Home Blog

Historiske Træskibsdage i Helsingør

Hvad er smakkejoller, sjægter, oselvere, hækjoller og travaljer? Ved træskibsdagene i Helsingør i weekenden har du lejlighed til at dykke ned i vores kulturhistoriske arv og løse gåden. Og samtidig opleve mere end 120 gamle skibe lægge til kajs, store som små.

Sundtoldsmarkedet i Helsingør © Sundtoldsmarkedet
Billedet er fra det traditionsrige Sundtoldsmarked i Helsingør, der afholdes i august © Sundtoldsmarkedet

Pinsen 2018 vil helsingør lugte af saltvand, tjære og stegt fisk som aldrig før. Mere end 120 skibe fra Træskibs Sammenslutningen vil nemlig lægge til i Helsingørs Kulturhavn og invitere danskerne på en kulturhistorisk oplevelse af de sjældne. Her kan man få en snak med skipperne, mærke et vippende dæk under fødderne, lege på legeskiber, være med til at bygge en båd samt prøve havets delikatesser – skibsbryg, beskøjtere, stegte rødspætter og meget andet godt. Og naturligvis lære nogle gode, nye – gamle – ord!

Samtidig vil der naturligvis være muligt for de mere interesserede i at dykke ned i vore kulturhistoriske rigdom af skibstyper, som kun de ældre i blandt os for alvor er vokset op med.  Smakkejoller, sjægte, oselvere, hækjoller og travaljer er således herlige gamle betegnelser på små skibstyper, som næsten ingen mere kender, men som man forhåbenltig vil kunne stifte bekendtskab med i pinsedagene, når op imod 120 historiske træskibe lægger til i Helsingør havn.

– Smakkejollen er således en båd, der har fået sit navn efter sin sejlføringen, det firkantede sprydstagssejl. Der er et sejl, der kan smækkes (drejes fra den ene ræling til den anden. I 1500-tallet blev denne bådtype almindelig i Danmark. Den kendes fra fragtfart i vadehavet og færgefart i bælter og sunde. Jollerne kan være enten een-, to- eller tre smakkede afhængig af antallet af sejl.

– I modsætning hertil er sjægten en sprydrigget klinkbygget fiskerjolle rigget med storsejl, topsejl og fok. Disse fartøjer blev anvendt til fiskeri på Limfjorden i perioden ca. 1850 – 1920.

– Oselvere, derimod, har en meget længere historie. Det er en nordisk bådtype, der er i slægt med de gamle klinkbyggede fartøjer fra vikingetiden og jernalderen.

– Hækjollen er til gengæld en helt almindelig traditionel båd. I gamle dage havde næsten alle skonnerter og galeaser hækjoller hængende agterude til brug for besætning og lastning, når skibene lå for anker ud for de mange små og store havne i de indre danske farvande. I daglig tale er det da også hvad de fleste gamle mener med “en jolle”.

Sådanne åbne arbejdsbåde var travaljen også. Navnet hæftedes nogle af de mange småbåde på de gamle orlogsskibe i den danske flåde i 1700- og 1800-tallet. Bådene var spejlgattede, hvilket vil sige at agterstavnen ikke var spids som forstavnen, men endte i en skråtstillet flade. Den kunne ros eller sejles med sejl på master, som kunne rejses efter behov.

Sådanne små skibe og mange andre kan opleves når næsten 120 historiske træskibe fra Træskibssammenslutningen lægger til i Helsingør havn, bemandet af næsten 600 ildsjæle. Når skibene når frem til Pinsestævnet, har de tilsammen sejlet mere end 10.000 sømil. Bedre levende maritim kulturformidling fås ikke, fortæller foreningen.

Pinsestævnet er en gammel tradition fra 1971. Hvert år lægges an i en ny købstad, i år altså Helsingør, der i anledning af besøget åbner op for museerne langs havnen og meget andet godt. Det er tredje gang stævnet besøger den gamle sundtoldsby.

BESØG:

Træskibsdage i Helsingør

 

17.05.2018 – 20.05.2018

 

Træskibsdagene arrangeres af Træskibssammenslutningen. Landsforeningen til bevarelse af gamle danske brugsfartøjer i samarbejde med M/S Museet for Søfart, Helsingør Havn og Click festivallen.

Nationalmuseet er Danmarks Hovedmuseum

Nationalmuseet har én opgave, siger Rane Willerslev, Nationalmuseets nye direktør. Missionen er at bibringe dannelse og udsyn, så det enkelte mennesker oplever verden som én, de kan flytte sig i – og måske endda flytte på.

Kedsomhedsknap på Nationalmuseet udviklet af Contentbureauet "Must" © Must
På Nationalmuseet kan børn være så heldige at snuble over en kedsomhedsknap. Og så sker der noget… et godt eksempel på et initiativ, der giver en anderledes oplevelse end de støvede monter. Og det virker fortæller Rane Willerslev: Nationalmuseet oplevede således en stigning af besøgende på 40 procent i påsken, sammenlignet med påskeugen sidste år. Dertil kommer, at salget af årskort til museet er vokset med over 500 procent. © Must

Forleden aften var Nationalmuseets nye direktør, Rane Willerslev, inviteret af den konservative politiker Mette Abildgaard til i hendes debatkreds på Christiansborg at løfte sløret for i hvilken retning Nationalmuseet skal bevæge sig.

Som forventeligt gav det lejlighed til et sprudlende foredrag med en efterfølgende livlig debat og folk var mødt talstærkt op.

Nedenfor følger et kort referat:

Nationalmuseet er Danmarks hovedmuseum. Med tyve besøgssteder og 1,86 millioner besøgende i 2017, samt over 700 ansatte er det en kæmpekoncern. Nationalmuseet er imidlertid ikke en hjørnesten i danskernes bevidsthed. 65% af de mange besøgende er tværtom udenlandske turister og hele 44% af befolkningen har ikke været på Nationalmuseets hovedsæde i København, Prinsens Palais.

Hovedudfordringerne er derfor at vi er usynlige og kedelige. Et sted man besøger én gang for så siden ikke at vende tilbage. Det mest paradoksale er at disse holdninger gør sig gældende blandt danskerne på trods af at trenden faktisk går i den anden retning. Danskerne vil gerne historie og museer oplever generelt opgangstider over det meste af verden. De gider bare ikke Nationalmuseet. Det er da en udfordring, der vil noget, mener Rane Willerslev.

Hvad skal der til?

Ifølge rane Willerslevs opfattelse, gælder det om at gøre museet ”brugbart”. Det skal byde ind med noget som folk faktisk kan reflektere sig i. Betyder det så at museet skal lade sig reducere til en pixi-pegebog? Nej tværtimod. Ligesom Hollywood er gået fra at producere serier som ”Dallas” og ”Dollars” til den enormt komplekse fortælling om ”Games of Thrones”, bør museet have blik for at moderne mennesker i det 21. Århundrede er veluddannede og enormt gerne vil vide meget og i detaljer om det, som de er engagerede i. Derfor skal museet også bevare en dyb videnskabelig forankring.

Udfordringen er da også mere at det ikke opleves som inspirerende når denne kompleksitet bare formidles på plancher og i montrer. ”Montrer er døde” fortæller Rane Willerslev, der i stedet ønsker at skabe rum for levende historier og sansebårne oplevelser.

Det betyder at de fremtidige planer opererer med et museum der fungerer som et fleksibelt oplevelsesunivers, såvel fysisk som digitalt. Og som forstår at formidle komplekse narrativer og operere med forskydninger mellem genrer (genstande, (levende) billeder, ord, lyd (podcasts) og genskabelser (re-enactments). Således ønsker Rane Willerslev at skabe midler til at bygge en digitalt korpus omkring museet, hvad han kalder museet som ”mediehus”..

Helt konkret går de nære planer ud på at

  • Åbne en stor ny vikingeudstilling i Egmonthallen i 2020
  • Styrke museets børneprogram og skoletjeneste (og på sigt udvikle på såvel unge- som senior segmentet)
  • Finde midler til at ombygge museet på Frederiksholms Kanal
  • Udvikle Krigsmuseet (Tøjhusmuseet)
  • Få sat fokus på Frilandsmuseet, Frøslevlejeren samt Trelleborg

På det forskningsmæssige område er der nedsat en arbejdsgruppe, som forventes snarest at barsle med en rapport. Helt tentativt peger pilen dog på at Nationalmuseet af historiske årsager bør fokusere på oldtiden og arktisk forskning, som Danmark tidligere var verdensførende på. Herudover peger Rane Willerslev på den voksende interesse, der omgærder de resultater som naturvidenskabelige undersøgelser af DNA og meget andet har bibragt. Ved at studere gamle fund på nye måder (eks. studierne af Egtvedpigen, der viser at hun var indvandrer) gøres historien spændende på en helt anderledes måde. Endelig nævner han også tekstilforskningen, som Danmark traditionelt har været i front med.

Den største udfordring lige nu og her? Den løbende besparelse på 2%, fortæller Rane Willerslev. 2% indebærer en reduktion af staben med årligt otte årsværk. Denne besparelse håndhæves samtidig med at museet stilles overfor stadig mere omfattende krav – eksempelvis indretning af tidsvarende magasiner, behandling af de mange danefæ, der myldrer op af jorden takket være metaldetektorerne osv. Der gør opgaven – at genskabe Nationalmuseet som en kulturel hovedhjørnesten – meget vanskelig, slutter Rane Willerslev af med at sige og tilføjer: For skuden kan og skal vendes, så museet igen bliver en søjle i danskernes bevidsthed.

