Home Biografi Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling

Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling

0
Ravnunge Tue – Arkitekten bag Jelling
Skibssætning ved Bække ved Klebæk Høje. Kilde: Panoramio/Jake Well

Samtidig med Gorm den Gamle og Harald Blåtand, huserede en mand kaldet Ravnunge Tue i egnen syd for Jelling. Måske var han arkitekten bag det store Jelling Monument og Ravninge-broen? Måske ejede han Fæsted skatten?

Læborg Kirke med Runesten © Claus Bechgaard
Læborg Kirke med Runesten © Claus Bechgaard

Ravnunge Tue er kendt fra mindst tre og formentlig fem runesten spredt ud over egnen syd for Jelling. Tilsammen tegner de et helt unikt billede af en fornem viking. Det er nemlig sjældent at den samme mand har været ansvarlig for rejsningen af flere sten. Ja, i Danmark er det faktisk unikt.

Slægtskabet mellem de to første sten – Læborg-stenen og Bække-stenen – er relativ sikker. På den første (Læborg) læser vi at ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Tyra, sin dronning”. På den anden (Bække 1) læser vi at samme ”Ravnunge-Tue, Funden og Gnyple, de tre gjorde Tyras høj. På den tredje (Horne) hører vi at Ravnunge-Tue gjorde Tyras [eller: denne] høj…På den næstsidste (Bække 2) læser vi at ”Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog” . Denne sten er opstillet i stævnen på en skibssætning, der vækker minder om den store skibssætning i Jelling. Endelig optræder der endnu en Tue på Randbølstenen, der satte sten efter sin hustru. Stenen fortæller poetisk at ”Tue bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil leve meget længe for Torgun”. På den sidste fra

Der er dog naturligvis som altid, når vi har med runeindskrifter at gøre, mange udfordringer. Om den næstsidste sten (Bække 2) kan således anføres at læsningen af hribną:ktubi som rafnuka:tufi (Ravnunge Tue) har været omdiskuteret. Er den samme mand i spil, har man spurgt? Og hvem er Tyra omtalt på Bække 1 og Læborg stenene ? Dronningen, der blev begravet i Jelling, eller bare en ”anden” Tyra? Det er ikke nemt at afgøre og mere eller mindre fantasifulde tolkninger har da også floreret gennem årene. I den følgende gennemgang af stenene og deres vidnesbyrd er der dog valgt en umistænksom tilgang. Der er nemlig tale om fem runeindskrifter, der faktisk ganske nydeligt lader sig tolke ud fra det vi iøvrigt ved om egnen og dens historiske kontekst – dvs. Jellingdynastiets betydning geografisk såvelsom kunstnerisk.

Skulle nogen have lyst til at følge de mere dybdeborende overvejelser samt de mere fantasifulde debatter åbner artiklerne i Hikuin fra 2005 op herfor.

