer i højsædet: Christian og Eva på Kronborg Slot 2015. © Schousboe

En moderne historieskrivning i det 21. århundrede kan ikke foregå uden at tage alvorligt at vores viden om hvad der ligger bag menneskelige handlinger og handlemønstre har undergået et kvantespring de sidste halvtreds år.

Det er imidlertid en debat, der desværre kun har fyldt lidt på historiefaget. Det er næppe helt forkert at antage at en del af baggrunden herfor har været en angst for at suges ned af hvad der muligvis kunne betragtes som endnu en modebølge. I takt med at historikere i det 20. århundrede blev til økonomiske historikere, socialhistorikere, psykologiske historikere og endelig religionshistorikere har mange med rette set mistænksomt på den nye ”elefant” i horisonten, kulturhistorikeren. Ganske vist fik ”historisk antropologi” et kort øjeblik på scenen i 80erne og 90erne, men derefter blev perspektivet hurtigt skubbet ud på en sidelinje til fordel for en mere traditionel historieskrivning, lanceret under begrebet ”mikrohistorie”. Som ægte børn af postmodernismen adopterede historikere forestillingen om, at det ikke længere gav mening at skrive en samlende overordnende historie. Nu gjaldt det produktionen af uendelige ”historier”, hvis fornemste opgave var at underholde og fordrive tiden. Medvirkende hertil var formentlig også at historikere og historielærere var i stand til at bortforklare betydningen af deres egen politiske observans. I et mikro-historisk perspektiv var den naturligvis ikke længere interessant. I lyset heraf var det muligt at undgå ens egen ”historiske selvransagelse”. Den politiske (og dermed historiske) forståelse lod sig bekvemt parkere på et sidespor, mens fokus på elevernes personlige og hermeneutiske ”historieindlevelse” blev sat i højsædet.

Pointen er imidlertid at dette naturligvis efterlod historien med en fundamental mangel på legitimation i en skole- og uddannelsesmæssig sammenhæng såvel som i den generelle offentlighed. Resultatet kender vi da også. I 2016 kunne en ny rapport således (endnu engang) dokumentere, at børnene i folkeskolen finder faget uinteressant og uinspirerende, at eleverne ikke finder en nytteværdi i fagets dannelsesdimension, at historie som fortolkningsfag er fraværende men i stedet har karakter af et møde med punktvise og disparate fortællinger om alt mellem himmel og jord; (skønt mere præcist de tematikker, som udbydes mere eller mindre gratis på nettet eller er specificeret i fagets kanon). Fravær af relevans er således et helt gennemgribende karaktertræk.

Hvor enhver elev kan finde relevansen i at kende til mekanismerne bag klimaudviklingen, synes forståelsen af den historiske baggrund for migration og folkevandringer således nærmest ikke-eksisterende. Det endskønt begge udfordringer er af global og stigende relevans. Og det sidste emne manufest kun lader sig analysere ”historisk” (dvs. som en refleksion af forholdet mellem centre og periferier).

Historien – en udfordring

Nærværende site er dedikeret til at formidle historien antropologisk, dvs. som en refleksion af kampen mellem vores forskelligartede kulturelle og religiøse standpunkter, således som de kom og kommer til udtryk i personers og individers særlige habitus og indlejret i den indbyrdes diskurs eller konflikt. Idet vi eksempelvis

  • ikke kan forstå den norrøne religion (Asa-troen) uden at se den spejlet i kristendommen.
  • ikke kan forstå hekseafbrændingerne uden at kende til de evangelisk-lutherske forestillinger om familier og slægternes formering.
  • ikke kan forstå korstogene uden at kende til de islamiske fundamentalistiske bevægelser i 1000-tallet.
  • ikke kan forstå 1300-årenes bondeoprør uden at kende til pestens betydning.
  • ikke kan forstå vor tids globale migration uden at kende til historien bag 400-tallets folkevandringer i Europa.

Alt sammen kan vi ikke forstå uden at tage datidens menneskelige erfaringer alvorligt.

Karen Schousboe

BILLEDE I TOPPEN:

Eva og Anne Birgitte Gurlev prøver pelse på Vedbæksamlingens Museum 2017 © schousboe

NOTER:

[1] “At its extremes, the shift from the social history of the 1960s and 1970s to the cultural history of the 1980s and the 1990s meant rejecting research in which causal explanations were tied to gran narratives of historical change in order to pursue studies without causal claims and without assigned positions in a longer arc of historical time.” Fra: Wong, R. Bin: Causation. I: A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack. Oxford University Press 201, s. 39.

LÆS MERE: (et meget lille udvalg)

Historisk Antropologi

Thought Styles: Critical Essays on Good Taste
Af Mary Douglas
Sage 1996

Missing Persons. A Critique of the Personhood in the Social Sciences,
Af Mary Douglas og Steven Ney
University of California Press 1998

Cultural Identity and Global Process
Af Jonathan Friedmann
Sage 1994

The Myth of Social Action
Colin Campbell
Cambridge University Press 1998

Handbook of the Sociology of Morality
By Steven Hitlin and Stephen Vaisey
Springer 2010

Motivation and Justification: A Dual-Process Model of Culture in Action.
Stephen Vaisey
I: American Journal of Sociology (2009) 114 (6) , 1675-1715.

Socrates, Skinner, and Aristotle: Three Ways of Thinking about Culture in Action.
Af Stephen Vaisey.
I: Sociological Forum (2008)., 23 (3), 603-613.

Introduktion til nyere historievidenskab og historismens tidsalder

Reconstructing History. The Emergence of a New Historical Society
Udg. Af Elizabeth Fox-Genovese of Elisabeth Lasch-Quinn
Routledge 1990.

Microhistory and the Lost peoples of Europe
Ed. BY Edward Muir and Guido Ruggiero
The John Hopkins University press 1991

Kulturhistorien som opposition. Træk af forskellige fagtraditioner.
Af Palle Ove Christiansen
Samleren 2000

A Concise Companion to History.
Udg. By Ulinka Rublack.
Oxford University Press 2011

Writing Material Culture History
Udg. af Anne Gerritsen, Giorgio Riello
Routledge 2014

Historiefaget i det 21. århundrede

Historiefaget i fokus – dokumentationsindsatsen
Historielab 2015

Se i øvrigt Historielab’s publikationer