(Referat er godkendt af Rane Willerslev)

Karen Schousboe

Baagøe og Riber – en gammel købmandsslægt fra Svendborg

Baagøe & Riber er en af de gamle købmandsslægter i provinsen, der gennem århundreder satte deres præg på livet i købstæderne. Slægten Baagøe er specielt interessant fordi dens forskellige ejendomme stadig kan genfindes i bybilledet i Svendborg.

Familien Baagøe i haven på Strandvejen c. 1915 © Svendborg Byhistoriske Arkiv
Familien Baagøe i haven i Svendborg  c. 1915 © Svendborg Byhistoriske Arkiv

I 1744 oprettede Rasmus Peder Gommesen fra Ærø en købmandsforretning i Svendborg. Hans datter giftede sig med en rebslager fra Bogø i Lillebælt, heraf navnet. Det var deres søn, Hans Jørgen Baagøe, der gik i kompagniskab med sin svoger kaldet Riber. Under krigen med England i 1807 overtog H.J Baagø dog ledelsen af forretningen. Det er fra denne tid de første regnskabsbøger er overleverede (de befinder sig nu i Svendborg Bys Arkiv). På linje med sine samtidig handlede Baagøe på de sydfynske øer, hvor han opkøbte korn, smør, skind, flæsk og frugt, som solgtes videre til Lübeck, Hamborg, København og Oslo. Senere da krigen fik en ende udvidedes markederne med Holland, Sverige og England. Indhandlede varer bestod af jern, kul, tømmer, tjære og kolonialvarer. På baggrund heraf lykkedes det Baagøe at bygge et stort og driftigt handelsimperium op. Med hertil hørte den endnu eksisterende købmandsgård i Møllergade med strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi i Kullinggade. Hertil kunne han føje et brændevinsbrænderi og en mindre flåde på fire handelsskibe. Det er kendetegnende for hans succes at han var mangeårigt medlem af byrådet, ligesom han stiftede adskillige legater

I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård i Gerritsgade med henblik på at hans ældste søn Laurits Jørgen Baagøe kunne etablere sig dér som selvstændig købmand med speciale i kornopkøb. Handlen med korn bl.a. på England gik så fremragende at sønnen fra 1840 – 1852 kunne ombygge forhuset. Resultatet af denne indsats kan stadig se i gadebilledet i Svendborg. Ved Valdemarsgade byggede han desuden et pakhus og en vognstald. Længere ude, langs Lundevejen, havde familien deres have. Et andet produkt Baagøe’ søn blev kendt for var ”Lars Boves Bovsetøj”, en særlig slags klæde, der var efterspurgt til liberi for tjenestefolkene på herregårdene rundt om på Sydfyn.

I næste generation ændrede firmaet dog karakter og blev til en egentlig en gros forretning, der handlede med maskiner. Ansvaret for denne omstilling var Ejner Bager. Han oprettede også en filial i Rudkøbing samt agenturer i Ærøskøbing og Marstal. Samtidig blev to sønner (i 30erne) sendt til København for at gå på Købemandsskole og herfra videre til henholdsvis England og USA for at tilegne sig international erfaring. Imedens fortsatte Ejner Bager og hans hustru deres liv i Svendborg. Her levedes et regelmæssigt og punktligt hverdagsliv under traditionelle former. Nøgleordene for stemningen i familien kan måske bedst gengives af de indledende ord, som Ejner Baagøe skrev i firmaets jubilæumsskrift i 1933, hvor han understregede ” det Præg af Ro og Værdighed, som det altid var Slægtens Ønske skulle kendetegne Livet i den gamle Købmandsgaard.”

Vi kommer tæt på  i de erindringer, som Poul Jørgen Riis udgav i 2004. Han var gift med en datter af Ejner Baagøe, Nanna Bogøe.

 

”Man levede uhyre regelmæssigt i villaen. Min svigerfar [Ejner Baagøe 1873 -1967] var som et urværk. Han stod altid op på samme tid, gik til o forlod forretningen to gange daglig på ganske bestemte tidspunkter og følgende den samme vej hver gang. Han lagde vægt på at være ligeså punktlig , som han havde lært i Livgarden med marcherne til og fra Amalienborg, og han nød, at folk i byen kunne sige: ”nu er klokken ni, for nu kommer Hr. Baagøe”. Der spistes efter gammel skik varm middagsmad klokken ét og aftensmad med smørrebrød klokken halv syv, altid samme slags pålæg og en bestemt ost fra et mejeri på Tåsinge, dertil en Svendborg lagerøl. Om søndagen var der rødvin til middagen, ved festlige lejligheder snaps til aftensmaden. Der lagdes megen vægt på, at man kun sad en halv time tilbords hver aften, så at pigerne hurtigt kunne få fri. Pigerne blev behandlet som familiemedlemmer; kokkepigen, der i min tid [dvs. i 1936–67] allerede var gammel, havde været der siden børnene var små og fulgte levende med i deres senere liv. Om sommeren, når vejret tillod det, spistes måltiderne i haven under et kæmpestort kastanjetræ, som min svigerfar havde hlantet ved indflytnignen. Underiden blev der spist aftensmad i familiens store have på Lundevejen, smurt og bragt dertil i kurve af hushjælpen, der så havde fri hele den sene eftermiddag og aften.”
(Fra: Erindringer fra en anden verden. Af Poul Jørgen Riis. Museum Tusculanum 2004, s. 80)

 

LÆS MERE:

Østers og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år - bogomslagØsters og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Af Jacob Knage Rasmussen
Svendborg Museum 2011

 

Baagøe & Ribers Plads i Svendborg er nu fredet

Der har længe stået blæst om den gamle handelsgård i Kullinggade, der med sine karakteristiske gule pakhuse og den italienske villa er med til at sætte sit præg på havnen i Svendborg. Forleden blev bygningerne fredet.

I  1744 grundlagde Rasmus Peder Gommesen fra Ærø en købmandsforretning i Svendborg. Senere blev det til Baagøe & Riber i Kullinggade, der i dag er kendt som leverandør til byggebranchen. Nu er den gamle købmandsgård ved havnen fredet.

Området, der i dag kendes som Baagøe & Ribers Plads blev første gang købt af købemand Quist i 1798. Her byggede han i de følgende år et skibsværft hvorfra han drev et handelshus og rederi. Senere i 1817 købte Baagøe pladsen af Quist. Her foranstaltede han i de følgende år en række pakhusbyggerier, hvoraf flere endnu er bevarede. Pladsen var i slægtens eje indtil 2009.

Allerede i 2008 karakteriserede Kulturstyrelsen Svendborg Havn som den bedst bevarede havnefront i vores provinsbyer. Afledt heraf lagde Svendborg Museum vidtrækkende planer om at indrette havnemiljøet på Baagøe & Ribergrunden til et kulturhistorisk miljø, der skulle danne rammen om lystsejladser, et værft samt en museumsudstilling. Planerne kuldsejlede dog og siden har forfaldet bredt sig, mens ejere og politikere har søgt at finde en måde at udvikle havnemiljøet på. I praksis har hovedparten af de gamle pakhuse fra 1800-tallet stået tomme i årevis, siden tømmerhandlen ophørte i begyndelsen af det nye årtusinde. Ligeledes har området været skæmmet af grimme tilbygninger fra det 20. Århundrede. Bl.a. er det gået ud over Den såkaldte Italienske Villa, der i 1974 fik en stærkt skæmmende overetage påbygget.

Siden 2016 har der derfor verseret planer om at rive dele af havnemiljøet ned for derved skabe rum for et større byggeprojekt langs Kullinggade. Ideen var at skabe et nyt byrum med attraktive villaer og luksuslejligheder i tre etager og med en klar reference til gadens øvrige traditionelle provinsbyggeri.

Endskønt denne plan opererede med en renovering af de ældste pakhuse, var det dog tanken at nedrive Den italienske Villa. Desuden har interessenter arbejdet med planer om væsentlige nybyggerier i indtil flere etager. Disse planer fik i 2017 en gruppe dedikerede Svendborg borgere til at rejse en fredningssag på hele det gamle pakhusområde, Kullinggade 29 A. Konkret har det medført at pakhuset mod syd fra 1821, pakhuset mod nord fra 1842, pladskontoret fra 1903, villaen fra 1886 samt den tilhørende plads med bolværket forleden blev fredet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Formålet med fredningen er ”at sikre opretholdelsen af Baagøe & Ribers Plads, som er et hovedværk i dansk erhvervsbyggeri, et vidnesbyrd om en købmandshandel af national betydning og i særdeleshed om en innovativ storkøbmands virksomhed under den såkaldte kornsalgsperiode i 1800-tallet.”

Selve vurderingen af området har undervejs i fredningsprocessen været lagt i hænderne på Elgaard Architecture, der samtidig har skitseret en løsning for den fremtidige udnyttelse af den tilstødende grund med de ikke-bevaringsværdige pakhuse fra slutningen af det 20. Århundrede.