Stenene og indskrifterne

Kort over Ravnunge Tues færden
Kort over Ravnunge Tues færden

I centrum af historien om Ravnunge Tue står imidlertid de to sten fra Læborg og Bække, der tilsammen fortæller om en mand, der står i forbindelse med en kvinde Tyra. Om hende lærer vi at Tyra var hans ”dronning” (dvs. herskerinde) samt at han tilsammen med to andre – Funden og Gnyple – satte en høj over hende. Mest nærliggende har det da også været at antage at denne Tyra var den samme som Gorms kone, som indskriften på den lille runesten i Jelling omtaler på så poetisk vis: Gorm, Konge, satte dette mindesmærke over Tyra, hans kone, Danmarks pryd. (GōrmR kunungR gærði kumbl þǿsi æft Þōrvī, kunu sīna, DanmarkaR bōt.) Den lille Jellingsten står ikke længere på sin oprindelige plads. Efter al sandsynlighed har den dog indgået i den store skibssætning, der tilhører det ældste element i Jelling monumentet, dateret til c. 940 – 950. I centrum af denne stensætning byggedes nordhøjen omkring 957 – 960. Selvom de fleste antager at Gorm blev gravlagt i denne høj (og senere overført til kammergraven under den nuværende kirke) er det dog tankevækkende at højen tidligt var kendt som netop ”Tyras høj”.  Den tidligste angivelse af hvem man forestillede sig lå i hvilken høj stammer fra 1643, da Ole Worm tegnede og beskrev monumentet. Skønt dette naturligt nok kan være en afledning af indskriften på Gorms sten, ville en tidligere tid med lige så stor ret (før de arkæologiske udredninger tog deres begyndelse) kunnet have identificeret nordhøjen som ”Gorms” og sydhøjen som “Tyras”.Det skete dog som bekendt ikke og det er da også mest sandsynligt at denne fordeling af de to monumenter byggede på gammel overlevering, som Ole Worm videregav. Iøvrigt ved vi som bekendt ikke meget om hvem der egentlig begravet i Nordhøjen, der jo – da professionelle arkæologer tog fat – allerede havde været røvet og ribbet adskillige gange siden 1000-tallet.

På baggrund heraf har det været nærliggende at antage at Ravnunge Tue (sammen med Funden og Gnyple) var ansvarlige for dette imponerende bygningsværk, og at han senere satte en prale-sten i Bække ved et centralt knudepunkt på hærvejen, nemlig ved det vandskel, hvor igennem vejen fra Vejle og Jelling fra gammel tid gik mod Ribe. Måske blev denne sten rejst i forbindelse med endnu en stensætning som arkeologiske udgravninger under Bække kirke har indikeret. På tilsvarende måde satte han en sten længere nede i samme landskab ved Læborg, som han rejste til minde om samme Tyra, hans ”dronning” (her forstået som herskerinde). Begge sten findes i dag opstillet ved de respektive kirker og deres oprindelige plads kendes ikke. Men vi ved at sten ofte sattes på så ”synlige” steder i landskabet som muligt, dvs. dér hvor mennesker færdedes; de to mindemærker giver bedst mening, hvis vi forstår dem som ”pralesten” opsat ved befærdede vejstrækninger. Specielt, giver det mening hvis vi inddrager vidnesbyrdet fra den lidt usikre sten opstillet i Bække i forbindelse med skibssætningen, der fortæller om en mand, hvis navn med lidt god vilje kan læses som Ravnunge Tue, der rejste et mindesmærke efter sin mor, Vibrog.

Gorms Arkitekt

Luftfoto af Nordhøjen og Skibssætningen © Danmarkshistorien.dk
Luftfoto af Nordhøjen og Skibssætningen © Danmarkshistorien.dk

Der synes således ikke at herske megen tvivl om at der har boet en mand med navnet Ravnunge-Tue i og omkring Bække, hvis indflydelsesområde som minimum har rakt helt til Læborg og som desuden har rådet over så store mandskabs ressourcer at han har kunnet bygge en skibssætning for sin mor. Der synes heller ikke at burde herske tvivl om at Ravnunge Tue tilhørte kredsen omkring Gorm, Tyra og Harald i Jelling og at han var med til at rejse nordhøjen dér. Om ham kan vi ydermere vide at han – formentlig på grund af sit arbejde som høj-bygger dér – var kendt i vide kredse, som én, der vidste hvordan man greb den slags opgaver an. Det er i hvert fald den enkleste måde at forstå indskriften på den sidste sten i Horne, der enten er sat for at ære Ravnunge Tues minde som Tyras højbygger; eller for at mindes hans arbejde med at rejse en anden høj. Indskriften på denne sten er fyldt med forkortelser og det er ikke ganske enkelt at tyde den. Men så meget er sikkert: Indskriften drejer sig om Ravnunge Tue og en høj. Slægtskabet mellem denne og de to ”sikre” Ravnunge-Tue-sten tyder grammatikken også på: Både på Horne-stenen og Bække-stenen (1) staves datidsformen ’gjorde’ således kaþi/kaþu, dvs. uden r-runen, der ellers burde have været forventet.

