Home » Museumsudvikling

Kategori: Museumsudvikling

Barnet på svanevinge © DR

Vedbækfundene vender hjem!

I april sendte DR den første udsendelse i serien Danmarkshistorier. Det fik antallet af besøg på museet med Vedbækfundene til at stige drastisk.

Banet på Svanevingen. Vedbækfundene © Rudersdal Museum
Banet på Svanevingen. Vedbækfundene © Rudersdal Museum

Stenalderens Jæger og Samlere var temaet for den første af DR’s udsendelser i ”Historien om Danmark”

I fokus var var de sensationelle Vedbækfund, der udgravedes på kanten af Maglemosen i 1980erne. Her lærte vi – guidet rundt af Leif Mikkelsen – om hvorledes nye undersøgelser af knoglernes DNA viste at stenalderens mennesker ikke alene var mere hårdføre end os; de var også mindre end os, mørklødede og med blå eller blågrå øjne. Desuden så vi hvordan folk rent faktisk havde jaget, boet, spist og klædt sig. Ligesom vi hørte den gribende historie om stenalderkvinden, der begravedes sammen med det lille barn, der blev anbragt på en svanevinge.

Over 1,2 millioner danskere så denne første udsendelse i serien. Det gav naturligvis genlyd i medierne. Men det fik altså også antallet af besøgende på det lille museum nord for København til at stige med 50% i forhold til samme måned året før! Hvilket naturligvis er et af de bedste tegn på at det faktisk giver mening at tilbyde danskerne ordentlig og kvalificeret fjernsyn, der fortæller kulturhistorie.

Vedbækfundene

Vedbækfundene. Oldtidens bugt og den fremtidige lokalisering © Rudersdal Museum
Vedbækfundene. Oldtidens bugt og den fremtidige lokalisering © Rudersdal Museum

De første udgravninger ved Vedbæk blev foretaget i begyndelsen af det 20. Århundrede. I 1956 dukkede så det første skelet dukkede op, men interessen blev først for alvor vakt, da Vedbæks nye skole skulle opføres i 1975. I den efterfølgende tid blev udgravet tolv forskellige fundsteder med huse og begravelser fra ca. 6200 – 4000 f. Kr. Hertil kom utallige undersøgelser af stedets landskab, fauna og spredte fund af stenredskaber af forskellig art. Eftersom perioden var så lang er det ikke underligt at sporene over tid skiftede karakter. Visse træk gik dog igen.

Vedbækfundene blev opdaget på kanten af Maglemosen nord for København. I stenalderen var det en fjord, der var åben for sejllads og fiskeri indtil c. 3000. Rundt om ved kysterne slog folk sig nu ned med det altoverskyggende fiskeri for fødderne og med skoven og dens jagtmuligheder i ryggen. Utallige spor af spyd, pile, fælder, fuglenet, ruser, og fiskeredskaber er fundet, ligesom udnyttelsen af nødder, frugter, bær og urter har sat sig spor.

En type af bosættelse bestod således af ovale hytter c. 6 x 4 meter, mens andre havde stengulv dækket af planker. Rundt om fandt arkæologerne typisk kogesten og rester af produktionen af flinteredskaber. Det var enkelt nok – baseret på faunaen – at karakterisere de forskellige bosættelser som henholdsvis forårs, sommer og efterårs-lejre. Til gengæld var det mere usikkert at bestemme tilstedeværelsen af en egentlig vinterlejr. Helt unikt var de mange grave – brandgrave såvel som 20 jordfæstegrave – der for første gang gav ”ansigt” på de mange spredte stenøkser, som indtil da havde været stenalderfolkets alt dominerende efterladenskab. Et af de fremtrædende karaktertræk var at de døde tilsyneladende var begravet midt i bosættelserne. Som sådan var de ”nogen” man tydeligvis levede med. I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til at de afdødes tænder også kunne bruges til at smykke sig med på linje med andre kæber og dyretænder fra vildsvin, urokser, hunde, bjørne og ulvetænder. Nogle af disse tilhørte dyr, der ikke længere levede på Sjælland. De må derfor have været importeret fra Skåne, hvor arkæologerne i øvrigt senere fandt spor af tilsvarende bosættelser. Der har givetvis været en livlig trafik henover vandet.

Mest betydningsfuldt af alt var dog det indblik i datidens forestillingsverden, som gravene formidlede. Det var karakteristisk at de fleste var blevet begravet omsorgsfuldt, ja, næste rørende. Det gjaldt selvfølgelig først og fremmest den unikke begravelse af en ung kvinde, der var lagt til hvile sammen med sit barn, svøbt i en svanevinge.

Nyt museum

Siden 80erne har Vedbækfundene været udstillet i en sidebygning til Gl. Holtegård. Skønt lille og kompakt er der tale om en udstilling der museums fagligt har holdt forbavsende godt. En af årsagerne er at museet har være indrettet i børnehøjde og med rekonstruktioner, man møre røre og føle på. Desuden er skeletter jo altid forførende.