Selve fredningsprocessen har været ledsaget af en massiv modstand fra det enige byråd, der med borgmesteren i spidsen i 2014 vedtog en udviklingsplan, der ville medføre en nedrivning. Ligeledes har ejeren af grunden varslet en retssag med henblik på at få fuld erstatning for værdien af grunden, der blev købt i 2016, netop med henblik på den omtalte udviklingsplan.

KILDE:

Slots- og Kulturstyrelsen freder unikke bygninger i Svendborg

Baagøe & Ribers Grund i Svendborg

LÆS MERE:

Østers og havregrød. Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Af Jacob Knage Rasmussen
Svendborg Museum 2011

Fem Havne. Den industrialiserede havns opkomst og udvikling på Sydfyn og Øerne
Af Karen Margrethe Fabricius, Esben Hedegaard, Erik B. Kromann, Mikkel Kühe, Ole Mortensøn og Anders Rehde Nielsen
Svendborg Museum 2005

Industrisamfundets havne 1840-1970, bygninger, miljøer og bevaringsværdier på danske havne
Af Henrik Harnow, René S. Christensen og Gitte Haastrup.
Odense Bys Museer og Kulturarvsstyrelsen 2008

Den Maritime Kulturarv i det Sydfynske Øhav. Svendborg, Faaborg, Rudkøbing, Marstal, Ærøskøbing. Danmarks Blå Hjerte.
Ærø Museum 2011

Følgende lokale institutioner har været engagerede i at rejse fredningssagen:

Svendborg Museum

Kulturarv Fyn

Svendborg Havn Bevar mig vel

Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn

SE MERE:

Nye Jobs

Nedenfor findes en kronologisk liste over jobopslag i den danske museumsverden og kulturarvsbranche – ordnet efter ansøgningsfrist

01.08.2018

Museumsinspektør til Museum Østjylland

Museum Østjylland er inde i en spændende udvikling med et stadig stigende antal gæster. Til Museum Østjylland i Grenaa søger vi en erfaren og energisk kollega, der kan varetage de mangeartede opgaver, der knytter sig til arbejdet med nyere tids kulturhistorie. Du kommer til at indgå i arbejdet med museets samlinger, undersøgelser, forskning og formidling og vil få mange kontaktflader til museets øvrige afdelinger, til myndigheder og lokale borgere. Museum Østjylland i Grenaa har netop åbnet årets første særudstilling og står overfor et år med spændende forskningsprojekter, ambitiøse udgivelser og en lang række vigtige opgaver som også omfatter trimning af samlingen og udflytning til fællesmagasiner. Museum Østjylland, der er et af Danmarks største lokalhistoriske museer er til stede i Randers, Grenaa og Ebeltoft.

07.06.2018

Ph.d. i musealisering af migranters kulturarv ved Roskilde Universitet

Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, søger en ph.d. i musealisering af migranters kulturarv fra 1. september 2018 eller snarest muligt derefter. Stillingen som ph.d. er tidsbegrænset til 3 år.

29.05.2018

Chef for bygning og inventar på Nationalmuseet

Nationalmuseet står i de kommende år foran nye og spændende udfordringer, hvor vi ved at sætte publikum først, vil øge antallet af gæster ved at tilbyde overraskende oplevelser på et forskningsba-seret grundlag.

Den ledige chefstilling er tilknyttet Nationalmuseets nye afdeling Forskning, Samling og Bevaring, der arbejder med forsknings-, samlings- og bevaringsopgaver med henblik på at stille forskningsba-seret viden til rådighed for museets besøgssteder, at øge den generelle viden om dansk kulturhistorie fra oldtid til nutid i samspillet med den omgivende verden, og at tage vare på museets meget omfattende samlinger og deres bevaring. Afdelingen har ca. 220 medarbejdere fordelt på 7 enheder.

28.05.2018

2-årigt vikariat for IT-arkivar til Rigsarkivets Indsamlingsområde

Rigsarkivets Indsamlingsområde under søjlen for Indsamling og Bevaring søger pr. 1. august 2018 eller snarest derefter en vikar for en IT-arkivar i 2 år. Arbejdsstedet kan enten være Rigsarkivet i Odense eller Rigsarkivet i København. Det er områdets opgave at vurdere, hvilken dokumentation der skal bevares fra det danske samfund og sørge for, at denne dokumentation bliver afleveret til Rigsarkivet, enten i digital form eller på papir. Denne stilling er primært knyttet til indsamlingen af sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige forskningsdata samt data fra offentlige myndigheders it-systemer.

22.05.2018

Student til projektet “Die Funde” (fund fra Bronzealderen)

Nationalmuseets enhed Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid søger en timelønnet student til Die Funde projektet. Formålet med Die Funde projektet er at skabe et samlet overblik over den ældre bronzealders fund på alle danske museer og museer i Nordtyskland. Die Funde er et katalog over samtlige grav-, offer- og løsfund fra ældre bronzealder. Formålet med værket er at gøre det muligt at arbejde videnskabeligt med periodens fund, uden at skulle gennemgå arkiver og oldsagsmagasiner. Projektets hovedredaktør er Prof. Dr. Karl-Heinz Willroth fra universitet i Göttingen. Du kan læse mere om projektet på Nationalmuseets hjemmeside.

16.05.2018

Museumsinspektør til Museum Vestsjælland Slagelse Museum

Vi søger en ny kollega, som kan dække alle aspekter af arbejdet som museumsinspektør indenfor fagområdet Nyere Tids kulturhistorie med særlig vægt på handel, håndværk og industri. Du vil få base på Slagelse Museum, men organisatorisk vil du blive placeret i Kulturarvsafdelingen, hvor du særligt skal medvirke til at udvikle museets nyetablerede enhed for Nyere Tid. På Slagelse Museum vil det være museumsinspektørens opgave af stå for koordineringen af det daglige arbejde i huset på vegne af museets ledelse.
En væsentlig opgave vil også være at fungere som bindeled mellem museet og lokale interessenter. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 22. Tiltrædelse den 1. juli 2018 eller snarest derefter.

15.05.2018

Visionær og omstillingsparat museumsleder til Museerne i Brønderslev Kommune

Det statsanerkendte museum i Brønderslev Kommune søger en ny museumsfaglig leder, som er klar til at udvikle og engagere sig i vores to museumsafdelinger Dorf Møllegaard og Vildmosemuseet. Du skal være klar til at samarbejde med vores mange frivillige ildsjæle, der sammen med museets personale levendegør vores lokale historie. Du skal derudover i tæt samarbejde med ansatte og den valgte bestyrelse sikre en stabil drift og fortsat udvikling af museet, så det til enhver tid lever op til kravene for statsanerkendelse.Læs mere om opgaver og kompetencer her. Ansættelsessamtaler afholdes den 28. maj 2018, evt. 2. samtale afholdes den 19. juni 2018.

06.05.2018

Ringkøbing-Skjern Museum søger en ny museumsdirektør

Ringkøbing-Skjern Museum søger en ny museumsdirektør til at bidrage til at fortælle den levende historie sammen med vores 55 dygtige og engagerede medarbejdere og 300 frivillige. Gennem en spændende proces med mange involverede har vi udformet en ny strategi for museet, som vores nye direktør skal stå i spidsen for at føre ud i livet. Job- og personprofil kan sammen med andet relevant materiale ses på www.levendehistorie.dk eller www.hcvestergaard.dk

 

Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling

Samtidig med Gorm den Gamle og Harald Blåtand, huserede en mand kaldet Ravnunge Tue i egnen syd for Jelling. Måske var han arkitekten bag det store Jelling Monument og Ravninge-broen? Måske ejede han Fæsted skatten?

Læborg Kirke med Runesten © Claus Bechgaard
Læborg Kirke med Runesten © Claus Bechgaard

Ravnunge Tue er kendt fra mindst tre og formentlig fem runesten spredt ud over egnen syd for Jelling. Tilsammen tegner de et helt unikt billede af en fornem viking. Det er nemlig sjældent at den samme mand har været ansvarlig for rejsningen af flere sten. Ja, i Danmark er det faktisk unikt.

Slægtskabet mellem de to første sten – Læborg-stenen og Bække-stenen – er relativ sikker. På den første (Læborg) læser vi at ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Tyra, sin dronning”. På den anden (Bække 1) læser vi at samme ”Ravnunge-Tue, Funden og Gnyple, de tre gjorde Tyras høj. På den tredje (Horne) hører vi at Ravnunge-Tue gjorde Tyras [eller: denne] høj…På den næstsidste (Bække 2) læser vi at ”Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog” . Denne sten er opstillet i stævnen på en skibssætning, der vækker minder om den store skibssætning i Jelling. Endelig optræder der endnu en Tue på Randbølstenen, der satte sten efter sin hustru. Stenen fortæller poetisk at ”Tue bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil leve meget længe for Torgun”. På den sidste fra

Der er dog naturligvis som altid, når vi har med runeindskrifter at gøre, mange udfordringer. Om den næstsidste sten (Bække 2) kan således anføres at læsningen af hribną:ktubi som rafnuka:tufi (Ravnunge Tue) har været omdiskuteret. Er den samme mand i spil, har man spurgt? Og hvem er Tyra omtalt på Bække 1 og Læborg stenene ? Dronningen, der blev begravet i Jelling, eller bare en ”anden” Tyra? Det er ikke nemt at afgøre og mere eller mindre fantasifulde tolkninger har da også floreret gennem årene. I den følgende gennemgang af stenene og deres vidnesbyrd er der dog valgt en umistænksom tilgang. Der er nemlig tale om fem runeindskrifter, der faktisk ganske nydeligt lader sig tolke ud fra det vi iøvrigt ved om egnen og dens historiske kontekst – dvs. Jellingdynastiets betydning geografisk såvelsom kunstnerisk.