Iøvrigt er der jo ikke noget mærkeligt i at forestille sig at Ravnunge Tue rejste så mange runesten, som tilfældet tilsyneladende var. Han færdedes jo i et miljø, der tilsyneladende var optændt af begejstring for det monumentale medie.

Torshamre

Èn ting mere kan vi formentlig yderligere sige om Ravnunge Tue. Efter al sandsynlighed var han hedning på det tidspunkt, hvor han medvirkede til at rejse nordhøjen i Jelling c. 957 – 60. På stenen fra Læborg er der nemlig indhugget to tydelige torshamre, der indleder og afslutter indskriften. Der har tidligere været rejst tvivl om hvorvidt sådanne hamre virkelig var afbildninger af Mjølner, der ifølge sagnet blev smedet af to dværge og som rammer alt, den bliver kastet efter. Nye fund har imidlertid godtgjort at der virkelig er tale om at torshamre var hedenske symboler.

Navnet Ravnunge

Ravningebroen fra c. 980 © FDM
Ravningebroen fra c. 980 © FDM

Det er sjældent at vikingetidens mennesker benævnes med tilnavne, der anføres som forled. Ud af i alt 300 personer angivet i Jomsvikingernes Saga gælder det således kun knap 3%. I de få andre runeindskrifter hvor personer er navngivet på denne måde er det ydermere udtryk for et stilistisk valg . Sådanne navne fortæller om hvordan en person så ud, opførte sig eller kom fra. Eksempelvis betød kongenavnet Harde-Knud, Knud den Hårde. Senere blev det dog et nedarvet kongenavn (Hardeknud) i Gormsslægten, og betydningen af tilnavnet blegnede vel.

Traditionelt har tilnavnet Ravnunge været forstået som Ravns-unge eller-inge, dvs. én der tilhører Ravns efterkommere, slægt, klan eller folk. Præcis som Skjoldunger blev et tilnavn for efterkommerne af Skjold, er det nærliggende at forstå Ravnunge som en angivelse af klans tilhørsforhold. Med til denne historie hører sderfor at der i nærheden af Ravnunge Tues virksomhedsfelt befinder sig to lokaliteter, Ravning ved Vejle og Ravning ved Kalvslund. Begge ligger en dags ridt fra Bække, der må opfattes som Ravnunge Tues hjemsted. Specielt det nordlige Ravninge er i den forbindelse interessant, fordi det ér der hvor Harald Blåtand senere byggede den spektakulære bro over Vejle Å, Ravninge broen.

Bryden Tue?

Var Tue så også den Bryde (godsforvalter) der nævnes på stenen på Randbølhede, der danner et hjørne i en trekant mellem Bække og Jelling? Som ovenfor anført fortæller indskriften os at Tue Bryde rejste stenen efter sin hustru Torgun. Det er muligt at Tue Bryde og Ravnunge Tue er én og den samme, selv om det naturligvis ikke lader sig bevise. Helt utænkeligt er dét dog ikke. Hvad titlen ”bryde” dækker over i en vikinge-sammenhæng ved vi naturligvis ikke. Men senere kilder fra 11-1200 årene viser at bryder var store godsforvaltere, der ydede mellem 25 og 50 gange så stor en afgift til deres herre som almindelig fæstebønder. Måske var Ravnunge-Tue Jellingkongernes betroede forvalter i den egn omkring Jelling – nærmere betegnet Jelling, Almind og Horns sysler – hvor der i øvrigt er meget få spor af en mere uafhængig elite? Det ser ud til at netop i dette område sad Jellingdynastiet hårdt på magten og jorden.