Nu er vedbækmenneskene imidlertid på vej til nye og storslåede omgivelser på kanten af mosen, hvor de blev udgravet i 80erne. Indtil 2005 havde Forsvarskommandoen sit hovedkvarter dér. Da grundene derude blev solgt til udstykning forbeholdt Rudersdal kommune sig imidlertid en grund i det nordøstlige område på kanten af mosen. I de senere år har en gruppe arbejdet på at skitsere fremtiden for et nyt museum og oplevelsescenter dér hvor de spektakulære fund blev gjort i sin tid. Sidst i maj kom projektet endelig videre da kommunen valgte at købe grunden med henblik på at bygge et nyt formidlingscenter på stedet.

Kort sagt: projektet er nu overgået til fasen, hvor fondsansøgninger skal skrives og sendes ind. Så mon ikke planerne ad åre realiseres.

BESØG:

Vedbækfundene
Gl. Holtegaard
Attemosevej 170
2840 Holte

PlANER:

Projektbeskrivelse – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk inkl. beskrivelse af gravene og kortmateriale

Udkast til præsentationsfolder – Vedbækfundene tilbage til Vedbæk

SE MERE:

 Stenalderen i serien ”Historien om Danmark”. 

LÆS:

Der mangler desværre en nyere guide til vedbækfundene, men i 2016 forsvarede Erik Brinch Petersen, der i sin tid var leder af udgravningerne sin disputats:

Diversity of Mesolithic Vedbæk
Af Erik Brinch Petersen.
In: Acta Archaeologica vol 86:1, 2015. Supplementa XVI
Oxford: Wiley 2015

Indtil disse nye resultater publiceres må besøgende nøjes med den gamle guide fra 1982.

Vedbækprojektet: under mosen og byen.
Af Erik Brinch Petersen, Helle Juel Jensen, Kim Aaris-Sørensen, Peter Vang Petersen
Søllerød 1982

 

Børn på Museet i Randers © Østjyllands Museum

Museum Østjylland får topkarakterer

Fra 2010 til 2017 mere end fordobledes antallet af besøgene på museerne i Randers og på Djursland. Årsagen skal givetvis findes i en succesfuld fusion, der fandt sted i 2011.

Kort over Museum Østjyllands virkeområde. Source: Google Topographic Maps
Kort over Museum Østjyllands virkeområde. Source: Google Topographic Maps

I 2006 – 2008 kvalitetsvurderede den daværende Kulturarvsstyrelse de tre museer – Randers, Ebeltoft og Djursland, der senere i 2011 fusionerede til ét museum under hatten: Museum Østjylland. Forleden offentliggjordes så en ny vurdering foretaget af Slots- og Kulturstyrelsen og her kan enhver læse om hvor godt det er gået siden; dette på trods af at museet forvalter 8 besøgssteder spredt ud over de tre kommuner, Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner.

Museet får således topkarakterer når det gælder samarbejdet med kommunerne omkring den lagte strategi samt at det faktisk er lykkedes at skabe en enhedsorganisation, der integrerer de forskellige fagligt funderede medarbejdere i forhold til den fælles vision. Ligeledes får museet ros når det gælder formidling, varetagelse af samlingerne, samt forskning heri. Samlet set hedder det faktisk i vurderingen at ”samlet set er fusionen mellem de tre museer sket på forbilledlig vis”.

I forbindelse hermed listes da også det helt afgørende faktum at antallet af besøgende siden 2011 simpelthen er mere end fordoblet. Vi ved ganske vist ikke helt hvor tilfredse de mange besøgende har være – Østjyllands Museum deltog kun meget spagfærdigt i den seneste brugerundersøgelse. Men en vækst fra 75.835 (i 2011) til 173.650 besøgende i 2017 taler dog for sig selv.

Som altid er der naturligvis enkelte punkter hvor styrelsen drypper lidt malurt i bægeret: vedtægterne afspejler ikke gældende lovgivning og der er endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning med hensyn til danske Fiskerimuseum i Grenå med den fine samling af modelskibe. Endelig halter museet tilbage når det gælder opkvalificeringen af de faglige medarbejdere, så der bliver flere ansatte med PhD-grad. Som bekendt gælder det dog næsten samtlige museer i landet eftersom kommunerne sjældent evner at have blik for at medarbejderne har forskningsforpligtelse og at den slags ikke bare kan foregår i fritiden. Men som det hedder i rapporten: Museet prioriterer at museets fastansatte videnskabelige medarbejdere har tid til at forske og opbygge forskningsnetværk nationalt og internationalt.