Skulle nogen have lyst til at følge de mere dybdeborende overvejelser samt de mere fantasifulde debatter åbner artiklerne i Hikuin fra 2005 op herfor.

Stenene og indskrifterne

Kort over Ravnunge Tues færden
Kort over Ravnunge Tues færden

I centrum af historien om Ravnunge Tue står imidlertid de to sten fra Læborg og Bække, der tilsammen fortæller om en mand, der står i forbindelse med en kvinde Tyra. Om hende lærer vi at Tyra var hans ”dronning” (dvs. herskerinde) samt at han tilsammen med to andre – Funden og Gnyple – satte en høj over hende. Mest nærliggende har det da også været at antage at denne Tyra var den samme som Gorms kone, som indskriften på den lille runesten i Jelling omtaler på så poetisk vis: Gorm, Konge, satte dette mindesmærke over Tyra, hans kone, Danmarks pryd. (GōrmR kunungR gærði kumbl þǿsi æft Þōrvī, kunu sīna, DanmarkaR bōt.) Den lille Jellingsten står ikke længere på sin oprindelige plads. Efter al sandsynlighed har den dog indgået i den store skibssætning, der tilhører det ældste element i Jelling monumentet, dateret til c. 940 – 950. I centrum af denne stensætning byggedes nordhøjen omkring 957 – 960. Selvom de fleste antager at Gorm blev gravlagt i denne høj (og senere overført til kammergraven under den nuværende kirke) er det dog tankevækkende at højen tidligt var kendt som netop ”Tyras høj”.  Den tidligste angivelse af hvem man forestillede sig lå i hvilken høj stammer fra 1643, da Ole Worm tegnede og beskrev monumentet. Skønt dette naturligt nok kan være en afledning af indskriften på Gorms sten, ville en tidligere tid med lige så stor ret (før de arkæologiske udredninger tog deres begyndelse) kunnet have identificeret nordhøjen som ”Gorms” og sydhøjen som “Tyras”.Det skete dog som bekendt ikke og det er da også mest sandsynligt at denne fordeling af de to monumenter byggede på gammel overlevering, som Ole Worm videregav. Iøvrigt ved vi som bekendt ikke meget om hvem der egentlig begravet i Nordhøjen, der jo – da professionelle arkæologer tog fat – allerede havde været røvet og ribbet adskillige gange siden 1000-tallet.

På baggrund heraf har det været nærliggende at antage at Ravnunge Tue (sammen med Funden og Gnyple) var ansvarlige for dette imponerende bygningsværk, og at han senere satte en prale-sten i Bække ved et centralt knudepunkt på hærvejen, nemlig ved det vandskel, hvor igennem vejen fra Vejle og Jelling fra gammel tid gik mod Ribe. Måske blev denne sten rejst i forbindelse med endnu en stensætning som arkeologiske udgravninger under Bække kirke har indikeret. På tilsvarende måde satte han en sten længere nede i samme landskab ved Læborg, som han rejste til minde om samme Tyra, hans ”dronning” (her forstået som herskerinde). Begge sten findes i dag opstillet ved de respektive kirker og deres oprindelige plads kendes ikke. Men vi ved at sten ofte sattes på så ”synlige” steder i landskabet som muligt, dvs. dér hvor mennesker færdedes; de to mindemærker giver bedst mening, hvis vi forstår dem som ”pralesten” opsat ved befærdede vejstrækninger. Specielt, giver det mening hvis vi inddrager vidnesbyrdet fra den lidt usikre sten opstillet i Bække i forbindelse med skibssætningen, der fortæller om en mand, hvis navn med lidt god vilje kan læses som Ravnunge Tue, der rejste et mindesmærke efter sin mor, Vibrog.

Gorms Arkitekt

Luftfoto af Nordhøjen og Skibssætningen © Danmarkshistorien.dk
Luftfoto af Nordhøjen og Skibssætningen © Danmarkshistorien.dk

Der synes således ikke at herske megen tvivl om at der har boet en mand med navnet Ravnunge-Tue i og omkring Bække, hvis indflydelsesområde som minimum har rakt helt til Læborg og som desuden har rådet over så store mandskabs ressourcer at han har kunnet bygge en skibssætning for sin mor. Der synes heller ikke at burde herske tvivl om at Ravnunge Tue tilhørte kredsen omkring Gorm, Tyra og Harald i Jelling og at han var med til at rejse nordhøjen dér. Om ham kan vi ydermere vide at han – formentlig på grund af sit arbejde som høj-bygger dér – var kendt i vide kredse, som én, der vidste hvordan man greb den slags opgaver an. Det er i hvert fald den enkleste måde at forstå indskriften på den sidste sten i Horne, der enten er sat for at ære Ravnunge Tues minde som Tyras højbygger; eller for at mindes hans arbejde med at rejse en anden høj. Indskriften på denne sten er fyldt med forkortelser og det er ikke ganske enkelt at tyde den. Men så meget er sikkert: Indskriften drejer sig om Ravnunge Tue og en høj. Slægtskabet mellem denne og de to ”sikre” Ravnunge-Tue-sten tyder grammatikken også på: Både på Horne-stenen og Bække-stenen (1) staves datidsformen ’gjorde’ således kaþi/kaþu, dvs. uden r-runen, der ellers burde have været forventet.

Iøvrigt er der jo ikke noget mærkeligt i at forestille sig at Ravnunge Tue rejste så mange runesten, som tilfældet tilsyneladende var. Han færdedes jo i et miljø, der tilsyneladende var optændt af begejstring for det monumentale medie.

Torshamre

Èn ting mere kan vi formentlig yderligere sige om Ravnunge Tue. Efter al sandsynlighed var han hedning på det tidspunkt, hvor han medvirkede til at rejse nordhøjen i Jelling c. 957 – 60. På stenen fra Læborg er der nemlig indhugget to tydelige torshamre, der indleder og afslutter indskriften. Der har tidligere været rejst tvivl om hvorvidt sådanne hamre virkelig var afbildninger af Mjølner, der ifølge sagnet blev smedet af to dværge og som rammer alt, den bliver kastet efter. Nye fund har imidlertid godtgjort at der virkelig er tale om at torshamre var hedenske symboler.

Navnet Ravnunge

Ravningebroen fra c. 980 © FDM
Ravningebroen fra c. 980 © FDM

Det er sjældent at vikingetidens mennesker benævnes med tilnavne, der anføres som forled. Ud af i alt 300 personer angivet i Jomsvikingernes Saga gælder det således kun knap 3%. I de få andre runeindskrifter hvor personer er navngivet på denne måde er det ydermere udtryk for et stilistisk valg . Sådanne navne fortæller om hvordan en person så ud, opførte sig eller kom fra. Eksempelvis betød kongenavnet Harde-Knud, Knud den Hårde. Senere blev det dog et nedarvet kongenavn (Hardeknud) i Gormsslægten, og betydningen af tilnavnet blegnede vel.

Traditionelt har tilnavnet Ravnunge været forstået som Ravns-unge eller-inge, dvs. én der tilhører Ravns efterkommere, slægt, klan eller folk. Præcis som Skjoldunger blev et tilnavn for efterkommerne af Skjold, er det nærliggende at forstå Ravnunge som en angivelse af klans tilhørsforhold. Med til denne historie hører sderfor at der i nærheden af Ravnunge Tues virksomhedsfelt befinder sig to lokaliteter, Ravning ved Vejle og Ravning ved Kalvslund. Begge ligger en dags ridt fra Bække, der må opfattes som Ravnunge Tues hjemsted. Specielt det nordlige Ravninge er i den forbindelse interessant, fordi det ér der hvor Harald Blåtand senere byggede den spektakulære bro over Vejle Å, Ravninge broen.

Bryden Tue?

Var Tue så også den Bryde (godsforvalter) der nævnes på stenen på Randbølhede, der danner et hjørne i en trekant mellem Bække og Jelling? Som ovenfor anført fortæller indskriften os at Tue Bryde rejste stenen efter sin hustru Torgun. Det er muligt at Tue Bryde og Ravnunge Tue er én og den samme, selv om det naturligvis ikke lader sig bevise. Helt utænkeligt er dét dog ikke. Hvad titlen ”bryde” dækker over i en vikinge-sammenhæng ved vi naturligvis ikke. Men senere kilder fra 11-1200 årene viser at bryder var store godsforvaltere, der ydede mellem 25 og 50 gange så stor en afgift til deres herre som almindelig fæstebønder. Måske var Ravnunge-Tue Jellingkongernes betroede forvalter i den egn omkring Jelling – nærmere betegnet Jelling, Almind og Horns sysler – hvor der i øvrigt er meget få spor af en mere uafhængig elite? Det ser ud til at netop i dette område sad Jellingdynastiet hårdt på magten og jorden.