Runesten som magt symboler

Et af flere vidnesbyrd om den ”skæve” fordeling af eliten i den periode, hvor jellingdynastiet huserede i Østjylland (c. 950 – 990) er netop fordelingen af runesten, der rejstes i perioden c. 975 – 1025. Naturligvis findes der tidlige runesten i Danmark, rejst i 700- og 800 årene. Men herefter findes et hiatus. Fra begyndelsen af 900-tallet kendes således kun til fem markante runesten, nemlig de tre fra Glavendrup og de to fra Hedeby. Fra en lidt senere tid kender vi til Ravnunge- og Jellingstenene. Det er imidlertid først fra c. 975, at det store ”runestens-boom sætter ind i Danmark, for senere (efter år 1000) at slå igennem i de østdanske provinser (Skåne).

Guldfund

Vedhæng formet som et kors. Fra Fæsted skatten © Sønderskov
Vedhæng formet som et kors (eller torshammer). Fra Fæsted skatten © Sønderskov

Der er ikke fundet spektakulære fund omkring Læborg og Bække. Til gengæld, kan det fabelagtige guldfund gjort godt 30 km fra Læborg på en mark ved Fæsted i 2016 ikke undgå at sætte fantasien i sving. Med ca. 30 guldgenstande udgør det det hidtil største guldfund fra Danmarks vikingetid. Det består af armbånd, brocher og unikke vedhæng. En foreløbig vurdering anslår at skatten kan dateres til c. 950 og at udsmykningen er udført i såkaldt Jelling stil. Af særlig interesse i denne sammenhæng er et spektakulært element i et halskrans, formet som enten en torshammer med et indsat ansigt eller et kors sammensat af tre. Måske ser vi her et billede af Ravnunge Tue? Eller Tor? Måske vil arkæologer kunne kaste mere lys på omstændighederne bag fundet i de følgende år.

De første spor af en nærliggende vikingetidsbosætning er allerede fundet og udgravninger er planlagt for de kommende år. det kan jo være at Ravnunge Tue  eller hans efterslægt faktisk var bryder på den store kongsgård på Holm, som vi ved lå dér?

Teksterne

Læborg

Transskription:
Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvī, drōttning sīna.

Translitteration:
Side A rhafnukatufi : hiau : runaR : þasi aft Side B þurui : trutnik : sina

Bække 1

Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gæ[r]ðu ÞōrvīaR haug.

Translitteration:
rafnuka:tufi : auk : futin : | auk : knubli : þaiR : þriR : kaþu : | : þuruiaR : hauk :

Horne

Transskription:
[Ra]fnunga-Tōfi gærði haug þ[annsi]/Þ[ōrvīaR(?)] …

Translitteration:
…fnukatufi kaþi hauk þ–…

Bække 2

Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a].

Translitteration:
hribną:ktubi : kri ukub þsi | aft : uibruk mþu sin

 

 

Randbøl Hede

Transskription:
Tōfi Bryti rēsþi stēn þannsi æft līka brytia. ÞēR stafaR munu Þōrgunni miǫk længi lifa.

Translitteration:
tufi : bruti : risþi : stin : þansi : aft : lika : | brutia : þiR : stafaR : munu : | þurkuni : miuk : liki : lifa :

KILDER:

Bække Kirke og Ravnunge-Tues runesten. Nogle kirkearkæologiske Iagttagelser.
Af K. Høgsbro Østergård.
Fra Ribe Amt, 1975

Runestenen i Horne og spørgsmålet om stenens oprindelige placering
Af Michael Lerche Nielsen
Fra Ribe Amt, 2001

Runesten, magt og mindesmærker.
Red. af Jens Vellev et al.
Hikuin (2005) Vol 32.
(Et særnummer om Ravninge Tue og hans runemindesmærker)

LÆS MERE:

Danmarks Runesten. En fortælling. Med fotografier af Roberto Fortuna.
Af Lisbeth M. Imer
Nationalmuseet. København 2016