Den røde tråd

På et punkt er museet dog udfordret. ”Der savnes en tydeliggørelse af museets særegne faglige profil, herunder en sammenhængende faglig rød tråd (fortælling) indenfor ansvarsområdet mellem de enkelte besøgssteder. En faglige afgrænsning indenfor ansvarsområdet findes spredt beskrevet i indsamlingspolitik, forskningsstrategi mv.”, hedder det.

Hvad betyder det helt konkret? Svaret er naturligvis at der mangler en klar tilkendegivelse af det der i den internationale museums-jargon hedder ”sense of place”. Hvad er det lige præcis, der adskilte og adskiller livet på Djursland og på Randerskanten i forhold til resten af landet, må man spørge?

At finde et svar herpå er imidlertid ikke ganske enkelt. Administrativt dækker det nye Museum således ikke det område der i gamle dage udgjorde Randers Amt, ej heller følger de nuværende grænser den gamle syssel-inddeling. Sprogligt vil man også skelne mellem dialekten på Djursland med den, der taltes i omkring Randers (Midt-øst jysk).

Hvis man kigger på topografien falder området også i skarpe kulturgeografiske områder. Ganske vist tilhører hele egnen det østjyske fjordlandskab skabt i istiden, med med kridt som grundlag og dækket af randmoræner skåret igennem af tunneldale. Omkring Randers defineres landskabet dog af Gudenåens udløb, der med omgivelser udgør et naturligt hele, der rækker op til og gennem fjorden og ud til Kattegat. Men Randersegnen var i ældre tid adskilt fra Djursland ved hjælp af det brede skovbælte, der som en halvkreds nærmest afgrænsede Jyllands ”knytnæve” ud mod øst. Hertil kom at Nord og Syddjursland på mange måder var skarpt adskilte gennem den nu tørlagte tidligere fjord og senere sø, Kolindsund, samt det forhold at mod nord er landskabet fladere, delvist sandet og med vidtstrakte moser. Mod syd findes det bakkede Mols og Kalø-landskabet. I mellem de to landskabstyper kilede et landskab velegnet til jordbrug sig ind derfra hvor Kolindsund blev drænet i 2. halvdel af det 19. Århundrede. Her finder man de store herregårde, hvis historie varetages af Herregårdsmuseet Estrup.

Man kan roligt sige at Museum Østjylland ikke dækker et klart defineret kulturgeografisk område, men derimod har fået udstukket et virkeområde, der fremstår mere som en ”politisk konstruktion” end et naturligt arbejdsområde.

Hvad gør man så: ja, det fremgår af vurderingen at man vil satse på neolitikum, yngre jernalder/vikingetid samt nyere tid, dvs. 1850 – 1990. Nærmere betegnet drejer det sig om urbanisering og infrastruktur, industri og fagforeninger, offentlig og privat omsorg, samt turisme og kystkultur. Her understreges det at de første to forskningsfelter relaterer sig til Randers, det tredje dækker hele regionen, mens det sidste retter sig mod Djursland.

Sandt er det da også at hvis man satser på denne sene periode, slipper man for at skulle tage alt for meget livtag med den forskelligartede og måske til dels landskabsbetingede kulturhistorie, der rækker længere bagud i tid, dvs. en tid hvor kulturgrænserne i landskabet måske var tydeligere. Det er dog tydeligt når man læser det strategiske oplæg (2014 – 18) at Museum Østjylland ikke er blind for denne udfordring.

Familier og Børn

Den nye udstilling i Grenaa © Museum Østjylland
Den nye udstilling i Grenaa © Museum Østjylland

Dog, mens vi venter på en nærmere afklaring af hvad ”den røde tråd” mon skal være, har museet satset på at udvikle nye formidlingsmæssige initiativer. Èt af dem er uden tvivl banebrydende. Her har man nemlig satset på en meget væsentlig målgruppe, der sædvanligvis overses, nemlig de små børn. Af sommerprogrammet fremgår det at der hver uge er et utal af tilbud til familier medmindre børn – smykkeværksteder, flintværksteder, snitteværksteder og meget andet. Hver dag er der desuden mulighed for at børn kan lege arkæologer, bådebyggere eller samt gå på fossiljagt (Grenå). Eller man kan give sig i lag med strik, patchwork, børstebinding, knipleri, vævning eller bødkerarbejde. (Farvegården i Ebeltoft).

Specielt fascinerende er det at museet også har iværksat en formidlingsprojekt til de allermindste – fra 0 – 6 Projektet er blevet til med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til udvikling af formidling i forbindelse med Historier om Danmark. Nordea-fonden har støttet puljen.

BESØG:

Museum Østjylland
Administration:
Stemannsgade 2
8900 Randers
87122600
mail@museummoj.dk

Adgang til museet er gratis

Besøgssteder

LÆS MERE:

Kvalitetsvurdering af Museum Østjylland 2017

Museum Østjylland for alle. Strategi 2014 -18