Runesten som magt symboler

Et af flere vidnesbyrd om den ”skæve” fordeling af eliten i den periode, hvor jellingdynastiet huserede i Østjylland (c. 950 – 990) er netop fordelingen af runesten, der rejstes i perioden c. 975 – 1025. Naturligvis findes der tidlige runesten i Danmark, rejst i 700- og 800 årene. Men herefter findes et hiatus. Fra begyndelsen af 900-tallet kendes således kun til fem markante runesten, nemlig de tre fra Glavendrup og de to fra Hedeby. Fra en lidt senere tid kender vi til Ravnunge- og Jellingstenene. Det er imidlertid først fra c. 975, at det store ”runestens-boom sætter ind i Danmark, for senere (efter år 1000) at slå igennem i de østdanske provinser (Skåne).

Guldfund

Vedhæng formet som et kors. Fra Fæsted skatten © Sønderskov
Vedhæng formet som et kors (eller torshammer). Fra Fæsted skatten © Sønderskov

Der er ikke fundet spektakulære fund omkring Læborg og Bække. Til gengæld, kan det fabelagtige guldfund gjort godt 30 km fra Læborg på en mark ved Fæsted i 2016 ikke undgå at sætte fantasien i sving. Med ca. 30 guldgenstande udgør det det hidtil største guldfund fra Danmarks vikingetid. Det består af armbånd, brocher og unikke vedhæng. En foreløbig vurdering anslår at skatten kan dateres til c. 950 og at udsmykningen er udført i såkaldt Jelling stil. Af særlig interesse i denne sammenhæng er et spektakulært element i et halskrans, formet som enten en torshammer med et indsat ansigt eller et kors sammensat af tre. Måske ser vi her et billede af Ravnunge Tue? Eller Tor? Måske vil arkæologer kunne kaste mere lys på omstændighederne bag fundet i de følgende år.

De første spor af en nærliggende vikingetidsbosætning er allerede fundet og udgravninger er planlagt for de kommende år. det kan jo være at Ravnunge Tue  eller hans efterslægt faktisk var bryder på den store kongsgård på Holm, som vi ved lå dér?

Teksterne

Læborg

Transskription:
Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvī, drōttning sīna.

Translitteration:
Side A rhafnukatufi : hiau : runaR : þasi aft Side B þurui : trutnik : sina

Bække 1

Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gæ[r]ðu ÞōrvīaR haug.

Translitteration:
rafnuka:tufi : auk : futin : | auk : knubli : þaiR : þriR : kaþu : | : þuruiaR : hauk :

Horne

Transskription:
[Ra]fnunga-Tōfi gærði haug þ[annsi]/Þ[ōrvīaR(?)] …

Translitteration:
…fnukatufi kaþi hauk þ–…

Bække 2

Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a].

Translitteration:
hribną:ktubi : kri ukub þsi | aft : uibruk mþu sin

 

 

Randbøl Hede

Transskription:
Tōfi Bryti rēsþi stēn þannsi æft līka brytia. ÞēR stafaR munu Þōrgunni miǫk længi lifa.

Translitteration:
tufi : bruti : risþi : stin : þansi : aft : lika : | brutia : þiR : stafaR : munu : | þurkuni : miuk : liki : lifa :

KILDER:

Bække Kirke og Ravnunge-Tues runesten. Nogle kirkearkæologiske Iagttagelser.
Af K. Høgsbro Østergård.
Fra Ribe Amt, 1975

Runestenen i Horne og spørgsmålet om stenens oprindelige placering
Af Michael Lerche Nielsen
Fra Ribe Amt, 2001

Runesten, magt og mindesmærker.
Red. af Jens Vellev et al.
Hikuin (2005) Vol 32.
(Et særnummer om Ravninge Tue og hans runemindesmærker)

LÆS MERE:

Danmarks Runesten. En fortælling. Med fotografier af Roberto Fortuna.
Af Lisbeth M. Imer
Nationalmuseet. København 2016

 

Fæstedskatten – Danmarks største guldskat fra Vikingetiden

I løbet af 2016 og 17 udgravedes i Fæsted en imponerende guldskat fra vikingetiden. I alt fandt man 1,5 kg. guld og 130 gr. sølv. Ny bog fortæller historien og viser nærbilleder af de enestående smykker

Pragtspænde fra Fæsted © Sønderskov Museum
Pragtspænde fra Fæsted © Sønderskov Museum

I 1911 harvede Simon Thøstesen på sin mark nær Fæsted ved Sdr. Hygom. Pludselig så han imidlertid at det glimtede af det pure guld. Man kan altid diskutere hvorvidt Simon var en lovlydig borger. Men dansksindet, det var han. På det tidspunkt lå hans gård nemlig syd for den dansk-tyske grænse. Alligevel smuglede bonden det storartede fund over grænsen og fik det bragt til København. Kæden var spundet af guldtråde og måltes til 62 cm lang. Den vejede 67 gr. og var udstyret med en delikat lukkeanordning med øskener prydet med dyrehoveder, lavet i filigranarbejde og granulering. Det er uden al tvivl at kæden har været beregnet til at bære et af de vedhæng som siden blev fundet på samme mark.

I sommeren 2016 ledte det gamle fund nemlig til at en gruppe på tre amatørarkæologer begyndte at undersøge selvsamme mark for at se om der ikke lå mere. Den 1. Juni var der bare bingo. Ud af mulden tumlede ikke bare én men seks guldarmringe og én af sølv. Igen kunne vi så heldigvis opleve at danskere er hæderlige mennesker. Dels meldte de samme detektorer umiddelbart fundet til det lokale museum, dels lykkedes det at holde fint tæt med fundet og hvor det var gjort. Et halvt år efter, i december, betød det at museet under kyndig arkæologisk ledelse kunne begynde på en systematisk eftersøgning og udgravning af fundstedet. Og selvom det ikke resulterede i en afklaring af hvor skatten havde været nedlagt, lykkedes det at udgrave yderligere tre komplette armringe, ti vedhæng, guldknapper, brudguld og et mageløst spænde. Flere af disse smykker viste sig at være unikke, mens andre udgjorde paralleller til tilsvarende fund fra Lackalänga i Skåne, Hiddensee ved Stralsund, Hedeby ved Slesvig, og York i England. Af speciel interesse her er en sammenligning af pragtbrochen fra Fæsted med en tilsvarende broche fra fundet i Hiddensee, der er udstillet på museet i Stralslund. Mens dyreornamentikken på pragtspændet fra Fæsted viser tre slyngede dyr med fødder, der spiser sig selv inde i midten, er spændet fra Hiddensee udstyret med et lille kors i midten, hvori har været indfattet sten af glas. En tilsvarende variation genfindes i samlingen af prægestempler fundet i Hedebys havn. På tilsvarende vis er fundet i Fææsted af et vedhæng i form af tre sammensatte kors måske ikke entydigt at forstå som et kristent symbol. Der kan også være tale om en thorshammer, mener nogen. I så fald har vedhænget dog nok fungeret som en hybrid. Hvem, der måtte komme tæt på bæreren, kunne frit vælge at identificere det, som de ville.

Jellingstilen

Vedhæng formet som et kors. Fra Fæsted skatten © Sønderskov
Vedhæng formet som et kors. Fra Fæsted skatten © Sønderskov

Stilmæssigt henføres det samlede fund (minus en medaljon lavet af en romersk guldmønt fra 400-årene) til perioden 900-950 og er udført i den stil, der sædvanligvis karakteriseres som jellingstilen efter fundet af det lille bæger i Nordhøjen i Jelling. Dette er særligt tydeligt i formgivningen af en af de første armringe, der blev fundet. Denne armring er udstyret med dyrehoveder magen til dem på kæden fra 1911. Armringen er desuden prydet med en indgraveret ornamentik, der leder tanken hen på såkaldte triskeler, trekantede figurer, der også genfindes som vedhæng på den store pragtbroche. Tilsammen viser ornamentikken på kæden, armringen og senest brochen at de ”tre” guldfund må have tilhørt tilhørt samme skat.

Når det så er sagt, er det ikke alle fund der lader sig entydigt henføre til Jelling. Flere af vedhængene tilhører en type som er ikke er fundet i Danmark før. Det gælder medaljonerne med de indfattede bjergkrystaller eller halvædelstene. Parallellerne hertil skal givetvis finde i Hedeby, hvor man så sent som i sommeren 2016 genudgravede en kvindegrav dateret til c. 950 – 1000 hvori man fandt næsten identiske smykker som i Fæsted – guldperler og guldindfattede vedhæng med halvædelsten. Af dette fund fremgår det at guldperler og vedhæng har været trukket på en kæde eller en snor og tilsammen udgjort en fabelagtig halskæde. Mon dette også har været tilfældet i Fæsted? Det fortæller den foreliggende bog os desværre ikke om. Det er tydeligt at der er tale om en første skitsepræget fremvisning af fundet og de iagttagelser, arkæologerne kunne gøre sig førend det blev indleveret til restaurering på Nationalmuseet.

Bogen

Den foreliggende bog er alligevel vældig interessant. Her har læserne nemlig mulighed for i detaljer at studere de enkelte smykker samtidig med at de ledsages af en første præsentation. Årsagen hertil er givetvis at forfatterne har ønsket at imødekomme offentlighedens interesse for dette helt enestående skattefund samtidig med at de har haft lyst til at formidle den følelse af benovelse og forundring, som arkæologer – amatører såvel som professionelle – følte, da guldet bare væltede op af jorden. Det er næppe for meget sagt at det nok har været en engangsoplevelse for livet. Det har forfatterne ønsket at dele med os. Og tak for det!

Men: der kan alligevel kun være tale om en første smagsprøve. Det er forfatterne velvidende om. Fundet repræsenterer et stykke fornemt “øjeslik” komplet med velvalgte ciater fra Beowulf. Specielt det spektakulære fund set i forhold til de internationale paralleller kalder dog på en mere substantiel formidling. Den slags forskning vil imidlertid tage adskillige år. Vi har derfor al mulig grund til at være glade for at forfatterne, der alle er ansat på Museet på Sønderskov har taget sig tid til at løfte bare en lille flig af sløret. Og det på på fornem vis.

Karen Schousboe

 

Fæstedskatten

SE MERE:

I 2018 kan Fæstedskatten ses i al sin herlighed på årets Danefæudstilling in Jelling

 

 

 

Midgårdsormen

I norsk mytologi hedder Midgårdsormen Jǫrmungandr. Det betyder ”stort uhyre”. Men uhyret kendes også under navnet Miðgarðsormr, ”verdensormen”.

Thor og Hymer på fisketur. Fra Islandsk håndskrift fra 1700-årene med Snorres Yngre Edda. Kilde: wikipedia
Thor og Hymer på fisketur. Fra Islandsk håndskrift fra 1700-årene med Snorres Yngre Edda. Kilde: wikipedia

De væsentligste kilder til vores viden om et af de vigtigste fabelvæsener i den nordiske mytologi, midgårdsormen, er den ældre Edda, der bl. a. indeholder Vølvens spådom Vǫluspá) og Hymerskvadet (Hymiskviða). Hertil føjer sig beretningerne i den yngre Edda, også kaldet prosa-Edda og Snorres Edda. Endelig findes der arkæologiske og kunsthistoriske vidnesbyrd

Midgårdsormen er et havmonster som tillige med sine to søskende, Fenrisulven og Hel, er børn af kæmpekvinden, Angrboða og Loke. Ifølge Snorre tog Odin de tre uhyrer. Hel forviste han til dødsriget, som hun fik til opgave at præsidere over, Fenrisulven lænkede han og Midgårdsormen smed han ud på det dybe hav. Her voksede den sig så stor, at den kunne omslutte verden når den bed sig selv i halen, heraf navnet midgårdsorm. Som sådan tilhører den et mytisk motiv, ouroborus, der kendes fra Antikkens Egypten og Grækenland. Når Midgårdsormen svingede sin hale, fortæller myten, ville det indvarsle Ragnarok.

Det fremgår af Snorres Edda at Thor var Midgårdsormens ærkefjende. I en af fortællingerne mødtes Thor med Loke, der lokkede ham til at prøve at løfte en kolossal kat, der i virkeligheden var den omskabte Midgårdsorm. Det lykkedes Thor at løfte en af dens poter, hvilket Loke siden betegnede som en stor sejr for Thor. I en anden og mere kendt fortælling berettes det at Thor tog på fiskefærd med Hymer. Da Hymer nægtede at stille madding til rådighed slog Thor en af Hymers okser for panden og brugte den som madding. De to ror nu ud til et sted, hvor Hymer ofte fiskede efter fladfisk, hvor de fanger et par hvaler. Men Thor er ikke tilfreds og vil prøve lykken længere ude. Her får Thor Midgårdsormen på krogen, hvorpå han har spiddet oksehovedet, og de to ser således hinanden i øjnene. Mens Thor forbereder sig på at slå ormen ihjel med sin økse, gribes kæmpen, Hymer imidlertid af skræk og skærer fiskelinen over. I en anden version bryder ormen ganske enkelt selv fri. Herefter synker uhyret til bunds igen. Det sidste møde mellem Thor og Midgårdsormen siges at ville finde sted når Ragnarok indtræffer og ormen forgifter himlen og luften. Her lykkes det Thor at dræbe ormen, hvorefter han dog selv falder om efter ni skridt forpestet af ormens edder og gift.

Billedstene med Thor og Midgårdsormen

Thorstenen fra Hørdum Kirke. Kilde: Wikipedia/Liljevej16
Thorstenen fra Hørdum Kirke. Kilde: Wikipedia/Liljevej16

Motivet med Thor, der på sin fisketur med Hymer fanger Midgårdsormen, er kendt som det store nordiske fiskedræt. Det har været et velkendt motiv og kendes fra en runesten i Altuna (Altuna U 1161 fra 1000-tallet, en gotlandsk billedsten fra Ardre, (Ardre VIII fra 700-tallet), stenen fra Hørdum (ca. 800 – 1250) og et fragment af et stenkors fra Gosforth, Cumbria, i England fra det 10.århundrede. På det fuldt bevarede Gosforth Kors genfinder vi en parallel scene hvor Víðar kæmper mod Fenrisulven efter at Ragnarok er indtruffet.

Som et fremgår af denne oversigt optræder motivet med Thor og fiskedrættet tydeligt på fire bevarede billedstene, der er dateret fra 700-tallet til i det mindste 1000-tallet. Med baggrund heri er motivet er da også karakteriseret som et såkaldt motivkonstant, der kan genfindes langt tilbage. Måske helt tilbage til den periode, hvor den tidlige dyreornamentik opstod, dvs. i 500-600 tallet. I hvert fald har nogle forskere ment at kunne identificere to dyremotiver, H-dyret og S-dyret, som kontinuerligt transformeres gennem den sene jernalder og frem mod Vikingetidens slut. Hvor H-dyret repræsenterer Fenrisulven og S-dyret Midgårdsormen. I øvrigt optræder de ofte sammen med en maske/en menneskelignende figur, der af nogle identificeres som Odin, der er i færd med at lænke ulven og havkaste ormen.

Samme motiv findes måske på en meget sen billedfremstilling fra Hunnestad fra c. 970 -1020. Stenen viser en mand med hue, der ridende på et ”ulve-dyr” holder to slanger i hænderne. Den ene bides af ulven, mens den anden søger at binde an med en slange, der svæver over den ridens mand. Bil

ledet er som regel tydet som kæmpekvinden Hyrrokkin, der rider på en ulv som hun styrer ved hjælp af en tømme af hugorm. Ifølge Snorres Edda blev hun hidkaldt for at hjælpe da Balders dødsskib ikke lod sig rokke fra stedet. Andre tolkninger er dog, at der er tale om en sen fremstilling af Odin der tæmmer såvel slange som ulv.

Kort over udbredelsen af billedsten med fremstillinger af myten om Thor, Hymer og Midgårdsormen ca. 700 -1000
Kort over udbredelsen af billedsten med fremstillinger af myten om Thor, Hymer og Midgårdsormen ca. 700 -1000

Det har naturligvis været diskuteret hvorvidt det firefodede dyr og slangen på den store Jellingsten er fremstillinger af Fenrisulven og Midgårdsormen, som Odin i skikkelse af Kristus tæmmer.

Andre forskere er dog af den opfattelse, at de to dyreformer er så opløste i ornamentik, at de synes at have tabt enhver betydning udover den dekorative. Hvorfor dyrene på smykker, billedstene og dermed også Jellingstenen ikke så nemt lader sig identificere med dyrene, der figurerer i den Ældre og Yngre Edda. Hertil hører den opfattelse, at pointen med de stilistiske dyrefremstillinger (dyreornamentikken) fra c. 500 -1100, måske alene var at pege på det numinøses tilstedeværelse i Midgård, dvs. verden. I dette perspektiv bliver det mindre interessant at identificere de specifikke dyrs zoologi og koble dem på de skriftlige mytiske overleveringer, men derimod at pointere at denne verden var fyldt med dyr af en ganske særlig betydning der var forankret i deres betydning som grænsegængere i mellemværendet mellem datidens mennesker og deres guder. Hvorvidt dyrene så blev præcist identificeret med Midgårdsormen og Fenrisulven er i den sammenhæng ligegyldig. Dyreformerne som mellemformer mellem guder og mennesker er her mere interessant at fundere over.

KILDER:

Michael Neiss (2004): Midgårdsormen och Fenrisulven. Två grundmotiv i vendeltidens djurornamentik. Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik, I.
I: Fornvännen Vol 99, s. 9 – 25.

Lotte Hedeager (1999): Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi. I: Et Hus med Mange Rom. Vennebok til Bjørn Myhre på 60-årsdagen. Red. Af I. Fuglestvedt, T. Gansum & A. Opedal.
AmS-Rapport 11A, Stavanger, pp. 219 – 238

LÆS OGSÅ:

Iron Age Myth and Materiality
Af Lotte Hedeager
Routledge 2011

 

Danefæ udstillingen 2018

Kulturminister åbner danefæudstillingen Guld og vilde dyr

Slanger, der snor sig. Ørne, som breder deres store vinger ud. Ulve, der åbner deres store gab. Det er blot nogle af de dyr, som kan ses på de mange genstande, der er dukket op af jorden i det forgangne år. Dette dyrerige under jordoverfladen er fascinerende og kan sætte os i forbindelse med de tanker mennesker havde for mange hundrede år siden. Der er både frygtindgydende, sjove og meget mærkelige versioner af dyr i udstillingen, der præsenterer et ypperste, der er fundet i den danske muld i det forgangne år.

Når kulturminister Mette Bock Nationalmuseets åbner årets danefæudstilling i Kongernes Jelling for 150 amatørarkæologer den 27. januar præsenteres gæsterne for udstillingen, der handler om dyr, som findes på danefæ.

Når kulturminister Mette Bock lader tæppet falde for dette års danefæudstilling, Guld og vilde dyr, den 27. januar, vil  de besøgende derfor have lejlighed til at beundre skatte, mønter, smykker og meget andet, der som fælles udtryk har dyreornamentikken.  Flere af fundene er dukket op af den jyske muld i nærheden af Jelling, hvor danefæudstillingen vises i år. Bl.a. udstilles den store vikingetidsskat fra Fæsted, som blev fundet af tre amatørarkæologer. Alle finderne, der har fundet oldsager i jorden de seneste år, har været med til at bringe noget op i lyset, som kan gøre danefæ nærmest levende.

For børn og barnlige sjæle

Sidste år på nationalmuseet kunne gæsterne fornøje sig ved at afprøve hvordan det føles at finde guld i grunden under deres fødder. I år har dette interaktive element fået en mere fremtrædende plads. Med metaldetektorer kan man blandt andet finde historier om glæden ved at finde guld. Men man kan også – med særlige UV-lygter – gå på jagt efter de mange dyr, der ligger i maven på Midgårdsormen. Søndag den 28. januar åbner udstillingen desuden for offentligheden med et arrangement, hvor flere af dyremotiverne bliver levende. I hvert fald kan børn og voksne opleve levende rovfugle og slanger, når der er falkoneropvisning og slangeshow. Børn kan også få en ridetur på en ægte vikingehest og gæster vil møde udstoppede ulve, løver og ørne.

En af årets højdepunkter er den store vikingeskat fra Fæsted. Til åbningen den 28. januar vil de tre personer, der fandt dette enestående fund også være med. Publikum kan denne dag møde dem ved skatten og høre dem fortælle om, hvordan det foregik, da de ramte en guldåre fra vikingetiden.

Der er gratis adgang til udstillingen, der kan ses frem til den 31. oktober 2018.

BESØG:

Kongernes Jelling
Gormsgade 23, 7300 Jelling

 

Hvad mener Catalanerne egentlig om selvstændighed ?

Såkaldt ulovlige afstemninger, millioner af demonstranter og Guardia Civil i gaderne i Barcelona vækker stærkt ubehagelige minder om fortidens spanske overgreb mod Catalonien. Men hvad mener catalanerne egentlig?

Den undrende omverden har i oktober 2017 været vidne til et drama af dimensioner, da Cataloniens regering organiserede en afstemning om selvstændighed. Det lykkedes som bekendt den Spanske regering med loven i hånd at forpurre projektet. Resultatet var derefter: godt 40 % stemte, men hvor mange heraf der var ”gengangere” vides ikke. Til gengæld kunne den catalonske regering efterfølgende erklære at resultatet var entydigt, eftersom over 90% stemte for løsrivelse og national selvstændighed. Det er indlysende at afstemningen naturligvis ikke kan tolkes på den måde. For at en afstemning skal være valid må den naturligvis foregå under ordnede vilkår så alle har mulighed for at udtrykke deres mening uden angst for repressalier. Spørgsmålet er imidlertid, hvad catalanerne egentlig mener? Hvorfor går så mange tilsyneladende ind for selvstændighed? Og hvor mange er der i virkeligheden tale om?

Kort rids af Cataloniens historie

Usatges de Barcelona var Cataloniens lovbog. Miniature fra 1336 viser et møde i "Corts Catalanes". Kilde: Wikipedia
Usatges de Barcelona var Cataloniens lovbog. Miniature fra 1336 viser et møde i “Corts Catalanes”. Kilde: Wikipedia

Det er åbenlyst, at der findes en massiv catalansk selvstændighedsbevægelse. Ligeledes er det også indlysende at den catalanske historie må give grobund for udbredt mistænksomhed overfor det øvrige Spanien.

Efter den islamiske erobring af den spanske halvø i begyndelsen af det 8. århundrede eksisterede der i realiteten kun nogle få tilbageværende selvstændige enklaver i det nordlige Spanien, nærmere betegnet i Galicien, Asturien, Baskerland samt i egnene syd for Pyrenæerne. Det østlige område heraf gik under navnet Marca Hispanica og fungerede som en slags bufferzone mellem Frankerriget og Al-Andalus. Lederen heraf var ”Greve af Barcelona” indtil 1137, hvor Catalonien og Aragonien forenedes for dernæst at etablere et kongedømme. Det er omtrent på samme tidspunkt, at Portugal etableredes som en selvstændig nation. Men hvor Portugal stadig eksisterer, tabte Aragonien – og dermed Catalonien – sin selvstændighed, da Fillip II af Aragonien og Isabella I af Castilien blev gift i 1469. En afgørende forudsætning var dog at de to riger – skønt forenede – skulle bibeholde hver deres selvstændige juridiske og politiske institutioner, herunder ikke mindst ”Corts Catalanes”, den catalanske stænderforsamling, der efter 1289 havde monopol på at lovgive.

I de følgende århundreder tabte denne såkaldt folkelige institution imidlertid gradvist mere politisk terræn og i 1701 – 1702 mødtes stænderne for sidste gang. På det tidspunkt havde regionen oplevet rædslerne i kølvandet på de borgerkrigslignende tilstande, der havde hersket længe. Først som følge af den, fransk-spanske krig 1635 – 1659 og senere som fransk vasal. Endelig i 1714 lykkedes det den spanske konge, Filip den V, at generobre det nuværende nordøstlige Spanien. Herefter fulgte en periode hvor samtlige institutioner i området blev pålagt at udføre arbejdet på spansk (castiliansk). Samtidig flyttede den kulturelle elite til Madrid, hvilket betød at Catalansk som sprog blev reduceret til et privat ”familiesprog”. Hvor sproget havde oplevet en litterær og kunstnerisk blomstringstid i høj- og senmiddelalderen, var det nu et sprog, der alene blev talt ved husets arne. Samme udvikling fandt i øvrigt sted i det større occitanske sprogområde, som catalansk blev talt i – reelt det meste af det sydvestlige Frankrig, Pyrenæerne og det østlige Spanien rækkende til Valencia. Indtil slutningen af det 19. århundrede blev Catalansk da faktisk også betragtet som en Occitansk, dvs. sydvestfransk dialekt!

Plaça de Sant Felip Neri i Barcelona. Muren ved kirkedøren viser stadig sporene af de heftige kampe i borgerkrigens sidste dage i centrum af byen.
Plaça de Sant Felip Neri i Barcelona. Muren ved kirkedøren viser stadig sporene af de heftige kampe i borgerkrigens sidste dage i centrum af byen. Kilde: Wikipedia

De næste århundreder indebar en stadig mere perifer rolle for regionen, indtil den industrielle udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede gav økonomisk grobund for en gryende kulturel og national renæssance. Denne resulterede i 1914 i etableringen af en autonom regering, der formelt set styrede Catalonien fra 1932. Allerede i 1934 erklærede Madrid imidlertid regeringen ulovlig. Dette ledte til et vestreorienteret – kommunistisk – oprør, der i sidste ende førte til den spanske borgerkrig. Det er velkendt at republikanerne i sidste ende tabte slaget ved Ebro i 1938, der ledte til Tarragonas, Barcelonas og Giroans overgivelse i januar 1939. Mere end 500.000 flygtede over Pyrenæerne for at ende op i kløerne på hvad der hurtigt blev den franske Vichy-regering. Her levede de under kummerlige koncentrationslejr-lignende forhold. Kun 150.000 vendte senere tilbage for at leve under Francos spanske jernnæve indtil 1975. I denne periode var catalansk forbudt ikke kun i politiske sammenhænge, men også i skoler og aviser. Samtidig var udgivelsen af bøger på catalansk forbudt. Kun i teatersammenhæng blev det tilladt i de tidlige 50ere.

Catalonien efter 1995

Det er naturligvis på baggrund heraf vi skal forstå den catalanske – såvel som nogle af de øvrige spanske regioners – trang til selvstændighed. Efter 1975, da den spanske forfatning skulle vedtages og forholdene for det fremtidige Spanien skulle etableres, endte det imidlertid – som i alle den slags sager – i en række mere eller mindre fedtede kompromisser. En af dem var naturligvis at de færreste ønskede at starte en ny borgerkrig. Med undtagelse af Baskerlandet arbejdede de fleste regioner derfor også hårdt på at lægge låg på trangen til selvstændighed. Dette gjaldt ikke mindst Catalonien, der loyalt gik ind i arbejdet med at etablere det nye forfatningsgrundlag samt udfolde det gennem regionalt selvstyre. I 1979 ledte det frem til den demokratiske vedtagelse af den såkaldte Sau-aftale, ifølge hvilken grundlaget for det fremtidige selvstyre i Catalonien og samspillet med Madrid blev nærmere bestemt.

La Rambla in Barcelona. Kilde: Wikipedia
La Rambla in Barcelona. I de seneste årtier er Barcelona i stigende grad blevet invaderet af turister. Spørgsmålet som ofte rejses lokalt er: hvem “ejer” Catalonien? Catalanerne, migranter fra Eu, Muslimer fra Nordafrika og Andalusien? Og vhem skal bestemme om uafhængihed? Kilde: Wikipedia

Et af de mere mærkværdige forhold i hele denne proces var at de tilsvarende aftaler med de andre regioner afslørede at hver region fik forskellige vilkår. Således blev det vedtaget at Baskerland og Navarra fik lov til selv at opkræve skatter. De øvrige regioner blev derimod underlagt Madrids centrale skatteopkrævning. Det betragtes af de fleste catalonere som en del af baggrunden for at deres nettobidrag til den spanske økonomi i dag udgør 8 – 9% udover hvad der reelt burde være tilfældet. Det er således ikke uden ironi at den gennemsnitlige madrilener rangerer som nr. et på listen når det gælder rigdom, men alligevel er netto-modtager fra den gennemsnitlige catalaner, der rangerer som nr. 4, men ikke desto mindre er tvunget til at overføre 8 – 9% af hans eller hendes indkomst til “hovedkontoret” (tal fra 2005). Ændringer i dette misforhold er imidlertid vanskeliggjorte af det forhold at den catalanske økonomi udgør 19% af den samlede spanske. En økonomisk og politisk uafhængighed vil uden tvivl være direkte økonomisk ødelæggende for resten af Spanien.

Hele denne økonomiske udfordring har naturligvis fået gradvis mere betydning siden 2007. Når krybben er tom, bides hestene. Og nemt har det bestemt ikke været at få tingene til at hænge sammen; hverken i Andalusien, på den Castilianske Højslette eller i Barcelona. Hvis man taler med catalanere ”på gaden” nævner de da næsten også altid den økonomiske ubalance som den første og væsentligste årsag til at de ønsker mere selvstændighed. Interessant er det i en forbindelse at notere sig at Madrids svar herpå er at Catalonien faktisk udviser overordentlig lille fiskal ansvarlighed, men i stedet bruger store summer på at finansiere udgiftskrævende aktiviteter såsom skin-ambassader i udlandet samt dyre sprog- og kulturprogrammer. Det er dyrt at drømme om selvstændighed, mener Madrid, et forhold som sjældent gennemtænkes af den enkelte cataloner.

2006 og årene derefter

På baggrund heraf indledte den daværende catalanske regering i 2005 derfor et reformarbejde med henblik på at tilegne sig yderligere selvstændighed i forhold til Madrid. Dette reformarbejde udmundede i sommeren 2006 i en ny grundlov – Estatut d’Autonomia de Catalunya – som blev sendt til folkeafstemning og vedtaget. Det er dog bemærkelsesværdigt at mindre end 50% af catalanerne stemte ved denne lejlighed. Heraf udgjorde ja-stemmerne endda kun knap 74% mens 21% stemte imod. I betragtning af hvad der stod på spil har mange ment at det i realiteten altså kun var disse knap 36% af den samlede catalanske befolkning, der på det tidspunkt støttede op om selvstændighed. Da den spanske højesteret efterfølgende erklærede fjorten artikler direkte ulovlige og krævede at yderligere 24 skulle skrives om, skyldtes det kun en direkte forhandling mellem den daværende spanske premierminister og den catalanske præsident, Artur Mas, at et kompromis blev nået. I 2010 afsagde Højesteret i Madrid imidlertid en dom ifølge hvilken den nye forfatning blev erklæret endegyldigt ulovlig.

Det fik catalanerne på gaden i Barcelona. Ifølge egne opgørelser over en million mennesker, ifølge modstanderne knap en halv. Med yderligere demonstrationer i de følgende år piskedes stemningen tydeligvis op. Ved afstemningen til det lokale parlament i 2012 ledte det frem til en regering, der for første gang var entydigt for uafhængighed. I 2013 førte det til at regeringen unilateralt vedtog den omstridte forfatning. Samtidig lagdes planerne for at gennemføre en egentlig folkeafstemning om Cataloniens fremtid.

Som bekendt har en sådan velordnet folkeafstemning imidlertid ikke ladet sig gennemføre. Hverken i 2014, da forsøget første gang gjordes; eller i 2017, der forleden endte i yderst alvorlige optøjer og kampe mellem politi indsat af Madrid og (dele af) det catalanske folk.

Hvor mange går ind for selvstændighed?

Diagram over tilslutning til selvstændighed 2014 - 2017. Kilde: Centro de Investigaciones Sociales
Diagram over tilslutning til selvstændighed 2014 – 2017. Kilde: Centro de Investigaciones Sociales

Vi ved derfor ikke præcist hvor mange catalanere der reelt bakker op om drømmene om selvstændighed. Nyere undersøgelser [1] af stemmeafgivningen ved det seneste valg i 2015 giver imidlertid et fingerpeg.

Ved dette valg stemte 74,9%, hvilket i en spansk og catalansk sammenhæng er ganske imponerende. Meget generelt var dette valg formuleret af de politiske partier som et valg for eller imod løsrivelse.

Det interessant er nu at af de afgivne stemmer, valgte (tallene er forhøjede til hele tal)

  • 9% at stemme for partier, der gik ind for øjeblikkelig løsrivelse (hardliners)
  • 40% at stemme for partier, der gik ind for snarlig løsrivelse (det nuværende regeringsparti)
  • 24% at stemme for partier, der gik ind for føderale reformer (opposition)
  • 26% at stemme for partier, der gik ind for at blive i unionen (opposition)

Selvom valgteknikaliteter medførte at ”løsrivelsepartierne” således kun fik lidt under halvdelen af stemmerne endte de alligevel op med at få flest pladser i parlamentet. Afgørende her har imidlertid været, at regeringsmagten endte i hænderne på et koalition eller et parti (JxS) som er politisk afhængigt af de radikale løsrivelsespartis opbakning. Heraf den politiske strid, som vi har set udspille sig efter den fallerede afstemning forleden og som senest gav sig udtryk i de mystiske formuleringer, som præsidenten, Puigdemont, lagde stemme til i sin tale til parlamentet den 10.10.2017. Man må sige det lignede en sand øvelse i at balancere på en line så tynd som en nylontråd.

Hertil er desuden at sige at selvom de opstillede partier til valget i 2015 entydigt formulerede det som et valg for eller imod løsrivelse, ved vi at vælgerne nægtede at det forholdt sig sådan. Således var kun 75% ifølge nye undersøgelser enige i at det var valgets hovedtema. Spurgt anderledes mente  70% faktisk at det var økonomien og arbejdsløsheden, som de kerede sig mest om. Hertil kom at der bag den vindende koalition (JxS/ Junts pel Sí) gemte sig resterne af det tidligere regeringsbærende parti, hvis mangeårige leder, Artur Mas, i marts 2017 blev dømt for politisk opsætsighed i forbindelse med hans organisation af afstemningen i 2014. Medvirkende var dog også at højtstående partimedlemmer sideløbende hermed har været anklaget for omfattende korruption, hvilket førte til at Puigdemont fik chancen efter meget vanskelige forhandlinger. Tallene er derfor ikke entydige.

Konklusion

Catalonien 2017 Kilde: Twitter
Catalonien 2017 Kilde: Twitter

Hvis man slår op på hjemmesiden for Cataloniens statistiske kontor kan man finde tal vedrørende så forskellige forhold som sprog, nationalitet osv. Heraf fremgår at 36 dagligt taler catalansk, mens 95% oplyser at de har kendskab til sproget. I øvrigt oplyser kontoret ikke meget om befolkningens holdninger. Dem finder man til gengæld dokumenteret af Centre d’Estudis d’Opinió indtil 2011, da den spanske regering valgte at lægge kontoret direkte ind under det nationale socialforskningsinstitut i Madrid, Centro de Investigaciones Sociales. Ifølge disse målinger var 41% i 2. halvdel af 2017 for uafhængighed, mens 50% var imod. Andre målinger viser forskellige holdninger til hvorledes forholdet til Spanien kan udformes (føderalt, regionalt osv.), men disse tal er intetsigende eftersom der i dette spørgsmål findes ligeså mange svar som der er Catalanere.

Ser man herefter nærmere på udviklingen af holdninger for og imod siden 2014 viser det sig dog at der næsten er dødt løb. Med gennemsnitligt 45% for, 47% imod og 8% uafklarede er det helt usikkert hvad en rigtig folkeafstemning ville ende med. Intet under at den spanske regering har søgt at forhindre en formel afstemning. Som med den skotske afstemning risikerede det at blive såvel en dreng som en pige!

Et er dog sikkert. Resultatet ville næppe blive så entydigt som den siddende regering påstår at de har fået mandat til ved den ulovlige folkeafstemning, der blev afholdt i oktober 2017.

NOTER

[1] Se Orriols (2015)

LÆS MERE (udvalg):

The 2015 Catalan Election: The Independence Bid at the Polls.
Lluis Orriols and Toni Rodon
I: South European Society and Politics (2016), Vol 21. nr. 3, s. 359 – 381

Catalonia: a New Independant State in Europe? A Debate on Secession within the European Union.
X. Cuadras-Morató
Routledge 2016

What’s up with Catalonia. “… the causes which impel them to the separation…”
Red.: Liz Castry
Catalonia Press 2013

Language, Migration and Social Mobility in Catalonia
Amado Alarcón og Luis G. Garzón
Brill 2011